'De tre paver' af Thomas Rydahl

Læs også de to andre bøger om Erhard Jørgensen.

Både EREMITTEN og DE SAVNEDE fås som paperback, lydbog og e-bog.

KÅRET SOM Å RE T S BE DS T E NORDI S KE S P Æ NDI NGS ROMA N

BIND 1 ERHARD-TRILOGIEN

S PÆ N DIN G S R O M A N P OL I T I KE NS F ORL A G

★★★★★ ”Wow! … Slår benene væk under dig.”

Go’morgen Danmark

’’’’’ Politiken

”Forrygende … så megen kant og karisma” Ekstra Bladet

”Et fejlfrit, formfuldendt værk” Weekendavisen

FOTO: LES KANER

På den kanariske ø La Gomera hærger sandstormen. Den tidligere eremit Erhard Jørgensen skjuler sig i en hippielejr, men en gammel fjende finder ham og beder om hans hjælp. Erhard bliver halvt lokket, halvt truet til at efterforske et mord begået på et katolsk børnehjem på øen Fuerteventura, som han netop er stukket af fra. På samme børnehjem bor drengemanden Aaz, som Erhard holder meget af. Aaz har set for meget og flygter tværs over øen på jagt efter en kanariefugl, som kun han kan se.

Den berømte krimiforfatter Celesta Almuz Ameida strander med sit entourage i sandstormen på Fuerteventura. Hendes forlag presser hende til at skrive endnu en bestseller, men hun vil hellere skrive historien om den mystiske nifingrede dansker Erhard. Efterforskningen af danskerens fortid driver Celesta alt for tæt på den magtfulde kanariske mafia, De tre paver.

THOMAS RYDAHL debuterede i 2014 med Eremitten, som indbragte ham BogForums Debutantpris, Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi og Glasnøglen for årets bedste nordiske spændingsroman.

I 2016 fulgte næste bind om Erhard, De savnede, og i 2019 det afsluttende bind i trilogien, De tre paver.

DE TRE PAVER er en spændingsroman om skyld, oprør og overlevelse.

Thomas Rydahl er uddannet på Forfatterskolen.

BIND 2 ERHARD-TRILOGIEN

S PÆ N DIN G S R O M A N POLI TI KENS FORLAG

★★★★★ ’ ’ ’ ’ ’ ★★★★★ ”En serie i særklasse” Jyllands-Posten

Politiken

BIND 3 ERHARD-TRILOGIEN

Berlingske

ISBN: 978-87-400-3449-3

DE TRE PAVER fås også som e-bog og lydbog, læst op af blandt andre forfatteren selv.

TR_DeTrePaver_Dustjacket_148x232_R57_F94-25_E.indd All Pages

S PÆ N DIN G S R O M A N P OL I T I KE NS F ORL A G

28/06/2019 16.15

Af samme forfatter Eremitten, bind 1 i Erhard-trilogien De savnede, bind 2 i Erhard-trilogien

De tre paver.indd 2

02/07/2019 13.53

Thomas Rydahl

De tre paver

Politikens Forlag

De tre paver.indd 3

02/07/2019 13.53

13 dage før

De tre paver.indd 5

02/07/2019 13.53

Pige er på vej ned ad gang. I tynd bluse. Sokker. Ikke andet.

Aaz åbner dør. Han har hørt hende, et blødt pust, da hun lister forbi. Åh, Storebjørn. Du chokker mig.

Aaz kan se brysserne. Det lyserøde kød mellem ben. Aaz vil med.

Pige skubber Aaz ind på værelse, men Aaz er stærk.

Ikke i aften, Storebjørn. Gå ind, gå ind. Jeg skal. Noget. Alene.

Man må ikke gå ud efter Kompletorium.

Pige rører ved arm, Aaz’ arm, lige der.

Du er så dum og sød, Storebjørn. I morgen, måske i morgen.

Hun går ned ad gang, stille på sokker. Ned ad trappe.

Der er lyde, søster på gang.

Aaz lukker dør, hurtigt.

Klak, klak. Det er Moder Liana, guds tjenerinde. Hun går forbi.

Bare hun ikke ser pige, bare hun ikke giver pige straf, ligesom Aaz, bælter på krop og ingen kanelbrød og ekstra bønner, men Moder Liana er travl, snart er hun væk.

Bagefter går han ud, ned ad gang, efter pige.

Lamper er slukket, de andre sover. Man skal sove efter Kompletorium. Aaz har kun pyjamasbukser på. Han er kold, han er varm, han ved det ikke. Han går ned ad trapper, kan lugte pige, piges varme kød mellem ben, hun har vist ham kød mellem ben, det er varmt, Storebjørn, hans finger mod kød.

Han kan ikke se pige nu. Pige er væk.

Han lytter på gang, snuser til gulv som hund.

Et barn græder langt væk.

Nu ser han pige. Gennem vindue. Hun er i have. Hvid hud mellem 7

De tre paver.indd 7

02/07/2019 13.53

blade. Man må ikke lege mellem træer, men pige er ligeglad, hun er ligeglad.

Stille, stille. Aaz skynder sig ud.

Aaz har bar mave. Er usynlig. Uden bluse er han usynlig.

Kun måne skinner over træer.

Han kan se hende, længere fremme, i en lille pause mellem træer, hvor lys er stærkt og hvidt og gør mest ondt. Hun sidder på bænk, hun har taget bluse af, hun sidder med ben til side. Måske har Moder Liana ret. Sancia er Lucifer selv, plejer Moder Liana at sige, den pige er en blændende djævel. Men hun ligner ikke Lucifer selv, hun ligner pige selv.

