City læseprøve

JESPER STEIN

JESPER STEIN City

Af

samme forfatter:

I Axel Steen-serien:

Uro (2012)

Bye Bye Blackbird (2013)

Akrash (2014)

Aisha (2015)

Papa (2017)

Solo (2018)

Øvrige:

Rampen (2020)

Ædru (2022)

at ingen skal den bange tåre se.

b.s. ingemann, “tit er jeg glad”

Prolog

Marko Volster satte sig til rette ved et bord længst inde i lokalet i det gamle pakhus. Skindtæpper på Wegnerstolene. Fritliggende bjælker, brede gulvplanker og udsigt til Københavns Havn. Hans hånd hvilede på stolens armlæn, det var blankslidt af brug.

Han elskede Danmark. Han elskede deres møbler, deres hovedstad, deres humør og mentalitet, men mest af alt elskede han at arbejde med dem, for de ville så gerne spise kirsebær med de store, de ville være med, hvor det skete. Skiftende præsidenter havde flyttet ham rundt, siden krigen mod terror blev indledt, men nu var han tilbage som CIA’s operationschef i Europa. Han havde rekrutteret folk i Danmark i snart 30 år, han havde oplært undercoveragenter og lavet aftaler med deres to efterretningstjenester og gennemført aktioner på dansk grund. Med kontor i Berlin, var der ikke langt til København. Det krævede bare en anledning.

Den trådte ind på restauranten nu. Volster smilte, mens han iagttog ham gå henover de brede planker, ruskindssko, jeans, sweater og frakke med opslået krave. Han rejste sig og så ind i de klare øjne. Ansigtet, der var mærket af årene, smilet, der stadig brændte igennem. Greb hans hånd og trykkede til en ekstra gang for at understrege, at fortiden var glemt.

“Godt at se dig.”

“I lige måde. Pension og dig er to uforenelige størrelser.”

“Jeg går ikke af, før de har taget mål til kisten,” sagde han og blinkede til manden. “Hvad skylder jeg æren? Det er vel ikke for at snakke om gamle dage, vel?”

“Jeg har noget til dig.”

Ingen omsvøb, ikke noget høflighedspjat. Manden trak en brun konvolut op af inderlommen. Lagde den på bordet.

Volster kastede et blik ud på havneløbet, der blændede i forårssolen. Så åbnede han den. Og mistede appetitten med det samme. En mand fastspændt i en stol. Bar overkrop. Dækket af læsioner og blod, men i live.

“Ahmed al-Rasheed,” sagde manden.

Samme mand på næste billede, men nu død.

Volster nikkede. Selvfølgelig huskede han Ahmed al-Rasheed. Han var dobbeltagent. Havde arbejdet sig højt op i IS i Syrien og var i en periode deres bedste kort i forsøget på at få gidsler hjem. Volster mærkede vreden røre på sig.

“Jeg trænede ham. Som jeg trænede dig. Hvem står bag det her?”

“Har du hørt om Paven?” spurgte manden.

Volster havde hørt nok om ham: en professionel soldat af dansk oprindelse, der blev smidt ud af specialstyrkerne, fordi han var for grådig og brutal, siden lyssky lejesoldat, som havde hjulpet flere vestlige efterretningstjenester i Mellemøsten, i dag mere kriminel end soldat.

“Ja.”

“Jeg ved ikke, hvordan din agent havnede hos ham, men det er ham, der har slået Ahmed al-Rasheed ihjel.”

Volster havde en mistanke om, hvordan hans topagent var havnet hos Paven. Han blev taget af danske efterretningsfolk i det nordlige Syrien for tre år siden. De holdt ham i et halvt døgn. Afhørte ham om et gidsel. Det danske gidsel. Som om det danske gidsel var det eneste gidsel i verden. Ahmed al-Rasheed havde bevaret sit cover, han havde ikke trukket i nødbremsen og bedt om hjælp, selv om danskerne var allierede. Danskerne havde en stående ordre om at rapportere om tilfangetagne islamister til amerikanerne med det samme, men den havde de ikke fulgt i dette tilfælde, så hverken Volster eller hans mænd havde anet uråd. Danskerne påstod, at de havde løsladt ham efter 6 timer. Siden havde ingen set Ahmed al-Rasheed. Ikke en lyd fra ham. Intet lig. Ingenting.

“Hvorfor giver du mig det her?”

“Er du ikke ligeglad?” spurgte manden.

“Isoleret set, jo. Vi har aldrig brugt Paven, men flere af vores allierede har, og det komplicerer tingene lidt. I var ved at tage ham for to år siden, ikke?”

“Jo.”

“Og hvordan kan jeg vide, at det er Paven, der har slået ham ihjel?”

“Se på fotoet,” sagde manden. “De tusinde snits teknik, har du hørt om den? Paven bruger skalpeller, indtil ofret taler.”

Marko Volster så på billedet igen. Kort. Det var nok.

“Det tog åbenbart lang tid med Ahmed al-Rasheed.”

Axel slog bolden ned i gruset to gange, kastede den op i luften og trak ketsjeren tilbage. Han havde fået tidligt fri fra skole, det var sommer, og solen stak i hans øjne gennem egetræernes kroner. I et glimt – inden han blev blændet og måtte blinke – så han en bevægelse i udkanten af synsfeltet. Gennem gitterhegnet i hjørnet af modstanderens banehalvdel. Skjult bag hækken ved stien, der førte ned til Sindssygehospitalets røde port. Noget blåt. Noget levende.

Han ramte den perfekt, så strengene sang, og den gule bold susede hørbart gennem luften ned mod Linners servefelt.

