De danske varulve - Erland Leth Pedersen

151 mm

arbejde videre – også efter at krigen var slut med tysk nederlag.

En sommerdag i 2012 gør den garvede københavnske kriminalassistent Erland Leth Pedersen et usædvanligt fund på Københavns Politigård. I et støvet loftsrum, hvor ingen tilsyneladende har været siden slutningen af 1940’erne, finder han en pakke, hvis indhold bringer ham helt tæt på et sjældent belyst hjørne af Anden Verdenskrig – historien om de danske varulve.

der i 1944-45 forsøgte at give den såkaldte varulvebevægelse fodfæste i Danmark.

Varulvene opstod som idé i ledende nazistiske kredse i Tyskland og var i praksis undergrundsgrupper, der skulle arbejde bag fjendens linjer. De skulle fortsætte kampen for nazismen, selv efter et eventuelt tysk nederlag. Deres midler var vold,

Erland Leth Pedersen kombinerer sine erfaringer som kriminalmand og sin dybe interesse for besættelsestiden, og trin for trin kortlægger han et stykke danmarkshistorie, der hidtil mest har været sporadisk kendt og omgærdet af mytologi. Her fortæller han om sin usædvanlige politiefterforskning, der er beretningen om landsforræderi og ondskab i besættelsens sidste kaotiske fase og månederne derefter.

ERLAND LETH PEDERSEN (f. 1957). Kriminalassistent med ansættelse i politiet siden 1978. Amatørhistoriker igennem mange år. Gift og far til tre drenge.

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-1683-3

9 788740 016833

151 mm

DE DANSKE VARULVE E R LAN D LETH PE DE RSE N

EN POLITIMANDS EFTERFORSKNING I UKENDT BESÆTTELSESHISTORIE POLITIKENS FORLAG

226 mm

terror og propaganda.

De danske varulve

Erland Leth Pedersens fund bringer ham på sporet af en gruppe landsforrædere,

ERLAND LETH PEDERSEN

De danske varulve er fortællingen om nazister, der skulle

? mm

Erland Leth Pedersen

DE DANSKE VARULVE En politimands efterforskning af ukendt besĂŚttelseshistorie

Politikens Forlag

Indhold

Forord 7 Depotet I Introduktion: Mellem myte og virkelighed 11 1. Loftsrummets hemmelighed 15 2. Da de kom efter politiet 25 3. Sporene efter Horst Issel 39 Depotet II 4. Hvad pakken indeholdt 65 5. Farlige forbindelser 78 6. Cirklen sluttes 96 Depotet III 7. Spindet vokser 113 8. Udgravningen 133 9. Jagten på retfærdigheden 160 Efterskrift: Skygger 181

Appendiks 1: Våbendepoternes placering 185 Appendiks 2: Eksempler på håndtegnede kort over våben- og sprængstofdepoter 189 Appendiks 3: Depoter som Abwehr lagde ned 193 Persongalleri 201 Kilder 204 Litteratur 212

Forord

Det følgende er baseret på et omfattende kildemateriale, primært fra 1940’erne, hvoraf en stor del ikke tidligere har været offentliggjort.

Materialet, der består af forhørsrapporter, avisartikler, notater, mentalerklæringer, breve, kort med meget mere, har jeg indsamlet over en årrække. Noget har jeg beskæftiget mig med i mit arbejde som kriminalassistent, men en stor del er bragt til veje som resultat af min dybe interesse for besættelsestiden. Beretningen er, som jeg har oplevet den, suppleret med baggrundsinformation fra historiske værker og opslagsværker om besættelsestiden. Jeg har undervejs fået sproglig hjælp af journalist og forfatter Andreas Fugl Thøgersen. Dette er altså ikke et faghistorisk værk, men en bearbejdet genfortælling af min, politimandens og amatørhistorikerens, efterforskning af en række dramatiske begivenheder, der fandt sted i Danmark under og lige efter Anden Verdenskrig.

