Aisha

90 mm

146 mm

36 mm

146 mm

90 mm

Om URO skrev pressen:

Axel Steen er mærket. Han har fysiske men, hans datter lider af angst for, at han skal dø, han har været nødt til at forlade sit elskede Nørrebro, han har fået ny chef, ny kæreste og ny makker, og han kæmper mod sin lyst til at give efter for de gamle dæmoner, der tidligere har styret hans liv. Nu står han midt i en spektakulær drabssag, der har alles bevågenhed.

JESPER STEIN er født i 1965 i Aarhus. Han har blandt andet arbejdet som politireporter

Offeret i 8tallet er den midaldrende Sten Høeck, sikkerhedschef i Mærsk, tidligere ansat i PET’s antiterrorkorps og veritabel kvindebedårer. Da Axel retter blikket mod en tre år gammel terrorsag, støder hans privatliv sammen med efterforskningen, og han møder mere modstand end nogensinde før.

og litteraturjournalist. I dag er han fuldtidsdebut Uro, som modtog Det danske kriminal­ akademis debutantpris; året efter udkom bind

AISHA er en rå københavnerkrimi om en mand, der blot ønsker retfærdighed for ofrene – koste, hvad det vil. Som sine anmelderroste forgængere URO, BYE BYE BLACKBIRD og AKRASH foregår den i et nutidigt storbymiljø.

to, Bye Bye Blackbird, og i 2014 blev bind tre i serien, Akrash, udgivet. Bøgerne er solgt til

”Med Uro træder journalisten Jesper Stein i karakter som en suveræn prosaist og en mere end almindeligt dygtig plotmager. Men sandelig også som en sprød erotiker.”

– Jyllands-Posten ”En hovedperson, der står knivskarpt, en raffineret sprogtone og ikke mindst en medrivende intrige …”– Information

HHHHH – Nordjyske Stiftstidende HHHHH – Børsen Om BYE BYE BLACKBIRD skrev pressen:

J E S P E R

S T E I N

udgivelse i Tyskland, Island, Norge, Holland,

HHHHH

”Med sin anden Nørrebroblues om den dødsangste og hashrygende politimand Axel Steen slår Jesper Stein sit navn fast som en af landets bedste krimiforfattere.”

– Berlingske

HHHHH

”Jesper Steins anden krimi er en sprogligt spændstig sag om en sadistisk serievoldtægtsforbryder på Nørrebro. Men det er portrættet af storbyen og en reflekteret helt, der gør bogen levende og realistisk.”

– Politiken

HHHHH

”Jesper Stein afvikler den såkaldt svære toer med sprogligt overskud og et virkelighedsnært, veldrejet plot.” – Jyllands-Posten

Italien, Tjekkiet, Frankrig og Sverige. De tre første bind i serien er solgt til filmatisering.

Om AKRASH skrev pressen:

HHHHH

”Jesper Stein overgår sig selv i sin tredje Nørrebro-krimi – den er velskrevet, velkomponeret og voldsomt spændende.”

– Berlingske POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk OMSLAG: STOLTZEDESIGN.DK

HHHHH

ISBN 978-87-400-2246-9

9 788740 022469

K R I M I

– Jyllands-Posten

POLITIKENS

FORLAG

HHHHH

– Dagbladenes Bureau

220 mm

forfatter. I 2012 udkom hans skønlitterære

JESPER STEIN AISHA

FOTO: LES KANER

E

n mand findes lemlæstet og torteret til døde i en penthouselejlighed i Amagers prestigebyggeri 8tallet. Vicepolitikommissær Axel Steen sættes på sagen, der bliver hans første, siden han knap to år tidligere var en hårsbred fra at miste livet under en storstilet undercoveroperation.

HHHHH

J E SP E R STE IN

Aisha Krimi

POLITIKENS FORLAG

Aisha.indd 3

08/10/15 13.45

Af samme forfatter: Uro (2012) Bye Bye Blackbird (2013) Akrash (2014)

Aisha.indd 4

08/10/15 13.45

Til Emilie og Hannah

Aisha.indd 5

08/10/15 13.45

Første del

Aisha.indd 7

08/10/15 13.45

Aisha.indd 8

08/10/15 13.45

1 2011

Den døde havde grædt blod. Han sad bundet til en stol med gaffertape midt i penthouselejlighedens øverste stue. Axel Steen så på hans øjne, den størknede hornhinde, det stivnede sørgmodige blik, der intet så.