Linner end ikke så den. Han havde stået med sin Bjørn Borg-attitude, pandebåndet, de let sammenknebne øjne, det lukkede, koncentrerede blik, vægten, der skiftede fra fod til fod, hånden, der bevægede sig fra ketsjeren og op til munden, hånden, som han pustede på, hver gang den nåede hans læber, som om han skulle serve, selv om han bare skulle modtage, som om han var den svenske tennisstjerne. Han havde kopieret Bjørn Borg, som ellers var Axels idol.

Linner var faldet ind i Axels liv på et tidspunkt, hvor alt var shit. Axel havde mødt ham på tennisbanen. De havde været venner et års tid, selv om Linner var ældre end ham og gik i niende klasse på en privatskole inde i Århus. Han så op til Linner, der gik i jeans og sømandsbluser, altid rene Adidas Trimm Trab og var bedre end Axel til alt. Bortset fra tennis. Axel kunne slå ham på en god dag. Sådan en skulle det være i dag.

Han tog tre skridt bagud, satte højre fod ved siden af en bold og brugte ketsjeren til at løfte den op i sin hånd. Det var en dejlig bevægelse.

Han slog den ned i gruset. Så indtog han positionen ved baglinjen, kastede et blik ned mod Linner, der stod og svajede fra side til side. Han var gået mere ned i knæ og stod længere tilbage end før. Axel slog bolden i jorden, og så var det der igen, det blå i udkanten af synsfeltet, Axel stoppede og så over mod hjørnet, et ansigt, et pigeansigt, men det var væk, inden han fik fokuseret. Han blev stående og stirrede.

“Hvad sker der?” spurgte Linner irriteret. Han havde rettet sig op. “Prøver du at psyke mig?”

Axel spyttede i gruset og vendte blikket mod Linner.

“Jeg så nogen,” sagde han. “Troede jeg.” Han kastede bolden op i luften og hamrede til den. Den fløj tæt forbi Linners hoved.

“Shit! Hvad laver du?” råbte Linner.

Axel ærgrede sig over den missede serv. Han så over mod stedet, hvor han havde set ansigtet. Der var ikke nogen.

“Undskyld, “ sagde Axel, men han mente det ikke.

Noget i ham havde lyst til at smadre Linners overlegne og indignerede fjæs. Noget, der hed Sussi.

Axel tog andenbolden ud af forlommen. Han servede blødere, fordi han ikke ville risikere at tabe partiet. Linner returnerede ned langs hans venstre side. Det var et godt slag, fladt og hårdt, men Axel havde været forberedt og var gået tilbage på banen, og så smed han den over i den modsatte side. Slaget blev ikke så kraftfuldt, som han havde håbet, men bolden sad helt ude ved sidelinjen. Linner kunne ikke nå den.

“40-30.” Han sagde det højt. Han havde sætbold.

Linner rystede på hovedet, tog opstilling på baglinjen og pustede igen på fingrene, så Axel måtte vente med at serve, til han var færdig. Det irriterede ham. Måske fordi Linner var så perfekt i sin Bjørn Borgimitation. Linner nikkede og tog et hurtigt skridt ind på banen, så han kom tættere på servefeltet, og Axel slog en kort og hård serv. Den gik i nettet. Linner tog et skridt frem, Axel satsede og hamrede andenserven af sted, Linner fik kun ketsjerrammen på. En hul lyd, mens bolden hoppede ud over sidelinjen.

“6-4,” sagde Axel.

De gik begge hen mod nettet og den store jernvægt, der holdt det oppe, og fortsatte op ad brostenstrappen på skråningen, som tennis-

banen var bygget ind i. De satte sig på bænken. Axel så over mod hjørnet, hvor han havde set pigens ansigt, han så op mod træerne, han så havet gennem deres stammer, Århusbugten, der udvidede sig for hans blik og glimtede i solen. Linner sad, som om han var på Centre Court og tørrede håndtaget på sin dyre Head-ketsjer, lagde den omhyggeligt fra sig på bænken, tørrede sine hænder og fingre og til sidst sit ansigt. Selv om han ikke svedte. Hans øjne var brune og følsomme, men også fjerne og næsten fjendtlige indimellem.

“Hvad sker der ellers?” spurgte han Axel.

“Ikke så meget.” Det var ikke sandt. Hans mor havde aflyst weekendsamværet helt, og han var nu alene med sin far. Der var begyndt at komme en ny dame, Mona, så hans far var ekstra optaget af, at Axel var den perfekte søn. Hun var afdelingssygeplejerske på Psyk, hvor både Axels far og Linners far var overlæger. Axel var så meget væk hjemmefra, som han kunne slippe af sted med. Men han ville ikke fortælle Linner noget.

“Jeg skal til fest med Mette på fredag,” sagde Linner og trak på skuldrene. Axel ville gerne spørge, om Sussi skulle med, men Linner sagde ikke mere. Han fik en følelse af, at det ikke havde hjulpet på Linners meddelsomhed, at han havde taget første sæt. Han så på sit ur, der var tid nok til at spille kampen færdig, inden han skulle hjem.

“Hvem holder fest?” spurgte han.

“Lone.”

Linner så på ham.

“Hvis ikke du havde været sådan en idiot, så skulle du måske have været med.” De brune øjne kunne være kolde og varme på samme tid. Nu var de bare kolde, som om han var den storebror, Axel ikke havde bedt om.

“Kommer hun?” spurgte Axel.

“Selvfølgelig kommer hun.”

“Alene?”

“Nej, vi skal derhen sammen.”

