De hængte hunde - af Jens Henrik Jensen

145 mm

spændingsroman, som holder det niveau, Jens Henrik Jensen præsterer med De hængte hunde

– JYSKE MEDIER

HHHHH – JYDSKE VESTKYSTEN

HHHH – BERLINGSKE

HHHH – POLITIKEN

HHHH

145 mm

JENSEN JENS HENRIK HHHHHH JYSKE MEDIER

DE HÆNGTE HUNDE

Danmarks højest dekorerede soldat, Niels Oxen, lever isoleret i sin teltlejr dybt inde i Rold Skov. Her håber den traumeramte krigsveteran at finde fred for sine dæmoner, men efter et natligt besøg på et slot i skovens udkant mistænkes han pludselig for drabet på slotsherren. PET dukker påfaldende hurtigt op, og inden Niels Oxen får set sig om, er han sammen med den uortodokse Margrethe Franck fra efterretningstjenesten hvirvlet ind i efterforskningen af en række gådefulde drabssager, der tilsyneladende kun har ét til fælles: hængte hunde.

DE HÆNGTE HUNDE er første bind i serien om Niels Oxen. Andet bind, DE MØRKE MÆND, udkom i 2014.

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

DE HÆNGTE HUNDE

ISBN 978-87-400-3207-9

9 788740 032079

KRIMI POLITIKENS FORLAG

220 mm

– JYLLANDS-POSTEN

JENS HENRIK

JENSEN

Der er næppe nogensinde skrevet en dansk

FOTO © RED STAR PHOTO

HHHHHH

29,5 mm

Jens Henrik Jensen

De hængte hunde

POLITIKENS FORLAG

De hængte hunde.indd 3

13/07/12 14.50

1. kapitel

D

et var, som om hunden havde strakt hals i et desperat forsøg på at indsnuse en allersidste duft af livet. Forgæves. Dens snude havde ikke kunnet nå skørtet af mandelblomster over dens hoved.

I de matte øjne afspejlede erkendelsen sig i det spage lys ved daggry.

Det havde været slut længe. Dens vægt havde strammet løkken om dens hals for flere timer siden.

Nu strøg en hård andalusisk februar-vind ind fra søen Embalse del Guadalteba-Guadalhorce og fik hundens plumpe krop til at svinge blidt fra side til side. En sky af blomster blev revet af og hvirvlede rundt som snefnug med et lyserødt skær.

Et kronblad lagde sig nænsomt på hundens tunge – et nådeskys, alt, alt for sent.

Lyset trængte lidt efter lidt gennem det bølgende blomsterdække og fik de lysebrune aftegninger til at træde frem. En stor hund. En rottweiler.

En han.

Længere oppe ad skråningen, bag lunden af mandeltræer og bag en enklave af høje pinjer, lå en samling hvide bygninger. På et skilt ved lågen af svunget smedejern for enden af grusvejen stod der “Finca Frederiksen”.

De lokale – og dem var der stadig nogle af trods invasionen af pengestærke udlændinge – huskede fincaen, ejendommen, med den mirakuløse udsigt under dens oprindelige navn “Finca Fernandez”. Det nye navn, “Frederiksen”, var vistnok svensk eller norsk eller tysk – eller dansk.

I hvert fald var de nye beboere, der havde resideret ved søen i fire-fem år, oppe nordfra et sted. I virkeligheden var det ret ligegyldigt, hvor de kom 5

De hængte hunde.indd 5

13/07/12 14.50

fra. Navneskiftet forekom respektløst, og ingen havde noget med dem at gøre. De fremmede, rige, var der bare, omkranset af deres høje trådhegn, og som sådan bidrog de på ingen måde til lokalsamfundet.

Lige efter midnat havde ejeren af fincaen, Hannibal Frederiksen, været ude at kalde på sin hund. Men den kom ikke. Det var første gang nogensinde, at “Señor” ikke kom ind igen efter sin sædvanlige sene runde. Den kendsgerning havde gjort ham ængstelig.

Da han vågnede ved syvtiden næste morgen efter en nats urolig søvn, klædte han sig stille på for ikke at vække sin hustru og begav sig på ny ud for at lede og kalde.

Da han efter en halv times tid nåede en af de sidste rækker i mandellunden ned mod søbredden, forstod han, hvorfor “Señor” ikke var kommet hjem.

Synet efterlod ham lammet.

De hængte hunde.indd 6

13/07/12 14.50

2. kapitel

D

e refleksive radarbevægelser mindede om en gemen tyveknægts.

Han trak sin hætte op over kasketten og så sig omkring. Til højre, til venstre, bagud. Og forfra igen. Så forcerede han legende let det høje trådhegn, mens den hvide samojedespids adlød, lagde sig i en dyb skygge ved muren og gjorde sig næsten usynlig.

Han sprang og landede adræt på fødderne. Eller rettere, ikke så adræt som tidligere, konstaterede han – men dog i næsten fuld balance. Han fortsatte stedkendt hen til den nærmeste container, hvor han satte sit hjemmelavede specialhåndtag på den trekantede stump jernstang, drej­ ede håndtaget til venstre og åbnede den tunge låge.

Første gang havde det været en martrende oplevelse. Bogstaveligt talt en grænseoverskridende indtrængen. Mentalt set en rejse i fornedrelse, der i få sekunder havde efterladt ham handlingslammet. Ydmygelsen krøb ind under hans hud som en parasit. Og den blev siddende, gnavende i nogle uger.

