386 Laeseproeve

KAMILLA HEGA HOLST

Kamilla Hega Holst 3 8 6

Politikens Forlag

Af samme forfatter

Rud, roman, Rosinante, 2017

På træk, roman, Samlerens Forlag, 2015

Sort, roman, Samlerens Forlag, 2012

En kærlighedshistorie, roman, Samlerens Forlag, 2010

Metilies underjordiske rejse, børnebog, Høst & Søn, 2007

Den sovende sangerinde, børnebog, Høst & søn, 2003

Brevet ligger på fliserne ved siden af postkassen i indkørslen.

Mai opdager det først på vej tilbage fra affaldscontaineren.

Hendes fodaftryk sidder på bagsiden af kuverten. Det er et tyndt brev, det ser ud af ingenting, hun kunne så let have smidt det ud sammen med lokalavisen og reklamerne. Hun tørrer de jordede hænder af i overallsene, bruger skovlen som stok, bukker sig og samler brevet op.

Det er stemplet med ekspress.

Afsenderen har udeladt von Tangen i Johans efternavn.

Johan Hemborg, står der bare.

Han kommer sent hjem.

Mai kan høre hoveddøren smække. Hun slukker for bruseren og gnider det sidste jord af fingrene med håndklædet.

Hun ved, at Johan ikke vil bemærke, at hun har rykket bøjlestangen nogle centimeter op i garderobeskabet, at skænken i entréen er flyttet lidt til højre, ligesom spejlet over skænken. Hun binder håndklædet om hovedet som en turban, læner sig ud ad den åbne badeværelsesdør og råber hey.

Hej, skat, svarer han.

Hun skærer lydløst tænder, vrikker med tæerne i den samme faste rytme mod det lune badeværelsesgulv. Hun går ind i soveværelset, trækker ud i natbordsskuffen og klikker en Panodil og to Ipren ud af indpakningerne.

Hun sluger pillerne med sit spyt.

Hendes våde hår er samlet i en fletning, da hun går forbi skænken i entréen på vej ud i køkkenet.

Hun læner sig ind over blokken på skænken.

Skriver på det linjerede papir:

bøjlestang lidt ned?

Hun står et øjeblik. River papiret af blokken, krøller det sammen og tager det med sig ud i køkkenet.

Johan har tændt for ovnen derude.

Han har mobilen mellem skulderen og kinden, og han åbner fryseren og tager en pizza ud. Han knapper de øverste knapper i skjorten op, hiver lidt ud i skjortekraven, og hun kan svagt høre Eleonora i den anden ende af røret.

– Mai har maden klar, siger han. – Jeg må løbe.

Han river plastikken af pizzaen med sin frie hånd.

– Vi tales ved i morgen, mor.

Han slukker mobilen og lægger den ned i skjortelommen. Læner sig hen mod Mai og kysser hende på munden.

– Jeg skulle hilse.

Han åbner lågen til skraldespanden, smider plastikken ud, og Mai smider den krøllede lap papir fra blokken derned. Hun lirker proppen af vinflasken. Johan åbner ovnen og lægger pizzaen derind, imens hun finder to vinglas

frem fra skabet og skænker. Hun spilder på den beige silkemorgenkåbe.

– Pis.

Hun skynder sig hen til køkkenvasken. Tænder for vandhanen.

– Nej nej, siger Johan og slukker for vandet igen.

Han finder en dåse bagepulver frem. Drysser det hvide pulver ud på rødvinspletten.

– Lad det sidde lidt, siger han og betragter sin mors aflagte morgenkåbe på Mai.

Hun rækker ud efter ham, men han tager vinglasset og vender ryggen til hende, og hun kan se ham gå igennem entréen og ind på sit arbejdsværelse.

Brevet ligger ved siden af hans tallerken, da han ti minutter senere sætter sig med den dampende pizza ved bordet i køkkenet.

Hun skubber det hen til ham.

Han slår stofservietten ud og lægger den i skødet. Og hun rejser sig op og går hen og finder en kniv og en gaffel i køkkenskuffen. Bagepulveret drysser af hende, og hun tvinger sig selv til at lægge bestikket roligt på hver side af hans tallerken.

– Hvem er Daniel? siger hun.