Axel lukkede øjnene.

Sussi. Hun havde droppet ham. Linner havde sagt det til ham. For to uger siden. Han vidste godt, det ville ske. Det havde han vidst hele

tiden. Lige siden de var blevet kærester for tre måneder siden. 77 dage blev det til. Hun havde været helt uden for hans liga. Uopnåelig. Han havde set på hende i et par år. På afstand. Som man ser på en pige, der går en klasse over én og er smuk og eftertragtet og helt udviklet.

Risskov Skoles bedste røv, havde de svin sagt, og det var jo sandt, men det skulle ingen sige om hende. Der var et lille strejf af rødt i hendes hår, hendes øjne var smalle og grønne, hun smilte tit, et lille smil, sagde ikke så meget. Og nu havde hun slået op med ham. Han tænkte på, om hun allerede var blevet kæreste med en anden.

“Bare jer tre?” spurgte han.

“Nej, vi skal mødes med nogle andre,” svarede Linner.

Det vendte sig i Axel. Var hun allerede videre? Havde hun glemt alt om ham? Han forstod det ikke, han forstod intet af det. Eftermiddagene på skibsbriksen i hendes værelse. Alle de kys. Hotel California-pladen hun havde haft med hjem til ham fra London. Hvor var det hele blevet af?

Linner rejste sig og gik ned på banen. Axel smadrede ham rundt fra side til side i den næste halve time. 6-1. Han havde fået den sejr, han gerne ville, men der var ikke nogen glæde forbundet med det. Linner pakkede sin sorte sportstaske.

“Skal vi ses en af dagene?” spurgte Axel. Og da Linner ikke svarede med det samme. “Revanche?”

“Jeg ringer, hvis det er.”

Han var alene. I parken, som lige nu føltes som det tryggeste sted i verden, fordi der ikke var nogen, der kunne vende ham ryggen.

Axel Steen havde egentlig bestemt sig for at afslå Maj Lunds anmodning. Han afslog så godt som altid ønsker fra forskere eller journalister, som ville i nærkontakt med drabsmænd og voldtægtsforbrydere. Det var en del af hans job at tage stilling til, om deres projekter kunne have værdi for politiet, men som regel udsprang de af ansøgernes fascination af, hvorfor man begår den værste af alle forbrydelser, af ondskaben, af gerningsmændenes barndom og psykologi, og det gav alt sammen mening – det var bare sjældent noget, der bidrog med ny viden, man kunne bruge til at forbedre efterforskningen.

Han havde lige sendt en skuffet ph.d.-studerende, som ville interviewe mordere til et projekt om ‘ondskabens dialektik’, ud af døren. Han gik ud på gangen og hentede kaffe i køkkenet, inden han igen placerede sig ved skrivebordet og så på ansøgningen fra Maj Lund, en 32-årig kriminolog og psykolog, der skitserede et dybdepsykologisk interviewprojekt rettet mod nogle af landets mest afstumpede kriminelle.

Hun havde en toårig ansættelse i Rigspolitiets Psykologtjeneste, hvor hun havde debriefet politifolk. Han prøvede at huske ansigterne på nogle af de mange psykologer, han havde været tvunget til at møde i tidens løb, fordi han havde været ude for det, man kaldte voldsomme situationer: Skader eller drab på børn, skudepisoder eller sager, hvor han selv eller en kollega havde været i livsfare for ikke at tale om generel udbrændthed og ptsd som følge af ophobning af stressende oplevelser. Hans arbejdsliv havde været rigt på alle kategorierne. Han mente ikke at have mødt hende.

Han så ud over Kødbyens taglandskab. Sol, sølv og blink i øjet. 7.

etage på Station City. Han havde flyttet sit skrivebord, så det vendte ud mod vinduespartiet. I midterrabatten på Halmtorvet holdt de blå mandskabsvogne på række, hans blik gled hen over cafeen overfor, hvor han plejede at drikke kaffe, videre til gaderne omkring det offentlige fixerum, hvor narkomanerne lå eller sad og skød sig i arme og ben, slidte plasticposer, en rollator og en flok måger, der kæmpede om indholdet af en halvfuld takeawaybakke.

Bagved Kødbyen kunne han skimte skinnerne fra hovedbanen, et landskab af spor og signaler, der mindede ham om hans gamle job som drabsefterforsker, og bag banelegemet de grimme, nye huse ved Kalvebod Brygge, som mindede ham om, at København aldrig hvilede, at byen voksede og voksede, og at den, hver gang han vendte tilbage til en bydel, var forandret. Byen var en uendelig fortælling, der stak af i alle retninger uden nogen form for kontrol, måske var der en plan bag det hele, men den var usynlig for ham, der skete så meget nyt, både smukt og grimt hele tiden, og også det mindede ham om, hvordan hans liv havde været.

Nu var der ro. For første gang så længe han kunne huske. Han havde fået en akademisk titel og sad nu på andet år i et skrivebordsjob, der var blevet strikket sammen af den afgående politidirektør. Han holdt møder, han underviste, holdt efteruddannelseskurser, deltog i forskningsseminarer og besøgte kolleger i USA, Ungarn, Tyskland og Canada for at holde sig ajour med de nyeste efterforskningsmetoder.

