Branden - gåden om Scandinavian Star by JP/Politikens Forlag

Omslag bagside

Omslag forside

159 mennesker mistede livet som følge af de påsa e brande på Scandinavian Star i 1990. I dag er det stadig ikke opklaret, hvem der sa e ild til skibet og hvad motivet var. Branden fortæller med den nyeste og allerseneste viden den ultimative historie om tragedien på Scandinavian Star og kommer så tæt på sandheden, som det er muligt i en dokumentarisk beretning. Bogen stiller skarpt på dubiøse forretningsmetoder med links til tvivlsomme forretningsfolk, ska espekulation og elendige sikkerhedsforhold på skibet. Men den er også en beretning om de mange mennesker, som blev berørt af mordbranden. Fælles for alle overlevende og pårørende til ofrene er, at tragedien har præget dem for livet. De har brug for, at der bliver sat et punktum for sagen og vil vide, hvad der reelt skete før, under og e er mordbranden. Bogen bygger på forfa erens mangeårige research. Han har interviewet en lang række centrale kilder, overlevende samt pårørende og har læst stakkevis af fortrolige dokumenter, private breve og interne papirer, som han har fået adgang til. Derfor indeholder bogen også nye vigtige oplysninger om hele forløbet.

POLITIKENS FORLAG

Dokumentar Politikens Forlag

PolForlag

politikensforlag

KAOS De vældige kræfter blev sluppet løs klokken 21.45. Over to timer efter planlagt afgang 6. april 1990 begyndte maskinerne at drive Scandinavian Star frem gennem vandet. Røgen fra skorstenen væltede op mod den sorte nattehimmel, da det store, hvide skib fjernede sig fra Palækajen og begyndte sejladsen gennem Oslofjorden. Vejret var klart og stille, konstaterede kaptajn Hugo Larsen på broen. Efter halvanden time passerede skibet det 12 meter høje Filtvet Fyr, hvor fjorden blev mere åben. Kaptajnen gik ned fra broen. Overstyrmand Finstad havde vagten, indtil han ved midnat skulle afløses af førstestyrmand Sverre Aashildrød. Som altid gik Hugo Larsen en tur rundt på skibet for at lodde stemningen og snakke med passagererne. Ved receptionen mødte han sin tidligere chef, Jens Cato Hagen. Selv om de havde haft mindre kontroverser gennem årene på Holger Danske, var gensynsglæden gensidig. Men Hagen beklagede sig. Varmen var ulidelig i kahyt 534, som han var blevet tildelt sammen med sin kone. Hugo Larsen sørgede straks for at få temperaturen sat ned i 500-sektionen. Jens Cato Hagen lagde ikke skjul på sin utilfredshed med Ole B. Hansen og Henrik Johansen. Det blev for alvor klart for Hugo Larsen, at den norske reder ikke længere var med i selskabet bag den rute, som han ellers havde taget initiativ til 29 år tidligere. De sagde godnat, og Hugo Larsen gik ned til sin kahyt og sit kontor. Imens blev Jens Cato Hagen stående ved receptionen og snakkede med sine tidligere ansatte. Han sagde til purseren Joe Bezzina, at han trængte til en drink, og purseren hentede en halv flaske whisky i taxfreebutikken. Hagen tog flasken med ned til kahytten, hvor hans kone, Anny, allerede befandt sig. Hugo Larsen gik tilbage til broen for at se, hvor langt skibet var sejlet. Det var lige før vagtskiftet klokken 24. Kaptajnen fortalte officererne, at alt var fint nede i skibet. Stemningen blandt passagererne var god, mente han. Det var en fast procedure, at han gav en stemningsrapport, når han kom tilbage fra sin første runde efter afgang. Den skik havde han taget med fra Holger Danske. Skibet havde nu nået udsejlingen fra Oslofjorden. Kaptajnen gik til køjs. Der var styr på det hele, mente han.

