Peter Schlemihls wundersame geschichte by Jon Schäffer

1. INDLEDNING.

Ønsket med denne opgave er via analyse og tolkning at give et billede af "Peter Schlemihls wundersame Geschichte" i sammenhold til romantikkens identitetsproblematik og tidens samfund. For at gøre dette har jeg som det første valgt, at redegøre for de hovedtendenser i romantikken, som står i forbindelse hertil. Dernæst analyse og tolkning af "Peter Schlemihls wundersame Geschichte". Desuden har jeg valgt at inddrage Adelbert von Chamissos eget liv, som, jeg mener, har haft stor betydning for bogens udformning. Det er også denne særlige sammenhæng mellem Chamisso og Schlemihl, der har påvirket mit valg af opgaven. Afsluttende vil jeg diskutere, hvad teksten siger om samtiden.

2. HOVEDTENDENSEN I ROMANTIKKEN 1795-1835. A. De politiske og sociale forhold som karakteriserede tidens samfund (1). Tyskland eksisterede i tiden før samt i starten af romantikken ikke som politisk eller national enhed, men var et tysk-romersk kejserrige splittet i et utal af større og mindre feudale stater. Enevælden var den dominerende regeringsform. Fyrsterne sad med adelens bistand ved magten, og bønderne levede under tvang. Tyskerne havde gennem oplysningstiden lært at underkaste sig og adlyde, og landet var i forhold til England og Frankrig tilbagestående og tilbageskuende. I Frankrig derimod fejede revolutionen den feudale samfundsorden til side til fordel for borgerskabets krav om frihed, lighed og broderskab. Østrig og Preussen rustede sig til at gribe ind mod en udbredelse af de revolutionære tendenser og erklærede i 1792 krig; men den franske general Napoleon kunne uden videre problemer indtage det tyske rige. På trods af, at der også i Tyskland blandt bønder og borgere var en udbredt modstand mod det feudale system, mærkede man reelt ingen sympati for franskmændenes magtovertagelse - tværtimod. Magtovertagelsen skabte forvirring i det tyske rige. Ingen vidste helt, hvem de skulle holde med: Den franske revolutionerende tendens eller den tyske fyrste og adelmagt. Situationen medf¢rte for mange en identitetsproblematik. Den Franske besættelse og kontrol af de tyske områder vakte i midlertid en tysk ånd og introversion blandt borgerne. Det kom til udtryk i nationalistiske følelser. Tyskerne havde hidtil lyttet til italiensk musik; men nu erstattedes den af tyske kompositioner. Hidtil havde de læst fransk og engelsk litteratur. Nu læste de deres egne forfattere og så deres berømmelse gå ud over verden. I forlængelse heraf blev der

gennemført en lang række nye reformer i Preussen, som løste op for de faste rammer og love, hvilket i princippet var udtryk for oplysningstidens humanisme. Livsglæden i den tyske befolkningen voksede samtidig med hadet over for de strålende og dominerende franskmænd. Dette medførte den nye holdning: Staten er til for menneskets skyld (2). Det var som sagt tysk åndslivs blomstring. Ikke blot kulturelt, men tillige nationalt og dermed til en vis grad også en politisk manifestation med tre konkrete tendenser: Nationalisme, liberalisme og imperialisme (3). Økonomisk var der tale om kapitalismens udfoldelse. Adelen og den velstående borger levede på kendsgerningen af magt og rigdom, i en overfladisk materialistisk verden. B. Den nye livsanskuelse og identitetsproblematikken. Romantikken tog sit udgangspunkt i litterære miljøer i de to universitetsbyer Jena og Heidelberg samt i Preussens hovedstad Berlin. Det var frisindede strømninger, som brød med oplysningstidens rationalisme, og vendte sig mod den franske besættelse og storhed, men som til dels byggede på den foregående periodes følsomhed og individualisme. Det var tanken om og længslen efter et fællesskab, en tysk nationalstat samt et oprør mod de objektive love, som udløste anskuelsen af individet og staten som en enhed. Denne længsel efter samhørighed skyldtes ikke mindst den idealistiske opfattelse af verden og menneske i en altomfattende enhed. Denne filosofi kaldes organismetanken. Målet var her at samordne alt i tilværelsen, også hele mennesket. Udgangspunktet for en sådan tilværelsesforståelse var opfattelsen af, at alt i tilværelsen er gennemtrængt af og bundet sammen af en fælles ånd - verdensånden (4). En sådan anskuelse ser man også i den græske panteisme, som siger: Gud er i alt. Dermed er Gud også i naturen, og det