Andet står der ikke bag på kuverten. Johan tager brevet op i hånden. Betragter Johan Hemborg, og han drejer brevet rundt og bliver et øjeblik hængende ved aftrykket efter hendes fod på bagsiden af kuverten. Hun får fornemmelsen af, imens han drejer brevet rundt og rundt, at de mange fremmede frimærker giver det en tyngde, som kræver lidt tid. – En gammel klassekammerat, tror jeg.

Han lægger brevet fra sig på bordet. Tager en slurk af vinen og skærer pizzaen ud i fire lige store stykker.

– Var du forbi din far i dag? spørger han.

Hendes far var dopet og glad, da hun forlod ham, og hun gik rundt om alle fem søer på vejen hjem. – De har proppet ham med morfin og antibiotika, siger hun og gentager sætningen i hovedet for ikke at komme til at springe til noget andet.

Hun trak i overallsene, da hun kom hjem, og gik i garagen og fandt skovlen frem. Bladet sidder lidt løst, og hun overvejer at fortælle Johan om hullet i haven, men aner ikke, hvad hun skal sige om det.

Hvor længe skal han være indlagt? spørger han.

– En lille uge, regner de med.

Hun fjerner lidt tomatsovs fra hans hage med fingeren. Stikker fingeren i munden, og han virker uopmærksom, hans blik hænger på brevet uden egentlig at se på det.

– Skal du ikke åbne det? siger hun.

Han skærer en bid af pizzaen. Gør det omhyggeligt.

– Må jeg? siger hun og trækker brevet hen til sig.

Han tager pizzastykket i munden, og hun river forsigtigt kuverten op uden at vente på svar.

Johan har hverken kontakt med nogen fra folkeskolen eller gymnasiet. Da han flyttede væk fra Rungsted og ind til byen, lagde han den tid bag sig. De taler ikke om, at hun også har mistet sine venner i løbet af årene sammen med ham.

– Skal jeg læse det højt for dig? spørger hun.

Han ser på brevet. Sidder lidt. Nikker.

Håndskriften er sjusket. Hun må tyde sig frem.

Jeg kommer til Danmark.

Skal begrave min far torsdag d. 13. maj 2010.

Lander mandag d. 10 i Kastrup.

Kl. 17.25.

Flight 9270.

American Airlines.

Skal vi ses?

3 0 13 8 4 11

Hun lægger brevet fra sig på bordet.

I gik i klasse sammen? siger hun.

Johan tager en slurk af vinen, og det føles på en måde flabet, at ham Daniel hverken har skrevet Kære Johan eller Hilsen Daniel. Telefonnummeret nederst på siden flagrer mærkeligt for sig selv, det hele virker mest af alt, som om han har proppet en tilfældig seddel i en kuvert og sendt den af sted. Hvorfor ikke bare sende en mail? Hvorfor gøre et nummer ud af det med frimærker og noget håndskrevet, når det samtidig virker så upersonligt?

Hvis det er ham, jeg tror det er, siger Johan. – Var han kæreste med Cecilia.

Han rejser sig op. Bærer tallerkenen hen til køkkenvasken og smider resten af pizzaen i skraldespanden. Og hver gang

Mai bliver mindet om, at Johan har haft en tvillingesøster, bliver det flækkede ved ham, dét, som ingen andre kan se, men som hun bemærkede, allerede første gang hun så ham, så tydeligt.

– Jeg løber en tur, siger han.

Han går hen til hende. Kysser hende på panden. Og hun forsøger at fange hans hånd, men han er allerede videre.

Johan sover længe mandag den tiende.

Mai kan ikke huske, hvornår han sidst er blevet hjemme på en hverdag, kan ikke mindes, at han nogensinde er blevet liggende i sengen til langt op ad formiddagen. Hun løfter dynen og kryber ind til ham, presser sine knæ ind i hans knæhaser, og han tager fat om hendes hånd og kysser hendes fingerspidser, til det kilder.

Så slipper han hende.

Kravler ud af sengen og går ud på badeværelset.

Hun kan høre ham fylde badekarret derude og tænde for radioen.

Efter lidt tid lister hun nøgen ud til ham.

– Er der plads til mig?

Han rykker sig, og hun kryber ned til ham i det varme vand.

Så ligger de der.

På et plateau midt i rummet.

Terrazzogulvet er nyt. Det er en smule mørkere end det oprindelige gulv. De lytter til P3 og bliver opløste og nubrede, og Johans hånd hviler tungt på hendes ben. Hun vrikker

med tæerne og får en klump i halsen over det uvante ved at være så langsommelige sammen.

