ROMAN POLITIKENS FORLAG
Dagmars VALG
SVÆRE
Dagmars svære valg
Af samme forfatter Som små soldater, roman, 2013 En uretfærdig tid, roman, 2019
Gertrud SVÆREDAGMARSTinningVALGPolitikensForlag
En fed kat hoppede op på plankeværket ind til baggården ved siden af og sad og gloede på hende med et enkelt øje.
5 Kapitel 1
Dagmar stoppede op på den smalle bagtrappe, fordi storetåen på den ene fod var ved at arbejde sig ud gennem et hul. Med begge hænder fik hun trukket i strømpen og stak foden tilbage i tøflen.
Da hun kom ned, skiftede hun til træskoene, hun havde haft un der armen. Tøflerne lod hun stå på det nederste trin, for baggården var ét søle, og hun ville ikke have dem ødelagt. Døren peb som en hund, da hun skubbede den op. Et blødt, gråt tæppe af mørke svøb sig om hende, da hun forsigtigt, for ikke at vække nogen, listede sig over baggården hen mod lokummerne. Skraldespandenes dår lige ånde var særlig skrap her før daggry. Hun trådte uden om en pøl af noget, der lignede blod. Det var ellers ikke lovligt at slagte i baggården, men der var altid nogle, der havde det svært med love, og tilmed var nogle svin, de kunne da i det mindste have smidt en spand vand på.
Da hun kom ud fra lokummet, var lyset stadig tøvende. Hun lagde hovedet tilbage og kiggede op mod den firkant af himlen, der kunne ses, jo, det grå var gradvist ved at vige for det blå. Nogle gråspurve havde travlt nede på brostenene, og deres kvidren kærteg
København, 6. juni 1913 Dagmar
og spejdede ud ad vinduet, men det ene ste, hun kunne se, var de øverste etager i baghuset. Den klynkende lyd ville ikke forlade hende, kunne det have været en rotte med un ger? Måske og så alligevel ikke – rotter peb på en måde, der gjorde,
døren til bagtrappen, storetåen havde igen mast sig igennem hullet i sokken, men hun stak bare i tøflerne, der stadig stod på det nederste trin. De var strikket af tykt uldgarn i røde og blånistrede farver og havde sivsåler. Det var Anna, der havde lavet dem af garnresterne fra en uldtrøje. Ottos åndedrag var tunge og havde en lille, tryg lyd. Vinduet i sovekammeret vendte mod øst, og det spæde lys fandt vej gennem de pyntelige blondegardiner, hun havde hængt op. Otto kunne lide at vågne med lyset. Der var lunt i kammeret, og han havde kræn get det meste af dynen af sig. I rummet hang lugten af den grønne stangsæbe, som han vaskede sig med, når han kom hjem fra slagte riet. Sæben lugtede skarpt, men når den blandede sig med lugten af hans hud, blev den god. Det var langtfra alle mænd, der var så nøje medHunrenligheden.gikudikøkkenet
nede6 hende som en varm, mild vind, og hun kunne mærke farens ru håndflade stryge hende nænsomt på kinden og bagefter knibe ganske forsigtigt i den. Katten sprang ned fra plankeværket, spurve ne fløj op, og følelsen forsvandt lige så brat, som den var kommet. Langsomt gik hun over mod bagdøren, men standsede og lyttede en gang til. Stilhed var sjælden og velsignet og indfandt sig kun et par timer i døgnet, som nu, for her i ejendommen var folk tidligt oppe og sent i seng. Hun fortsatte forbi skraldespandene, men standsede så igen, for var der ikke en ny lyd? Et lille klynk? Hun kiggede op mod vinduerne, var der et spædbarn, der var vågnet? Måske stod et vindue på klem? Dagene havde været varme, men nætterne var stadig kølige for årstiden. Snore med vasketøj hang på kryds og tværs over gården og dækkede, så nogle vinduer slet ikke kunne ses. Må ske var det bare katten, de kunne jo lyde som små …, hun holdt vejret og lyttede igen, men der var ingenting, bare stilhed og det gråligeHunlys.åbnede
7 at man ikke var i tvivl. Hun gik tilbage til kammeret og krøb ned under dynen ved siden af Otto og lå og lyttede, mens hun betragtede hans afslappede ansigt. I det svage lys var farverne næsten udviskede, men der var alligevel et lyst skær i de buskede øjenbryn. Forsigtigt lagde hun sin hånd på hans arm, men heller ikke varmen fra hans krop gav hende ro, og hendes hånd føltes hurtigt svedig. Hun slog dynen til side, vendte sig om på ryggen og stirrede op i loftets land kort af gullige plamager, der havde dannet sig gennem årene. Men et øjeblik efter var hun igen ude i køkkenet. Der stod op vask på køkkenbordet, hun havde arbejdet til sent aftenen før, her om sommeren var der ofte overarbejde på Carlsberg. Bagefter havde hun og nogle andre kvinder fra bryggeriet slået et smut om Sønder marken, hvor der havde været folkefest, det var jo Grundlovsdag. Talerne var for længst slut, og de fleste var også gået hjem, men afte nen var lun, og rundtomkring sad folk stadig i klynger. Græsset flød med ispapir og ølflasker. Et sted spillede en grammofon med tragt, og et enkelt par dansede. Kvinden havde løsnet håret, og hovedet trykket mod mandens bryst. Dagmar og de andre havde sat sig under et træ i nærheden, men måtte flytte sig lidt længere væk, fordi der lugtede af pis. Så havde de siddet der på græsset og sunget med på musikken. Manden med grammofonen havde kun et begrænset repertoire, og den samme sang, ‘Au Au Augusta’, med ham Gissemand, blev spillet om og om igen. Det gjorde ingenting, den var nem at synge med på. Et par boder var stadig åbne, og de havde købt øl og kolde pandekager med jordbærsyltetøj. Det var endt med at blive sent, og hendes kjole havde været fugtig og beskidt bagpå. Otto havde spist alene, og hun havde været for træt til at tage opvasken, da hun kom hjem. Nu flyttede hun hurtigt de beskidte tallerkner og gryden ned i vasken, satte enden mod køkkenbordet og svang sig op, så hun kun ne komme tæt på vinduet og se ned i baggården. Ingenting. Heroppe fra tredje sal så det ikke ud, som om nogen havde et vindue åbent. Hun åbnede selv vinduet og mærkede stanken fra skraldespandene. Ikke noget under, at folk holdt vinduerne lukket om natten. Lyden
var kommet et sted dernedefra. Hun lod øjnene vandre fra lokum merne til skraldespandene og videre fra den ene ende af baghuset til den anden ende og ned ad trappen til kulkælderen. Her gjorde hun holdt, stod døren til kælderen åben? Hun lænede sig frem, men det var umuligt at se det heroppefra. Øjnene fortsatte deres vandring, og hun fik øje på bagenden af en cykel og stangen på en trækvogn, op ad et halvtag var stablet to store trækasser. Spurvenes kvidren var taget til, og hun lukkede øjnene et kort øjeblik, men lod sig så glide ned på gulvet igen. Den lille klynkende lyd blev ved med at gentage sig i hendes hoved. Da hun igen stod i baggården, blev hun i tvivl. Var lyden slet og ret indbildning? Noget, hun ønskede at høre? Døren til kælderen var lukket, hun åbnede den og stod lidt og lyttede ind i mørket. Ingenting. Kun den kvalme stank fra kludekræmmerens lager. Hun gik op i gården igen. Over kælderdøren havde nogen klistret noget brunligt stads over ‘strengt forbudt’, så der nu kun stod Al Falbyden og Raaben i Gaarden er. Dagmar gik tættere på skraldespandene og betragtede rækken af zinktønder. Som en flok gamle mænd stod de der, beskidte og bulede, og med maverne fyldt af stinkende efterladenskaber. To af spandene var så overfyldte, at de havde bøvset lågene af, og de lå nu ved siden af på brostenene. Lyset var blevet herre over mørket, et par måger skreg, og spurvenes kvidren var ophørt. Hun trampede lidt i brostenene med træskoene for at jage rotterne væk og tog så hurtigt lågene af spandene, en efter en. Midt i en bevægelse stivnede hendes krop. I den næstsidste bøtte lå en lille bylt pakket ind i sækkelærred. Hun var ikke i tvivl om, hvad det var.
