Dødemandsbugten af Thomas Rathsacks by JP/Politikens Forlag

F O T O : R U N E WÅ H L I N A N D E R S E N

Det var som at køre ind i en ny verden. Et stivnet, månebelyst eventyrlandskab med store sten og klipper dækket af blankis og sne, der glimtede og funklede, og isskruninger, der stod som groteske hvide skulpturer. Slugten åbnede sig lidt op, og foran ham rejste sig endnu mægtigere isskruninger i alle mulige abstrakte former og lignede hele slotte, der var kollapset i store bunker ved et jordskælv. Stedet var lige så smukt, som det var ildevarslende og truende. Over ham lyste månen hvidt og koldt, og det eneste, der bevægede sig, var små skyer af frostrøg fra hans ånde, der sivede ud under neoprenmasken. Ensomheden krøb ind på ham. Michael Plessner standsede, slukkede motoren, observerede og lyttede – men vidste ikke efter hvad.

ÅRTIERS HÅRDESTE VINTER hærger Grønland, hvor jægersoldaten Michael Plessner har slået sig ned i hovedstaden Nuuk efter en personlig tragedie. Et slædehold fra Siriuspatruljen meldes savnet og formodes at være frosset ihjel i en voldsom snestorm. En af de savnede er tidligere jægersoldat og Plessners bedste ven. Den smukke geolog og ekspeditionsleder Maliki kommer i besiddelse af oplysninger, der tyder på, at han er i live, og at snestormen ikke er den virkelige årsag til slædeholdets forsvinden. Fast besluttet på ikke at lade sin ven i stikken begiver Plessner sig sammen med Maliki til verdens største nationalpark for at lede efter ham. Men stærke kræfter er på spil, og snart er Plessner og Maliki jaget af politi, gangstere og professionelle lejesoldater i en sag om korruption og svindel for milliarder, der trækker tråde helt til toppen af det grønlandske samfund og et internationalt forbrydersyndikat.

DØDEMANDSBUGTEN er tredje bind i Thomas Rathsacks romanserie om jægersoldaten Michael Plessner.

DØDEMANDSBUGTEN

THOMAS RATHSACK (f. 1967) er forfatter, foredragsholder og tidligere jægersoldat med operativ erfaring fra blandt andet Irak og Afghanistan. Som jægersoldat modtog Thomas Rathsack den højeste amerikanske enhedsudmærkelse, Presidential Unit Citation, for sin indsats. Derudover har Thomas arbejdet en årrække som sikkerhedskonsulent og programleder for en dansk minerydningsorganisation i Kaukasus, Afrika og Afghanistan. Hans selvbiografi, Jæger – i krig med eliten (2009), har solgt over 250.000 eksemplarer i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Bulgarien, USA og Tyskland. Thomas Rathsack har desuden skrevet to romaner om jægersoldaten Michael Plessner, Shadow Army (2012) og Sort daggry (2013), samt Stærk under pres – håndbog i high performance (2015, med Rune Wåhlin Andersen).

Om SHADOW ARMY, første bind i serien om Michael Plessner, skrev anmelderne: Det er action med realisme, og det kræver håndelag at kunne holde den stil kørende over en hel bog både sprogligt og indholdsmæssigt, uden at det bliver monotont – men forfatteren er simpelthen på hjemmebane. – BØRSEN

ROMAN

Om SORT DAGGRY, andet bind i serien om Michael Plessner, skrev anmelderne: Rathsack behersker action-thrilleren med stor professionalisme. Sort Daggry er en rigtig neglebider af en historie for sofamachoer. Det er den mest spændende film, denne anmelder længe har læst. – JYLLANDSPOSTEN – LARS OLE SAUERBERG

POLITIKENS FORLAG

DODMANDSBUGTEN_smuds_150x226.indd 1

20/10/15 10.08

DØDEMANDSBUGTEN

bog3160-Dødemandsbugten.indd 1

16-10-2015 08:28:59

thomas r athsack

DØDEMANDSBUGTEN

Politikens Forlag

bog3160-Dødemandsbugten.indd 3

16-10-2015 08:28:59

N 0

100

200

300

400

500 km

Nationalpark

Clavering Ø

Constable Pynt

Grønland

I s l an d Nuuk

©RougGrafisk, Jesper Roug

bog3160-Dødemandsbugten.indd 6

16-10-2015 08:28:59

N 0

Clavering Ø

20 Km

Daneborg

Gra natd

Ehrenberg Forskningsstation

God

thå

b G o

Eskimonæs

ndsbugten ema Død

Forskerskib

©RougGrafisk, Jesper Roug

bog3160-Dødemandsbugten.indd 7

16-10-2015 08:28:59

N 0

200 400 600 800 1000 m

Stenbruddet Lufthavn

Nuuk (Godthåb)