Siden var dén følelse forsvundet. Tilbage var kun ét rationale: Er du sulten, så æd.

Han kravlede ind over velfærdssamfundets pinlige tærskel, derind, hvor overfloden slog ham i møde som en guldskat. Den første container rummede grøntsagerne.

Han tændte sin lommelygte og begyndte at lede. Hans famlen fremkaldte altid indre erindringsbilleder af at handle i supermarkedet på en overfyldt lørdag formiddag blandt støjende børnefamilier. Nu gjorde han

7

De hængte hunde.indd 7

13/07/12 14.50

det igen. Bare uden indkøbsvogn og uden sit eget barn i klapsædet. Det var rene impuls-valg.

Agurker? Hvorfor ikke. Tomater? Tjah ... Salathoveder? Glimrende.

Løg? Okay. Og naturligvis kartofler.

Alt sammen gled det ned i rygsækkens dyb. Det sidste var en bakke frilandschampignoner, der var tre dage for gammel.

Han kravlede ud igen, åbnede den næste container og hoppede indenfor i dybet. Kødvarer til destruktion. Datomærkningen spredte pest i mørket, men den bekymrede ham ikke. Man skulle bare huske at være særlig forsigtig med kød. Han samlede op, vendte og drejede varerne i skæret af lyskeglen, vendte tommelen op – eller ned. I morgen aften skulle han – tilsyneladende – have hakkebøf. Med bløde løg ved nærmere eftertanke.

Han stjal og åd gladelig dét, ingen andre danskere ville drømme om at sætte tænderne i. Alt det, der var blevet en dag eller to eller tre for gammelt, blandt andet fordi de fleste af hans landsmænd havde for vane at række dybt ind på hylderne og tage de inderste – og nyeste – varer, frem for dem, der stod i forreste geled, og hvis holdbarhed var kortest. På den såre enkle facon bidrog enhver til at få skrottet bjerge af ellers gode madvarer. Derfor var hans forbrydelse ukriminel.

Han lod et halvt kilo fars glide ned i rygsækken. Han var blevet professionel “madskralder”.

Det var de unges udtryk – madskralder. Han var kommet på ideen efter at have lyttet til to knægtes snak ved et busstoppested. Den førte ham til en hjemmeside og dernæst til en Facebookgruppe, hvor unge gav gode råd fra sig og anbefalede gode steder at “skralde mad”. Derfor befandt han sig her – i baggården til et discountsupermarked i Københavns nordvestkvarter.

Og det var nødvendigt. De sidste penge på kontoen var brugt for længe, længe siden. Huslejen havde han betalt ved at samle flasker de seneste måneder og ved at hjælpe det dumme svin af en udlejer med nogle nødtørftige reparationer på den faldefærdige ejendom.

Det var det samme altid. Hver eneste dag efter mørkets frembrud, i evig søgen langs de kendte ruter. Den dag, der snart var gået, havde indbragt 8

De hængte hunde.indd 8

13/07/12 14.50

ham næsten hundrede kroner i flaskepant. Fra drukmåsenes tilholdssteder i Utterslev Mose, til Bispebjerg Kirkegård, ned til Fælledparken og Sortedams Sø og op igen over Nordhavnen. Han kendte sine lus på travet. Fra bænke i parker til bilernes parkeringskældre og læskure ved busstoppesteder. I ly af mørket. Flaske efter flaske. Krone efter krone.

Han hoppede ud af containeren og skulle netop til at borde den tredje i rækken for at skaffe sig en bakke æg eller en smule ost, da han blev råbt an: – Hallo, din syge stodder! Hvad fanden tror du lige du har du gang i?

To silhuetter tonede frem ved den fjerneste container. En lille, bred én og en høj, ranglet. Han havde ikke hørt dem klatre over hegnet.

– Hallo! Er du stum? Eller dum? Dét her er vores område. Skrid, eller få bank, din lille lorte, hjemløse ...

Den brede silhuet løftede en truende knytnæve.

Hans hætte måtte være gledet ned, da han hoppede ud af containeren, for nu lød det overdrevent sukkersødt fra den brede: – Hva’ fanden ... Har du hestehale? Du er jo en lille ponytøs. Jeg har altid drømt om at kneppe en lille ponytøs med håndtag.

Han stod ubeslutsom et øjeblik. Den ene stemme skreg skingert om kap med den anden inde i hans hoved, mens han kunne mærke, at hans muskler spændtes.

– Kom så da, lille pony, kvidrede den brede.

– Lad ham gå, mumlede den ranglede lavmælt til sin kammerat, inden han skruede op for lydstyrken: – Hallo, bror lort! Fat budskabet! Det er os, der styrer hér. For sidste gang – skrid, din fuckin’ motherfucker!

Beslutningen var truffet. Han trak sin hætte op, slængede rygsækken over skulderen og krummede sig underdanigt sammen.

– Okay, sorry ... Jeg er dén, der er skredet.

Den lille brede blev ved.

– Hørte jeg dig sige undskyld, pony?

– Undskyld. Det må I undskylde.

Som en ræd køter krøb han i en bue uden om de to truende silhuet9

De hængte hunde.indd 9

13/07/12 14.50

ter, greb fat i hegnet, kravlede op og lod sig falde ned på den anden side.

Med et enkelt fløjt vakte han sin hund til live og forsvandt ud i mørket.

