Dømt Læseprøve

Dømt

Af samme forfattere:

Forkynderen (2013)

Degnbol & Winther Dømt Krimi

Prolog

2. februar 2015, klokken 03.24

Hun ved, at det snart er overstået.

Stødene fra hans krop føles anderledes. Lidt mindre hårde. Som om det, der kæmper indeni ham, ikke længere skal bruge hendes krop som slagmark. Det, der har været en konstant, rasende hvæsen imod hendes øre, ændrer karakter.

Er det ord, han hvisker? Hun forsøger at lytte. Den ene af hans store hænder løsner sit greb om hendes overarm, som han har holdt trykket ned mod madrassen, der føles kold og fedtet under hende. Han stryger hende over håret. Ligger han og kærtegner hende? Nu? Hun tilbageholder sin desperation over ikke at kunne komme fri af hans greb. For hun ved bedre. Han må ikke mærke hendes frygt, så vil det hele begynde forfra igen. Han slår ikke, han er en af de mænd, der bryster sig af aldrig at slå kvinder. Han tager fat, kalder han det. Holder fast i hende, lægger sine hænder eller albue mod et sted på hendes krop og lader sin vægt gøre arbejdet. Kroppens egen smertelindring, endorfinerne, akutberedskabet, arbejder i hende nu. De giver varme i huden og en underlig mathed hjulpet på vej af rusen. De har taget coke og drukket gin alle tre, Bombay Sapphire, som hun har taget med fra sine forældres velforsynede barskab. Gennem røgen, der ligger i tåger henover sofabordet, kan hun se lyset fra gadelygten spille i flaskens dybblå prismer. Som om nogen har sat en stor, funklende ædelsten,

som hun bare behøver at række ud efter. Han kysser hende blidt på kinden. Det eneste, der gør ondt nu, er smerten i underlivet, hver gang han trænger ind.

Det giver et sæt i ham, da det banker på døren. Lavt og insisterende, naboen. Hvor længe har de festet?

“Julie,” hvisker naboen derude. “Er du okay?”

Han ligger stille ovenpå hende, behøver ikke engang at se på hende. Hun holder munden lukket. Naboen banker igen.

Så bliver der stille. Måske var det et uheld. Han vil sige, det var et uheld, at det blev så voldsomt. Det banker igen. Hun beder stille til, at naboen skal forsvinde.

Ovre på sofaen er der pludselig irritable bevægelser, hun kniber øjnene sammen og forsøger at ønske det væk. Den anden må ikke vågne igen, hun kan ikke mere, hendes underliv brænder nu, og smerten i benene vender tilbage, pludseligt og uden varsel. Det er ikke første gang, de begge to har brugt hende samme aften. Og med smerten vågner hendes had, som han ikke må mærke, for hvis han mærker det, bliver han endnu mere farlig.

Men selv om hun ikke rører sig, mærker han det alligevel. Hvordan mærker han det? Trænger hendes afsky igennem hendes hud og ind i hans?

Hun kan mærke, hvordan han svulmer af fornyet raseri. Stødene tager til. Grebet om hendes arm.

Hun forsøger at formilde ham. Hun vugger med underlivet, forsøger at finde hans rytme, så han tror, hun nyder det. Straffen kommer med det samme, albuen på hans frie arm borer sig ind i hendes kind. Det er ikke det, han vil.

Han har fat om begge hendes overarme nu, men hun kan bevæge hænderne og lade dem glide op ad musklerne på hans overarme. Med bittesmå bevægelser lader hun fingerspidserne stryge det sted, hun kan nå, små cirkler. Det minder om kærtegn, men er egentlig massage, et forsøg på at få ham til at falde ned.

Planløst gnubber hendes fingre henover det mørke sted på hans

hud, ringen omkring biceps, en falmet tatovering. Linjer, cirkler. Følger dens gnidrede linje, så langt hun kan nå.

Frem og tilbage, frem og tilbage. Det virker ikke. Som en orkan tager han til i styrke. Det banker igen på døren. Ringen på armen sløres for hendes blik.

Da hun kommer til sig selv igen, står han foran hende. Ser på hende. Hun kan ikke se hans ansigt, men føler alligevel hans blik bore sig ind i hende. Han trækker vejret tungt og dirrende. Så bevæger han sig, et pludseligt ryk imod hende, usikkert og determineret på samme tid. Dødsangsten indfinder sig aldrig rigtig. Ikke som andet end en kvalme. Et sug af adrenalin i blodet, der kæmper sig gennem rusen og udmattelsen.

Selv da han lægger hænderne mod hendes hals, tænker hun: Han ville aldrig gøre mig fortræd.

Fredag den 1. marts 2019

Fredag længes de fleste efter weekend. Thea Krogh længtes efter at arbejde. Vel at mærke at arbejde uforstyrret med de mange mapper, notater og ulæste mails, der lå og ventede på hendes udelte opmærksomhed. Hun hastede henad gangen balancerende taske, frakke, laptop og en kop kaffe. Telefonerne kimede insisterende i receptionen. For enden af gangen stod elevatordørene åbne som målstregen i 100 meter hæk.

En af sekretærerne kaldte efter hende: “Thea? Det er den tyvende journalist allerede. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare nogen af dem. Sender I noget information ud, eller hvad?”

“Ikke mit bord. Du skal have fat i Lasse.” Thea slog ud med hånden, mens hun kastede sig ind imellem elevatordørene, der netop var ved at lukke.

“Åh, pis,” røg det ud af hende, da hun hældte en halv kop udover den hvide silkeskjorte.

“Travl dag, Thea?” Den anden kvinde i elevatoren rakte en serviet ud i rummet mellem dem.

Thea placerede den halvtomme keramikkop på laptoppen, tog servietten og gav sig til at tørre af. Anne­Grethe Schallborg, chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi, hendes direkte foresatte og ikke lige den, hun gad møde netop i dag og så med den skræddersyede, hvide skjorte udsat for en halv kop mokkafarve.

