De ubudne - ny psykologisk thriller af Liz Jensen

Smudsomslag 147x230mm + 5mm til beskæring.

Ryg: 18mm

”De ubudne er en masterclass i uhygge.”

- The Independent

En syvårig pige sætter en sømpistol mod sin bedstemors hals og trykker af. En ulykkelig isoleret hændelse, siger eksperterne.

Eksperterne tager fejl. Over hele verden bliver familier myrdet af deres børn. Uden grund. Uden varsel. Nærmest som en epidemi.

Samtidig har Hesketh Lock en helt anden gåde at løse. Han er problemknuseren, der bliver tilkaldt, når internationale firmaer står over for interne skandaler. Hans aktuelle sag sender ham til Taiwan. Her opdager Hesketh til sin rædsel, at der kan være en sammenhæng mellem industrispionage og børns pludselige og voldsomme angreb mod voksne.

liz jensen

Da angrebet skete, var hun lige fyldt syv.

Er vold smitsom? Hvilken mekanisme er det, der får en serie tilsyneladende uforbundne hændelser til at begynde at hænge sammen i en fortælling om årsag og virkning? Kan der eksistere sådan noget som psykisk besættelse?

For mig blev disse spørgsmål presserende.

Den dag, nyheden kom frem, var jeg netop vendt tilbage fra Taiwan. På parkeringspladsen i Glasgows lufthavn missede jeg med øjnene i solskinnet.

Efter den trykkende hede i Taipeis centrum skælvede luften her af friskhed. Samtidig med at mit fly landede, var den lille pige ved at gøre sit våben klar. Da jeg gik igennem tolden, havde hun gennemført angrebet. Og mens jeg kørte ned mod kysten og færgen, forbi udkanterne af grå skotske byer, studerede to politifolk et gerningssted, som de senere beskrev som ”det mest foruroligende og perverterede”, de havde set i hele deres karriere.

liz jensen

LIZ JENSEN, britisk forfatter med danske rødder, er født og uddannet i Oxford. Hun har arbejdet med journalistik i Fjernøsten, været producer for BBC og billedhugger i Frankrig, hvor hun skrev sin første roman.

De ubudne er et mareridt, der er umuligt at slippe.

En magtfuld og psykologisk thriller.

Hendes tidligere værker har været nomineret til The Guardian Fiction Award og den prestigefyldte The Orange Prize og er oversat til mere end tyve sprog. Liz Jensen bor skiftevis i London og København.

‘Perfekt skruet sammen med en blanding af horror og humor.

En dristig og gennemført gribende roman.’

– Daily Mail ‘Denne bog egner sig perfekt til en af de kolde aftener, hvor du gerne vil skræmmes.’

– The Hungry Reader

ISBN 978-87-400-0478-6

9 788740 004786

Thriller

liz jensen

DE UBUDNE P책 dansk ved Hans Larsen

P O LI T I K ENS F O R L A G

De_ubudne.indd 3

17/01/13 10.35

PROLOG

Det er ikke ofte, man kan fastslå, præcis hvornår et udbrud af masse­ hysteri begyndte. Men den dato, jeg husker tydeligst, er søndag den 16. september, da et barn i en pyjamas med sommerfugle på myrdede sin bedstemor ved at skyde hende i halsen med en sømpistol. Angrebet fandt sted i familiens dagligstue i Harrogate på en skyggefuld, grøn blind vej af den slags, hvor ingen smider affald, og man stadig kan høre fuglesang.

Tre skud. Tre halvtommers stålbolte. Halspulsåren havde ikke en chance.

Ingen årsag, intet varsel.

Den lille piges far var den første, der kom til. Da han hørte en hæs lyd – kvinden havde forsøgt at skrige – styrtede han ind og fandt hende stærkt blødende på sofaen, mens barnet sad og stirrede ind i væggen i en trancetilstand, som om det sov med åbne øjne. Da de andre kom derind og så blodet, havde de alle den samme tanke: en frygtelig ulykke.

Men det var en fejltagelse, for nogle få sekunder senere gav det et sæt i den lille pige, og hun greb maskinen igen. Før nogen forstod, hvad hun ville, havde hun sat den mod sin fars ansigt og fyret af. Øjne er sarte, så han havde heller ikke en chance. Han var heldig med, at det ikke var værre.