forklarer romantikkens natursværmeri, som var en typisk tendens i tidens litteratur (5). Ligesom organismetanken er en anden filosofisk retning også idealistisk orienteret. Denne blev kaldt nyplatonismen. Her er verden ikke en enhed. Derimod er det karakteristiske for nyplatonismen som filosofisk begreb, en opfattelse af, at der bag alt i denne tilværelse, som kunne kaldes fænomenernes verden, ligger fænomenernes ideer. Det væsentlige ved disse ideer er, at de er den virkelige virkelighed, mens fænomenerne kun er en afglans af virkeligheden, bl.a. fordi alt i fænomenernes verden er forgængeligt, mens ideernes verden er evig. Alt i alt byggede denne livsanskuelse på filosofien om at nå frem til en helhedsforståelse af forholdet mellem idé, fænomen og menneske. Det medfører den dualistiske opfattelse af verden, hvor mennesket er splittet op i sjæl og krop. I litteraturen udtrykkes det som en konflikt i mennesket. Vi står altså med problemet, hvor mennesket på den ene side søger sammen i en absolut enhed og natur med verdensånden som det styrende princip, men på den anden side er splittet mellem sjæl og krop eller idé og materie. Jeg har her opstillet en meget forenklet livsanskuelse, som jeg mener var tendensen i romantikkens identitetsproblematik, og som efter min mening er en del af grundlaget i Peter Schlemihls wundersame Geschichte. 3. ANALYSE AF ADELBERT WUNDERSAME GESCHICHTE.

VON

CHAMISSOS

PETER

SCHLEMIHLS

Peter Schlemihls wundersame Geschichte udkom første gang i 1814. Historien fortælles af Peter Schlemihl, der henvender sig direkte til læseren, som er identisk med Chamisso selv. Flere steder i historien taler Peter Schlemihl nemlig direkte til Chamisso f.eks. "O mein guter Chamisso, ich will hoffen, du habest noch nicht vergessen, was Liebe sei!" (6), og "Ich werde mich deinem Urteile bloßstellen, lieber Chamisso, und es

nicht zu bestechen suchen" (7). Denne leg med fortællesituationen betyder, at historien i kraft af sin direkte karakter kommer til at virke nærverende og personlig. Historien fremstår i forbindelse med titlen "Peter Schle- mihls wundersame Geschichte" som et eventyr. I denne sammenhæng kan også nævnes de overnaturlige elementer, som spiller ind: "Glückssäckel und Siebenmeilenstiefel", samt visse eventyrelementer f.eks. "die drei Tage Frist". Alligevel mener jeg, at længden og sproget samt tildels problematikken i fortællingen antyder, at der er tale om en historie med udpræget novelle karakter. En genrebestemmelse resulterer derfor i, at teksten er en novelle delvis pyntet som eventyr. Peter Schlemihls wundersame Geschichte er delt op i elleve kapitler, som igen kan deles op i to hovedafsnit. I kapitlerne 1-7 fortæller Peter Schlemihl, hvorledes han sælger sin skygge til "der Mann im grauen Rock" for en utømmelig pose guld "Der Glückssäckel". Han opdager dog hurtigt, at manglen på skyggen gør ham halv. Folk vender ryggen til ham, og gang på gang mislykkedes hans pigebekendtskaber. Forgæves prøver han at leve videre i sin nye rige tilværelse, men indser, at han ikke bliver accepteret af andre mennesker. Det resulterer i, at Peter Schlemihl til sidst i syvende kapitel siger: "-ich hatte weiter auf Erden kein Ziel, keinen Wunsch, keine Hoffnung"(8). I de sidste fire kapitler gør Schlemihl op med sin skæbne. Da Djævlen - det er jo ham "der Mann im grauen Rock", som har købt skyggen - tilbyder at ændre handlen, så Peter Schlemihl får sin skygge tilbage igen mod at afstå sin sjæl, bliver han sin situation bevidst. Han afslår definitivt handlen, kaster lykkepungen fra sig og klarlægger sin fremtid: "Durch frühe Schuld von der menschlichen Gesellschaft ausgeschlossen, ward ich zum Ersatz an die Natur, die ich stets geliebt, gewiesen, die Erde mir zu einem reichen Garten gegeben, das Studium zur Richtung und Kraft