“Åndssvage kopper,” sagde hun og nikkede imod synderen. De var blevet indført i stedet for plasticbægrene af klimahensyn og betød, at ingen kunne finde deres egne kopper, og at ævl og kævl om opvask havde indfundet sig på intranettet. Anne­Grethe trak på skuldrene og hilste med sit eget Starbucks­bæger.

“Hvem kører til Enner Mark i dag?” spurgte hun.

“Troels Bendtsen.”

Anne­Grethe nikkede. Thea havde været linjechef for efterforskningsafdelingerne ved Østjyllands Politi i mere end et årti, og når hun selv tog en sag, plejede hun at vælge Troels som sin faste højrehånd. Troels arbejdede i specialpatruljen i efterforskningens afdeling 1 og var dygtig og robust. Et naturligt valg, når Thea skulle udpege en særlig betroet.

“Godt. Og han har forhåbentlig fået besked om ikke at udtale sig til nogen?”

Thea knappede jakken og betragtede sig selv i elevatorens blankbørstede stål. Pletten var næsten skjult af jakkens revers. Hun rettede et par af det lyse hårs lokker om bag ørerne, mens hun ubemærket spidsede læberne – en fast gestik foran spejlet, der havde været ubevidst for hende, indtil den dag Kristian var begyndt at grine af det.

“Ja. Troels holder lav profil.”

Anne­Grethe så skeptisk ud. Theas iltre makker havde med årene lært ikke at udtale sig til interview. Nu nøjedes han med bare at kommentere på sagerne så højlydt, at ingen kunne undgå at høre det alligevel, og derfor havde journalisterne lært at holde sig i hans kølvand.

“Troels og hvem mere? Der er sikkert allerede sort af mennesker nede foran det fængsel. Så meget for den diskrete persontransport.”

Elevatoren bimlede, og dørene gik op til efterforskningens etage.

“Bjørn Devantier,” sagde Thea og gik ud af elevatoren.

“Hvem? Ham landbetjenten?” Anne­Grethe satte en fod i døren.

“Hvordan kommer det til at se ud, Thea?”

Thea tog en dyb indånding “Han kommer jo til at forholde sig til sagen før eller siden, så det kan lige så godt blive før.”

Anne­Grethe fjernede foden og lod dørene glide i foran sig uden et ord.

Thea kylede per automatik den tomme kop i en skraldespand. Den landede i bunden med et stort klonk og mindede hende om, at den ikke var et plasticbæger. Irriteret fiskede hun den op igen. Foran hende ventede endnu en skranke og endnu en receptionist med headset og et spørgende udtryk.

“Thea –”

“Ikke mit bord. Hvornår fanden møder de ind nede i Kommunikationsafdelingen?”

Den skarpe martssol bragede gennem det spredte skydække, men havde ikke magt over isen på vandpytterne, der knagede under varevognens vægt. Det var stadig vinter, i hvert fald i Horsens. Et nyt tyndt lag frostsne føg henover den bare jord. Bjørn Devantier huskede ansigter for sit indre blik, genkaldte sig navne, men selv om han gennem sin karriere ved politiet havde været den direkte årsag til ikke så få indespærrede skæbner i Enner Mark, havde han faktisk aldrig besøgt fængslet før. Ved siden af i bilen sad Troels Bendtsen og varmede hænderne over ventilatorens dyse, der var noget galt med aircon’en, og de femogfyrre minutters kørsel fra Aarhus havde ikke kunnet få bugt med kondensen på ruderne.

Bjørn holdt ind til siden og lod motoren køre, imens han på afstand betragtede de gule bygninger, der mest af alt mindede ham om et gymnasium. Han rystede på hovedet for at slippe ud af morgentrætheden. Foran hovedindgangen havde en del mennesker allerede samlet sig. Nogen stod og baksede med et banner med store røde bogstaver, han kunne ikke tyde, hvad der stod, mens andre slog kuskeslag.

“Min kone sidder i Forsvarets Bygningstjeneste,” sagde Troels og trommede rastløst på vinylet over handskerummet. “Hun var med i det udvalg, der anbefalede, at vi begyndte at bygge nye fængsler herhjemme. Det hele var noget gammelt lort. Og straks fik man lavet fem hundrede underudvalg, offentligt udbud i EU, hele pivtøjet. Vi fik smækket fængslet op hernede, topsikkert. Og så var der fandeme en fange, der

vandrede lige ud ad hoveddøren.” Bendtsens høje, hjertelige latter tordnede gennem bilen. “Han udgiver sig for at være en anden og vader ud og sætter sig i en taxa. Suser hjem til Vestegnen og er væk i halvandet år. Indtil nogen ved Københavns Politi er ude og kigge i en lejlighed og ser ham og siger: Det er sgu da Maleren. Er der mere kaffe?”

Bjørn fiskede den gule termokande op fra bunden af bilen og rakte den videre. Han havde den altid med sig, både i tjenestebilen og på sine fisketure. Med årene var den blevet upålidelig og havde sat sine spor i form af skjolder på det meste af hans tøj. Alligevel kunne han ikke få sig selv til at smide den væk. Han satte bilen i bevægelse.

“Hvorfor blev han kaldt Maleren?”

“Det ved jeg ikke,” sagde Bendtsen og tørrede fingrene af i bukserne. “Den her termokande lækker, er du klar over det?”

Nu kunne Bjørn læse, hvad der stod på banneret. I dag går en morder fri #retfærdighedforjulie.

“Ahr, pokkers,” sagde han, da han fik øje på en flok journalister på p­pladsen. Han huggede bremsen i. “Pressen er her allerede. Hvad er det for en idiot, der har lækket tidspunktet?”

“En af vores egne idioter, vil jeg gætte på,” svarede Troels tørt. “Der er også mange i vores egne rækker, der synes, det her er det glade vanvid.”