En letvægts Black & Decker med pump action. Én myrdet, én blin­ det. To minutter. Ikke nogen ulykke.

Hun kan ikke have været den første. Men jeg vil kalde hende Barn 1.

Da angrebet skete, var hun lige fyldt syv.

9

De_ubudne.indd 9

17/01/13 10.35

Er vold smitsom? Hvilken mekanisme er det, der får en serie tilsy­ neladende uforbundne hændelser til at begynde at hænge sammen i en fortælling om årsag og virkning? Kan der eksistere sådan noget som psykisk besættelse?

For mig blev disse spørgsmål presserende.

Den dag, nyheden kom frem, var jeg netop vendt tilbage fra Taiwan.

På parkeringspladsen i Glasgows lufthavn missede jeg med øjnene i solskinnet. Efter den trykkende hede i Taipeis centrum skælvede luf­ ten her af friskhed. Samtidig med at mit fly landede, var den lille pige ved at gøre sit våben klar. Da jeg gik igennem tolden, havde hun gen­ nemført angrebet. Og mens jeg kørte ned mod kysten og færgen, forbi udkanterne af grå skotske byer, studerede to politifolk et gerningssted, som de senere beskrev som “det mest foruroligende og perverterede”, de havde set i hele deres karriere.

På det tidspunkt boede jeg på øen Arran i et landskab, der skiftede ufor­ udsigeligt mellem lys og mørke: striber af sollys, kulsorte skyer, plud­ selige regnbuer, blege totter af tåge i buskadset, det blygrå Atlanterhav.

Umiddelbart efter mit brud med Kaitlin havde jeg lejet et lille stenhus på østkysten – ideelt for en, der holder af ensomheden og kun behøver at vise sig på hovedkontoret ved sjældne lejligheder. Det var mørkt, og der var lavt til loftet. Fordøren vendte ud mod en kratbevokset skråning, hvorfra der kun var kort vej at gå til kysten. Lidt derfra kunne man se det rombeformede omrids af en sort granitklippe og en gruppe tjørne­ buske, der var blæst skæve af vinden. Jeg kunne få timer til at gå med at se på vindmøllernes roterende vinger ude mod horisonten. Bag huset, ved en urtehave, der var blevet opgivet, lå der nogle rustne traktordele, og et emaljeret badekar, der var stillet op på nogle mursten, var blevet omdannet til en primitiv dam af den tidligere ejer. Da jeg ryddede fuglegræsset væk, fandt jeg en bleg guldfisk. En gang imellem tømte jeg brødristeren og fodrede fisken med krummerne.

“Her, hr. fisk, hr. fisk, hr. fisk!” sagde jeg. Mærkeligt at høre en men­ neskestemme på det øde sted.

10

De_ubudne.indd 10

17/01/13 10.35

Der er visse faste bestanddele i mit liv, der tilsammen skaber en slags hjem. De antikke synsprøvetavler med kyrillisk, hindi, kinesisk og arabisk skrift, som professor Whybray havde foræret mig, da han trak sig tilbage; mine malingkataloger, ordbøger over fremmede sprog og kompendier med folkeeventyr; nogle af de matematiske diagrammer og origamimodeller, jeg har fremstillet i årenes løb, og en dinosaur af pap, som Freddy lavede i underskolen. Gode reoler er vigtige. Det har jeg også. Jeg er et vanemenneske. Efter at have arbejdet tre dage i træk på sabotagesagen i Taiwan var det beroligende at være omgivet af det, jeg sætter pris på. Fæstningen Hesketh, plejede Kaitlin at kalde mig.

Hvis hun havde ret – og ja, der var almindelig enighed om, at det havde hun – så var min selvtilstrækkelighed ikke noget, jeg havde i sinde at gøre noget ved.

Jeg havde kun én dag til at skrive rapporten om Taiwan-undersøgelsen og forklare uregelmæssighederne omkring Sunny Chen. Det var det, der optog mig, mens jeg pakkede min kuffert ud. Fem ens skjorter, ditto boksershorts, to par bukser, toilettaske, kinesisk ordbog og elektroniske apparater. Jeg startede vaskemaskinen og tændte så fjernsynet for at nå at se middagsnyhederne. Væksttallene er steget for tredje gang i træk.