Han holdt sig i form tre gange om ugen i crossfitstudiet i Kødbyen, han følte sig i balance, hans krop var rolig og veltrænet, de gamle skader hvilede uden at påkalde sig opmærksomhed, med mindre han udsatte kroppen for alt for store belastninger. I weekenden kom Emma hjem fra efterskole. Hun var tilbage i hans liv, efter at hendes mor var flyttet til Bruxelles. Han var lykkelig for det. Ikke fordi det var en konkurrence om at være den bedste eller den mest brugte forælder – selv om han ikke kunne sige sig helt fri for at føle det sådan indimellem, når Cecilie kørte løs med, hvor meget han havde svigtet hende, men mest af alt, fordi han havde mistet Emma i en periode på næsten et år, og han havde arbejdet hårdt på at genopbygge den tillid.

Han var vendt tilbage til politiet efter et job som sikkerhedskonsulent i en stor internetbank, han havde sagt nej til tilbuddet om at komme

til Europol, og han havde afvist at blive drabsefterforsker i Personfarlig. Tiden var en anden nu. Det var slut med enkeltsager, som ødelagde hans privatliv og fik ham til at glemme alt omkring sig.

Han tænkte tilbage på sin samtale med Politidirektøren for to år siden, lige før hun gik på pension. Hun havde altid haft et særligt blik for ham, og det havde reddet ham flere gange, så da hun bad ham møde op, indvilligede han. Det var første gang i to år, han var på Politigården, som havde været en slags hjem for ham i den første del af hans karriere, og da han trådte ind på forkontorets mosaikgulv og passerede den enorme muslingeskal i loftet, skyllede minderne om fortidens besøg netop på dette kontor igennem ham. Det var sjældent ros, han havde modtaget, men til gengæld havde politidirektøren altid handlet resolut i nogle af de mest afgørende momenter i alvorlige sager, hvor andre chefer havde tøvet.

Han blev vist ind i hendes mørkebrune kontor, hvor der hang billeder af alle hendes mandlige forgængere siden 1682. Hun var i fuld uniform som altid, håret sad som en brun lakhjelm om hendes sminkede ansigt, og lokkerne bevægede sig ikke det mindste, da hun rejste sig og gav ham hånden. Hendes blik var myndigt, som altid, man var aldrig i tvivl om, at ens karriere kunne være ovre med et knips, men der var alligevel sprækken af et smil i mundvigen, som man skulle have set hende mange gange for at få øje på. Han satte sig med den kop kaffe, hendes sekretær kom ind med.

“Hvordan føles det?” spurgte Axel.

Hun tog to sukkerknalder med en guldske og lod dem glide ned i kaffen, rørte rundt, en tung guldring på hver hånd, lillefingeren strittede. Så løftede hun blikket og mødte hans.

“Skidt, det her er hele mit liv, det har det været i 25 år, ingen har siddet så længe som mig,” sagde hun og kastede et blik op på væggen.

“Og hvad med din efterfølger? Bruger du tid på at sætte ham ind i sagerne?”

“Det er han ikke interesseret i, han har allieret sig med nogle af vicedirektørerne. Det bliver nye tider, Steen, der bliver ikke plads til individuelle hensyn og den slags aftaler, vi har lavet i fortiden.”

Han ville sige noget, men hun holdt en finger op som tegn på, at han skulle tie.

“Jeg har fire dage tilbage. Og inden jeg smutter ud ad den dør for sidste gang, skal du tilbage. Der er stærke kræfter, hvis hitliste du ikke ligefrem topper, du har været væk i lang tid, og det kostede mig en del at få ryddet op efter affæren i Grækenland med Paven.”

Hun tøvede, som om hun kom i tanke om noget.

“Hvad blev der egentlig af ham?”

“Han forsvandt.”

“Men er han død?”

“Nej, og derfor burde han også blive tiltalt for gidseltagning og drab og efterlyst af Interpol, men PET har blandet sig, så det trækker ud,” sagde Axel.

“Ah, ja, PET. Simon Scavenius. I to er ikke ligefrem bonkammerater, vel?”

“Nej. Det ville være synd at sige.”

“Heller ikke lige min kop te. For mange hår på brystet, for meget ambition. Er det PET, der rapporterer, hvis der kommer efterretninger om Paven?”

“Ja.”

Hun så på ham.

“Men det er ikke nok for dig, vel? Du stoler ikke på det, så du har selv noget kørende. Lytter på vandrørene, bruger dine gamle kontakter?”

Han blev pludselig i tvivl om, hvorvidt han var kommet til møde under falske forudsætninger, om han havde misforstået alt og var blevet lokket herind til en skideballe.

“Ville du ikke?” spurgte han.

“Jo, det ville jeg måske nok, men nu har jeg jo ikke skaffet mig fjender, der kunne tænkes at slå mig ihjel, selv om en del nok har ønsket det i tidens løb.”

Han smilte.

“Jeg har ingen intention om at blande mig i det, men der er en øget opmærksomhed om kommandoveje og informationsdeling alle steder i etaten i disse år efter for mange sager, hvor politimænd har logget sig

ind for at tjekke oplysninger, de ikke skulle have adgang til, så jeg råder dig bare til at passe på.”

“Jeg har jo ikke noget politiskilt. Jeg kan næppe straffes for at undersøge trusler mod mig selv eller mit barn, når jeg ikke er ansat.”

Hun smilte.

“Jeg har talt med rigspolitichefen om dig. Han var lidt beklemt i starten med tanke på den megen ballade, din sidste aktion kastede af sig. Jeg forklarede ham, at vi har brug for din viden og ihærdighed. Han foreslog Nationalt Efterforskningscenter, hvor du kunne arbejde med nye efterforskningsmetoder og lade din viden gå videre til gavn for alle kredsene. Jeg sagde, at jeg ville tale med dig om det.”

Hun drak af kaffen.

