F O T O : R U N E WÅ H L I N A N D E R S E N
Det var som at køre ind i en ny verden. Et stivnet, månebelyst eventyrlandskab med store sten og klipper dækket af blankis og sne, der glimtede og funklede, og isskruninger, der stod som groteske hvide skulpturer. Slugten åbnede sig lidt op, og foran ham rejste sig endnu mægtigere isskruninger i alle mulige abstrakte former og lignede hele slotte, der var kollapset i store bunker ved et jordskælv. Stedet var lige så smukt, som det var ildevarslende og truende. Over ham lyste månen hvidt og koldt, og det eneste, der bevægede sig, var små skyer af frostrøg fra hans ånde, der sivede ud under neoprenmasken. Ensomheden krøb ind på ham. Michael Plessner standsede, slukkede motoren, observerede og lyttede – men vidste ikke efter hvad.
ÅRTIERS HÅRDESTE VINTER hærger Grønland, hvor jægersoldaten Michael Plessner har slået sig ned i hovedstaden Nuuk efter en personlig tragedie. Et slædehold fra Siriuspatruljen meldes savnet og formodes at være frosset ihjel i en voldsom snestorm. En af de savnede er tidligere jægersoldat og Plessners bedste ven. Den smukke geolog og ekspeditionsleder Maliki kommer i besiddelse af oplysninger, der tyder på, at han er i live, og at snestormen ikke er den virkelige årsag til slædeholdets forsvinden. Fast besluttet på ikke at lade sin ven i stikken begiver Plessner sig sammen med Maliki til verdens største nationalpark for at lede efter ham. Men stærke kræfter er på spil, og snart er Plessner og Maliki jaget af politi, gangstere og professionelle lejesoldater i en sag om korruption og svindel for milliarder, der trækker tråde helt til toppen af det grønlandske samfund og et internationalt forbrydersyndikat.
DØDEMANDSBUGTEN er tredje bind i Thomas Rathsacks romanserie om jægersoldaten Michael Plessner.
DØDEMANDSBUGTEN
THOMAS RATHSACK (f. 1967) er forfatter, foredragsholder og tidligere jægersoldat med operativ erfaring fra blandt andet Irak og Afghanistan. Som jægersoldat modtog Thomas Rathsack den højeste amerikanske enhedsudmærkelse, Presidential Unit Citation, for sin indsats. Derudover har Thomas arbejdet en årrække som sikkerhedskonsulent og programleder for en dansk minerydningsorganisation i Kaukasus, Afrika og Afghanistan. Hans selvbiografi, Jæger – i krig med eliten (2009), har solgt over 250.000 eksemplarer i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Bulgarien, USA og Tyskland. Thomas Rathsack har desuden skrevet to romaner om jægersoldaten Michael Plessner, Shadow Army (2012) og Sort daggry (2013), samt Stærk under pres – håndbog i high performance (2015, med Rune Wåhlin Andersen).
Om SHADOW ARMY, første bind i serien om Michael Plessner, skrev anmelderne: Det er action med realisme, og det kræver håndelag at kunne holde den stil kørende over en hel bog både sprogligt og indholdsmæssigt, uden at det bliver monotont – men forfatteren er simpelthen på hjemmebane. – BØRSEN
ROMAN
Om SORT DAGGRY, andet bind i serien om Michael Plessner, skrev anmelderne: Rathsack behersker action-thrilleren med stor professionalisme. Sort Daggry er en rigtig neglebider af en historie for sofamachoer. Det er den mest spændende film, denne anmelder længe har læst. – JYLLANDSPOSTEN – LARS OLE SAUERBERG
POLITIKENS FORLAG
DODMANDSBUGTEN_smuds_150x226.indd 1
20/10/15 10.08
36
Opholdsafdelingen Den samme umiskendelige lyd, som Plessner havde hørt få timer tidligere, kom igen. Han stirrede ud ad vinduet, men kunne intet se. Det var som at kigge ned i et sort hav. Men han vidste, at lyden betød, at de kom nu. Det var stadig helt sort på den anden side af vinduet, men lyden blev kraftigere og kraftigere, og Ehrenberg rystede mere og mere. Rotorblade. Turbiner. Plessner førte natbrillen op foran øjet – og der var den: Den sorte metalklump dukkede op ud af mørket. Ingen blinkende markeringslys eller navigationslys. Helt mørklagt. I 10-15 meters højde brølede helikopteren direkte mod ham og kunne ikke være mere end 50 meter væk. Den forekom enorm og ondsindet. Med hvinende turbiner bremsede den ved at sænke næsen og rejse halen som en fugl, der dykkede efter et bytte, og rotorbladene piskede skyer af fygesne hen over forskningsstationen. Det var, som om vinduerne var ved at briste for trykket, og Plessner var ikke i stand til at se noget som helst ud ad vinduerne. Men han kunne høre, at helikopteren langsomt fortsatte hen over bygningen, som nu skælvede vildt under presset fra rotorbla325
bog3160-Dødemandsbugten.indd 325
16-10-2015 08:29:07