Han ser på pige. Som han har set pige før. Han har været på værelse og set pige sove, set piges øjenlåg bevæge sig, set piges tunge bevæge sig bag læber. Han har mærket hende, med finger i hver fold i natkjole og på hver prik på piges brysser. Han har haft næse nede i hvert hår, der stritter.

Jeg ved godt, du er der, Storebjørn. Jeg sagde, du skulle blive på værelset.

Det kan ikke passe. Aaz er usynlig. Måske er pige ligesom Señor, der kan føle Aaz. Pige er sur. Taler med lille stemme.

Han ved, hvad pige skal. Hun har mange. Det siger hun altid.

Du må ikke være her. Gå op, inden du ødelægger det. Inden søstrene ser os. Moder Liana hader os, det ved du, hun hader dig og mig, fordi vi er dumrianer, fordi vi ikke kan sangene udenad.

Aaz kan lide hendes duft, hendes skød. Det er ikke lyserødt nu, det er næsten glas.

Aaz mærker hende. Eller han vil gerne.

Nej, siger jeg. Ikke i aften. Du kan ikke have mig alene, jeg er manges.

Pige griner.

Kan du lide fuglen? Du kan godt lide fuglen. Storebjørn elsker dyr.

Hun kravler hen til fugleburet, det står bag bænk, i lys mellem træer.

Den er gul. Den springer fra pind til pind. Stive ben, sorte øjne.

Hun har hånd på låge. Piller ved låge.

8

De tre paver.indd 8

02/07/2019 13.53

Det er synd at spærre den inde, synes du ikke? Den stakkels, søde, dumme fugl.

Låge går op, fugl sidder stille, hoved vipper.

Tjeet, tjeet.

Man må ikke røre bur, man må ikke røre fugl, ikke mere kanelbrød.

En gul streg, streg forbi pige, forbi Aaz, ud i nat, ud mellem træer.

Fugl er væk.

Aaz ser efter den, vil finde den, fange den.

Pige griner.

Gå op på værelset, det her er ikke for dumrianer.

Han peger mod fugl, ind mellem blade, træer, mørke.

Aaz mærker hænder blive varme ligesom Jesusbarnet.

Det er din egen skyld, Storebjørn. Smut så. Han kommer nu.

Sky glider for måne. Alt er sort.

Pige lyser hvidt.

Aaz går ikke op. Kan ikke. Ryster. Er bange.

Pige er Lucifer selv. Fugl er væk.

Aaz gemmer sig mellem blade og buske.

Og han ser det hele. Piges brysser. Lugter det hele. Piges skød.

Og mand med jakke over hovedet.

Aaz har set ham før. Han er lidt ligesom mand med hajkasket, men det er ikke mand med hajkasket. Mand er stor. Hår er hvidt. Har jakke over hovedet.

Da mand er færdig med piges skød, trækker mand pige ud mellem træer.

Mand er stærk, ikke stærk som Aaz, men stor ligesom Moder Liana.

Mand lægger noget ved pige og springer bort mellem træer.

Aaz kravler frem, snuser som hund. Sidder med pige mellem hænder, hendes brysser og hendes skød, hun er våd om skød, mand gjorde pige våd dernede. Der er rødt om mund og ned ad hals. Piges læber.

Piges tunge. Og piges øjne. Ingen hvidhed, kun sorthed. Det er fugls øjne. Han hører Moder Liana. Lucifer selv.

Ved siden af pige ligger telefon. Piges telefon.

9

De tre paver.indd 9

02/07/2019 13.53

Den lyser. Er kold. Med enhjørningsklistermærke.

Man må ikke være ude efter Kompletorium. Og man må ikke have telefon.

Kun voksne må have telefon.

Pige har pralet med den. Hun har fået den af sin far. Aaz har set den før. Med enhjørningsklistermærke. For længe siden. Lige inden Moder Liana tog den. Hvad har du der, Sancia, din fjollede pige. Nej, ikke igen.

Nu er den her. Men den må ikke være her.

Aaz gemmer telefon.

Mellem buske, mellem sten. Det kan han ikke. Jord er hård.

Ude på vej lyder larm, en bil, der banger.

Hurtigt, hurtigt. Fugl er væk, låge åben.

Aaz lukker bur.

Aaz dukker sig bag buskene, bladene, bange for at blive opdaget, bange for at blive straffet, ingen kanelbrød, ingen ture. Aaz løber med hoved nede mellem træer, ind ad dør, op ad trapper. Han er hurtig.

Stopper kun på trappe og ser ned på pige, der ligger samme sted. Svær at se. Lyser ikke mere.

Aaz er inde på værelse.

Måne skinner gennem lille vindue.

Aaz har ondt i hænder. Og savner.

Ikke Sancia, ikke Mor, ikke Jesus, ikke nogen.

Kun Señor. Señor. Mand med taxa.

De tre paver.indd 10

02/07/2019 13.53

4 dage før

De tre paver.indd 11

02/07/2019 13.53

De tre paver.indd 12

02/07/2019 13.53

1

•

Erhard

Det er stadig morgen, da lyset forsvinder.

Det er næsten, som om solen har fortrudt.

Hele himlen blinker og går ud.

Fuglene, de brunbrystede bogfinker, i træerne, i buskadset, bliver stille.