“Men jeg tænkte lidt videre på din fremtid, måske er det den slags, man gør, når man ikke længere selv har nogen. Hvordan undgår vi, at du sander til i NEC? Og bare sidder og laver alle mulige ligegyldige detailanalyser til bygerne af paragraf 20-spørgsmål, som alle de folkevalgte bombarderer os med? Hvis ikke du får noget meningsfuldt at lave, hvad sker der så?”

Han slog ud med armene.

“Så finder jeg på noget selv.”

“Ja, og det bliver et problem. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen politimand i mine 25 år i etaten, som har overtrådt flere regler og aftaler og handlet mere egensindigt end dig. Jeg har accepteret det, fordi jeg har forstået, hvad du ville, så jeg har ryddet op efter dig. Men det skal du ikke forvente, at andre vil. Og om en uge er jeg væk.”

Hun så ham i øjnene hen over brillestellet – lidt irettesættelse var der, men også en snert af noget skrøbeligt, han aldrig før havde set hos hende. Erkendelsen af at være en art, der står over for udryddelse.

“Jeg synes ikke, det er helt ideelt med Rigspolitiet, for jeg opfatter dig som Københavns Politi. Så jeg er kommet op med en ide, som Rigspolitiet har sagt ja til.”

“Ja?”

“Vi deler dig. Du bliver konsulent med forskning i nye efterforskningsmetoder som speciale. Vi er bagud i forhold til vores kolleger i

Norden på forebyggelse, diversitet og alt det andet moderne, der gør politikerne glade. Hvis ikke vi opper os, ender vi som en afdeling på Nationalmuseet. Og det skal du klare for mig.”

Hun drak af sin kaffe.

“Du skal undervise. Du skal levere efteruddannelse til politifolk i Personfarlig kriminalitet. Men i praksis skal du stå til rådighed i de alvorlige drabssager, hvis der er brug for et blik udefra. Og for Riget skal du indsamle forskning om nye efterforskningsmetoder. Vi taler om researchture til udlandet, hvor der arbejdes med nye metoder, som kan gøre os bedre. Det skal du formidle videre til kredsene og tage ud og præsentere. Jeg har skaffet dig byens bedste udsigt. 7. etage på Station City. Jeg har skaffet en ekstra bevilling til dig. Trygfonden betaler halvdelen af din løn, så du er sikret i to år, ingen kan pille ved dig og flytte dig som led i omstruktureringer, men det kræver, at du skal på skolebænken undervejs.”

“Hvordan?”

“Du skal på uni, Axel Steen. Du skal tage en master i kriminologi på Cambridge, ellers vil Tryg ikke lege med.”

Han havde sagt ja efter kort betænkningstid.

Ikke meget var gået, som politidirektøren havde forudset. Han havde bevæget sig fra efterforskning til forskning, fra praksis til teori. Han havde troet, at han skulle lave peer review på drabssager, der var gået i stå, for både Københavns Politi og andre kredse, men ingen havde bedt om hans ekspertise endnu. Til gengæld havde forskningsdelen vist sig at fylde mere, end han havde forestillet sig. Han var fast gæst på det Europæiske Politiakademi i Budapest, der var ture til USA hos både CIA og FBI, og han havde læst sig igennem mere end hundrede forskningsprojekter om efterforskning af alvorlig personfarlig kriminalitet.

Hans far ville have været stolt. Han huskede stadig det udtryk af ren foragt, den gamles ansigt havde fortrukket sig i, da han fortalte, at han var kommet ind på politiskolen. Ikke lang tid efter døde hans far, men en del af ham drømte stadig om den posthume anerkendelse, som han håbede på, faren ville have vist ham. Han havde tilbragt fire moduler af 14 dage i Cambridge på Fitzwilliams College, som ganske

vist lå nederst i prestigehierarkiet, men Axel havde været ligeglad, han havde nydt det hele lige fra mødet med udenlandske kolleger til forelæsninger og middage i de forskellige kollegiers festsale, hvor der var karafler og tændte kandelabere, de gik i procession, der blev slået på gong gongen og læst bordbøn på latin. Det var rendyrket Harry Potter. Efter bacheloren skrev han thesis på overbygningen om måludpegning af organiserede kriminelle. Han havde stået i salen på Cambridge iført kappe og hat og modtaget sit eksamensbevis, og i tankerne havde faren været med ham hele tiden.

En anden del af ham nærede dyb mistro til al denne leflen for viden og akademiske titler, som fulgte i kølvandet på de forskningsmiljøer, han bevægede sig i, den del, der aldrig tilgav faren den ensomme lortebarndom, han havde givet ham. Alt, Axel havde udrettet i sit arbejdsliv, var kommet til ham på den hårde måde, ikke gennem studier, ikke ved noget skrivebord med en læsebrille, men gennem mødet med virkeligheden og ved at bruge sit instinkt. Og der stod han så nu. Splittet. Han var gået til det med et stort håb om at finde nye redskaber, for han troede virkelig på kombinationen af viden, erfaring og hårdt arbejde, men han havde måttet erkende, at forskningen sjældent leverede genveje til at opklare forbrydelser.

Der var ingen, der havde opfundet det spørgsmål eller den interviewteknik, der fik en morder til at bryde sammen og bekende sine synder, ingen, der havde udviklet redskaber til at åbne bandemedlemmers notoriske lukkethed, selv om der havde siddet forskere i mange lande og sammenlignet og studeret udskrifter af afhøringer og aflytninger. Der var ingen nemme løsninger. De største nyvindinger i efterforskning af forbrydelser i de sidste 25 år kom ikke fra kriminologer, antropologer eller psykologer, men fra genforskningen og tech-industrien: DNAprofiler og digital kommunikation.

