Den genfødte morder - A.J. Kazinski

A. J. K A Z I N S K I

DEN GENFØDTE MORDER K R I M I

POLITIKENS FORLAG

DEN GENFĂ˜DTE MORDER

A.J. Kazinski

All rights: Kazinski Entertainment/Politikens Forlag

DEL I

Mordets bog

I virkeligheden, Simmias, sagde Sokrates, øver de rigtig filosoferende sig på at dø, og for dem af alle er det at dø det mindst frygtindgydende.

Platon, FAIDON

1.

Sikringsanstalten, Nykøbing Sjælland Bagsmækken blev åbnet med en hård, metallisk lyd. Et øjeblik var Niels Bentzon blændet. Så kunne han se betjentene udenfor. Fire styk. Bevæbnede med MP5-maskinpistoler. To af dem gik ind til ham. De sagde ikke noget. Den ene låste lænken til hans ben op, førte ham ud af fangetransporten. De stod i en garage. Lysstofrør i loftet, nøgne vægge. En svag lyd fra en ventilationsskakt et eller andet sted. Niels talte fire overvågningskameraer placeret oppe i hvert hjørne.

- Så træder vi herind, sagde den ene betjent, den højeste, og åbnede en dør.

Alle fulgte med, Niels gik i midten. Håndjernene sad så stramt, at blodets cirkulation opgav sin rejse ved håndleddene. En dør blev lukket bag dem. Lyden af en tung lås.

- Og videre.

Flere skridt, nu stod de inde i en slags vareelevator. Bunden var et gitter af rustent jern. Under dem bare mørke. Niels tænkte på helvede, muslimernes helvede, noget han havde læst eller hørt. At muslimernes helvede var så dybt, at man hvis man smed en sten ned, ville den falde i halvfjerds år, før den ramte bunden.

De kørte kun en enkelt etage op, før elevatoren åbnede sig, og en ny dør ventede.

- Vi venter her.

De stod et øjeblik. Niels hørte, hvordan døren bag dem gled i, lyden af en lås. Da han gik igennem den næste åbning, havde han fuldstændig mistet overblikket. Hvor mange døre var blevet låst bag ham? Hvad var klokken? Foran sig kunne han ane en lang, smal gang. Det lugtede svagt af pis.

- Stop her, sagde den høje betjent, inden han forsvandt.

Smerte, det dunkede i hænderne, blodet, der bankede på. Endelig blev håndjernene låst op. Niels rystede fingrene og hænderne. En pludselig tanke meldte sig. Ville han nogensinde komme ud igen?

I nyere tid var det ikke lykkedes for nogen at flygte fra stedet. Sikringen var landets mest flugtsikre anstalt. Eller fængsel. Blot tredive mennesker sad indespærret på Sikringen, stedet, der husede de farligste fanger i kongeriget. Massemordere, skizofrene galninge, mennesker, der var så uberegnelige, at de ikke kunne være i almindelige fængsler, at selv de lukkede psykiatriske afsnit ikke var lukkede nok. De blev spærret inde på Sikringen på ubegrænset tid. Ofte kom de aldrig ud.

Og i dag kom der en ny beboer ved navn Niels Bentzon.

- Jens? Niels så op, et øjeblik i tvivl om det var ham, hun talte til. Jens. Jo, det var det navn, de havde udstyret ham med. Jens Petersen. Et helt almindeligt dansk navn. En Jens Petersen kunne være skolelærer. Jens Petersen kunne være bonde. Eller han kunne være gal.

Kvinden havde et alvorligt ansigt, hun var midt i halvtredserne, bar en hvid uniform, hvide sneakers. - Jeg hedder Merete. Jeg er afdelingssygeplejerske her på Sikringen. Hvis du følger med mig.

Hun vendte sig og gik, to af betjentene fulgte efter, lige bag ved Niels. De gik i tavshed hen ad gangen, hvide gulve, nøgne, lyseblå vægge, døre på begge sider.

- Vi starter lige herinde, sagde Merete og åbnede en dør.

Et næsten tomt værelse, et gulv af cement, et bord op ad endevæggen. Det lignede et forhørslokale, tænkte Niels. Den ene betjent blev udenfor, den anden gik med ind sammen med Niels og sygeplejersken. En bred, skaldet mand tog imod ham med et nik. - Erik, sagde han lavt, uden at give hånd. - Du skal lige scannes, min ven. Vil du tage armene op over hovedet? Manden viste Niels, hvordan han skulle gøre. - Og spred benene lidt. Har du noget i lommerne?