Erland Leth Pedersen

DEPOTET I Om en række hændelser i april 1945, som de kunne være foregået

DEN SORTE OPEL Kaptajn vakte opsigt, da den langsomt og med

delvist tildækkede lygter trillede gennem det centrale Koldings snørklede gader i østlig retning. I vindue efter vindue, under let løftede gardiner, fulgte lokale beboere bilen med vagtsomme øjne, mens de anstrengte sig for at få et glimt af chaufføren og de to passagerer. Det var en tidlig, råkold aften i slutningen af april 1945, i skumringstimen, og godt inde i det sjette krigsår. En benzindreven bil af tysk mærke betød som udgangspunkt kun én ting: Gestapo. Mændene i køretøjet var traditionelt påklædt, de bar sorte læderfrakker og bløde, mørke hatte, der skyggede effektivt for ansigterne. Bilen havde kort forinden forladt det hemmelige tyske politis berygtede, lokale hovedkvarter i Staldgården, hvor de tre mænd i et par timer op til afgang havde været travlt optaget af at få læsset bagagerummet med våben, håndgranater og cirka 40 kilo engelsk sprængstof, pakket i to metalcontainere. Det var ikke første gang, langtfra, at de flyttede sådan en last. En serie af disse hemmelige transporter var blevet sat i gang et par dage forinden, da SS-Sturmbahnführer Horst Issel personligt var ankommet til Kolding for at videregive den sidste ordre fra Berlin til den lille gruppe mænd, hans håndlangere, i det midtjyske. Horst Issel var på det tidspunkt fortsat dårligt gående, med granatsplinter i benene, efter at have overlevet englændernes luftangreb på Shellhuset i København få uger forinden. Men det her var vigtigt. Ordren var indløbet

via telex fra Berlin, den var underskrevet personligt af Otto Skorzeny, ligeledes en overbevist nazist og en af Adolf Hitlers betroede mænd.

Operationen med kodenavnet ‘Jürgen’ indebar, at Horst Issels mænd skulle nedgrave et større antal våbendepoter omkring Kolding. Hvis det skulle gå sådan, hvad tyske officerer som Otto Skorzeny og Horst Issel frygtede, at en snarlig tysk kapitulation var uundgåelig, og at russerne ville komme til Danmark som de første, var det afgørende at være forberedt. Klar til kamp mod kommunisterne! Denne forblæste aprilaften gik turen til en øde mark nær Agtrup Vig …

10

D E DA N S K E VA RU LV E

IN T RO DU K T IO N

Mellem myte og virkelighed Om varulvebevægelsens fødsel

DENNE HISTOR IE FOR EGÅR i årene lige op til og lige efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Den udspiller sig i et dystert hjørne af danmarkshistorien, blandt nazistiske voldsmænd og landsforrædere, der i perioden 1943 til 1945 stod bag et stort antal drab og terroraktioner på dansk jord og havde vidtrækkende planer om at fortsætte deres kamp, også efter en tysk kapitulation. Den handler kort sagt om varulvebevægelsen.

For ordentligt at forstå den bevægelse er det nødvendigt at se den i sammenhæng med den verden, der var. Netop 1943 blev et skelsættende år under den fem år lange, tyske besættelse af Danmark. Uroen i befolkningen ulmede allerede tidligt på året med spredte arbejdsnedlæggelser og nye angreb på tyskerne, orkestreret af de til stadighed mere aktive modstandsgrupper. Den kulminerede under det, der blev kendt som augustoprøret, med regulære folkestrejker og omfattende sabotageaktioner, og på en af årets allersidste sommerdage, 29. august 1943, spidsede situationen til i en sådan grad, at den dansk-tyske forhandlings- og samarbejdspolitik brød sammen. En konsekvens af, at den danske regering afviste en direkte tysk ordre om at slå hårdt ned på enhver form for urostiftelse og genskabe tidligere tiders ro og or-

M ellem m y te og virkelighed

11

den. Fra da af og frem til befrielsen 4. maj 1945 blev forholdet mellem danskerne og den tyske besættelsesmagt mere og mere anstrengt. Som følge af oprøret udtænkte og iscenesatte nazistyret en plan om at slå tilbage med såkaldt modterror, det vil sige voldelige hævnaktioner, typisk i form af likvideringer og bombesprængninger. Mest af alt gik tyskerne efter at ramme danske modstandsfolk, men også bygninger og institutioner stod for skud, alt fra Tivoli til diverse avisredaktioner blev bombet. Modterroren var tænkt som nazi-styrets hævn og som en måde, hvorpå befolkningens støt stigende opbakning til modstandsgrupperne kunne undermineres. Målet var at gøre danskerne trætte.

Ofte blev terroren udført i samarbejde med danske nazister, håndlangere for besættelsesmagten, der koldblodigt dræbte og lemlæstede landsmænd i en ideologis navn.

