Afdeling Q 6 - uddrag - Jussi Adler-Olsen

ADLER OLSEN

NY

afd.

efterår 2014

Æ S

L E P R Ø

E

V

Foto: Bjarke Johansen

Side 23-25

Huset på Sandflugtsvej lå tilbagetrukket med fransk altan og nydeligheden strålende ud fra sig. Her var der både styr på dørhamre, messingskilte og trimmede græsplæner.

Udkants-Danmarks statussymboler i første potens.

Der stod kun et navn på døren, Nelly Rasmussen.

"Joh, Bjarke Habersaat bor her skam," sagde hun med støvekluden stukket ned i kavalergangen og en stille rygende filtercigaret mellem to strittende fingre. "Men I skal ikke forvente, at Bjarke er i humør til at tale med jer," sagde hun med en professionel udlejermine, der gled uimponeret hen over Carls id-kort. Hun var femoghalvtreds, vurderede Carl. Blå kittel, hjemmefarvet, permanentet hår med lysnede slidte spidser og en sindssygt skæv tatovering om håndleddet, der ret forgæves vist skulle gøre hende mere eksotisk.

"Jeg synes, I skal tage lidt hensyn, og lade ham komme over chokket. Det er trods alt kun få timer siden hans far, og Gud se i nåde til ham, tog sit eget liv."

Her trådte Assad et skridt frem. "Det er vældig sødt, at du er så flink ved din udlejer og passer på ham. Men hvad nu, hvis vi så havde et allersidste brev til ham fra hans far?

Var det så ikke synd, hvis han så ikke fik det? Eller hvad nu, hvis hans mor også havde begået selvmord? Tror du, at vi måtte fortælle dig det, hvis det var tilfældet? Og hvad nu, hvis det endelig viser sig, at vi kommer for at anholde Bjarke for brandstiftelse? Er det så også i orden, at du så lige nu står på dine stilethæle og håner en ordensmagt i funktion?"

Hun blev lidt skæv i ansigtet, mens hun tyggede på mængden af oplysninger. Måske blev hun yderligere forvirret, da Assad tog fat i hendes arm og klappede den, mens han forsikrede hende om, at han godt var klar over, hvor meget det også måtte påvirke hende at have en logerende, som i den grad var i sorg. I hvert fald slap hun grebet om dørhåndtaget, og lod Carl puffe døren ind med spidsen af sin sko.

"Bjarke," råbte hun besynderligt modvilligt op ad trappen. "Du har besøg." Hun

vendte sig mod dem. "Stå lige her i korridoren et minut, før I går op. Og bank så på døren og vent, til han åbner af sig selv, okay? Bjarke kan nogle gange være lidt indisponeret, men det ser I forhåbentlig igennem fingre med, nu hvor situationen er, som den er. Det gør jeg i hvert fald, og så kan I kalde mig dobbeltmoralsk eller ej, men sådan er det."

Indispositionen kunne lugtes allerede halvvejs op ad trappen. Faktisk stank der som en

hashcafé

på

det

ydre

Nørrebro

på

en

god

torsdag

aften

efter

kontanthjælpsudbetalingerne.

"Skunk," sagde Assad. "Rigtig fin, kraftig lugt. Ikke så snigende og sur som hashis."

Carl rynkede brynene. Fandens til professor, han havde på slæb. Skunk eller hash, lugten af forfald var sgu da lige sørgelig.

"Husk lige at banke på," lød det nede for enden af trappen.

Det nåede tilsyneladende ikke Assads lytteapparater, for han tog uden videre i håndtaget og åbnede.

I et sæt stoppede Assad midt i døråbningen, og Carl forstod hvorfor, da han gled ind bag ham. "Vent lige et øjeblik, Rose," sagde han og forsøgte at holde hende tilbage.

Der, tilbagelænet i en stor, slidt lænestol sad Bjarke uden en trævl på kroppen med benene trukket ind under sig og en celluloseflaske i hånden.

Og bortset fra, at Bjarke var nøgen, så var han også stendød, det var barnemad at se på den afstand, selv om luften var tyk af hashtåger. Med overskårne pulsårer havde Bjarke endt sit liv med halvt lukkede øjne i et drømmende blik. Det havde ikke været nogen svær død.

"Det var ikke skunk, du lugtede, Assad. Det var kombinationen af hash og cellulosefortynder."

"Lad være med at stå og spærre for mig," snerrede Rose bagfra, mens hun prøvede at presse sig ind mellem dem.

"Du skal ikke komme herind, Rose, det er ikke noget rart syn. Bjarke er død, forstår du, og der er blod overalt på gulvet, for han har skåret sine pulsårer over. Faktisk har jeg

ikke i min lange karriere set s책 meget blod fra en enkelt person."