Lagunen

Hotel Hans Egede

Qeqertanut, Jagtbutikken

Hans Egede kirke

Villa Rex

Atlanthavnen

©RougGrafisk, Jesper Roug

bog3160-Dødemandsbugten.indd 8

16-10-2015 08:28:59

PROLOG

Dødemandsbugten Whiteout. Sneen lukkede alt lys ude, og himlen, horisonten og jorden under ham var væk. Den normale verden var forsvundet, og kun han og den piskende sne var tilbage i universet. Når han strakte armen, kunne han ikke se hånden for enden af den, ligesom støvlerne var usynlige, når han kiggede ned. Med med en sigtbarhed på nul havde han ingen referencepunkter og følte sig blind, døv og fuldstændig alene. Men han var ikke alene. Hun var derude et sted, og han var hendes eneste chance for overlevelse. Koncentreret tog han endnu et skridt i den dybe sne, fandt balancen og førte igen benet fremad i en kluntet, cirkulær bevægelse. 88. Stop ikke. Bliv ved. Han havde hørt om jægere, der var blevet fundet dybfrosne i sneen efter en whiteout-storm. Nogle blev fundet få meter fra den fangsthytte, de havde søgt ly i, men sneen var så tæt, at de aldrig fandt hytten. Udmattede havde de givet op, sat sig, var frosset ihjel og blev fundet som dybfrosne skulpturer. 9

bog3160-Dødemandsbugten.indd 9

16-10-2015 08:29:00

Endnu et skridt. 89. Hvor er hun?! Støvlen brød den tynde skorpe af is, og benet sank ned i sneen til knæet. På trods af stormens rasen kunne han høre sit hæse åndedræt. Hver indånding sved i lungerne, og hver udånding blev til is i rørhalstørklædet, der dækkede næse og mund. 90. Endnu et skridt. 91. Syre i benene. Blodsmag i munden. Forbandede whiteout. Om lidt ville glimtet af dagslys fremstå som et eksotisk minde, vidste han. Denne årstid var kun begunstiget af få minutters mat lys, hvorpå polarnatten atter regerede. Det gik hurtigere, end han regnede med, og den mælkehvide tåge sygnede hen til en grålig nuance. Mørket lukkede sig omkring ham. Blackout. Han kiggede ned, og ikke engang armene eller hans overkrop kunne han se nu. I komplet mørke var det sværere at holde balancen. En blind mand måtte have det på samme måde. Nu gik han på næsten ren is. Stormen havde blæst sneen væk. 100 skridt. Hvor er hun?! Han stoppede. Stirrede ind i det sorte ingenting. Hun kunne ikke være langt væk nu, måske kun få meter. Tiden var knap, og fandt han hende ikke snart, ville hun dø, enten af blodtab eller hypotermi – eller fordi de fandt hende først. Uden GPS var han nødsaget til at finde hende på gammeldags manér; kompas, skridttælling og en god portion dead-reckoning – gisning baseret på erfaring og instinkt udviklet gennem de mange år i korpset. Videre. 105. 106. Han mærkede, hvordan hans krop begyndte at ryste. Kulden havde 10

