Bjørn - Iben Mondrup

IBEN MONDRUP

BJORN

Af samme forfatter

De usynlige grønlændere, samtaler, 2003

Ved slusen, roman, 2009

En to tre – Justine, roman, 2012

Store Malene, roman, 2013

Godhavn, roman, 2014

Karensminde, roman, 2016

Vi er brødre, roman, 2018

Tabita, roman 2020

Vittu, roman 2022

Iben Mondrup BJØRN

Om Tabita

Året er 1965. Det danske par Berthel og Eva tager til den lille by Upernavik i Grønland hvor han skal være handelsbestyrer. Eva ønsker sig brændende et barn, men kan ikke selv få nogen. Berthel har et godt øje til den grønlandske hushjælp, Abelone, og interessen er gensidig. Hun bliver gravid.

Abelone har to børn i forvejen og bor hos sine forældre. Familien er fattig, og der er en hårfin balance mellem liv og død i det lille hjem. Da Abelones ældste søn dør, tilbyder handelsbestyrerparret at passe de to yngste, den 5-årige Tabita og hendes lillebror, Vitus. Inden Abelone ser sig om, er danskerne rejst til Danmark med børnene for at lave den kernefamilie som Eva drømmer om.

I Humlebæk, hvor familien slår sig ned, kommer det for en dag at Vitus er Berthels biologiske søn. I raseri tvinger Eva Berthel til at vælge mellem hende og barnet. Berthel vælger at placere sin søn på et børnehjem. Den fortvivlede storesøster, Tabita, beholder de, men adskillelsen af de to børn er katastrofal for Tabita. Berthel begynder at drikke og knytter sig til Tabita som han bilder ind at lillebroren er død. Som årene går, bryder familien sammen, konflikterne mellem Eva og Berthel eskalerer, og en nat stikker den 15-årige Tabita af fra det hele.

Om Vittu

Tabitas lillebror, Vitus, er på børnehjem da han som 5-årig bliver hentet af sine nye forældre, den franske fotograf Alice og hendes danske mand, Stig. Familien bor i Aarhus i en stor villa. Stig, der er embedsmand, arbejder i København og er kun hjemme i weekenden. Alice har været hjemmegående trofækone, men da hun får Vitus, vågner hendes kunstneriske trang igen, og hun begynder at fotografere drengen. Vitus har kun vage erindringer om sin søster, Tabita, som kommer til ham om natten. Han har oplevet store svigt og har brug

for al den kærlige opmærksomhed han kan få.

Langsomt udvikler der sig en usund relation mellem Vitus og Alice. Vitus’ nye mor knytter sig stærkt til ham og tåler ikke at der kommer nogen i vejen. Da genboens pige, Holly, dukker op og vil være venner med drengen, forstår Vitus pludselig at noget er helt forkert hjemme hos ham. Alice modarbejder ham da han vil trække sig væk, og en magtkamp begynder. En kamp som tvinger Vitus til at flygte helt til Grønland.

I Grønland bliver Vitus taget under vingerne af en familie i en lille bygd. Han lærer at gå på jagt og forsørge sig selv. Han søger ud i landet og beslutter sig for at overvintre alene i en lille hytte. Da en bjørn dukker op, må han barrikadere sig. Det er her, i hytten, at Tabita endelig finder ham.

Tabita har frygt indeni. Hun føler sig udsat når hun sover i kahytten, med sin far liggende inde på land. Hun har skudt det ekstra sæde ind mellem passagersæderne og har lagt sig til at sove i styrehuset. Så kan hun se hvis han skulle komme svømmende ud og forsøge at kravle om bord.

Hendes far vover sig ikke ud i vandet. Han står inde på stranden og råber ud til hende og vifter med armene. Stemmen gjalder mellem fjeldene, bliver kastet frem og tilbage og rammer båden. Trænger ind i båden gennem fiber og glas.

Sit navn kan hun tydeligt høre. Gentaget mange gange når han tigger om at blive hentet. Han tigger om at de skal snakke. Han græder, står og hulker ud over det hele.

Den første dag sad han bare oppe ved hytten og gjorde ingenting. Er han sulten, kan han plukke bær. I store tæpper vokser de op ad fjeldsiden, blåbærrene strakt op under de violette blade. Om han så skal spise lav, hun er ligeglad.

Men det har stået på for længe nu. Jo mere han råber, jo mere desperate hans lyde bliver, des mere beklemt bliver hun. Når han råber i lang tid, som i går aftes, undlader hun helt at kigge. Der er noget ynkeligt over ham. Omsluttet af tågen virker han så hjælpeløs,

hun må gemme hovedet i soveposen og holde sig for ørerne. Alligevel vokser medlidenheden med ham ud af ingenting og bemægtiger sig hende. Over at det er ham der skal pilles ned.