Alle undersøgelser viste, at man blev en dygtigere efterforsker af sidemandsoplæring og sagserfaring, men i det moderne politiarbejde var der ikke tid til det længere. Man kunne ikke regne med at være føl hos en erfaren strømer, når man blev efterforsker. Når man var uddannet, så skulle man være klar. Og derfor havde hans arbejde ikke været ubrugeligt. Hans studier, hans gradvist større indblik i den nyeste forskning

havde givet ham redskaber, så han i dag kunne videreformidle sin viden på politiskolen og på akademier i udlandet, så unge elever og politifolk på efteruddannelse kunne få struktur og system i deres arbejde. Og han var i gang med at lægge sidste hånd på en drabsmanual, som alle kredse kunne bruge som udgangspunkt og tjekliste under efterforskning. Men teori var og blev teori. Han savnede den virkelighed, der havde sat ham i stand til at bidrage med viden, rigtig viden. Ikke viden fra et skrivebord. Men gadens viden.

Det tætteste, han var på den viden nu, var City. En politistation, hvor folk arbejdede med rigtige sager. Når han mødte på arbejde, parkerede han cyklen i kælderen. Han gik altid en omvej for at få det hele med, forbi bilerne og udstyret til gadekampe, visirer, skjolde, hjelme, forbi våbenrensningsstationen, afladningscylinderen, forbi detention og venterum og tavlen, hvor der med tusch stod, hvem der var i cellerne, han så altid på den, selv om han endnu ikke havde genkendt et navn, forbi kaffestuer og motionsrum, pistolskabene, postreoler, afdelingerne for visitation og sagsbehandling, kontor på kontor, nogle tomme, andre travle med gamle og nye kolleger, der sad bøjet over rapportarbejdet. Ikke sjældent blev det til mere end en hilsen, nogle havde spørgsmål, og det fik ham til at føle sig i spil, når han kunne bidrage med sin erfaring fra tidligere sager. En levende politistation med kontorer, der lugtede af madpakker, sved og kaffe, bræk og motorolie i kælderen, svedige og slidte ansigter efter optøjer, håbefulde nyansatte, der sigtede efter et job i Personfarlig, trætte betjente, der havde set det meste for mange gange og nu bare var et suk fra pensionen, dårlige vittigheder, banden og en rå tone, som føllene godt kunne slå sig på, men hurtigt rettede ind efter. Han så atter ned på de blå mandskabsvogne. En gruppe betjente fra beredskabsafdelingen sad på københavnerbænkene overfor og ventede. I fuldt udstyr. Han mærkede suget i maven efter at høre til. City var byens puls. Den slog overalt omkring ham, men ikke i ham.

Det bankede på hans halvåbne dør. Han vendte sig fra vinduet og så en slank kvinde med kort, sort og viltert hår, jeans, mørkegrøn skjorte, rød habitjakke, rød neglelak på tæerne, lædersandaler med en lille hæl. Hun havde store, runde og tynde øreringe, små læber og et lidt aflangt ansigt.

“Kom indenfor,” sagde Axel. Han havde med det samme en fornem-

melse af, at noget havde forrykket sig i rummet, som om spændingen var steget, og han frygtede, at han skulle igennem endnu en samtale med en anspændt og neurotisk forsker, der intet forstod af de vilkår, politiet arbejdede under.

Hun satte sig, han skænkede kaffe, hun stillede sin taske på gulvet, åbnede den og drog et chartek frem. Nu så hun på ham, og det gik op for ham, at hans første indskydelse havde været gal. Spændingen i rummet kom ikke af neuroser eller anspændthed, men af den kraft, der strømmede ham i møde. Hendes øjne var brune og empatiske, men det var mere end det. Blikket var direkte og veg ikke, det krævede opmærksomhed.

Hun begyndte at redegøre for sit forskningsprojekt. Hun havde arbejdet med mægling tidligere, og senest havde hun gennemført et større studie af drabsmænds skyld og samvittighed over for deres ofre og pårørende. Hun havde fået lov til at møde nogle direkte, og hun havde korresponderet med andre via e-mail. Nu ville hun holde møder med en lille gruppe særligt udvalgte drabsmænd og voldtægtsforbrydere, som aldrig havde fortalt hele historien om, hvad der skete med deres ofre.

Han lyttede tålmodigt, mens han studerede hende, hendes korte, sorte hår, hendes blik, der holdt hans øjne fast og var så brændende, at hans tanker vandrede bort fra hendes ord og ud ad snørklede veje og gisninger om, hvad der drev hende. Hvorfor mordere? Hvilket motiv havde hun? Hvem havde hun mistet? Hvad var hun blevet udsat for?

“Jeg har prøvet at afgrænse dem. De skal have benægtet dele af deres forbrydelse, enten ved at give en poleret version af handlingsforløbet eller ved at påstå, at de har glemt, hvad der skete. Men jeg tænker, at I vel også har nogen, der aldrig har fortalt, hvor de har gjort af ofrene eller har løjet om det?”

“Ja, det har vi.”

“Nogle af de drabsmænd, jeg var i kontakt med i min seneste undersøgelse, var præget af meget stor skyld, nogle var fortæret af deres dårlige samvittighed.”

“Ja, det var de vel.”

“Det tror du ikke på?” spurgte hun.