Lars Emil Hansens løsladelse var en kæmpe historie. Der stod tv­journalister bevæbnet med kameraer samt et par stykker, Bjørn kendte som almindelige skrivende fra avisernes kriminalredaktioner. Han genkendte fyren fra Aarhus Stiftstidendes lokalsektion, som dækkede hans egen landsby, Roslinge, og en højtprofileret vært fra aftenfladen, som stod og skrabede snesjap af sine sko med låget fra en Starbucks­kop. Nej, Bjørn var ikke overrasket over, at det var sluppet ud. Og han forstod godt, at journalisterne håbede på nogle gode billeder. Julie­drabet var en god historie, Lars Emil Hansen var en god historie. Og ikke mindst Kira Hansen var en god historie. At en almindelig provinspige pludselig var blevet kæreste med en af landets mest forhadte kriminelle. Graviditeten, barnets fødsel. Det gjorde ikke sagen bedre, at Kira var en flot pige, den rigtige blanding af dådyragtig ynde og jysk

slagfærdighed, der gjorde sig godt på tv. Og hun var ikke bange for at udtale sig i medierne, ikke mindst på grund af den passionerede overbevisning, hun havde om sin mands uskyld.

En overbevisning, hun nu havde fået ret i. Selv om gruppen af protesterende foran fængslet tydeligvis ikke var enige i domstolenes vurdering. Der var vel en halvtreds stykker samlet, vurderede han, og indtil nu så det heldigvis fredeligt nok ud.

Bjørn skyllede den sidste kaffe fra termoflaskens låg ned med en hurtig bevægelse og smed det ned i bunden af vognen. For helvede, hvor var det en dum sag.

“Det overrasker mig, at hende Kira ikke allerede står ude foran og giver interviews. Hun er lige typen,” sagde Troels.

“Det overrasker ikke mig,” sagde Bjørn og nikkede henimod flokken af mennesker foran fængslets indgang. “Det ville ikke være klogt af hende at vise sig her.”

“Men du kender hende, derude fra Roslinge?”

Han rystede på hovedet. “Ikke rigtig.”

Han kørte rundt om hjørnet for at komme uden om forsamlingen.

Når fængslet i Enner Marks køkken skulle have leveret forsyninger, foregik det gennem den store vareindlevering på bygningens bagside. Bjørn listede varebilen, en Mercedes Sprinter, ind ad den grønne dobbeltdør, som var stor nok til, at en fragtvogn kunne køre ind på betongulvet mellem fryser­ og depotrum og læsse varer af til køkkenet, der leverede mad til fængslets to hundrede og femogtredive indsatte tre gange om dagen, foruden den del af personalet, der spiste med. Når der stod bøf på menuen, skulle personalet i køkkenafdelingen skrælle hundredeogfem kg kartofler, skære syvogtyve kg løg i ringe og stege fem hundrede bøffer, da det ikke var populært at løbe tør.

Og ud fra fængslets indre dukkede nu Lars Emil Hansen op.

Han var en stor mand, registrerede Bjørn, som han kom dem i møde flankeret af to fængselsbetjente. Han var høj og bred over skuldrene og brystet, havde ikke brugt de fire år, han havde siddet inde, på at skrælle kartofler. Hans ansigt kendte Bjørn fra mediernes dækning af

Julie­sagen. Stærke blå øjne, grove og markerede træk. Han var iklædt grå lærredsbukser og en hvid skjorte, der så ud, som om den var ved at sprænges i sømmene over de massive muskler, og håret var lyst og kort. Han så svedig og nervøs ud. Jakken havde han over armen sammen med en gennemsigtig pose, med hvad der lignede jeans og en blå sweatshirt.

“Hans gamle tøj,” sagde en af fængselsbetjentene og nikkede mod posen. “Han kan ikke passe det mere. Held og lykke så, Lars Emil.”

Den store mand ignorerede hilsenen og kantede sig med lidt besvær ind på bagsædet. Betjenten smækkede Sprinterens skydedør, og Bjørn startede motoren. Han trillede bilen ud gennem porten og kørte hurtigt væk fra de fotografer, der havde lugtet lunten og nu kom småløbende imod dem. Øjeblikket var hurtigt forpasset, og næste mulighed for gode billeder var formentlig hjemme ved bopælen i Roslinge. Bjørn gik ud fra, der også var sendt fotografer derud. Han håbede, han kunne nå at komme dem i forkøbet.

“Nå. Det er en stor dag,” sagde Troels til manden på bagsædet. Bjørn kunne i sidespejlet ane, hvordan Lars Emil Hansen smilede vagt. Det var, som om hans store krop slappede af ved at lade fotograferne og fængslets mure bag sig. Men han undgik deres blik og kiggede i stedet ud ad vinduet.

“Det er første gang, du er ude?” spurgte Bjørn.

“Jeg fik aldrig udgang,” svarede Lars Emil. “Ikke da min far døde. Ikke engang da Silje blev født. Kan I ikke tænde for varmen, her er pissekoldt.”

De nærmede sig motorvejen. Lars Emil stirrede ufravendt ud ad vinduet, optaget af den almindelige verdens elmaster, de stadig golde marker og vejsiderne af frossent mudder med fygesne. Bjørn spekulerede på, hvordan verden mon tog sig ud i hans øjne.

“Jeg går ud fra, vi skal hjem på kærestens adresse i Roslinge?” sagde Troels så.

“Aarhus,” svarede manden på bagsædet. “Jeg skal ikke køres med fucking politieskorte. Jeg tager til Roslinge, når jeg er klar.”

“Som du opdagede, er det gået op for journalisterne, at det er i dag, du kommer ud,” sagde Bjørn. “Jeg gætter på, de også står parat i Roslinge. Jeg tror, det er klogt, hvis du lader os køre dig helt derud.”

“Kan vi lige blive enige om, at det bestemmer jeg selv?” Hans stemme dirrede med ét af indestængt vrede.