9 Kapitel 2
København, 6. juni 1913 Dagmar
Den lille bylt lå oven på affaldet. Hendes hals strammede voldsomt til, mens hun hurtigt kiggede sig omkring. Så løftede hun forsigtigt bylten op og løb tilbage til bagdøren, ligeglad med, at træskoene lar mede. Med albuen fik hun skubbet døren op og lod sig falde tungt ned på et trappetrin, mens ordene løb ud af hendes mund som tynd vælling.“Så, nu skal du se, så, så, nu går det …” Langsomt og med fe brilske hænder begyndte hun at åbne bylten, mens gåsehuden krøb frem, som om det pludseligt var blevet isnende koldt på bagtrappen. Bylten virkede for slap. “Nej, nej, det må ikke være rigtigt.” Ordene flød igen. Det første, hun så, var det mørke blod, der var størknet i barnets hår, og et hulk undslap hende. Det lille ansigt var blegt og skjoldet af noget hvidligt stads. Øjnene var lukkede. Forsigtigt pakkede hun barnet mere ud, et stykke af den blålige navlestreng hang slapt ned ad maven, det var en lille pige. Hun bøjede sig ned for at lytte efter åndedrag, men kunne ikke høre noget, og med små bevægelser gav hun sig til at klappe pigen over hele den lille krop. “Kom nu, du lille, kom så …” Hun blev ved med at klappe, men kroppen forblev slap.
“Hvad?” Han kom op på den ene albue, mens han kløede sig i de lyse “Tæppet,skægstubbe.skynd dig nu!”
“Jeg har fundet et nyfødt barn i en af skraldespandene, hun skal have mælk eller vand, ellers ved jeg ikke … det skal gå hurtigt.”
“Hvad fanden foregår der?”
“I en skraldespand?” gentog han.
“Ja, nede i gården, først troede jeg, hun var død.” Hun lagde byl ten på sengen og tog hurtigt sin særk af. Varsomt pakkede hun den lille ud af sækkelærredet, fik en hånd bag hovedet og løftede hende op. Barnet var køligt, og Dagmar skælvede, da hun lagde den lille krop mod sin egen varme hud, mens hun trak vejret hurtigt. “Skal jeg mon lægge mig under dynen?”
“Er du virkelig sikker på, at det ikke er dødt, der er jo ikke noget
Langsomt10 foldede hun sækkelærredet omkring den lille igen, men blev siddende på trappetrinnet. Barnets slaphed forplantede sig til hendes egen krop, og en hengemt sorg lurede. Hun lukkede øjnene og vuggede barnet i sine arme. Hang der død ved hende? Den velkendte følelse af skam kom listende med sit skadefro smil. Man ejede ikke børnene, det måtte hun sige til sig selv, og man kunne heller ikke bestemme, om de ville have en til mor. Ingen ville åbenbart have hende, Dagmar. Et kort øjeblik overvejede hun at lægge bylten tilbage i skraldespanden, men tanken om, at barnet ville blive begravet mellem råddenskab og uhumskheder ude på lossepladsen, var ubærlig – og rotterne, de var jo altædende. Hun rejste sig og begyndte langsomt at gå op, tankerne ville åbne et dyb, der kunne blive svært at komme op af, hvis ikke hun tog sig i agt. Hun var halvvejs oppe, da bylten gjorde en næsten umærke lig bevægelse, efterfulgt af et meget spædt klynk. Hun rev hurtigt sækkelærredet af den lilles hoved og sprang op ad trinnene med barnet krammet ind til sig. Otto sov stadig, da Dagmar stakåndet stod i døren. “Otto, den nederste skuffe, det hvide tæppe, det, Anna strikkede.” Hendes stemme var skinger, men uden kraft.
11 liv at se.” Otto var kommet ud af sengen, hans ene hånd blev ved med at køre rundt i ansigtet.
Ud af øjenkrogen kunne hun se Otto, der stod tavs og betragtede hende. “Søde Dagmar, tror du ikke …” Men så holdt han inde, barnet lavede et lille ryk med den ene arm, mens en trækning gik over dets ansigt.
“Men, Dagmar, klokken er ikke engang halv fem.”
“Find noget lunkent vand, vil du ikke nok?” Hun holdt om bar net med begge hænder. Han skramlede med vandkedlen. “Ligefrem lunkent, ved jeg ikke.” Han hældte vandet op i en lyseblå kop uden hank, der stod ved“Detvasken.er måske også lige meget, men find en ske!” Barnet føltes stadig slapt, da hun lagde hende på det hvide tæppe, og hun be gyndte igen at klappe den lille krop, men der skete ingenting. Så foldede hun tæppet om hende, satte sig på køkkenskamlen, tog lidt vand på skeen og forsøgte at made pigen. “Synk det nu, du lille,” mumlede hun, men munden var slap og tog ikke imod vandet, der løb ned ad kinden. Dagmar lagde skeen på bordet og dyppede i ste det en finger i vandet og stak den så forsigtigt ind i munden på den lille. Tre gange var hendes finger først nede i koppen med vand og så inde i barnets mund.
“Det var som syv … du havde sgu ret.” Hans ene arm fægtede i luften, som for at understrege ordene.
“Jeg synes, jeg kan mærke, at hun lever, eller det gjorde hun i hvert fald lige før.” Dagmar satte sig på sengekanten, men rejste sig igen. “Tæppet, Otto!” Hun endte ude i køkkenet. Otto kom med et hvidt strikket bomuldstæppe. Dagmar nikkede i retning af bordet, og han foldede det lidt ud, men trådte så et skridt tilbage. “Dagmar, er du virkelig sikker på, at det her er en god ide, jeg mener …”
Dagmar sukkede af lettelse. “Du må hente Anna!”
“Det er da lige meget.” Hun blev ved med at dyppe fingeren i vandet.
Han12 nikkede og gik ind i sovekammeret. I det samme gav den lille et spædt klynk fra sig. “Nej, vent,” råbte hun. “Hjælp mig i noget tøj, så løber jeg selv derned.”“Hvad så med barnet?”
Hun gik om hjørnet ned ad Istedgade, en cyklist kørte forbi hen de, og et par drenge kom trækkende med en kærre, men ellers var der stadig stille. Hun småløb, så hurtigt det kunne lade sig gøre, og lige efter Absalonsgade, hvor hun selv var vokset op, stoppede hun og fik åbnet døren til en opgang i en nyere ejendom. Trappeopgangen var både bredere og renere end der, hvor hun selv boede, og gelænderet var ikke brækket et eneste sted. Der stod Rosenberg
Gaden var tom, bortset fra en mælkevogn og en dreng på vej ind i en opgang med flasker. Hun stod et øjeblik og ordnede sjalet, så barnets hoved ikke kunne ses. Den lille var holdt op med at klynke, og kroppen var ikke så kold mere. Det ville selvfølgelig have været mere ligetil at blive oppe i lejligheden, lægge sig under dynen og holde barnet varmt, indtil Anna kom. Men en stemme inde i hende sagde, at hun skulle have barnet væk fra findestedet.
“Kan du nå ud på bryggeriet og melde mig syg, inden du skal møde?”“Jo,men …” “Ellers mister jeg en hel dagløn.” Han nikkede, og læberne formede sig til ord, men der kom ingenting.Hendes ben føltes usikre, da hun gik ned ad hovedtrappen i op gangen. Hun var bange for at klemme barnet for meget, men også for at tabe det. Det lille menneske vejede næsten ingenting, men sådan var det måske med nyfødte?