bog3160-Dødemandsbugten.indd 10

16-10-2015 08:29:00

fundet vej gennem lag af uld, Gore-Tex, syninger og lynlåse. Vinden pressede ham mod venstre, og han kompenserede ved at læne sig mod højre. 111. 112. 113. På jævn grund tilbagelagde han hundrede meter efter 105 skridt. Under disse forhold skulle der lægges mindst femten skridt til. 117. 118. 119. 120. Så stoppede han. Yderligere hundrede meter var tilbagelagt. Nitten gange havde han talt til 120. 1900 meter var tilbagelagt, siden han forlod snescooteren. Nu gjaldt det kontrol af retningen; han havde ikke tænkt sig at ende som en dybfrossen skulptur. Den følelsesløse, luffebeklædte hånd fumlede i brystlommen, og han tog kompasset frem og holdt det op foran snebrillerne. Både nordpilen og gradskalaen var usynlig. Så knælede han, tændte pandelampen og skærmede med lufferne, hvorpå lyset mættede kompassets fluorescerende belægninger. Nordpilen og gradskalaen lyste svagt. 165 grader. Okay. Selv om kompasset angav retningen, vidste han, at han altid trak mod venstre, når han gik dead-reckoning. De fleste højrehåndede mennesker endte med at gå i store cirkler mod uret, fordi deres venstre ben oftest var en anelse kortere end deres højre. Han var højrehåndet. Det venstre ben var blevet fire millimeter kortere end det højre efter træfningen i Afghanistan. Så rejste han sig, tog 10 skridt mod højre, sikrede sig, at nordpilen lå, som den skulle over gradskalaen, og fortsatte. Et skridt ad gangen. 1. 2. 3. 4. Hold de ben i gang. Om et par hundrede meter burde det begynde at gå opad, huskede han fra kortet på forskningsstationen. 2000 meter. Han mærkede, hvordan terrænet nu steg svagt. 2100 meter. Nu gik det opad i en jævn, stigende linje. Han justerede kursen 25 grader mod øst – op mod toppen af højdedraget, hvor varden lå. Den lille stenpyramide, som fangerne benyttede som referencepunkt nede fra dalen, ville om sommeren være tydelig nede fra forskningsstationen. I en lavning cirka 200 meter stik nord fra varden burde hun ligge. Han gik bogstavelig talt ind i den. Stenpyramiden nåede ham til brystet, og han lænede sig ind over 11

bog3160-Dødemandsbugten.indd 11

16-10-2015 08:29:00

den for at hvile lungerne. Han kunne skimte hullet, hvor det infrarøde kamera var monteret. Følelsen af isolation aftog en smule ved tanken om menneskeskabt højteknologi, men det kunne han ikke bruge til noget som helst nu. Videre mod nord. Han begyndte at tælle sine skridt igen. Ved det attende snublede han og tumlede forover. Det var ikke en sten; genstanden havde givet efter. Han famlede sig tilbage gennem sneen, indtil lufferne fik kontakt med noget, der på en gang føltes blødt og hårdt. Både levende og dødt. Han lænede sig ned over det og tændte pandelampen. Et lyseblåt øje stirrede tomt på ham. Den klare isblå farve mindede om hendes øjne. Den lyse pels på slædehundens hals var flænset op i to åbne kødsår på størrelse med en knyttet næve. Udgangshuller. Blødnæsede projektiler i en grim kaliberstørrelse. Han slukkede pandelampen og rejste sig for at fortsætte, men stivnede ved en svag lyd inde i mørket; netop den lyd, han ikke ønskede at høre lige nu. Han håbede, at det var vinden. Det var det ikke. Den hvinende, metalliske larm blev tydeligere og var, hvad han frygtede: motorer, der blev presset til det yderste. Snescootere! Ikke godt. Hvis han kunne høre dem, betød det, at de var tæt på. Alt for tæt. Lyden blev højere, og førerne af snescooterne var tilsyneladende også klar over, hvor de skulle lede efter hende. Med et glemte han alt om kulde og begyndte at løbe. Store, kejtede bevægelser, som i slowmotion. Han var ikke en hurtig løber og havde aldrig været det. Sneen nåede ham til knæene, og det føltes som at løbe i vand, der gik til livet. Mere syre, mere blodsmag. Han mærkede terrænet skråne nedad, hvilket betød, at han var på vej ned i lavningen. Som aggressive insekter hylede motorlarmen tydeligere og mere insisterende bag ham. Antallet af skridt var uklart, men det var også lige meget nu. Tilsyneladende var han fremme; terrænet fladede ud, og han måtte befinde sig i bunden af lavningen nu. Selv om det var risikabelt at bruge lys, tændte han pandelampen for at kunne se den. 12