Mumlende roste han sig selv, mens han skred op ad fortovet med hunden ved sin side og satte kursen hjemad. Alene den kendsgerning, at han havde været i stand til at træffe en beslutning på basis af en slags kølig overvejelse, var en triumf.

– Hva’ siger du, Whitey? Var det ikke i orden? De var oven i købet vildt provokerende, ikke? Du skulle have hørt dem. Sådan to snothvalpe.

Hunden lyttede. Og nikkede.

Hans fordør, der lå hen i kælderhalsens mørke, var naglet fast til karmen med nogle brædder og adskillige søm. Sådan var det også, da han flyttede ind i sit herskabelige domicil for det, der føltes som en evighed siden.

Han svingede ind gennem porten og tog bagtrappen.

Døren slæbte på mod det ru cementgulv og krævede kræfter for at ville give sig. Han trådte ind i baggangen og kunne skimte den stadigt voksende bunke af reklamer og ugeaviser, der tårnede sig op.

For længe siden. I en anden tid. I en anden entré havde han sorteret sine breve fra i en bunke for sig. Ja, i begyndelsen havde han faktisk åbnet dem ...

Hvornår han holdt op med at åbne sine breve, kunne han ikke helt huske. Nogen forskel havde han ikke bemærket. Han havde aldrig savnet noget brev. På den nuværende adresse havde han ikke fået ét eneste nogensinde. Af den simple årsag, at han aldrig havde oplyst samfundet om, at han var flyttet.

– Ind med sig, Whitey.

Hunden lystrede villigt, fortsatte ind ad den åbne dør, sprang op i so­faen og lagde sig med et livstræt suk.

Han tømte rygsækken i det trange tekøkken, smed sit tøj på vejen ind, først jakken, så trøjen. Så sparkede han støvlerne af i et hjørne og smed sig i sofaen ved siden af Mr. White, som hans kammerat hed, hvis ret skulle være ret. Når det lille “Mr.” blev hæftet på, gav det hans henvendelse 10

De hængte hunde.indd 10

13/07/12 14.50

eller selve samtalen et skær af gammeldags høflighed og gensidig respekt.

Whitey var det helt uformelle modstykke, men det kunne også bare være det prosaiske White.

Det havde været en udbytterig aften, kun delvis spoleret af de to ag­­gres­ sive tumper, der havde forhindret ham i at skaffe sig æg og ost.

Han tændte for fjernsynet, zappede rundt og stoppede ved et program på Animal Planet, hvor en flok gribbe netop havde erobret et ådsel i Se­rengeti.

Om lidt ville han gå ud og smøre en klapsammen-leverpostejmad til dem begge.

Han stirrede på det afrikanske drama nogle minutter, indtil hans koncentration slap op, og hans blik søgte over mod det faste tilholdssted på den smudsighvide væg, hvor han havde sat et avisudklip fast med to knappenåle. Overskriften og indledningen kunne han udenad.

Udklippet havde hængt der meget, meget længe, men han spekulerede stadigvæk. Kunne det være en løsning?

Ville det føre til hans død – eller til hans frelse? Eller ville han lande et nådigt sted midtimellem?

De hængte hunde.indd 11

13/07/12 14.50

3. kapitel

D

en tunge smedejernslåge ind til “Finca Frederiksen” gled automa tisk til side, da Hannibal Frederiksen trykkede på fjernbetjeningen. Han drejede til venstre og accelererede kraftigt ned ad bjergvejen.

Under normale omstændigheder ville han have nydt det og genkendt følelsen af ren køreglæde. Den koksgrå Mercedes CLS350’s muskuløse motor tog villigt imod, og automatgearet katapulterede ham trinløst ned ad det lange, lige stykke før første kurve.

Ude på sin venstre hånd bemærkede han, hvordan blomsterhav mødte sø. Ved en pludselig indskydelse bremsede han op og gjorde holdt i vejsiden.

Der var kun få dage tilbage at nyde mandeltræerne i. Det var på femte år nu, at dette syn var ham forundt. Der var folk fra hele verden, der rejste til forskellige dele af Spanien på grund af disse træers himmelske skønhed. Hans helt egen mandellund i bunden af jordstykket ned mod bredden af Embalse del Guadalteba-Guadalhorce formelig smeltede sammen med den tindrende vandoverflade, der i dag var næsten blikstille.

Det løb ham koldt ned ad ryggen.

Blomstertæppet dækkede over en hemmelighed. Der var gået to uger.

Han havde ikke fortalt sin hustru, hvad han havde fundet dén morgen dybest nede i mandellunden. Hun var ikke robust nok til at vide den slags.

Spørgsmålet var desværre, om han efterhånden selv var robust nok.

Alt det, der var gået forud ... Og Señor duvende i vinden ... Han havde ikke tænkt på andet siden. Havde han bare været som i sine unge dage.

12

De hængte hunde.indd 12

13/07/12 14.50

Handlekraftig, skarp og nådesløs. Nu plagede det hele ham så voldsomt, at han næsten ikke kunne tænke klart.

Han svingede ud på vejen igen og lod bilen accelerere hurtigt nedad.

Det var præcis på grund af hans forbandede frygt og ubeslutsomhed, at han denne morgen var på vej til lufthavnen i Malaga for at samle sin gæst op. De skulle nøje drøfte det, som havde holdt ham vågen dag og nat.

