Der findes formentlig kun ganske få, som ikke er interesseret i, hvordan det må være at leve i Nordkorea. Kun ganske lidt information slipper ud, og det, der kommer ud, er kun med til at forstærke vores opfattelse af Nordkorea som et land i dybt armod og med en tyrannisk excentrisk leder, som holder befolkningen i et nådesløst jerngreb. Adam Johnson har rejst i Nordkorea, researchet grundigt og skrevet en skønlitterær roman, som ingen læser kan læse uden at blive berørt i deres allerinderste. Johnson har et gribende og vidunderligt sprog, og som læser er man ikke det mindste i ”tvivl” om, at historien og beskrivelserne af livet i Nordkorea er ”sandt”. Her er den store fortælling, barske menneskeskæbner og ikke mindst - kærligheden. Adam Johnson underviser i Creative writing på Stanford University. Han bor i San Francisco.