Nu tænker hun at det også var medlidenheden der afholdt hende fra at trykke på aftrækkeren oppe ved søen. Om der var andre mennesker eller ej, havde intet med sagen at gøre. Hans nøgne ansigt da hun lod ham ligge i hytten og selv gik ned til gummibåden. Han kan jo i virkeligheden ikke gøre for det, tænkte hun.

Hun går ned på bådens toilet og tisser. Sidder i det trange rum og kan se det øverste af sin egen pande i spejlet over vasken. Støder hovedet mod karmen selvom hun dukker sig for at gå ud. Må sætte sig, overmandet af noget nyt. Længsel. Efter ham. Først længsel, så en fedtet ømhed. Dernæst kvalme.

Klokken er 11 om formiddagen. Hun finder kikkerten. I løbet af morgenen er tågen trukket opad. Den skærer en god del af fjeldtoppene, men hun kan se hytten igen. Døren er åben og slår i vinden. Med undtagelse af de minutter hun har brugt på toilettet, og mens hun skrev, har hun haft øjnene på hytten hele tiden. For første gang i to dage har han ikke vist sig. Hun bryder sig ikke om det, en ny uro, hun har hele tiden vidst hvor han var.

I handskerummet finder hun Jaakus blok og en kuglepen. Hun skriver.

Han har gjort mig ondt

Han har gjort min bror ondt

Han har gjort min mor ondt

Jeg hader ham

Han skal lide

Han skal betale for det

Det skal gøre så ondt på ham at han ønsker at dø

Han skal ikke dø helt, han skal hele tiden være lige ved at dø

Uendeligt

Han skal føle det selv

Han skal fortryde

Han skal sige undskyld

Han skal sige undskyld hele tiden til jeg er mæt

Han skal sige undskyld indtil jeg har det godt

Han skal aldrig glemme mig

Han skal aldrig have det godt igen

Han skal tage det fra mig, det som ikke er mit, men hans, som han har anbragt i mig, han skal tage det og æde det

Han skal gøre det hele godt igen

Hun stirrer på den sidste sætning.

Han skal gøre det hele godt igen?

Han skal ikke gøre noget godt igen for hende. Han skal ikke tro han har den magt at kunne dét.

Hun smider blokken fra sig og tager støvlerne på. En pligt så stor, som både angår ham og hende, står lysende klar. Han er den der skal slettes fra verden, og hun er den der skal ordne det. Vitus. Abelone. Ingen medlidenhed.

Hendes hænder ryster. Med kraftesløse fingre snører hun støvlerne. Hun finder blokken og skriver.

Alt skal gøres op.

Det regner stabilt, dråberne slår blødt mod hendes hætte og hvisker mod vandoverfladen mens hun ror ind.

Med riflen i hånden siksakker hun opad mod hytten. Hun må overraske ham og sigte på ham inden han begynder at bevæge sig. Længere er hun ikke nået i sin planlægning, længere kan hun ikke tænke.

På vejen op virker opgaven mindre og mindre klar. Kraftesløsheden breder sig uventet i resten af kroppen. Hun må sætte sig. Støtte sig til riflen og sikre sig at patronerne er hvor de skal være. I kammeret ligger allerede én, og magasinet er fyldt op. Skal hun afsikre våbnet eller vente? Det føles uoverkommeligt og stort. Større end hende selv, måske det største. Hvordan kan hun? Selv et lorteliv som hans. Kan hun tage det? Er hun som ham?

Nu foretrækker hun næsten at vende om og sejle væk. Lægge det hele bag sig, som hun engang lagde ham bag sig til han ud af ingenting opstod igen. Det er ømheden der narrer hende, hun er overbevist om det, ømt og forræderisk. Noget formørket som han har plantet og kaldt længsel, et fremmedlegeme hun har forsøgt at kapsle ind, og som nu ligger dybt inde i hende og hjælper ham videre.

Men ikke mere.

Hun fortsætter op mod hytten, tager en bagvej og nærmer sig det lille skur fra siden hvor han ikke vil kunne se hende. Støvlerne skrider

på klipperne. Forsøger at være lydløs, men i silende stilhed virker selv hendes åndedræt som en storm.

Hun er næsten fremme, løfter riflen af skulderen og lægger den i hånden. Der er kun et par meter.

Hun hæver våbnet, tager de sidste skridt og peger ind i hytten.

Tom.

I køjesengen ligger soveposen og virker ubrugt.

Hans taske er væk.

Hun bliver stående med riflen, sænker den lidt. Synet er forkert, billedet af hyttens indre er forkert, som om noget er lagt i skjul, men stadig er der.