“Hende tager jeg med,” svarede hun. Hun tog tæppet af barnet og holdt igen den lille ind mod sit bare bryst, mens Otto hjalp hende i et underskørt og en strikket trøje med knapper. Hun holdt barnet med den ene arm, mens han arrangere de sjalet om hendes skuldre.
Dagmar trådte hurtigt indenfor i gangen og lod sjalet falde ned på gulvet, så den lilles hoved kunne ses under striktrøjen.
Da Anna havde giftet sig med Niels Rosenberg, havde Dagmar været bange for at miste hende. For det var ikke bare navnet Rosen berg, der smagte af noget anderledes, men også Niels selv. Ikke at han var det mindste fin på den, men han kom fra en familie med an dre manerer end dem, hun selv kendte. Han havde studeret og var journalist, selvom det var på arbejdernes avis, Social-Demokraten. De første år havde hun hele tiden været på udkig efter sprækker, ru knaster, der ville vokse sig større og ændre det, hun og Anna havde sammen. Men det var aldrig sket. De var uenige om mange ting, men hørte stadig sammen. Dagmar stod et øjeblik for at få vejret. Hun måtte banke på Annas dør flere gange, før der hørtes skridt derinde.
For mere end 25 år siden var Anna tilfældigt kommet ind på den beværtning, hvor Dagmar havde serveret. Anna havde været langt nede, hendes bror var blevet fængslet for noget, han ikke havde gjort, hun havde næsten ingen penge og ikke noget sted at over natte, så Dagmar lod hende sove hos sig. For Dagmar havde deres venskab åbnet en dør til der, hvor der fandtes lys.
“Dagmar! Er der sket noget?” Anna stod i døren i den bare særk og håret hængende løst ned over skuldrene, det var stadig tykt og lyst, og det var svært at se de grå hår.
“Jamen kæreste! Er det et barn, du har der?”
13 på et messingskilt på døren, og selvom hun næsten kom her dagligt, virkede navneskiltet stadig fremmed og fint, som om der inde bag døren fandtes en helt anden verden. Følelsen var fjollet, for hun vidste jo, at i lejligheden boede Anna og Niels, og hun og Anna var to skiver skåret af det samme brød.
“Hun lå i en skraldespand, men hun lever, du må hjælpe mig!” Dagmars hånd rystede, da hun holdt det hvide tæppe frem, som hun havde haft under armen. Anna tog tæppet og skubbede Dagmar foran sig ind i stuen. For sigtigt lagde de den lille på tæppet, som de havde bredt ud på spise
Der kom igen et svagt klynk fra barnets mund, nærmest et lille knirk. Annas hænder følte rundt på den lille krop. “Navlestrengen skal der gøres noget ved, der er ikke klippet nok af, men det kan vel ordnes. Og hvad er det med øjnene? De er ligesom klistret til.”
“Men tror du, hun kan overleve?” Der havde sneget sig et rustent lag ind på Dagmars stemme. “Vi må have fat i noget mælk, og så skal hun holdes varm.” Anna svøbte barnet i tæppet og rakte bylten til Dagmar. “Sæt dig med hende, så prøver jeg at nå mælkevognen.” “Men Niels, hvis han vågner …?”
bordet.14
“Det gør han ikke, han havde den sene vagt på avisen i går.” Anna gav Dagmars arm et klem. Hun åbnede igen striktrøjen og lagde barnet mod den varme hud. Pigen var faldet i søvn, eller … Dagmar skubbede den lille krop opad for at få barnets ansigt helt tæt på sit eget. Jo, et lille varmt pust, næsten umærkeligt, kom fra hendes mund. Dagmar åndede ud med et suk og lænede sig lidt tilbage i lænestolen. Selvom hun masser af gange havde siddet i netop denne stol og kendte stuen så godt – tapetet med de blå blomster, de overfyldte bogreoler, der fyldte næsten hele den ene væg, og de indrammede tegninger på væggen – kunne hun dårlig kende stedet nu. Men hun havde jo heller aldrig siddet i stolen med et barn, der ikke var Annas. Nu sad hun med et spædbarn, der manglede en mor. En tanke lyste og stod og dirrede, og hun turde næsten ikke tæn ke den. Hun krammede varsomt barnet. Hun havde været gravid fire gange, og hver gang havde hun tabt det. Det var hendes livs sorg. Hun holdt det for sig selv, det med ‘livs sorg’, for når ordene blev sagt højt, lød de som noget, der kunne komme ud af munden på en skabet skuespiller på en scene. Men ikke desto mindre var det sådan, det var, og hun var aldrig rigtig kommet overens med sorgen. Oven i dén triumferede skammen og flovheden, for en kvinde skul le kunne føde børn. På et tidspunkt havde hun i sin nød opsøgt en præst, men bag al hans godhed havde det skinnet igennem, at han troede, det måtte være hendes egen skyld, at hun ikke var gudfrygtig
15 nok, og at barnløsheden var Guds straf. Det var vel derfor, hun ikke kunne se meningen med de mange kirker, der som ukrudt skød op alle vegne i deres kvarter. I de andre lejligheder, i gården, på gaden vrimlede det med børn, og der kom hele tiden flere til, det var noget dagligdags, noget, der hørte livet til, men ikke for hende. En kvinde fra opgangen havde engang sagt til hende, at hun skulle være taknemmelig for, at hun slap for alt det mas, det var at have en flok unger. Men hun havde ikke ment det, ordene havde været tomme, det havde Dagmar ikke været i tvivl om. Kvinden talte til hende, som om hun var en stakkel, og havde i virkeligheden pralet af sin egen flok.
Så stod Anna der igen, hun var forpustet og holdt en mælkeflaske i den ene hånd. “Det skal varmes og blandes med vand,” sagde Anna. Hun havde taget en frakke direkte over særken. Nu forsvandt hun ud i køkkenet, og Dagmar kunne høre, at hun skramlede med en gryde og tændte for primussen. Lidt efter kom hun tilbage med en kop og et lille stykke stof. “En del mælk til to dele vand.”
“Hvordan ved du sådan noget?”
i hvert fald ikke hørt andet.” Hun gav sig til at røre i koppen med en teske. “Det er stadig for varmt. Var der ingen spor af moren?”
“Nej, man kan jo komme direkte ind fra gaden gennem porten, det kan have været hvem som helst, men jeg tror ikke, det er en, der bor i ejendommen.”
Otto ville også gerne have haft børn, men han havde nok mere slået sig til tåls med situationen, selvom det ikke rigtig var noget, de snakkede om. Og så ville skæbnen, at hun i går aftes, da de havde været i Søndermarken, havde drukket adskillige øl og derfor måtte tidligt i gården for at lette blæren. Så tidligt, at barnet stadig levede.
“Du er ikke den eneste, der ikke kan amme. En mor til en elev i en af mine klasser var ved at miste sin nyfødte, fordi hun ingen mælk havde, men så havde apotekeren forklaret, hvordan hun skulle blan de komælk og
“Det“Overlevedevand.”barnet?”trorjeg,jeghar
“Sikkert16 ikke, det ville være for risikabelt, men vi kan nok gå ud fra, at det er en, der gerne ville have, at barnet skulle findes.”
“Ja, netop, hun kunne have lagt det et sted, hvor ingen kom, men en skraldespand, de bliver jo brugt hele tiden.” Dagmar strøg den lille over hovedet.
dig godt, men du er nødt til at få hende døbt …” Anna lagde en hånd på Dagmars skulder, hun var holdt op med at røre i koppen, pustede nu i stedet på indholdet.
“Det er jo det, jeg godt ved, men tænk, hvis præsten så finder ud af, at det ikke er mit barn.” Dagmar rynkede panden.