Denne bog beretter om en håndfuld af disse personer, nøglefigurer i dansk-nazistiske kredse, som deltog aktivt i modterroren, og som – og det er fortællingens omdrejningspunkt – i forlængelse heraf etablerede varulvegrupper i Danmark.

Det er en af folklorens kendteste skræmmefigurer: varulven. Ordet har en nærmest uvirkelig klang. Varulvegrupper lyder som noget fra en knaldroman af den slags med kaffepletter og krøllede sider, som ligger sammen med en stak jordslåede ugeblade og et udfyldt krydsog­ tværshæfte i bunden af bogreolen i et sommerhus. Eller som et kulørt element i en af de fortegnede B-film, der i årenes løb er fremstillet om Anden Verdenskrig.

Ikke desto mindre: De var virkelige. Operation Werwolf blev sat i tale af den førende nazist, SS-lederen Heinrich Himmler, i sensommeren 1944 og indebar kort fortalt en etablering af små grupper af nazistiske elitesoldater, der skulle operere bag fjendens linjer, en slags tysk svar på de allieredes kommandosoldater. Sådan lød definitionen i hvert fald til at begynde med. Siden hen, i takt med krigens udvikling, udviklede varulvegrupperne sig også.

Det svulstige navn og brugen af varulvemytologien var inspireret 12

D E DA N S K E VA RU LV E

af en roman fra 1910 af Hermann Löns, Der Werwolf, hvis handling foregår i 1600-tallet under Trediveårskrigen. Bogens hovedperson, Wolf, mister sin familie i krigen, hvorefter han organiserer udvalgte beboere fra sin landsby i en milits og drager på hævntogt. Hermann Löns blev selv dræbt under Første Verdenskrig. Han var kendt for sine hyldestdigte til de nordtyske landskaber, til hedens skønhed, og hans værker var i en tid populære i den nazistiske propagandamaskine.

Operationen gik ikke efter planen. Varulvegrupperne vandt ikke fodfæste i 1944, en egentlig bevægelse opstod ikke. I marts 1945 dukkede ideen om varulvene op igen, da den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels omtalte dem i nogle radiotaler.

På dette fremskredne tidspunkt af krigen stod det mere og mere klart, også for ledende nazister, at kampen var ved at være tabt. De allieredes styrker kunne ikke længere holdes tilbage. I propagandaministerens mund blev varulvene defineret en smule anderledes, end tilfældet var, da Heinrich Himmler introducerede dem. I Joseph ­Goebbels’ udlægning var varulvegrupperne specialtrænede guerillakrigere, der benyttede terror, propaganda og sabotage som deres våben, og som skulle aktiveres og kæmpe videre efter en tysk kapitulation.

I hvilket omfang der var en egentlig plan, og hvor omfattende, velorkestreret og præcis, eller måske snarere det modsatte, den i givet fald var, er til stadig debat blandt besættelseshistorikere. Uanset hvad: Rygterne om den nazistiske varulvebevægelse begyndte for alvor at svirre bredt i foråret 1945, og forestillingen om disse monstres eksistens, udsigten til, at krigen ikke var slut efter en tysk overgivelse, førte til en udbredt frygt. Også i Danmark gav varulvene anledning til stærk bekymring blandt modstandsfolk, politikere og befolkning.

At det var sådan, hænger naturligvis sammen med, hvor forvirret og tumultarisk en periode der var tale om, en tid, hvor verden skulle finde fodfæste, hvor samfund skulle genopbygges efter en krig, som i omfang, brutalitet og lidelse er i en kategori for sig selv.

Herhjemme var situationen efter befrielsen i maj 1945 den, at de tyske tropper havde sluppet al kontrol, uden at der fandtes nogen M ellem m y te og virkelighed

13

officiel dansk myndighed, som var i stand til fuldt ud at overtage den.

Politiet havde ikke fungeret siden september 1944, hele den danske hær skulle reorganiseres og det politiske system genoprettes. Danmark var i limbo.

I dette kaos fyldte modstandsbevægelsen naturligt en del. Det var for eksempel modstandsfolk, der stod for de interneringer, som fulgte i kølvandet på den tyske kapitulation.