Resterne af indtørrede mørkebrune tårer på kinderne, i overskægget og under hagen. Han gik om bag ham og prøvede at forestille sig, hvad der var sket. Hvad havde han set, da han blev slået ihjel? Hvorfor var han blevet mishandlet?

Så hørte han skriget. Et langtrukkent smertensskrig, der rev ham væk fra liget og fik ham til at trække skuldrene op i en krampende bevægelse for at ryste lyden af sig. Han lyttede, men der kom ikke mere. Måger. Ænder. Mumlen fra betjentene udenfor. Var det gråd, han kunne høre fra lejligheden ved siden af? Han fulgte den dødes blik ud gennem panoramavinduet, ud over Kalvebod Fælled, hvor naturen lå på maven og glimtede, en savanne af sølv og mulm i morgengryet. I horisonten kunne han se havets gyldne flimmer, han havde kvalme.

Han lod øjnene vandre rundt uden mål og med, registrerede detaljer.

Lejligheden var smadret, et glasbord var knust, nogle stole var væltet, og der lå skår fra to flasker rødvin, hvis indhold havde blandet sig med store mængder blod. Det kunne have været scenen for et drukdrab, men adressen på tiende etage i Københavns nyeste prestigebyggeri stemte ikke, og manden, der sad i stolen, var ikke en sut. Han var en toptrænet sikkerhedschef i rederibranchen.

Axel hostede. Og fik brækfornemmelser. Den døde havde afværgelæsioner på fingre, hænder og arme, han havde blodudtrædninger omkring øjnene, en flænge i panden, og hans ene øre var mishandlet 9

Aisha.indd 9

08/10/15 13.45

og halvt revet af. Halsen var skåret over i noget, Axel vurderede måtte være et hurtigt snit med en meget skarp kniv, blodet var sprøjtet ud over liget og ud på gulvet foran ham. Han havde tisset og skidt i bukserne, og lejligheden var mættet med en sødlig lugt af lort, ammoniak, jern og vin, men det var ikke det, der fyldte ham med ubehag.

Det var øjnene. De vidtåbne øjne.

Nu var skriget der igen, men lidt lavere. Et får? Eller en ko, der kælvede? Fem kilometer fra Rådhuspladsen. Det var forkert, helt forkert.

Han gik forbi Panton-bordet med de fire hvide stole, hen til vinduet og så ud. Der var langt ned. Og der var måger lige uden for vinduet, de skreg og cirklede rundt i luften over ham.

Han vidste godt, at han skulle have ventet, til der var blevet lagt beskyttelsesplader ud på gulvet, men han kunne ikke. Han havde været nødt til at gå ind og få et indtryk, inden det vrimlede med kriminalteknikere, fotograf og retsmediciner, så han mistede overblikket over gerningsstedet. Han hørte skriget igen, uhyggeligt og vanvittigt. Det måtte være et får.

Han var vant til gerningssteder, havde altid kunnet aflæse dem, og det første indtryk var som regel det stærkeste. Lige meget hvor grim forbrydelsen havde været, var der en logik i det første indtryk, et mønster i dødens tavse scene, men her var ingen logik eller orden, det her var helt forkert. Var det, fordi det var hans første drabssag i snart to år? Var han ude af træning? Han følte sig svimmel. Han hadede de forbandede måger. De mindede ham om hans egen død. Mindede ham om, at han havde fået en chance til, og at han ikke måtte spilde den.

Han gik nedenunder og udenfor på terrassen til de to betjente, der havde været først på gerningsstedet. Der lugtede af bræk i den kølige junimorgen. En af dem tørrede sig med omhyggelige bevægelser om munden med håndryggen.

“Har I underrettet PET om det her?” spurgte Axel den af dem, som virkede mindst slået ud.

“Nej, skal vi det?”

“Det er en af deres tidligere medarbejdere. Jeg tager mig af det.”

Axel trak mobilen frem fra jakkens inderlomme og fandt nummeret på den operative chef i efterretningstjenesten. Han tøvede og så op. De 10

Aisha.indd 10

08/10/15 13.45

befandt sig øverst oppe i 8tallet, som lå yderst på Amager Fælled. Han gik hen til rækværket og kiggede ned på bassinerne, der omkransede bygningen. Han fik et sug i maven. Og måtte trække vejret dybt for at slå angsten for det frie fald ned. I løbet af det sidste år var de fleste af hans fobier og dødsangsten forsvundet, men højdeskrækken var der stadig. Han rettede blikket mod udsigten. Så trådte han et skridt tilbage og ventede på, at opkaldet gik igennem. I horisonten kunne han se flyene, der taxiede ind på tværs af landskabet, som en påmindelse om, at det her stadig var byen. Han fulgte dem fascineret, mens de svævede uendeligt langsomt ned mod Dragør, en, to, tre i alt.