FN advarer om en “katastrofe inden for en generation”, hvis fødselsraten ikke begynder at falde. Alarmerende vejrudsigter, fordi orkanen Veronica nærmer sig vestkysten. Men det var ugerningen hjemme, der fangede min opmærksomhed. Min udmattelse gav rapporten en ubestemmelig, undervandslignende stemning, der mindede om et mareridt.

Den lille piges bedsteforældre var på deres faste ugentlige besøg i hjem­ met. Den fortvivlede familie insisterede på, at der ikke var nogen, der havde gjort noget, som kunne ophidse barnet. Hverken den søndag eller på noget andet tidspunkt. Da pigen vågnede om morgenen, var hun ifølge sin mor i godt humør. Hun havde oven i købet fortalt om en drøm om at “vandre rundt i en smuk hvid ørken, der glitrede”. Det lignede himlen, sagde hun.

På tv så man et dobbelthus i en forstad til Harrogate. Reporteren de­monstrerede, hvordan en lille hånd godt kunne holde om og bruge 11

De_ubudne.indd 11

17/01/13 10.35

en sømpistol af denne type. En psykolog anstrengte sig for at opstille hypoteser om, hvorfor et barn på den alder kunne tænkes at vende sig mod mennesker, det elskede. En ældre nabo beskrev familien som “helt almindelig” og oplyste detaljer om pyjamassen. Hendes eget barnebarn havde en af samme slags. Fra Marks & Spencer, sagde hun.

“Med blå sommerfugle på.”

Det er mærkeligt, hvad der kan få mennesker til at græde.

Jeg spekulerede på, hvilken slags blå det var. Himmelblå, Mat Stål­ blå, Akvamarinblå, Blækblå eller Luna. Jeg kunne nævne 38 udenad.

Som dreng læste jeg alt, hvad jeg kunne få fingre i, uanset hvad det var.

Brugsanvisningen til opvaskemaskinen, tv-programmer. Dosto­jev­skijs værker, ingredienserne i morgenmadsprodukter, min mors Cosmo­ politan, tidsskrifter om lystfiskeri, porno. Men først og fremmest slugte jeg tegneserier med store mængder af onomatopoietika, altså ord, der blev brugt for at gengive specifikke lyde. Et slag til kæben var BAM, mens en pil, der blev sendt af sted fra en bue, kunne sige SVUUUSSSJ. Et almindeligt skydevåben ville typisk sige BANG. Men lyden af en sømpistol er mere flad og indeholder et tydeligt klik. Jeg ville stave det SCHTUUK. Platon mente, at den verden, vi bebor efter døden, er den samme, som vi opholdt os i før fødslen: en sammensmeltning af tid og rum, som omfatter både før- og efterlivet. Lige siden højenergiforskningsorganisationen i Japan bekræftede resultaterne af CERN’s eksperi­ menter, hvor neutrinoer bevægede sig hurtigere end lyset, har det slået mig, at Platon var tættere på sandheden, end nogen kunne have forestillet sig. Ikke mindst Einstein, hvis relativitetsteori var blevet modsagt. Den kendsgerning, at en sammenhængende fysisk teori for første gang i menneskehedens historie var inden for rækkevidde, var noget, jeg skulle komme til at reflektere over meget senere i forbindelse med Barn 1’s angreb og de andre, der fulgte efter. Men erkendelse er individuel. I begyndelsen var der nogle, der opfattede grusomhederne som et symptom på en forkælet generations “patologiske” søgen efter opmærksomhed i en verden, hvor det så ud, som om menneskeheden 12

De_ubudne.indd 12

17/01/13 10.35

ved sin misrøgt af planeten havde ødelagt sin egen fremtid. I mine iagttagelser af Freddy og hans omgivelser havde jeg ikke selv set noget bevis på dette. Stilmæssigt anså jeg også denne fortolkning for at være unødigt masochistisk. Som antropolog så jeg mere fænomenet som et sygt eventyr, et sindbillede på en dysfunktionel tid. Ingen af os så rig­ tigt. Budskabet var skrevet med bogstaver, der var for store til at kunne læses, bogstaver, som kun kunne dechifreres på meget stor afstand eller fra en usædvanlig vinkel. Vi var så godt som blinde. Dette er for øvrigt et billedligt udtryk. I modsætning til mange andre i det autistiske spektrum kan jeg godt anvende dem.