Nede ved klippefremspringet og det skarpe højresving bremsede han hårdt op. Forude ventede et langt stykke med hårnålesving på vej ned mod dalens bund. Han brød sig ikke om de krappe kurver og lod altid bilen flyde langsomt nedover. Han var mere til lige strækninger med overblik. Igen ... Var det, fordi han var blevet gammel og forsigtig?

Han kørte et øjeblik i sine egne tanker om svunden ungdom og var netop på vej ind i første hårnålesving, da chokket ramte ham. Braget og den knasende lyd bagude samt stødet, der låste sikkerhedsselen og fik den til at stramme over brystet.

Han kiggede skræmt op i bakspejlet. Det var en lille rød bil. Føreren måtte have mistet kontrollen over den og var maset lige op bag i ham.

Det skulle vedkommendes forsikring få lov at dække. Han bremsede op og var åndsnærværende nok til at blinke af. Der var et stykke rabat med græs forude, så måtte de ordne ...

Der lød et nyt brag, og han blev igen presset frem i selen. Hvad helvede skete der?

Nu mærkede han, hvordan hans knæ skælvede ukontrollabelt, og hænderne spændte krampagtigt om rattet, bilen skred en smule ud, men han fik den rettet op.

Det var med vilje. Den røde bil ramte ham med vilje. Han måtte væk.

Med blikket rettet stift mod vejen trådte han speederen i bund på det lige stykke ned mod næste sving. Hans hjerte hamrede så voldsomt, at det dunkede i hele hans krop. Han skævede op. Han havde vundet afstand.

Men nu – han måtte bremse hårdt op før svinget. Bilen slingrede. Alli­ gevel kom han rigtigt ind i kurven.

Sekunder senere var den tilbage i røven på ham, den lille røde bil. Og nu brasede den ind i ham for tredje gang. Bjergside og rækværk flimrede 13

De hængte hunde.indd 13

13/07/12 14.50

for hans øjne. Han fik en smule luft på det lige stykke, men havde alt for meget fart på ind i næste sving. Forhjulene tog inderrabatten, inden han fik bremset den tunge vogn op. Han bemærkede flygtigt noget rødt i sidespejlet. Så lød braget igen, og selen snærede over brystet. Hans knoer var kridhvide. Noget underligt noget at bemærke midt i det hele.

Så kom den røde bil igen. Denne gang ramte den ham oppe på siden og slog den store Mercedes ud af kurs.

Han fornemmede smagen af blod i sin mund. Havde han bidt sin læbe i stykker? Han kæmpede for at rette op, netop som han blev ramt igen.

Vejens midterstribe sprang ud af hans synsfelt. Han drejede hårdt på rattet, til venstre, så til højre. Han kunne ikke kontrollere bilen. Den skred ud for ham. Mod venstre. Længere ud. Mod det hvide rækværk.

Braget nåede ikke for alvor hans bevidsthed. Han svævede i sin Mer­ cedes. Ud i ingenting. Vægtløs. Uden forbindelse med landjorden. Rattet føltes let som et fnug. Den blå himmel fyldte hele forruden. Han svævede videre ud, mens hans krop frøs til is.

Føreren af den lille røde bil bremsede hårdt op og næsten kastede sig ud ad døren, akkurat tids nok til at se den store Mercedes forsvinde ned ad bjergsiden. Den slog enorme saltomortaler mod klipperne og gennempløjede et lille stykke skov, inden den til sidst lagde sig til ro på et plateau et stykke før dalens bund.

Der var ingen eksplosion og ingen flammer som på film. Da skyen af støv lettede, lå bilvraget bomstille som en mørk, forvreden bunke dernede.

Føreren satte sig ind igen, og den røde bil fortsatte stille og roligt ned gennem næste hårnålesving.

På dette tidspunkt var udlandsdanskeren Hannibal Frederiksen for længst død. Hans nakke var knækket med et smæld, allerede da den koks­ grå Mercedes ramte det første klippefremspring.

De hængte hunde.indd 14

13/07/12 14.50

4. kapitel

D

et var falsk forår. Han følte sig snydt. Landskabet derude på den anden side af togets smudsige vinduesglas var stadig påfaldende brunligt og nøgent.

Han sad anspændt i sædet med sin gamle, armygrønne kasket trukket helt ned i panden. Mr. White lå årvågen mellem hans ben. De følte sig begge trængt op i en krog af alle de mange lystige passagerer, der virkede ukuelige, som om togstammen førte dem ind i en ny og lysere tid.

De, der stod feststemte på i Hadsten og Langå, var stået af igen i Randers. Nye stod på i Hobro, og i Arden havde der været en hel flok, der steg skramlende om bord med deres røde faner og klirrende plastikposer.

Det var 1. maj. Altså var det forår. Og det var arbejdernes internationale kampdag.

“Snart dages det, brødre, det lysner i øst, til arbejdet fremad i kor.”

Skååål – og ski’e være med det.

Gad vide, hvad de kæmpede for. Ud over i det hele taget at kæmpe for at finde et arbejde. Og var der stadig én eneste ærlig arbejder tilbage i Danmark? Var hele molevitten ikke outsourced til billige hænder i Asien? “... til arbejdet, liv eller død!” Der var bare ingen vejrbidte ansigter og ingen barkede næver, når han kastede et blik rundt i smug. Ingen riddere fra arbejderklassen. Kun halvlunkne billigbajere mellem små buttede fingre, runde kinder og brede røve i cowboybukser.

Gad vide, hvor de skulle hen. Sandsynligvis til Aalborg ...