“Jeg tror ikke noget, men jeg har en del erfaring med lige netop den-

ne type kriminelle, og en del af dem, du har interviewet, har jeg faktisk efterforsket og afhørt mange gange. Og jeg tror ikke, man kan bruge det, de har skrevet eller sagt til dig til ret meget. Nogle er helt tabte, andre er eksperter i at manipulere på et helt ubevidst plan, hvilket ofte gør dem meget troværdige. De er alle pressede, fordi de sidder inde i lang tid, og dem, der har vist dig velvilje, er kontaktsyge i en ekstrem grad på grund af deres isolation. Min erfaring siger mig, at den samvittighed, som en del af dem viser, ikke er helt den samme som min eller din.”

“Nu kender jeg ikke din samvittighed.” Hun tav og så på ham, men Axel gengældte bare hendes stirren uden at sige noget. “Men jeg tænker, vi alle har noget, som vi har svært ved at leve med, handlinger, vi fortryder, og som har kostet andre mennesker stor smerte.”

Hun holdt atter en pause, og Axel følte sig så observeret, at han så bort, inden hans øjne fandt hendes igen, og han nikkede for at foregive, at han var i kontrol, og hun godt kunne fortsætte.

“Og jeg tror, det hjælper at få det frem. Jeg tror på, at alle kan nås, selv dem, vi kategoriserer som psykopater, men der skal nok nogle lidt andre værktøjer i brug, og det er derfor, jeg ikke kalder det interviews, men samtaler. De respondenter, jeg vil inkludere, skal have afsonet et stykke tid, de skal have begået alvorlige forbrydelser, der har haft store omkostninger for de efterladte eller for ofrene, hvis de stadig er i live. Min tese er, at nogle af dem måske er ved at være møre, og at jeg med nye samtaleteknikker kan få den samvittighed i tale.”

“Ja, det lyder meget interessant, men jeg er faktisk utrolig lidt interesseret i drabsmænds samvittighed eller mangel på samme. Jeg beklager, hvis jeg lyder desillusioneret, men jeg har ikke gode erfaringer med, at der er meget at hente der,” sagde han.

“Men er det ikke et forsøg værd?” Nu smilte hun, hendes læber skiltes, hvide tænder.

“For hvis skyld? Du er ikke den første, som vil tæt på mordere og håber at få noget helt særligt ud af dem. Det er af en eller anden grund noget, der fascinerer intellektuelle utrolig meget, men når man har arbejdet med drab i mange år, så har man erkendt, at der ofte ikke er noget at forstå, der er ingen forklaring på bunden af det sorte hul, hvor de her handlinger udspringer. Jo, der er lortebarndomme og stoffer

og alkohol og vold og omsorgssvigt og ydmygelser og depressioner og alt muligt, men vi er mange, der er kommet ind i livet med en dårlig barndom, de fleste af os bliver ikke mordere af den grund. Hvorfor slår nogen så ihjel? Hvordan kan man beskrive den impuls, der skiller morderen fra alle os andre dysfunktionelle? Det har jeg stadig til gode at få et godt bud på.”

“Er det ikke lidt defensivt? At sige, at der ikke er noget at forstå? Intet at forklare? Det var ikke lige det, de underviste i på Institute of Criminology på Cambridge, da jeg gik der.”

Hun havde læst op på ham. Han var vant til, at folk kendte ham på grund af fortidens spektakulære sager, ikke på grund af hans akademiske tillægsuddannelse.

“Jeg er politimand. Jeg kan let forstå dine motiver, jeg kan også forstå ønsket om at erhverve ny viden, driften efter at komme dybere – det er jo den drift, vi løser sager med. Det er små 40 år siden, Douglas lancerede profiling i FBI-regi, og det var revolutionerende. Dengang. I praksis er profiling bare en lille møtrik i vores værktøjskasse – det er ikke noget vidundermiddel – det løser ikke sager i sig selv, og det løser ikke sager i sig selv at interviewe mordere om deres skyld. Og det er det, jeg sidder her for. For at skaffe viden, som kan hjælpe os i efterforskningsmæssigt øjemed.”

“Jeg troede egentlig, du sad her, fordi du er optaget af at skaffe retfærdighed til ofrene.”

“Det er jeg altid optaget af,” sagde han.

“Men det er jo dem, mit projekt retter sig imod. Jeg er ikke interesseret i morderne i sig selv, men i at skaffe ofrene vished og fred.”

Hun havde studeret ham, mens hun sagde det, og han fik en følelse af at have afsløret noget af sig selv uden at sige noget, noget som føltes alt for privat til dette møde. Nu tøvede hun, som om hun tænkte sig om.

“Sidder der ikke voldtægtsforbrydere i danske fængsler, som ikke er dømt for alle de overgreb, de har begået? Er der ikke sager, hvor der er ofre, som vi ikke har hørt om?” spurgte hun.

Axel tænkte sig om, men nåede ikke at svare, før der kom et nyt spørgsmål.

“Har du ikke selv sat en voldtægtsforbryder fast for nogle år siden,

hvor der var en klar formodning om, at han havde voldtaget flere kvinder, end han blev dømt for?”

“Hvem tænker du på?”

“Mark Lira Poulsen. Han blev dømt for otte voldtægter og fik forvaring, ikke? Jeg har kunnet læse mig frem til, at hans mønster var meget afstemt, men at der var to store huller i det.”

“Det er sandt, men voldtægtsmænds frekvens kan ikke altid plottes ind på en kurve. Der kan være hundrede årsager til, at der pludselig er perioder, hvor de hviler og ikke foretager sig noget. Og da sagen kom frem, meldte der sig yderligere tre ofre,” sagde han.

Men hun havde sat sin finger et ømt sted.