“Det er Darling.”

“Hej John, det er Axel.”

“Sig ikke, du ringer og vækker mig for at melde afbud til i morgen.”

Han havde lykkeligt glemt Darlings housewarming.

“Nej, beklager, hvis jeg vækkede dig. Husker du Sten Høeck?”

“Svagt, var det ikke ham, der blev sikkerhedschef i Mærsk?”

“Jo. Han er død. Myrdet.” Han tog en dyb indånding. “Nogen har skåret halsen over på ham i hans lejlighed. Du må hellere sende en mand.”

“Nej?” “Jo.” “Er du der nu?”

Axel vendte sig igen mod lejligheden og gik hen og åbnede døren en anelse, så han kunne se ind på blodsporene i entreen, mens han talte.

Han havde kendt Sten Høeck perifert. Han var en af PET’s terrorjægere, en mand med mange års erfaring fra marken. For et par år siden var han blevet ansat som sikkerhedschef i Mærsk. Axel havde aldrig syntes om ham. Han havde den glatte selvfedme, som mange af efterretningstjenestens medarbejdere viste over for det almindelige politi, som Axel tilhørte, en skrydende testosteronbombe i skovmandsskjorte og stramme jeans, der sikkert havde efterladt et kølvand af forsmåede ægtemænd og kærester bag sig. Axel fik et stænk af dårlig samvittighed.

Det kunne godt være, Sten Høeck havde været en idiot, men ingen fortjente at dø. Eller næsten ingen.

“Ja, det er helt nyt. Kriminalteknikerne og retsmedicinsk er på vej.

Ved du noget om ham?” spurgte Axel.

11

Aisha.indd 11

08/10/15 13.45

“Han er fra før min tid, men han var i antiterror og observationstjenesten, vistnok souschef, jeg mener, at han var involveret i flere af terrorsagerne. Det var vel derfor, han fik det job som sikkerhedsrådgiver.

Har du undersøgt lejligheden?”

“Overfladisk, ja.”

“Er den gennemrodet? Er der tegn på, at man har ledt efter noget?”

“Nej, ikke umiddelbart.”

“Jeg skaffer en mand.”

“Det skal være en, der kan efterforske. Jeg gider ikke have dødvægt med.”

“Jeg ved lige, hvem du skal have. Jeg får fat på ham med det samme.”

“I må nok også få fisket Sten Høecks personalemappe frem.”

“Hvorfor?”

“Det er ikke noget almindeligt drab.” Axel havde svært ved at sige det. “Han er blevet mishandlet temmelig voldsomt.”

“For satan da.”

“Ja.” “Hvad er der, Axel?”

“Jeg tænker, at vi er nødt til at se på, om drabet kan have noget med hans arbejde i PET at gøre. Det er ikke sikkert, men ... ja. Hans øjenlåg er fjernet.”

“Hvad mener du?”

“Det jeg siger. Hans øjenlåg er skåret eller klippet af.”

Aisha.indd 12

08/10/15 13.45

2 2007

Henriette Nielsen havde sex, da sms’en fra hendes chef kom. Nu stod hun nøgen i entreen i en lille toværelseslejlighed på Vesterbro. Hun frøs. Hendes hånd vandrede ned til hendes køn, ømt og utilfredsstillet. Hun kløede sig distræt i hårene og læste den korte besked på den lysende skærm: “Troja lander. Møde kl 400.”

Hun var sitrende vågen. Alle sanser usløvede trods den foregående halve times uforløste parringsøvelser. Det var hendes første sag som operativ leder, og den var anderledes end de andre, hun havde været involveret i.

Hendes chef Jens Jessen kørte den stramt, og hun havde fået ordre til, at ingen af de små hundrede medarbejdere, der var klar til at gå i aktion, måtte vide mere end højst nødvendigt. Hun vidste, at både CIA og BfV var med på sidelinjen, men hun vidste meget lidt om, hvad den amerikanske og tyske efterretningstjeneste havde leveret, og hvad de gik efter.