“Du ved, hvordan folk er, rygterne går, alle ved, at jeg ikke har været gravid, og i min alder ...” Dagmar sad stadig med barnet helt oppe på brystet. “Ja, men hvor mange kender du, som ville drømme om at fortælle det til præsten? Kender du overhovedet nogen, ud over mig, som går i kirke?” spurgte Anna.
“Nej, eller jo, måske en kone fra opgangen, jeg ved det ikke, tænk, hvis de kommer og tager hende fra mig, og hun ender på børnehjem. Synes du, jeg er splittertosset?” Lyden, der kom ud af hendes mund, var sprød.
“Hvis ikke det var for navlestrengen, kunne man tro, at hun var ældre, fordi hun har så meget hår.” Der blev stille et øjeblik. “Du har tænkt dig at beholde hende, ikke sandt?” Anna kiggede direkte på hende, men stemmen var mild og uden kanter.
“Jo, jeg får aldrig et andet barn, og jeg ved godt …” begyndte Dagmar.“Jegforstår
“Hvorfor skulle han det? Du siger bare, at du har født hende hjemme,” svarede Anna. “Folk kender mig, Anna, jeg har boet på Vesterbro det meste af mit“Ja,liv.”det ved jeg, men hvorfor skulle det nu være et problem?”
“Nej da, den lille der var jo ligesom lagt til dig.” Anna stod lidt og kiggede frem for sig. “Det er bare det, at jeg ikke rigtig ved, hvor dan kagen skal skæres. Men der må da være en vej ...” Hun tog ske
“Den ligger i reolen, øverst i bunken.” Anna nikkede i retning af en bunke aviser, der var stukket ind oven på nogle bøger. Han fandt avisen og stod og bladrede lidt. “Hør her: Et barnelig på trappegang.
Ved halvtitiden i går formiddags er der sket et uhyggeligt fund på trappegangen i ejendommen Frederikssundsvej 108. En ung mand kom ved nævnte tidspunkt ind i ejendommen. Lige inden for gade døren ser han en blodplettet pakke ligge på gulvet. Ved nærmere un dersøgelse viste det sig at være et lille, nyfødt, dødt drengebarn. Han tilkaldte den patroulerende gadebetjent …”
Først virkede barnet slet ikke interesseret, men så dyppede Dag mar pegefingeren direkte ned i mælkeblandingen, og det forstod den lille mund bedre, selvom det kun var et par dråber, der kom med hver gang.
“Vi må have fat i en sutteflaske, når apoteket åbner,” sagde Anna. “Ved Otto noget?” “Ja, jeg vækkede ham, da jeg kom op,” svarede Dagmar. “Men hvad siger han?” “Ikke så meget, han var vel overrasket …” “Hvad foregår der her?” Niels stod i en grønstribet slåbrok i dø ren ind til Dagmarssovekammeret.maveknugede
17 en og lod lidt af mælkeblandingen dryppe på indersiden af sin arm. “Nu tror jeg, den er fin, hvis du vikler stofstrimlen om fingeren og dypper den, så må vi se, om hun vil sutte.”
“Der er heller ikke ret meget mere, men det, jeg mener, er, at der burde skrives et større stykke om forholdene, der gør, at der sta
“Vi behøver ikke at høre mere, Niels,” brød Anna ind.
sig sammen, men hun blev tavst ved med at dyppe fingeren i mælkeblandingen, mens Anna roligt for klarede, hvad der var sket. Niels stod og nikkede, men gik så ind i sovekammeret igen og kom tilbage med en tændt cigaret.
“Er I klar over, at jeg så sent som i sidste uge skrev et stykke om et barn, der blev fundet i en opgang. Det var i det nummer med de levende billeder, Anna.”
“Nej, og det bliver de heller ikke,” svarede hun. “Hm.” Han lænede sig op ad karmen og lod hånden glide gen nem håret. Det var mørkebrunt, næsten sort, men havde fået en del grå striber. Røgen snirklede sig op omkring hans ansigt, og han missede med øjnene.
“Det kan godt være, men du skriver ikke noget om det her lille barn,” svarede Anna. “Måske ikke lige det her barn, men noget skal der skrives, som medlem af Socialdemokratisk Kvindeforening burde du da stå frem, Dagmar, det ser jo nærmest ud til at være en epidemi, døde spæd børn i trappeopgange, i skraldespande …” “Jeg har tænkt mig at beholde det her barn, så lige nu kommer det ikke på tale at stå frem,” svarede Dagmar. “Nej, bevares. Er det kommet til skade?” Han kiggede ned på barnet. “Jeg mener, hovedet er blodigt.” “Det er størknet blod fra fødslen,” svarede Anna. “Hun skal bades senere, ikke sandt, Dagmar?” Dagmar nikkede. “Er politiet blevet informeret?” Der dryssede aske fra cigaretten ned på ærmet af hans morgenkåbe, og Anna rakte ham et askebæger.
Anna satte sig på hug foran Dagmar og lænede sig ind over bar net. “Det er nu alligevel sært, så sammenklistrede de øjne er, lad mig lige prøve noget.” Hun rejste sig, skramlede igen i køkkenet og kom lidt efter tilbage med en kop kamillete og et stykke vat. Næsten uhørligt nynnede hun melodien til ‘Gud ske tak og lov’, mens hun forsigtigt duppede barnets øjne.
digvæk er kvinder, der ikke kan se andre muligheder end at lægge deres børn i en trappegang eller i en skraldespand.”
19 Kapitel 3
København, 6. juni 1913 Anna En sang blev ved med at køre i ring i Annas hoved, ‘Det kimer nu til julefest’ – og så her i sommervarmen! Hun forsøgte at få fat i strofer ne til ‘Vi elsker vort land’, men de holdt sig på afstand og kunne ikke drive den stædige salme på flugt. Hun hastede gennem folkemylde ret på Istedgade, til hun nåede boden og den handlende, hvor hun skulle hente hønen. Han solgte ellers mest vildænder, som han skød på stranden ude på Amager, men han havde skaffet en levende høne til hende. Nu sad den i tremmekassen og plirrede med øjnene og rykkede med hovedet, som høns nu gør. Allerede for en uge siden havde hun betalt den og aftalt med ham, at han skulle tage den med i dag. Den handlende blinkede til hende og stillede sig an til snak, men hun nikkede bare til ham og løftede tremmekassen op i favnen. Hun måtte løbe noget af vejen for at nå i skole til tiden. Hun havde tænkt sig at hente hønen tidligere, men noget helt uventet havde vendt op og ned på morgenen. Dagmar var kommet med et lille spædbarn under trøjen. Det var helt ufatteligt, tænk sig, at det netop var hendes Dagmar, der skulle gøre sådan et fund, men sådan havde Gud altså villet det. Men hvor for først nu? Dagmar var ikke ung længere, 47 år var en sen alder at
Og så var det, at den forbandede tvivl kom listende som det familie medlem, man ikke gad høre på. Ét var at udbrede sine synspunkter og forsvare dem over for de andre lærerinder, det var egentlig ikke svært, selvom hun ofte mødte modstand. Det var, når hun skulle gennemføre ideerne, at tvivlen sneg sig ind, for ofte var det jo umu ligt at afgøre, om det, hun forsøgte, virkelig nåede ind igennem alt det trivielle og helt ind i børnenes sjæle.
