POLITIKENS FORLAG KRIMI
BLODDUE
Af samme forfatter: TEIT & LEHMANN-SERIEN Mand uden ansigt (2021) ROLAND TRIEL-SERIEN Løbende tjener (2014) Dansende røde bjørne (2015) Hviskende lig (2016) Marcherende myrer (2017) Eksploderende skadedyr (2018) Faldende masker (2019)
MAND UDEN ANSIGT KRIMI Politikens Forlag BLODDUE
Setting the cat among the pigeons – engelsk talemåde
7
“Hvor langt skal vi ind?”
KAPITEL 1
Den fugtige atmosfære, som trak ud fra hullet, var i Aaron Frischs fantasi ladet med svovl, pinsel og fjerne skrig. Indtrykket fik uvilkår ligt den unge fyr til at træde et par skridt baglæns, mens den tunge jerndør stadig vippede på sine hængsler.
i Berlin Bunker Protocol. På kontoret sad nog le af hans nye kollegaer i varmen nær kaffemaskinen, men i felten var der kun ham selv og Böttger, der lignede et levn fra fortiden i sin nussede kedeldragt og de slidte støvler. Det mest karakteristiske ved
Det var Aarons første opgave som scout i Berlin Bunker Protocol. Han fortrød allerede, at han ikke havde taget jobbet på cafeen. Det var dårligere lønnet, men foregik i behagelige omgivelser, og der var gratis måltider og masser af unge kvinder. Nogle var villige til mere end at flirte og give drikkepenge. Efter arbejdstid. Det havde han fra sinSådanstudiekammerat.vardetikke
“Til den bitre ende,” sagde Horst Böttger med et skævt grin.
Det lignede en åbning til Helvede.
sjakbajsens8
rundhovedede kontrafej var en cerutstump, som stank forfærdeligt, når der med jævne mellemrum blev sat ild til den. Hvem røg cerutter nu om dage? Hvem røg overhovedet? Det gjorde Horst Böttger, firmaets alderspræsident, der efter eget udsagn hav de optegnet over 25 kilometer underjordiske gange og nok kvadrat meter beskyttelsesrum til at dække 20 fodboldbaner. 32 ØST – hvor de befandt sig nu, og som netop var navngivet af Böttger efter metalprintet på indersiden af den rustrøde dør – stod ikke i nogen tilgængelige optegnelser. Mange af de underjordiske bunkeranlæg fra 2. verdenskrig var gået i glemsel, så opgaven gik ud på at kortlægge dem, når et nyt bunkeranlæg blev fundet. Døre, rum, korridorer og trapper, alt skulle registreres. Berlin Bunker Protocol rekognoscerede, før det blev besluttet, om et givent kompleks kunne anvendes til praktiske formål. Det kunne være som opbevaring – et ostefirma havde for eksempel deres lager i en gammel bunker – eller rørføring, så man slap for unødigt gravearbejde.
Horst Böttgers faste makker havde lagt sig med et brækket ben efter et fald fra en køkkenstige. Sjakbajsen havde bildt Aaron ind, at uheldet var sket under research i et underjordisk system i Char lottenburg-Wilmersdorf. En rotte havde bidt igennem kollegaens støvle og inficeret ham. Grønskollingen kunne lige så godt lære lidt respekt fra “Hvorforstarten.erden her bunker først opdaget nu?” spurgte Aaron, mens Böttger indstillede teknikken i sin transportable Room Scan ner.“Det sker indimellem,” mumlede han gennem cerutten. “De gamle optegnelser forsvandt under Berlins fald i 45. 32 ØST var gemt bag skurvognen.” Han gjorde et kast med hovedet mod en stor bunke afskallede elementer, der lå bag dem.
Aaron skuttede sig. Det var en frostkold morgen i november. De stod i en lukket baggård. I hjørnet voksede et stort kastanjetræ. Ma
“Det kan tage timer, hvis vi skal registrere hver en krog.”
9
begejstret ved tanken, men han parerede ordre. Otte-ti meter inde førte en rå stentrappe flere etager under jorden. Han kastede et længselsfuldt blik tilbage mod døråbningen. Den lignede et guldaldermaleri. Motivet var en del af muren på nabohuset og et udsnit af kastanjetræet. Billedet snævrede sig langsomt ind, efterhånden som jernlugen gled i, inden den fik overvægt og smækkede med et rungende drøn. Men den kunne ikke låse. Dagen før var den blevet boret op af et par håndværkere.