Erhard stopper med at røre. Han ser op fra gryden.

Der er ingen andre ved teltene, ingen andre at se i skoven. Det har han ikke prøvet før. Han kan ikke huske, at han nogensinde har været i lejren alene. Det er noget af det, han kan lide ved stedet. Det var bedre end at være alene. Følelsen af mennesker, liv, stemmer, bønner, den tyske trommeslager med sine tomme bøtter. Selv om natten, når han vågnede. Altid en hvisken, vi er her, vi er her med dig. Det gjorde ikke hans følelse af savn mindre, hans tanker om fortiden færre, men der var altid noget til at overdøve tankerne. Altid nogen, der led mere højlydt eller mumlede teorier om samfundets sammenbrud eller citerede psykedeliske digte.

Han kigger ud mellem træerne, ned ad skrænten og ud over havet, der er blevet lilla. Solen er ført væk af noget, der ligner en rød, levende sværm.

Et par af lejrens beboere er inde i i byen for at sælge hjemmelavet brugskunst. Og surferne er nede ved vandet. Sammen med amerikaneren, der dykker efter krebs. De står som regel tidligt op og går i kamp med de første bølger, lige efter morgengry. Forhåbentlig er de nået i land.

Endelig er der gruppen, der tog ned til købmanden i morges. Ført an af Galia, der har været lejrens leder, siden stifteren døde for nogle 13

De tre paver.indd 13

02/07/2019 13.53

år siden. Galia er næsten som en schæferhund. En kvinde af få, skarpe ord. Hun sover med støvlerne på. Hun og et par af de andre havde mærket et skifte i vejret og ville nå at hente brød, vand og batterier, inden uvejret brød løs. Men de nåede det ikke. Nu risikerer de at strande nede ved købmanden.

Gryden begynder at sprutte på bålet. Han tager den af.

Så rammer det øen. Aaasch. Som et slag på et bækken.

Det rammer klipperne. Skoven. Aaasch. Aaasch.

Noget river i træerne, slår dem omkuld og rasler ned mellem grenene. Aaasch.

Det rammer ham i ansigtet, på brystkassen, hårdt. En følelse, han kender fra den første tid, da han boede på stranden. Han kan ikke se det, bare mærke det. Tusindvis af stik mod huden, den tynde hud på ribbenene. Det er sand.

Det er calimaen.

En storm af rødt sand fra Nordafrika. På Fuerteventura havde han oplevet den flere gange, men aldrig sådan. Så tæt, så insisterende. Træerne kaster sig omkring, grene knækker uden en lyd. Eller i hvert fald uden han kan høre det. Larmen er brat og vanvittig. Den stille ø er oversvømmet af lyde. Vinden, der rusker i det spidse telt, tager i teltet, som om det vil løfte det højt op og kaste det op over øen. Den løse flap for indgangen, der smælder. Teltet pustes op, men bliver stående.

Badunerne strammer og slår som strenge på en bas.

Havet er også begyndt at rumle, presset frem af calimaen, der slår det mod klipperne nedenfor. Paukeslag, der får hele øen til at bevæge sig.

Suppen, eller det, der i går var en tyk suppe på halsbåndstroldand, men i dag er en tynd bouillon, er ødelagt. Når han rører med skeen, kan han høre sandet knase. Han skærmer sig bag hånden og søger over bag et stort træ. Selv om han står i ly af stammen, pisker sandet mod ham. Der er mindst ti meter over til teltet. Hvor hans underbukser og T-shirt ligger.

Der lyder et råb. Det kommer nedefra.

Men han er ikke sikker. Der er så mange lyde.

Han forsøger at se over buskene, der snart rives fra side til side, snart 14

De tre paver.indd 14

02/07/2019 13.53

ligger ned, snart vrikkes fri af jorden. Løse dyr og blade og grene flyver rundt. Et af de mindre telte nede fra tyskernes teltplads har revet sig løs og basker op over skoven. Surfbrætterne skramler rundt. Lejrens fællesområde med de sædeformede sten er strøet til med palmeblade fra palmerne langs skrænten, hver sten belagt med støv, bålpladsen og stolperne ved badet er smadret. En hængekøje er flået itu og slår mod jorden. Det har taget beboerne flere årtier at bygge lejren op, at få køkkenet mellem klipperne til at fungere optimalt, at grave toiletterne nede ad skrænten. Samtidig med at alting skulle holdes i skjul for myndighederne, turisterne og andre nysgerrige. Galia var altid opmærksom på satelitterne, Google i skyen, som hun sagde. Man måtte intet kunne se fra stierne, fra stranden eller fra himlen.

Nu er det hele ved at blive revet fra hinanden.

I et sekund føles det, som om det er Erhards skyld. Som om den gud, han ikke tror på, har ledt efter ham og fundet ham i et fjernt hjørne af haven. Gud har set hans nøgne krop, set ham krybe sammen over gryden og sendt en hærskare af rødt støv og larm og smerte ned over ham.

Finnam, innam.

Råbet drukner i bølgernes brag.

Nu kan Erhard se en figur, der kæmper sig fremad, kæmper sig fra træ til træ. Det ligner et barn, men det må være en mand. Der er ingen børn i lejren. Når som helst kan en vind føre ham ned ad stien og smide ham ud over skrænten, mod klipperne. Figuren flimrer, griber efter grene og buske, alt, der kan holdes fast i eller give ly for de grove sandstød. Erhard er nødt til at vende sig bort og gnide sand ud af øjnene. Da han kigger igen, er figuren endnu mere udvisket, den råber, stemmen umulig at høre i stormen.

