Den første onde mand - Miranda July

Politikens forlag

“Med Den første onde mand er man i bittersødt, klogt selskab. En bog med hjerte og puls.”

– New York Times Book Review

ANNE-MARIE

ROMAN

– Michiko Kakutani, New York Times ������� POLITIKEN

★★★★ BERLINGSKE ★★★★★ NORDJYSKE STIFTSTIDENDE ★★★★ FYENS STIFTSTIDENDE ★★★★★ �DAGBLADENES BUREAU POLITIKENS FORLAG

Cheryl Glickman tror på romancer, der strækker sig over flere liv, og sjælevandringer mellem spædbørn. Hun bor alene og arbejder i en nonprofitorganisation, hvor de underviser kvinder i selv­ forsvar. Da det bliver klart, at det nu er Cheryls tur til at huse chefens tyveårige datter Clee, sprænges hendes møjsommeligt organiserede verden i tusind stykker. Men alligevel bliver det mutte, utilpassede Clee, der hjælper Cheryl af med den globus hystericus, hun har siddende i halsen.

Den første onde mand er underspillet komedie og inderlig kærlighedsfortælling, fuld af intense seksuelle fantasier og altomsluttende moderkærlighed. Miranda Julys første roman understreger hendes position som spektakulært original, ikonisk og afgørende stemme i moderne amerikansk kultur.

Miranda July er filminstruktør, kunstner og forfatter. Hendes seneste værk er romanen Den første onde mand.

Hun har vundet Frank O’Connor International Short Story Award for novellesamlingen Ingen har hjemme her mere end du, som er oversat til 23 sprog. Hendes arbejde er bragt i Paris Review, Harper’s og The New Yorker.

Hun skrev, instruerede og spillede hovedrollen i filmen Me and You and Everyone We Know, som vandt Camera d’Or ved filmfestivalen i Cannes og juryens særlige pris ved Sundance Film Festival.

July er født i Berkeley, Californien, og bor i dag i Los Angeles.

En roman af Miranda July

“ Aldrig før har en roman talt så direkte til min seksualitet, spiritualitet, mit hemmelige jeg.

Nu ved jeg, at jeg ikke er alene.”

Den første onde mand

“Et dybt bevægende portræt af moderskab og hvad det betyder at drage omsorg for et barn. Fuld afV E Dinderlig SØ OLESEN DRO NNING E NS følelse og styrke.

DA M E ”

– Lena Dunham © Todd Cole

IISBN: SBN: 9978-87-400-2012-0 78-87-400-1423-5

9 788740 020120

En roman af Miranda July

D E N F Ă˜ R S T E O ND E M A ND

Den første onde mand.indd 1

04/08/15 15.42

Af samme forfatter Ingen har hjemme her mere end du

Den første onde mand.indd 2

04/08/15 15.42

M I R A N D A J U LY

DEN FØRSTE ONDE MAND Roman

På dansk ved Olga Ravn og Line Miller

POLITIKENS FORLAG

Den første onde mand.indd 3

04/08/15 15.42

Den første onde mand.indd 4

04/08/15 15.42

Til Michael Chadbourne Mills

Den første onde mand.indd 5

04/08/15 15.42

Den første onde mand.indd 6

04/08/15 15.42

KAPITEL ET Jeg kørte til lægen som om jeg havde hovedrollen i en film, Phillip så – nedrullede vinduer, håret i vinden, en enkelt hånd på rattet. Når jeg holdt for rødt, stirrede jeg mystisk frem for mig. Hvem er hun? ville folk måske tænke. Hvem er denne midaldrende kvinde i en blå Honda? Jeg slentrede gennem parkeringskælderen og ind i elevatoren og trykkede på 12 med en afslappet, fuglefri finger. En af den slags fingre, der altid er med på den værste. Så snart dørene var gledet i, tjekkede jeg mig selv i loftsspejlet og gennemgik de forskellige ansigtsudtryk, jeg kunne lave, hvis Phillip sad i venteværelset. Overrasket, men ikke for overrasket, og han ville så heller ikke sidde oppe i loftet, så min hals ville ikke bøje bagover på den måde. Hele vejen ned ad gangen lavede jeg ansigtet.