Mr. White rejste sig, da en halvfuld midaldrende mand trådte på dens

15

De hængte hunde.indd 15

13/07/12 14.50

hale, men da den opdagede, hvad der var los, lagde den sig igen mellem hans ben. Den følte sig måske alligevel tryg. Han følte sig utilpas. Der var for mange mennesker omkring ham.

Han skævede til køreplanen, der klistrede til hans hånd. Det var hans tur næste gang. Stemmen i højttaleren ville komme ham til undsætning og proklamere næste stop, og han ville vide, at nu skulle han af. Dér skulle fremtiden begynde. Falsk forår eller ej.

Han lænede sig tilbage i sædet og forsøgte at lade, som om alle de mange passagerer ikke eksisterede. Han ville synke ind i sig selv, længere og længere ind – og blive usynlig ...

Han mærkede en våd tunge mod sin håndflade; det var Mr. White, der bare skulle have bekræftelse. Hans buddy, der fulgte ham trofast uden at afkræve ham andet end accept.

Den var hvid. Derfor hed den White. Det var en han. Derfor var dens fulde navn Mr. White. En simpel logik. Og kunne han ikke finde den i sit eget liv, kunne han i hvert fald symbolisere den i sit venskab med samojedespidsen.

Hans tanker blev afbrudt af en sværm af klirrende flaskehalse og en rød flæskefunktionær, der omme bag hans stoleryg brølede musketér-eden ud i rummet: “Skåååål ...”

Pludselig lød det befriende budskab: “Og det bliver Skørping, om lidt er det Skørping, der er udstigning i togets højre side.”

Det føltes som en evighed, før toget endelig holdt stille, og dørene blev åbnet. Mr. White var ude på perronen i et spring og trak ham med.

Han hankede op i sin rygsæk og det lange plastikfoderal og søgte over til stationens murstensvæg.

Først da togets bagende blev mindre og mindre, og den sidste passager havde forladt perronen, trak han Mr. White med sig om på den anden side af stationen.

Overfor lå en stor, pastelgul bygning. “Kultur Stationen”, stod der på et skilt. Havde de så meget kultur heroppe i Skørping, at de kunne fylde en hel bygning med den? Hvad anede han? Han havde kun kørt gennem byen nogle få gange tidligere.

16

De hængte hunde.indd 16

13/07/12 14.50

Det begyndte at regne, netop som de gik til højre ude ved asfaltvejen, krydsede jernbanen og satte kursen op gennem byen.

Nu tog regnen til i styrke. Han stoppede op, hev sit gamle regntøj frem og tog det på. Han havde brugt det under sine utallige flaskesamle-ture, og der var slidt huller enkelte steder. Så fortsatte han sin vandring og slog kort efter ind på cykelstien mod den lille by Rebild, der lå godt et par kilometer længere fremme.

Hans hoved føltes tømt for tanker i den silende regn. Han var kun op­t aget af at komme fremad. Det samme var en ivrig Mr. White. Et eller andet sted i hans baghoved strejfede tanken om avisartiklen ham. Den ville sikkert blive siddende på væggen i det fugtige kælderværelse en rum tid. Lige indtil en dag, hvor en anden skubbede den træge dør op og affandt sig med situationen.

Rentemestervej havde han lagt bag sig for bestandigt.

Det var avisartiklen, der havde givet ham ideen. At det lige præcis blev Skørping, skyldtes vel bare den omstændighed, at man kunne køre dertil i tog. København-Skørping, en tour de force, direkte. Og dertil kom områdets øvrige fordele, af hvilke han havde stiftet bekendtskab med en del i sin fortid.

Der var ikke en levende sjæl, der vidste, at han havde forladt den gamle verden. Hvem skulle han også fortælle det til? Det skulle da lige være L.T. Fritsen. Han havde vist luftet tanken over for ham, engang de sad og snakkede efter fyraften på Fritsens lille autoværksted ude på Amager.

Tanken om at bryde op ... Men det var vist snart et år siden. De var venner, men løb ikke hinanden på dørene.

Han skævede op. Skydækket var tungt og blåsort. Uden en eneste åbning. Det ville styrte ned længe. Måske resten af dagen.

De nåede hurtigt Rebild. Det var omtrent ilmarch. De hastede forbi den store parkeringsplads for foden af Rebild Bakker, dansk-amerikanernes lyngklædte mødested, år efter år, altid på den 4. juli, amerikanernes uafhængighedsdag.

Der var ikke en bil, ikke et øje at se i regnen. Perfekt. Med byskiltet i ryggen indledte de nu den sidste, lange etape på deres rejse. De havde 17

De hængte hunde.indd 17

13/07/12 14.50

retning ud mod de store skove, hvor krybskytter, røvere og andet rakkerpak op gennem historien havde haft deres tilholdssted. Der var tale om op mod 30 skove hver med sit eget navn, og tilsammen udgjorde de Danmarks største samlede skovområde, mægtige Rold Skov.

De hængte hunde.indd 18

13/07/12 14.50

5. kapitel

M

ed blottet tandsæt snerrede schæferhunden truende ad den sort klædte skikkelse, som havde overrasket den i hundegården. Nu pustede den sig op og rejste børster af ren forskrækkelse, hvilket absolut ikke gjorde den mindre farlig. Så begyndte den at gø.