Finnam. Finnam.

Erhard skubber sig fri af træet og løber ned mod teltet. En stor gren kommer tumlende. Han ser den, men han kan ikke nå at flytte sig.

Den svirper mod ham og forsvinder, vinden som en malstrøm af sand omkring ham. Han kryber frem mod teltet og kravler gennem hullet og ind, flappen nærmest puffer ham ind i mørket.

Der er ingen derinde.

15

De tre paver.indd 15

02/07/2019 13.53

Det vidste han i forvejen, men han håbede at finde amerikaneren, der har svar på alting og har overlevet oversvømmelserne i New Orleans og et par tornadoer og en bankerot. I de sidste par måneder har Erhard delt det spidse telt med amerikaneren og Galia. Hver af dem har en tynd madras og et tæppe. De to andre har et par kasser og nogle poser med ejendele. Erhard har ingenting. Kun lidt tøj, et par bøger.

Han trækker underbukserne på. De er fyldte med sand. Finder en skjorte. Et par shorts, der ikke er hans.

Han rejser sig og anstrenger sig for at se ud. Se ned ad stien. Figuren står måske halvt nede, måske fem meter fra teltet. Kæmper for at bevæge sig frem, men flytter sig ikke. Erhard kunne næsten tro, det var resterne fra et telt, der har rejst sig i vinden. Men det er en mand, måske endda et barn, en dreng, der piver, græder.

– Hvem der, siger Erhard.

Finnam, piver figuren.

Flappen slår mod teltet, glider for hullet, alt er mørkt. Erhard skubber flappen til side og kalder igen. Han ser ned ad stien, hvor et helt buskads triller forbi og op ad skrænten. Vinden er lyserød nu, solen trænger igennem bag træerne.

Der er ingen på stien. Figuren er væk.

Erhard træder et skridt ud af teltet og ser ned mod skrænten. Han kalder.

Find ham, find ham, kan han høre stemmen. Ikke finnam, men find ham.

Et sted bag vinden, et sted bag det røde slør.

Erhard løber nedad. Så langt ned, han tør, inden det skråner for meget. Han er ikke stærk nok til at kæmpe sig ned og tilbage igen. Han er bange for at blive smidt ud over kanten og mod klipperne.

– Aaz, råber han. Næsten overrasket over lyden, der forsvinder lige uden for munden.

Han har drømt om Aaz. De sidste nætter. Den sidste uge. Drengen, som han lod i stikken ved at stikke af. Han har set ham i søvnens periferi, i udkanten af drømmen. Som viden om et barn, der leger i nærheden. Hverken rigtigt til stede eller rigtigt borte. Så snart søvnen 16

De tre paver.indd 16

02/07/2019 13.53

har nærmet sig, er fornemmelsen af drengen tonet frem. Men det har aldrig været så virkeligt som nu, aldrig så vigtigt som nu.

Det forstyrrer ham. Det vil ham noget.

– Aaz, prøver han igen.

Men der er ikke noget svar. Drengen er ingen steder. Der er ingen nogen steder. En ugle kommer baskende, hvirvlende, som en sammenkrøllet avis.

Erhard læner sig ud over skrænten og kan pludselig se en mand, der ligger og holder fast i klipperne. Manden er pakket ind i en hættetrøje og prøver at finde fæste, men hver gang han flytter vægten over på en ny fod, skrider han længere og længere ned.

– Bliv der, bliv der, råber Erhard uden at kunne konstatere, at manden kan høre ham.

Erhard ser rundt efter en sti, en vej neden om manden, men der er ingen. Så opdager han nogle trærødder, der stikker ud af skrænten til højre. De strækker sig ned mod vandet i et ujævnt fletværk. Han næsten kravler over skrænten og får akkurat fat i rødderne, inden han selv skrider. Ved at bruge dem som line kan han langsomt fire sig nedad.

Sand og sten og grene rasler ned ad skrænten, rammer ham i ansigtet.

Et par af de tynde stængler knækker mellem fingrene, men samlet virker de stærke nok til at bære Erhards vægt. Han kommer ned på siden af manden og står på et skarpt stykke klippe, der rager ud over havets buldrende skum.

Manden følger ham gennem en sprække i halstørklædet.

Han kender de øjne. Det er ikke Aaz, men han har set dem før.

Måske er det en af de tidligere beboere i lejren. I løbet af de sidste otte måneder er der kommet og gået mange mennesker. Det er umuligt at huske dem alle sammen. Især fordi Erhard har holdt sig lidt for sig selv.

Erhard strækker sig frem og rækker manden en håndfuld rødder.

Den anden ser på Erhards hånd, de fire fingre, så tager han imod rødderne og griber fat.

– Den vej, råber Erhard og hjælper manden opad og uden om det glatteste stykke på skrænten. Deres fødder glider mod klipperne, der 17

De tre paver.indd 17

02/07/2019 13.53

er glatte af sand, fletværket knager under begge mænds vægt, men det holder, skridt for skridt bevæger de sig op.

Endelig kommer de fri af skrænten og når et lavt buskads, hvor de finder ly bag en stor sten. Erhard mærker den sviende varme luft, og sandet gør ondt i kroppen, som sandpapir, der gnides mod lungerne.