Hendes hud er hvid ved siden af hans.

Huden og det røde hår er en håndsrækning til hans forældre. Det sofistikerede ved Mais ydre, det lange slanke marmorerede, er en formildende omstændighed, der til dels udligner Eleonora og Henriks ærgrelse over, at Johan rendte ind i Mai. Alligevel har Mai ofte fornemmelsen af, at hun er en stump genstand, noget hårdt, Johan nøje har udvalgt og skamfuldt men omhyggeligt tæsker sine forældre med.

– Hvornår så du ham sidst? spørger hun.

Johan stirrer op i loftet. De tynde tråde af lys i det nedsænkede loft var hans idé. Når først han forelsker sig i noget, kan hun lige så godt give op. Han stryger en hånd igennem håret. Hans negle er velplejede. Dengang hun mødte ham, bed han dem, og hun tænker af og til, at det var de nedbidte negle, der var skyld i, at hun turde nærme sig.

I gymnasiet, siger han.

Han er også fra Rungsted?

Han glider lidt nedad i karret. Nikker.

Hans forældre blev skilt, siger han. – Han rejste væk med sin mor. Til USA, så vidt jeg husker. Midt i 1. g. – I 1. g? siger hun. – Og du har ikke talt med ham siden?

Han ryster fraværende på hovedet.

Rejste han før eller efter … dét med Cecilia? siger hun og forventer egentlig ikke svar.

Han taler aldrig om sin søster. Det var først, da Mai flyttede ind hos ham og fandt Cecilia i hans fotoalbum, at hun blev klar over, at han har haft en tvillingesøster.

Lige efter, siger han og læner hovedet tilbage.

Han stirrer igen på de tynde tråde i loftet.

Mai stryger en hånd hen over hans fod.

– Hvordan går det med kontrakten? siger hun.

Han trækker vejret dybt.

– Er den kommet på plads?

– Tæt på, siger han og slipper med albuen på kanten af karret.

Han glider med hovedet ned under vandet. Ser helt forvrænget ud, og fornemmelsen af noget off ved ham, som var den følelse, hun fik, første gang hun så ham, og som passer så fint sammen med hende, får hende til at kvæle et fnis og læne sig ud over kanten på karret og skrue op for radioen.

Et popnummer blæser ud i det stille rum.

Hun slår fingrene mod vandoverfladen, det varme vand er godt for hendes knogler og muskler, og Johan ligner en gammel mand, da han pludselig rejser sig op og kanter sig lidt foroverbøjet ud af karret.

Han tørrer sig omhyggeligt, inden han tager morgenkåben på.

Døren står åben ind til soveværelset, og hun kan høre ham gå hen over de brede gulvbrædder. Han smider altid morgenkåben fra sig på stolen i hjørnet, inden han kort tid efter samler den op igen og hænger den ind i skabet på en bøjle. Garderobeskabet fylder halvdelen af soveværelset. De skræddersyede skjorter, bukser og jakker, der til forveksling ligner hinanden, hænger på række.

Mais side af skabet er anderledes messy.

Hun trækker proppen op af badekarret og kan høre skydedørene i garderobeskabet blive åbnet, og hun rejser sig op og træder ned på terrazzoen.

Den er lun.

Ligesom håndklædet på håndklædetørreren. Hun vikler

det lune frotté om håret og går hen og slår vinduet op ud mod haven.

Følelsen af weekend er overrumplende.

Hun tager kjolen på, der hænger på knagen ved siden af de jordede overalls, og nynner på vej ned ad trapperne til stuen.

Solen slår igennem trækronerne i haven og falder ind på stuegulvet. Den massive sildebensparket har været gemt under den tidligere ejers gulvtæpper og ser ny ud.

Hendes krimi ligger under sofabordet.

Hun kunne ikke finde den i aftes, manglede den, da hun skulle sove. Hun smækker terrassedøren op og sætter sig med bogen i døråbningen med fødderne på de varme sten. Hun vrikker med tæerne og forsøger at dæmpe fornemmelsen af, at noget myldrer inde i hende, at hendes knogler utålmodigt hviner.

Som en slags uendeligt vokseværk.

Hun rejser sig op.

Og sætter sig ned igen.

Det er en varm maj måned. Ikke en vind rører sig. Alligevel er alt i bevægelse, det flimrer og trækker i hende, og hun vender sig abrupt om.