I de hektiske dage efter krigen var slut blev i alt godt 22.000 danskere tilbageholdt, så myndighederne kunne se på, om de havde foretaget sig ting under besættelsen, der krævede retsforfølgelse. Der var tale om alt fra overbeviste nazister og regulære forbrydere til mennesker, som røg med i den store bunke uden nødvendigvis at have gjort sig fortjent til det. Det kunne være, at de var udpeget ved en fejl eller som led i diverse personlige opgør eller bare var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. En meget stor del af de internerede blev løsladt, før det kom til en rettergang. Frygten for varulvegrupperne var medvirkende årsag til interneringerne. Man ville undgå, at nazistiske terrorgrupper fik frit spil i de befrielsesdage, hvor både euforien og usikkerheden var stor. Interneringerne havde samtidig og ikke mindst til formål at forhindre udbredelsen af den selvtægt, som i andre befriede lande havde resulteret i blodige opgør med kollaboratører og landsforrædere eller blot med folk under mistanke for at sympatisere med nazismen.

Historien her foregår i dette kaos. Den tager sin begyndelse en tidlig sommerdag i 2012, da jeg, en midaldrende politimand, ved en tilfældighed gør et besynderligt fund på Københavns Politigård. Et fund, der bringer mig tilbage i tiden, til en ekstraordinær historie om forræderi og forbrydelser begået i 1940’ernes Danmark, en historie, det er svært ikke at blive ubehagelig til mode over. Ikke, at det gør den mindre vigtig, synes jeg. Tværtimod.

14

D E DA N S K E VA RU LV E

K A PI T E L 1

Loftsrummets hemmelighed Om den forårsdag på Københavns Politigård, da det hele begyndte

MINE BEN RYSTEDE . Ikke meget, blot nogle små vibrationer i læg-

gene, men nok til, at jeg noterede mig det, og det spændte samtidig bekymrende i lænden, som jeg stod på det øverste af den vakkelvorne stiges trin med løftede arme, fokuseret på at holde balancen. Min form var såmænd udmærket, men jeg var trods alt blevet 50 år og lidt til, mit hår var tyndt og grånende, rynkerne var blevet flere, og kroppen gjorde hurtigere ondt, råbte mig tydeligere op, ikke mindst i situationer, hvor jeg udfordrede mig selv. Sådan var det ikke, da jeg var ung, adræt og, i hvert fald i min egen erindring, aldeles uforfærdet i min tilgang til livet og verden.

Jeg bed beslutsomt ømheden i mig, sugede luft ned i lungerne, pustede hørbart ud og strakte min overkrop, så jeg nemmere kunne presse spidsen af den gule skruetrækker, jeg holdt i højre hånd, længere ind i revnen ved loftslemmen. Det hvidmalede, gamle stykke træ knirkede urovækkende under behandlingen. Lidt af malingen skallede af og dryssede ned på gulvet under mig. En dråbe sved fulgte efter flagerne. Det piblede frem på panden.

Et kort øjeblik tænkte jeg på, hvor fjollet det ville være, hvis jeg L oftsrummets hemmelighed

15

faldt ned fra stigen og brækkede halsen, hvis det var sådan, det hele skulle slutte. Godt tre årtier i politiet var det efterhånden blevet til.

Jeg var endt som en af de erfarne. Som helt nyuddannet havde jeg i en tid tjansen som ‘dødemand’, det vil sige, at jeg fast blev sendt ud til de døde, til lig fundet i private hjem eller i hvert fald alene. Der skulle jeg i selskab med en læge undersøge, om dødsfaldet var naturligt eller muligvis det modsatte. Var der tegn på en forbrydelse?

Tykke og tynde, unge og gamle, mænd, kvinder og børn, kroppe i mere eller mindre opløsning, jeg har set det meste og prøvet lidt af hvert i mine ungdomsår. Siden blev jeg en del af den kendte, og i perioder ganske berygtede, københavnske uropatrulje, hvor jeg arbejdede med narkokriminalitet i hovedstadens gader og stræder. Det var spændende, men hårdt. Derefter kriminalpolitiet, med fokus på røverier, eftersøgninger og narko. Til sidst blev jeg i 2008 overført til en enhed, der bekæmper hooliganisme i fodboldmiljøerne.