Bjørn trak vejret dybt; Lars Emil Hansens attitude stod meget langt nede på hans ønskeseddel. Hele hans landsby ulmede i forvejen af oprør, der havde været trusler og chikane imod Kira og en særdeles hadsk tone på alt fra byens Facebook­gruppe til skolens forældreintranet. Og i den kedel ventede Kira og datteren Silje, som Lars Emil aldrig havde prøvet at leve sammen med, fulde af forventninger til en mand, der næppe havde brugt de sidste par år på at træne sine sociale færdigheder. Egentlig forstod Bjørn på en måde Lars Emil: Skulle han have mulighed for at tage det hele ind og opleve en reel stund af frihed, var det måske på en cafe i Aarhus med en øl i hånden og solen i øjnene, anonym og sin egen. Eller i skarpt trav rundt i byens gader for at absorbere hele verden i sit system. Lyde, lugte og bevægelighed.

Bjørn nikkede til Troels, der rullede med øjnene. Så trådte han på speederen og tog afkørslen imod Aarhus C.

“Slaveriet i Dansk Vestindien er underbelyst i dansk litteraturhistorie, et … ja, underbelyst.”

Thea betragtede Thorkild, imens han ledte efter ordene og mislykkedes. Den altid så veltalende sognepræst virkede ufokuseret, og det lignede ham ikke.

De sad de sædvanlige otte mennesker i stuen. Hun var det eneste fremmedelement, de andre var alle fra Roslinge, og hun havde hurtigt fattet sympati for de syv andre stille eksistenser, der indfandt sig i præstegården den første lørdag i måneden klokken 19. Mest fordi de heller ikke havde andre planer lørdag aften.

Præstegårdens stue så ud, som den plejede, når de mødtes. Der var tændt op i den store, gamle brændeovn af smedejern, og der var stearinlys i vinduerne, der gav genskin i det tynde snelag på gårdspladsen. God, stærk kaffe i solide keramikkrus og hæderlige småkager fra Roslinge lokalbrugs på en tallerken på sofabordet. Alligevel var stemningen en anden, men hun havde svært ved at sætte fingeren på hvorfor. Samtalen flød ikke så let, som den plejede. Foran dem på bordet lå et par eksemplarer af månedens bog og skinnede med blanke, rød­hvide omslag, Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead. Præstens eksemplar var som sædvanlig stukket fuld af Post­its med noter, han var en grundig læser. Altid forberedt til møderne og med noget, han gerne ville diskutere. Det var helt naturligt, at han tog styringen, og hun selv for en gangs skyld kunne være med uden at skulle lede, bare sidde i

en lænestol og mærke roen sænke sig og ordene trænge ind. Men i aften havde mødet ikke den beroligende effekt, det plejede. Hun var på vagt, og det irriterede hende. Blikke, en understrøm af uro. Hvad var det, der foregik? Ærgerlig konkluderede hun for sig selv, at det nok handlede om den uvelkomne tilflytter, der var ankommet til Roslinge mindre end et døgn forinden. Lars Emil Hansen. Måske så de lokale hende kun som repræsentant for politiet i aften. Det politi, der i deres øjne havde fejlet.

De havde mødt hinanden syv år tidligere i Roslinge, da Thorkilds kone blev dræbt, og Thea efterforskede. Hun havde straks syntes om ham på den umiddelbare måde, som egentlig sjældent skete for hende. Der var faldet dom i sagen. Og hun havde ikke set noget til præsten, før de mødtes tilfældigt sidste forår til et foredrag med en bestsellerforfatter fra New York, der af uvisse årsager havde indvilget i at komme og tale på et lille bibliotek i Hinnerup. Det var et kæmpe scoop for biblioteket, og foredraget blev et tilløbsstykke, der tiltrak både fans, journalister og store dele af det litterære parnas i København. Hun havde været heldig at få billet og havde kilet sig ind på bageste række i den alt for varme læsesal, der dampede af våde jakker og paraplyer. Forfatteren blev selvfølgelig spurgt, hvad han, der ellers trak fulde huse som hovednavn på internationale litteraturfestivaller, lavede på et bibliotek i Hinnerup. Uden at fortrække en mine svarede han, at bibliotekslederen havde sendt ham en høflig forespørgsel via mail hver uge de sidste ti år. Ihærdighed har man som menneske en forpligtelse til at belønne, sagde han. Da havde hun hørt Thorkilds latter klinge bag sig, højere end alle andres, og genkendt den med det samme.

De havde drukket kaffe sammen i pausen, snakken var bølget imellem dem som hos gamle venner, de havde endevendt newyorkerens forfatterskab. Det hele havde været så levende imellem dem, at det havde ligget lige til højrebenet at formalisere det og fortsætte. Det var ham, der havde foreslået det, og sådan var litteraturklubben i Roslinge opstået. Og hun glædede sig hver gang til at tage turen ud til landsbyen, der gemte sig i en ådal i det bakkede no man’s land, hvor forstæderne til

Aarhus slutter, og Djursland begynder. Omgivet af skov, marker og udstykningsgrunde, der ventede på at blive udbudt til salg af kommunen.

De skiftedes til at vælge månedens bog, og alle indkøbte den pligtskyldigt, de fleste hos den lokale boghandel. Det var en pagt, de havde indgået: En litteraturklub måtte naturligvis støtte boghandlerne. Selv havde hun hurtigt pakket sin e­bogslæser væk, den var også blevet en dårlig vane i de sene nætter, hvor hun lå alene i sin seng i det skarpe skær og indstillede større skrifttyper i stedet for at hente sine læsebriller. Det havde været dejligt at købe bøger igen, føle deres vægt i hænderne og se deres omslags farver lyse op der, hvor de blev smidt i forbifarten i hendes lejlighed. Når hun ellers kunne stjæle sig til lidt læsetid.

Thea rankede sig i lænestolen og kom Thorkild til undsætning. “Der er en mærkelig balance mellem det virkelige og det uvirkelige i bogen,” sagde hun. “Brutaliteten er så udpenslet, at det nærmest føles overdrevet. Men vi køber præmissen om, at flugtvejen er virkelig. At et helt netværk af mennesker har arbejdet sammen om et kæmpe underjordisk anlæg, det må have taget årtier at skabe.”

“Og det eneste, de mennesker har til fælles, er barmhjertigheden,” fortsatte Thorkild taknemmeligt. “Troen på, at der må nye handlinger til for at skabe et anstændigt samfund. Radikale handlinger.”