- Nej, sagde Niels.

- Ingen mønter, pung, den slags?

- Nej. - Godt, sagde Erik og lod scanneren glide op ad Niels’ arme og ben. Han var grundig. Det var ikke som i lufthavnen, her var det alvor.

De gik udenfor igen. - Nu skal vi bare lige ind forbi lægen, sagde afdelingssygeplejersken.

- Okay, sagde Niels.

En stærk klinisk lugt af sprit kom dem i møde. Klinker på gulvene, bagvæggen var af gule mursten, tre hvide kitler hang fra en knage i hjørnet. Det lignede mere et sted, hvor man slagtede dyr, end en lægepraksis. Der stod en seng op ad væggen, et skrivebord midt i lokalet. En vægt var klemt inde i hjørnet.

Lægen nærmede sig pensionsalderen. Han havde et stetoskop hængende om halsen. Den gamle gav Niels et umærkeligt klap på skulderen, inden han roligt iførte sig plastikhandsker. - Ziegler, sagde han med en stemme, der først og fremmest var monoton. – Jeg er ikke psykiater, Jens. Jeg skal bare tjekke dine lunger og dit hjerte. At du lever, sagde han og forsøgte med et indstuderet smil.

- Jeg lever, sagde Niels og lagde mærke til, at sygeplejersken sagde noget til betjentene. Lægen trak en skuffe ud. Han holdt noget op: en gennemsigtig plastikpose med lynlås. Han lagde den på bordet foran Niels. - Sæben skal du lade sidde i ti minutter, inden du skyller den ud.

- Hvad er det? spurgte Niels og betragtede en lille violette tube.

- Den desinficerer, så du ikke tager utøj med ind, sagde lægen. - Også selvom du ikke har meget hår. Der kan ligge æg i din hovedbund.

- Vi venter med badet til i morgen, sagde Merete kort.

- Det er fint med mig, sagde Ziegler. - Der er jer, der skal leve med lugten.

Niels kunne mærke det på ham. Lægen havde ikke lyst til at tale med ham. I hans øjne var Niels et væsen uden selvkontrol, et dyr, noget der skulle skrubbes med medicinsk sæbe og spændes fast som en gal tyr.

Der stod to nye mænd i lokalet nu. Hårde øjne, brede fyre i blå skjorter. Vagter. Havde de været der hele tiden? Niels var pludselig i tvivl. Vagterne nikkede til betjentene, indtog deres pladser i tavshed, mens betjentene forsvandt.

- Hvis du tager dit tøj af, Jens, sagde lægen.

Merete blev stående. Niels ventede et øjeblik. Havde hun tænkt sig at gå ud? Nej. Han begyndte at knappe sin skjorte op. Det gik op for ham, at han rystede på hænderne, ikke meget, man kunne ikke se det, men han fornemmede det. En skælven. Og hans hjerte; han kunne mærke det slå, han var bange. Den sidste tanke kom til ham som en nøgtern konstatering. Sådan var det, situationen gjorde ham bange, det plejede han ellers ikke at være. Som politimand var han vant til at stå foran desperate mennesker med våben i hænderne. Mennesker, der havde mord i øjnene og dybe ar på sjælen. Han var blevet slået på og sparket til og skudt efter. Han var blevet tæsket og ydmyget og truet på livet. Men det var noget andet. Det var hans hjemmebane, han vidste, hvad han skulle gøre, hvad han skulle sige. Nu vidste han ingenting.

- Du kan lægge tøjet her, sagde lægen og pegede på sengen.

Niels gjorde, som han sagde.

- Først skal vi have vejet dig, sagde lægen og så på vægten. - Hopper du op på den?

Vægten var af stål, den føltes kold mod Niels’ fodsåler.

- Halvfems komma fem kilo, sagde lægen og noterede det på computeren. - Og din højde? Hvis du stiller dig op ad væggen.

Niels kunne lugte hans ånde, da deres ansigter var ud for hinanden. Kaffe, og måske stærk lakrids?

- En meter og femogfirs. Nogen kendte sygdomme? Lægen var tilbage ved computeren nu, tastede med hurtige fingre.

- Nej, sagde Niels.

- Allergi?

- Nej. - Får du noget medicin?

- Nej. - Har du fået en stivkrampevaccination inden for de sidste otte år? Lægen gik hen til ham.