meines

Lebens, zu ihrem Ziel die Wissenschaft"(9).

Herefter bærer Peter Schlemihl sin skæbne og rejser stolt ud i verden. Med nyt mod beskæftiger han sig nu med "Geographie, Flora und Fauna, und das natürliche System"(10), og ender lyksalig som naturvidenskabsmand. Flere situationer i handlingsforløbet peger på, at det drejer sig om en splittet person, som har mistet sin identitet. I det samme folk ser, at Schlemihl ingen skygge har, vender de ryggen til ham. Ingen vil have noget med ham at gøre, og der bliver sågar gjort nar af ham (uddybes i afs. 6.). Som det nok fremgår af ovenstående, hører sproget i novellen ikke til det mest letlæselige. Tværtimod flyder det i et udførligt sprog, som efter min mening er med til, at gøre handlingen og stemning i bogen raffineret. Sproget drager på manerlig vis, men også i kraft af den tidligere nævnte fortælleteknik, læseren i en koncentration og spænding, som igen potenseres af forfatterens evne til løbende at skabe spændingsmomenter. Dette afslører også, at novellen ikke henvender sig til den lavere samfundsklasse uden uddannelse bl.a. bønderne. Tillige mener jeg heller ikke, at den er ment som underholdning for børnene. Det er især i kraft af dens længde, at den ikke som Brødrene Grimm og H.C. Andersens eventyre, er velegnet som oplæsning. Derfor konkluderer jeg, at bogen henvender sig til den borgerlige og adelige samfundklasse. Denne konklussion underbygges også af bogens tema og budskab (mere herom i afs. ?.). Der er i visse situationsbeskrivelser en holdning og hensigt at spore. F.eks. i starten af novellen, hvor Peter Schlemihl opholder sig hos "Herrn Thomas John" i et finere adeligt selskab. Først prøver Hr. John uden at tabe for meget ansigt over for selskabet at tage godt imod Schlemihl.

Derefter bliver han overladt til sig selv og føler sig nærmest til ulejlighed. Spændingen mellem den rige og den "fattige" fortsætter i den videre fortælling og er en afspejling af tidens samfund. jvf. Opgavens

afs. 2.

4. FRANSK EMIGRANT OG TYSK FORFATTER (10). Louis Charles Adelaide de Chamisso blev født den 31. januar 1781 i Champagne, som søn af en fransk greve. Det var en barndom i et miljø, der bestod af Frankrigs absolutte elite. Hans liv forløb i midlertid ikke helt som forventet. Som følge af den franske revolution flygtede hele familien Chamisso i 1790 til Preussen af frygt for at blive et hoved kortere. Efter tabet af alle ejendomme og værdier tvinges familien ud i en noget anderledes tilværelse. Adelbert von Chamisso, som blev hans tyske navn, bliver på et senere tidspunkt piccolo hos dronningen i Berlin. Han går sidenhen ind i den tyske hær - dog ikke helt frivilligt - og ender som premierløjtnant. Det var et led i familiens tradition, men ikke en del af Chamissos bevidsthed. han havde siden barndommen været optaget af naturen. Denne interesse udløses i et botanisk studium og videre naturvidenskabelig beskæftigelse. Bl.a. i 1815 deltager han som naturforsker under en russisk skibsekspe- dition. På universitetet i Berlin gør han sig bekendt med den tyske litteratur og mange af romantikkens mest aktive forfattere. Her begynder også hans karriere som forfatter. Startende med udgivelsen af et par smådigte i 1805 accelererer karrieren, og i 1813 i ly for napoleonskrigene skriver han Peter Schlemihls wundesame Geschichte. Bogen udkommer i 1814 og fører til hans senere verdensberømmelse. Adelbert von Chamisso er altså en person, der har oplevet de sociale yderpoler. Han kender til både gode og dårlige sider af livet. Som individ er han splittet mellem Frankrig og Tyskland, hvorfor man kan konkludere, at han ikke