Hov! Hov, jamen, hej! Der var døren.

DR. JENS BROYARD KROMOTERAPI

JEG ÅBNEDE DEN.

Ingen Phillip.

Det tog mig et øjeblik at komme mig. Det var lige før, jeg vendte om på stedet og tog hjem – men så ville jeg ikke kunne ringe og takke ham 7

Den første onde mand.indd 7

04/08/15 15.42

for anbefalingen. Receptionisten rakte mig et clipboard med en blanket til nye patienter, jeg sad i en polstret stol. Der var intet felt med teksten “henvist af”, så jeg skrev bare “Phillip Bettelheim har sendt mig” hen over den øverste del af papiret.

“Du får mig ikke til at sige, at han er den bedste i hele verden,” havde Phillip sagt til Open Palms fundraiser. Han var iført en grå cashmere­ sweater, der stod godt til hans skæg. “For der er en farvespecialist i Zürich, som bestemt er på samme niveau. Men Jens er den bedste i L.A., og uden tvivl den bedste her på Westside. Han hjalp mig af med min fodsvamp.” Phil løftede sin ene fod og satte den ned igen, inden jeg kunne nå at snuse efter. “Det meste af året er han i Amsterdam, så han er meget selektiv med hensyn til, hvem han tager ind her. Sig til ham, at Phil Bettelheim har sendt dig.” Han skrev telefonnummeret ned på en serviet og begyndte at danse samba væk fra mig.

“Phil Bettelheim har sendt mig.”

“Præcis!” råbte han over sin skulder. Resten af natten brugte han på dansegulvet.

Jeg stirrede på receptionisten – hun kendte Phillip. Måske var han lige gået, måske var han inde hos lægen lige nu. Det havde jeg ikke over­ vejet. Jeg skubbede håret om bag ørerne og så hen på døren til Under­ søgelseslokalet. Efter lidt tid trådte en høj, slank kvinde ud med en lille dreng på armen. Babyen svingede en krystal i en snor. Jeg mærkede efter for at se, om der mellem drengen og mig skulle være en særlig stærk forbindelse, stærkere en den mellem ham og hans mor. Det var der ikke.

Dr. Broyard havde skandinaviske træk og bar bittesmå, fordømmende briller. Imens han læste min blanket igennem, sad jeg på en kødfuld lædersofa over for en japansk foldevæg af papir. Der var ingen tryllestave eller krystalkugler at se, men jeg forberedte mig på noget i den retning.

Hvis Phillip troede på kromoterapi, så var det godt nok for mig. Dr. Bro­ yard skubbede sine briller længere ned på næsen.

“Aha. Globus Hystericus.”

Jeg begyndte at forklare, hvad det var, men han afbrød mig. “Jeg er læge.”

8

Den første onde mand.indd 8

04/08/15 15.42

“Undskyld.” Men siger rigtige læger “Jeg er læge”?

Han gik roligt i gang med at undersøge mine kinder, mens han stak i et stykke papir med en rød kuglepen. På papiret var der et ansigt, et gennemsnitligt ansigt, og under det navnet CHERYL GLICKMAN. “De prikker, de er …?”

“Din rosacea.”

Papirets øjne var store og runde, mens mine øjne derimod forsvinder fuldstændig, når jeg smiler, og min næse er mere hen imod det kartof­ lede. Når det så er sagt, så er pladsen imellem mine træk perfekt propor­ tioneret i forhold til det øvrige. Ingen har indtil videre lagt mærke til det. Også mine ører: de yndigste små muslingeskaller. Jeg har altid håret skubbet om bag ørerne, og jeg forsøger at træde ind i fyldte lokaler med ørerne først, sidelæns. Han tegnede en cirkel på papirets hals og fyldte den omhyggeligt ud med krydsende skraverede streger.

“Hvor længe har du haft globussen?”

“Frem og tilbage i tredive år. Tredive eller fyrre år.”