- Ja, sagde Niels.

- Og du bruger høreapparat, konstaterede Ziegler, noterede eller et andet. - Hvor nedsat er din hørelse?

- Halvfjerds procent.

- Kun højre øre? Du kan høre alt, hvad jeg siger?

- Ja. - Øjenfarve? Lægen svarede selv, inden Niels kunne nå at sige noget: - De er vist grønne.

Hårfarve?

Niels sagde ikke noget.

- Hvilken hårfarve har du?

- Det var mørkt engang, sagde Niels og lod en hånd glide hen over sit skaldede hoved, antydningen af grå stubbe.

- Åbn munden.

Niels gjorde, som han fik besked på. Lægen studerede hans mund, lyste ham i ganen med en lille, skarp lygte. - Og ud med tungen, sagde lægen. - Ja tak. Jeg skal også lige lytte til dig. Lægen satte stetoskopet mod Niels’ bryst. Stod et øjeblik med et koncentreret blik og lyttede, inden konklusionen endelig kom: - Det er fint.

- Må jeg tage mit tøj på?

- Du skal lige blive stående lidt endnu, sagde Ziegler, mens han tog et par hurtige notater på computeren. - Op ad væggen, det tager kun et øjeblik. Vil du vende dig om?

Niels adlød. Han vidste, hvad der ville komme nu, og han vidste, at der ikke var noget at gøre.

- Spred benene, sagde lægen, mens Niels mærkede, hvordan Zieglers fingre undersøgte hans røvhul. En enkelt tåre i øjenkrogen. Niels var ligeglad med, om lægen så den.

- Godt, Jens. Nu skal du have lidt at sove på.

Tre små piller i en lille kop af pap. Lægen satte dem på bordet, sygeplejersken tog vand fra hanen, satte plastikkruset på bordet.

- Hvad er det?

- Så du får en god nat, sagde lægen.

Niels så på pillerne, to af dem var blålige, den sidste kridhvid. - Hvad er det?

Lægen så hurtigt på sygeplejersken. Og næsten lige så hurtigt stod vagterne bag Niels. - Det kan du lige så godt lære med det samme, sagde lægen og satte sig ned. Niels kunne mærke den ene vagts ånde i nakken, sygeplejersken havde trukket sig tilbage til døren.

Lægen rømmede sig, fortsatte: - Der er en ting, vi sætter pris på her, Jens. Og det er, at man tager sin medicin. Ellers kan vi ikke hjælpe. Er du med?

- Jeg vil bare gerne vide, hvad det er, sagde Niels lavt.

- Sådan spiller klaveret ikke her, Jens. Vi giver dig den medicin, du har brug for. Det er nogenlunde det eneste, vi kan gøre for dig. Og hvis du ikke selv vil tage din medicin, får du den som injektion.

Længere er den ikke, og det er ikke til debat. Lægen rystede på hovedet og hævede sine øjenbryn, mens han gentog: - Forstår du det, Jens?

Niels lagde pillerne på tungen. Skyllede dem ned med vandet, som efterlod en trist smag af klor.

Han fulgte i hælene på sygeplejersken. Vagterne holdt hans arme, ledte ham hen til endnu en dør.

Metal, tung, grøn. Porten til helvede. Sætningen gentog sig et par gange i hans hjerne, mens sygeplejersken låste op og lod Niels træde ind i et lille, kvadratisk rum. En seng, et skab, en reol, et vindue på størrelse med et A4-ark, tremmer for vinduet. Intet andet.

- Du får dit eget værelse fra i morgen, sagde Merete og lod hånden hvile på sengekanten. - Så er alt vist fint. Du sover om to minutter.

- Hvad nu, hvis jeg skal på toilettet? sagde Niels.

- Brug håndvasken, sagde hun.

Niels hørte, hvordan låsen gik i, en lyd, der blev efterfulgt af en kort elektronisk summen. Der fandtes ikke nøgler på Sikringen. Nøgler blev væk eller stjålet. Eller kopieret. Alt var elektronisk, alt krævede koder og kort. Niels satte sig på sengen. Han kunne høre sit eget åndedræt, tynget og uroligt. Han sad sådan i flere minutter. Forsøgte at få styr på sin vejrtrækning, sin angst, forestillede sig, at han faldt. I halvfjerds år, ned og ned og ned. Da stemmen lød i hans øre, troede han først, det var ham selv. En indre stemme ligesom dem, galningene på Sikringen hørte, øjeblikket inden de skar halsen over på deres mor eller skød en tilfældig mand igennem hovedet.