Skikkelsen var en firskåren mand. Han tog et par hurtige skridt frem – og vendte så pludselig om og løb. Det var præcis dét, der triggede hunden. Manden vendte sig om og gjorde sig klar. Nu kom den.

Schæferhunden tog et langt spring frem mod hans venstre arm, som han holdt beskyttende op foran sig. Hundens kæber lukkede sig hårdt om den velpolstrede underarm.

Manden lagde sin frie højre arm i et jerngreb rundt om hundens nakke og trak i én og samme lynsnare bevægelse hunden helt ind mod sin brystkasse. Derpå skubbede han med voldsom kraft kontra udad med sin polstrede underarm.

Der lød et tørt smæld fra hundens nakke. Den slap grebet om hans arm, og han lod den falde til jorden. Livløs.

Manden blev stående et øjeblik. Han havde voldsom lyst til at tage sin sorte balaklava af og køle lidt af, men han ville ikke løbe den risiko. Lige nu var han ét med mørket, kun med en smal sprække i hætten ved øjnene og et hul til munden. Han kunne mærke sin puls, men bange havde han ikke været. Det var en tilfredsstillelse at betragte den døde hund og vide, at hvad man engang havde lært, glemte man ikke, hvis det lå på rygraden.

Nede i bunden af den kæmpestore have lyste en serie lamper ved det, der måtte være et bådehus. Haven var helt lukket og omkranset af træer 19

De hængte hunde.indd 19

13/07/12 14.50

og buske. Der var heldigvis langt til nærmeste nabo, selv om det ikke kunne udelukkes, at en eller anden havde hørt schæferhunden gø. Han så sig omkring. Lysene fra den tilsyneladende meget eksklusive del af byen, der hed Sejs-Svejbæk, glimtede i mørket hele vejen op langs bredden og lå som juveler op ad skråningerne, oppe ved indsnævringen.

Søen neden for haven hed Borre Sø. Med base i Silkeborg bare fem kilometer borte havde han opholdt sig i området et par dage for at lave grundig research før sin aktion.

Nu gøede hunden i hvert fald ikke længere. Han tog fat i begge bagben og slæbte den op over græsplænen, op mod den luksuriøse villa, der lå hen i mørke. Han slap hunden ved terrassen. Han havde allerede udset sig det ideelle sted i går, da han sejlede langs bredden i en lejet kano og gjorde sine iagttagelser med kikkerten. Foran et stort vinduesparti stod et bøgetræ. Velegnet til formålet.

Han holdt lommelygten op mod vinduet. Det var et køkken. Ikke et køkken, som han kendte dem, men et kæmpe køkken af stål og mørkt træ.

Og vinreolen var af en anseelig størrelse.

Villaens ejer, som hed Mogens Bergsøe og var advokat og boede alene – så meget vidste han – måtte være et yderst velhavende menneske. Selv i køkkenet hang der kunst på væggene. Og han havde naturligvis bemærket, at advokaten havde en Porsche Cayenne stående i carporten.

Han tog det sammenrullede stykke reb op af sin lille sorte rygsæk.

Løkken havde han lavet på forhånd. Han trak hunden helt hen til træet, lagde løkken om dens hals og kastede den løse rebende op over en af de nederste, solide grene. Så hev han til i nogle lange, seje tag. Da han var tilfreds, slog han rebet om stammen og bandt en knude.

Når advokat Bergsøe i aften, i morgen eller en anden dag vendte hjem, rullede Porschen ind under halvtaget og låste sin dør op for at gå ind og slappe af, ville han måske først af alt gå ud i køkkenet. Måske ville han skænke sig et glas mælk, snuppe en godnat-øl, eller måske ville han bare smøre sig et stykke brød. Én ting var i hvert fald sikker. Når han tændte lyset, kunne han ikke undgå at opdage, hvad der hang lige uden for hans vindue.

De hængte hunde.indd 20

13/07/12 14.50

6. kapitel

M

ed tilbageholdt åndedræt iagttog han, hvordan rådyret trippede nærmere ad vekslen gennem mudderet frem mod det sted ved den lille kilde, hvor det altid vrimlede med spor.

Det var en buk, en lille en af slagsen. Det var først lovligt at jage den om en uges tid, men den slags måtte han se stort på. Han var hundesulten.

Han sad helt stille i sit skjul, der bestod af grene, rødder, og hvad han ellers havde kunnet flikke sammen. Det lå cirka tyve meter fra drikke­ stedet. Foran i skjulet var der et hul, akkurat stort nok til at skyde ud gennem, hvis vinklen var rigtig. Og det ville den være lige om lidt, hvis bukken bare fortsatte en meter længere frem. Vinden bar bort, så den havde ingen grund til at være så fandens mistænksom.

Den tøvede alligevel, og tog så et nyt skridt frem. Han lagde en pil på, placerede nocken på strengen – men ventede. Et skridt mere, og skuddet ville være perfekt.

Med et nervøst anstrøg trippede bukken endnu en smule frem og stod ubevægelig et øjeblik, inden den begyndte at drikke. Han spændte buen.

Bukken løftede hovedet og drejede sine ører. I samme moment som han slap sin releaser, vippede hans strakte arm en smule. Pilen strøg over sit mål og forsvandt i krattet. Det samme gjorde bukken.

Han var rusten. Det var alt for længe siden. Hvordan kunne han være så naiv at tro, at han kunne tage den umanérligt vanskelige jagt med bue og pil op igen efter så mange år? Havde han virkelig troet, at hans sanser var tilstrækkeligt skærpede og hans motorik fin nok til denne form for jagt?