Hun tager et skridt ind, overbevist om at han er der, går helt ind i rummet. Med riflens munding pirker hun til soveposen og løfter den op. Trækker den ud og lader den lande på gulvet. Stiller riflen fra sig og løfter madrassen, trækker den ud på gulvet og vender den om. Så sætter hun sig på den nøgne seng.

Angsten flyder nedad, fra maven til et lille punkt i røven. Hun løber udenfor, trækker bukserne ned og skider ud på klipperne. Hendes knæ skrigende hvide i regnen da hun i skidestilling forsøger at orientere sig hele vejen rundt. Der er bare fjeld og fjeld og fjeld.

Med en tot af den våde lyng tørrer hun sig i røven og trækker bukserne op. Løber hen mod hytten igen da hun synes hun ser ham komme gående ovre fra elven. Hurtigt henter hun riflen og kigger gennem sigtet.

Der er ingenting, der har aldrig været noget.

Hvis han er væk. Hvis han har sat sig for at gå. Vil han da gå tilbage til byen? I teorien er det muligt, han ville skulle hele vejen ind i bunden af den enorme fjord Ameralik. Det ville aldrig kunne lade sig gøre, han ville omkomme undervejs. Den sikre død. Der er en vis lettelse i den tanke. At hun måske har skræmt ham på flugt ved at vise ham at han er uønsket, at hun er ligeglad med ham. Og nu tager han selv livet af sig. Der er en vis fred i det, noget rimeligt.

Hun tror ikke på det. Ikke ham.

Lettelsen hun føler, er bare fejhed. Hun er en kryster der ikke tør

gøre alvor af den opgave hun har stillet sig selv. Sådan vil hun ikke være. Altså skal hun se ham. En enkelt gang mere skal hun se ham, og hun skal se ham dø.

Berthel / Eva

Berthel har en ejendommelig følelse indeni. Både kulde og varme, som om der bliver rodet rundt inde i ham og noget bliver trukket ud.

Af hans bryst. Et organ som ikke var hans, men som har boet i ham og var vokset fast. Det varer ganske kort, så er det ovre, organet fjernet, og han ser sig i spejlet.

Han føler sig tom.

“Berthel?”

Eva banker på.

“Jeg er der om lidt.”

Alene og fuld af tomheden som nu trykker i halsen og gør stemmen ukendelig. Han synker.

“Er der noget galt?”

Han kan høre Eva helt tæt på og se hendes hånd for sig på håndtaget på den anden side af døren. Han tænder for den kolde hane og pøser vand i ansigtet. Trykket i halsen udvider sig og bliver til en smerte i det øverste af brystet.

“Der er ikke noget galt,” siger han. “Giv mig lige et øjeblik.”

Han løfter hovedet. Han genkender det blik i spejlet. Noget gammelt og rodet som ser på ham gennem tiden. Det synker i ham. Han bryder sig ikke om det blik, frygten i det. Han orker ikke, han kan

ikke, men skammen er tilbage. Han forstår at det må gælde børnene og det der skete dengang.

Hånden er så treven at han opgiver barberingen. Han skyller sæben af og klapper sig på kinderne inden han tager en dyb indånding og går ud.

Ude i køkkenet sidder Eva med kaffen. Som på enhver anden morgen går Berthel hen og trækker stolen ud. På bordet står hans kop og er klar. Den mørkebrune væske, så stærk som hun ved han foretrækker den, og den tyndere kaffe til hende selv.

Han føler at han har hendes øjne på sig, og tænker at hun måske også kan mærke det, fortiden som er på besøg. Hun er jo ikke dum, hun sanser ting, som små porte lukker hans porer det ud. Det uafgrænsede, det sorte. Han venter lidt med at se på hende, tager i stedet avisen og bladrer rundt. Som et mønster vokser Tabitas ansigt ud af de tætskrevne sider, løfter sig livagtigt ud af dem, knitrende i den spændte luft.

“Hvornår kommer du hjem i dag?” spørger hans kone.

Han folder avisen sammen og ser op. På den anden side af bordet Evas velkendte træk. Han skal slappe af nu og ikke lade det løbe nogen steder hen, gøre et forsøg på at få det i ro. Der er bare ham og Eva i et køkken, og køkkenet er deres, i deres hjem.

Eva smiler til ham.

“Det kan gå hen og blive sent,” siger han. “Vi har afslutning i dag på en større sag.”

Stemmen tilpas og sval.

“Så du spiser med de andre inde i byen, forestiller jeg mig,” siger hun.

“Ja, det regner jeg med.”

Han rækker koppen frem og lader hende fylde den op igen. Han drikker.

“Og du?” spørger han.

“I dag er det bare haven,” siger hun. Uanfægtet. Hun aner måske ingenting.

Han klapper sig på lårene.