- Bentzon? Hvordan går jeg igennem?

Leons stemme var fjern, Niels rettede lidt på høreapparatet, skubbede det helt på plads.

- Sig noget mere, Leon.

- Er det bedre?

- Det tror jeg.

- Eller taler jeg for højt? Den skal sidde helt inde i øret.

- Det er fint, sagde Niels, mens han et øjeblik så Leon for sig. Indsatslederen, han sad ude i en mandskabsvogn en lille kilometer fra Sikringen, Niels kunne høre ophidselsen i hans stemme, spændingen over, at planen foreløbig var lykkedes. Niels var kommet ind i landets mest lukkede fængsel. Ingen vidste, at han var politimand. Det var den første del af planen, anden del var den sværeste. Alt det, der ventede de næste dage. Opklaringen af mordet på Sikringsanstaltens overpsykiater, Christian Paludan.

36 timer tidligere

2.

Islands Brygge.

En rationel mand. Sådan tænkte gidselforhandleren ved Københavns Politi, Niels Bentzon, om sig selv. Også selvom han til tider havde kæmpet med depressioner – noget der i sidste ende havde kostet ham det første ægteskab. Nå ja, Hannah, der lå ved siden af ham lige nu, havde nok også spillet ind. Niels havde mødt Hannah i forbindelse med en sag for år tilbage. En sag. Selvfølgelig var det en sag, hvordan skulle en dansk strisser ellers møde en astrofysiker fra Niels Bohr Institutet?

Men måske var det også en fejl? Tanken plagede Niels mere og mere. Måske havde det bedste været, hvis de aldrig var ramt ind i hinanden? Niels kunne være blevet sammen med Kathrine eller have fundet en kvinde inden for sine egne rækker. En betjent kan gifte sig med en anden betjent.

Eller en sygeplejerske. Dengang Niels var en ung mand på politiskolen, havde han mødt rigeligt med sygeplejersker. Den årlige julefrokost blev altid slået sammen med sygeplejerskernes julefrokost, der var sgu nok en grund til, at politiledelsen ikke havde kontaktet Niels Bohr Institutet for at slå festerne sammen, og den grund havde aldrig været tydeligere end netop nu. Sekretærer, skolelærere, betjente, sygeplejersker – samfundets væsentlige tandhjul. De hører sammen, de passer ind i hinanden, får det hele til køre rundt. Astrofysikere hører sammen med andre, der bruger dagen på det ligegyldige, ting, der kan undværes, filosoffer, kunstnere, den slags. Han vendte sig om på den anden side. Åbnede øjnene. Rationel. Hvorfor tænkte han på det? Hvorfor var det vigtigt at være rationel? Fordi han fyldte halvtreds i dag? Eller fordi han kunne mærke, at Hannah var interesseret i en anden mand? En anden fysiker, en der kunne give hende alt det, han ikke kunne: lange samtaler om fraktaler og universets mørke stof. Niels havde observeret hende de sidste uger.

Hannahs farver ændrede sig, når hun talte i telefon med ham. Mathias. Det hed han. Og det var det eneste, Niels vidste om ham. Det, og så den effekt han havde på Hannah. Huden på hendes hals, der blev rødlig, Hannahs bevægelser, der skiftede karakter, selvom det bare var en telefonsamtale, hendes hånd, som hun langsomt lod bevæge sig op og ned over de fine hår i nakken. Kælent. Det var for helvede den slags, Niels levede af: at observere, at læse andre ud fra de mindste bevægelser.

Det er en gidselforhandlers eneste redskab: at holde øje. Hvornår er gidseltageren ved at miste besindelsen? Hvornår er han klar til at trykke på aftrækkeren? Eller som i tilfældet med den sidste

sag, inden Niels havde taget de sidste to måneder af sin orlov: En far, der var stukket af fra fødeklinikken på Rigshospitalet med sit få minutter gamle spædbarn pakket ind i blodige lagner. Da Niels nåede frem til Sjællandsbroen, stod faren med barnet i den ene hånd, mens den anden hvilede på rækværket. Han truede med at give slip, hvis ikke moren ville lade ham se barnet. Hvornår var folk klar til at vælge døden? Det var essensen af Niels’ arbejde. Og så naturligvis at slå til, sekundet inden de havde besluttet sig for døden. Senest.