Arvid Rusten og Kristen Blindheim havde fået kahyt 422 og 424. Som rejseledere var de på vej til bordtennisstævnet Nordsø Cup i Hirtshals med to drenge og tre piger fra Vik Bordtennisklub. To af de unge bordtennisspillere var Arvid Rustens egne børn. Mens pigerne fik den ene kahyt for sig selv, flyttede drengene og de to mænd ind i nummer 422. Efter at have pakket ud gik de op i skibet, og i løbet af aftenen puttede de unge den ene mønt efter den anden i spilleautomaterne på dækket over receptionen. Til stor ærgrelse for de to rejseledere, for der gik vældig mange penge til, og turen var først lige begyndt. Omkring klokken 22.30 fik de to mænd endelig sendt de unge til køjs i kahytterne. Arvid Rustens dreng, Stian, samlede på reklametændstikker, og drengen var flere gange henne ved receptionen og få tændstikæsker. Han bad sin far om at tage dem med ned i kahytten, når de to voksne senere skulle i seng. Rusten drak en øl i baren, mens Blindheim fik en likør. Efter et stykke tid bestemte de sig for at gå ned i kahytten. På vej ned spillede de selv lidt på de enarmede tyveknægte. Klokken var lidt over 01.00. Arvid Rusten gik forbi receptionen og bad om en æske tændstikker. Det fik han. Så bad han om yderligere to æsker. ”Du er vel ikke pyroman?” spøgte Solveig Ekerhovd, der havde nattevagten i receptionen. Arvid Rusten blev lidt overrasket, men forstod, det var en spøg, og fortalte, at tændstikkerne var til hans søn. Da de to voksne kom ned i korridoren ved deres kahytter, lagde de mærke til et blåt tæppe og et sengelinned på gulvet. Rusten og Blindheim blev enige om, at en fuld person måtte have kastet op inde i en kahyt og derefter smidt sengetøjet ud på gangen for at slippe for lugten. De lagde sig i køjerne og faldt i søvn. Mens de sov, gik brandvagten Joaquim Reis gennem gangen cirka klokken 01.32 uden at opdage noget unormalt. Knap en halv time senere vågnede Arvid Rusten ved, at Kristen Blindheim råbte og hoppede ud af køjen. Rusten kunne høre en knitrende lyd ude i gangen. De åbnede døren. Ind væltede en tyk, mørkegrå røg. De løb ud i gangen, og der var ild i det sengelinned, som de tidligere havde set ligge på gulvet. Tæt ved kahyt 416. De løb tilbage til deres kahyt, rev sengetøjet af og skyndte sig tilbage. De smed sengetæpper over branden for at kvæle ilden. Blindheim trampe3

de oven på sengetøjet for at slukke branden. Kun iført sokker. Med det resultat, at han fik brandsår. Da ilden ikke slukkede, begyndte Blindheim at løbe frem og tilbage fra kahytten med en bøtte vand, som han hældte ud over ilden. Imens holdt Arvid Rusten øje med branden. Efterhånden døde flammerne ud. Under den hektiske slukning kom den portugisiske sømand José Brito da Silva løbende. Han var gået ned fra broen for at drikke kaffe og havde set røgen og en passager i undertøj i færd med at slukke ilden med et sengetæppe. Først blev han lidt forvirret og kiggede forgæves rundt efter en brandpumpe. Så løb han hen for at hjælpe. Ilden var dog slukket. Det røg kun lidt. Arvid Rusten forsøgte at forklare, at det var en påsat brand. Men José Brito da Silva kunne ikke forstå ham. Han talte kun portugisisk. Portugiseren forklarede senere under søforklaringen i Sø- og Handelsretten i København, at han kiggede efter en alarm og fandt en, som han trykkede på. Han kunne dog ikke høre, om den virkede. Der kom endnu et besætningsmedlem, som kunne lidt norsk. Arvid Rusten sagde, at det her måtte mandskabet tage alvorligt, for det var en påsat brand. Der kunne udbryde brand andre steder på skibet. Det var nødvendigt at sætte brandvagter ud på skibet, men besætningsmedlemmet gav Arvid Rusten besked på at hidse sig ned. En cigaret måtte være blevet smidt ned i sengetøjet og han antændt branden, lød forklaringen. I øvrigt skulle Rusten bare gå ind og lægge sig, for mandskabet havde alt under kontrol. Den melding beroligede dog ikke den norske rejseleder. Endnu et besætningsmedlem kom til. Rusten gav den samme forklaring og fik det samme svar: Han skulle blot gå ind og sove videre. Manuel Máximo kom også forbi. I besætningens spiserum havde han siddet og diskuteret det hårde arbejdsklima på skibet med portugisiske og filippinske kolleger. Mange klagede over, at de havde alt for lidt fri, og stemningen var oprørsk. På vej ned til mandskabskahytterne for at sove lugtede de røg og løb efter lugten. Men da de kom frem, var der ikke længere ild. Kun vand på gulvet. I farten havde Manuel Máximo snuppet en brandslukker, men da der ikke længere var ild, hængte han slukkeren tilbage efter at have været en tur nede i maskinrummet for at finde ud af, om tredjemaskinisten havde hørt om andre brande. Det havde maskinisten ikke. Manuel Máximo gik ned for at sove i sin kahyt. Den norske receptionist Rita Nordeng dukkede også op og gik igen 4