Der havde stået et fuldt bemandet situationsrum klar i hovedkvarteret i Søborg i snart fire uger, mens de ventede på, at de to målpersoner kom tilbage fra Pakistan.

Spændingsniveauet havde fra begyndelsen af operationen været et par grader højere end i de andre terrorsager, hun havde været med til.

Amerikanernes interesse havde givet alle, der kendte til den, en fornemmelse af, at det var mere end et par vildfarne lokale ekstremister, som legede med gødning, der var målet, selv om det ikke var blevet sagt direkte.

Men efterhånden som dagene gik, og de intet hørte fra CIA-folkene på ambassaden på Østerbro, der ventede på deres kolleger i Islamabad, som igen ventede på deres lokale agenter og meddelere, begyndte spændin13

Aisha.indd 13

08/10/15 13.45

gen at tage af. Hun var blevet rastløs. Trængte til ad­spredelse.

Adspredelsen hed Danny uden efternavn. Kronraget tyr i midten af 20’erne med vikingetusser på overarmene og et selvsikkert smil, som alderen nok skulle få bugt med.

Hun havde mødt ham på en bar i Gothersgade, hvor hun ved en indskydelse var taget hen efter endnu en lang begivenhedsløs vagt. Hans krop var til at æde. Og han virkede kvik og kunne give igen verbalt, når hun provokerede ham.

“Og hvad så, hvis jeg ikke er typen?”

“Så går du glip af dit livs knald,” havde han sagt.

Hun havde fastholdt hans blik i et minut.

“Så lad os skride.”

Han havde set overrasket ud, og hun begyndte med det samme at tvivle på, om han var det rigtige valg.

Men det havde virket rigtigt, da han kyssede hende på gaden, mens de ventede på taxaen, stak tungen ind i hendes mund, insisterende og sultent, og endnu rigtigere, da hun lod en hånd glide ind under hans T-shirt i taxaen og mærkede musklerne under den varme hud, der var glat og hårløs.

Hun kom ned på jorden, så snart han låste døren op til den lille lejlighed. Den indelukkede luft strømmede hende i møde, der var gamle gyserfilmplakater på væggene sat op med tegnestifter, et dødningehoved og andre heavymetal-relikvier på reolen. Sengetøjet lugtede af sved og var mere gråt end hvidt. Hun havde fokuseret på hans krop og hans øjne. Det var også gået godt i begyndelsen, ikke meget forspil, han havde en smuk pik, og den var stor. Men da de havde kneppet et stykke tid, fornemmede hun, at hans ophidselse var gået i selvsving. Han oksede mekanisk løs og tog hårdt fat om hendes hofter, hårdere end hun kunne lide, og da han maste sig ned over hende og kaldte hende ‘min tøs’, begyndte hun at spekulere på, hvordan hun kunne slippe væk uden at støde hans selvfølelse alt for meget.

Så knurrede mobilen. Og hun vidste, at det var nu. Ingen andre kontaktede hende klokken halv to om natten. Hun stoppede ham og trak sig væk. Under påskud af at skulle på toilettet gik hun ud i gangen og læste sms’en fra Jens Jessen. Bagefter vendte hun tilbage til Danny.

14

Aisha.indd 14

08/10/15 13.45

“Jeg er nødt til at gå,” sagde hun.

“Hvorfor så travlt?” spurgte han, da hun var ved at tage tøj på.

Hun så på ham med et blik, der skulle få ham til at tie. Det virkede vist ikke. Han lå på siden i sengen med hånden under den ene kind og smilte, som om han vidste noget om hende.

“Jeg skal hjem og sove.”

“Er du helt sikker på det?” sagde han og gjorde mine til at rejse sig fra sin romerske positur.

Hun gik ud i køkkenet efter et glas vand. Så sig omkring, mens hun drak begærligt. Tomme pizzabakker og en tilkalket vask fuld af tallerkener med striber af sovs og dressing.

Nu skulle hun ud. Væk fra ham, ud til Søborg, men han var oppe, da hun forlod køkkenet.

Han stod i døråbningen ind til soveværelset. Med en hånd i hovedhøjde på hver sin side af karmen. Smilte selvsikkert.

“Jeg har mere til dig,” sagde han.

Det kunne hun godt se.

Hun stod foran ham. Målte ham. Ung, men alligevel 100 kilo selvsikker mand, der ville have sin vilje. Han rørte sig ikke. Smilet blev siddende. Det var ikke godt.

“Og du vil gerne have det,” sagde han.