“Nå,” siger han og rejser sig. “Jeg må hellere se at komme af sted.”

I skyggen mellem det gule parcelhus og garagen er der en snert af nattens kølighed, men ude på villavejen rager solen ned gennem trækronerne i store, gule felter. Det er begyndelsen af juni, men ualmindelig hedt. Han tænker på at svømme, på at køre ned forbi vandet og svømme langt ud i Øresund fra den øde strand. Træde vande derude, se ind på land. Han tænker på at flyde, hengive sig til himlen og lukke øjnene en stund.

Det giver et lille gib i ham da Eva står i køkkenvinduet og kigger ud. Hun løfter noget i vejret. Han har glemt sin mappe, og hun viser ham med tegn at hun er på vej ud med den til ham.

“Du er vist lidt distræt,” siger hun.

“Ja.”

Hun kysser ham. Klapper ham på ryggen og sender ham af sted.

På vej ind til byen kører han ad Strandvejen. Der er så varmt i kabinen at han må rulle vinduet ned. Lugten af tang strømmer ind og vikler sig rundt om han. Råd og saltvand, det tørre sand. Da han kigger til siden, sidder Tabita i passagersædet. Sikkerhedsselen skråt hen over det flade bryst, de sorte rottehaler som når hendes brune skuldre. Og sommerkjolens blomstrede stof, de brune lår som stikker frem.

Det knuger sig sammen i ham, og han flytter på sig, rykker rundt i sædet. Han ved at det er en fantasi, en vågen drøm at Tabita sidder dér. Ingen tid er gået. Som hun sad ved siden af ham for år tilbage, med de brede fødder og neglene malet røde.

Luften er hed hele vejen ned i lungerne og presser svedperler ud under hans skjorte. Ved vigepladsen er han nødt til at køre ind til siden og se på vandet. Han må ryge en smøg mens skammens bølge skyder op og ned i mellemgulvet.

“Jeg lever med det,” siger han og gentager det for sig selv et par gange. “Jeg har taget det på mig.”

Spytter en stump tobak ud der sidder på tungen, og kører igen.

En halv time senere parkerer han i en af gaderne bag Kultorvet. Han står ud og går resten af vejen. På torvet foran Grønlandsministeriets glasfacade er personalet fra restauranterne i fuld gang med at sætte borde og stole ud. Grønthandlerne arrangerer frugter og spande med blomster. Og træerne og bænkene i torvets gryde med det blå låg højt over. Der er en summende aktivitet.

På 2. etage står han i døren og glaner ind på det levende landskab. Kollegaerne på gangene, gangene med kontorerne, hans eget lille kontor bag en dør derinde et sted.

“Godmorgen,” siger Karen bag skranken.

Godmorgen igen da Berthel bliver stående og glor.

“Venter du på nogen?”

“Nej,” siger han og går ind. “Jeg tænkte bare –“

Nede fra tekøkkenet kalder Tom.

“Hørte du mig?” råber han.

Berthel hæver hånden og viser at, ja.

“Øjeblik,” råber han tilbage, “jeg lægger lige mine ting, så er jeg der.”

Han går over tærsklen, og Karen ser undrende efter ham, han går ind i det leben som er hans liv. Et liv som han møjsommeligt har skabt. Sigter efter døren som er døren til hans plads. Inde på kontoret stiller han mappen fra sig. Ulig ham har han glemt hvad programmet er for i dag.

“Kongelige Grønlandske Handel,” siger han.

Hans stemme bryder stilheden. Der er højt til loftet, men kun lige plads til et skrivebord og hans stol i det lille rum hvor lyset kommer ind gennem det rektangulære vindue.

“Overdragelse,” siger han. “Hjemmestyret.”

Bunkerne af papirer ligger dér på bordet foran ham. Da han så på dem i går og forberedte sig til i dag, glædede han sig ligefrem. Han var i en strøm, og strømmen løb fremad. Siden man i Grønland valgte at stemme for hjemmestyre, og for at administrationen skulle flyttes derop, har det strømmet og strømmet. Hele tiden nye ting der skal tages stilling til. Og Berthel er med i den udvikling, er en uløselig del

af den udvikling. Det er både hans opgave og hans pligt at være med.

Han flytter på papirerne, ser på den første side og ser på den næste. Må sætte sig og trække vejret. Det føles som gråd indeni.

Hvor længe går der? Han ved det ikke, han sidder på stolen og ser på sine hænder. Blodårerne er tydelige, ringen på den højre hånd. Ude på gangen er der lyde, og der ligger tre cigaretskod i askebægret nu.

Han kommer i tanke om Tom. Rejser sig og åbner det ene fag i vinduet ud til gården inden han går hen og stikker hovedet ind hos kollegaen.