Böttger rullede behændigt cerutten fra højre til venstre mundvig og gik ind i mørket. Aaron blev stående. “Er du en kylling?” lød det fra gabet. “Skal jeg ringe efter min søster?”Aaron kom tøvende efter. Mørket åd ham. Böttger tændte pande lampen i sin hjelm. Aaron gjorde ham kunsten efter. Han var blevet udstyret med en kraftig lygte, som skulle supplere hjelmene. “Så farligt er det nok heller ikke,” sagde han. “Der er ikke noget, der kan styrte sammen. Hele lortet er støbt i beton.”
AaronApport.”varikke
triklen havde tilhørt en gammel særling, som nu var død. Arvingerne ville sælge, så skurvognen var blevet skilt ad, og jernlugen opdaget bag et vissent brombærkrat. Et par gartnere havde ryddet området, så de kunne komme ind.
“Vi er ikke på sightseeing,” sagde Böttger. “Det her er vores arbej de.”“Jeg tvivler på, der er meget at se dernede.”
“Jeg så engang en rotte på størrelse med en gravhund.”
“Du taler, som du har forstand,” sagde Böttger. “Der kan være løse jerndragere og huller i fundamentet. Det er blandt andet dén slags forhindringer, du skal kigge efter, mens jeg måler op, så du går forrest.
Heldigvis skete det kun i hans fantasi. Forsigtigt vovede de to mænd sig ned i den trange skakt. Aaron
forrest,10 ivrigt lysende efter bevægelse. Rotter eller andet kravl. Trine ne var flere steder forvitret. Da han satte foden på bunden, stoppede han og lyttede. Lydene fra Berlins morgentrafik var allerede langt væk. De var i en anden verden nu, hvor mørke og stilhed herskede.
Lyskeglerne afslørede en ny og meget længere gang, som strakte sig i samme retning som den første. Aaron kunne ikke se enden. Pas sagen var smal og føltes klaustrofobisk. Han var omhyggelig med ikke at berøre væggene, som flere steder var overgroet med rødbrunt mos eller svamp. Han undrede sig over, hvilke vækster der kunne leve uden sollys eller vand. Efter få minutter fornemmede han en pollenagtig belægning i svælget. Han overvejede at spørge, om de ikke skulle gå op efter åndedrætsværn, men kendte svaret. Böttger gik koncentreret med scanneren. Den udsendte lange rubinrøde stråler, som flimrede over alle flader. Aaron fortsatte med langsomme skridt, der ikke matchede hans puls. Han sagde til sig selv, at der ikke var noget at være nervøs for. Det var bare nogle underjordiske gange og rum fra en svunden tid, men tanken om, at de formentlig var de første, der trængte ind i mere end 70 år, gav stof til eftertanke. De havde brudt et segl. Over skredet en usynlig grænse. Som når arkæologerne åbnede pyrami derne og blev ramt af en forbandelse. Aaron bandede indvendigt. Han skulle aldrig have set den film. Et stykke fremme tonede dørløse åbninger ud af mørket. Den nærmeste var seks-syv meter væk på venstre hånd. Aaron lyste ind i et aflangt rum. Det var tomt. Böttger gav sig til at opmåle det. Sjak bajsen markerede det som ‘Rum 1’. Til højre kom endnu et kammer. Proceduren gentog sig. Laserstrålerne flimrede lydløst over vægge, gulve og lofter og kvitterede med et ‘beep’, som tegn på at hele rummet var registreret. “Clear,” gryntede Böttger og hostede.
Hans stemme lød klistret. Måske var kombinationen af svamp og cerutrøg ikke den sundeste. Lyset fra sjakbajsens pandelampe
‘Hundert Billionen Mark’ udstedt af REICHSBANKDIREKTO
Aaron gik tilbage i gangen, tog tre skridt og vadede igennem et mandshøjt spindelvæv, som føltes ekstra klæbrigt hernede. Han spruttede og tørrede med febrilske bevægelser ansigtet med sin frie hånd. Böttger grinede, gokkede som en høne og viftede med arme ne. Aaron kneb læberne sammen og lod som ingenting. Gamle nar. Han var garanteret impotent. Længere inde var der to døråbninger lige over for hinanden. I rummet til højre stod der nogle jernborde. En række hylder af metal hang på væggene. Det var muligvis et tidligere fadebur eller opbeva ringsrum. Halvdelen af en ældet pose mel lå på gulvet. Aaron krydsede gangen og gik ind i rummet overfor. Her lå et ødelagt skrivebord. Pladen var overgroet af den rødbrune svamp. Det lignede hår i lysskæret, næsten som om træet var levende. To af benene i den ene side manglede. De så ud til at være brækket af, så bordet pegede skråt op mod loftet som en rampe. Her stod også en primitiv kontorstol med flækket ryg. Noget sammenkrøllet papir lå på sædet. Aaron tog det og glattede det ud. En gammel pengeseddel.