Men det er bare solen, der spiller i ruden bag ved hende, der er ikke noget, der kryber ind på hende, ikke noget, hun skal gardere sig imod.

Hun øver sig i ikke at blive så let forskrækket.

Og ikke nær så let begejstret.

Så bliver man så hurtigt skuffet.

Hun har sat et æseløre i krimien. Og hun bladrer hen til det sted, hun er kommet til. Hun er halvvejs. Tempoet og de be­

stialske beskrivelser begejstrer hende, det er et begavet plot, det er stramtskåret og holder hende fast. Og hun ved, at hun har brug for en hardcore struktur, ved, at det muligvis var det, der først og fremmest tiltrak hende ved Johan.

Det forudsigelige ved ham.

De koder og omgangsformer, han bærer med sig. Som et korset. Som et sted at presse sine urolige knogler ned i. Og hun øver sig konstant i at efterligne ham. At finde hvile i det. Ranke ryggen på samme måde som ham.

Hun kan se ham gå igennem stuen. Han går ud i køkkenet og tænder for vandhanen derude, og hun ved, at han om lidt vil bære en bakke ud på terrassen til hende med en kande te og en portion yoghurt med mysli.

Alligevel gibber det i hende, da han lidt efter sætter sig på hug bag ved hende.

Han sætter bakken på stenene ved siden af hende. Hun lægger krimien fra sig.

Bøgernes drama og karakterer er et nødvendigt afbræk fra deres tosomhed. Johan læser ikke litteratur, behøver bare Mai, beroliger hun sig selv med.

Han tager kaffekoppen fra bakken og sætter sig op ved bordet på terrassen.

– Hvad så? siger hun og rører myslien rundt i yoghurten.

Han betragter stolebenet, der ligger ved siden af den ødelagte stol. Benet sad løst, og hun kom til at rive det af forleden, fordi hun ville sætte det ordentligt på, men kom så fra det igen.

Hun løfter tebrevet op og ned i det kogende vand.

– Hvad har du tænkt dig? siger hun.

Han kører en finger langs skjortekraven.

– Henter du ham?

– Har jeg noget valg?

Nu ser han på hende. Som om hun for længst har afgjort det for ham.

– Skal jeg rede op til ham? siger hun og smiler.

– Nej.

– Han skal jo have et eller andet sted at overnatte.

– Men ikke her, siger han.

Hun løfter et øjenbryn. Læner sig op ad terrassedøren og ser op på husets tre etager og den alt for megen plads.

– Du henter ham ikke for så at losse ham af på et eller andet hotel, vel? siger hun.

Han lægger benene over kors, og hun forestiller sig, at Daniel kan fortælle noget om Cecilia, der afslører noget om Johan, hun endnu ikke kender til. – Han har vel allerede lavet planer, siger han.

Det ved vi ikke. Hvis moren er i USA. Og faren er død.

Jeg ved ikke, hvor hans mor er, siger han. – Jeg aner ingenting om ham, Mai.

– Men det var dig, han skrev til, siger hun.

– Det ved vi ikke. Han kan have skrevet rundt til hele klassen. Han var populær.

Han rejser sig op. Står og ser ud på det flimrende græs.

Jeg ved ikke, hvorfor han skriver til mig, siger han.

En flok måger flakser skrattende forbi, og af og til giver det flimrende Mai en følelse af, at livet vil hende noget stort, at der findes et løfte i fornemmelsen af at kunne se alt og høre alt. – Måske har han én med sig, siger han. – Måske er han ikke alene. De har sikkert allerede booket overnatning.

Mai ryster på hovedet.

– Han skrev jeg i brevet.

Hun har glemt at slukke for radioen ovenpå. Kan svagt høre musik deroppefra, og hun tvinger sit vibrerende ben ned i foden og vrikker med tæerne.

– Johan?

– Hvad tid er det, han lander? siger han.

– 17.25.

– Jeg ved ikke, om jeg kan nå det.

– Selvfølgelig kan du nå det, siger hun. – Hans far er lige død. Han skal ikke ligge alene på et hotelværelse.

Hun reder op til Daniel i det sydvendte gæsteværelse.

Lægger rene håndklæder og en morgenkåbe frem på sen­

gen.

Og tre vaskeklude på hylden i det tilstødende badeværelse.

En shampoo, en sæbe og en engangsskraber.