Assad nikkede. "N책, men s책 har jeg nu nok alligevel set en del mere af den slags end dig, Carl."

Side 48-52

Kapitel 7

Wanda Phinn blev gift med en engelsk cricketplayer, der kom til Jamaica for at lære sorte mennesker det, han var bedst til: cricket og at tage innings. For denne Chris McCullum kunne stå sikrere på fødderne end de fleste spillere i hvidt og var med disse evner engageret i seks måneder med det formål at få det jamaicanske landshold til at score ti procent bedre på sine løb.

Af den grund stod McCullum derfor på afsvedet græs i bagende sol fra marts til september og transvedte mere end nogensinde.

Under en træningsmatch så han gennem øjenkrogen Wanda løbe rundt ude i cindersbanen med muskuløse, lange ben og glinsende hud og troede, han så syner.

Wanda var helt opmærksom på, hvad folk troede, de var vidne til, det havde man tudet hende ørerne fulde med, siden hun havde fået former og lærte at bevæge sig rundt på banen som en gazalle i spring.

"Er du Merlene Ottey?" spurgte McCullum hende lige ud efter matchen.

Wanda blottede sine hvide tænder og mørke tandkød i et grin, det spørgsmål havde hun fået før, og det var smigrende, selv om Merlene Ottey var mindst tyve år ældre en Wanda. For Merlene Ottey, Jamaicas igennem en årrække sprintende mesterløber, var smuk som en gudinde.

Hun flirtede lidt og puffede McCullum koket på skulderen for hans kompliment; og så tog han hende med til England.

Wanda elskede hvide mænd. Ikke fordi de var særlig sensuelle. En mand fra Jamaica have mange racers glød i sig, som de hvide ikke kunne leve op til; men de vidste til gengæld, hvem de var og vigtigere også, hvad de ville med deres liv. Hos dem kunne man finde tryghed og en fremtid, som ikke var en selvfølge i Tivoli Gardens, det fattige

slumkvarter i West Kingston, som Wanda var vokset op i. For den, hvis dagligdag var skyderier og kokain i baggårdene, var Chris McCullums frieri et eventyr, som kun fordrede millisekunders betænkningstid.

Han installerede hende i Romford i et minimalt rækkehus i udkanten af London, hvor hun kedede sig til døde til den dag, hvor McCallum brækkede ankelen og derfor så sig nødsaget til ikke alene at sælge huset, men også at lade sig skille fra hende. Skulle han fremover leve på det niveau, som han syntes, han var berettiget til, så var han også nødt til at finde en kvinde, der var i stand til at forsørge ham.

Og så var Wanda tilbage til det udgangspunkt, hvor det kun var egne sparsomme ressourcer, der holdt hende oven vande.

Wanda var uuddannet, uden nogen form for udsigt til en egentlig understøttelse, uden specielle talenter udover at løbe stærkt, og det kom man ikke langt med, som hendes far altid spøgte. Derfor var jobbet som vagtdame ved bagindgangen i en stor virksomhed på Strand i London ikke alene hendes redning, men også det eneste regulære alternativ til Jamaicas blikhytter og den kropslige nedslidning, inden man blev fyrre, som man måtte tage for givet.

Og som en løve i et bur stod hun og passede på, at mere betydningsfulde mennesker end hun selv kom vel ind og ud af en stor bygnings glasdøre, nikkede til dem, når de gik videre over mod en bedre klædt kvinde, der havde det privilegium at modtage deres id og trykke på knapper, så de kunne komme videre ind i systemet.

Her stod hun alene i et limbo mellem frihed og rigdom og vogtede som en kustode over bygningens hemmeligheder uden at vide, hvad de gik ud på.

Og mens tiden gik, havde hun ikke andet at tænke på, end at det var dér udenfor, at livet herskede. Der, det hele skete, mens hun ikke var der.

Dag ud og dag ind stod hun og stirrede ud af disse glasdøre, hen over Savoy Placegaden og direkte ind på muren, der omgav parken Victoria Embankment Gardens.

'Der bag denne mur lever eventyret', tænkte hun. Og latteren fra folk, der slikkede solskin i stribede liggestole eller spiste is for penge, de aldrig ville komme til at savne,

martrede hende i stilhed og uden at nogen i øvrigt bekymrede sig derom.

Således opstod hendes nye identitet.

Hun var bare kvinden, der så på muren.

I de timer, som hverdagen stjal fra hende, kom fortidens skygger frem og lagde sig over hende. For Wanda vidste, at alle tilfældigheder og møder, før dengang hun kom til verden, nok havde båret større løfter i sig end bare et underordnet vagtjob på Strand.