Med jævne mellemrum har jeg assisteret drabssektionen i Københavns Politi med den ene eller anden sag, således også dette sene, halvkolde forår i 2012, da hovedstadens drabsfolk i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste, PET, efterforskede en højspændt og kompleks sag om køb og salg af våben og potentiel terrorisme. En gruppe unge mænd var under mistanke for at ville anskaffe sig et større antal håndgranater og automatrifler af typen AK-47 til brug i en terroraktion på dansk jord. Mændene blev anholdt, takket være PET. Det var voldsomme sager at stå midt i. Livet blev voldsomt, syntes jeg, op igennem 00’erne. Intet var det samme efter den septemberdag i 2001, da tvillingetårnene faldt i New York City. Den verden, jeg voksede op i, som menneske og politimand, var forsvundet.

I forbindelse med at jeg arbejdede på terrorismesagen, fik jeg anvist et kontor på anden sal i Københavns Politigård, placeret i hjertet af hovedstaden nær havneudløbet og Langebro, et ejendomsmæglerstenkast fra Islands Brygge, hvor jeg blev født i 1957 og i årtierne derefter tilbragte mine drengeår. Dengang var Bryggen ikke for sjov. Dansk Sojakagefabrik, kaldet Sojakagen, dominerede området. Da det gik bedst, 16

D E DA N S K E VA RU LV E

beskæftigede fabrikken omkring 1.200 mennesker, hvoraf de fleste boede i nærheden. Bryggen var for mænd, der arbejdede med deres hænder, kvinder, der gik hjemme, og unger, som tilbragte meget af deres liv i baggårdene og på gaden. Bryggen var beskidt, larmende og vild.

På fabrikken blev tonsvis af importerede sojabønner forædlet til foder til dyr og madolie. Jeg kan stadig, selvom det er mange år siden, genkalde mig stanken, og der var ingen kaffebarer og reklamebureauer, ingen dyre ejerlejligheder uden bopælspligt og intet arkitekttegnet havnebad i det 2300 S, jeg kendte dengang, i de landskaber, som udgør min erindring om barndom. Tanken om at dyppe sit legeme i det grumsede havnevand, nej … det gjorde man ikke. At ryge i havnen var en trussel, ikke et tilbud, da jeg var knægt.

Jeg var soldat, inden jeg i 1978 kom på Politiskolen. Med andre ord har jeg haft min gang på Politigården det meste af mit voksne liv. Samlet set har jeg tilbragt årevis i dette arkitektoniske vanvid af en neoklassicistisk borgkonstruktion, opført på noget nær ren havbund i første halvdel af 1920’erne efter tegninger af arkitekt Hack Kampmann. Alligevel kan jeg fortsat med jævne mellemrum fare vild i den imposante, labyrintiske bygning, hvor gange ender i ingenting, og hvor der synes at være et endeløst virvar af skjulte rum.

Fra mit sparsomt møblerede kontor på Gården havde jeg fri adgang til nabokontoret, hvor en god, gammel kollega, Dan Berthelin, sad.

Vi har kendt hinanden siden 1970’erne, da jeg var ny og uerfaren betjent, og Dan var min skydelærer.

Af og til kiggede vi ind til hinanden, hilste på, fik en kop lunken kaffe, talte om gamle dage eller den verserende sag. På et tidspunkt bemærkede jeg nogle store batterier med skruer i toppen fra det hedengangne firma Hellesens, der lå på Dans skrivebord. Jeg kunne tydeligt huske batteritypen fra mine drengeår, det mørkeblå papir viklet omkring selve batteriet og det solgule logo på forsiden, der forestillede en springende, angrebsivrig tiger. Kombinationen af farverne, formen og navnet, ikke mindst den brølende tiger, fik min hjerne til at spille mig et puds ved med ét knivskarpt at fremkalde en episode fra min L oftsrummets hemmelighed

17

Batteriet fra det gamle hæderkronede og nu nedlagte firma Hellesens. Det var forsynet med to skruer i toppen og i den karakteristiske mørkeblå farve med logoet af en springende tiger i stærke gule farver. Form og farve får tit hjernen til at genkalde for længst glemte episoder og hændelser i ens fortid.

(Foto: Politihistorisk Museum)

tidlige barndom for godt 45 år siden. Jeg var på spejderlejr i Sverige med de gule spejdere, og under et vådt og hårdt natløb havde jeg skiftet et tilsvarende batteri i en stor lommelygte.

Følelsen af fortid, af noget, som ikke mere var, satte sig i maven. Jeg blev nostalgisk, kort sagt, og spurgte til de gamle, klodsede batterier.