dene. Derimod kunne han ikke høre sine skridt for motorlarmen, da han løb hen over gulvet og ud til mellemgangen ved hoveddøren og videre ned til soveværelset i midterlængen. Fra vinduet her kunne han se den lande umiddelbart syd for forskningsstationen. Det sidste flig af håb i hans underbevidsthed forsvandt som en sort kat i natten. Det var ikke en dansk 101’er med Tarok og resten af gutterne, der med brede og varme smil ville træde ud ad den, klar til at bringe Maliki og ham i sikkerhed. Det var en russiskudviklet HIP MI-8-helikopter og var sikkert fuld af udtryksløse og kolde kinesere. Da hjulene tog jorden, pressede rotorbladene igen skyer af sne ind mod forskningsstationen, og Plessner kunne hverken se vestlængen eller opholdsafdelingen. Ikke godt. Det var ikke en del af planen, der stod og faldt med et frit udsyn mod begge steder. Men da motorlarmen langsomt døde ud, og rotorbladene drejede langsommere og langsommere for til sidst at løbe tør for kraft, lagde sneskyerne sig, hvorpå både helikopteren, vestlængen og opholdsafdelingen igen blev synlige. Men hvor er angrebsstyrken?! Det burde pible ud med kinesere fra helikopteren. Har de allerede forladt den?! Og i givet fald hvor mange?! Der var plads til cirka 25 mand om bord på helikopteren, erindrede Plessner fra de gange, han havde fløjet med samme type. Hvis angrebsstyrken bestod af så mange, var han og Maliki færdige. Uanset antallet af termoflasker og mængden af ammunition til Steyr’en og Glock’en, ville det være en umulig kamp at vinde. Det blev mere stille igen. Kun vindens tag i bygningen fortsatte med uformindsket styrke i form af knirken og knagen, men der var hverken råb, kommandoer, automatild eller andre tegn på et stormangreb på Ehrenberg. Kineserne valgte åbenbart en mere forsigtig taktik. Sikkert fordi de vidste, at han vidste, at de nu var på vej ind på forskningsstationen og dermed var klar over, at de ikke havde alle parametre opfyldt for et succesfuldt angreb. Overraskelse. Momentum. Aggression. De tre grundsten i enhver succesfuld og offensiv militær operation. Kineserne vidste, at overraskelsen allerede var gået tabt ved helikopterens ankomst. Tilbage stod momentum og aggression. Og hvor kompetente de var til at udnytte disse to parametre, afhang ene 326
bog3160-Dødemandsbugten.indd 326
16-10-2015 08:29:07
og alene af deres evner til at koordinere og kommunikere samt af deres grundlæggende soldatermæssige færdigheder, vidste Plessner. Det ville de kommende sekunder afsløre. Han tog det lille orange tændapparat op ad lommen og armerede detonatorerne i de tre termoflasker. Tre røde dioder lyste nu på displayet. Armeret. Gennem natbrillen scannede han terrænet mellem helikopteren og forskningsstationen, men der var stadig ingen bevægelse at spore nogen steder. Kun en flimrende og grynet mørk nat i sort og grøn. Men et eller andet sted derude var de på vej mod de tre indgange: hoveddøren, bagdøren til køkkenet samt døren for enden af gangen i vestlængen. De første to dukkede op ved hjørnet ved bagdøren til køkkenet. Iført sorte skimasker, mørke heldragter og noget, der lignede moderne militære udrustningsveste, gik mændene hen til døren med rolige skridt. De var bevæbnet med moderne automatrifler, men Plessner kunne ikke se hvilken model. I hvert fald var der ikke tale om den gamle, klassiske AK-47. Disse mænd lod til at være professionelle og paramilitære. Den forreste tog i håndtaget til køkkendøren, og da han konstaterede, at den var låst, trak de sig begge tilbage og forsvandt rundt om hjørnet. Samtidig anede Plessner to silhuetter, der langsomt nærmede sig døren i vestlængen. Tilsvarende outfit. Samme type våben. Samme procedure: Den forreste tog i dørhåndtaget. Da han konstaterede, at den var åben, trak han sig et par skridt tilbage med makkeren og ventede. Så førte han den ene hånd op foran munden. Plessner antog, at han talte ind i en radio. Mændene var professionelle. Ikke noget med at bare vade ind ved førstkommende mulighed. Nej, de meldte til den øvrige del af angrebsstyrken, at de havde fundet en åben dør og var klar til at trænge ind. Koordination og kommunikation. Plessner kastede et blik ned på tændapparatet. Tre røde dioder. Han 327
bog3160-Dødemandsbugten.indd 327
16-10-2015 08:29:08