Som hendes rastafaridyrkende far sagde med stolthed, så skyllede der i Wandas årer lige dele domincansk arawak-indianer og nigerianer og kristent-blod spædet op med et stænk rastafari-krudt. Og Wandas mor havde grinet og sagt, at bare hun glemte alt om det og i øvrigt holdt hovedet koldt, så skulle det hele nok gå.

'Holde hovedet koldt!' Det var det, der syntes så ekstra svært i hendes grå og ligegyldige tilværelse. Kunne det virkelig være meningen, at alle disse fortrin og forhistorier skulle ende med en uklædelig grå uniform og håret trukket ind under en kasket?

Men trods situationens håbløshed og dårlige udsigter, så rettede Wanda ryggen, mens parkens og bygningens bedre stillede gæster gled forbi, og prøvede at genfinde den del af sig selv, som kunne få hende væk fra den mur.

Skæbnen ville, at Shirley, den eneste veninde, hun havde, hende der boede i korridorværelset to døre længere nede, inviterede hende med til noget, hun kaldte Natur-Absorbtions-akademiet.

Shirley var et okkult væsen, og som sådan meget åben omkring sine tanker og forventninger til livet. Hun lyttede til guddommeligt inspireret musik, gik ind for polynesisk kahunga spåkunst og lagde tarot-kort, før hun tog beslutninger. Gennem alle disse omskiftelige vejvisere igennem hendes liv havde hun fået indsigt, som hun sagde.

Wanda vidste aldrig i hvad, men Shirley kunne få hende til at smile som ingen anden.

Og nu ville hun introducere Wanda for Tao Tikal, denne i følge internetsiden smukke, hvide ånd, som kom fra Skandinaviens drømmeverden og her til London med sin nye lære, som kunne feje alt andet til side og skabe en fuldstændig forståelse for alle

menneskelivets sammenhænge og energier.

Shirley var ellevild, og prisen var rimelig, så hvis Wanda ville med, så skulle hun nok betale.

Det kunne være så morsomt, hvis de havde noget sammen.

Tao Tikal Mentawai var ikke ligesom de guruer, Wanda ellers havde set i Shirleys mange brochurer og på tv. Han sad ikke i lotusstilling eller på en udskåret stol i ophøjet ro, han var ikke docerende, og han var hverken fed eller asketisk. Tao Tikal var en ægte mand af kød og blod, der med smil og glimt i øjet viste dem vejen til, hvordan læren om Natur-absorption kunne forny et menneske i den grad, at man til sidst følte, at hver en celle i kroppen pludselig kunne modstå angreb af enhver art, og at kroppen som en helhed smeltede sammen med verdensaltet, der omsluttede den.

Verdensaltet var Tao Tikals mantra. Og der i hans lyse, enkle Bayswater-lejlighed, hvor Natur-absorptions-akademiet havde til huse, gik han rundt imellem dem og så efter tur på alle de siddende på gulvet med magiske øjne, så deres halse begyndte at blusse og skuldrene sænkedes, mens de i takt til hans ord trak velværen helt ned i lungerne.

"Mentawai, Mentawai, Mentawai," messede han langsomt og med dyb stemme og bad dem så i kor falde ind i takten.

Da de havde siddet et stykke tid med lukkede øjne og gentaget mantraet, mærkede Wanda sin orienteringsevne og lyst til at vende tilbage til virkeligheden forsvinde. "Åbn nu øjnene og se på mig," sagde Tao pludselig ud over sine tilhørere. "Mentawai, Mentawai," hviskede han og stak armene frem for sig, så hans hvide, lette kjortelærmer viftede som englevinger. "Jeg ser jer," hviskede han. "Jeg ser jer nu for første gang, og I er smukke. Jeres sjæle vinker mod mig. I er klar."

"Du er smuk," sagde han derefter til hver enkelt, mens han trådte ind imellem dem.

Da han kom til Wanda, stod han et øjeblik meget stille og lod sit blik forsvinde afgrundsdybt ind i hendes.

"Du er smuk. Du er smuk," sagde han denne gang to gange. "Men lyt ikke til nogen!

Lyt ikke engang til mig! Lyt kun til din egen Atman, din egen sjæl, og overgiv dig."

Som under indflydelse af hallucinerende stoffer satte disse ord sig i Wanda som en længe ventet erkendelse og klarhed. Uden for kontrol spærrede hun øjnene op, huden brændte og hænderne sitrede i krampe af den slags, hun kun kendte fra sine orgasmer.

Med sænket hoved strøg han hende på kinden, og ti minutter efter kom han tilbage og strakte håndfladerne mod hende et par centimeter ud for hendes pande.

"Fald blot til ro, min blomst, du har været igennem første rejse mod de tomme øjeblikkes ekstase og genfødsel, og nu er du klar," sluttede han.

Så besvimede hun.