Når Niels blev kaldt ud til en situation, om det var en familiefar, der truede med at skyde sig selv og hele familien, eller en hjemvendt soldat, der ikke kunne klare det længere og havde taget en halv kaserne som gidsler, medbragte han altid kun én ting: sin evne til at læse folk. Jovist, det krævede også træning, alle de kurser han i løbet af årene havde deltaget i, FBI og Scotland Yard, de eksperter ledelsen hentede ind fra nær og fjern for at give ham og de tre andre gidselforhandlere hos Københavns Politi den seneste viden. Om forhandlingsteknik, om hvordan man kan se næsten alt i folks øjne, hvis man ser ordentligt efter, hvor mange gange de blinker, hvad det betyder, når de holder op med at blinke, om iris er udvidet eller trækker sig sammen. Om hænderne er i ro eller rastløse, hvilken kropsstilling folk indtager, hvilket ben de lægger vægten på. Og naturligvis hvordan gidselforhandleren skal agere. Her gik Niels dog sine egne veje. Man bliver nødt til at være sig selv, også når man står over for en desperado, det var hans personlige mantra. Hvis de kan mærke, at man følger en manual, hvis ikke ordene er ens egne, så går det galt. Sidste år blev Niels kaldt ud til en afvænningsklinik. En fraskilt mand i halvtredserne, der havde mistet alt på grund af druk, sin familie, arbejdet, huset – alt – og nu sad han på en klinik med et glas gulerodsjuice og en køkkenkniv for struben og kunne ikke se meningen med at gå videre. Her måtte Niels give ham ret.

Han kunne ikke bilde staklen ind, at der var meget mening tilbage for ham. Manden havde ødelagt alt for sig selv, længere var den ikke. Hvis Niels havde sagt noget som helst andet, ville han have lydt som alle de velmenende, men dødssyge behandlere, manden var omgivet af til dagligt – og som åbenbart ikke havde været den store hjælp. I stedet gav Niels ham ret. Det fik manden til at grine.

Sandheden. At det hele dybest set var fuldkommen meningsløst, at han kunne skære struben over på sig selv og sætte en stopper for sin elendighed, uden at nogen ville savne ham.

Og hvis Niels kunne læse storbyens desperadoer, så kunne han også læse sin egen kone. Og hun var forelsket. Han var dog ikke sikker på, at det var gået op for Hannah endnu. Men det ville komme. Snart. Sådan var det med hende, nogle ting kom hurtigt til hende, ekstremt hurtigt, mens andre erkendelser lod vente på sig. Når Hannah handlede ind, kunne hun addere alle priserne i hovedet i samme tempo, som hun lagde varerne på båndet ved kassen, og regne det endelige beløb

ud hurtigere, end kassedamen kunne scanne dem. Den leg legede hun altid – og nød at fortælle resultatet, med to decimaler, til kassedamen, lige inden den sidste vare blev slået ind. Fire hundrede treogfyrre komma syvoghalvtreds. Problemet var bare, at hun kom hjem med alt mulig underligt og næsten intet af det, Niels havde skrevet på listen. Engang var hun dukket op med en ny, gul vasketøjskurv, tre kilo kartofler og et oppusteligt badebassin til haven. I december. Det var på tilbud – sådan lød forklaringen, og så nyttede det ikke, at Niels mindede hende om, at de ikke havde nogen have. Hvad skulle Hannah og Mathias stille op som par? Jo, de kunne sidde hele aftenen og gange Jordens omkreds med pi og se, hvem der kunne få flest decimaler med. Men køleskabet ville være tomt, og der ville ikke være flere bleer, og desuden ville strømmen være slukket, fordi ingen af dem nogensinde havde betalt en regning eller anede, hvordan man gjorde. Han havde set dem mange gange på Niels Bohr Institutet: voksne mænd og kvinder, der glemte at tage cykelhjelmen af, mænd, der gik med tøjet på vrangen. Overalt på instituttet lagde sekretærerne blyanter og notesblokke, hvis nu en af fysikerne fik en genial ide – for man kunne være sikker på, at de ikke selv havde en kuglepen på sig. Og når de skulle skynde sig, mistede de orienteringen, endte måske i varmekælderen og slog hovedet ind i et vandrør. Måske var det derfor, så mange af dem aldrig tog cykelhjelmen af? En ting var sikker, Hannah var tiltrukket af Mathias. Mere end hun vidste. Og Niels lå i sengen på sin halvtreds års fødselsdag og fortalte sig selv, at han var rationel. At hvis en kvinde vil noget andet, så er der intet i verden, der kan stoppe hende. Niels havde vist også sagt noget til Hannah om det en aften for et par uger siden. Hun var kommet hjem fra arbejde og havde talt om en eller anden stjerne, som var blevet genfødt og opkaldt efter den japanske amatørforsker, som havde opdaget den. Noget i den stil, Niels havde ikke forstået det hele, det var svært at følge med, når Hannah talte, det gik så hurtigt, alt for hurtigt, når hun var begejstret. Og der ... der havde han set det i hendes øjne. At det var kedeligt for hende at tale med Niels, utilstrækkeligt. Han havde lukket op for sine små følelser. Sagt, at det nok var bedre, at hun talte med Mathias om den slags.