“Har du nogensinde modtaget behandling for det?”

“Jeg har forsøgt at få en henvisning til en operation.”

“En operation.”

“For at få fjernet kuglen.”

“Men du ved godt, at der ikke er en virkelig kugle.”

“Det er, hvad de siger.”

“Den normale behandling er psykoterapi.”

“Det er jeg klar over.” Jeg forklarede ham ikke, at jeg var single. Te­ rapi er for par. Det samme er jul. Det samme er camping. Det samme er camping på strand. Dr. Broyard åbnede en klirrende skuffe, den var fyldt med små glasflakoner, han valgte en med mærkatet “RØD”. Jeg kneb øjnene sammen og betragtede den fuldstændig klare væske. Det mindede mig meget om vand.

“Dette er essensen af rød,” sagde han bryskt. Han kunne mærke min skepsis. “Rød er en energi, hvis tone først viser sig, når den befinder sig i sin mest primitive form. Tag tredive milliliter nu, og tredive milliliter hver morgen før første vandladning.” Jeg sank pipettens indhold.

9

Den første onde mand.indd 9

04/08/15 15.42

“Hvorfor inden første vandladning?”

“Inden du står op og begynder at bevæge dig – bevægelse får din ge­ nerelle kropstemperatur til at stige.”

Jeg tænkte over det, han havde sagt. Hvad hvis nu man vågnede, og så umiddelbart efter opvågningen begyndte at have sex, før vandladnin­ gen? Ingen tvivl om, at det også ville få den generelle kropstemperatur til at stige. Hvis jeg have været først i trediverne i stedet, og ikke først i fyrrerne, ville han så også have sagt før første vandladning eller samleje?

Det er problemet med mænd på min alder, på en eller anden måde er jeg ældre end dem. Phillip er i tresserne, så han ser mig vel som en yngre kvinde, næsten en pige. Ikke at han er begyndt at tænke på mig endnu – jeg er bare en af dem, der arbejder hos Open Palm. Men det kunne ændre sig på et øjeblik; det kunne være sket i dag, i venteværelset.

Det kan stadig nå at ske, hvis jeg ringer til ham. Dr. Boyard rakte mig en formular.

“Giv den her til Ruthie ude ved skranken. Jeg har lagt en opfølgende undersøgelse i kalenderen, men hvis din globus forværres, så synes jeg, du skal overveje en eller anden form for terapi.”

“Får jeg en af krystallerne med?” Jeg pegede på klasen, der hang i vinduet.

“En soldråbe? Næste gang.”

mine forsikringspapirer, mens hun forklare­ de, at kromoterapi ikke var dækket af forsikringen.

“Den næste ledige tid er den nittende juni. Foretrækker du morgen eller eftermiddag?” Hendes grå, taljelange hår forstyrrede mig. Mit hår er også gråt, men jeg holder det ordentligt.

“Det ved jeg ikke – morgen?” Det var kun februar. Til juni var Phillip og jeg måske et par, måske ville vi tage herhen sammen, hånd i hånd.

“Er der ikke noget lidt tidligere?”

“Lægen er kun i sin praksis her tre gange om året.”

Jeg så rundt i venteværelset. “Hvem skal så vande hans planter?” Jeg RECEPTIONISTEN TOG EN KOPI AF

10

Den første onde mand.indd 10

04/08/15 15.42

lænede mig frem og stak en finger ned i bregnens muldjord. Den var fugtig.

“Her arbejder en anden læge.” Hun prikkede med en finger på et plasticdisplay, hvor der stod to forskellige visitkort. Dr. Boyards kort og det kort, der tilhørte en anden læge ved navn Dr. Tibbets, LCSW. Jeg forsøgte at tage et af hvert uden at bruge min beskidte finger.