“Han var maskeret, ikke? Så kan man udelukke, at der er ofre, der ikke aner, at det er ham, de er blevet voldtaget af? Og kan man udelukke, at ikke alle er gået til politiet?”

“Man kan ikke udelukke noget.” Axel drak en stor slurk af sin kaffe. Den var kold. “Og du tror, du kan få Mark Lira til at tilstå forbrydelser, han ikke er dømt for?”

“Det kan jeg ikke love, men hvis jeg kunne, ville det være et forsøg værd, ikke?”

“Det ville det, men jeg lover dig, han er helt uden for rækkevidde,” sagde han.

“Ingen er uden for rækkevidde.”

Hun tøvede, så ud ad vinduet, hendes blik vandrede blindt hen over Kødbyens tage, der var stille i nogle meget lange sekunder, inden hun igen så ham i øjnene og sagde:

“Mit projekt retter sig ikke mod Mark Lira eller andre gerningsmænd. De er bare et redskab. Jeg vil give ofrene og de pårørende retfærdighed. Jeg vil give dem den viden, de har savnet i årevis. Viden om, hvem der ødelagde deres liv. Viden om, hvordan deres kæreste blev slået ihjel. Hvor de jordiske rester er gemt. Jeg er ligeglad med straf, den form for retfærdighed er der nok, der fokuserer på. Jeg er optaget af de pårørendes mulighed for forløsning og fred.”

Axel vidste, hvad hun talte om. Jo værre forbrydelse, des mindre konkret viden om, hvad der var sket. I de fleste seksualdrab blev gerningsmanden ikke dømt på en detaljeret tilståelse, men på tekniske

beviser og vidneudsagn. De, der voldtager børn eller kvinder eller slår dem ihjel, fortæller meget sjældent, hvad der rent faktisk skete.

“Det er faktisk vigtigt for en del pårørende at vide helt konkret, hvad der skete. Jeg har arbejdet med mægling og mødt mange familiemedlemmer til drabsofre. Ikke sjældent tørster de efter at få at vide, hvordan deres elskede tilbragte sine sidste timer – selv om det er grumt.”

Også det behov kendte Axel til. I flere sager havde han tilbragt timer med bedende og appellerende forældre eller partnere, der ville vide, hvad der var sket med deres børn, mænd eller koner. Og de gav ikke op. De var ofte at finde i retten på første række i håb om, at de her ville komme uvisheden til livs – lige meget hvor modbydelig sandheden var. Han nikkede til hende.

“Og så er der de pårørende, som er plagede hele livet, af at gerningsmanden har skaffet sig af med liget, og at det aldrig er blevet fundet. Har I ikke den slags sager?”

“Ikke mange, men nogle jo.”

“Og har I ligefrem sager, hvor du tror, der er flere ofre? Er det måske sådan, at nogle af de 20-30 mennesker, der forsvinder i det her land hvert år, er forsvundet, fordi en dømt morder har slået dem ihjel? Og giver det ikke mening at prøve at hjælpe de pårørende til fred? Er det ikke det vigtigste for dig, Axel Steen?”

Hun så insisterende på ham, han holdt hendes blik fast.

“Hvem har du talt med?”

“Du er jo en myte, og hvis man taler om dig, går der ikke længe, før man får at vide, at du brænder så meget for lige netop dette, at du har været ved at brænde op. Eller skal jeg sige ’brændte’?”

Axel så længe på hende. Han følte sig set, ikke som om hun havde gennemskuet ham, men som om hun kunne se lige ind i ham.

“Jeg skal tænke over det,” sagde han, men han havde besluttet sig.

“Mit forslag er, at vi to sætter os ned og finder alle de sager, der kunne have relevans. Udvælger dem, hvor du tror, der er mere at komme efter. Så prøver vi det på to-tre af dem og ser, om jeg kan få noget ud af dem. Kriminalforsorgen har givet sin tilladelse, men det skulle forbi dig, inden der kunne gives grønt lys.”

“Jeg er nødt til at overveje det, men hvis jeg siger ja, kommer du ikke til at sidde alene med dem i besøgscellerne.”

“Jeg har ikke brug for en babysitter. Jeg kan godt passe på mig selv. Jeg har brug for intimitet og ro.”

“Jeg er ingen babysitter, men jeg skal med.”

Axel Steen er tilbage i Københavns politi som ekspert i efterforskningsmetoder efter et ophold på Cambridge University. Da den unge kriminalpsykolog Maj Lund henvender sig med et ønske om at tale med nogle af landets mest forråede forvaringsdømte om skam og samvittighed, er han skeptisk, men det ændrer sig, da han ser hende i aktion. Hvad er det, hun kan? Og hvorfor er hun særligt optaget af serievoldtægtsforbryderen Stilladsmanden, som Axel Steen fældede for otte år siden?

Samtidig, på Amager Strand, har PET arrangeret et møde med en mand, der har trukket et blodigt spor gennem Axel Steens tilværelse. Alt går galt, og et opgør er uundgåeligt.

Mens begivenhederne tager fart, vandrer Axels tanker mod en solbeskinnet sommer i 80'ernes Risskov, tæt på hans barndomshjem. Viktoria blev Axels vindue til en nærhed han ikke har kendt før, men hun har et skrøbeligt sind, og deres møde får skæbnesvangre konsekvenser for dem begge.

I CITY løber fortid og nutid sammen, og Axel Steen må se sine egne spøgelser i øjnene for at forhindre tab af uskyldige menneskeliv. Tørsten efter retfærdighed fylder ham stadig, men er prisen for at se den ske fyldest nu endelig blevet for høj, selv for Axel Steen?