Da han ser op, står manden med en pistol. En kraftig, sort pistol.

Han har trukket halstørklædet fri af munden, så ansigtet er frit, og Erhard kan se den spidse næse, de stikkende tænder og et usikkert overskæg.

Det er Mario. En spjættende lømmel, der altid har gjort, hvad han end kunne for at mase sig opad i det kriminelle system. Han er nevø til en af de mange mænd, der har forsøgt at slå Erhard ihjel flere gange.

– Señor Jorgenson, siger Mario. – Vi har ledt efter dig.

De tre paver.indd 18

02/07/2019 13.53

2

•

Celesta

Den er blevet fedet op og kogt levende for hendes skyld.

Celesta befrier den.

Trækker elastikkerne af dens groteske klør.

Den bevæger sig lidt, vælter ud over tallerkenen.

Hun har mest lyst til at sende den tilbage ned i køkkenet. Ikke fordi hun ikke er sulten. Hun straffer sig selv. Så længe hun intet får skrevet, må hun ikke spise. Fulbright er selvfølgelig imod det. Han elsker at se hende spise. Han så godt som knipser, når hun spiser, hun hader, når han knipser, det er en af hans latterlige vaner, fra dengang han sjoskede rundt og tjente til sine studier ved at spille snooker. Når hun spiser, er det, fordi hun skriver. Når hun skriver, tjener hun penge. Og Fulbright kan godt lide penge. Eller han kan lide det, hendes penge gør. Han kan lide huset på landet, lejligheden, bilerne, deres månedlige Sherry & Tea, hvor hans journalistvenner kan få lov at gå rundt i lejligheden og blive misundelige på det liv, han har fået. Selv deres fucking hundepasser er Fulbright begejstret for, især fordi han slipper for at gå med dem. Hun ved godt, at det er sådan. Hun kan mærke det, endda forstå det. En mand som ham, hvor intet har været let, alt har været en kamp.

Hun skubber til hummeren, så den hvide saft løber ud på tallerkenen. Der er sand i saften, store sandkorn som grov sennep, men det er sand. Der er sand over det hele. Måske er det derfor, hun ikke kan skrive i dag. Siden sandstormen startede. Den slår mod vinduerne og får yachten til at vippe. Hun kan ikke noget. Man kan ikke se land.

Man kan se sand. Sand slår mod ruderne, knitrer som et elendigt tv. De skulle være sejlet videre i morgen. Mod Gran Canaria. Fulbright havde fundet ud af, at de skulle til Gran Canaria. Men på grund af sandet, 19

De tre paver.indd 19

02/07/2019 13.53

stormen, blev de her indtil videre. Det havde kaptajnen bestemt sent i aftes. Han havde ført dem ind i bugten sydvest om hovedbyen og kastet anker. Lige ud for en lille havneby, der hedder Cotillo. Hvis det ikke var for stormen, var det sikkert et fint syn. Nu er det hele et flimrende, rødligt panorama, hun tænker på det elendige tv i sin fars skobutik, hvor alle i gaden kom for at se med, når der var fodbold, og den knækkede antenne gjorde transmissionen til et fortvivlende, afbrudt samleje, mændene stønnede, hver gang skærmen sandede til.

Det hele sander til.

Yachten. Bogen. Kærligheden.

Hun ser hen mod opslagstavlen, hen mod den gamle bærbare i sofaen. I mere end fire måneder har hun arbejdet på en ny krimi. Med en forbryder, der er inspireret af virkeligheden. Ligesom de fleste af hendes romaner om Joana Sacerdo. Denne gang var det dog startet et andet sted, end det plejede. Celesta havde overhørt hundepasseren og køkkenhjælpen tale om en historie, hundepasseren havde hørt fra sin mor, der boede på Gran Canaria. En historie om en mand, der havde sat ild til et rigmandsbryllup. Celesta havde lyttet til de to kvinder diskutere historien. Bagefter havde hun brugt en halv time på at google sig frem til en artikel fra El País. En kort artikel om en dansker, der var eftersøgt i Europa for en række mord og forsvindinger på Fuerteventura.

Der var et billede af ham. Fra en anholdelse for to år siden.

Han var overraskende gammel. Brugt og upoleret som en rusten kniv.

Alligevel følte Celesta en underlig tiltrækning. Mod danskerens sære skæbne og mysteriet om ham. Han passede på en måde slet ikke ind i hendes romaner, men kontrasten var interessant. Indtil videre var forbrydelserne i hendes romaner blevet begået af slipsedrenge fra London, en dommer med egen straffekoloni, en kasakhisk indvandrer med Cæsar-kompleks og rækkevis af kronragede narkohandlere uden navn.

Til sammenligning var danskeren en stille eksistens, han var næsten så kedelig, at han var uhyggelig.

På det tidspunkt var Celesta stadig i gang med markedsføring og interviews om 666, den sjette Joana Sacerdo-bog. Den var lige udkommet 20

De tre paver.indd 20

02/07/2019 13.53

i New Zealand og Australien – og lå nummer tre på New York Times’ bestsellerliste, næsten et halvt år efter udgivelsen i USA. Tv-serien blev vist i England med flotte seertal, og forlaget rykkede for deadline på den næste bog. Celesta satte Fulbright i gang med research, så hun hurtigst muligt kunne begynde at skrive, så snart hun havde tid. Det var tredje gang, Fulbright skulle lede researchteamet. Hver gang benyttede han en eller to assistenter, som regel nyuddannede journalister, han kunne plage livet af. Unge fyre, der fik en fyreseddel, så snart de forlangte en bedre løn. I denne omgang fandt han en kær journalistpige, Lille Sofia, der havde været et halvt år på MTV. Deres arbejde begyndte at tage form. Historierne, der dukkede op, tegnede et mere og mere grotesk portræt af danskeren.