“Jeg er ked af det,” siger han. “Jeg må desværre melde pas i dag. Jeg har det sgu ikke alt for godt.”

Tom, det tjavsede hår i uorden, de tykke briller ser forundret op.

“Hvad?” spørger han.

Berthel tøver. Det ligner ham ikke. Han kan være hurtig nu og sige noget sjovt. Dér blev du forskrækket, hva’! kan han sige og afmontere den spænding han lige har skabt.

“Beklager, Tom.”

“Men kan jeg dét?” spørger Tom. “Kan jeg sidde med det hele? Det er jo delegationen som er på vej, dem alle sammen.”

Berthel kan se hvordan tankerne farer gennem kollegaens hoved.

“Jeg ved det,” siger han. “Men vi har sygdom derhjemme.”

Tom ser forvirret på ham. Berthel får lyst til at gå ind og lukke døren bag sig, sætte sig ned og fortælle ham om det hele. Starte med begyndelsen og først slutte når det er slut.

“Det er Eva,” siger han og bøjer hovedet.

“Okay,” siger Tom. “Okay, forhåbentlig ikke noget alvorligt.”

“Nej,” siger Berthel, “men, du ved.”

Tom nikker.

“Skal vi så ikke udskyde mødet?” spørger han. “Aftalerne om monopolerne er delikate. Du burde nok være til stede, mener du ikke selv dét?”

Og Berthel bliver påvirket af sin kollega. Tom er et venligt og trofast menneske.

“Nej, vi kører som planlagt,” siger han. “Du kan sagtens søsætte Grønland og sørge for det holder vand. Jeg har tillid til dig, Tom.”

Han kan selv høre hvor alt for frisk han lyder, men han nikker til kollegaen, og Tom ser efter ham da han går. Berthel henter mappen og er på vej ud af kontoret inden andre skulle få brug for at tale med ham. Hilser på Karen i skranken.

“Nå? Af sted igen?” spørger hun overrasket.

Han kører ikke hjem, men ned til stranden. Han har stillet bilen ved det gamle værft og er gået hen til bænken og har sat sig. Solen laver glitrende øjne i det bløde vand, de gør ham næsten blind.

Hvorfor nu?

Han stiller sig selv det spørgsmål. Hvorfor skal han tænke på børnene nu igen? Den langsomme pine som startede med beslutningen om at tage to børn med hjem fra Grønland. Den tvivlsomme aftale som kom i stand. Han og Eva kunne give et par børn et bedre liv, de kunne lave deres egen familie. Tabita var fem, Vitus knap ét. Ulykke på ulykke som han lever med hver eneste dag. At det mislykkedes, at han måtte give op, at børnene forsvandt. Deres ansigter han indimellem ser om natten, og når han er syg. Til morgen følte han at de blev slidt ud af hans bryst, begge to. Mens han sidder på bænken ved vandet, hvor han har siddet så mange gange før, forstår han det hele. Han får dem aldrig mere at se. Der er bare tomheden efter dem, som tomheden ser ud.

Eva sidder ved køkkenbordet. Nu er kaffen kold, ringen koppen satte på bordet, tør. Hvor længe har hun siddet her? Så længe at solen har bevæget sig om på den anden side af huset og hænger over hendes have.

Dagenes lange streger, dét og dét og dét som hun plejer at gøre. Tirsdagen, når vejret er som nu, haven, onsdagen, i et hvilket som helst vejr, internatet, og så videre, hun kender dagene, hun vil dem, de skal blive ved og ved.

Hun kender også sin mand, og hun genkendte ham til morgen. Den anden person han er, er ankommet i løbet af natten. Nu skal han så til dét, han skal have en tur. Spørgsmålet er hvordan det vil udarte, og hvor længe? Hun har tjekket i skabet. Endnu er der ingen flasker, men de vil flytte ind og stå der en af de næste dage.

Hun bliver så forstemt ved tanken, træt helt ind i sjælen, men hun skal igennem det, hun har intet valg. De første dage med tungt humør er de værste. Ham der holder op med at tale til hende og synker ind i sig selv. Bliver mørk om øjnene og distræt, står op om natten og vandrer rundt. Sporene efter hans glas, de blege ringe som de tyndere væsker afsætter. Den lille båndoptager som han skifter batterier i og begynder at tage med. Så står han i vinduet i stuen med høretelefoner på. I flere timer kan han se ud i haven mens cigaretterne ryger sig selv. Lytte til musik, deprimerende jazz, hans silhuet i nattelyset.

Og hun som ikke kan nå ham, men bare stå bag ham og tænke sit. Hun kan bare vente til det topper og kammer over, slider sig hen over spidsen og langsomt ebber ud. Til han begynder at sove op ad dagen og svigter arbejdet, til Tom ringer, og det giver sig selv at hun har ret når hun siger han skal stoppe op. Stop, eller jeg går, kan hun sige på det tidspunkt, altid uden at vide om det netop er hendes ord der har en vægt når han holder op.