bog3160-Dødemandsbugten.indd 12

16-10-2015 08:29:00

Dér. Lige foran ham. Hundeslæden. Men hvor er hun?! Han følte sig frem hen over slæden og mærkede efter. Havde hun pakket sig ned under udstyret? Der var ingen spor af hende. Hvor ville han selv gemme sig? Hvor var der mest læ? Mellem mederne under slæden. Han løb hen til bagenden, smed sig og gravede sneen mellem mederne væk med hænderne. Omridset af et menneske i fosterstilling kom til syne. Han trak hende ud – hvilket var alt for let – og bøjede sig over hende. Under snebrillerne var øjnene lukket, men han huskede tydeligt, hvordan de så ud. Fulde af liv. Isblå. Ved den højre skulder var hendes polarjakke blodstænket, og et blødningsstandsende tourniquet var anlagt om den modsatte overarm. Det så skidt ud. Han ruskede i hende. Slap. Der var ikke mere tid. Han svingede den livløse krop over skulderen, rejste sig, stavrede ned mod fronten af slæden og fandt skaglerne, som hundene var fastgjort til. Med den frie hånd trak han kniven, skar dem over og slukkede pandelampen. Han burde befinde sig i komplet mørke igen. Men det gjorde han ikke. Få meter bag ham, på vej ned ad skråningen, glimtede snescooternes forlygter som lyn i tordenskyer. Michael Plessner begyndte at løbe. Men han var en elendig løber.

bog3160-Dødemandsbugten.indd 13

16-10-2015 08:29:00

Opholdsafdelingen Den samme umiskendelige lyd, som Plessner havde hørt få timer tidligere, kom igen. Han stirrede ud ad vinduet, men kunne intet se. Det var som at kigge ned i et sort hav. Men han vidste, at lyden betød, at de kom nu. Det var stadig helt sort på den anden side af vinduet, men lyden blev kraftigere og kraftigere, og Ehrenberg rystede mere og mere. Rotorblade. Turbiner. Plessner førte natbrillen op foran øjet – og der var den: Den sorte metalklump dukkede op ud af mørket. Ingen blinkende markeringslys eller navigationslys. Helt mørklagt. I 10-15 meters højde brølede helikopteren direkte mod ham og kunne ikke være mere end 50 meter væk. Den forekom enorm og ondsindet. Med hvinende turbiner bremsede den ved at sænke næsen og rejse halen som en fugl, der dykkede efter et bytte, og rotorbladene piskede skyer af fygesne hen over forskningsstationen. Det var, som om vinduerne var ved at briste for trykket, og Plessner var ikke i stand til at se noget som helst ud ad vinduerne. Men han kunne høre, at helikopteren langsomt fortsatte hen over bygningen, som nu skælvede vildt under presset fra rotorbla325

bog3160-Dødemandsbugten.indd 325

16-10-2015 08:29:07

dene. Derimod kunne han ikke høre sine skridt for motorlarmen, da han løb hen over gulvet og ud til mellemgangen ved hoveddøren og videre ned til soveværelset i midterlængen. Fra vinduet her kunne han se den lande umiddelbart syd for forskningsstationen. Det sidste flig af håb i hans underbevidsthed forsvandt som en sort kat i natten. Det var ikke en dansk 101’er med Tarok og resten af gutterne, der med brede og varme smil ville træde ud ad den, klar til at bringe Maliki og ham i sikkerhed. Det var en russiskudviklet HIP MI-8-helikopter og var sikkert fuld af udtryksløse og kolde kinesere. Da hjulene tog jorden, pressede rotorbladene igen skyer af sne ind mod forskningsstationen, og Plessner kunne hverken se vestlængen eller opholdsafdelingen. Ikke godt. Det var ikke en del af planen, der stod og faldt med et frit udsyn mod begge steder. Men da motorlarmen langsomt døde ud, og rotorbladene drejede langsommere og langsommere for til sidst at løbe tør for kraft, lagde sneskyerne sig, hvorpå både helikopteren, vestlængen og opholdsafdelingen igen blev synlige. Men hvor er angrebsstyrken?! Det burde pible ud med kinesere fra helikopteren. Har de allerede forladt den?! Og i givet fald hvor mange?! Der var plads til cirka 25 mand om bord på helikopteren, erindrede Plessner fra de gange, han havde fløjet med samme type. Hvis angrebsstyrken bestod af så mange, var han og Maliki færdige. Uanset antallet af termoflasker og mængden af ammunition til Steyr’en og Glock’en, ville det være en umulig kamp at vinde. Det blev mere stille igen. Kun vindens tag i bygningen fortsatte med uformindsket styrke i form af knirken og knagen, men der var hverken råb, kommandoer, automatild eller andre tegn på et stormangreb på Ehrenberg. Kineserne valgte åbenbart en mere forsigtig taktik. Sikkert fordi de vidste, at han vidste, at de nu var på vej ind på forskningsstationen og dermed var klar over, at de ikke havde alle parametre opfyldt for et succesfuldt angreb. Overraskelse. Momentum. Aggression. De tre grundsten i enhver succesfuld og offensiv militær operation. Kineserne vidste, at overraskelsen allerede var gået tabt ved helikopterens ankomst. Tilbage stod momentum og aggression. Og hvor kompetente de var til at udnytte disse to parametre, afhang ene 326