“Hvad med 9.45?” spurgte hun og rakte mig en boks med papirser­ vietter.

begge hænder om telefonen. Så snart begge døre var låst og airconditionen tændt, tastede jeg de første ni cifre i Phillips telefonnummer, så stoppede jeg. Jeg havde aldrig ringet til ham før; i de sidste seks år var det altid ham, der havde ringet til mig, og altid til Open Palm, og altid i forbindelse med sit arbejde som besty­ relsesmedlem. Måske var det ikke en god idé. Suzanne ville sige, at det var en god ide. Det var hende, der var gået efter Carl og ikke omvendt.

Suzanne og Carl var mine chefer.

“Hvis du kan mærke, at der er kemi, så skal du ikke holde dig tilbage,” havde hun engang sagt.

“Kan du komme med et eksempel på, hvad det vil sige ikke at holde sig tilbage?”

“Giv ham noget røg.”

Jeg ventede i fire dage, jeg ville gerne fordele spørgsmålene ud over længere tid, og så spurgte jeg hende, hvad et eksempel på at give noget røg kunne være. Hun så på mig i lang tid, så fiskede hun en konvolut op af papirkurven og tegnede en pære. “Din krop har denne her form. Prøv at se. Lille foroven og ikke så lille forneden.” Så forklarede hun, hvordan man kunne skabe en illusion ved at gå med mørke farver forneden og lysere farvere foroven. Hver gang jeg ser en kvinde i den farvekombina­ tion, noterer jeg mig, om også hun er formet som en pære, og det er hun altid – to pærer kan ikke lyve for hinanden.

Under tegningen skrev hun et telefonnummer på en mand, som hun

JEG FLØJ GENNEM PARKERINGSKÆLDEREN MED

11

Den første onde mand.indd 11

04/08/15 15.42

tænkte, mere var min type end Phillip – en fraskilt, alkoholisk far ved navn Mark Kwon. Han inviterede mig ud at spise på Madette på Beverly Street. Da der ikke skete mere end det, spurgte hun, om hun var gået i den forkerte afdeling. “Måske er det ikke bare Mark, du ikke kan lide.

Måske er det mænd i det hele taget?” Folk får nogle gange det indtryk, fordi jeg har den frisure, jeg har; den er kort. Jeg går også med sko, man rent faktisk kan bevæge sig i. Rockports eller enkle gummisko i stedet for højhælet fod-bijouteri. Men ville en homoseksuel kvindes hjerte springe et slag over ved synet af en femogtresårig mand i en grå sweater? Mark Kwon blev gift igen for fem år siden. Suzanne gjorde et stort nummer ud af at viderebringe den information. Jeg tastede de sidste cifre i Phil­ lips telefonnummer.

“Hallo?” Det lød, som om han sov.

“Hej, det er Cheryl.” “Øh?”

“Fra Open Palm.”

“Nå ja, goddag goddag! Dejligt arrangement I holdt jer, jeg havde en fest! Hvad kan jeg hjælpe dig med, Cheryl?”

“Jeg ville bare fortælle, at jeg har været hos dr. Broyard.” Der var stille i et stykke tid. “Kromoterapeuten,” tilføjede jeg så.

“Jens! Han er god, ikke?”

Jeg sagde, jeg syntes, han var fænomenal.

Det var en del af min plan at bruge det samme ord, som Phil selv hav­ de brugt til at beskrive min halskæde til fundraiseren. Han havde løftet den tunge perlekrans fra mit bryst og sagt: “Den er fænomenal, hvor har du købt den?” og jeg sagde: “I en bod på et marked,” og så brugte han perlekransen til at trække mig tættere på. “Halløjsa,” sagde han, “den kan jeg lide, den er nem at bruge.” Udefra ville den scene, for eksempel set fra vores legatansøgnings-skribent Nakakos synspunkt, sandsynligvis have set nedværdigende ud, men jeg vidste, at nedværdigelsen bare var en leg; Phil parodierede en mandetype, typen, der gjorde den slags ting.

Det havde han gjort i årevis; engang til et bestyrelsesmøde blev han ved med at sige, at min bluse ikke var lynet op i ryggen, og så lynede han 12

Den første onde mand.indd 12

04/08/15 15.42

den ned, mens han lo. Jeg lo også og greb straks bag om ryggen for at lyne op igen. Legen var: Er det ikke utroligt, at disse mennesker findes?