Hvad skulle de mon bruges til?

Dan forklarede mig, at en del af kontorerne på Politigården ved bygningens opførsel var blevet udstyret med indbyggede vægure. Flere af urene var med tiden faldet fra hinanden, men et sådant klenodie fra 1920’erne hang stadigvæk på netop hans kontor. Uret var desværre gået i stå, da batteriet var dødt, og det havde vist sig vanskeligt at fremskaffe et nyt. Det var en batterimodel, der var udgået af produktion for en menneskealder siden. Men ved hjælp af sine kontakter blandt håndværkerne på Politigården var det lykkedes Dan at opstøve et batteri, der stadigvæk var strømførende, og det var det, som lå på bordet.

Han havde bare ikke fået sat det på plads i uret endnu. Han havde forsøgt, halvhjertet, men lemmen til loftet – og bagsiden af uret – ville 18

D E DA N S K E VA RU LV E

ikke give sig frivilligt, og før han vidste af det, var han blevet distraheret. Der var hele tiden et eller andet, som var vigtigere.

Adgang til kontorerne på anden sal på Gården sker via en lille entré eller en slags mellemgang, hvor der er opsat en knagerække og en håndvask, et levn fra tidligere tider, da etatens folk skulle have mulighed for at nette sig inden et besøg. Det var over døren mellem kontoret og mellemgangen, at uret hang, og det var derfor loftsrummet over entréen, jeg forsøgte at få adgang til, da jeg stod på stigen og koncentrerede mig om at holde balancen.

Jeg vred skruetrækkeren lidt kraftigere, fiflede med den, mærkede, at det sved i håndfladen, når jeg klemte om det hårde plastikhåndtag, men lidt efter gav træet efter med et sprødt knæk. Sådan! Jeg åbnede lemmen for at se, om jeg kunne nå urets bagside og få sat det tunge batteri på plads. Det tog lidt pillearbejde og en smule møjsommelighed, men på plads kom det, og uret så ud til at virke og gå igen. Det var tilfredsstillende. Så langt, så godt.

Jeg blev nysgerrig, nu det var lykkedes mig at få lirket lemmen til loftet op, endda uden at dratte ned, og med en hurtig bevægelse lod jeg lommelygten glide rundt i det sorte loftsrum, så det blev oplyst i glimt. Ovre i hjørnet, allerbagerst, var to tomme flasker i mørkegrønt glas, pludselig synlige i lyskeglen. Begge flasker var dækket af snavs.

Jeg kravlede tættere på. Hvilede med overkroppen halvt inde i loftsrummet, mens jeg pustede let på etiketterne i håb om at lære mere om, hvad jeg havde med at gøre. En lille sky af støv ramte mit våde og varme ansigt og fik mig til at hoste og hive abrupt efter vejret. Der var ikke noget synligt årstal at se noget sted, men tilsyneladende var der tale om en dansk produceret frugtvin, og jeg følte mig overbevist om, at flaskerne måtte stamme fra 1940’erne, fra besættelsestiden, da vareknapheden var udbredt, og denne type erstatningsvin lavet på gæret frugt var i høj kurs. Alt det besvær, jeg havde haft med at få åbnet lemmen til loftet, vidnede desuden om, at det var meget længe siden, at andre mennesker havde været oppe i det lille aflukke over døren. Jeg mærkede spændingen som en let prikken i huden.

L oftsrummets hemmelighed

19

Politigården i København set fra Polititorvet i dagene kort før befrielsen. Bemærk de tilmurede søjlegange. Dette arkitektoniske vanvid af en nyklassicistisk politiborg blev opført i årene 1918-1926 på så at sige ren havbund efter tegninger af arkitekt Hack Kampmann, der døde inden færdiggørelsen. Intet forekommer logisk i denne bygning.

Selv folk, der har brugt huset gennem flere år, kan fare vild her. (Foto: Politihistorisk Museum)

Jeg tilbragte mine folkeskoleår i 1960’erne på sangskolen Sankt Annæ, dengang den lå inde i Frederiksstaden og ikke ude i Valby. Der blev jeg ikke alene podet med en dyb musikalsk interesse, det var også der, jeg mødte Bjarne Hjaltason, en historielærer, hvis interesse for og engagement i Anden Verdenskrig, ikke mindst besættelsen af Danmark, var smittende. I de år i min skoletid lå befrielsen kun nogle årtier tilbage, og Bjarne Hjaltason fortalte med sin barytonstemme alle os børn om krigen, så det føltes, som om det var noget, vi selv havde oplevet. Det var ægte, dramatisk og vedkommende, og jeg elskede igennem hele min skoletid de timer. Jeg foretrækker den dag i dag den slags levende 20

D E DA N S K E VA RU LV E

billeder, der danner sig i hovedet, når en mand som Bjarne Hjaltason taler, frem for de billeder, nutidens børn møder på deres iPads og smarte telefoner.