Hun gør det lidt skødesløst, lader vasketøjet ligge og flyde i vaskekælderen og lader opvasken i køkkenet stå, har på fornemmelsen, at det sløsede vil føles som en omsorg, at det kræver en vis mængde sjusk at få Daniel til at føle sig hjemme hos dem.

Hun støvsuger i stuen og i spisestuen. Trækker støvsugeren gennem køkkenet og ud i entréen og hen over marmorfliserne.

Hun stopper et øjeblik ved blokken på skænken.

Skriver på det linjerede papir: pasta pesto

benet på på havestolen

Hun skal nå at købe ind, inden de kommer hjem. Og hun sætter tempoet op. Trækker støvsugeren ind på Johans arbejdsværelse.

Skrivebordet er ryddet.

Computeren er slukket.

Bøgerne står sirligt på reolen.

Hun støvsuger under skrivebordet og trækker ud i skrivebordsskuffen, selv om hun ved, at den er låst.

Hun står et øjeblik.

Så lukker hun døren bag sig og går hen til garderobeskabet i entréen. Hun åbner skabsdøren og bliver igen i tvivl om højden på bøjlestangen, men tvinger sig selv til ikke at finde boremaskinen frem nu og stirrer på marmorflisernes linjer for at holde fast.

Marmoren trækker Eleonora ind i rummet, og Mai går hen til spejlet over skænken.

Fregnerne afslører hende.

Det kaotiske ved dem er blevet tydeligere af forårssolen, og hun læner sig frem og mærker et sug i maven over solen, der går amok i hoveddørens mosaik.

De har boet i huset i et år til august.

Det er en treetagers villa på en sidevej til Gammel Kongevej på Frederiksberg. Alt er renoveret med respekt for husets historie og oprindelse. Døre og vinduer er slebet, olieret, kittet og malet, og Mai kan løbe de mange rum over med støvsugeren på noget, der minder om tyve minutter.

Af og til kan hun ikke lade være.

Så tonser hun op og ned ad trapperne.

Hun bærer støvsugeren ned i kælderen og kan fra kældervinduet se ud på blodbøgen. Det er det smukkeste træ på

grunden. Det er majestætisk og kaster lange skygger, og når vinden river i det, flimrer det i takt med Mais urolige knogler.

Hun smider støvsugeren ind i pulterkammeret. Og finder tre vaser frem fra hylden i det gamle grovkøkken. Hun tager dem med op ovenpå og går ud i køkkenet og finder havesaksen i rodet i køkkenskuffen.

Det kommer hver dag bag på hende, hvor meget arbejde det kræver at holde en have.

Hun ved ikke, hvad hun skal stille op med alt det, der gror.

Mogens inde ved siden af ser skeptisk til, når hun forsøger at beskære træerne og buskene.

– Pas nu på, siger han.

Han er på hendes fars alder. Er filmmanuskriptforfatter og arbejder hjemmefra. De drikker tit kaffe.

Han har boet i nabohuset i tredive år.

De sidste fem år alene.

Hans kone døde af kræft.

– Frau Wulf, siger han, når han fortæller om den excentriske enke, Johan og Mai overtog huset efter.

Frau Wulf var langt ude i familie med den østrigske arkitekt Wagner. Og Mogens slår ud med hånden mod deres have, når han fortæller om Frau Wulf, som for at bekræfte slægtskabet, og hver gang føler Mai en særlig ømhed for ham, når han virker mere forundret end forarget over det uvant løbske ved haven, efter at Mai har overtaget den.

Planterne, der løber op ad muren ved terrassedøren, er begyndt at gribe ind i æbletræet og sætte blomst. Det virker forkert og så utrolig fint, den bue, det danner hen over hovedet på hende.

Hun går hen over stenene på terrassen, ned ad trinene og ud i græsset, og det summer i knæene på hende, når hun forestiller sig, at alt i haven med tiden vil vokse sammen, filtre sig ind i hinanden og på forunderlig vis skabe gange og tunneller.

Da de flyttede ind sidste sommer, var græsset så højt, at det havde overtaget haven. Den forsvandt i noget grønt og ufremkommeligt, og Mai lagde sig på alle fire og rev de lange strå af med hænderne. Hun fik ryddet pladsen foran garagedøren, fik åbnet døren og fandt et gammelt skrummel af en græsslåmaskine i hjørnet.