Fulbright og Lille Sofia brugte et par uger hjemme i London, tre uger i Madrid, fem dage i Danmark og igen en uge i London, inden Celesta var klar og begyndte at arbejde med historien. Eftermiddage i det store arbejdsværelse, lyden af taxaerne i regnen, udsigten til den våde park mellem gaderne, stanken af våde hunde, når hundepasseren kom væltende hjem. Celesta stirrede ind i tekstprogrammet Words triste landskab. Alle ord virkede brugte. Som om hun havde skrevet det hele før og bedre. Hun drak sherry. Huden under hagen hang længere ned over smykket fra mand nummer to. Der gik fire uger. Seks.

På Fulbrights opfordring havde de lejet en yacht med fuld besætning, så de kunne sejle rundt mellem De Kanariske Øer og opleve stederne, hvor danskeren har været. Tæt på begivenhederne. Tæt på den sære økultur. Tæt på de hvide badestrande. Især det sidste havde virket tillokkende på Fulbright.

Da de sejlede ud af havnen på Lanzarote, var der gået to og en halv måned. Hun plejede at skrive en hel roman på den tid. Forlaget troede, hun havde skrevet en roman på den tid. Hun havde brug for held, hjælp, et los i røven.

I stedet kom sandstormen. Pakkede hende og skibet ind i støv.

Nu sidder hun omgivet af artikler og udklip, foran en opslagstavle med noter om danskeren. Hun kan ikke få ham til at give mening, det er, som om han hele tiden forsvinder mellem hendes fingre. Som om 21

De tre paver.indd 21

02/07/2019 13.53

han gemmer på noget, en urquelle, som det kaldes. En skjult kraft, der driver ham, og som aldrig kan ses af andre. Hun fascineres af ham. Og hun væmmes. Som de fleste mænd vil han ikke rigtig kendes af nogen, ikke engang af sig selv, men hellere leve et liv på flugt, et offer for sin egen uformåenhed.

Sådan virker det. Men hvad ved hun?

Hun kan høre døre åbne. Lyden af laksko. Det er Fulbright. Fulbright i en fart, Fulbright med en god ide, hun ved næsten, hvordan det vil udspille sig. Han har været inde på Fuerteventura og nåede lige tilbage til yachten i morges, inden stormen ramte dem. Hun har ventet på, at han ville komme. Nu kommer han. Mens dørene er åbne, kan hun høre Harpo og Groucho gø på dækket nedenunder, og Chico, der piver, som han har gjort siden stormen startede.

– Du aner ikke, hvad vi har fundet, siger Fulbright, da han træder ind i stuen. Uden at kommentere på, at hun er nøgen. Måske ser han det ikke.

– Guanchemumien i et Happy Meal, siger hun.

Han har upassende pænt tøj på, sand som tryllestøv på hans sorte skjorte. Fulbright som en skeløjet, lidt dummere Jude Law, Fulbright som en hånddukke fra et gadeteater om en knægt, der vinder penge i hestevæddeløb. – Du skriver ikke, siger han og ser på hummeren.

– Hvorfor skriver du ikke?

– Man kan ikke skrive under en sandstorm, siger hun. Det er ment som en vittighed, noget, der skal lyde affekteret, men det opfatter Fulbright ikke.

– Du må da kunne skrive, du må da have nok. Han peger på opslagstavlen.

– Jeg skriver også, jeg er bare ikke sulten, hun rækker ud efter ham.

Hun ville ønske, hun havde et kælenavn til ham. Hun har prøvet. Ful. Brite. Fully. Ingen af dem virker. Han er ikke typen, der har et kælenavn.

– Hvis ikke, du har nok, så får du det nu. Fulbright går over til den store fladskærm for enden af rummet. Han fumler rundt bag skærmen og begynder at trykke på remoten. – Det var Sofia, der fandt det. Jeg ville gerne tage æren for det, men det var hende, der gjorde det.

– Hvad gjorde hun nu, det lille journalistiske stjernefrø?

22

De tre paver.indd 22

02/07/2019 13.53

Fulbright ser forvirret på hende. – Hun fik overtalt hans ven. Ham mobiltelefonmanden. Først ville han ikke sige noget, slet ikke. Du ved, på den irriterende måde. Jeg var ved at smadre ham én. Så sagde han, at han havde noget, vi måske var interesseret i.

– Fortæl mig, det var en joint. Jeg kunne godt ryge en joint.

Han ser ud gennem ruderne. – Er du sindssyg? I det vejr? Du kan slet ikke stå ude på dækket.

Typisk Fulbright. Alvorlig. Uironisk.

– Det ville klæde dig at være en smule taknemmelig, fortsætter han og vender sig mod fladskærmen. – Vi knokler for dig, for det her. Ham elektronik-idioten var ved at fortryde. Flere gange. Han var nærmest bange. Uden Sofia havde vi ikke fået det.

– Var det hendes store erfaring, der lokkede ham over på den lyse side? Celesta spreder sine ben endnu mere, da han sender hende et langt blik, men han er sur.