bog3160-Dødemandsbugten.indd 326

16-10-2015 08:29:07

og alene af deres evner til at koordinere og kommunikere samt af deres grundlæggende soldatermæssige færdigheder, vidste Plessner. Det ville de kommende sekunder afsløre. Han tog det lille orange tændapparat op ad lommen og armerede detonatorerne i de tre termoflasker. Tre røde dioder lyste nu på displayet. Armeret. Gennem natbrillen scannede han terrænet mellem helikopteren og forskningsstationen, men der var stadig ingen bevægelse at spore nogen steder. Kun en flimrende og grynet mørk nat i sort og grøn. Men et eller andet sted derude var de på vej mod de tre indgange: hoveddøren, bagdøren til køkkenet samt døren for enden af gangen i vestlængen. De første to dukkede op ved hjørnet ved bagdøren til køkkenet. Iført sorte skimasker, mørke heldragter og noget, der lignede moderne militære udrustningsveste, gik mændene hen til døren med rolige skridt. De var bevæbnet med moderne automatrifler, men Plessner kunne ikke se hvilken model. I hvert fald var der ikke tale om den gamle, klassiske AK-47. Disse mænd lod til at være professionelle og paramilitære. Den forreste tog i håndtaget til køkkendøren, og da han konstaterede, at den var låst, trak de sig begge tilbage og forsvandt rundt om hjørnet. Samtidig anede Plessner to silhuetter, der langsomt nærmede sig døren i vestlængen. Tilsvarende outfit. Samme type våben. Samme procedure: Den forreste tog i dørhåndtaget. Da han konstaterede, at den var åben, trak han sig et par skridt tilbage med makkeren og ventede. Så førte han den ene hånd op foran munden. Plessner antog, at han talte ind i en radio. Mændene var professionelle. Ikke noget med at bare vade ind ved førstkommende mulighed. Nej, de meldte til den øvrige del af angrebsstyrken, at de havde fundet en åben dør og var klar til at trænge ind. Koordination og kommunikation. Plessner kastede et blik ned på tændapparatet. Tre røde dioder. Han 327

bog3160-Dødemandsbugten.indd 327

16-10-2015 08:29:08

tog Glock’en frem, lagde den i vindueskarmen og placerede en finger på knapperne ud for to af dioderne på tændapparatet. Inden for få sekunder ville han høre en ny lyd, vidste han: Lyden af vind, som blæste ned ad gangen i midterlængen, når hoveddøren blev åbnet. Og den ville han kunne høre, når de to mænd for enden af vestlængen gik ind ad døren. Kineserne havde til hensigt at trænge ind samtidig. Præcis på samme tid, hvor Plessner så mændene ved vestlængen træde ind ad døren, hørte han vinden blæse ned ad gangen som et hviskende spøgelse. Så trykkede han på de to knapper på tændapparatet. Braget hamrede mod Plessners trommehinder, og rystelserne, som helikopteren havde fremkaldt, da den fløj hen over bygningen, forekom som en blid forårsbrise i forhold til den dobbelte eksplosion. Gulvene, væggene og loftet skælvede, og Plessner mærkede benene give efter. Trykbølgen blæste døren til soveværelset op og blev efterfulgt af en støvsky, der bølgede videre ned ad gangen i midterlængen. Han trådte hen til døren og kiggede ud. På gulvet foran ham lå et svedet og blodigt underben i en sort læderstøvle, og ved siden af lå en hånd. Hele hjørnet af bygningen var stort set væk, og han kunne kigge direkte op på de sorte skyer. Samme ragnarok gjaldt for vestlængen, der nærmest var reduceret til det halve. Plessner var fattet, men groggy; en slat Eurodyn og et par termoflasker var sgu noget af en cocktail. Men det var ikke slut endnu. Da han trådte tilbage til vinduet, så han flere silhuetter nærme sig vestlængen. Kineserne besluttede sig åbenbart for at trænge ind med resten af styrken her. Fem mand trådte indenfor og begav sig i hastigt tempo ned ad resterne af gangen i vestlængen. De havde ingen grund til forsigtig finesse nu – slaget var vidt åbent og kunne kun vindes ved fremdrift og initiativ. Momentum og aggression. Plessner trak Steyr’en frem i skydestilling, tog sigte og trykkede på aftrækkeren. Projektilet røg gennem soveværelsevinduet og videre i retning mod mændene i vestlængen. Den forreste kineser tumlede omkuld. Plessner tog ladegreb og affyrede endnu et skud, hvorpå også 328