RIUM. Sedlen var trykt i en brun kulør. Den havde et portræt af en kraftigt udseende mand med en høj hvid hue på den ene side. Det lignede en biskop eller en romersk kejser. Nede i venstre hjørne sad et symbol med den tyske ørn. Aarons uro veg et øjeblik for en let guldfeber.“Tillykke, sønnike,” sagde en stemme uventet lige bag ham.
11 blændede Aaron, der kun kunne se omridset af kollegaen. Som om Böttger pludselig ikke havde noget ansigt. En skygge uden sjæl. Det kradsede i halsen. Han holdt vejret. “Kom nu videre, mand!”
Aaron fór sammen. Han havde ikke hørt Böttger komme, så han var lige ved at tabe lygten. Sjakbajsen grinede fornøjet. “Nu er du mangemillionær.”
Aaron lyste fascineret på pengene.
“Hvor12 meget tror du den er værd?”
“Det er op til dig. Vil du have kvinden eller møde tigeren?”
Böttger justerede cerutten i mundvigen og talte, mens han målte rummet op. “Har du ikke gået i skole? Den er udstedt i 1920’erne under hyperinflationen i Weimarrepublikken. Dengang var den mindre værd end en rulle lokumspapir. Det er nok en nostalgisk Feldwebel fra 2. verdenskrig, der har fået den af sin bedstefar. Måske var det hans lykkebringer. Vi må håbe, den reddede ham levende ud af det her gravkammer. Nå, fortsæt.”
“Men hundrede billioner mark!”
opgivende. “Sig mig, hvad lærer I unge mennesker nu om dage? The Lady, or the Tiger? Den kender du ikke? Der var engang en konge, hvis tje ner var blevet forelsket i hans smukke datter. Datteren elskede også tjeneren, så kongen gav tjeneren valget imellem at åbne to døre. Bag den ene var hans datter og det halve kongerige til evig arv og eje, bag den anden en sulten tiger. Tjeneren måtte selv vælge, men han skulle åbne en af dørene. Så tag en beslutning Diener.”
“Øh, Böttgerhvad?”stønnede
Aaron lyste til højre og venstre. Tværgangene var et spejlbillede af hinanden. 12-15 meter fremme var et 90 graders knæk. De skulle
“Mere i dag, end da den blev trykt. Med lidt held kan du nok få fem euro for den.”
“Scanneren siger 256 meter.”
Gangen strakte sig stadig ret frem med nye tomme rum til beg ge sider. Aarons pandelys begyndte at flimre uroligt. Et par gange gik det ud, men tændte igen. Heldigvis havde han stavlygten som backup.“Hvor langt har vi gået?” sagde han, da de nåede enden, hvor passagen forgrenede sig til begge sider.
“Hvilken vej nu? Højre eller venstre?”
“Hvad mener du?”
“Ved du, at vi har passeret en historisk grænse?” spurgte Böttger, mens han lod rubinstrålerne danse behændigt i loftet.
Aaron gik til højre. “Lugten bliver stærkere.”
“Jeg kan ikke lugte en skid,” sagde Böttger.
Aaron stod stille. Han snusede. “Jeg ved ikke, bare en dårlig lugt.” “Måske en kloak. De lækker somme tider og trænger ind i bunker anlæggene. Det kan også være rotter. Jeg fandt engang en hel rede.”
“Vil du opmåle venstre eller højre rum først?”
Aaron havde lyst til at sige, at det nok var, fordi han trak vejret
“Muren stod et sted oven over os. Da vi gik ind, var vi i det gamle Østberlin, nu er vi i Vestberlin. Det –” “Kan du lugte noget?” afbrød Aaron. “Hvad?” Böttger havde blikket på scanneren. “Vent, den skal lige måle gangen op.”
under alle omstændigheder måle det hele op. Aaron stod til venstre for midten politisk, så efter lidt betænkningstid gik han til den side. Omkring hjørnet fortsatte gangen lige frem. De kom til to rum med dørløse åbninger, der lå side om side. Det lignede en blindgyde.
“Kvinden eller tigeren?”