Sømpistolmordet ramte mig særligt hårdt, fordi Barn 1 var på Freddys alder – syv år. Da den association først havde meldt sig, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig min stedsøn, der sigtede på et andet menneske med sin slangebøsse og sendte kuglen af sted.

Hvem har Freddy udvalgt sig som mål i min fantasi?

Det er ikke spor flatterende for mig, men jeg siger det alligevel, fordi det er sandt: sin mor, Kaitlin.

Jeg ser Freddy med det krøllede sorte hår og det alfeagtige ansigt sigte og fyre af mod hendes hjerte – SVUUUSSSJ – og jeg hører hen­ des chokerede skrig.

En af mine vigtigste mekanismer til at håndtere følelsesmæssige kriser er origami. Jeg har et imaginært bundt fint rispapir i forskellige farver inde i mit hoved, klar til at blive foldet til klassiske figurer. Da billedet af Freddy, som skød Kaitlin, først dukkede op, foldede jeg hurtigt elleve af de japanske traner, der er kendt som ozuru, men jeg kunne ikke få det til at gå væk. Kaitlin plejede – kærligt – at kalde mig en “uhelbredelig materialist”. Senere blev det lavet om til “en robot la­ vet af kød”. Det er uretfærdigt. Jeg er ikke en maskine. Jeg har følelser.

Jeg registrerer bare ting anderledes. Historien om den pyjamasklædte dræber og de uønskede billeder, den fremkaldte, rokkede ved min ligevægt.

Efter at Kaitlin havde tilstået, at hun havde en affære, og hvor pinefuld den var, og hvilke løgne (“hvide løgne”, insisterede hun på at kalde 13

De_ubudne.indd 13

17/01/13 10.35

dem) hun havde fortalt for at dække over den, havde hun og jeg holdt ud sammen et stykke tid endnu – på hendes initiativ. Det indebar den form for tortur, der kaldes parterapi.

Hvad beundrer du mest ved Kaitlin, Hesketh?

Kaitlin, kan du fortælle, hvad det var ved Hesketh, der tiltrak dig, da I mødtes første gang?

Bortset fra, at det var irrelevant i det foreliggende tilfælde, var det for­ målsløst. Der er visse ting, der ikke ligger til mig. Feltarbejde var, som min mentor, professor Whybray, altid fortalte mig, “højst sandsynligt” en af de ting. Og jeg havde længe haft en mistanke om, at det at dele mit liv med en kvinde var en anden. Den kendsgerning, at mit første og eneste forsøg på det var endt i fiasko, bekræftede det definitivt. Jeg ville ikke prøve igen. Jeg flyttede væk fra London og det hjem, hvor Kaitlin stadig boede sammen med Freddy. Øer har altid fascineret mig, både lingvistisk og på grund af de social-darwinistiske spekulationer, de giver anledning til, så Arran passede mig perfekt. Men sandheden er, at jeg ikke kom sammen med ret mange mennesker. Huset lå ensomt, otte kilometer fra den nærmeste landsby i et landskab domineret af hav og hede, store sten og får. Her, hvor jeg havde lagt hovedstaden langt bag mig, tog jeg et strategisk tag i mig selv ved at udvikle et ritualiseret program bestående af arbejde og vandreture af en halv times varighed, jeg begyndte at arbejde på et ambitiøst projekt med origami-bløddyr, og jeg trænede mig selv op til at tænke på Kaitlin i datid. Men intet kunne udfylde det tomrum, savnet af den lille dreng havde skabt.

“Se rigtigt på mig. Se mig ind i øjnene,” plejede Kaitlin at sige som kulminationen på et skænderi eller på sex.

Det var en form for hån. Hun vidste, at jeg ikke kunne. At jeg sim­ pelthen ville vende ansigtet væk fra hende eller lukke øjnene endnu fastere i.

Da hun fik mig, fik hun også det, jeg var, inklusive de dele af min personlighed, som hun betragtede som fulde af fejl. Hun fik den pakke, der hedder Hesketh Lock, og alt det, den indeholdt. Hvor var logikken i at ville have, at jeg skulle være en anden end mig selv?