Eva rejser sig. Sætter kopperne hen og vasker dem i hånden, stiller kopperne på plads. Ser rundt i køkkenet. Selvom hun ved det er omsonst, vil hun også denne gang blive ved. Hun vil gøre som altid og opretholde det normale liv.

I soveværelset finder hun tøjet frem fra skabet og lægger det på sengen. Tager et bad og klæder sig på. Finder flasken og fylder den med vand. Heller ikke denne gang skal hans tur få held til at bryde hende ned.

Da Berthel kommer hjem, står Eva i vinduet som da han kørte. Han får den tanke at hun har ventet på ham og måske har stået der lige siden. Han låser bilen og går langs husmuren og kigger ind i haven.

Synet af hendes rive og handskerne som ligger over spanden, gør ham lettet. Øerne i haven med kummer og bede, nye blomster som er pottet og sat ud, og hende der har sit sted nede i bunden af haven ved det lille havebord hvor hun ordner ting. Selvfølgelig har hun været i haven. Hun har det godt og passer på sig selv.

“Det var da tidligt,” siger hun.

Berthel får et chok. Uden han har hørt hende, er Eva kommet ud og står lige bag ham.

“Ja. Der var nogle ændringer,” siger han.

Den lille top hun har på, har en våd plamage foran på brystet. Hendes skuldre er smalle, kantede og solbrændte. Under solhattens skygge ligger det øverste af ansigtet i skygge. Synet af munden der er skåret ud i sol og har fået furer. Han får lyst til at holde om hende.

“Men vi fortsætter i morgen,” siger han. “Flere af folkene fra Nuuk var ikke nået frem. De sidder vejrfast deroppe.”

“Og det havde de ikke fortalt dig?” siger hun.

“Nej. Det er det sædvanlige. Force majeure, som de kalder det.”

Det lykkes ham at smile. Eva klemmer hans arm og smiler tilbage.

“Godt, min ven,” siger hun. “Gå du ind og drik noget koldt. Du har sikkert siddet og kogt i bilen, kan jeg forestille mig.”

Der lyder et lille smæk hver gang klipklapperne rammer hendes hæl da hun går forbi ham ind i haven. Han bliver stående lidt og ser efter hende. Hans kone, 55 år, håret grånende under stråhatten og holdt sammen med en elastik i nakken. Som alt er holdt sammen inde i hende hvor det ligger og pulserer. Da hun bøjer sig efter handskerne, strammes de lange fibre på bagsiden af lårene.

“Jeg har ikke købt ind til aftensmad,” siger hun, som om hun ved han iagttager hende. “Der var jo bare mig, og jeg ville have kogt et æg.”

“Helt i orden,” siger han. “Vi tager bare hvad vi hver især har brug for.”

Da han er på vej ud af badet, kalder hun fra køkkenet.

“Se, hvad jeg har til os,” siger hun.

En kurv fuld af jordbær foran hende. Med røde fingre snitter hun bærrene i to skåle.

“Der er isvand på køl,” siger hun og rækker ham skålene. “Tag du dem, så er jeg der om lidt med skeer og vand.”

Et par minutter senere ser han hende balancere med den tunge bakke. Han rejser sig for at give hende en hånd.

Hun fordeler glassene og hælder op.

Synet af de røde bær der ligger i fløden, giver ham igen lyst til at græde.

“De er nu ikke særlig søde, men det er også lidt tidligt. Skal jeg hente noget mere sukker?” spørger hun og spidser munden om et bær.

“Eva?”

Han bliver tom i hovedet da hun ser op.

“Ja?”

Har ingen idé om hvor han ville hen.

“Ja, Berthel?”

“Jeg snakkede med Tom,” siger han.

“Det gør du vel hver dag?” siger hun.

“De overvejer alvorligt at søge til Grønland, ham og Lone,” siger han.

Det kommer bare ud af ham. Han siger det selvom Tom har fortalt at de har droppet den idé.

Eva ser på ham.

“Jamen, god tur til Tom,” siger hun. “Hvorfor fortæller du mig dét?”

Berthel rækker hen over bordet og fylder mere vand i glasset.

“Han er en dygtig medarbejder, Tom,” siger han. “Såmænd. En god soldat. Gør han alvor af det, får jeg svært ved at finde en erstatning.”

“Der viser sig nok en anden, mon ikke?” siger hun.

“Selvfølgelig.”

Så smiler hun og rører ved hans arm.

“Vil du ikke spise dem?” spørger hun. “Fløden bliver lunken.”