“Okay, prøv og hør, det var godt og dejligt, du var god. Jeg beklager, vi ikke blev færdige, men jeg skal ikke mere nu. Jeg skal hjem, så vil du godt flytte dig?”

Smilet var erstattet af noget. Koldt? I hvert fald ikke begær. Men magt. Troede han, at hun tændte på det? Nej, ikke det blik. Det var ham, der tændte på det. Det er løgn, det her, tænkte hun. Et øjeblik blev hun helt glad, fordi hun vidste, at det, hun nu var nødt til at gøre, var den bedste vaccination mod en gentagelse. Men så kom bekymringerne. Det måtte ikke gøre for ondt. Ingen alvorlige skader eller åbne sår. Ingen slag, hvis det kunne undgås. Det skulle gå stærkt. Hun ville ikke have rigtig ballade. Og efter bekymringerne kom angsten. Kunne hun slippe uskadt ud?

Da han løftede hånden, tog hun et skridt frem mod ham.

Aisha.indd 15

08/10/15 13.45

5 2011

Axel stod på terrassen uden for Ingela Gudmundssons lejlighed. Han tændte en smøg. Rækværket sugede ham til sig, og selv om han vidste, at han skulle lade være, gik han derhen, holdt en lille meters afstand. I et kort øjeblik lykkedes det ham at ignorere faldet, han så på udsigten, bobleformede skyer, flyenes majestætiske svæven, kondiløbere, hundeluftere, som små prikker under ham, men dybet, afgrunden trak i ham.

Han havde for første gang i mange år rimelig kontrol med sin krop og med sin bevidsthed, med sin færden, sin måde at omgås mennesker på, men højdeskrækken kunne han ikke fucke med, og han kunne heller ikke fucke med det sug af spænding og længsel, der trak ham helt hen til rækværket, åhh, at springe, svæve, give slip og blive befriet for al tyngde, dø, få fred. Han havde så meget lyst. Og så ramte rædslen ham som et slag i mellemgulvet, fordi han havde givet slip, omend det bare var i et bevidstløst splitsekund. Følelsen sad alle steder i hans krop, og han kunne ikke ryste den af sig, den tog bid efter bid af hans sunde fornuft, og han kunne mærke hele kroppen skrige i panik over fornemmelsen af at falde, at slippe jorden under sine fødder og forsvinde, gå til grunde, hænge og dingle i intetheden. Han så ned i dybet, tabte øjnene ti etager ned, hans sjæl var allerede sprunget, jorden kom nærmere meter for meter, han var fortabt.

Svimmel og med kvalmen stående helt op i halsen vendte han sig om og så ind i Svenskerens bekymrede ansigt. Axel hyperventilerede.

“Axel, for helvete, du ser ud, som om du lige har set døden i øjnene,” sagde chefobducenten.

Han følte sig afsløret. Hvad var han andet end en svindler, en mand, 27

Aisha.indd 27

08/10/15 13.45

der hang i fornuften og ædrueligheden med det yderste af neglene? Og så foran Lennart Jönsson af alle. Manden, der var som en far for ham, den første, som havde set, at der var noget galt, da Axel havde sluppet taget og var på vej ud i et større misbrug, da han ikke magtede Emma, kvinder, almindeligt socialt samvær, da han kun levede for sit job, men knap nok det, og da han til sidst kun levede for en ny joint, en ny bane.

Manden, som havde samlet ham op sammen med Cecilie, da han kom til bevidsthed for et år og ni måneder siden, og havde fået ham igennem, fået terapeuter pudset på hans misbrug og hans forhold til Cecilie og Emma. Manden, han skyldte alt og nu måtte skuffe. Fordi han måtte fortælle ham, at han ikke var kommet over på den anden side, at han bare ville væk, ind i glemslen, væk fra det hele, drikke, ryge, junke, dø.

“Jeg havde lyst til at springe, Lennart, jeg havde lyst til at give jer alle sammen fingeren og springe.”

Lennart så på ham. Axel tog sig til håret. Rynkerne, de grå øjne, der ikke veg fra ham, gav ham en fornemmelse af, at der i den store tomhed faktisk var nogen, der ville tage sig af ham.

“Tag det roligt, Axel, det er sådan, det er, når man har været derude, hvor du var, man slipper aldrig helt væk. Du må igennem vinteren, hvis du vil se sommeren igen.”

Han var ikke skuffet. Og Axel var ikke afsløret. Endnu.