Det gjorde Freddy aldrig. Han havde aldrig hørt om Aspergers syn­ drom. Og hvis han havde, ville det ikke have gjort nogen forskel for 14

De_ubudne.indd 14

17/01/13 10.35

ham. Han accepterede mig lige fra begyndelsen. For ham var jeg He­ sketh.

Bare Hesketh.

Antropologien er en videnskab, som kræver, at man observerer sine medmennesker og deres traditioner og tro, som man ville studere medlemmer af en anden art. Trangen til at fabulere er en naturlig reaktion på en forvirrende og modsætningsfyldt verden. Da jeg forstod det, hjalp det mig til at dechifrere mine medmenneskers tankesystemer og komme videre fra den tilstand af frustreret undren, der plagede min barndom og mine teenageår. Jeg blev dygtig til at tegne mentale procesdiagrammer for at følge såvel konsekvenserne af virkelige begi­ venheder som hypotetiske scenarier. Optegningen af fortællemønstre i de overlappende cirkler i Venn-diagrammer – der stadig er mit fore­ trukne værktøj – afslørede for mig, hvor uendeligt indbyrdes forbundet menneskers fantasi og hukommelse er. Bevæbnet med disse skabeloner arbejdede jeg på at tilpasse min adfærd. Under professor Whybrays vejledning lærte jeg at efterligne og derefter at tilpasse mig en del af den adfærd, jeg observerede. Jeg var ikke den første. Andre havde med stor succes draget nytte af deres tilsyneladende handikap, fortalte han mig – mest bemærkelsesværdigt en internationalt feteret professor i adfærdspsykologi. Men jeg mangler tilsyneladende stadig nogle af de “normale sociale færdigheder”. Mennesker som Ashok, min chef hos Phipps & Wexman, accepterer mig som regel, som jeg er. Det er no­ get andet med kvinder. De ser en høj, mørk, velbygget mand med meget markerede træk, og denne klassiske kombination udløser noget på celleniveau: et biologisk imperativ. Når det går op for dem, at min personlighed strider mod det, de intuitivt ønsker sig på grund af mit “flotte udseende”, er deres skuffelse uden ende. Den ledsages ofte af en foruroligende vrede.

Ashok sagde engang til mig: “Vi er alle løgnere, kammerat. Sådan er den menneskelige natur.”

Nej, tænkte jeg. Han tager fejl. På grund af en dna-mærkværdighed er jeg ikke en del af det “vi”. Jeg kan blive sygeligt optaget af noget.

Eller blive bragt på afveje. Jeg kan også være brutal, fortæller man mig.

15

De_ubudne.indd 15

17/01/13 10.35

Men jeg kender forskel på sandhed og usandhed. Og jeg sætter sandheden meget højt.

Så om ikke andet er jeg i det mindste en sandfærdig fortæller.

I dagene, der fulgte efter angrebet i Harrogate, nægtede den lille pige i sommerfugle-pyjamassen fortsat at sige noget.

PIGEN, DER DRØMTE OM HIMLEN – OG SKABTE ET HELVEDE SYGT ENGLEBARNS HADEFULDE SKUD Hvad ville der sidenhen ske med barnet, hvis drøm om en glitrende hvid ørken gav anledning til den slags makabre overskrifter? Jeg over­ vejede mulighederne og variablerne. Jeg forestillede mig, at familien flyttede til en anden landsdel eller endda til udlandet for at begynde på et nyt liv. Barnet ville følge med dem, hvis faderen stadig kunne holde ud at være sammen med hende. Hvis ikke, ville de få hende anbragt på en sikret institution. Jeg indrømmer, at jeg anså sagen for at være lige så enestående, som den var en isoleret begivenhed – noget helt for sig selv og unikt. Jeg har en naturlig tendens til at forbinde prikkerne, og her så jeg ingen prikker, der kunne forbindes.

Og så kom den foruroligende telefonopringning om Sunny Chen, som fik mine tanker til at flyve tilbage til Taiwan. Og fordi det, der fulgte, var så dramatisk, rykkede Barn 1 ned bagest i min bevidsthed.

De_ubudne.indd 16

17/01/13 10.35