Hannah vendte sig i sengen. Niels kunne ikke få øjnene fra hende. Hendes mørke manke, der lå spredt ud over hovedpuden, et delta af morgenhår. Hendes helt lyse fregner. Man kunne kun ane dem nu, når morgensolen ramte hende. Enten blev hun smukkere og smukkere med alderen, eller også var det noget inden i ham, hans kærlighed, der voksede i takt med ... hvad? Hendes afvisning af ham? Han overvejede at følge sine naturlige instinkter, lægge sig tæt ind til hende, lade Hannah mærke hans lyst, fysisk, hvor hård den var lige nu, presse sig op ad hende, en hånd på hendes ene bryst.

Mobiltelefonen ringede. For højt, skingert.

- Børnene, hviskede Hannah, og Niels var hurtigt ude af sengen. Tvillingerne havde kæmpet med kolik på skift siden nytårsaften, ethvert minuts søvn var en helligdom, noget der ikke måtte afbrydes. Niels tog telefonen på spisebordet, skyndte sig ud på altanen og lukkede forsigtigt døren bag sig. Morgensol i underbukser.

- Hallo, sagde han, stadig med søvn på stemmen. Rømmede sig og gentog: - Hallo?

- Bentzon? Det er Leon.

- Leon? sagde Niels og havde kvalme. Måske fordi det var så tidligt, at fordøjelsessystemet stadig var i færd med at opløse aftensmaden. Niels kunne se de beskidte tallerkner i køkkenvasken.

Kalvekoteletter. Eller også var det bare de billeder, Leons stemme bragte med sig: spædbarnet, der hang ud over broen og skreg, gidsler, der græd, lugten af deres pis, af død.

- Du lyder overrasket. Du står på vagtplanen, sagde Leon irriteret.

- Nu? Jeg er ... Niels gik i stå, han overvejede at fortælle Leon, hvordan det hang sammen. Det var kun en uge siden, han var blevet færdig med sin orlov, og han havde ikke været på stationen endnu, bare til nogle kurser i ny forhandlingsteknik på Fyn sammen med resten af landets gidselforhandlere. Han ville gerne lige ind på stationen, hilse på sekretærerne, gense sin tjenestepistol, lidt smørrebrød i Tivolihallen til frokost.

- Jeg kan ikke høre dig, sagde Leon. Niels vidste præcis, hvad Leon følte. Bundløs irritation over sekunderne, der allerede var spildt. - Ligger du på hospitalet, Bentzon? spurgte Leon. Niels vidste hvorfor: det var den eneste undskyldning, Leon kunne godtage. Og selv den var ikke helt god.

Bedre, hvis han var død.

- Det er en af vore egne, sagde Leon og lød et kort øjeblik helt medmenneskelig.

- Hvad mener du? Niels så ud over havnen. Der var allerede børn i havnebassinet.

- Det er en strisser, for helvede, Bentzon.

Niels sukkede. En betjent. Det betød våben. - Er der nogen døde?

- Han har skudt konen, to skud, et gennem hvert øje. Det var måden, hun så på ham. Kolde øjne, sådan har han forklaret det, sagde Leon.

- Hvorfor stormer du ikke?

- Vi tror også, han har skudt den store datter. Men der er stadig to levende børn derinde, hviskede Leon arrigt. - Tager du tøj på, mens jeg briefer dig?

Niels så på Hannah. Hans lyse bukser, der lå på stolen. Tvillingerne, der sov. Bjørn med sut i munden, opkaldt efter Niels' farfar, Ellen efter Hannahs farmor, navne fra starten af det forrige

århundrede, genfødte i det nye årtusind, hver især kun lige fyldt to. Alt, alt for gamle til stadig at have kolik, for små til, at Niels kunne forklare dem det.