i. Annas egne to drenge, Thomas og Christian, var voksne og flyttet hjemmefra. Anna var stadig forpustet efter løbeturen, og det var bøvlet at have tasken over skulderen og bære kassen med begge hænder. Den skulle helst ind i klasseværelset, inden hun stødte ind i nogle af de andre lærerinder. Hun spejdede ned ad gangen. Hønen ville vække opsigt, og før dagen var omme, ville alle ansatte på skolen vide, at Anna Rosenberg nu var begyndt at tage levende dyr med i skole. De fleste ville dog vide, hvorfor hun gjorde det, hun havde jo argumen teret for sine ideer på lærerværelset med de andre lærerinder, men det betød ikke, at de billigede det, og hun ikke kunne få problemer. De andre lærere og lærerinder var næsten alle af den opfattelse, at børn skulle tugtes og afrettes. De skulle kende deres plads, og et nyttigt middel hertil var ro, orden og udenadslære. Sådan var de jo selv blevet undervist og kunne vel ikke forestille sig andet. Det var naturligvis også det simpleste for læreren eller lærerinden, det måtte hun medgive. At tage en høne med ind i klassen med al den uro, det ville skabe, var en åbenlys kritik af de andres undervisningsmetoder.
blive20mor
Hun måtte stille tremmekassen på gulvet for at åbne døren til klasseværelset. Indenfor mødte hun den velkendte lugt af harsk fedt fra madpakkerne, uvasket tøj og noget andet, som var svært at sæt te fingeren på, men som hun mente var en lugt, væggene afgav. Hun skubbede forsigtigt tremmekassen om bag katederet og fandt et mørkt klæde frem fra tasken og lagde det over kassen. Hønen skulle først optræde lidt inde i første time og helst forholde sig i ro indtil da. Gad vide om det overhovedet var lovligt at bringe høns ind på
I en lille papæske havde hun fire hønseæg, som hun pakkede ud og lagde på bordet. Bagefter bankede hun forsigtigt med en knyttet hånd på rammen til det vindue, der kunne åbnes i klasseværelset. Vinduet bandt, og hun var bange for, at ruden faldt ud, hvis hun gik for voldsomt frem. Udenfor var det allerede varmt, selvom solen ikke var kommet over muren endnu. Mørtlen mellem de røde mur sten var faldet ud mange steder, og der var opstået sorte revner og huller. Eleverne, der sad tættest på vinduet, faldt ofte i staver, mens de stirrede på muren. Måske så de noget, hun ikke så, eller også kedede de sig bare. Hun svedte stadig efter turen med tremmekassen, selvom hun havde taget en tynd sommerkjole på. Det var sjældent, det var vejr til at tage den på, og hun glemte fra gang til gang, at ærmerne egentlig var for stramme. Og så korsettet, der slet ikke egnede sig til varme. Hønen skrabede inde i tremmekassen. Hun havde lidt gryn i en papirpose, tog det mørke klæde af og dryssede en smule ned til den. Bagefter fandt hun et stykke kridt. Hun kendte hullerne i tavlen, mange steder var malingen slidt næsten af, og der skulle trykkes hårdt. Det gjaldt om at vurdere, hvor meget det skrevne ville fylde, og så vælge et område, der var nogenlunde helt. Hendes regelmæssige håndskrift fyldte efterhånden halvdelen af tavlen. Ordene var kommet til hende aftenen før, da hun havde sid det med kaffen og repareret et par bukser, der var skredet i sømmen. Det var en lille historie på vers om en høne og dens kyllinger, og børnene skulle skrive den af på deres tavler.
21 skolen, det havde hun faktisk ikke undersøgt, men besøget ville un der alle omstændigheder blive kort. Efter de to første timer havde hun en mellemtime, hvor hun ville bære hønen hjem, gøre kort proces og måske allerede i aften servere hønsekødsuppe, eller det var i hvert fald sådan, hun først havde planlagt det. Men nu vidste hun ikke, om det kunne nås, for hun skulle på apoteket og så over til Dagmar, så snart det lod sig gøre.
Der var noget beroligende ved at lade hånden forme bogstaver ne, selvom det havde sine udfordringer, men hun holdt af kridtets
22 lyd mod tavlen. Under verset tegnede hun en høne med kyllingerne rundt om sig, det var mere af gammel vane, og så vidste hun, at det morede eleverne at se hendes lidt barnlige tegninger. Vanen havde hun tillagt sig år tilbage, da hun var faldet over en bog af en anden lærerinde, som gav vejledning i, hvordan man ved at tegne på tavlen kunne højne børnenes forståelse af det, man fortalte. Så simpelt var det.I elevernes ABC var der billeder af forskellige dyr, men ingen af børnene havde i deres korte liv set nogen af dyrene i levende live, måske bortset fra hunde, katte og så naturligvis mus og rotter. Billederne var heller ikke farvelagt, så børnene havde svært ved at se, hvad de overhovedet skulle forestille. Anna havde forsøgt med nogle af anskuelsestavlerne, som stod i et lille lagerrum ved siden af lærerindernes lærerværelse. Men tavlerne var gamle, og mange af dem falmede. I mangel af bedre kunne dem med religiøse motiver bru ges, når de havde bibelhistorie. I katekismen var der ingen billeder, og ingen vidste jo alligevel præcist, hvordan Jesus’ opstandelse ville have taget sig ud. Men tavlerne, der viste livet på landet, bød hende virkelig imod. Hun var selv vokset op på en lille gård i Jylland, og det liv var milevidt fra den idyl, man så afbildet på tavlerne. Det ville jo være at snyde børnene og få dem til at føle sig endnu mere usle, end de var. Der var heller ingen tavler, der kun viste dyrene. Den eneste høne, hun havde fundet, optrådte på en tavle med nogle små piger i rene sommerkjoler med blomsterbuketter og en mor, der sad på en havebænk og smilte foran nogle raske, smilende mænd, der pløjede en mark. Havde personen, der havde tegnet tavlen, aldrig været på landet? Det var her, hønen og æggene kom ind. Hun ville tage hønen ud af tremmekassen og holde den, så bør nene kunne stryge den over fjerene. De fleste af de andre lærerinder kunne ikke se, at hvis børnene ikke forstod det, de læste, ville ordene prelle af som vand på et fedtet stykke papir. Det var faktisk læn ge siden, at man i et cirkulære fra staten kunne læse, at anskuelighedsundervisning i de små klasser kunne højne elevernes forståelse.
Når hun tænkte på sin egen skolegang hjemme i Uldum, var det et sløret og gråligt billede, der viste sig. Hun havde haft nemt ved at huske, og hverken bogstaver eller tal havde voldt hende besvær, alligevel havde der været meget få lyspunkter, altså bortset fra frikvartererne og alle salmerne, de havde sunget.
23
Sådan havde hun ikke tænkt de første år, hun var lærerinde, men efterhånden var det blevet sværere og sværere at overse.
Anna kunne ikke være mere enig, men her på skolen var den slags metoder som de hvide felter på et landkort, områder, der endnu ikke var opdaget. Hvis børnene ikke forstod eller kunne se menin gen med det, de lærte, var der så overhovedet nogen ide i at tvinge dem til at sidde dag ud og dag ind på skolebænken og kede sig?
Nu begyndte små mennesker med fletninger og forklæder over kjolerne at ankomme. Her til morgen var det klassen med de yngste piger. Selvom de allerede havde gået i skole i næsten et år, virkede mange af dem stadig bittesmå, med deres spinkle kroppe og tynde fletninger. Nogle af dem så slet ikke ud til at været vokset, siden de startede sidste år. Hun ville gerne stryge dem over håret og trøste dem. Men det passede sig jo ikke sådan i almindelighed. Det var mere, hvis de var faldet i gården, og hvem vidste, om de overhovedet var kede af det.
Pigerne nikkede, og da alle havde sat sig, sang Anna for, og bør nene stemte i. Igennem årene havde hun ledt efter sange og salmer, hvor indholdet var til at forstå for børnene på Vesterbro. Men hun havde ledt efter noget, der måske ikke fandtes, for selv de sange, der var skrevet til børn, som nu Ingemanns ‘Nu vågner alle Guds fugle små’, syntes hun havde et sprog, som hendes elever ikke fattede, desuden kendte ingen af børnene svalens sang, og sådan var det ofte, sangene henviste til en verden, der lå langt væk fra Vesterbro. Niels havde foreslået, at hun selv skrev en sang, men det var ikke rigtig blevet til Alligevelnoget.sang hun med børnene hver eneste dag, hvis ikke orde ne kunne røre ved noget inde i den lille sjæl, så kunne melodierne det måske, men hun følte sig ikke overbevist.