Især på grund af Bjarne Hjaltason har jeg siden drengeårene været vældig optaget af krigens tid og skæbner. Jeg stod den forårsdag på stigen og tænkte over, hvor ofte det er tilfældigheder, som afgør ens liv, ens retning. Den rigtige lærer på det rigtige tidspunkt kan betyde alt.

Jeg er stolt over, at jeg siden hen som voksen og som politimand har evnet at bruge den interesse for krigen konstruktivt og professionelt.

Det skete blandt andet, da jeg deltog i efterforskningen af sagen om den danske SS-officer Søren Kam, en yderst aktiv figur i Schalburgkorpset og i den tyske terrorisme i Danmark og en af de personer, som 30. august 1943 deltog i drabet på avisen B.T.s populære redaktør, Carl Henrik Clemmensen.

Schalburgkorpset blev opkaldt efter Christian Frederik von Schalburg, der ledede Frikorps Danmark – de danske frivillige ved Østfronten – og selv blev dræbt på de russiske slagmarker i 1942. Korpsets medlemmer var danskere i tysk, nazistisk tjeneste.

Sagen om Søren Kam sluttede i marts 2015, da hovedpersonen, som siden 1956 havde været tysk statsborger, døde som 93-årig. I årevis bad de danske myndigheder om at få Søren Kam udleveret til Danmark, for at en dansk domstol kunne vurdere hans medvirken i mordet på Carl Henrik Clemmensen. Men anmodningen blev aldrig efterkommet. Søren Kam var i mange år placeret højt på Simon Wiesenthal-centerets liste over krigsforbrydere.

Det var denne livslange interesse for Anden Verdenskrig, der den dag på Politigården fik mig til at træffe en beslutning, som set udefra nok kunne virke en anelse besynderlig: at undersøge de andre loftsrum på anden sal. Jeg proppede lygten i lommen og trak med en skramlen stigen ned ad stengulvet i den højloftede, lidt dystre gang. Jeg fik uden det store besvær dirket først den ene, så den anden og så den tredje loftslem op, og jeg faldt over lidt af hvert i min spontane søgning: skramlede kasser til opbevaring af for længst udgåede kontormaskiner, L oftsrummets hemmelighed

21

Forfatteren udpeger nogle dage efter fundet loftet, hvor pakken havde ligget glemt siden slutningen af 1946. Stedet er fag eller kontor 16 på 2. sal med udsigt til Københavns Havn og Islands Brygge.

Her havde dele af drabsafdelingen frem til år 2014 sit domicil. I tiden efter befrielsen anvendte kriminaloverbetjentene Karl Laurits Bramsgaard og Harry Frost dette og tilstødende kontorer til at afhøre såkaldte landssvigere. Mange mordere, voldsmænd og voldtægtsmænd er i tidens løb blevet afhørt i disse lokaliteter.

(Foto: Carsten Dyhr)

en enkelt blød opdagerhat fra 1940’erne med initialerne ‘A.C.’, et par blikdåser med rester af sukkererstatningsproduktet Katharol i, og en grøn, tom Tuborg-ølkasse i træ. Alt var dækket af et fint lag støv. Efterhånden havde blandingen af sved og møg gjort mit ansigt sort som en skorstensfejers, og skjorteærmerne var tydeligt plettede af møg.

Jeg var tæt på at stoppe mit forehavende, alligevel valgte jeg at blive ved, at gå på opdagelse i bare ét kontor til, det sidste på gangen, som i årevis mest af alt havde fungeret som et uorganiseret lagerrum for kontorartikler. Intet menneske havde haft sin faste gang derinde siden engang i 1940’erne eller 1950’erne. Jeg fik tændt lyset, manøvreret stigen på plads og med et par små dask med foden, først den ene vej og så den anden vej, sikret mig, at den var slået ud. Jeg tog skruetrækkeren og lommelygten i højre hånd, tørrede med en hurtig bevægelse det 22

D E DA N S K E VA RU LV E

Selve findestedet over fag/kontor 16, Politigården. Pakken anes til venstre for de kasserede skrivebordsskuffer. Fra loftsrummet er der adgang til etagens store ventilationskanal, der igen indeholder utallige rum og gemmer.