De smagløse ting, de finder på? Men der var et niveau ovenover. Det at opføre sig taktløst, der var noget frigørende over det – at man lod, som om man var et barn eller en galning. Man kunne kun opføre sig sådan i selskab med nogen, man virkelig havde tillid til, nogen, der vidste, hvor kapabel og øm man egentlig var. Efter at han havde sluppet min perle­ krans, blev jeg ramt af et lille hosteanfald, der så førte til en samtale om min globus og farvelægen.

Ordet fænomenal lod ikke til at få noget til at dæmre hos ham. Han talte om, at dr. Broyard var dyr, men at han var det værd, og Phils stem­ me steg op mod et høfligt farvel. “Nå, men jeg går ud fra, at vi ser hin­ anden til bestyrelsesmødet i ...” men før han kunne nå at sige morgen, afbrød jeg ham.

“Ingen kvaler, jeg betaler.”

“Undskyld hvad?”

“Jeg er her for dig. Ingen kvaler, jeg betaler!”

Hvilken stilhed. Gigantiske kuplede katedraler kunne ikke rumme denne tomhed. Han rømmede sig. Det gav ekko, sprang rundt i kuplen, skræmte livet af duerne.

“Cheryl?”

“Ja?” “Jeg er nok nødt til at løbe nu.”

Jeg sagde ikke noget. Han skulle vade over mit lig for slippe ud af den her telefonsamtale.

“Farvel,” sagde han så, og efter lidt tid lagde han på.

Jeg puttede telefonen i tasken. Hvis det røde var gået i gang med at virke, så ville mine øjne og næse allerede nu være gennemsyret af denne smukke, stikkende fornemmelse, som af en million nåle, der sammen svinger sig op i et saltet rush; skammen flød med mine tårer ned mod rendestenen. Hulket kravlede op gennem halsen, den svulmede af det, men i stedet for at stige hele vejen op satte det sig fast derinde, i en ra­ sende kugle. Globus hystericus.

13

Den første onde mand.indd 13

04/08/15 15.42

Noget slog mod min bil, og jeg fór sammen. Det var døren fra bilen ved siden af, en kvinde kæmpede med at få sin baby ned i børnesædet.

Med hånden mod halsen lænede jeg mig frem for at se efter, men hen­ des hår hang ned foran babyens ansigt, jeg havde ikke en chance for at se, om det var et af de børn, jeg betragter som mine. Ikke mine biologisk set, bare … velkendte. Jeg kalder dem for Kubelko Bondy. Det tager kun et øjeblik at se efter, halvdelen af tiden opdager jeg ikke engang, at jeg gør det, før det er forbi.

Familien Bondy var venner med mine forældre i en kort periode i begyndelsen af halvfjerdserne. Mr. og mrs. Bondy og deres lille dreng, Kubelko. Senere, da jeg spurgte til ham, sagde min mor, at hun var overbevist om, at han hed noget andet, men hvad hed han så? Kevin?

Marco? Hun kunne ikke huske det. De voksne drak vin i stuen, og man pålagde mig at lege med Kubelko. Vis ham dit legetøj. Han sad stille ved siden af min værelsesdør og holdt om en ske af træ, en gang imellem slog han den i gulvet. Opspilede, sorte øjne – buttede, lyserøde kinder.

Han var en lille dreng, meget lille. Knap nok et år. Efter noget tid kaste­ de han skeen fra sig og begyndte at vræle. Jeg så ham græde og ventede på, at nogen skulle komme, men der kom ikke nogen, så jeg løftede ham op på mit lille skød og vuggede hans buttede krop. Han blev hurtigt rolig. Jeg blev ved med at holde om ham, og han så op på mig, og jeg så ned på ham, og jeg vidste, at han elskede mig mere, end han elskede sine forældre, og at han på en eller anden meget virkelig og permanent måde tilhørte mig. Fordi jeg kun var ni, var det uklart, hvorvidt han tilhørte mig som et barn eller en mage, men det betød ikke noget, jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at løfte det knuste hjertes opgave.