21

De hængte hunde.indd 21

13/07/12 14.50

Han var en nar, der bare havde sat sig på et tog og var kørt ud af København. Ud i naturen. Med en naiv forestilling om, at alt ville være som før, bare han kom herud. Ud i freden. Længere væk, end Lars Tyndskid nogensinde havde plantet en gummistøvle.

Det støvregnede i daggryet. Det havde regnet stort set uden pause i samtlige otte dage siden hans ankomst. Skoven og hele ådalen boblede af væde, og han kunne fornemme stanken af råd i sine næsebor, når han krydsede de sumpede områder og sprang fra tue til tue.

Han blev siddende i sit skjul og vurderede med et suk sin bue. Den fejlede intet. Det var hans egen skyld. Buen var en compound-bue fra High Country Archery. Pilene var specialkonstruerede til formålet og forsynet med en mekanisk, trebladet Innerloc-jagtspids. Bue og pile kostede mange tusind kroner. De var vel det sidste af værdi, som han havde tilbage fra sit gamle liv. Hvorfor han ikke for længst havde vekslet udstyret til whisky og græs, var han ikke helt klar over.

Han trak regnjakkens hætte op over strikhuen og krøb ud af sit skjul.

Slængte bue og kogger over ryggen og begyndte hjemturen. Han gik i sine gamle gummistøvler, som han havde raget til sig i byttecentret på genbrugspladsen inde i Vermlandsgade. Han sørgede for at gå i det lille vandløb. Det var kun få centimeter dybt, og her var der nogenlunde fast bund og en farbar vej gennem sump og et sandt morads af piletræer, der gjorde underskoven uigennemtrængelig.

Han fulgte bækken hele vejen tilbage til dens udløb i Lindenborg Å. Han befandt sig så højt oppe i ådalen, at den var flankeret af stejle, skovklædte skråninger. Heroppe havde åen endnu ikke vokset sig stor og stærk. Snarere var det en smuk, snoet og hurtigstrømmende lille skovå på to-tre meters bredde. Lige nu var den brun som kakaomælk. Hvis regnen nogensinde stoppede, ville åen hurtigt klare op.

Han huskede, at Lindenborg Å havde det fineste, klare vand, født af et utal af små vandløb som den var. I Rold Skov var ethvert kildevæld lige til at drikke af, for alt vand sprang frem af de enorme kalkforekomster i undergrunden. Rold Skov var kildernes skov.

På vejen tilbage stoppede han op flere gange langs brinken. Han havde 22

De hængte hunde.indd 22

13/07/12 14.50

igen sat kroge i aftes. Ti styk i alt, alle tøjret til en kæp, han havde stukket i den bløde jordbund. De første ni gange kunne han hurtigt tage det slappe stykke line ind, rulle det sammen og stikke det i lommen. Fiskeriet havde været katastrofalt dårligt. Kun to små bækørreder havde han kunnet hale op af det jordfarvede vand. Da han havde gjort sig et slags regnestykke hjemme i kælderen, havde han kalkuleret med en meget større daglig fangst. Regnen måtte for pokker snart holde op.

Han stoppede for at hive den sidste snøre ind. Der sad en forkølet lille bækørred på krogen. Alt for lille. Men ædes skulle den. Han stak den i nakken med lommekniven og fortsatte hjemad.

Mr. White slikkede ham på næsen. Først var han for langt nede i søvnens dyb til at registrere det, men under opstigningen blev han klar over, at det var hans trofaste makker, der på sin sædvanlige facon gav ham et blidt vink om, at nu kunne han godt vågne op.

Da han slog øjnene op, fik han et sidste slik. Så vendte Mr. White sig om og kiggede ud under presenningen. Han lukkede øjnene og trak tæppet op over hovedet. Regnen trommede ubønhørligt på hans tag. Han orkede det ikke længere. Det var den 9. maj, det burde være forår – og i stedet pissede det ned uden stop.

Han havde været vågen hele natten. Det skyldtes ikke noget præcist – bare summen af det hele. Ethvert forsøg på at falde i søvn var mislykkedes. På den måde var der ingen ændring at spore. Nordvestkvarteret eller Rold Skov – mønstret var det samme. Derfor sov han som sædvanligt fra sidst på formiddagen.

Han havde delt en dåse kødboller i karry med Mr. White før sengetid.

Den tidlige morgenmad havde bestået af en håndfuld ris og en halv stegt bækørred til hver. Han forsøgte at holde hård justits med de sidste madvarer. De skulle slå til, indtil solen og varmen kom.

Han mærkede igen den knugende fornemmelse af sult i mellemgulvet. Han havde sovet sig fra den. Livet som madskralder havde været ekstravagant sammenlignet med dette.

Det kom ikke bag på ham, at naturen kunne være nådesløs. Han havde 23

De hængte hunde.indd 23

13/07/12 14.50

oplevet det i Alaska for nogle år tilbage. Ligeledes i det tidlige forår og ligeledes under en periode med vedvarende og voldsom nedbør i form af sne, hagl og regn. Vildmarken rummede alt, hvad hjertet kunne begære af fisk, vildt og bær, hvis man forstod, hvordan man skulle begå sig. Og det gjorde han til fulde. Alligevel havde han sultet i over en uge, fordi alt mislykkedes.