“Jeg ved ikke. Jeg tror jeg skulle have nøjedes med mælk,” siger han. “Fløde er lidt kvalmt i heden.”

Om natten vågner Berthel og ser på uret. Kun halv ét. Eva sover da han lister ud af soveværelset og på bare fødder går ud i haven og står i det fugtige græs. Månen lyser insisterende mellem træerne.

Han går ind i garagen og henter nøglen til kælderen og går ned og låser op. Står og ser ind i det lavloftede rum. Der er ryddet, kun støvet hænger under lampens kegle. Intet tilbage, ikke det mindste spor. Cykler, små skovle og spande, glansbilleder, en pose med tøj. Alt dét som hobede sig op efter børnene, og som han satte derned fordi det var ubærligt at smide tingene ud. Endnu mere ubærligt at vide de var under plankerne i stuegulvet.

Han sætter sig på den lave reol langs væggen. Han ryger en cigaret. Lytter til et ekko som kun findes inde i ham. Tænker på flasken der står lidt længere inde, i nichen bag ved fyret. Han skal gå tilbage i seng nu. Ryge færdig og gå op. Låse og glemme.

Da han lister ind i soveværelset, er Eva vågnet og sidder op ad væggen. Der er et køligt skær over hendes hud, og månelys op ad hendes arm, måne over kinden, måne i håret, i øjet som er blankt.

“Jeg synes jeg hørte noget, Berthel,” siger hun.

“Det kan meget vel være, skat. Jeg var på toilettet.”

“Jeg hørte ikke vandet i kummen,” siger hun. “Hvad lavede du?”

“Ingenting.”

“Ingenting?”

“Ingenting.”

“Hvor var du da?”

“Bare ude og trække lidt luft.”

Det kølige lys på hende da hun med kantede bevægelser lægger sig og trækker dynen op. Han skulle være blevet liggende, have holdt sig i sengen, have holdt hende i hånden, men i stedet gik han derned.

“Godnat, skat,” siger han.

“Godnat.”

Eva står inde på stranden. Klokken er halv ni. Hun er taget alene af sted i dag. Så langt hun kan se, er der ingen andre end hende. De ankommer først sidst på dagen, familierne, børnene der sopper, og da er hun for længst taget på internatet.

Langt ude på vandet, et svævende fragtskib. I skibet er han, hendes mand, Berthel.

I går nævnte han noget med Tom. Om Toms planer om at tage til Grønland. Men ved han da ingenting, husker han ingenting? Toms ældste søn er blevet far, fortalte han sidst, og Tom og konen må hjælpe med barnet som er født for tidligt og med et handicap. En hjerneskade. Berthel var meget indlevet da han fortalte det. Så man skulle tro det gjaldt ham selv. Et helt liv med forpligtelser til dem, havde han sagt. Og sagt at dér røg Grønland.

Hun tænker på det fjerne i hans blik. Grunden til at han siger det nu igen. Taler om Grønland. Den dans om dét som også hænger sammen med flasken.

Hun vil ikke have det.

Hendes egne år i det land er væk. Hvis hun havde fået lov at bestemme, havde de aldrig været. Men der er altid Berthels arbejde.

Hun ved at han til hver en tid ville kunne have fået en stilling i et andet departement. I stedet skal hun fortsat leve med hans valg. Høre

ham fortælle fra sit arbejde. Være taknemmelig for de hensyn han viser når han i bløde formuleringer taler om byer og steder som hun kender til. Og som hun ved at han ved gør hende ked af det. Hele Grønland gør ondt på hende, men for hans skyld holder hun det for sig selv. Kan bare stå og se på mens han svinger rundt med verdens største ø, den usynlige dansepartner der spinner ud fra hans hånd. Føle ingenting, føle noget der minder om jalousi. Føle angst.

Eva træder ud i vandet alene. Koldt om fødderne. Koldt om læggene og lårene. Til morgen havde hun pakket tasken. Hun stillede den på bordet. Selv ikke en blind ville kunne undgå at se den. Han skulle lægge armen i hendes. De skulle gå deres morgentur, så tidligt at ingen andre var vågne. Hver sit håndklæde i hendes taske, og tasken over armen, ned til stranden i gryet, dyppe sig og hjem igen inden han skulle køre ind til København.

Med gispende vejrtrækning lader hun sig falde fremefter da vandet når til kønnet, og overvældes af det greb hun fanges i. Trykket mod panden, de første stive svømmetag, viljen til at ville blive under vand til kroppen lever med det. Hendes beslutning. Hun tænker altid at det tager en uendelig tid at vænne sig til kulden, men i virkeligheden er det vel under et halvt minut. Og nu svømmer hun, svømmetagene bliver længere, munden bevæger sig op og ned under vandlinjen. 300 svømmetag den ene vej, 400 den anden fordi der er strøm.