– Hun er slet ikke så uerfaren, som du gør hende. Hun er bedre uddannet end dig og mig tilsammen.

– Man lærer det hele på uni i dag, siger Celesta. – Hvordan man skubber et par ægte bryster opad, så de ligner små dessertanretninger, enhver mand vil drukne i vanillecreme.

– Gem den slags til dine bøger. Hun gjorde, hvad hun kunne. For bogen. Du burde elske hende for det, siger Fulbright.

– Som du ved, kaster jeg ikke min kærlighed på hvem som helst.

Hun tænker på de otte-ni mænd, hun har elsket. Selv om hun ikke orker at tænke på dem. Hun rejser sig og tager morgenkåben på. Mærker, at brystvorten er blevet kold og klam. Hun ved ikke, om hun er ophidset eller fryser. – Hvad er det, I har fået fat i? spørger hun.

– Jeg ved det ikke. Manden sagde, det var en optagelse. Som danskeren selv har lavet. En slags forsikring mod, at der ikke skulle ske ham noget. Den er nogle år gammel.

– Og ham manden gav jer den bare?

– Sofia fik ham til at sige, hvor den lå. Fulbright vifter med en lille, gennemsigtig pose med noget i. – Han var ikke sikker på, at den stadig var der. Men det var den. Efter to år lå den samme sted.

23

De tre paver.indd 23

02/07/2019 13.53

– Og nu skal jeg gætte, hvor det var?

– Du gætter det alligevel ikke. Fulbright peger på bordet. – Den lå samme sted som den der. Den lå sammen med hummeren, du ikke har spist.

– I en kummefryser under danskerens nedbrændte hus?

Hun er mere interesseret i det, end hun vil vise Fulbright. Hun vil ikke have, at han gætter, hvor fastkørt hun er.

– I bunden af et akvarie i en eller anden klam restaurant nede ved havnen. Du ved den slags, hvor man kan vælge sin egen hummer.

– Og der har den ligget i to år? Uden nogen har opdaget det?

– Ja. Åbenbart.

– Tømmer og renser man ikke den slags akvarier en gang imellem?

Er det ikke lidt ulækkert? Hun ser ned på hummeren, der pludselig ser hysterisk rød og knoppet ud.

– Hvad pokker ved jeg? Fulbright ser ikke ud, som om han har tænkt over det. – Den lå der i hvert fald stadig. Måske er usb-stikket blevet ødelagt. Han klikker det på plads bag skærmen og vælger en menu på remoten.

Hun kryber længere ind i morgenkåben og sætter sig i sofaen.

Det banker på døren.

Fulbright åbner den og kigger ud. – Nåja, du skal lige møde vores chauffør, Dani, det lovede jeg ham, han er en stor fan. Også selv om han troede, du var en mand.

Celesta ser hen mod døren. Chaufføren er en lille, spraglet mand i grønne sko og grøn hat. Han ligner næsten en irsk alf. Happy Limo på jakkelommen.

– Rart at møde dig, Dani. Også selv om jeg er en kvinde, siger hun.

– Undskyld, señora Ameida, jeg mener... Han ser længe på hende.

– Jeg har læst alle bøgerne.

– Bare kald mig Celesta, siger hun.

Chaufføren nikker. Og bukker.

Fulbright lukker døren. – Du behøvede måske ikke at gøre ham forlegen.

– Nogle gange bliver jeg bare lidt træt.

24

De tre paver.indd 24

02/07/2019 13.53

– Fordi han troede, du var en mand? Det er prisen ...

– ... for at sælge bedre. Det siger du, det siger forlaget. Og sådan var det måske i 2004, da Unico udkom, men ikke længere. I dag er de fleste bedstsælgende forfattere kvinder, siger Celesta. – Kan I ikke bare gøre mit forfatterportræt lidt større? Eller måske få taget et nyt, hvor mit hår er lidt længere? Så jeg undgår den slags kommentarer, hver gang jeg møder mine læsere første gang.

Han skifter emne. Med vilje, gætter hun. – Du husker dit interview med BookRiot, siger han og ser på uret, hun har givet ham. – Klokken 19.30. Amanda har skrevet til mig to gange for at være sikker.

Hun nikker. BookRiot er et af tidens mest populære bogmedier, der udgiver videoer og podcast, artikler og nyhedsbreve til titusindvis af boglæsere. Når de vil lave et interview, stiller man op.

Fulbright skruer op for lyden på fladskærmen.

– Den er klar, er der en stemme, der siger.

Celesta kan se et dårligt oplyst lokale. Noget, der ligner et lager. Under en gul lampe dukker en mand frem. Først kan hun ikke genkende ham. Danskeren. Han er forskellig fra de gamle fotografier, politiets forbryderbillede og de avisudklip, hun har hængende på opslagstavlen.

Han er mere slidt, mere træt at se på. Måske er det lyset. Han stiller sig klar foran kameraet. Noget ved ham virker roligt. Alligevel er han stakåndet. Hun får næsten kvalme af at se på det. Hun er bange for, at han gør noget ved sig selv.

Han minder hende om mand nummer to. Guitaristen, som mand nummer tre kaldte ham. En fin sjæl, der var umulig at leve sammen med, da det gik op for hende, at han var kronisk deprimeret, på piller og i øvrigt stort set impotent, hvilket var et problem, da hun gerne ville have børn. Han fik en slags succes med sit band. Og begik selvmord i 2002. Celesta havde været en pinlig periode i hans liv. Mindre end fem måneders ægteskab. Hun kom ikke til begravelsen. Ingen savnede hende.