for at hente nyt sengetøj til de to rejseledere fra bordtennisklubben. Det formildede dog ikke Arvid Rusten. Efter at have fået det nye sengetøj og lagt det ind i kahytten gik han iført sin pyjamas ud på gangen igen. Vred over, at mandskabet ikke tog ham alvorligt. Imens gik Blindheim ind i den anden kahyt og beroligede de unge, som vågnede ved larmen. Samtidig løb José Brito da Silva op ad trappen til broen, hvor han fortalte kollegaen João Nobre om branden. Kollegaen oversatte, så førstestyrmand Sverre Aashildrød vidste, hvad der foregik, Førstestyrmanden ringede og vækkede kaptajnen. Søvndrukkent kiggede Hugo Larsen på sit ur. Klokken var 01.55. ”Der er vist nogen, som leger pyroman,” sagde Sverre Aashildrød. Hugo Larsen løb op ad trappen fra sin kahyt til broen. Imens ringede førstestyrmanden også og varskoede maskinchefen. Alarmen, som José Brito da Silva havde trykket ind nede i korridoren, kunne ikke ses på broen og heller ikke høres. Derfor opstod der tvivl om, hvorvidt han havde aktiveret alarmen. Men selv fastholdt han senere under søforklaringen, at det havde han gjort. Selv om Sverre Aashildrød var klar over, at der kunne være tale om en pyromanbrand, aktiverede han ikke brandalarmen. Han mente ikke, at skib, besætning eller passagerer var i fare, når branden var slukket. Da Hugo Larsen nåede op på broen, fortalte førstestyrmanden, at branden var slukket af passagerer og besætningsmedlemmer. Kaptajnen overtog kommandoen og sendte Sverre Aashildrød og João Nobre ned til brandstedet for at se, om ilden virkelig var slukket. Gennem sine mange år på Holger Danske havde kaptajnen oplevet tre påsatte brande. Han overvejede at sætte to vagter ud, som skulle gå skibet igennem. Den ene fra toppen af skibet. Den anden fra de nederste dæk. Først ville han dog afvente tilbagemeldingen fra førstestyrmanden. Derfor aktiverede kaptajnen heller ikke skibets brandalarm. Nede ved kahytten mødte Aashildrød brandvagten og konstaterede, at der ikke længere var ild i bunken af sengetøj. Førstestyrmanden bad besætningsmedlemmer om at samle det brændte sengetøj op i plastiksække og sætte det op på broen. Flere passagerer var kommet til, men ellers var der roligt. Førstestyrmanden spurgte, om de havde set sengeklæderne ligge i gangen tidligere på aftenen. Det havde de ikke. Sverre Aashildrød gik hen til receptionen og ringede op til broen og 5

meddelte Hugo Larsen, at situationen var under kontrol. Kaptajn Hugo Larsen havde kort forinden ringet til receptionen og spurgt Solveig Ekerhovd, om hun havde bemærket noget. Det havde hun ikke. Vidar Skillingsås glædede sig. Han var kun 14 år, og sammen med andre unge fra atletikklubben Strømmen var han på vej til træningslejr i Aarhus. Omkring midnat var han og tre andre atletikkammerater gået i seng i kahyt 616. Men luften var dårlig og varmen ulidelig. De kunne ikke sove. I stedet lå de og snakkede, og på et tidspunkt gik han med en af vennerne ud af kahytten for at komme op på dækket og få frisk luft. Ude på gangen mødte de to andre venner fra atletikholdet og faldt i snak. Men pludselig strømmede røg ind i korridoren fra dækket nedenunder. De løb ind i receptionen og råbte, at det brændte. Først troede de voksne i receptionen, at drengene lavede sjov. Indtil de fik øje på røgen. Vidar Skillingsås råbte til vennerne, at de skulle løbe op på dækket. Selv skyndte han sig tilbage for at advare atletikkammeraterne. For at komme under røgen var han nødt til at lægge sig ned på gulvet. Han mavede sig hen til deres kahyt og råbte til de to venner, at det brændte. På vej tilbage fik han også vækket deres træner. Men da han nåede trappen til dækket, faldt han om. Den giftige røg gjorde sin virkning. Han mistede bevidstheden. Kort efter vågnede han og opdagede, at han holdt fast i en dør. Han kravlede ind bag døren. Besvimede. Kom til bevidsthed og åbnede døren igen. Uden for lå en mand i undertøj. Alt var sløret, men benene bar ham hele vejen op på dækket. I den friske luft kunne Vidar Skillingsås tænke mere klart. Han løb tilbage ned ad trapperne for at se, om manden i undertøj stadig levede. Manden var på vej op. Væk fra den giftige røg. Den 14-årige dreng følte en stor lettelse og vendte rundt for at komme op på dækket. Senere modtog han en pris for uden tanke for sit eget liv at kravle tilbage i røgen for at redde sine kammerater. De to atletikvenner og træneren overlevede. Alligevel skulle han i flere år føle en stor skyldfølelse. Tre kammerater fra atletikholdet sov i kahytten ved siden af hans egen kahyt. De døde. Siden spurgte han sig selv, om vennerne havde overlevet, hvis han havde haft overskud og kræfter til at kravle hen og vække dem. En svær tanke, som det tog lang tid at bearbejde.