Lennart lagde armen om Axels skulder, og de gik hen til Sten Høecks lejlighed.

“Giv det tid.”

Axels mobil ringede, og mens han tog den frem og trak den op til øret, signalerede Lennart Jönsson, at han ville gå op og kigge på liget.

“Axel.”

“Khalid Taleb. PET.” “Ja?” “Hvor er du?”

“Hvem er du?”

“Jeg er din nye makker, John Darling har sendt mig, jeg går på en sti, der bare bliver ved og ved, hvor er du?”

“Fik du ikke adressen? Du skulle have taget elevatoren. Der står politi dernede.”

28

Aisha.indd 28

08/10/15 13.45

“Elevatoren? Det er en labyrint, det her.”

“Det er lige meget nu. Du fortsætter bare opad, så ender du forhåbentlig her. Jeg går dig i møde.”

Axel begyndte at gå. Hans ben gjorde ondt. Han var blevet skudt i låret og maven for små to år siden under en undercoveropgave i en narkoliga fra Nørrebro. Kuglen i benet havde ramt knoglen og smadret den, så det tog kirurgerne timevis at samle bensplinterne og rigge ham sammen med skruer og metalplader. Han var helet, men det smertede ofte. Som nu. Skuddet i maven var til alt held gået uden om livsvigtige organer, men de havde været nødt til at tage et par centimeter af tarmen, hvor kuglen var gået igennem. Også den skade kunne han mærke nu, som en murren i vævet, og det fik ham til at føle sig skrøbeligt levende.

Penthouselejligheden lå helt ude i bygningens dyre ende, og Axel gik ind gennem en korridor i byggeriet og kom så ud på en sti, hvor han havde overblik over 8tallets første enorme gård.

Hele byggeriet var formet som det tal, det havde navn efter. Lej­lig­ hederne lå niveauforskudt. Yderst mod fælleden, hvor Sten Høecks lejlighed lå, var enden af 8tallet skåret skråt af, så der fremkom to skråninger beklædt med grønt mos fra byggeriets top til bund. Det hele var bundet sammen af en kilometerlang sti af skifergrå og hvide sten, der snoede sig op gennem byggeriet og endte, hvor Axel befandt sig.

Det var den, Khalid var på vej op ad. Axel begyndte at gå ned. Ikke alle lejligheder var solgt, men der stod dyre havemøbler, barnevogne og gasgriller på terrasserne foran de fleste. Han regnede med, at Sten Høeck først havde fået råd til en lejlighed i denne prisklasse, da han blev sikkerhedschef i Mærsk – den måtte stå i mindst fem millioner – lønnen i PET rakte i hvert fald ikke.

Et stykke nede fik han øje på en stor skikkelse, der bevægede sig hurtigt op mod ham. Sorte krøller, læderjakke. Han havde hverken mødt eller hørt om Khalid og gik ud fra, at han var forholdsvis ny i tjenesten.

Han håbede ikke, at han skulle lære ham op. I gamle dage ville det have pisset ham fuldstændig af at skulle arbejde sammen med en grønskolling, men han ville ikke lade sig mærke med det.

Han begyndte at gå ned mod ham. Da de var fem meter fra hin29

Aisha.indd 29

08/10/15 13.45

anden, standsede Axel, sagde “hej” og strakte smilende hånden frem.

Khalid tog den, men fortsatte forbi Axel uden at stoppe og sagde: “Hej. Hvor er han?”

Axel blev så overrasket, at han ikke fik sagt noget.

“Hvor er lejligheden? Jeg skal se Sten nu.”

Axel gik efter ham og sagde: “Det er heroppe. Hvad med, at vi lige fik talt sammen om forløbet?”

Khalid gik gennem korridoren, drejede om hjørnet og nåede hen til Sten Høecks lejlighed uden at svare. Han hilste ikke på de to betjente, men stoppede foran døren og kiggede ind. “Åh gud,” sagde han, da han så blodsporene. Han drog et par plasticovertræk til skoene frem og trak dem på. Han skulle til at gå ind i lejligheden, da Axel lagde en hånd på hans skulder og holdt ham tilbage.

“Du går ikke derind uden overtræksdragt.”

Khalid så udfordrende på ham. Han var et halvt hoved højere end Axel, bredere skuldre, flere muskler.

“Så giv mig en!”

Axel tog fat i ham. Blidt, trak ham ud på stien og sagde: “Du kan se ham herfra. Ingen går derind, før teknikerne har lagt plader ud.”