bog3160-Dødemandsbugten.indd 328

16-10-2015 08:29:08

den næste kineser drattede om. Men tre mand fortsatte, samtidig med at de begyndte at skyde vildt i retning mod opholdsafdelingen, tilsyneladende uden at vide, præcis hvad de skød mod. Det gik op for Plessner, at de antog, at han befandt sig i opholdsafdelingen, og nu satte alt ind på at kæmpe sig frem hertil. Det passede ham fint; hans overraskelsesmoment var stadig intakt. De tre kinesere fortsatte ned ad gangen i vestlængen, drejede rundt om hjørnet og begav sig ned gennem midterlængen under høje tilråb og kommandoer. Plessner forstod ikke, hvad de sagde, men ud fra tonefaldet at dømme blev de rådvilde og paniske ved synet af kropsdelene fra deres kammerater. Da de passerede soveværelset, trådte Plessner ud bag dem. Med Glock’en afgav han en hurtig serie på tre double taps. To projektiler i hvert baghoved. Mændene havde skudsikre veste på, og 9 mm-projektilerne ville ikke trænge igennem, hvis han skød dem i ryggen. Alle tre faldt om. To af dem rallede og bevægede sig stadig. Den tredje gjorde ikke. Plessner trådte hen over den ene, som bevægede sig. Han havde aldrig brudt sig om kalkulerede hovedskud på klos hold, men for længe siden havde man lært ham at gøre det; når først fjenden var nede, skulle man sikre sig, at han aldrig kom op igen. Det var brutalt og skånselsløst, men det gav mening. Et hovedskud på denne afstand var betydelig mere blodigt og grimt end på film, så Plessner holdt en hånd foran ansigtet for at beskytte sig mod blod, hjernemasse og knoglestumper. Han gjorde det hurtigt. De 7,45 gram tunge projektiler flåede kinesernes kranier op og splattede gulvet til med en rød, grødagtig masse. Plessner gik tilbage i soveværelset og hentede tændapparatet. Der var en termoflaske tilbage under sofaen i opholdsafdelingen. Han besluttede sig for ikke at lade den gå til spilde. Ifølge armbåndsuret var klokken nu 17.52. Han programmerede den til at detonere præcis klokken 18.00. Om otte minutter. Det gav ham tid til at få Maliki ud på pulken, hente rygsækken og komme i sikkerhed, inden skidtet gik af. Plessner trådte ud på gangen med natbrillen for øjet og Glock’en hævet i den anden hånd. Ingen garanti for, at Ehrenberg var kineser329

bog3160-Dødemandsbugten.indd 329

16-10-2015 08:29:08

fri. Forsigtigt gik han ned mod hjørnet af bygningen, hvor hoveddøren engang havde været. Der hang en dunst af blod og brændt kød, til trods for at vinden strøg ind i bygningen. Da han nåede til svingdøren, som førte ind til opholdsafdelingen, skubbede han den på klem og kiggede ind. Der var tomt, mørkt og stille. Kun det røde digitalur og svingdøren ud til køkkenet kastede en smule lys af sig. Han lagde natbrillen i lommen, trådte indenfor og gik ned mod køkkenet. Først roligt. Så hurtigere og mere utålmodigt. Maliki. Plessner nåede ikke længere end halvvejs over gulvet, da en stemme lød i mørket foran ham. En stemme, han genkendte øjeblikkeligt.