- Øjeblik, hviskede Niels til Leon. Hannah slog øjnene op og så på ham.

- Hvad skal du? sagde hun.

- Der er brug for mig.

- I dag? Men det er jo ...

Niels afbrød Hannah med en finger på hendes læber. Leon skulle ikke høre noget om fødselsdage, ingen skulle vide, at Niels fyldte halvtreds i dag, han hadede sine mærkedage, kunne ikke drømme om at holde en fest eller tage kringle med på arbejde. Man er blevet født. Og hvad så? Livet er en lang prøvelse, noget man skal kæmpe sig igennem, mange giver op, alle dem, Niels havde set gennem årene. Hvorfor skulle det fejres med kringle og hule hurraråb? At ens kone er forelsket i anden, tillykke, du gamle, hvor det kører for dig. Nej, Niels var gået med til at spise en middag med Hannah i aften og derefter rejse med hende og hendes kolleger til Chile. Han havde aldrig været så langt væk før. Hannahs billet blev betalt af instituttet, hun havde fået tid ved verdens største teleskop med det mundrette navn Very Large Telescope, blandt astrofysikere bare kaldet VLT. Det lå midt ude i ørkenen. En stort set regnløs plet på kloden, hvilket betød ingen skyer, der kunne forhindre udsigten til stjernerne, og ingen forstyrrende lys fra byer. Kun lyset fra stjernerne, hver eneste knastørre aften. Her skulle Hannah tilbringe et par nætter med at se så langt ud i rummet, som det var muligt for mennesker, mens Niels ville hænge ud i hotelbaren sammen med den gode chilenske vin. Nogenlunde sådan forestillede han sig turen. Som han havde forstået det, var hotellet en rejse værd i sig selv. Niels skulle fejre sine halvtreds år på Jorden i en ørken med en kone, hvis følelser også var ved at tørre ud. Nej, fødselsdage var ikke noget at tale om. Desuden: Mærkedage hørte til i en anden verden. Den normale verden, den slags, hvor folk også holder jul og tager på ferie, går til skolekoncert og kysser deres ægtefæller godmorgen og godnat. Det var ikke Leons univers, ikke den verden, Niels rejste ind i nu. Sjælenes brønd. Sådan tænkte Niels om den virkelighed, der havde været hans arbejde i alle disse år. De fortabte sjæle, dem, der ikke kunne stige til vejs, men blot synke til bunds. Tunge sjæle. Og en gang imellem blev Niels sat i brøndens spand og hejst ned på bunden for at trække en ellers fortabt stakkel med op. Som nu, en morgen i sjælenes brønd.

*

Niels kørte fra parkeringskælderen og ud i morgenvarmen, mens Leon var i hans øre.

- Hørte du efter? spurgte Leon.

Niels opsummerede: - Han er betjent, tre børn. Konen? Skilsmisse? Du bliver nødt til at give mig noget mere at arbejde med.

- Lige nu ser det ud til, at han har låst sig inde i soveværelset med børnene.

- Baggrund! sagde Niels. Mærkede den samme irritation, som var Leons brændstof, det kommer helt af sig selv, når der skal reddes liv, ens overskud til andres fejl bliver mindre sekund for sekund.

- Baggrund, gentog Leon. Hørte Niels ham sukke? Niels og Leon stod ved den kløft, de altid endte ved. Leon var på hårde facts: Hvilket våben har gidseltageren, hvor mange gidsler, hvor i lokalet sidder han, hvor mange døde, hvor længe. Den slags. Niels kunne ikke bruge det til noget. For Niels var det afgørende at vide, hvilket menneske der skjulte sig bag desperationen. Folk skulle ikke bare være en del af en statistik: Så og så mange soldater får psykiske lidelser, når de kommer hjem fra fronten, eller: Mænd står for femoghalvfjerds procent af alle selvmord, og årsagen skal næsten altid findes i arbejdsløshed eller skilsmisse. Interessant for politikere, ubrugeligt for Niels, hans opgave var at finde ind til mennesket bag statistikken, og helst på ganske få minutter.

- Han er en af os, sagde Niels højt og kørte ud på motorvejen. - Så må vi også vide noget om ham?

- Du ved, sagde Leon.

- Virkelig ikke, sagde Niels.