“Hvordan skulle der kunne komme rotter herned? Stedet er her metisk“Derlukket.”ersmå åbninger rundt omkring. De sataner skal ikke have mange centimeter til at klemme sig igennem.”
13
Aaron tænkte mest på at få arbejdet overstået. Han var allerede gennemkold, og selv den tykke vinterjakke, huen under hjelmen og vanterne føltes ikke tilstrækkelige til at holde den fugtigklamme atmosfære stangen. Jo længere tid de var her, desto stærkere blev fornemmelsen af, at de ikke var alene. Som om noget iagttog dem eller lurede i skjul i de mørke gange.
“Det ligner en udgang.”
igennem14 en indtørret pekingeserlort, men det var hverken tidspunk tet eller stedet. Han lyste ind i rummet. Det var tomt, men havde forbindelse til det andet rum. I hjørnet var der indbyggede jerntrin i væggen. De ledte op til en åbning i loftet. Aaron gik hen og lyste op i hullet, men kunne ikke se, hvor skakten endte.
“Det er en udgang,” sagde Böttger. “Den fører op til gadeplan.
Jeg har set dem før. Skorstenssluser kaldes de. Der er sikkert bare en luge deroppe, som er blevet forseglet. Ofte er der bygget oven på dem, og så er de gået i glemsel.” “Vi skal vel ikke klatre derop?” “Nej, vi skal ikke. Du skal.”
Böttger“Shit!” fulgte hans blik. “Mein Gott!” udbrød han, så cerutstumpen faldt på gulvet. Et par tynde ben i nylonstrømper og højhælede sko var synlige i naborummet. Aaron gik langsomt derind. Böttger fulgte efter. En kvinde lå på siden i fosterstilling. Hun havde overtøj på. Hun var dækket af en grå hinde af støv og spindelvæv. Hun havde været død længe. Gulvet omkring hende var mørkere end i resten af lokalet. Svampen voksede kraftigt her. Kraniet markerede sig under den indsunkne ansigtshud, og hendes tænder stod frem i et forvredet grin, som modsagde hele situationen. Ligets ene arm var strakt ud mod den fjerneste krog af rummet. Aaron lyste derhen. Böttger kom med en ed mere. Endnu et lig. At dømme efter fødderne, der stak ud under en tung herrefrakke, var det et barn. Næppe mere end seks-syv år. En pige, kunne de se på skoene. Böttger gik et skridt baglæns og var lige ved at snuble. Han ud stødte et hyl. Aaron lyste på et tredje lig, en mand på kvindens alder. Han lå på ryggen i en krampagtig stilling, også fuldt påklædt, men
Aaron vendte sig for at protestere. Pandelyset i hans hjelm faldt på åbningen til naborummet. Han supplerede med stavlygten.
Synet var så frygtelig trist. En lille familie. Sammen og alligevel adskilt af evigheden. Aaron mærkede tårerne presse på. “De er … de er næsten …” “Jeg“Mumier.”“Skeletter.”tror,de er sultet ihjel.” “Hv-hvor længe tror du, de har ligget her?” spurgte Aaron. Böttger rystede på hovedet. “Jeg ved det ikke, sønnike. Lang tid. Måske lige siden krigen.”
helvede er de havnet her?”
Der stod to tasker og en kuffert i hjørnet, lige så støvet og dækket af spind og svamp som alt det andet. Ved siden af kvinden stod en lille stage med et nedbrændt lys. Strøgne og helt forkullede tænd stikker lå spredt ud over gulvet. Det sidste lys, før mørket lukkede sig om Aarondem.kunne ikke holde tårerne tilbage, men fattede sig og gik hen til “Måskebagagen.erder noget ID,” sagde han. “Du må ikke røre ved noget!” råbte Böttger. Han rodede i sin inderlomme og fandt en telefon frem. “Scheisse! Der er selvfølgelig ikke noget signal.” “Vi må op og ringe efter hjælp. Hvem går, og hvem bliver?” “Vi går sgu da begge to,” sagde sjakbajsen. “Jeg bliver her i hvert fald ikke, og de dér løber ingen vegne!”