Da Vidar Skillingsås og hans to venner varskoede receptionen om branden, ringede Solveig Ekerhovd straks til kaptajn Hugo Larsen på broen og sagde, at endnu en brand var brudt ud. Røgen kom fra 500- og 600-sektionen, sagde hun og smed røret på for hurtigt at advare andre. Hun skyndte sig ned på dækket under receptionen og råbte, at der var brand. Da hun igen kom op ad trapperne, var det allerede svært at se for den tykke, grå røg. Forvirrede passagerer vaklede ind i receptionen. Hun løb hen til kahytsgangene på samme dæk. Men røgen var for tyk, så hun opgav at gå videre. I stedet råbte hun ind i gangene: ”Læg jer ned og kryb frem mod receptionen.” Hun løb videre for at vække purserne Grete Forslund og Joe Bezzina – og begyndte at hjælpe passagerer op på dækket. Da Solveig Ekerhovd meldte den anden brand, kunne Hugo Larsen oppe på broen se, at alarmknapper begyndte at lyse på tavlerne og meldte om brand på dæk 4 og 5. Det måtte være passagerer, der trykkede brandalarmen ind i de to områder. Kaptajnen var klar over, at situationen var alvorlig. Samtidig trådte førstestyrmand Sverre Aashildrød igen ind ad døren. ”Her er brand. Vi slår brandalarmen ind,” sagde Hugo Larsen. Sverre Aashildrød trykkede på de to røde alarmknapper, der aktiverede klokkealarmen på skibet. Signalet var syv korte og en lang tone. Det var generalalarmen og betød, at mandskabet skulle møde ved deres stationer, så de var klar til at gå i aktion. Han trykkede også en vedvarende tone, som var selve brandalarmen og signal til brandfolkene i mandskabet om, at de skulle iføre sig brandudstyr og indlede slukningen. Kaptajn Hugo Larsen udløste fra broen branddørene i de områder, hvor brandalarmerne var blevet trykket ind. Han stoppede skibets fremdrift og lukkede ventilationen i passagerområderne. Imens meldte Sverre Aashildrød over skibets højttalere på norsk og engelsk, at der var brand, og bad passagererne om at gå på brodækket. Telegrafisten Solveig Rasmussen var kommet, og Hugo Larsen bad hende om at sende mayday med skibets position: N 58-34’, Ø 10-43’. Klokken var 02.24, da signalet blev sendt. Den først opgivne position blev fejlagtigt angivet som norsk område, og derfor blev redningstjenesten i Norge fra begyndelsen udset til at lede indsatsen fra land. Senere viste det sig, at skibets rette position var i svensk område 11 sømil vest for Vä7

deröarna. Den norske kystradiostation Tjöme sendte straks en melding ud om, at der var brug for hjælp. I løbet af den første halve time blev der sendt helikoptere, kystbevogtningsskibe og lodsbåde fra Sverige og Norge mod Scandinavian Star, mens helikoptere gik i luften fra Danmark. Det nærmeste skib var Stena Lines svenske skib Stena Saga, som lå fire sømil foran Scandinavian Star på ruten mellem Oslo og Frederikshavn. Via VHF kaldte Hugo Larsen på nødkanalen 16 op til Stena Saga. Kun et minut efter mayday-signalet. ”Vi har brand om bord,” meldte Hugo Larsen, som bad Stena Saga om at dreje rundt og sejle tilbage mod Scandinavian Star. Havet var roligt, og der var knap fire plusgrader og klar sigt. Endnu en brand blev antændt kort efter klokken 02.00 i korridoren ved kahyt 219. En sektion med ubenyttede kahytter, der skulle renoveres. Senere brandtekniske undersøgelser fastslog, at det højst sandsynligt var en tændstik eller en lighter, som satte ild til papir, sengetøj og sengetæpper. En cigaretglød ville ikke have været tilstrækkelig til at antænde branden. Efter højst otte minutter fik ilden fat i gangens vægge, og så gik det stærkt. Et minut senere stod hele korridorafsnittet i brand. Ilden spredte sig videre til den nærliggende trappeopgang og gik hurtigt op i skibet. Røgen sivede i løbet af få minutter op til dæk 5 og 6. Alarmknapperne lyste på broen. Efter røgen kom flammerne. Da ilden nåede dæk 5 – to dæk over arnestedet – blev flammerne trukket gennem tværgangen som en ildkugle over til den anden side af skibet, hvor de gik ned gennem skibet igen. Blot på den modsatte side. Flere branddøre blev aldrig lukket, hvilket medvirkede til, at branden spredte sig hurtigt. Temperaturen i gangene nåede flere steder op på 200 grader, mens giftig røg sivede rundt i korridorerne. Røgen fik hurtigt et højt indhold af kulilte, og passagerer og besætningsmedlemmer havde kun 30 sekunder til at komme væk, før de mistede bevidstheden. Højst tre minutter senere ville indholdet af kulilte nå et niveau, hvor den var dødelig. Det kunne endda gå hurtigere, fordi der også var høje koncentrationer af blåsyre i røggassen. Samme gift som nazisterne brugte i koncentrationslejrenes gaskamre under Anden Verdenskrig. Kulilten og blåsyren kom fra væggene og loftpladerne i korridorer og trappeopgange, der var dækket af 1,6 mm plastlaminat. Det var ikke i 8