Hun slog en sti op fra garagen hen til terrassen.

Og videre fra terrassen hen til rododendronbusken og langs hækken rundt om huset. Hun fandt Frau Wulfs gamle havemøbler frem og placerede dem på det nyslåede græs.

Og da hun forleden rev brændenælderne op bag rododendronbusken og ryddede passagen mellem busken og plankeværket ud mod vejen, fik hun fornemmelsen af at gå Frau Wulfs ærinde, at bidrage til en æstetik, hun ikke kan gennemskue.

Græsset kilder hende op ad anklerne.

Haven holder af foråret.

Og judastræets grene vokser hen over hækken ind til Mogens. En gang om ugen knækker han en kvist af træet og sætter kvisten i den lille vase, som hans kone holdt særligt af.

Mai udvælger sig nogle af de mindre grene og klipper dem af med havesaksen.

Med favnen fuld af judastræ går hun tilbage igennem det lange græs op til huset.

Hun fylder vand i de tre vaser i køkkenvasken, propper de knopskydende grene hulter til bulter ned i vaserne og placerer dem rundtomkring på husets tre etager.

4

Irmamedarbejderen kan heller ikke finde pestoen.

De har flyttet rundt på varerne i supermarkedet, har omrokeret det hele, og han virker næsten lige så forvirret som Mai.

Hun køber helst ind om formiddagen.

Nu er klokken 16.15, og folk har fået fri fra arbejde.

– Der var den, siger han.

En mor med et barn på slæb hiver fat i ham, inden Mai kan nå at få ham til også at pege pastaen ud for hende. Barnet klynker, og de bugnende varer på de mange hylder er et privilegium, husker hun sig selv på og ser op i loftet for at finde ro i loftpladernes kvadrater.

Pastaen fylder en hel reol rundt om hjørnet fra pestoen.

– Det er okay, siger Johan, når hun undskylder for det uopfindsomme i endnu en aften med endnu en pastaret.

Køkkenet er ikke hendes rum.

Mad er ikke hendes materiale.

Hendes tanker flakker væk fra kogebøgerne, væk fra blussene, og noget brænder altid på.

Det keder mig, siger hun og ved, at kedsomhed er et grundlæggende træk hos hende, og det ærgrer hende, at kroppen hele tiden bliver sulten og stiller krav på den måde.

Johan kræver ikke andet af hende, end at hun forsøger. Selv er han god til at lave mad, men har aldrig rigtig tid. Han stod ved siden af sin mor i køkkenet som barn og hjalp hende med de avancerede retter. Han har lært at lave alt fra bunden, og modstanden i at forelske sig i en kvinde, der hver dag udfordrer alt det, han er marineret ind i, begejstrer Mai.

Alligevel bliver hun sommetider i tvivl.

Om hans opvækst stikker for dybt.

Om Johans behov for at blive revet i, at gå en smule op i sømmene sammen med Mai, med tiden vil give bagslag.

Af og til frygter hun, at hun er skyld i, at noget begynder at trevle.

At alt med ét gaber.

Hun finder bladselleri og frisk chili i grøntsagsafdelingen.

Og tabasco med hjælp fra en yngre medarbejder.

Hun vil servere Bloody Mary for Johan og Daniel.

Det var en fast ingrediens til fredagsbaren inde på kontoret. Hun linede kander op ved fyraftenstid, og hvis det ikke var nok til at få dem op af stolene, skubbede hun bordene ud til siden, knaldede op for musikken og tvang dem med i en ølstafet.

Det sidste år har været anderledes stille.

– Og en vodka, tak, siger hun.

Kassemedarbejderen læner sig tilbage i stolen. Han hiver en vodka ned fra hylden. Lægger den på båndet og gør sig umage med ikke at glo på hende.

Hun er vant til blikke.

Eller noget blussende undvigende.

Johan lod sig ikke intimidere af det sofistikerede ved hende.

– Du er sent på den, sagde han til jobsamtalen.

Hun havde købt en softice på vejen derhen, var 18 år og lige droppet ud af 2. g. Hun havde fundet jobannoncen i Christianshavns Lokalblad. Johan søgte en altmuligmand til sin nyopstartede virksomhed. Virksomheden vejledte inden for teknologi og strategi.

Det var i 1995.

For femten år siden.