uden overtøj. Han var i samme forfatning som kvinden og dækket tilsvarende af støv og spind. Desperationen og frygten kunne stadig aflæses i hans indtørrede kontrafej. Böttger hviskede, som om han var bange for, at de skulle høre ham.“Hvordan
16
2
KAPITEL
Manden i lænestolen åbnede langsomt øjnene og så sig forvirret om kring. Han kunne næsten ikke røre sig. Han troede først, at det var kroppens naturlige evne til at låse leddene, når man sov. Han havde prøvet det før, at vågne, lige inden paralysen slap. En virkelig ubeha gelig fornemmelse. Her fortsatte det. Til sin store rædsel opdagede han, at han var bundet. Reb holdt ben og brystkasse fast til stolen. Da han forsøgte at trække armene til sig, mødte han også modstand. Hænderne var surret forsvarligt fast til stolens brede armlæn. Han følte sig omtåget og tømt for kræfter. Som om han var vågnet efter en operation. Han gik i panik og forsøgte at komme fri, hev og sled i rebene.Derlød et skarpt smæld i rummet. Han havde haft med våben at gøre flere gange i sit liv, og genkendte lyden af et ladegreb. Læselam pen blev tændt. Den var flyttet og stod nu foran ham. Det kraftige lys ramte ham i ansigtet. Han rev og flåede videre i rebene, men strammede dem kun til det gjorde ondt. “Glem det,” sagde en stemme. “Du bliver, hvor du er.”
17
Solen var gået ned. Natten tegnede sig blåsort på ruderne. Han havde siddet i varmen ved brændeovnen og læst en roman, han hav de fundet i biblioteket. Steinbecks Vredens druer. Han kunne bedst lide klassikere. Han nød at være omgivet af reolerne med de mange bind. Så mange havde han aldrig selv ejet. Der var fagbøger om vidt forskellige emner, og alle de store mestre stod i flotte læderindbund ne udgaver. Biblioteket havde også den fordel, at der var udgang til haven. Han havde haft kufferten stående klar, al den tid han havde været her, parat til at flygte, hvis nogen kom. Når det så endelig skete, kiksede planen fuldstændig.
Han kneb øjnene sammen mod lyset. “H-hvem er du? Hvad vil du?”
“Det var ikke det, jeg spurgte om. Vi prøver igen: Forstår du reg lerne?”“Hvorfor har du bundet mig?” spurgte han.
Der var stille et par sekunder, så lød der et brag efterfulgt af et højt knald, da en vase eksploderede på reolen bagved. Stumperne regnede ned over manden i stolen, der instinktivt krummede sig sammen. Støvet hvirvlede i lampelyset. Stemmen fortsatte. “Jeg stiller spørgsmålene, og du svarer. Og hvis du lyver for mig, er det slut. Er du med?” “J-ja,” stammede han. “Jeg forstår.”
Han havde åndsnærværelse nok til at undre sig over, hvordan han var havnet i denne situation. Han var døset hen efter den daglige spadseretur i skoven. Varmen fra brændeovnen. Det svage lys. Teen. Han var faldet i en tung, urolig søvn. “Det var på tide,” sagde stemmen. “Vi går direkte til sagen. Jeg ridser reglerne op for dig. De er meget enkle: Jeg stiller nogle spørgs mål, som du svarer på. Lyver du bare én gang, dræber jeg dig. Jeg kender svarene, så du kan ikke snyde mig, men jeg vil høre sand heden fra din mund. Er det forstået?”
Den fremmede gik hen til skrivebordet og satte noget tungt fra sig.
Det summede i hans hoved. Han forstod ikke, hvordan den anden havde formået at binde ham, uden at han var vågnet. Han kiggede rundt i lokalet. Fik øje på koppen på det lille bord. Teen. Han vred sig stønnende. Var det virkelig så simpelt? “Spørgsmål nummer 1,” sagde den fremmede. “Hvornår er du født?”
Manden18 i stolen kunne ikke se, hvad det var, men genkendte lydene af en skrivemaskine, da et ark papir blev rullet omkring en valse og en klemme smækket fast. Den fremmede begyndte at skrive. Lyden af de klaprende taster var næsten mere skræmmende end pistolskud det, fordi den ikke gav nogen mening i det samlede billede. “Nu har jeg udfyldt dit navn for dig,” sagde stemmen. “Det kender vi begge, så det behøver jeg ikke svar på.”
Stemmen stod i skærende kontrast til det mareridtsagtige scena rie. Den var blid og let melodisk, hvilket fik manden i lænestolen til at tænke på en blanding mellem Nat King Cole og James Mason. Men den fremmede talte tysk, hvilket ikke var så underligt, eftersom de befandt sig nogle kilometer uden for Lübeck. “Jeg kan ikke høre dig,” sagde maskinskriveren og samlede pisto len op. “Spørgsmålet er ellers så nemt, at et femårigt barn kan svare på det. Hvornår er du født?”