Han vendte sig igen. Mr. White sad bomstille og gloede ud over åda­ len. Han lå på en simpel briks af granrafter, hævet over jorden for at und­ gå kulden. Den var polstret med et tykt lag grankviste, og oven på dem var hans gamle liggeunderlag bredt ud.

De havde været i deres lejr i fem dage nu. Efter nogle dages søgen langs skråningerne i den øvre del af ådalen, hvor Ersted Skov grænsede op mod Vesterskov, havde de fundet det perfekte sted. Det var på den vestlige side, Ersted-siden, og det var på en tør og fast forhøjning i dalbunden.

Fra Skørping og Rebild var de gået i sydvestlig retning og havde krydset Hobrovej, der skar sig gennem de enorme skovområder.

Rold Skov strakte sig over et areal på omkring 80 kvadratkilometer eller 8000 hektar. Han vidste en del om skoven fra sin tid i Aalborg, resten havde han læst sig til, mens han spekulerede i sit kælderhummer i Nordvestkvarteret.

75 procent af skoven var i privateje. Langt størsteparten under de tre godser Lindenborg, Nørlund og Willestrup – staten sad på resten. Lige nu befandt de sig på Nørlund Gods’ jorder. De første dage havde de klaret sig med en nødtørftig lejr i underskoven, mens han søgte efter noget permanent.

De havde slået den nye lejr op hen over en kæmpe vindfælde. Egens store rodnet havde været forankret i de øvre lag af morænejordens sand og småsten, og da den drattede om, havde den efterladt sig en stor gryde.

Tilmed holdt dens rødder fast ved jorden, så roden rejste sig som en solid mur, omkring to og en halv meter i diameter.

Roden gjorde det ud for en gavl i den ene ende af gryden, og den sørgede samtidig for, at han havde kunnet lave en holdbar forankring af den store, armygrønne presenning. Det var en af de billige nylonflet24

De hængte hunde.indd 24

13/07/12 14.50

presenninger, som man kunne få for nogle håndører i ethvert byggemarked.

Presenningen lå på en tagryg af en lang granrafte. Næsten tre meter bred og omkring fire meter lang var deres overdækkede lejr. Briksen var anlagt op mod rodmuren for at få bedst mulig læ. I den modsatte ende af sandgryden havde de deres bålplads. Mr. White sov på sit eget lille leje af grangrene ved hans side.

Lejren havde han camoufleret med alt det materiale, som var karakteristisk for området i den sumpede dalbund. Det var pil og grene fra unge løvtræer og et par birke, der med deres hvidspættede bark fuldendte sløringen.

Intet almindeligt utrænet øje kunne oppe fra skråningerne skelne deres lejr, og i det hele taget var terrænet ned mod Lindenborg Å så ufremkommeligt, at det var beskrevet som det måske mest uigennemtrængelige vildnis i kongeriget.

Bare det ville holde op med at regne.

Han slog tæppet til side og satte sig op i soveposen. Han havde det meste af sit tøj på. Regnen og blæsten holdt den normale maj-mildhed stangen.

Maven rumlede højlydt. Der lå en tom whiskyflaske under hans leje, en Burke & Barry trekvartliters slave-scotch. Selv den var rationeret. Den havde varet en hel uge. Og der var kun én tilbage i rygsækken. Sammen med den lille pose med tobakspapir og græs fra Christiania var det hans selvordinerede medicinlager. Han anede ikke, hvad han skulle stille op, når lageret var tømt. Måske var det i virkeligheden den største udfordring – det eneste spørgsmål, hans tilbagetrækning til skoven for alvor rejste.

Skulle han leve? Eller skulle han gå til grunde?

Maven rumlede igen. Han syntes, han frøs. Tidligere havde han aldrig været syg, men i Nordvestkvarteret havde han skrantet flere gange.

Lidt efter lidt tog en plan form i hans hoved. Han ville tage på en længere ekspedition, når tusmørket sænkede sig.

De hængte hunde.indd 25

13/07/12 14.50

145 mm

spændingsroman, som holder det niveau, Jens Henrik Jensen præsterer med De hængte hunde

– JYSKE MEDIER

HHHHH – JYDSKE VESTKYSTEN

HHHH – BERLINGSKE

HHHH – POLITIKEN

HHHH

145 mm

JENSEN JENS HENRIK HHHHHH JYSKE MEDIER

DE HÆNGTE HUNDE

Danmarks højest dekorerede soldat, Niels Oxen, lever isoleret i sin teltlejr dybt inde i Rold Skov. Her håber den traumeramte krigsveteran at finde fred for sine dæmoner, men efter et natligt besøg på et slot i skovens udkant mistænkes han pludselig for drabet på slotsherren. PET dukker påfaldende hurtigt op, og inden Niels Oxen får set sig om, er han sammen med den uortodokse Margrethe Franck fra efterretningstjenesten hvirvlet ind i efterforskningen af en række gådefulde drabssager, der tilsyneladende kun har ét til fælles: hængte hunde.

DE HÆNGTE HUNDE er første bind i serien om Niels Oxen. Andet bind, DE MØRKE MÆND, udkom i 2014.

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

DE HÆNGTE HUNDE

ISBN 978-87-400-3207-9

9 788740 032079

KRIMI POLITIKENS FORLAG

220 mm

– JYLLANDS-POSTEN

JENS HENRIK

JENSEN

Der er næppe nogensinde skrevet en dansk

FOTO © RED STAR PHOTO

HHHHHH

29,5 mm