Efterhånden som året gik, begyndte sangen som regel at lyde lidt bedre, end det havde gjort i starten. Nogle af pigerne havde smuk ke, klare stemmer, andre sang meget lavt, og deres stemmer gjorde hverken fra eller til, men der var altid et par stykker, der var ude af stand til at ramme tonen. Hun kunne bede dem om at tie, som hun vidste, andre lærerinder gjorde, men det brød hun sig ikke om, for det var sådan, livet var, noget var smukt, andet var hverken eller, og så var der det grimme, den skærende, falske tone, man aldrig kunne blive kvit.
25 Kapitel 4
København, 6. juni 1913 Dagmar
Da Dagmar kom hjem fra Anna, var Otto gået på arbejde. Det snur rede i hendes hoved, og hun lagde det lille, nye menneske på sengen. Tankerne kørte i karrusel, og det føltes, som om hun havde drukket både øl og snaps. Trangen til at gemme sig under dynen med barnet var stor. “Næ, Dagmar,” mumlede hun for sig selv. “Den går ikke, nu gør du det, en mor skal gøre.” Det var jo det her, hun havde længtes så inderligt efter i alle årene, hun satte sig og betragtede det sovende barn. Ansigtet var ikke mere så blegt, men var nu svagt lyserødt, næ sen var formet fint med bittesmå næsefløje, overlæben havde tydelige buer. Et smukt barn. Og så håret, der var mørkt og sad klæbet ind til hovedet. Anna mente, at noget af det nok ville falde af, og at det, der kom i stedet, måske ville have en anden farve. Den mor, der havde lagt så fint et lille menneske i skraldespanden, måtte have været fryg telig desperat. Eller måske var det slet ikke moren, kunne det have væ ret faren? En eller anden dum stodder, der ikke ville have flere børn i familien. Tænk, hvis moren kom tilbage for at lede efter barnet. Hun bøjede sig ned og kyssede den lille pande og skød så tanken bort.
Da det første barn var dødt inde i hende, havde det været en let telse, for lige indtil det sidste havde hun jo ikke anet, hvad hun skul le stille op med det. Hun havde været ung og ansat som servitrice på
Men så var det lykkelige sket, og hun var blevet gift med Otto.
Mælkeflasken satte hun ned i iskassen, som Otto havde lavet. Det var en helt almindelig trækasse, han havde foret med træuld, lige nu var den ikke så kold, fordi isblokken næsten var smeltet.
I modsætning til andre mænd interesserede Otto sig for madlavning, altså ikke den almindelige mad, de spiste til daglig. Men om søndagen, sådan lidt over middag, når hun var færdig med at vaske op, knappede han gerne en øl op og tog hendes forklæde på. Så hvæssede han kniven og gav sig til at hakke kød. Han lavede det sam me hver søndag, nemlig leverpostej, men de smagte altid forskelligt, for han prøvede sig frem, nogle gange var der æbler og allehånde i, andre gange bacon, sågar timian. Postejerne skulle smage bedre end dem, der var lavet på fabrik og kunne købes i ethvert høkerudsalg. Det gjorde de også, langt bedre, særlig dem med allehånde. Otto ville være postejkonge og åbne sin egen slagterforretning.
beværtningen26
Hun havde mødt ham til et af de store selskaber, hvor hun serve rede. Han var slagter og var kommet med kødet. Men selvom hun nu var i trygge hænder, nægtede hendes krop alligevel at være med.
inde i Adelgade. Det eneste, hun vidste om faren til barnet i maven, var, at det var en ældre mand, at han havde skæg og lugtede grimt. Hun havde bare skullet ud i baggården med en spand affald, og så havde han stået der. Voldtægt var et grimt ord, hun helst ikke ville have i munden, men det var det, det var.
Anna havde klippet et stykke af navlestrengen og sat en tøjklemme på stumpen. Den ville begynde at lugte og så falde af, helt af sig selv, havde hun sagt. Dagmar lagde en flig af dynen over den lille, rej ste sig og tog kurven, Anna havde givet hende med, ud i køkkenet.
Den første gang, efter de var blevet gift, var hun næsten gået tiden ud, og alt var parat til den lille, bleerne var stablet, og der lå bittesmå trøjer i skuffen. Men så var hun begyndt at bløde, de havde taget en drosche til hospitalet, men det lille drengebarn var dødt, da han kom ud. Siden havde hun tabt børnene tidligt i graviditeten.
Men nu lå der et levende barn ved siden af hende, hun lagde for sigtigt sin hånd på dets mave, så hun kunne mærke vejrtrækningen.
Hun lukkede låget til iskassen, men åbnede det igen. Skulle hun hellere varme mælkeblandingen nu, så den var parat, til barnet våg nede? Hun satte sig på køkkenskamlen, den snurrende fornemmelse havde forplantet sig til maven. Hun kiggede på køkkenuret, i går på
27 Iskassen var lavet til leverpostejerne. Det var også grunden til, at han forsøgte at spare penge op og var nøje med udgifterne. Men det var først, da hun selv havde taget arbejde på Carlsberg, at de rigtig kunne lægge noget til side. Otto havde i begyndelsen ikke været meget for, at hun skulle stå på fabrik, og selvom hun havde været der i mere end ti år, så så han det stadig som noget midlertidigt. Sådan havde hun nok også selv set på det i begyndelsen, dog ikke ret længe. Arbejdet på bryggeriet var hårdt, men at servere på be værtningen i Adelgade havde på sin vis været hårdere, fordi arbejds dagen var længere, og ejeren ustandselig havde været efter hende. På bryggeriet var hun startet ved bløderhjulet, hvor flaskerne skulle lægges ind og derefter ned i det skrappe sæbelud og skylles. Vandet sjaskede ned ad hjulet, og man stod med våde hænder hele dagen. Røde og grimme var de blevet, næsten som Annas, da hun arbejde de i farveriet på Rubens Klædefabrik. Men det hårde arbejde og de grimme hænder var blevet opvejet af den lune fornemmelse, det havde været at lægge ugelønnen på bordet og se taknemmeligheden i Ottos ansigt, da det var gået op for ham, at det nu var muligt for dem at spare op. Senere var hun blevet rykket over til propperne, som blev overbundet med ståltråd. Man skulle være rap på hæn derne, for arbejdet var på akkord, men hun havde siddet på en høj skammel og kunne hvile fødderne på en lille forhøjning på gulvet. Det var også på det tidspunkt, hun var begyndt at deltage i arbejdet i Det Kvindelige Bryggeriarbejderforbund, og bryggeriet for alvor havde taget bo i hende. Nu var det en maskine, der overbandt prop perne, og hun var rykket over ved aftapningen.
Hun glædede sig vel stadig til, at de skulle købe butikken, men det var efterhånden nok mere på Ottos vegne. Med årene var det lige så stille blevet sværere og sværere for hende at se sig selv som slagterkone, stå bag en disk og smile til kræsne madammer.