Khalid så op på panoramavinduet, hvor man kunne skimte Sten Høecks ansigt og overkrop.

“Hvad er der med hans øjne?” stønnede Khalid. Axel så op. Kunne han virkelig se det herfra?

“De er åbne. Han har fået fjernet øjenlågene. Og skåret halsen over.

Blandt andet.” “Åh gud, hvad er det for et dyr, der har gjort det?” sagde Khalid. Han dirrede og fugtede sine læber med tungen og så ud, som om han var ved at sprænge i luften, men han blev stående. De to betjente stirrede måbende på ham. En gruppe uniformerede kolleger ankom i det samme.

Axel vendte sig mod de to og sagde: “Vil I være venlige at få dem væk herfra og sætte dem i gang med afhøringen af naboer og afspærring af hele området. Tjek beboere, der skal ind og ud, få deres navne, og hør, om de har bemærket noget mistænkeligt, noget unormalt, hvad som helst, siden i går aftes.”

30

Aisha.indd 30

08/10/15 13.45

Khalid kiggede ned på låsen, der var uden nogen form for skader.

“Drabsmanden har haft nøgle, eller også har Sten lukket ham ind,” konstaterede han. Han stod tæt på Axel.

Axel trak sig lidt væk fra ham, gik hen og lagde en hånd på gelænderet ud til fælleden, selv om han egentlig ikke havde lyst til at stå der, men Khalid triggede noget i ham. Han så på ham. Han var overvældende, ikke kun på grund af sin størrelse, hele hans krop emmede af kontrolleret styrke og undertrykt energi. Det første, der havde ramt Axel, var hans stemme. Intens og blød. Sammen med de mørkebrune, venlige øjne stod den i kontrast til hans enorme fysik, det gav ham en blidhed, der var umiddelbart tillidsvækkende, og så havde Axel alligevel med det samme mærket noget afvisende, intimiderende og rastløst ved ham, som han havde svært ved at gennemskue.

“Sten var en fin fyr, jeg har kendt ham i mange år,” sagde Khalid, og Axel blev ramt af et kort øjebliks ubehag. Det var anden gang, Khalid henvendte sig direkte til ham, og denne gang var han lige de 20-30 centimeter tættere på ham, end man normalt var.

“Hvor længe har du været ansat?” spurgte Axel.

Khalid så på ham, som om han for første gang blev klar over, at Axel fandtes.

“Længe,” sagde han bare tonløst og afvisende. Trak sig væk. Følelsen af at være trængt lettede.

Axel så på ham.

“Hvad har Darling sagt til dig?”

“At jeg skulle komme herud.”

“Bistå,” sagde Axel.

“Bistå?” gentog Khalid med et udtryk, som om Axel var blevet vanvittig.

“Bistå, det er dit job, det var det, Darling sagde. Det er det, du skal.”

Han stirrede på Axel uden at sige noget. Sådan stod de et stykke tid.

“Okay, nu skal vi have styr på, hvad vi gør,” sagde Axel.

Khalid slog afværgende ud med hånden. Trådte hen til Axel igen og sagde med sin varme stemme: “Han nævnte ikke noget om at bistå. Han sagde, at jeg skulle holde 31

Aisha.indd 31

08/10/15 13.45

mig tæt på dig og sørge for, at du ikke gik dine egne veje eller skjulte noget for os.”

Kors, tænkte Axel, det her bliver op ad bakke. Han måtte tage en dyb indånding for ikke bare at bede fyren skride ad helvede til med det samme.

“Så gør du det, og pis tilbage til Darling og fortæl ham, hvad jeg laver, men vi skal have opklaret denne her sag. Det er afgørende, at vi finder en retning for efterforskningen i løbet af det næste par timer. Og derfor har vi brug for Stens personalemappe, alt, I kan skaffe af oplysninger om ham og hans bekendtskabskreds. Er der stadig folk ude hos jer, der ser ham? Vil du være venlig og undersøge det?”

Khalid trådte et skridt tilbage.

“Ja,” sagde han lidt for højt og tydeligt og blev stående og så på Axel med et lille smil, så Axel ikke kunne greje, om han var spydig, hånlig eller ironisk. Venlig var han i hvert fald ikke. Venlig, tænkte Axel, det er mit job, men han kunne mærke, at det ville blive meget svært med Khalid.

“Det er jeg glad for. Jeg er sikker på, at vi nok skal finde ud af det her sammen.” Khalid så ud, som om Axel forsøgte at tage røven på ham.