Hun fik en veninde til at fotografere hende i et par overalls. Proppede en tommestok i den ene sidelomme og en hammer i forlommen. Hun skrev sit navn bag på fotografiet, sin alder og sit telefonnummer: Jeg er god med mine hænder, skrev hun og sendte fotografiet af sted i en lidt for lille kuvert.

Det kom bag på hende, at hun blev indkaldt til jobsamtale.

Hendes mor var syg.

Lugten i lejligheden var så tung.

Det var en anledning til at komme ud.

Hun mødte op i overallsene. Med tommestokken og hammeren. Og hun spildte det sidste af softicen på bukserne på vej ind på Johans kontor. Det smilede han af. Og hun tænkte, at det var en god begyndelse, og at hun aldrig havde set nogen så overlegent smuk og reserveret som ham.

Han slog ud med hånden. Fik hende ned at sidde i det sporadisk møblerede kontor.

– Vi vokser i en rasende fart, sagde han.

Han tog en slurk af kaffekoppen. Hans negle var bidt ned.

– Vi løber stærkt, sagde han.

Hun nikkede og vrikkede med tæerne, og skjolderne under armene på hans skjorte var friske. Slipseknuden var stram.

– Jeg forventer selvfølgelig, at du fremover møder til tiden.

– Selvfølgelig, sagde hun.

Hans lyse krøller var noget af det fineste, hun havde set, og af en eller anden grund gjorde krøllerne det svært at vurdere hans alder. Uanset hvad var han for ung til at eje en virksomhed, tænkte hun og lænede sig frem i stolen. Hun hev ud i gardinet, pegede ud på den blå himmel, der havde været så få af den slags dage, sommeren havde været blæsende og kold.

– Alt falder ligesom i tempo i varmen, sagde hun og kom til at rejse sig op.

Hun pillede ved hammeren i forlommen og kunne ikke finde ud af at sætte sig ned igen. Han så undersøgende på hende. Hun rettede på sin hestehale, gengældte hans smil og tænkte, at der var noget flækket over hans fjæs, at hun aldrig havde set så triste øjne.

Irmaposen er tung af vodka.

Solen spiller i fortovet på vej hjem.

Da Mai var barn, kunne det ses på hendes ryg, at hun altid så ned i jorden. Det flimrende var for voldsomt, det undvigende blik var en strategi. Siden lærte hun at variere mellem fortov og himmel, og hun fik tvunget skuldrene på plads hos en fysioterapeut. Det glitrende i fliserne får hende til at ærgre sig over, at hun glemte sine høretelefoner. Hun har lyst til musik, har lyst til at skrue op for en hård bas, og kvinden, hun passerer, gengælder hendes smil og samler sin hunds afføring op med en lyserød pose.

Johan ønsker sig en hund.

– Tænk på alt det lort, vi skal samle op, siger Mai.

Hun er ikke tryg ved dyr.

Og hun ved, at Johans ønsker ikke altid stemmer overens med hans behov.

Hun kan høre telefonsvareren gå i gang, idet hun åbner hoveddøren.

Du har ringet til Mai og Johan. Vi er ikke hjemme lige nu. Læg en besked.

Hun var forkølet, da hun optog beskeden.

Hun holder af det lidt hæse i sin stemme.

– Er du der, Mai?

Hun smider indkøbsposen fra sig i entréen. Løber ind i stuen og finder den trådløse i sofaen.

– Hej, skat, siger hun forpustet ind i røret.

– Flyet er forsinket, siger Johan. – Fire timer. Det gider jeg ikke vente på.

Grenene i vasen på sofabordet stritter.

– Hvad er klokken nu? spørger hun.

Hun kan høre børn, der griner bag ved ham.

– Fem over fem, siger han.

Hun går med telefonen ud i entréen. Samler indkøbsposen op fra gulvet.

– Har du din computer med? siger hun.

Han er stille i den anden ende.

– Kan du ikke sidde og arbejde derude?

– Jeg sidder ikke her i fire timer.

– Køb en kop kaffe.

Hun tager posen med ud i køkkenet. En speakerstemme runger bag ved ham, og hun forestiller sig den store og propfyldte ankomsthal med rullekufferter og familier og enlige businessklædte mænd og kvinder.

– Du kan lege, du skal ud at rejse, siger hun.

Hun pakker varerne ud.

– Jeg vil bare gerne hjem, siger han.

– Du kan vel nå hjem. Og nå derud igen, inden han lander?