strid med de internationale brandregler for Scandinavian Star, da skibet blev bygget. Men det viste sig at være katastrofalt. Plastlaminatet spredte ilden hurtigt, fordi laminatet havde en sammenhængende flade i vægge og lofter. Det brændende laminat skabte en gråsort røg og gjorde det svært for fortumlede passagerer og besætningsmedlemmer at orientere sig, og hvis de ikke nåede ud i frisk luft, indåndede de den dødbringende kulilte og blåsyre. Skibets næstkommanderende, Karsten Hansen, kom også på broen. Egentlig havde han frivagt og sov i sin kahyt, da han hørte alarmen på skibet, der varslede den anden brand. Førstestyrmand Sverre Aashildrød ringede og sagde, at han måtte komme øjeblikkeligt. Lige før Karsten Hansen nåede op på broen, kom overstyrmand Finstad og førstestyrmand Aashildrød løbende. De fortalte, at det brændte ved passagerområdet, og at de var på vej derned. Karsten Hansen slog følge. I receptionen lå røgen overalt. Passagerer strømmede ud fra 600-sektionen. Efterhånden var folk inde fra kahytsgangene mere og mere omtågede af den giftige røg. Karsten Hansen gik ind i gangene og begyndte at trække dem ud. Flere passagerer var tæt på at miste bevidstheden. Skibets næstkommanderende havde svært ved selv at ånde. Karsten Hansen løb op ad trapperne til broen og sagde, at han måtte have røgdykkerudstyr. Der var sikkert flere, som trængte til hjælp, mente han. Han fik fat i 2. maskinmester Gerard Guimbatan, og de løb ned efter røgdykkerudstyret. Den filippinske maskinmester forklarede senere, at han vågnede i sin kahyt, da brandalarmen gik. Hans første indskydelse var at løbe mod maskinrummet, men da han åbnede en branddør, måtte han lukke den igen, fordi kraftig sort røg strømmede ud. Så løb han op til broen og ringede til maskinrummet og sagde, at der var en nødsituation, og at de skulle undersøge, om brandpumperne var i gang. Han skyndte sig ned til hospitalslobbyen og hjalp passagerer med at finde vej til dækket. Siden var han oppe på broen og så lys i brandalarmerne på kontrolpanelet for 500-, 600- og 700-sektionerne. Sammen med Karsten Hansen fandt han iltmasker, røgdykkerudstyr og brandbekæmpelsesudstyr. De hjalp hinanden med at få udstyret på og fæstnede en stålline mellem sig for at holde styr på hinanden, når de gik ind i mørket og røgen. 9

Først gik de ind ved kahytterne i 500-sektionen. Den tykke røg og varmen var ulidelig. Karsten Hansen bankede på kahytsdørene med et brækjern og råbte, mens Gerard Guimbatan stod bagved med sikkerhedslinen. Men der var helt stille. Med en brandlygte lyste han ind i de kahytter, som stod åbne, men der var ingen mennesker. Ilten i flaskerne var ved at slippe op, så de måtte tilbage efter nye flasker ved hospitalslobbyen. De fortsatte ind i 600-sektionen og fandt en yngre mand liggende på gangen. De bar ham hen til hospitalslobbyen, hvor to tjenere overtog og slæbte ham ud i fri luft på hoveddækket. Igen skiftede de iltflasker og gik ind i røgen for tredje gang. Denne gang nåede de længere og fandt en kvinde, som de også bar til hospitalslobbyen og gav videre til andre. Med nye iltflasker på ryggen gik de ind igen og fandt en bevidstløs kvinde i en kahyt, som de slæbte hen til hospitalslobbyen. Hun var tung, så de fik hjælp til at bære hende ud på dækket. Karsten Hansen kunne ikke mærke hendes puls. Helikoptere hentede hende og de to andre, som de havde båret ud fra de røgfyldte gange. Trætheden overvældede de to røgdykkere. De satte sig ned. Gerard Guimbatan hvilede på broen og blev kort efter fløjet med helikopter til Stena Saga. Her konstaterede han, at de tre passagerer, de havde båret ud, ikke havde overlevet. I kahyt 58 blev Manuel Máximo reddet af, at han ikke kunne falde i søvn. Hans værelseskammerat, Antonio Vinagre, sov tungt i den anden køje. Kammeraten havde været søsyg og var gået tidligt i seng. Men Manuel Máximo havde en underlig fornemmelse. Han var katolik og gik ikke særlig tit i kirke. Men senere karakteriserede han det som en religiøs oplevelse. Som om nogen sagde til ham: Stå op, stå op. Og pludselig kunne han lugte røg. Manuel satte sig brat sig op, hoppede ud af sengen og tændte lyset. Da han åbnede døren, væltede røgen ind. Han ruskede Antonio Vinagre. Vennen rejste sig fortumlet og løb ud på gangen. Kun i undertøj. Manuel løb efter med en blå kedeldragt i hånden, som han fik kammeraten til at tage på. Da Manuel åbnede døren til bildækket, var der mere røg. Han skyndte sig at lukke døren. Det lykkedes at få vennen med op i den friske luft på agterdækket. Med et vådt håndklæde for mund og næse gik Manuel ind i skibet igen for at redde passagerer ud. Øjnene sved, og flere gange måtte han ud af de røgfyldte gange for at få luft. For enden af en gang fandt han fem døde 10