har haft nogen klar tilknytning til et fædreland. 5. TOLKNING AF ADELBERT VON CHAMISSOS PETER SCHLEMIHLS WUNDERSAME GESCHICHTE. Peter Schlemihl henvender sig til en rig adelsmand "Herrn Thomas John" i sin forhåbning om hjælp. Den egentlige årsag til henvendelsen fremgår ikke af teksten og er heller ikke det essentielle. Derimod bemærker man klasseforskellen mellem Herrn Thomas John og Peter Schlemihl, hvor sidst nævnte fremstår som den dårligere stillede borger. Det er i dette selskab, Peter Schlemihl møder "ein stiller, dünner, hagrer, länglichter, ältlicher Mann"(11) (senere betegnet som "der Mann im grauen Rock"), som viser sig at være en noget mystisk fyr. Han fungerer nærmest som tjener i det fine selskab og bidrager den ene gang efter den anden med ting, som selskabet står og mangler. Det er store dyrbare genstande, som han uden videre hiver op af lommen, uden at selskabet undre sig det mindste. Bl.a. "drei Reitpferde -mit Sattel und Zeug"(12). De tre heste verificerer antagelsen af, at det er djævlen, der er deres tjener. Man kunne nu undre sig over, hvorfor Chamisso som erstatning for en almindelig tjener bruger djævlen, der er symbolet på ondskaben. Jeg tror det er en kritik af datidens storsnudede borgerskab. En anklage mod deres til tider korrupte måde at komme til penge og magt på. Forstået på den måde, at det fine borgerskab ved løgne, snyd og bedrag, kort sagt om muligt ved djævelskab, er kommet til deres formuer.. På trods af Chamissos egen oprindelse tror jeg, at tidens revolutionære tendens havde manifesteret sig i hans bevidsthed. Dermed ikke sagt, at han forkastede sin egen socialklasse, men blot gjorde opmærksom på nogle urimelige sider af samfundet. Det var også en af årsagerne til datidens diskussion og berømmelse af bogen. Peter Schlemihl sælger, som følge af sit ønske om at

blive accepteret i de bedre kredse, sin skygge til Djævlen for en utømmelig pose penge. Livet former sig dog ikke helt efter Schlemihls forhåbning. Han bliver hurtig klar over, at han uden skygge er fastlåst. Folk håner ham og vil ikke vide af ham. Han kan ikke være i nærheden af andre mennesker, fordi han udadtil er intetsigende og identitetsløs. Selv små skoledrenge har mistet respekten over for ham, og Schlemihls drøm om det rige borgerliv med materielle goder er pludselig blevet en falmet livløs tilværelse. Han ansætter nu en tjener ved navn Bendel og beder ham om at bringe skyggen tilbage. - Det lykkes i midlertid ikke. Det er min fornemmelse, at Bendel i novellen fremtræder som Schlemihls søgen efter identitet. Selvfølgelig i kraft af, at han sendes ud for at finde manden i den grå frakke; men det kan også bekræftes, idet Bendel er med til at bære Schlemihls skæbne (citat 1.), og ser det sort ud for Schlemihl, er Bendel mindst lige så nedtrykt (citat 2.). Disse antagelser efterviser følgende citater: 1. "Derselbe war's, dessen Anhänglichkeit mich seither tröstend durch das Elend des Lebens begleitete und mir mein düsteres Los ertragen half"(13). 2. "Er ging. Spät kam er und traurig zurück. Keiner von den Leuten des Herrn John, keiner von seinen Gästen, er hatte alle gesprochen, wußte sich nur entfernt an den Mann im grauen Rock"(14). "Er brach, heiß weinend, in die bittersten Vorwürfe gegen sich selbst aus, und die Verzweiflung, in der er war, mußte mir selber Mitleiden einflößen"(15). Endvidere er Bendel den eneste, der accepterer at arbejde for samt have noget at gøre med en skyggeløs mand Schlemihl. Peter Schlemihl indleder nu et forhold til pigen Fanny, et forhold han efter min mening godt ved ikke vil holde... Hvorfor forledes Peter schlemihl til at stifte dette forhold?