På videoen begynder danskeren at tale. Han taler og taler. Et smukt spansk. Helt uden den nordiske accent, man normalt kan høre hos skandinavere, der har boet på den spanske solkyst.

25

De tre paver.indd 25

02/07/2019 13.53

Hans historie begynder med fundet af en lille dreng på bagsædet af en bil. Hvordan han, danskeren, blev fanget af drengens skæbne, synet af den lille hånd, og han blev trukket ind i opklaringen, indtil han ikke kunne komme udenom, indtil han var nødt til at gøre noget. Han fortæller i detaljer om forbrydelsen, om mafiaen, der sælger stjålne biler til Afrika og scorer forsikringssummen – og om rigmandssønnen Raúl Palabras og hans kæreste Beatriz, der blev begravet, men som danskeren i virkeligheden passede, mens hun lå gemt af vejen i koma. Han fortæller alt det, Celesta har brugt månedsvis på at spore sig ind på, på at analysere sig frem til gennem artikler og tv-indslag, gennem Fulbright-interviews, gennem Lille Sofias fotodokumentation. Det hele lyder bare endnu mere skævt fra hans egen mund. Optagelsen er så god, at den virker falsk. Det virker som en af den slags Hollywoodfilm, der forsøger at virke ægte. Han har en mørk skjorte på. Den er åben, så hans hvide, plettede bryst kan ses. Han forklarer det hele, som om han ikke kunne gøre andet. Han forklarer det hele hektisk og sammenhængende.

Hun ved ikke, om hun tror på ham.

Men af en eller anden grund bliver hun rørt over at se hans bekendelse.

– Ehh, manden er jo ikke rask, vi er vel for helvede nødt til at gå til politiet, siger Fulbright og lægger en oliven ind i munden.

Det er, som om Fulbright ikke har hørt et ord af det, manden har sagt. Hun har lyst til at håne ham. Men han ser pludselig så sød og bange ud, de grå hår på brystkassen og et lille stykke rød peber i skægget.

– Lad os nu lige se, siger hun.

Hun ser optagelsen igen. Hun rejser sig og tager tallerkenen med hummer og brækker det røde dyr midt over og spiser det salte kød direkte fra skallen, mens hun kigger ind i mandens sorte øjenhuler.

Fulbright lister ud ad døren. Hun kan høre ham med telefonen, råbe til en eller anden over den dårlige forbindelse. Hun æder hele hummeren og starter optagelsen forfra.

– Mit navn er Erhard Jørgensen. Og hvis du ser dette, er jeg nok død.

De tre paver.indd 26

02/07/2019 13.53

Læs også de to andre bøger om Erhard Jørgensen.

Både EREMITTEN og DE SAVNEDE fås som paperback, lydbog og e-bog.

KÅRET SOM Å RE T S BE DS T E NORDI S KE S P Æ NDI NGS ROMA N

BIND 1 ERHARD-TRILOGIEN

S PÆ N DIN G S R O M A N P OL I T I KE NS F ORL A G

★★★★★ ”Wow! … Slår benene væk under dig.”

Go’morgen Danmark

’’’’’ Politiken

”Forrygende … så megen kant og karisma” Ekstra Bladet

”Et fejlfrit, formfuldendt værk” Weekendavisen

FOTO: LES KANER

På den kanariske ø La Gomera hærger sandstormen. Den tidligere eremit Erhard Jørgensen skjuler sig i en hippielejr, men en gammel fjende finder ham og beder om hans hjælp. Erhard bliver halvt lokket, halvt truet til at efterforske et mord begået på et katolsk børnehjem på øen Fuerteventura, som han netop er stukket af fra. På samme børnehjem bor drengemanden Aaz, som Erhard holder meget af. Aaz har set for meget og flygter tværs over øen på jagt efter en kanariefugl, som kun han kan se.

Den berømte krimiforfatter Celesta Almuz Ameida strander med sit entourage i sandstormen på Fuerteventura. Hendes forlag presser hende til at skrive endnu en bestseller, men hun vil hellere skrive historien om den mystiske nifingrede dansker Erhard. Efterforskningen af danskerens fortid driver Celesta alt for tæt på den magtfulde kanariske mafia, De tre paver.

THOMAS RYDAHL debuterede i 2014 med Eremitten, som indbragte ham BogForums Debutantpris, Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi og Glasnøglen for årets bedste nordiske spændingsroman.

I 2016 fulgte næste bind om Erhard, De savnede, og i 2019 det afsluttende bind i trilogien, De tre paver.

DE TRE PAVER er en spændingsroman om skyld, oprør og overlevelse.

Thomas Rydahl er uddannet på Forfatterskolen.

BIND 2 ERHARD-TRILOGIEN

S PÆ N DIN G S R O M A N POLI TI KENS FORLAG

★★★★★ ’ ’ ’ ’ ’ ★★★★★ ”En serie i særklasse” Jyllands-Posten

Politiken

BIND 3 ERHARD-TRILOGIEN

Berlingske

ISBN: 978-87-400-3449-3

DE TRE PAVER fås også som e-bog og lydbog, læst op af blandt andre forfatteren selv.

TR_DeTrePaver_Dustjacket_148x232_R57_F94-25_E.indd All Pages

S PÆ N DIN G S R O M A N P OL I T I KE NS F ORL A G

28/06/2019 16.15