på gulvet. En mand og en kvinde med tre børn. Det lykkedes ham dog at trække flere bevidstløse ud af korridorerne, men to døde, mens han forsøgte at bære dem ud. Trætheden overmandede ham. Ude på agterdækket gik han en trappe op til svømmebassinet. Folk kom løbende ud fra baren, og efterhånden var der så meget røg, at han gik ned til agterdækket igen. Her mødte han vagtmanden Joaquim Reis. De begyndte at fire folk ned i en redningsbåd, der lå i vandet. Det lykkedes at få omkring 20 mennesker ned i båden. Joaquim Reis, Antonio Vinagre og Manuel Máximo kravlede også ned ad rebet. På det tidspunkt havde Hugo Larsen allerede forladt skibet. I en redningsbåd sammen med overstyrmanden, førstestyrmanden, maskinchefen og 3. maskinisten. Først anede kaptajn Lennart Nordgren på Stena Saga intet om, at hans norske kollega var gået i en redningsbåd. Efter klokken 03.07 forsøgte den svenske kaptajn flere gange at kalde Hugo Larsen over radioen. Men fik ikke noget svar. Først efter 16 minutter meldte Hugo Larsen tilbage, og samtalen blev båndet på det svenske skib. ”Jeg er i redningsbåden. Har en walkie-talkie her, så jeg skifter ...” Fem minutter senere – klokken 03.28 – stillede Lennart Nordgren det afgørende spørgsmål: ”Har både passagerer og besætning forladt fartøjet?” ”Ja, alle. Alle fra borde,” svarede Hugo Larsen. ”Selv besætningen? Konfirmer selve besætningen,” fortsatte den svenske kaptajn. ”Ja, selv besætningen, ja,” svarede den norske kaptajn på Scandinavian Star. Lennart Nordgren blev ved: ”Er der ingen tilbage om bord på fartøjet?” ”Ja, ikke som vi har fået fat i, så hvis der er nogen tilbage om bord, det er helt umuligt at sige. Vi har fået alle dem med, som vi kender til og tror ...,” svarede Hugo Larsen. Den svenske kaptajn accepterede Hugo Larsens forsikringer og bad ham om at melde sig på broen, så snart han kom over på Stena Saga. Da en redningshelikopter to minutter efter meldte sig over radioen, gav Lennart Nordgren beskeden videre: ”De har forladt skibet, og der er ingen om bord.” 11

Men Hugo Larsens melding var forkert. Kaptajnen havde forladt sit skib, selv om der stadig var passagerer og besætningsmedlemmer om bord. Da han var i redningsbåden, var en svensk redningsbåd fra Stena Saga på vej mod Scandinavian Star, og det blev hurtigt klart, at mange var blevet efterladt. Især på agterdækket. Kun omkring ti minutter efter radiosamtalen med Hugo Larsen kunne Lennart Nordgren fra sin position på Stena Saga med egne øjne se mindst 10 mennesker bevæge sig på agterdækket. På broen fik han øje på en person, og på båddækket var der to mennesker. Senere sagde Hugo Larsen under forklaringen i Sø- og Handelsretten, at han var nødt til at forlade broen, fordi han ikke kunne trække vejret og begyndte at få opkastningsfornemmelser af røgen. Han vidste godt, at der var ”nogle personer på agterdækket bag ved brandstedet”, som han formulerede det. Men branden gjorde det umuligt at komme frem til dem, og han havde et bedre overblik over situationen fra Stena Saga. Men det sagde han ikke til den svenske kaptajn over radioen. Den næstkommanderende, Karsten Hansen, var blevet tilbage på Scandinavian Star, da kaptajnen forlod skibet. Han gik ned for at skifte iltflaske ved hospitalslobbyen. Med ét kom en ældre mand ned fra dækket. ”Hvad fanden gør du her?” udbrød Karsten Hansen overrasket. Manden svarede, at han ledte efter sin tegnebog og ville hente den i sin kahyt. ”Du kan da ikke gå efter din tegnebog. Du må gå op på dækket. Ellers brænder du inde,” sagde skibets næstkommanderende. Han forsøgte at skræmme manden. Situationen var for alvorlig til at hente en tegnebog. Karsten Hansen vendte sig for at tage flaskerne på, men da han kiggede op igen, var manden forsvundet. Forundret begyndte han at lede efter manden, men kunne ikke finde ham. I en gang snublede han over noget på gulvet. Han bøjede sig ned for at se, hvad det var. Det var en kvinde, som lå på maven. Hun holdt et lille barn. Han vendte hende rundt og konstaterede, at hun var død. Han satte sig ned mellem de to døde. Overvældet. Tømt for energi. Langsomt gik det op for ham, at han selv var i livsfare. Han skyndte sig op på dækket. En helikopter hentede ham over på Stena Saga. Det svenske passagerskib var blevet udpeget som Coordinator Surface Search (CSS). Det er den internationale betegnelse for et civilt skib, som 12