“Jeg er ikke ironisk. Jeg mener det,” sagde Axel og var ved at brække sig over sig selv.

“Jeg henter ikke noget nogen steder nu. Jeg får dem til at komme ud med det. Min primære opgave er at være til stede ved de indledende gerningsstedsundersøgelser og sikre, at der ikke er hemmeligstemplet materiale i lejligheden, og få overblik over, om der er fjernet noget af den art.”

Hvad fanden har du gang i, dit store ignorante røvhul? Axel trak vejret en gang dybt ned i maven og sagde i stedet: “Du må vente, til teknikerne kommer og lægger plader ud. Og de skal have arbejdsro.”

Aisha.indd 32

08/10/15 13.45

90 mm

146 mm

36 mm

146 mm

90 mm

Om URO skrev pressen:

Axel Steen er mærket. Han har fysiske men, hans datter lider af angst for, at han skal dø, han har været nødt til at forlade sit elskede Nørrebro, han har fået ny chef, ny kæreste og ny makker, og han kæmper mod sin lyst til at give efter for de gamle dæmoner, der tidligere har styret hans liv. Nu står han midt i en spektakulær drabssag, der har alles bevågenhed.

JESPER STEIN er født i 1965 i Aarhus. Han har blandt andet arbejdet som politireporter

Offeret i 8tallet er den midaldrende Sten Høeck, sikkerhedschef i Mærsk, tidligere ansat i PET’s antiterrorkorps og veritabel kvindebedårer. Da Axel retter blikket mod en tre år gammel terrorsag, støder hans privatliv sammen med efterforskningen, og han møder mere modstand end nogensinde før.

og litteraturjournalist. I dag er han fuldtidsdebut Uro, som modtog Det danske kriminal­ akademis debutantpris; året efter udkom bind

AISHA er en rå københavnerkrimi om en mand, der blot ønsker retfærdighed for ofrene – koste, hvad det vil. Som sine anmelderroste forgængere URO, BYE BYE BLACKBIRD og AKRASH foregår den i et nutidigt storbymiljø.

to, Bye Bye Blackbird, og i 2014 blev bind tre i serien, Akrash, udgivet. Bøgerne er solgt til

”Med Uro træder journalisten Jesper Stein i karakter som en suveræn prosaist og en mere end almindeligt dygtig plotmager. Men sandelig også som en sprød erotiker.”

– Jyllands-Posten ”En hovedperson, der står knivskarpt, en raffineret sprogtone og ikke mindst en medrivende intrige …”– Information

HHHHH – Nordjyske Stiftstidende HHHHH – Børsen Om BYE BYE BLACKBIRD skrev pressen:

J E S P E R

S T E I N

udgivelse i Tyskland, Island, Norge, Holland,

HHHHH

”Med sin anden Nørrebroblues om den dødsangste og hashrygende politimand Axel Steen slår Jesper Stein sit navn fast som en af landets bedste krimiforfattere.”

– Berlingske

HHHHH

”Jesper Steins anden krimi er en sprogligt spændstig sag om en sadistisk serievoldtægtsforbryder på Nørrebro. Men det er portrættet af storbyen og en reflekteret helt, der gør bogen levende og realistisk.”

– Politiken

HHHHH

”Jesper Stein afvikler den såkaldt svære toer med sprogligt overskud og et virkelighedsnært, veldrejet plot.” – Jyllands-Posten

Italien, Tjekkiet, Frankrig og Sverige. De tre første bind i serien er solgt til filmatisering.

Om AKRASH skrev pressen:

HHHHH

”Jesper Stein overgår sig selv i sin tredje Nørrebro-krimi – den er velskrevet, velkomponeret og voldsomt spændende.”

– Berlingske POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk OMSLAG: STOLTZEDESIGN.DK

HHHHH

ISBN 978-87-400-2246-9

9 788740 022469

K R I M I

– Jyllands-Posten

POLITIKENS

FORLAG

HHHHH

– Dagbladenes Bureau

220 mm

forfatter. I 2012 udkom hans skønlitterære

JESPER STEIN AISHA

FOTO: LES KANER

E

n mand findes lemlæstet og torteret til døde i en penthouselejlighed i Amagers prestigebyggeri 8tallet. Vicepolitikommissær Axel Steen sættes på sagen, der bliver hans første, siden han knap to år tidligere var en hårsbred fra at miste livet under en storstilet undercoveroperation.

HHHHH