Men ingen greb den, stuen lå stille hen.

“Jeg tror, jeg vil sige godaften nu,” sagde en af de to mænd, en ældre herre, og satte kruset fra sig. “Der er varslet skybrud.”

Flere andre nikkede, der blev opbrud. Thea blev siddende, hun plejede at hjælpe Thorkild med at rydde af bordet. På vej ud ad døren tøvede den sidste. En kvinde, måske sidst i halvtredserne, altid med en bekymret mine, sagde sjældent noget. Nu tog hun mod til sig, trak vejret dybt.

“Du skal bare lige vide, Thorkild, at du ikke er nogen populær mand i Roslinge lige nu.”

Præsten fortrak ikke en mine. “Jaså. Er det den artikel i kirkebladet, du taler om?”

“Der er mange, der ikke kan forstå, hvordan du kan skrive på den

måde. Som om det er os her i byen, der er noget galt med. Menighedsrådet holdt møde om det i går aftes. Jeg synes bare, du skulle vide det.”

Ude i køkkenet lod Thea fingrene glide ned i det varme vand i opvaskebaljen og nød følelsen. Hjemme lavede hun sjældent mad og vaskede aldrig op, alt røg direkte i opvaskemaskinen, der var noget sært tilfredsstillende ved den lille tjans lørdag aften hos Thorkild. Hun skramlede med kopperne i vandet, Thorkild greb et viskestykke.

“Jeg skrev en artikel i kirkebladet i sidste uge,” sagde han uden at være blevet spurgt. “Den var måske lige frisk nok i tonen. Den handlede om Lars Emil Hansens løsladelse. Ud over stepperne med skyld og soning og en opfordring til, at vi som lokalsamfund skal være rummelige. Det er gået fuldkommen over gevind herude.”

Hun smilede skævt. “Ja. Jeg kan forestille mig, at der er røre i andedammen. Bjørn har sikkert nok at se til.” Hun sendte landbetjenten en venlig tanke, et rasende lokalsamfund kunne kaste ubehagelige ting af sig, og dagens overskrifter havde ikke været nådige ved Lars Emil Hansen. Men hun mærkede også et lille stik af fortrydelse over igen at blive til politiinspektør. Det var en uskreven regel mellem hende og Thorkild, at de så vidt muligt ikke talte om arbejde, ikke trådte ind i det rum igen sammen.

“Ja. Jo. De falder vel ned igen. Det var jo for katten bare en artikel. Ligefrem at holde møde om det…”

Han gik i stå med viskestykket, kiggede ud i mørket på den anden side af det sprossede vindue, hans ansigt fuld af bekymrede rynker.

Bjørn Devantier skrabede en rest kødsovs ud af kasserollen til Moos. Schæferen slugte det hurtigt, slikkede sig om munden og så med forventning op på Bjørn. Han kløede den på ryggen og rystede på hovedet. Moos var begyndt at tage på, konstaterede han. Det var også en dårlig vane med de madrester. Den var i det hele taget ved at være ude over sin bedste alder, men han håbede alligevel på at have den i tjeneste mindst et par år endnu. Efter skilsmissen var hunden vel hans nærmeste pårørende.

“Vi går en tur om lidt,” lovede han og smækkede den solide låge til løbegården. Så spidsede hunden ører og knurrede lavmælt. Han vendte sig om og fik øje på hende i gadelygtens lys, hun kom gående op ad indkørslen, og uden at kunne se hende ordentligt i aftenmørket vidste han, hvem det var.

“Godaften. Har du tid?”

Han nikkede og gik i forvejen op ad trappen til A­villaen, der udgjorde nærpolitistationen i Roslinge og hans private bolig. Kira Hansen fulgte efter, stillede et par hvide trainers i den smalle gang og gik efter Bjørn ud i køkkenet. Det var første gang, hun var der, han havde kun talt med hende få gange før. Som med så mange andre i landsbyen lærte han dem først rigtigt at kende, når de pludselig fik brug for ham. Og da Lars Emils dom var blevet omstødt, og nyheden breakede, havde hun utvetydigt ladet ham vide, at hun ikke havde brug for

den hjælp, han havde forsøgt at tilbyde hende. Vigtigst af alt hans råd om at holde lav profil. Hvilket hun til overflod ikke havde gjort.

“Tillykke med frifindelsen,” sagde han, selv om ordene smagte forkert. “Kaffe?”

Hun rystede på hovedet.

Han fjernede nogle krummer og termokanden, der efterlod den sædvanlige lille sø af kold kaffe, og bad hende tage plads.

“I er nødt til at gøre noget,” sagde hun så og trommede i bordet med hvide, anspændte hænder.

Hun havde kun været tilbage i Roslinge et par år, var flyttet hjemmefra som syttenårig og havde boet i Aarhus siden. Han vidste, hun havde overtaget sine forældres gamle hus, da faderen døde, og slået sig ned der, i gåafstand fra søsteren Anette, der modsat Kira var indbegrebet af Roslinge: en helt igennem almindelig provinsmor. Kira havde farvet håret lyst og tæmmet det med et glattejern, til det lå havfrueagtigt ned ad ryggen. Hun var en flot pige på den lidt vulgære måde med de runde bryster og de højhælede støvler og med håret flagrende efter sig, når hun gik ned ad hovedgaden. Som om hun passede bedre ind i en storby og ikke i det gamle husmandssted i Roslinge.

“Hvad sker der?” spurgte han.

“Der sker det, at der står folk ude på fortovet foran vores hus med skilte og råber ad os,” sagde hun. Stemmen var tynd og spæd. Ganske ulig den Kira, han havde set udtale sig i fjernsynet, når hun plæderede for sin mands uskyld. Den slagfærdige retorik var væk, øjnene var trætte og flakkende. “Det begyndte lidt i går, før Lars Emil overhovedet var kommet hjem, men i dag er det stukket helt af. Der har stort set stået folk der hele tiden.”

“Hvordan tager Lars Emil det?” spurgte han.