får til opgave at samordne redningsindsatsen i en nødsituation. Derfor var det kaptajn Lennart Nordgren, som i første omgang tog stilling til, hvordan redningsarbejdet skulle udføres. Kaptajn Hugo Larsen var derimod sat ud af spillet i det øjeblik, han gik i en redningsbåd og forlod sit skib. Kommandoen var ikke længere hans. Da han kom op på broen hos Lennart Nordgren, gik det hurtigt op for Hugo Larsen, at den svenske kaptajn ikke havde brug for ham. Tværtimod. Svenskeren var afvisende og vekslede så få ord som muligt med den norske kaptajn. Han styrede operationen, som om Hugo Larsen slet ikke var til stede. Flere skibe kom til assistance. Passagerskibet Stena Nordica, fragtskibet Radnes, det russiske fragtskib Fritsis Rozin og færgerne Dana Regina og Peder Wessel. Helikoptere og fly fra Sverige, Danmark og Norge kom også til området for at bistå redningsarbejdet. Lennart Nordgren koordinerede indsatsen og talte løbende med den norske nødradio Tjöme inde på land. Stena Saga satte to hurtige motorbåde og en redningsbåd i vandet for at hjælpe med at evakuere passagerer fra Scandinavian Star. Malermester Mike Axdal var en af de heldige, som nåede over på Stena Saga. Han vidste ikke, hvad der vækkede ham. Men han hørte et skrig. Da han åbnede døren ud til korridoren, kunne han lugte røg. Hans far og bror vågnede bag ham. Han havde været på brandkursus, så han vidste, at de skulle lægge sig på gulvet. Ned under røgen. Han råbte, at de skulle kravle efter ham. Varme og giftig røg fyldte korridoren. Han mavede sig frem. Med læberne og resten af ansigtet presset ned mod tæppet i korridoren. Han fornemmede, at Tonni og faderen var lige bag ham. Han kravlede hen over livløse mennesker. Han var ved at kollapse og hev efter vejret. Men han kravlede videre efter den friske luft, han kunne fornemme. Pludselig var han ude på dækket. Kun iført underbukser og armbåndsur. Men hans far og Tonni var ikke kommet med ud. Han ledte forgæves efter brandudstyr. Til sidst gik han ind igen i den røgfyldte korridor uden maske og flaske for at lede efter de to andre. Senere beskrev Mike Axdal det som at dykke i havet. Seks-syv gange måtte han ud at trække frisk luft på dækket. Men han fandt kun døde mennesker. Hans far og Tonni var væk. Skibet begyndte at få slagside. Ilden og røgen tog til. Til sidst klatre13

de Mike Axdal sammen med andre passagerer ned ad en rebstige for at komme i en redningsbåd. For derefter at blive hjulpet op på Stena Saga. Desperat holdt han fast i en afgørende tanke: ”Tonni og min far skal klare den. De må ikke dø.” Da sengetøjet blev antændt i den anden brand langt nede i skibet, var Marinus Frenay stået op for at tisse på toilettet i kahyt 745. Han var hollænder, og sammen med sin hollandske kæreste, Geale de Vries, boede han i Oslo. De to mænd var på vej på påskeferie i Holland og havde to biler på dækket. Den ene var en Suzuki Auto indregistreret i Holland, som de ikke længere kunne køre med i Norge, fordi de lovlige to år med udenlandske nummerplader var gået. Derfor ville de sælge bilen i Holland. Den anden bil var en Ford Fiesta på norske plader, som de lige havde købt. Parret var gået i seng omkring klokken 22.30, fordi de dagen efter skulle køre i hver sin bil ned gennem Jylland og Nordtyskland. De havde brug for at være udhvilede. De havde kun spist lidt, drukket kaffe og handlet chokolade i den toldfrie butik. Men Marinus Frenay var irriteret. Deres kahyt var uhygiejnisk. Askebægrene var fyldt med cigaretskod. Han sov ikke særlig tungt. Han var ofte plaget af klaustrofobi, og der var mange lyde på et skib. Dørene smækkede, når folk gik ind og ud af kahytterne. Han kiggede på sit ur, da han stod op for at tisse. Viserne viste 02.10. Der var mange timer, til de var i land igen. Hans kæreste vågnede, men Marinus Frenay beroligede ham med, at han kun skulle på toilettet: ”Vi har masser af tid. Sov godt.” Han gik i seng igen og blundede. Men Geale de Vries kunne ikke sove. Ti minutter efter lugtede han røg og hoppede ud af køjen. Marinus Frenay vågnede ved, at kæresten sagde højt: ”Jeg lugter brand! Jeg lugter brand!” Han skyndte sig at rejse sig, mens Geale de Vries åbnede døren. Lyset i gangen var tændt. Men røgen strømmede ind i korridoren. Kun i underbukser løb Geale de Vries ned ad gangen og bankede på dørene for at advare andre om branden, mens Marinus Frenay tog tøj på og en taske med ud. De var ikke enige om, hvilken vej de skulle løbe for at komme ud i frisk luft. Geale de Vries ville logisk nok gå mod receptionen. Men Marinus 14