bog3160-Dødemandsbugten.indd 330

16-10-2015 08:29:08

Plateauet Plessner så sig tilbage over skulderen. På Ehrenberg stod opholdsafdelingen og køkkenet i lys luge, og flammerne kastede et orange skær ud over plateauet og op mod himlen, hvor stjernerne nu kiggede frem mellem de aftagende skyer. En enerverende tinnitus summede i ørerne, og han havde det, som om trykket fra eksplosionen havde krænget vrangen ud på ham, men han og Maliki var i det mindste sluppet derfra med livet i behold. Om Ryan havde overlevet, var umuligt at sige. Da Plessner var kommet til bevidsthed efter eksplosionen, havde han gennem røgen og flammerne kæmpet sig vej ud til køkkenet, hvor han havde hanket op i Maliki og bragt hende ud på snescooteren. Han havde ikke set spor af Ryan. Forhåbentlig var manden blæst til atomer. Plessner rettede blikket mod syd i Granatdal, drejede let på gashåndtaget og takkede Clavering Ø´s skizofrene vejrguder for, at månelyset nu pludselig var kraftigt nok til, at han med lethed kunne orientere sig – men det betød også, at HIP-helikopteren nemmere ville kunne se ham fra luften. 338

bog3160-Dødemandsbugten.indd 338

16-10-2015 08:29:08

Planen var enkel: Hurtigst muligt at få forbindelse til Tarok på den forbandede satellittelefon og få ham til at sende en helikopter ud efter dem. Lykkedes det ikke, ville han køre hele vejen til Daneborg via Eskimonæs, Moskusstationen og Dødemandsbugten. En tur på cirka 70-80 kilometer, der med Maliki i pulken formentlig ville tage op mod to døgn, forudsat at vejret opførte sig nogenlunde. Og vejrguderne var som bekendt skizofrene på disse kanter. Besluttede de sig for at intervenere med en storm eller to, og Maliki og han blev nødt til at ligge vejrfast, var det rigtig skidt, da Plessners rygsæk med mad, vand, sovepose og ekstra ammunition netop nu brændte op på Ehrenberg. De to soveposer, som Maliki lå i, var deres eneste beskyttelse mod kulden. Plessner kiggede sig endnu en gang over skulderen. Stadig ingen HIP-helikopter, der som en arrig tyr havde sat efter ham. Hørelsen begyndte at komme igen, mens han førte scooteren videre ned gennem Granatdal og nåede til de mægtige isskruninger, der rejste sig som katedraler omkring ham. Han lempede forsigtigt scooteren ind gennem de smalle og skæve passager, så pulken ikke tiltede. Efter nogle kilometer åbnede Granatdal sig op igen og førte ham videre mod syd i retning af kysten. Ved Godthåb Golf drejede han øst på mod Eskimonæs, og det blanke, isplettede hav på hans højre side lignede et mørkt spejl under det stjernespækkede himmeltæppe. Plessner håbede, at vejret forsat ville arte sig. Det sidste, de havde brug for, var endnu en storm. Men vejret artede sig ikke. Fremme ved Dødemandsbugten trak endnu en grim front ind over øen fra øst, og Plessner vurderede, at det var for risikabelt at fortsætte. Blev de fanget i stormen, risikerede ikke mindst Maliki at dø af hypotermi. I stedet satte han kursen mod Moskusstationen. Den kunne yde lidt ly, og desuden var der masser af mad foran hytten i form af 350 kilo moskusokse. Moskusstationen lignede sig selv, og oksen lå dækket af sne, tilsyneladende urørt af isbjørne eller rovfugle. Han trak pulten indenfor og tjekkede Malikis puls og temperatur. Pulsen var stadig svag, og hun havde feber. Som et strobelys, der blinkede i slowmotion, lod hun til at bevæge sig ind og ud af bevidstløshed. I øjeblikke var hun væk i 339