“Han har været nogenlunde rolig indtil nu. Han siger, det går over. Men jeg kunne se det på ham her til aften, da de begyndte at tænde fakler. Han traver hvileløst rundt i huset. Jeg er bange for, hvad han kan finde på.”

Bjørn fandt notesbogen og en blyant frem. “Hvem er det, der står dernede?

“De skiftes,” sagde hun bittert. “Nogle af de der unge knægte, der drikker ude i skoven, Bøgh­knægten og hans slæng. Men det er fandeme også fædre oppe fra vuggestuen, jeg ved ikke, hvad de hedder. Folk, jeg har set i byen før. Men der er også en del fremmede. Anette siger, de aftaler det inde på den der lede Facebook­gruppe. Der kommer vist folk helt inde fra Aarhus.”

Han kendte godt gruppen og fulgte den med stigende bekymring. De fleste opslag var for generelle til, at de overtrådte retningslinjerne, og han havde en stærk fornemmelse af, at al virkelig mobilisering foregik i private fora. Men der var ingen tvivl om formålet: Lars Emil skulle kigge sig over skulderen.

“Din søster er med i gruppen?”

“Hun holder øje med, hvad der sker. Sender mig screenshots, hvis der er noget. En del skriver også til mig privat.”

“Hvorfor har du ikke slettet din profil, Kira? Hvorfor vil du læse det lort, de skriver?” spurgte han.

“Fordi jeg er nødt til at vide, hvad jeg har med at gøre,” sagde hun, nu skælvede stemmen. “De truer mig. Nogen har skrevet fængselsluder på husmuren. Der lå en pose med hundelort i Siljes kurv i vuggestuen i forgårs. Og der er også nogen, der har taget et billede ind ad hendes vindue om aftenen, hvor man kan se, at hun ligger og sover. Nogen har stået udenfor og gloet ind og taget billeder af min datter, Bjørn. Og posted det på nettet.”

“Nogen?”

“Profilen hedder Clarity. Anonym, selvfølgelig. Det er ham, der skriver langt det meste inde på den side. Har du set den?”

Han nikkede. “Vi er opmærksomme på den gruppe. Og på den profil.”

“Jeg tror, det kan være nogen fra Julies familie, hvis I vil undersøge det nærmere. Men politiet gør jo aldrig noget ved trusler online.”

Hun så indtrængende på ham, han forstod det ubesvarede spørgsmål i hendes blik. Og havde svært ved at finde de rette ord til at forklare hende det, han betragtede som en barsk sandhed: at truslerne, chikanen var udtryk for et tordenvejr, der skulle have lov til at rase ud, førend stormen kunne lægge sig. Og den endnu barskere sandhed, der sad længere inde i de fleste: Hun har selv bedt om den her opmærksomhed.

“Jeg kunne godt bruge nogle navne,” sagde han i stedet. Hun rystede på hovedet uden at se på ham.

“Jeg har ikke lige været ude og skrive ned, vel? Og så er der lyset.”

“Lyset?”

Hun nikkede.

“Nogle gange midt om natten bliver huset pludselig lyst op. Som om nogen retter en projektør imod det, eller billygter, sådan et skarpt, hvidt lys. Det er sket tre gange nu. Jeg vågner og går ud og kigger, og det kommer ude fra marken. Der står nogen derude og lyser på huset. Når jeg kommer ud, slukker det. Det gentager sig et par gange. Og jeg skal fandeme ikke ud at rende rundt ude på marken klokken 3 om natten. Anette mener, at det kan være oppe fra byggepladsen, men det tror jeg ikke.”

Bjørn tænkte sig om. De nye udstykninger lå på den anden side af åen, men han kunne ikke forestille sig, at byggeprojektøren derfra skulle kunne nå Kiras vinduer.

“Nu skal du høre, hvad vi gør først. Jeg går ned og beder dem, der står foran dit hus, om at gå hjem. Det er ikke i orden. Derefter opretter vi en sag på de chikaner, du fortæller om.”

Hun rejste sig hurtigt.

“Jeg må også hjem til Silje.” I døråbningen til gangen vendte hun sig om.

“Den sag, du vil oprette. Kan vi gøre det senere? Jeg tror ikke, det passer så godt i aften. Hvis du skal med ind og sådan.”

Hun tøvede lidt. “Jeg vil helst ikke have en scene nede ved huset. Hvis nu Silje bliver bange. Kan du ikke bare stille og roligt bede folk om at skride?”

“Lars Emil ved ikke, at du er her?”

Hun smilede usikkert til ham.

“Han har ikke lyst til at have mere med politiet at gøre. Hvis du forstår.”

“Har du fortalt ham om truslerne, Kira?”

“Ikke dem alle sammen. Han går amok, og det er præcis, hvad de håber på. Lige nu er det vigtigste bare at få de narrøve til at forsvinde, ikke?”

Han nikkede.

“Jeg går derned nu,” sagde han og greb Moos’ snor fra en krog bag køkkendøren.

Kulden var nådesløs efter varmen i Thorkilds hyggelige stue, som hun for få øjeblikke siden havde forladt. Thea tændte hurtigt for bilmotoren og fandt sin telefon frem fra lommen, hvor den heldigvis havde forholdt sig i ro indtil videre. Hun åbnede sin nyheds­app og fandt hurtigt det, hun ledte efter: billeder fra Roslinge. Et par stykker var kun en time gamle, tydeligvis planket fra et socialt medie, og sendte en ubehagelig isnen ned ad hendes ryg: lyspletter i mørket foran et anonymt udseende hus. Fakler. Rasende folkemængde: Forsvind fra vores by, lød overskriften.

Hun kendte nok til Roslinge til at have en idé om, hvor det foregik, og tog en hurtig beslutning. Da hun svingede ud fra den snedækkede gårdsplads, fik hun øje på en skygge i præstegårdens vindue: Thorkild, der fulgte hende med blikket.