Jeg trykkede min kind mod hans og holdt ham i mine arme, i noget, jeg håbede, ville blive for altid. Han faldt i søvn, og jeg svømmede selv ind og ud af bevidsthed, som et vuggende skib, fri af tid og sted, hans krop var først enorm, så meget lille – så med ét bortrevet fra mine arme af den kvinde, der kaldte sig hans mor. Da de voksne begyndte at gå mod ho­ veddøren og trætte sagde højlydt tak en masse gange, så Kubelko Bondy tilbage på mig med paniske øjne.

14

Den første onde mand.indd 14

04/08/15 15.42

Gør noget. Det tager mig med.

Det skal jeg nok, bare rolig, jeg finder på noget.

Det var klart, at jeg ikke bare ville lade ham sejle ud i natten, ikke min egen kære dreng. Hold inde! Lad ham gå!

Men min stemme var for stille, den forlod ikke hovedet. Et øjeblik efter sejlede han ud i natten, min egen kære dreng. Og jeg så ham aldrig igen.

Bortset fra at jeg faktisk så ham igen – igen og igen. Nogle gange som nyfødt, andre gange er han allerede i børnehavealderen og vralter af sted. Da jeg kørte ud af parkeringspladsen, fik jeg et bedre indtryk af babyen i bilen. Bare en eller anden unge.

Den første onde mand.indd 15

04/08/15 15.42

Politikens forlag

“Med Den første onde mand er man i bittersødt, klogt selskab. En bog med hjerte og puls.”

– New York Times Book Review

ANNE-MARIE

ROMAN

– Michiko Kakutani, New York Times ������� POLITIKEN

★★★★ BERLINGSKE ★★★★★ NORDJYSKE STIFTSTIDENDE ★★★★ FYENS STIFTSTIDENDE ★★★★★ �DAGBLADENES BUREAU POLITIKENS FORLAG

Cheryl Glickman tror på romancer, der strækker sig over flere liv, og sjælevandringer mellem spædbørn. Hun bor alene og arbejder i en nonprofitorganisation, hvor de underviser kvinder i selv­ forsvar. Da det bliver klart, at det nu er Cheryls tur til at huse chefens tyveårige datter Clee, sprænges hendes møjsommeligt organiserede verden i tusind stykker. Men alligevel bliver det mutte, utilpassede Clee, der hjælper Cheryl af med den globus hystericus, hun har siddende i halsen.

Den første onde mand er underspillet komedie og inderlig kærlighedsfortælling, fuld af intense seksuelle fantasier og altomsluttende moderkærlighed. Miranda Julys første roman understreger hendes position som spektakulært original, ikonisk og afgørende stemme i moderne amerikansk kultur.

Miranda July er filminstruktør, kunstner og forfatter. Hendes seneste værk er romanen Den første onde mand.

Hun har vundet Frank O’Connor International Short Story Award for novellesamlingen Ingen har hjemme her mere end du, som er oversat til 23 sprog. Hendes arbejde er bragt i Paris Review, Harper’s og The New Yorker.

Hun skrev, instruerede og spillede hovedrollen i filmen Me and You and Everyone We Know, som vandt Camera d’Or ved filmfestivalen i Cannes og juryens særlige pris ved Sundance Film Festival.

July er født i Berkeley, Californien, og bor i dag i Los Angeles.

En roman af Miranda July

“ Aldrig før har en roman talt så direkte til min seksualitet, spiritualitet, mit hemmelige jeg.

Nu ved jeg, at jeg ikke er alene.”

Den første onde mand

“Et dybt bevægende portræt af moderskab og hvad det betyder at drage omsorg for et barn. Fuld afV E Dinderlig SØ OLESEN DRO NNING E NS følelse og styrke.

DA M E ”

– Lena Dunham © Todd Cole

IISBN: SBN: 9978-87-400-2012-0 78-87-400-1423-5

9 788740 020120

En roman af Miranda July