Otto havde lavet kaffe, inden han gik på arbejde, og der var stadig noget tilbage i gryden. Uden at få grumset med hældte hun det op i en kop, men kaffen var kold. Primussen hvæsede, da hun tændte den, og bagefter målte hun en del mælk og to dele vand af i en lille kasserolle. Primussen stod på det gamle jernkomfur. Det trængte til sværte, flere steder var der rustne pletter, men hun hadede lugten af den opvarmede sværte, som kunne hænge i køkkenet i dagevis. Komfuret var efterhånden kun i brug, når Otto bagte sine postejer, eller når hun en sjælden gang stegte en and. Forsigtigt rørte hun i mælkeblandingen med en træslev. Sleven var lidt vel stor til kasserollen, men skaftet var rundt, føl tes blødt og passede i hendes hånd. Træsleven var en af de få ting, hun havde fra sin mor, som var død, da hun selv var en lille pige. Erindringerne, hun havde om moren, bestod derfor næsten udelukkende af noget, hendes storesøster, Erna, havde fortalt. Moren havde været 46 år, da hun fik Dagmar, en efternøler eller, som søsteren udtrykte det, et uheld. Søsteren havde været 12 år, og de fire storebrødre havde været endnu ældre og var alle flyttet hjem mefra. Søsterens liv havde ændret sig brat, da moren døde, den ene dag havde hun været et barn, der hinkede på gaden, den næste dag var hun blevet en voksen, der skulle styre hus, lave mad og passe Dagmar, der kun var tre år gammel.
tid havde hun stået i larmen ved flaskerne med lynhurtige hænder, og nu sad hun her i stilheden og vidste hverken ud eller ind. Ubegribeligt som livet kunne have bratte sving. Det var nu, det gjaldt om ikke at blive i tvivl og holde sig på vejen. Hvem der end havde sendt barnet, måtte det jo være meningen, at hun skulle tage sig af det.
Da mælken begyndte at koge, hældte hun en sjat oven i kaffen og pakkede gryden ind i et tæppe. Hun tog kaffen, et fad med lun kent vand og et håndklæde med ind i sovekammeret. Barnet sov stadig, hun satte sig på sengekanten og drak kaffen i små slurke. Anna havde sagt, at hun skulle made den lille, så tit det lod sig gøre, i hvert fald indtil Anna kom med sutteflasken fra apoteket, så barnet kunne få mere i sig ad gangen. Hun løftede den lille op og lagde
samme28
Hvor skulle barnet sove, det havde hun heller ikke fået tænkt på, det kunne vel ikke ligge her i den store seng, når også Otto skulle være her. Hendes øjne faldt på den hvide kommode, der stod op ad væggen, en af skufferne måtte tømmes og blive til seng, indtil hun fik fat i en vugge. Sådan havde hun set, andre gjorde.
29 hende på håndklædet i skødet, dyppede en klud i fadet og vaskede hendes hoved. Hun betragtede sine hænder, mens de arbejdede, hvorfra vidste de, hvor meget nænsomhed der skulle til? Alligevel vågnede barnet, og for første gang skreg hun mere, end hun klynke de. Et godt livstegn, men for pokker da også, det var nu, hun skulle have haft mælkeblandingen parat. Dagmars hoved begyndte at snur re igen, men hun fik tørret det lille hoved og pakkede hende ind i håndklædet som en pakke og vuggede hende i sine arme. Men så måtte hun ud til mælkeblandingen, der var alt for varm, skulle hun stille den ned i iskassen? Hun åbnede låget, men kassen var ikke rigtig kold længere, i stedet fandt hun et piskeris og piskede mælke blandingen så kraftigt, at det sprøjtede op ad væggen. Hun kunne høre den lille klynke inde fra kammeret og mærkede sveden pible frem under armhulerne. Så fandt hun en skål og hældte blandingen i lange stråler frem og tilbage mellem skålen og kasserollen. Den lille suttede blandingen i sig fra hendes finger. Det gik me get langsomt, og der var frygtelig varmt i kammeret, som om lyset ikke var lys, men ild. Hun havde taget skørtet og trøjen af og sad nu i undersærken, som klistrede fugtigt til hendes krop. Hendes hals var tør og sviende; et koldt glas øl ville ikke være af vejen, hun kunne næsten smage det kolde bitre … Hun stoppede midt i tankerækken, for nu var der larm ude i opgangen. En eller anden løb på trappen med træsko, og tanken om, hvordan hun skulle forklare naboerne, at hun pludselig havde fået et spædbarn, ramte hende, som når man brænder sig på en ovnplade. Alle vidste jo, at hun ikke havde været gravid, måske måtte sandheden bare frem, eller ville det være for risikabelt? Ville øvrigheden lade én beholde et barn, man havde fundet i en skraldespand? Det var jo ikke til at vide. Hendes hals kradsede værre end før, og hun rømmede sig flere gange.
Mekanisk30 blev hun ved med at stikke fingeren i koppen, den lille mund suttede knap så energisk mere, men det gik jo ikke, hun hav de ikke fået ret meget af mælkeblandingen. “Du lille pige,” sagde hun med lys stemme. “Du må ikke give op, du skal se, det kommer til at gå, jeg bliver din mor og du …” Barnet måtte have et navn, ellers var det svært at snakke til det, men det skulle faren vel være med til at bestemme. Hun så Ottos rolige ansigt for sig, hun vidste jo slet ikke, om han ville gå med til at beholde barnet. Det havde de ikke nået at snakke om, før hun var løbet over til Anna.
Den lilles hår havde rejst sig efter vasken, det var ikke bare mørkt, men sort, og nu, hvor det ikke længere klæbede til hovedet, var der endnu mere af det, end det i første omgang havde set ud til. Faktisk mere, end hun kunne huske at have set på andre nyfødte. “Jeg skal lave de fineste fletninger …” Nu manglede hun igen navnet. Anna havde vasket den lilles øjne i kamillete, men det ene var allerede lukket til igen, og det andet var kun halvt åbent, og det var svært at sige, hvilken farve det havde. Otto havde lyse, lidt vandige blå øjne, og hendes egne var vel også en slags blå, eller måske mere over i det Dergrå. var stadigvæk alt for meget mælkeblanding tilbage i koppen, havde hun dog bare kunnet hælde det i hende på en mere effektiv måde, men det havde Anna ikke ment kunne lade sig gøre. Hun kunne mærke sveden løbe under særken, den kolde øl ville have gjort underværker, eller bare et glas vand. Den lille lå uroligt og suttede ikke mere. Hvad gjorde hun nu? Den halvkolde kaffe var drukket, og egentlig skulle hun i gården og tisse. Kunne hun lade barnet være alene heroppe imens? Måske ville hun være nødt til at anskaffe en natpotte, som hun ellers havde svoret, at hun aldrig ville. Hendes søster brugte vasken i køkkenet, efter de var flyttet i en lejlighed med indlagt vand, men selvom søsteren sagde, at hun lod vandet løbe, syntes Dagmar alligevel, der var en sær lugt i hendes køkken. Hun så søsterens ansigt for sig, og hvordan munden ville blive til en lige streg, når hun hørte, at hun skulle være moster til et skraldebarn.