Selv om klokken var lidt over 21, stod der vel en femten­tyve stykker på fortovet foran Kira og Lars Emils hus, nogle med fakler, andre med hjemmegjorte skilte. Et par stykker havde hunde i snor og lignede almindelige provinsfædre. Thea parkerede sin bil ved kantstenen og slukkede lyset for bedre at kunne se. En blanding af mænd og kvinder, de fleste midaldrende, klædt i fornuftige dunjakker, der passede til en kold aften i begyndelsen af marts. Hun rullede vinduet en anelse ned for at høre, om de råbte, men registrerede kun en stille mumlen. Den eneste høje lyd var en grøn presenning, der sad fast på muren under husets stuevindue. Den havde sluppet sit tag i det ene hjørne og slog

hårde slag i vinden, der lød som skudbrag. Ellers lå huset mørkt hen med kun et enkelt lys tændt og nedtrukne persienner.

En skikkelse passerede hendes bil på fortovet, og hun genkendte Bjørn Devantier og hans hund. Han registrerede også hende gennem ruden, et hurtigt, overrasket blik. Bag ham gik en lyshåret kvinde, men hun standsede lige ud for Theas bil og lod Bjørn gå alene det sidste stykke henimod folkemængden.

Men netop som Bjørn var nået hen til forsamlingen, blev en udendørs lampe tændt, og døren til huset gik op. Den store mand stod pludselig i sin døråbning, det lyse hår var uglet, som om han lige var vågnet, øjnene missede mod folkemængden og skinnede sort. Lars Emil Hansen viste sig for første gang. Der gik et tydeligt sug igennem forsamlingen. Den lyshårede kvinde ved siden af Theas bil udstødte en lille undertrykt jamren og satte i løb op imod huset. Manden i døren fik øje på hende.

“Kira!”

Hans stemme gjaldede ud i mørket og fik folkene foran huset til at træde et par hurtige skridt tilbage. Thea steg ud af sin bil og fulgte den lyshårede kvinde med blikket. Hun løb henimod mængden, folk trådte til side. Lod hende komme igennem. Lars Emil Hansen greb hende om håndleddet på trappen til huset. “Hvor i helvede har du været?” råbte han.

Hun svarede ikke, vendte sig i stedet rådvild mod folkemængden og sendte dem et rasende, tårevædet blik.

“Forsvind,” skingrede hun. “Vi har ikke gjort jer noget!”

De ignorerede hende. Den sitrende mumlen tog til. En del havde fundet telefonerne frem for at filme.

Fra sit ståsted lidt derfra så Thea Bjørn bane sig vej igennem og stille sig foran huset. Moos tog plads ved siden af ham med spændte muskler.

“Så siger vi tak for i aften. I kan godt pakke det der væk.” Hans stemme var myndig og skar gennem råbene. Hun kunne se et par af dem nærme sig Bjørn, gestikulere.

“Drop det, Robert,” råbte Bjørn til en teenager. “Kan I så se at komme afsted. Skal I ikke hjem og se Barnaby? Hvad fanden er det her for noget?”

En kvinde med kasket og en stor fleecejakke forsøgte at sige noget til ham.

“Gu har I da ej ret til at være her. Næste gang jeg ser nogen bare stoppe op foran det her hus, anholder jeg vedkommende.”

Mængden blev tavs, rørte uroligt på sig.

“Har du måske lyst til at ha’ ham her,” råbte kvinden i fleecejakken så, skingert. “En voldtægtsforbryder og en morder! Han kan måske komme op og bo ved siden af dig, var det noget?”

“Prøv lige at høre. Han er frikendt for det drab. Det var ikke ham, der gjorde det.”

“Den er god med dig, Bjørn. Har du læst, hvad de skriver om det? Det var jo sådan noget procedurefejl, og nu har I travlt med at redde jeres egen røv. Der går sgu ikke røg af en brand, uden at der er ild i den, vel? Han hører ikke til her. Vi vil ikke ha’ ham her.”

Kvinden trådte nærmere Bjørn med hævet pegefinger og indkasserede en knurren fra hunden. Hurtigt trak hun sig tilbage.

“Var det svært at forstå?” gjaldede Bjørn. “Se at komme afsted!”

Modstræbende begyndte de forsamlede at bevæge sig ned ad hovedgaden. Bjørn gik hen og stillede sig, så de alle sammen skulle forbi ham. Thea kunne se, at han standsede dem en efter en, noterede på en blok og sendte hver enkelt et langt blik.

Så sænkede han blokken. “Hauge?”

Manden, han talte til, havde ikke nogen fakkel. Han rystede bare hurtigt på hovedet og skyndte sig videre ud i mørket, hvor faklernes lys flakkede og forsvandt.

Thea gik hen mod huset. På trappen havde Lars Emil Hansen stadig ikke sluppet Kiras håndled. Nu trak han hende ind til sig, holdt om hende, strøg hende over håret. Hendes skuldre rystede. Så førte han hende ind i huset og smækkede døren.

Thea standsede udenfor en rusten havelåge og så op imod det lille husmandssted. Bjørn kom hen til hende.

“Politiinspektøren i egen høje person. Godaften, Thea. Du kunne bare have ringet.”

Hun vinkede afværgende. “Jeg var herude i privat ærinde. Kørte bare lige forbi, da jeg så overskrifterne.”

Han fnøs. “Ja. Pisseirriterende. Det løjer forhåbentlig af med tiden. Nu er de i hvert fald forsvundet.”

Hun klappede hunden. Moos, huskede hun, at den hed. Opkaldt efter efterforskningslederen i Blekingebande­sagen. Den logrede veloplagt.

Så fik hun øje på bilen. En sort Audi, der holdt med motoren slukket lidt længere nede ad gaden. Der sad nogen på førersædet, en mørk silhuet.

“Det er ikke alle, der er forsvundet. Hvem er det?” spurgte hun.

Bjørn kneb øjnene sammen.

“En journalist, måske?”

Hun rystede på hovedet. “En journalist ville være ude og tage billeder og tale med folk.”

De gik hen til bilen. Bjørn bankede på ruden.

Føreren rullede vinduet ned med en summen. Det var en mand, måske sidst i halvtredserne, med et hårdt, furet ansigt under en tyk manke af gråsprængt hår. Han så ikke på Bjørn, stirrede bare henover rattet.