Jeg tror, han er blændet af, at hans drøm om at blive rig og accepteret i de velhavendes kredse, er gået i opfyldelse. I sin nye tilværelse, der ikke formede sig helt, som han havde troet, lever han nu på samme overlegne facon, som han har set de andre gøre. Det vil sige, han både lyver, snyder og bedrager. Det demonstrerer den måde, hvorpå han bedragerisk forfører Fanny, nemlig via Bendels hjælp forsøger at skjule sin manglende skygge... Da Fanny alligevel opdager manglen, stikker han uden den fjerneste antydning af samvittighedskvaler af fra det hele. Han lader Bendel sørge for, at huset bliver låst af, og det eneste Schlemihl tager med sig, er en "abgefeimten Spitzbuben" ved navn Rascal; dermed fuldender han sin rolle som bedrager og forfører.

Jvf. engelsk,

rascal =

slyngel,

slubbert.

Han rejser langt væk til et kursted, hvor ingen kender ham. Her forelsker Schlemihl sig i pigen Mina. Folket kender ikke til hans skæbne om den manglende skygge og antager i kraft af hans rigdom, at han er "Der gute König von Preussen". Schlemihl proklamerer sig selv som værende "Graf Peter", men er inderst inde bevidst om sin identitetskrise: "Weiß doch mein Schicksal, Graf Peter gehört nicht mir, gehört der Welt an"(16). Schlemihl og Bendel får senere mistanke om Rascals utroværdighed, idet Bendel mener, han stikker noget af guldet i sin egen lomme. Det viser sig også at være tilfældet. Efter Schlemihl en hel nat har siddet og ventet på manden i den grå frakke, kommer i stedet Rascal om morgenen med forlangende om at se skyggen. Schlemihl kan selvfølgelig ikke vise ham den. Rascal nægter at tjene en skyggeløs og tager i protest sin afsked: "Er kehrte mir den Rücken und ging, den Hut auf dem Kopf, ein Liedchen pfeifend, langsam aus dem Zimmer"(17). En tilsvarende handling præsterer på senere tidspunkt manden i den grå frakke:

"Dieser ging unbekümmert nebenher und pfiff eben ein Liedchen"(18). Denne sammenhæng gør, at jeg mener, man her har at gøre med Peter Schlemihls manglende skygge. Rascal indeholder de sider af Schlemihl, der har at gøre med det borgerlige, nemlig de sider som den fastlåste Schlemihl ikke kan realisere. Afskeden med Rascal betyder, at Schlemihl mister noget af lysten til det borgerlige liv og dets kurrumperede værdier, hvilket endvidere fører til tabet af Mina, som symboliserer seksualiteten. I forlængelse heraf træffer Schlemihl igen manden i den grå frakke, som nu forsøger at overtale ham til at afstå sin sjæl efter døden mod til gengæld at få sin skygge tilbage. Schlemihl opdager først nu, at det er Djævlen, han står over for og afslår klogt nok tilbudet. Han kaster omgående "- den klingenden Säckel in den Abgrund -", og siger til Djævlen: "So beschwör' ich dich im Namen Gottes, Entsetzlicher! hebe dich von dannen und lasse dich nie wieder vor meinen Augen blicken!"(19). Hermed har Peter Schlemihl taget sin definitive afsked med det åndsforladte borgerlige liv. Schlemihl drager nu ud i verden og erstatter sit tidligere liv, hvor han var et levende bevis på en omvandrende død, med en tilværelse som naturvidenskabsmand. Denne interesse for naturen, mener jeg, kan sættes i forbindelse med både Chamissos eget liv men også romantikken som periode. jvf. opgaven