tog Glock’en frem, lagde den i vindueskarmen og placerede en finger på knapperne ud for to af dioderne på tændapparatet. Inden for få sekunder ville han høre en ny lyd, vidste han: Lyden af vind, som blæste ned ad gangen i midterlængen, når hoveddøren blev åbnet. Og den ville han kunne høre, når de to mænd for enden af vestlængen gik ind ad døren. Kineserne havde til hensigt at trænge ind samtidig. Præcis på samme tid, hvor Plessner så mændene ved vestlængen træde ind ad døren, hørte han vinden blæse ned ad gangen som et hviskende spøgelse. Så trykkede han på de to knapper på tændapparatet. Braget hamrede mod Plessners trommehinder, og rystelserne, som helikopteren havde fremkaldt, da den fløj hen over bygningen, forekom som en blid forårsbrise i forhold til den dobbelte eksplosion. Gulvene, væggene og loftet skælvede, og Plessner mærkede benene give efter. Trykbølgen blæste døren til soveværelset op og blev efterfulgt af en støvsky, der bølgede videre ned ad gangen i midterlængen. Han trådte hen til døren og kiggede ud. På gulvet foran ham lå et svedet og blodigt underben i en sort læderstøvle, og ved siden af lå en hånd. Hele hjørnet af bygningen var stort set væk, og han kunne kigge direkte op på de sorte skyer. Samme ragnarok gjaldt for vestlængen, der nærmest var reduceret til det halve. Plessner var fattet, men groggy; en slat Eurodyn og et par termoflasker var sgu noget af en cocktail. Men det var ikke slut endnu. Da han trådte tilbage til vinduet, så han flere silhuetter nærme sig vestlængen. Kineserne besluttede sig åbenbart for at trænge ind med resten af styrken her. Fem mand trådte indenfor og begav sig i hastigt tempo ned ad resterne af gangen i vestlængen. De havde ingen grund til forsigtig finesse nu – slaget var vidt åbent og kunne kun vindes ved fremdrift og initiativ. Momentum og aggression. Plessner trak Steyr’en frem i skydestilling, tog sigte og trykkede på aftrækkeren. Projektilet røg gennem soveværelsevinduet og videre i retning mod mændene i vestlængen. Den forreste kineser tumlede omkuld. Plessner tog ladegreb og affyrede endnu et skud, hvorpå også 328
bog3160-Dødemandsbugten.indd 328
16-10-2015 08:29:08
den næste kineser drattede om. Men tre mand fortsatte, samtidig med at de begyndte at skyde vildt i retning mod opholdsafdelingen, tilsyneladende uden at vide, præcis hvad de skød mod. Det gik op for Plessner, at de antog, at han befandt sig i opholdsafdelingen, og nu satte alt ind på at kæmpe sig frem hertil. Det passede ham fint; hans overraskelsesmoment var stadig intakt. De tre kinesere fortsatte ned ad gangen i vestlængen, drejede rundt om hjørnet og begav sig ned gennem midterlængen under høje tilråb og kommandoer. Plessner forstod ikke, hvad de sagde, men ud fra tonefaldet at dømme blev de rådvilde og paniske ved synet af kropsdelene fra deres kammerater. Da de passerede soveværelset, trådte Plessner ud bag dem. Med Glock’en afgav han en hurtig serie på tre double taps. To projektiler i hvert baghoved. Mændene havde skudsikre veste på, og 9 mm-projektilerne ville ikke trænge igennem, hvis han skød dem i ryggen. Alle tre faldt om. To af dem rallede og bevægede sig stadig. Den tredje gjorde ikke. Plessner trådte hen over den ene, som bevægede sig. Han havde aldrig brudt sig om kalkulerede hovedskud på klos hold, men for længe siden havde man lært ham at gøre det; når først fjenden var nede, skulle man sikre sig, at han aldrig kom op igen. Det var brutalt og skånselsløst, men det gav mening. Et hovedskud på denne afstand var betydelig mere blodigt og grimt end på film, så Plessner holdt en hånd foran ansigtet for at beskytte sig mod blod, hjernemasse og knoglestumper. Han gjorde det hurtigt. De 7,45 gram tunge projektiler flåede kinesernes kranier op og splattede gulvet til med en rød, grødagtig masse. Plessner gik tilbage i soveværelset og hentede tændapparatet. Der var en termoflaske tilbage under sofaen i opholdsafdelingen. Han besluttede sig for ikke at lade den gå til spilde. Ifølge armbåndsuret var klokken nu 17.52. Han programmerede den til at detonere præcis klokken 18.00. Om otte minutter. Det gav ham tid til at få Maliki ud på pulken, hente rygsækken og komme i sikkerhed, inden skidtet gik af. Plessner trådte ud på gangen med natbrillen for øjet og Glock’en hævet i den anden hånd. Ingen garanti for, at Ehrenberg var kineser329
bog3160-Dødemandsbugten.indd 329
16-10-2015 08:29:08
fri. Forsigtigt gik han ned mod hjørnet af bygningen, hvor hoveddøren engang havde været. Der hang en dunst af blod og brændt kød, til trods for at vinden strøg ind i bygningen. Da han nåede til svingdøren, som førte ind til opholdsafdelingen, skubbede han den på klem og kiggede ind. Der var tomt, mørkt og stille. Kun det røde digitalur og svingdøren ud til køkkenet kastede en smule lys af sig. Han lagde natbrillen i lommen, trådte indenfor og gik ned mod køkkenet. Først roligt. Så hurtigere og mere utålmodigt. Maliki. Plessner nåede ikke længere end halvvejs over gulvet, da en stemme lød i mørket foran ham. En stemme, han genkendte øjeblikkeligt.