(Foto: Carsten Dyhr)

værste skidt ud af øjenkrogen og kravlede forsigtigt op på det øverste trin.

Lemmen gav sig forholdsvis let, jeg havde fået taget på det nu, selv om også disse hængsler hvinede længselsfuldt efter bare en lillebitte smule smørelse. Jeg kravlede længere op, placerede igen overkroppen forsigtigt på kanten af hullet, tændte klikkende lommelygten og lod med en skødesløs håndbevægelse lyskeglen glide rundt i mørket. Ovre i højre side af det lavloftede pulterkammer var der helt tomt, men da jeg lyste i den anden retning, ind til venstre, kunne jeg med et ane omridset af … noget, en genstand, ovre i hjørnet. Det lignede en pakke af en slags, den var på størrelse med et par tykke ringbind og lå ved endevæggen, skubbet ind til siden, gemt væk og derfor umiddelbart uden for min rækkevidde.

L oftsrummets hemmelighed

23

Genstanden, hvad end det var, var dækket af skidt som alle de andre ting, jeg fandt, gemt væk oppe på de små loftsrum, og denne gang måtte jeg helt op på knæ, med overkroppen hvilende inde i loftsrummet og armene strakt ret frem foran mig, før jeg kunne nå pakken.

Jeg prustede et par gange, hostede den tørre, støvede luft ud af halsen, trak let i den tynde snor, der var bundet om pakken, og lod derefter hånden stryge hen over indpakningspapiret. Denne manøvre fik det brunlige, porøse materiale til så småt at smuldre. Så kravlede jeg med små, forsigtige skridt ned ad stigen og placerede pakken på kontorgulvet. Den knitrede let, hvorfor jeg lagde mig på knæ og albuer, så jeg med nænsomme bevægelser kunne fjerne de sidste stykker porøst papir og se nærmere på, hvad jeg egentlig havde fundet.

Jeg spredte indholdet ud i en vifte foran mig. Jeg kunne næsten ikke tro det.

24

D E DA N S K E VA RU LV E

151 mm

arbejde videre – også efter at krigen var slut med tysk nederlag.

En sommerdag i 2012 gør den garvede københavnske kriminalassistent Erland Leth Pedersen et usædvanligt fund på Københavns Politigård. I et støvet loftsrum, hvor ingen tilsyneladende har været siden slutningen af 1940’erne, finder han en pakke, hvis indhold bringer ham helt tæt på et sjældent belyst hjørne af Anden Verdenskrig – historien om de danske varulve.

der i 1944-45 forsøgte at give den såkaldte varulvebevægelse fodfæste i Danmark.

Varulvene opstod som idé i ledende nazistiske kredse i Tyskland og var i praksis undergrundsgrupper, der skulle arbejde bag fjendens linjer. De skulle fortsætte kampen for nazismen, selv efter et eventuelt tysk nederlag. Deres midler var vold,

Erland Leth Pedersen kombinerer sine erfaringer som kriminalmand og sin dybe interesse for besættelsestiden, og trin for trin kortlægger han et stykke danmarkshistorie, der hidtil mest har været sporadisk kendt og omgærdet af mytologi. Her fortæller han om sin usædvanlige politiefterforskning, der er beretningen om landsforræderi og ondskab i besættelsens sidste kaotiske fase og månederne derefter.

ERLAND LETH PEDERSEN (f. 1957). Kriminalassistent med ansættelse i politiet siden 1978. Amatørhistoriker igennem mange år. Gift og far til tre drenge.

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-1683-3

9 788740 016833

151 mm

DE DANSKE VARULVE E R LAN D LETH PE DE RSE N

EN POLITIMANDS EFTERFORSKNING I UKENDT BESÆTTELSESHISTORIE POLITIKENS FORLAG

226 mm

terror og propaganda.

De danske varulve

Erland Leth Pedersens fund bringer ham på sporet af en gruppe landsforrædere,

ERLAND LETH PEDERSEN

De danske varulve er fortællingen om nazister, der skulle

? mm