bog3160-Dødemandsbugten.indd 339

16-10-2015 08:29:08

mørkeland og så fredfyldt og rolig ud for derefter at have mere lyse øjeblikke med missende øjne og et ansigt fortrukket i smerte. Plessner tog termoflasken fra Malikis sovepose, løftede hendes hoved og forsøgte at få hende til at drikke lidt varm kaffe. Et par slurke slap ind mellem læberne, men en rallende småhosten sendte den retur i små dråber. Plessner besluttede sig for at gå ud og skære et par kødlunser af oksen, han rejste sig og gik ud ad døren. Det frosne kød ville være hårdt som beton at skære, tænkte han og rakte hånden ned mod Boker Solingen-kniven i støvlen. Men trak den hurtigt til sig og standsede op. Oksen var ikke alene. En velvoksen isbjørn med to unger stod og åd af den. Da den enorme hunbjørn fik øje på ham, rejste den sig på bagbenene, snerrede og satte i et hop lige mod ham. Den var kun 10-12 meter fra ham og ville nå ham på ganske få sekunder. Plessners hjerne røg i alarmberedskab og beordrede benene til at flygte, men da han vendte sig i sneen, hang den ene støvle fast i den frosne sneskorpe, og han faldt, så lang han var. Febrilsk fik han krænget Steyr’en frem fra ryggen og placerede kolben i skulderen. Bjørnemor var nu kun et par meter fra ham, og han rettede riflen mod hendes brystkasse. Med et brøl, der fik luften til at sitre, rejste hun sig igen på bagbenene, mens hun slog huller i luften med sin vældige labber på størrelse med grydelåg. Plessner krabbede sig baglæns og kunne se bjørnen krænge mundlæderet tilbage og eksponere de lange gule tænder. Men hun fortsatte ikke mod ham. Hun stoppede. Med et hult bump satte hun forpoterne ned i sneen igen og stod nu blot og småsnerrede ad ham, som om hun havde tydeliggjort sin pointe. Hvilket hun havde. Plessner krabbede sig videre bagud i retning mod døren til hytten. Han kunne have skudt hende, men det var ikke okay at skyde en bjørnemor med to unger. Nåede han til et punkt, hvor Maliki og han var ved at dø af sult, og oksen var eneste udvej for at få mad, ville han gøre det. Men ikke før. Plessner nåede hen til døren, kom på benene og smækkede den bag sig. Maliki lå i pulten, intetanende om dramaet, der netop havde udspillet sig.

340

bog3160-Dødemandsbugten.indd 340

16-10-2015 08:29:08

Stormen rev og flåede i hytten. Nu og da gik Plessner hen til vinduet for at se, hvad status var på bjørnefamilien. De havde tilsyneladende ingen intentioner om at forlade dette pragtmåltid og mæskede sig fortsat lystigt i oksen, der blev mindre og mindre, hver gang han kiggede. Han lagde sig ved siden af Maliki, men kulden fik ham til at ryste ukontrolleret efter få minutter, hvorpå han rejste sig for at få lidt varme i kroppen. Satellittelefonen løb snart tør for strøm, og han besluttede sig for kun at tænde den hver halve time. Aftenen blev ældre og ældre, og Plessner koldere og koldere. Efter hundredvis af armbøjninger og maveøvelser og uden udsigt til, at stormen aftog, blev han i stigende grad bekymret. Maliki behøvede desperat professionel lægehjælp, og han gled snart ind i en tilstand af hypotermi, hvis han ikke fik kontakt til Tarok, eller stormen drev over, så de kunne komme videre. Plessner turde ikke lægge sig på gulvet af frygt for at falde i en dødelig søvn, men trætheden overmandede ham efterhånden. Forsigtigt løftede han Maliki lidt op fra pulken og klemte sig ind ved siden af hende. Med øjenlåg, der insisterede på at glide i, og en krop, der var faretruende afkølet, kæmpede han for ikke at falde i søvn. Han kæmpede forgæves. Plessner gled ind i en rodet drømmeverden med billeder af bjørne, flækkede kranier, blod, røg og ild over en lydkulisse af brag, skud og brølende motorer. Og pludselig vågnede han af de selvsamme lyde.

bog3160-Dødemandsbugten.indd 341

16-10-2015 08:29:08

F O T O : R U N E WÅ H L I N A N D E R S E N

DØDEMANDSBUGTEN er tredje bind i Thomas Rathsacks romanserie om jægersoldaten Michael Plessner.

DØDEMANDSBUGTEN

ROMAN

POLITIKENS FORLAG

DODMANDSBUGTEN_smuds_150x226.indd 1

20/10/15 10.08