31 Skraldebarn, hvordan kunne sådan et grimt ord overhovedet op stå i hendes hoved? Søsteren havde aldrig for alvor tilgivet Dagmar, at hun var blevet født. Det var den slags, der ikke kunne siges højt, men det var sådan, det var. Moren havde skrantet efter fødslen, blev aldrig rigtig sig selv igen, hun havde været for gammel. Erna sagde det altid med dæm pet stemme og det samme triste tonefald. Dagmar havde forsøgt at forklare Otto, at Erna følte, at hun, Dagmar, havde stjålet noget vigtigt fra hende, nemlig moren og en del af hendes barndom. Men Otto havde bare rystet på hovedet. Hun pakkede den lille ind i barnetæppet, tog hende i favnen og stillede sig ud foran spejlet i entreen. Først blev hun næsten for skrækket, da hun så sig selv, hendes lange, tynde hår hang i tjavser ned over skuldrene, og det ene øre tittede frem, ansigtet var blegt, og området omkring øjnene mørkere, end det plejede at være. Men så smilede hun til sig selv og holdt barnet op, så ansigtet kunne ses i spejlet. “Charlotte, Adelina, Maren, Katrine, Ellen, Margrethe, Louise.” Hvor navnene kom fra, vidste hun ikke, måske havde de ligget og gemt sig et sted under huden i alle de år, hvor der ikke var nogen at give dem til. Hun startede igen, og nu dukkede der endnu flere navne op, og så var det der pludselig, Valborg. Hun gentog det flere gange, der var ingen tvivl, den lille hed Valborg. Sådan var det bare. Hun strøg håret tilbage og smilede igen til sig selv. Hun gik ind i stuen og kiggede sig rundt. “Ser du, Valborg, det er mig, der har valgt tapetet, det er grønt med fine, hvide blomster, jeg ved ikke, hvad de hedder, men jeg vil spørge Anna. Det er sådan no get, hun ved.” Dagmar fortsatte over mod væggen. “Det her billede forestiller en sø og en mølle, og bagved er der noget skov, det er ikke sådan et rigtigt maleri, for papiret er helt glat, men det er pænt, lige sådan et sted, man gerne vil på skovtur med pandekager, måske er det Kongelunden, man kan se. Det var her, min far ville tage os med ud, min søster og jeg, han holdt af at se på fugle, forstår du, men der kom altid noget i vejen, og vi nåede aldrig derud. Men der er også fugle i Søndermarken og i Frederiksberg Have, og der var vi ofte,
“Det går jeg ud fra, men jeg så hende ikke, ambulancen var kørt.” Ada kiggede igen op mod sine vinduer.
“Hvad er det, der går for sig ude på gaden?” Dagmar gik hen mod“Gårdmandenhende. inde ved siden af fandt en kvinde i vaskekælderen her til morgen, hun lå i en blodpøl bag ved en af gruekedlerne.” Ada krammede bagerposen og spejdede op mod vinduerne i baghuset. Hendes mand havde aftenskift på havnen, og Dagmar vidste, at han ville have friskt brød, når han vågnede.
min32søster gad ikke rigtig det der med fugle, men min far og jeg …” Her gik hun i stå, for nu var der igen larm ude fra opgangen. Hun lagde Valborg på sengen i sovekammeret, trak blondegardinet fra og åbnede vinduet, så hun kunne læne sig ud lidt og se ned på gaden. Folk var stimlet sammen dernede, men det var ikke til at høre, hvad der blev sagt. En ambulance holdt og spærrede, så andre vogne ikke kunne komme forbi, kusken stod og holdt hesten, der var urolig. En betjent i uniform kom ud fra naboejendommen og verfede folk væk, men de fleste gik bare over på det modsatte fortov. Hun ville sikkert have gjort det samme, for der foregik et eller andet inde i huset. Valborg var faldet i søvn på sengen, egentlig burde hun skynde sig i gården, men nu skete der noget dernede. To mænd kom ud ad porten bærende på en båre, et tæppe dækkede, så det ikke var til at se, hvem der lå på båren, kun faldt en lang lok af sort hår ud under tæppet. Så kunne det dårligt være en af de gamle fra baghuset, der var død, men det plejede folk jo heller ikke at stimle sammen for. En dør i ambulancen blev åbnet og båren sat ind, men de, der stod dernede, blev stående og snakkede, også efter at kusken var steget op og den var kørt. Hun tog træskoene i hånden og løb, så hurtigt hun kunne, ned ad bagtrappen, over gården og ind på lokummet. Da hun et øjeblik efter var færdig, kom Ada fra baghuset gående ind ad porten med en bagerpose i hånden.
“Hvad var der sket?” spurgte Dagmar. “Det ved jeg ikke, men folk snakkede om mord, der var jo blod.”
“Så hun var altså død?”
i spring. Det havde ikke været hendes mening at være væk så længe, men Valborg sov stadig, da hun forpustet stod i døren til sovekammeret. Sveden haglede af hende under særken, og hun kunne lugte sig selv. Det snurrede igen i hovedet. Man behøvede ikke at være blevet myrdet for at ligge i en blodpøl, man kunne også have født et barn helt alene. Hvis kvinden, der var blevet fundet, var Valborgs mor, havde hun så født hende i vaske kælderen, rejst sig, var gået ind i nabogården hernede, lagt Valborg i skraldespanden og så gået tilbage igen? Det nyttede ikke at tænke på det, det var jo slet ikke sikkert … men alligevel et sært sammentræf. Hun trak en skuffe ud af kommoden og tømte indholdet ud på sengen. Valborg behøvede en seng. Så var der problemet med tøj og bleer, hvordan kom hun ud og skaffede den slags? Febrilsk rodede hun igennem skuffen med sit eget undertøj, men hun havde jo ikke noget i børnestørrelse mere. Efter den sidste mislykkede graviditet havde hun givet det hele bort, altså undtaget det hvide tæppe, som Anna havde strikket. Hvis kvinden virkelig var moren, så ville poli tiet snart opdage, at hun lige havde født. Ville de lede efter barnet, eller ville de bare lade sagen falde? Den slags kunne være svært at vide. Det kom vel også an på, hvem den døde kvinde var. Var det én her fra kvarteret, ville der nok ikke blive gjort meget ståhej ud af det, men var det én af de fine piger, måske nede fra en af de store, herskabelige lejligheder på Vesterbrogade, der var kommet galt af sted, ville der sikkert blive gjort meget ud af sagen. Men man kunne jo håbe på, at der bare ville blive sat sedler op, som dengang en gammel kone fra kvarteret var forsvundet.
33 “Hvem var det?” blev Dagmar ved. “Kvinden, mener du?” “Det“Ja.” ved jeg ikke, jeg hørte jo kun, hvad folk sagde.” Ada åbnede næsten ikke munden, når hun talte, det havde nok med hendes ormstukne tænder at gøre. “Der står stadig nogle og hænger derude, du kan gå ud og forhøre dig, jeg må op.” Ada nikkede og fortsatte over mod Dagmarbaghuset.togbagtrappen
Dagmar gik over til vinduet og spejdede ned på gaden. Alt så helt almindeligt ud, folk stod ikke samlet mere, og kun de sædvanlige driverter sad og hang på et trappetrin på den anden side af gaden. Havde hun dog bare været lige så ferm til håndarbejde som Anna, tøjet skulle jo ikke være ret stort og måtte hurtigt kunne sys. Strikke havde hun jo nok lært i skolen, men det var aldrig rigtig blevet til mere, og hun ejede hverken pinde eller garn. Det meste af det børnetøj, hun havde haft, var noget aflagt fra søsterens børn. Hun satte sig på sengen og strøg forsigtigt Valborg over håret. Rundtomkring kunne hun høre døre, der blev smækket, trin på trappen og nogle, der råbte i baggården.
Anna er skolelærerinde og aktiv i den stærke bevægelse, der kæmper bravt for kvinders stemmeret og endelig synes at være tæt på målet.
Dagmars svære valg er en medrivende fortælling om to stærke kvinder, der kæmper for hver sin drøm: drømmen om et barn og drømmen at få lov til at være med til at bestemme. Selvstændig fortsættelse til En uretfærdig tid POLITIKENS FORLA G politikensf orlag .dk ISBN 978-87-400-1194-4 9 788740 011944
Dagmar får brug for hjælp fra sin kloge og snarrådige veninde Anna, for det er sin sag at skjule et nyfødt barn på Vesterbro i 1913, hvor nabokonerne er nysgerrige, og politiet gør alt for at opholde lov og orden.
København, 1913
Dagmar bor med sin mand Otto på Vesterbro og arbejder på Carlsberg. Hun har altid ønsket sig et barn; det er bare aldrig kommet, og nu drømmer Otto mest om at åbne sin egen slagterbutik. Men da Dagmar en tidlig morgen finder et nyfødt barn lagt forsigtigt i en skraldespand i hendes baggård, ser hun sit snit til endelig at få det, hun længes efter. Men kan Dagmar forsvare at tage barnet til sig, når hun ikke ved, hvis det er?