– Jeg kører ikke herud igen, hvis først jeg er kommet hjem.

– Så synes jeg, du skal blive der, siger hun.

Hun åbner køleskabet. Han trækker vejret tungt i den anden ende, og hun sætter tomatjuicen ind på den øverste hylde, men fortryder og tager den ud igen.

– Jeg har købt ind til at lave Bloody Mary, siger hun.

Hun lader sellerien og tabascoen stå fremme på køkkenbordet, og hun sætter den trådløse fast mellem skulderen og kinden og drejer låget af vodkaflasken.

– Kunne du høre det? siger hun.

Et barn græder nu bag ved ham. Hun bukker sig ned og finder worcestersaucen i skabet bag en masse ragelse.

– Køb en drink. Slå benene op, siger hun.

Shakeren står på hylden under worcestersaucen. Hun hælder en sjat vodka i shakeren og forestiller sig Johan i lufthavnen med en drink i hånden og sin mor i røret.

Eleonora plejer at ringe på denne her tid af dagen. Mai ved, at hun sidder i lænestolen ved den gamle fastnettelefon på herreværelset i Rungsted.

Johan falder ud. Det lyder, som om han siger noget i den anden ende, men Mai kan ikke høre hvad.

– Johan?

Så forsvinder han. Eller måske lagde han på. Hun står et øjeblik og lytter til den afbrudte forbindelse.

Hun snitter små skiver af chilien. Putter skiverne i shakeren sammen med tomatjuice, worcestersauce og tabasco.

Hun elsker alt, der smager af noget. Tung krydret rødvin.

Mørkristet kaffe.

Hun strør salt og peber ned i shakeren, putter en isterning derned og shaker det hele sammen, imens hun går ind i stuen og tænder for anlægget. Hun skruer op for Lady Gaga. Hopper, imens hun shaker, og danser tilbage til køkkenet og hælder Bloody Mary op i et glas til kanten.

Hun burde ikke drikke.

De to værelser på den øverste etage burde ikke være gæsteværelser.

Hendes ægløsning er noteret med et kryds i hendes Mayland­kalender.

Hun løber med drinken op ad trapperne. Alkoholen er god ved hendes muskler og knogler, ligesom de smertestillende piller er, og hun kan stadig høre Lady Gaga og Bad Romance, da hun skubber døren op til værelset med håndklædet og morgenkåben på den opredte seng. Hun ved, at Johan sætter pris på den slags, men at han ikke forventer det af hende. Han er udmærket i stand til at klare det selv, klare sig uden hende egentlig, og hver dag bliver hun i tvivl, om det selvtilstrækkelige ved huset ansporer til at anstrenge sig eller gør

hende overflødig. Hun bunder glasset og går gennem værelset hen til den franske altandør. Johan holder af det legende ved hende, det kalder han det, noget opfindsomt og umiddelbart, og selv om hun på ingen måde føler sig umiddelbar, siger han det så overbevisende, at hun af og til tror på det.

Hun åbner altandøren. Og lægger forsigtigt en hånd på det hvidmalede ornamenterede værn.

Det sidder lidt løst i muren.

Håndværkerne lovede at fikse det, efter at de havde sat de nymalede døre og vinduer i.

Det er ni måneder siden.

Hun skal huske at fortælle Daniel om værnet.

Hun forestiller sig, at han ligner Johan.

Og Cecilia.

Hun lader døren stå åben ind til gæsteværelset, og hun løber ned ad trapperne igen, og Lady Gaga synger I want your ugly, I want your disease, og hun kommer til at tænke på første gang, hun for alvor fik Johan til at grine.

Hun blev næsten forskrækket.

Af og til bliver hun urolig for, om hans grin er på nippet til at blive til gråd, og hun rækker instinktivt ud efter ham og hvisker shhh.

KÆRESTEPARRET MAI OG JOHAN får vendt op og ned på deres liv, da Johans gamle klassekammerat Daniel pludselig dukker op efter flere år i udlandet. Før nogen af dem helt når at overveje det, er Daniel indlogeret i parrets hus. Hans tilstedeværelse vækker Mai og Johan, men kiler sig også ind i deres forholds sprækker og afslører på én gang livet som sitrende smukt og urimelig brutalt.

386 er en fortælling om alt det, vi tror, vi ved om hinanden. Det er en roman om at være forbundet af historie og blod og om det uudgrundelige ved at være til stede i verden side om side.