“Hvad laver du her?”

Manden svarede ikke.

“Jeg skal bede dig om at køre,” sagde Bjørn. “Du kan ikke holde her. Og jeg vil gerne bede om dit navn og din adresse.”

“Offentlig vej,” sagde manden roligt og tændte en cigaret. I skæret fra hans lighter kunne Thea se, at han var iført en lang, brun uldjakke. “Og jeg behøver ikke at oplyse dig om noget som helst.”

“Det gør du sådan set, jo.”

Manden fortrak ikke en mine. Så knaldede Thea sit politiskilt op imod hans forrude.

“Politiinspektør Thea Krogh. Du hørte manden,” sagde hun fast. “Se at komme afsted.”

Manden i Audien sendte hende et langt blik. Så startede han bilen og accelererede hurtigt ned ad vejen, så sneen sprøjtede om dækkene.

“Uhøfligt ikke at præsentere sig.” Bjørn viftede med sin blok, hvor han havde noteret nummerpladen.

Hun listede bilen på plads på den alt for lille parkeringsplads i gården. Klokken nærmede sig midnat, og Regnbuen på toppen af kunstmuseet kastede sit lys ned over Aarhus og fik vandet i åen til at glitre grønt og orange. Da kunstværket i sin tid blev installeret, et par år efter hun købte lejligheden, havde hun ikke brudt sig om det og syntes, det lignede et stykke barnelegetøj. Med årene var hun kommet til at holde af det. Og mest om natten, hvor de mange silhuetter af besøgende var væk, og Regnbuen bare svævede over museet som en glødende ufo, en overjordisk ring af farver. Og da hun kiggede op imod sin egen lejlighed, var der lys i vinduet. Et enkelt lille stearinlys, flakkende i trækken fra de gamle vinduer.

Han sov på sofaen, på tv’et kørte en lydløs tenniskamp. Et par halvtomme bakker fra den vietnamesiske restaurant rundtom hjørnet stod på bordet ovenpå en plasticpose sammen med hans kaffekop. Hun smilede. Kristian drak aldrig andet til maden end kaffe. Ikke vand, sodavand eller øl, bare kaffe, så stærk som muligt.

Hun listede over til vinduet og pustede lyset ud, det var næsten brændt ned. Han satte sig op i sofaen og strøg sig over øjnene, det mørke hår krøllede altid, når han havde sovet.

“Du må ikke sove fra lyset,” sagde hun.

“Du kan jo ikke komme hjem til en mørk lejlighed,” sagde han søvnigt. “Hvordan skulle du ellers vide, jeg var her? Du ville blive skrækslagen. Måske ville du skyde mig. Er der løbet stearin ud over det hele? Vi skal have skiftet de ruder.”

Hun satte sig på knæ foran sofaen, lagde armene om ham. Han begravede næsen i hendes hår.

“Sikke sent det blev. Var der gang i præstegården her til aften?”

“Nej. Jeg var nede ved Lars Emil Hansens hus på vej tilbage. Der stod en nydelig lille lokalmilits med fakler og hele pivtøjet.”

“Mm,” hviskede han ned i hendes hår. “Måtte du tale med store bogstaver?”

“Ikke mig. Lokalbetjenten. Bjørn Devantier, hvis du husker ham. Han har styr på det. Håber jeg.”

Han tog fat i hendes skuldre, vendte hende om, løsnede hendes hestehale og lod hænderne glide langsomt gennem hendes hår, en rolig bevægelse, der altid fik hende til at slappe af. Det føltes, som om spændte elastikker løsnede sig der, hvor hans fingre rørte hende. Længe sad de sådan.

Så slap han hende og gik ud i køkkenet, hun hørte ham skramle med opvaskemaskinen. “Vil du have noget at spise?” spurgte han derudefra. “Der er en halv nummer fem tilbage og fire forårsruller.”

“Klokken er halv et,” sagde hun. Han kom til syne i døren med sin læderjakke over armen. “Ja. Jeg er også nødt til at køre nu. Mette har noget gensynshalløj på Sjælland i morgen på sit gamle gymnasium. Hun skal med den tidlige færge. Så jeg bliver den heldige, der skal tilbringe hele dagen med Victoria og tyve andre skrigende fjortenårige til håndboldstævne i en hal i Them. I marts.”

Hun smilede. “Du er en god far, Kristian.”

“Ikke for god til at håbe, hun ikke går videre til finalen. Der er grænser for, hvor mange franske hal­hotdogs jeg kan spise.” Han klappede sig på maven, der stadig var flad.

Thea lukkede bakkerne med forårsruller og kylling med cashewsauce sammen og puttede dem tilbage i plasticposen. “Tag dem her med så.”

Han tog posen og kyssede hende godnat. Så forsvandt han ud i natten. Hun pustede lyset i vindueskarmen ud og gik ud for at børste tænder.

ET LILLE IDYLLISK LOKALSAMFUND

på Djursland protesterer højlydt, da en drabsdømt, som pludselig frikendes under mystiske omstændigheder, flytter til netop deres landsby for at starte på en frisk med sin lille ny familie. Og da der kort efter sker et nyt mord, koger byen over.

Kriminalkommissær Thea Krogh fra Østjyllands Politi hentes til Djursland for at opklare sagen i tæt samarbejde med lokalbetjenten Bjørn Devantier, mens den lokale sognepræst, Thorkild Christensen, forsøger at få verden til at give mening igen. For hvis man er frikendt, er man vel fri?

DØMT handler om forsoning, skyld og tilgivelse – men også om kærligheden i alle dens komplekse afskygninger.

debuterede med Forkynderen / The Preacher (2014) under pseudonymet Sander Jakobsen på det engelske forlag Little, Brown and Company. Bogen er solgt til 12 lande.

Dømt (2022) er inspireret af samme lokalmiljø og markerer samtidig starten på forfatternes krimiserie hos Politikens Forlag, Djursland-serien, som fortsætter med bogen Den tavse frisør (2023).

ISBN 978-87-400-8830-4