Frenay kunne huske vejen op til dækket, fordi de tidligere på aftenen var gået forkert på vej op fra kahytten for at spise og handle – og var havnet på dækket. ”Nej, nej!” råbte han og fik Geale de Vries med den anden vej. Vejen til receptionen viste sig senere at være spærret for enden. Så de undgik at gå den forkerte vej og risikere døden på grund af den giftige røg. De bankede på dørene, mens de løb i korridoren. Marinus Frenay lagde mærke til en mand fra besætningen, som gik forbi uden at sige eller gøre noget. Han syntes, at det var underligt og råbte til ham: ”Der er brand, der er brand!” Men manden reagerede ikke og gik videre. Parret fortsatte med at løbe og nåede ud på dækket blandt de første. I gangen havde de ikke set andre passagerer. Marinus Frenay havde kun hørt et skrig. Ellers intet. Senere fik han at vide, at passagerer kom ud fra kahytterne og så dem løbe. Men selv så han ingen. De to hollandske mænds banken på dørene vækkede gravide Christine Harsem. Hun lå sammen med sin mand, Jan Harsem, og sønnen Halvor på halvandet år i kahytten lige ved siden af. I nummer 746. Christine vækkede sin mand og sagde, at det brændte, og at han skulle tage sønnen. Derefter løb hun ud af kahytten i sin gule natkjole. Jan var kun halvt vågen, men han tog Halvor på armen. Han forstod godt, hvorfor Christine skyndte sig først ud. Kort inden turen med Scandinavian Star havde der været en mindre brand i deres boligbloks kælder. Da havde der været røg, og Christine havde været optaget af at komme ud i frisk luft af hensyn til det ufødte barn. Få dage før afrejsen til Danmark havde hun også malet skabe, og derefter havde hun været bange for dampene fra malingen. Derfor har Jan senere tænkt, at hun ville undgå, at fostret tog skade af røgen, så hun fokuserede på hurtigt at komme ud. Da Jan nåede ud på gangen med Halvor på armen, dækkede røgen alt, og pludselig gik lyset ud. Så husker han ikke mere. Før han vågnede ved trappen op til agterdækket og kom op på dækket med sønnen. Han kunne ikke se Christine nogen steder. På dækket hørte han en kvinde sammen med to børn råbe nogle navne. Han undrede sig. De råbte efter ham og Christine. Han gik hen og tog kvinden i hånden og spurgte, hvorfor de råbte. Men han havde misforstået navnene. Kvinden hed Else Guldager, og hun råbte efter sine to børn, 15

Janne og Christina – og efter sin mand Benny. Kun hendes to andre børn, Jakob og Tine, var kommet med ud på dækket. Jan Harsem var i chok. Han kunne huske, at han stod sammen med Else Guldager og gav Halvor til en anden passager, så han kunne gå ind i den røgfyldte gang og finde Christine. Men én tanke stoppede ham, da han nåede bunden af trappen, som han tidligere var kommet op ad: ”Halvor kan ikke miste os begge to.” Nederst ved trappen lå et par bukser, som han tog med op på dækket. I en lomme lå et gammelt ur med lænke, som han tog til sig. Flere måneder senere leverede han uret tilbage til den rette ejermand, men den nat på agterdækket hjalp uret ham med at holde styr på tiden. På agterdækket stod efterhånden mange mennesker. Jan Harsem kunne se det svenske skib Stena Saga ligge tæt ved, og andre skibe lå også i nærheden. Det gav en vis tryghed. De var måske reddet. Men lettelsen var blandet med angst. Hvor var Christine? En portugiser fra mandskabet stod højere oppe og kastede redningsveste ned til dem. Jan fik fat i to veste. Andre passagerer overvejede, om Halvor skulle hejses ned i en bøtte, når de skulle evakueres i redningsbåde. Men det var for risikabelt. I stedet blev Halvor bundet fast til sin far med de to redningsveste. Jan Harsem kunne se redningsbåde langt nede i vandet og kunne høre branden inde i skibet. Det lød som torden. Med ét slog branden gennem glasvæggen inde fra baren, hvor Jan Harsem havde siddet bare få timer før, inden han gik i seng. Ilden skabte tilløb til panik. Jan snakkede med andre passagerer om, at de var nødt til at springe i havet og satse på at blive hevet op i redningsbådene. Men da flammerne ikke bredte sig ud på dækket, blev de stående. Redningsbåde kom hen på siden af skibet, og flere blev firet ned langs skibssiden. Med Halvor bundet ind til kroppen klatrede Jan Harsem ned ad en rebstige til en redningsbåd fra Stena Saga. Der var en hylde nederst ved havoverfladen, hvor han kunne træde over i båden. Da han trådte ind på det svenske skib, så han på uret. Klokken var kvart i fire om morgenen.

•