citat

Romantikkens interesse for naturen kom som følge af forestillingen om verdensånden (organismetanken). Verdensånden er i naturen, men bliver bevidst i mennesket, og derfor vender Schlemihl sig mod den åndelige verden, naturen, for her at søge sin identitet. Tyskeren Schelling udtrykker det således: "-det er den samme ånd, der slumrer i stenen, dr¢mmer i planten, vågner i dyret og bliver sig bevidst i menne

sket"(20). Det er alligevel min overbevisning, at Peter Schlemihl ender sit liv som en splittet person. Han lever isoleret fra omverdenen i sin stadige identitetskrise. Det understreges bl.a af, at han sidst i historien igen møder tjeneren Bendel. Han er jo symbolet på Schlemihls søgen efter identitet. Føromtalte søgen svarer til romantikkens længsel efter ideernes verden, som er den virkelige virkelighed. Og endvidere, på trods af at han ikke afstår sin sjæl til Djævlen, er han stadig et halvt menneske, der lever i fænomenernes verden. I denne dualistiske verden, længes manden uden skygge efter sin identitet; han søger, og finder endelig ro i den åndelige harmoniske natur... jvf. opgavens afs. 2.B. s. 4.

Peter Schlemihl slutter smukt historien af, med at videregive sin egen erfaring. han giver dette råd: "Du aber, mein Freund, willst du unter den Menschen leben, so lerne verehren zuvördest den Schatten, sodann das Geld. Willst du nur dir und deinem besseren Selbst leben, o so brauchst du keinen Rat"(21).

Som nævnt bør "Peter Schlemihls wundersame Geschichte" ogaå ses i forbindelse med Adelbert von Chamissos eget liv. Historien giver en skildring af en personlighed, der p.g.a. sin manglende skygge er splittet mellem rollen som greve og som naturvidenskabsmand. Denne konflikt udmunder i en identitetsløs person, der reelt ikke har noget tilhørsforhold. Hverken socialt eller rent geografisk. Chamisso følte sig hele livet som franskmand men var tvunget til at bo i Tyskland, hvilket i sig selv for ham var en identitetskrise. Den franske revolution og efterfølgende magtovertagelse, som skabte den tyske fællesskabsånd og introvertion, påvirkede derfor ikke Chamisso på samme måde - rettere sagt slet ikke. Han følte sig efter min mening uden for den del af tidens sociale fælles-

skab. Han manglede fuldstændigt den nationale følelse, der voksede i andres bevidsthed. Jeg kan derfor konkludere, at Chamissos situation svarer til konflikten i Schlemihls liv, som symboliseres med den manglende skygge. Med skyggen mener Chamisso altså nationaliteten og den faste rod inden for et folk og et sprog, som han for sit vedkommende savnede...

6. DISKUSSION AF HVAD TEKSTEN SIGER OM SAMTIDEN. Peter Schlemihls wundersame Geschichte er nok et af de mest berømte og omdiskuterede værker fra romantikken. Tidens forfattere lagde mærke til denne nye opfindelse, af manden der manglede sin skygge som udtryk for menneskets splittelse. Men især blev der lagt mærke til tankerne bag bogens tema. Det var budskaber, som passede direkte ind i folks bevidsthed og straks fangede opmærksomheden. Det kommer af, at Chamisso angriber samfundets relevante problemer. Her mener jeg ikke de problemer, man fors¢ger at spå om en nær fremtid men tidens øjeblikkelige problematik. Denne kendsgerning bekræfter sammen med mit eget syn på historien, at novellen tidsmæssigt hanker op i relevante emner. Det kan derfor kort afg¢res, at teksten siger noget om samtiden. Jeg mener bl.a., at Chamisso i teksten angriber samfundets overklasse. Det teksten især afspejler, er den h¢jborgerlige klasse, der lever i en materialistisk og åndl¢s verden. Man får fornemmelsen af, at der allerede dengang fandtes nutidens til tider hensynsl¢se kapitalister. Et samfund hvor penge og magt er lig med guddommelighed og hvor den konventionelle levevis udnyttes og undertrykkes. Teksten udtrykker også, hvordan det enkelte menneske har respekt for livet. Der g¢res i handlingen klart opmærksom på, hvor meget Schlemihl har fortrudt salget af skyggen. Gang på gang er han nedtrykt og jamre ved Bendels skuldrer. Det er