På vejen op til huset igen har hun det bedre. Tanken om at have noget at skulle i dag, er god om hjertet. Hun skyller sig og tager det praktiske tøj på. De slidte jeans som let kan børstes fri for hår, sweatshirten med internatets logo og en stregtegning af gården på. Tøj hun stikker næsen i og lugter til, som altid lugter lidt af dyr.

Hun glæder sig altid til sine timer, de to dage om ugen hvor hun bruger sin tid på dét. Uanset hvad der ellers sker, et fast holdepunkt i ugen de sidste mange år.

I S-toget sidder hun ved vinduet og ser det grønne fare forbi. Hun tænker på Leika de fik ind i sidste uge, tæven, om den har fået unger.

Den var så forhutlet, ikke andet end et skravl, men med den store udposning på maven. Eva var overbevist om at dyrlægen ville aflive den, et simpelt medlidenhedsdrab, men hun tog fejl.

På stationen henter hun cyklen i stativet og cykler resten af vejen. Et par kilometer under lærkens triller ad de bumlede hjulspor. På hendes ene side vider kornmarkerne sig ud. På den anden er indhegningerne med hestene.

Det er Inger som er der i dag. Hun briefer Eva om hvad der er sket siden sidste torsdag. Igen i år kan de mærke at folk er ivrige efter at skille sig af med deres dyr op til ferien. Kaniner og marsvin. Katte der bliver bragt ind og kaldt herreløse.

Eva lytter utålmodigt til opremsningen og sender blikke ind i afdelingen med de store hundebure.

“Har Leika fået unger?” spørger hun.

Hendes leder smiler.

“Seks fine hvalpe,” siger Inger. “Du kan godt glæde dig.”

Tæven ligger i buret. I den store kurv som Eva har købt til hende, ligger hun på tæppet. Da Eva nærmer sig, sender hunden hende et mat, men lykkeligt blik.

“Åh, så fint,” siger Eva.

Overrasket over sin egen næsten bævrende stemme.

“Så fint, så fint, hvor er du dygtig, Leika,” siger hun.

På hug er hun tæt på den nybagte mor og de små hvalpe. Silkebløde at se på, spættede brune og hvide. Ud fra hver sin dievorte ligger de, undtagen den ene hvalp som er sort. Den er røget af og spjætter med de korte ben i forsøget på at nå tilbage til sin mor.

“Må jeg komme ind?” spørger Eva. “Bare et kort besøg, Leika?”

Hunden ser mildt på hende, og Eva åbner buret.

Hvalpene er nøjagtig lige så bløde som de ser ud. Små og lune, næsten brændende, i Evas hænder da hun tager en af dem op. Forsigtigt holder hun den op under næsen. Duften af pels og hud. Den lille, blinde hvalp piber, benene kører hjælpeløst frem og tilbage.

“Du skal nok få din mor igen,” siger hun til den. “Lige om lidt.”

Øjnene er lukkede, snuden bred og blød. Resten af navlestrengen sidder som en tør kvist fra maven.

Inger kommer ud i hundeafdelingen, og der opstår uro i nogle af de andre bure. Eva lægger den sorte hvalp tilbage.

“Hun er pragtfuld,” siger Inger. “Og med de små kære dér bliver det ikke noget problem at skaffe nye hjem.”

“Der er heldigvis lidt tid til,” siger Eva og rejser sig.

Inger smiler.

“Du er jo velkommen til at vælge først, husker du,” siger hun. Hendes fire timer stryger af sted. Fra 12 til 13 laver hun kontorarbejde og passer telefonen og tager imod bookinger til hundepensionen som Inger startede året før. Der er få pladser, og de er for længst fyldt op, men Eva sender folk videre til den pension de samarbejder med i nærheden af Hillerød. Derefter gør hun rent i de mindre bure. Når hun kan komme til det, sætter hun sig hos Leika. De aner ikke hvor gammel hunden er, eller om den har fået hvalpe før. Men den har et rørende talent og forlader kun de små når den virkelig skal. Besørge, drikke vand, ellers ikke.

TABITA er på vej til Upernavik for at blive genforenet med sin mor. Hun ved ikke at hendes lillebror, Vittu, er i live og også befinder sig i Grønland. I Humlebæk er Tabitas adoptivfar, Berthel, ved at gøre regnskabet op i sit ægteskab med Eva. Hans liv har været defineret af den skæbnesvangre beslutning han tog om at medbringe de to grønlandske børn til Danmark. Nu vil han finde Tabita og Vittu igen.

BJORN er en roman om at finde sin vej i livet. Om at kunne leve med de valg man træffer. Og ikke mindst om at kunne overleve de valg som andre træffer på ens vegne.