Det gik op for ham, at det ikke var ham selv, den fremmede var kommet efter. Det var Werner Bauer. Manden, der havde ejet dette hus. Men indtrængeren vidste tydeligvis ikke, hvordan Bauer så ud, så hvordan skulle han overbevise den fremmede om, at han var en anden?Han var knastør i halsen. Blikket faldt på vandglasset ved siden af den tomme tekop. “Du får tre sekunder,” sagde stemmen. Der var kun én dato at slynge ud og bede til, at den anden accep terede den. Hans egen fødselsdag. “Jeg er født 12. april 1963,” sagde han hæst. “Må jeg bede om noget at drikke?”
“Den 12. april 1963,” gentog stemmen og overhørte hans bøn, men godkendte svaret. “Det passer meget godt.”
Han balancerede det grå ark på stolens brede armlæn, men tøve de. Så trak den fremmede atter pistolen.
Han spærrede øjnene op. Svarede ikke. Forbløffet. Han forsøgte at få venstre arm fri, men det var umuligt.
Skrivebordsstolen skrabede mod gulvet. Den fremmede kom hen og stillede sig bag læselampen. Et mørkt omrids. Et nyt ladegreb. En Glock 17 viste sig i lampelyset. Dens sorte munding gloede på ham. “Jeg synes ikke, det går særlig godt med de svar.”
Skrivemaskinen klaprede muntert. Fyren var ferm. Hurtig. “Du ser slidt ud. Jeg tror, du har levet et hårdt liv. På flugt, har jegDer“Iret?”perioder.”blevtastet igen. “Nu kommer et af de vigtige spørgsmål.” En kort pause. “Har du nogensinde dræbt et andet menneske?”
19
Den fremmede trådte et skridt til siden, så manden i lænestolen kunne se ham. Han slog instinktivt blikket ned. Maskinskriveren sat te pistolen fast i bukselinningen og begyndte at løsne rebet om hans højre håndled. En befriende følelse bredte sig til underarmen, som var blåviolet af tilbageholdt blod. Han“Tak.”kiggede op på den fremmede. Han havde aldrig set fyren før. Et gråt kartonark og en kuglepen blev holdt frem. Manden i stolen tog tøvende imod. Arket havde en række fortrykte rubrikker og nederst en stiplet linje til underskrift. Datoen var allerede udfyldt. Oppe i hjørnet stod der ‘Geständnisdokument, Seite 2/2’. Det var en slags tilståelsesrapport med et officielt stempel, men han kunne ikke se, hvor den kom fra, fordi den fremmede holdt tommelfingeren oven på logoet. “Gør mig en tjeneste. Skriv under nu. Så har vi dét på plads.”
“Bitte!” Han skrev under som ‘Werner Bauer’. Den anden gik tilbage til skrivebordet og satte sig. “Nå. Hvor kom vi fra? Jo, har du nogensinde dræbt et andet men neske?”Manden i lænestolen turde ikke lyve. Han nikkede forsigtigt. “Det er ikke nok, at du nikker. Jeg er nødt til at høre svaret fra din mund, ellers kan jeg ikke skrive det ned, vel?” “Nej, jeg mener: Ja.” “Du har dræbt nogen?” “Det“Ja.” er også korrekt. Det skriver vi her: ‘Ja, jeg har dræbt et andet menneske.’ Og så til det mest interessante: Hvem har du dræbt?”
Der er gået fire måneder, siden Hauptkommissar Rudi Lehmann sammen med sin danske kollega, Lykke Teit, efterforskede en spektakulær mordsag i grænselandet. Opklaringen er ikke gået ubemærket hen, så Rudi bliver af sin chef bedt om at indgå et tværnationalt samarbejde med dansk politi. Lykke hjemsøges af tabet af sin datter, der fem år forinden blev skambidt af en kamphund, så opgaven i Tyskland er en velkommen mulighed for at komme på afstand af fortiden.
TIGER.
EN HÆNDELSE I FORTIDEN. EN HÆVNGERRIG MORDER.
Hun er kun lige ankommet, da endnu en person bliver myrdet under lignende omstændigheder i Kiel, og sagen får en ny og uventet drejning, da Rudi pludselig bliver personligt involveret.
BLODDUE er andet selvstændige bind i den anmelderroste serie om det umage dansk-tyske makkerpar Lykke Teit og Rudi Lehmann.
EN HJEMLØS
En ældre kvinde bliver fundet mishandlet og dræbt, bundet til en stol i sit hjem i Flensborg. I hendes skød ligger en død due indsmurt i blod.