endvidere i betragtning af f¢rnævnte, det undrer mig, at der vises den ringe respekt overfor andre mennesker. Det er som om man f¢ler, at alle andre kommer i sidste række, bare lev for dit eget Jeg. Her mener jeg bl.a. måden, hvorpå Schlemihl stikker af fra Fanny, hvorpå Rascal bedrager Schlemihl, samt hvordan Schlemihl henvises til det ensomme liv isoleret fra andre mennesker. Man skal huske på, at også den tyske overklasse var skræmt af begivenhederne i Frankrig, eller man kunne sige "skræmt af lyden fra guillotinen". I dette perspektiv er også Chamisso en truet person, og det er måske en væsentlig grund til tema og budskab i novellen. Et budskab der især fremgår af Schlemihls sidste råd til mennesket. Budskabet lyder: Men du, min ven, vil du leve mellem mennskene så lær at agte skyggen h¢jere end mennesket. Hvis dette råd siger noget om tidens menneske og samfund, må det være, at vi hæfter os for meget ved pengene. Chamisso vidste inderst inde godt, at samtidens opdeling i socialklasserne beh¢vede omvendelse. jvf. opgaven

afs

5. s. 11.

7. LITTERATUR OG NOTEHENVISNING. 2. 1) Oplysningerne bygger hovedsageligt på: Hans Hertel "Verdens litteraturhistorie", bind 4 1720-1830. Gyldendal 1986. s. 215ff. & s. 226ff. 2) Niels Kaae Stimpel "Spiegelungen" Ålykke. Viborg 1990 s. 132-135. 3) Samme s. 102 øverst.

4) Hans Karl Finsen "Den romantiske bevægelse i Tyskland" Hans Reizels Forlag. København 1973. (s. 24-34.) s. 30. 5) Samme s. 29. 3. 6) Adelbert von Chamisso "Peter Schlemihls wundersame Geschichte" Insel Verlag. 1973. s. 57. 7) Samme s. 87. 8) Samme s. 93. 9) Samme s. 110. 4. 10) Oplysningerne bygger hovedsageligt på: Prof. Dr. Klaus Schaefer und Dr. Dietrich Grohnert "Erläuterungen zur Klassischen deutschen Litteratur" Volkseigener Verlag. Berlin 1973. s. 532-535. 5. 11) Adelbert von Chamisso "Peter Schlemihls Geschichte" Insel Verlag. 1973. s. 22. 12) Samme s. 26. 13) Samme s. 36 14) Samme s. 39. 15) Samme s. 40. 16) Samme s. 59. 17) Samme s. 66. 18) Samme s. 97. 19) Samme s. 102. 20) Jørgen Sørensen "Litteratur håndbogen" København 1992. s. 132. 21) Adelbert von Chamisso "Peter Schlemihls Geschichte" Insel Verlag 1973. s. 122.

wundersame

Gyldendal. wundersame

8. LITTERATURFORTEGNELSE. PrimĂŚrlitteratur: Chamisso, Adelbert von: "Peter Schlemihls wundersame Geschichte", Insel Verlag, Frankfurt am Main. Erste Auflage 1973.

Sekundærlitteratur: 1) Finsen, Hans Karl: "Den romantiske bevægelse i tyskland", Hans Reitzels forlag, København 1973. 2) Stimpel, Niels Kaae: "Spiegelungen", Forlaget åløkke, 1. udgave 1990. 3 Böttcher, Dr. Kurt: "Erläuterungen zur Klassischen deut schen Litteratur", Volkseigener Verlag Berlin 1973. 4) Hertel, Hans: "Verdens litteratur historie", Gyldendal 1986. Bind 4. 1720-1830. 5) Sørensen, Jørgen: "Litteratur håndbogen (1780-1870)", Gyldendal, København 1992. 6) Følgende bog er brugt som baggrundsstof men indgår ikke i litteraturhenvisningen: Sørensen, Nils Arne: "Verdens historie 2 fra 1750 til 1945" Gjellerup & Gad, København 1989.