bog3160-Dødemandsbugten.indd 330
16-10-2015 08:29:08
F O T O : R U N E WÅ H L I N A N D E R S E N
Det var som at køre ind i en ny verden. Et stivnet, månebelyst eventyrlandskab med store sten og klipper dækket af blankis og sne, der glimtede og funklede, og isskruninger, der stod som groteske hvide skulpturer. Slugten åbnede sig lidt op, og foran ham rejste sig endnu mægtigere isskruninger i alle mulige abstrakte former og lignede hele slotte, der var kollapset i store bunker ved et jordskælv. Stedet var lige så smukt, som det var ildevarslende og truende. Over ham lyste månen hvidt og koldt, og det eneste, der bevægede sig, var små skyer af frostrøg fra hans ånde, der sivede ud under neoprenmasken. Ensomheden krøb ind på ham. Michael Plessner standsede, slukkede motoren, observerede og lyttede – men vidste ikke efter hvad.
ÅRTIERS HÅRDESTE VINTER hærger Grønland, hvor jægersoldaten Michael Plessner har slået sig ned i hovedstaden Nuuk efter en personlig tragedie. Et slædehold fra Siriuspatruljen meldes savnet og formodes at være frosset ihjel i en voldsom snestorm. En af de savnede er tidligere jægersoldat og Plessners bedste ven. Den smukke geolog og ekspeditionsleder Maliki kommer i besiddelse af oplysninger, der tyder på, at han er i live, og at snestormen ikke er den virkelige årsag til slædeholdets forsvinden. Fast besluttet på ikke at lade sin ven i stikken begiver Plessner sig sammen med Maliki til verdens største nationalpark for at lede efter ham. Men stærke kræfter er på spil, og snart er Plessner og Maliki jaget af politi, gangstere og professionelle lejesoldater i en sag om korruption og svindel for milliarder, der trækker tråde helt til toppen af det grønlandske samfund og et internationalt forbrydersyndikat.
DØDEMANDSBUGTEN er tredje bind i Thomas Rathsacks romanserie om jægersoldaten Michael Plessner.
DØDEMANDSBUGTEN
THOMAS RATHSACK (f. 1967) er forfatter, foredragsholder og tidligere jægersoldat med operativ erfaring fra blandt andet Irak og Afghanistan. Som jægersoldat modtog Thomas Rathsack den højeste amerikanske enhedsudmærkelse, Presidential Unit Citation, for sin indsats. Derudover har Thomas arbejdet en årrække som sikkerhedskonsulent og programleder for en dansk minerydningsorganisation i Kaukasus, Afrika og Afghanistan. Hans selvbiografi, Jæger – i krig med eliten (2009), har solgt over 250.000 eksemplarer i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Bulgarien, USA og Tyskland. Thomas Rathsack har desuden skrevet to romaner om jægersoldaten Michael Plessner, Shadow Army (2012) og Sort daggry (2013), samt Stærk under pres – håndbog i high performance (2015, med Rune Wåhlin Andersen).
Om SHADOW ARMY, første bind i serien om Michael Plessner, skrev anmelderne: Det er action med realisme, og det kræver håndelag at kunne holde den stil kørende over en hel bog både sprogligt og indholdsmæssigt, uden at det bliver monotont – men forfatteren er simpelthen på hjemmebane. – BØRSEN
ROMAN
Om SORT DAGGRY, andet bind i serien om Michael Plessner, skrev anmelderne: Rathsack behersker action-thrilleren med stor professionalisme. Sort Daggry er en rigtig neglebider af en historie for sofamachoer. Det er den mest spændende film, denne anmelder længe har læst. – JYLLANDSPOSTEN – LARS OLE SAUERBERG
POLITIKENS FORLAG
DODMANDSBUGTEN_smuds_150x226.indd 1
20/10/15 10.08