- Han er en af dem, der kunne være endt på begge sider, sagde Leon endelig. Det vidste Niels lige præcis, hvad betød. Et velkendt fænomen i korpset: at der var betjente, der lige så godt kunne være blevet kriminelle, mennesker, der uanset hvad skulle holde døden i hånden. I virkeligheden var det nok tilfældigheder, der afgjorde, om døden kom i form af en 9mm Heckler & Koch fra Københavns Politi, eller om det blev et af de talrige ulovlige våben, der oversvømmede landet. Man forsøgte at sortere så mange som muligt fra i optagelsesprøverne på politiskolen, men kadetter er unge mennesker, og skader på sjælen opfører sig som kræft: Der går tid, inden det bliver synligt.

- Mere, sagde Niels, pressede farten op. - Hvad siger familien? Naboerne?

- De havde hørt skænderier, sagde Leon. - Noget med måden, hun så på ham. Han kunne ikke holde hendes blik ud. Andre naboer siger, at han virkede som sådan en pæn mand.

- Det siger de altid, hviskede Niels. Han lagde først mærke til det på venstre hånd, den, der hvilede på rattet. Den rystede ganske let, sitrede. Han var nervøs. Klart nok, det var længe siden, han havde været ude.

- Øjeblik, Leon, sagde Niels og drejede af motorvejen. Han tog mobilen over i den anden hånd, betragtede højre et øjeblik. Samme rystelse, endda lidt værre.

- Jeg kan ikke høre dig, Bentzon!

- Jeg er her.

*

Leon var indsatsleder, den bedste. Han blev kaldt en enmandshær, hvilket dog altid havde undret Bentzon. Hvis Leon var en enmandshær, hvorfor havde han så altid hele hovedstadens faste aktionsstyrke med sig? Leon var manden, der havde koordineret sikkerheden, da den amerikanske præsident sidst var i Danmark. Ham, der havde haft æren af at forhandle med CIA og præsidentens personlige sikkerhedsvagter. Efter sigende var amerikanerne imponerede over ham, hvordan han altid var på forkant, hvordan han næsten kun behøvede at brumme, for at tingene blev gjort.

Imponerede over aktionsstyrkens ufattelige hengivenhed over for deres chef, som de fulgte i et og alt. Sommersted påstod endda, ved festlige lejligheder, at CIA havde tilbudt at tage Leon med hjem på Air Force One. Jo, amerikanerne var betagede af Leon. Til gengæld var Leon ikke så imponeret over amerikanerne. Uselvstændige robotter, havde han kaldt dem. Leons mænd kunne tænke selv, det var afgørende – politiets aktionsstyrke var ikke en militær enhed. Aktionsstyrken rykker ud, når helvede bryder løs, når der er terrortrusler. Eller når de autonome har fået nok og har brug for at smadre noget. Så kom Leon og hans disciple. Og her nyttede det ikke med robotter, CIA-agenter, der bare fulgte en protokol. I storbykrig skal man kunne træffe selvstændige beslutninger: Skal den aggressive autonome, der truer, råber og skriger, lægges i håndjern? Hvordan ser han ud i øjnene?

Er han på stoffer? Og alle Leons mænd kunne bruge hovedet lige så fermt, som de kunne betjene deres våben. Ellers var der altid – som Leon sagde – en ledig stilling i paskontrollen.

Aktionsstyrken blev oprettet efter terrorangrebet under De Olympiske Lege i München i 1972.

Israelske atleter, en tysk politimand og palæstinensiske terrorister blev dræbt – og med et var det gået op for dansk politi, at verdenssamfundets uløste konflikter endnu en gang var ved at rykke tæt på Danmark.

Den tid, hvor politiet havde fulgt ænder over gaden, var forbi. Siden da var antallet af de specialtrænede politifolk kun vokset. Da Niels begyndte hos politiet, bestod aktionsgruppen af små tyve mand, som var udlånt fra andre afdelinger. I dag var der mere end halvtreds faste mænd og tolv kvinder i styrken. Og indsatsområderne blev hele tiden udvidet i takt med, at verden blev farligere.

Anholdelser af narkoforbrydere – en ting, som de almindelige betjente tog sig af i gamle dage – var typisk noget, Leon håndterede. Leon rådede over snigskytter, der kunne ramme en flyvende tændstikæske på otte hundrede meters afstand, han havde læger på motorcykler, helikoptere og speedbåde til rådighed. Leon var avantgarden af Danmarks forsvar.

Niels drejede af villavejen og ind på parkeringspladsen. Synet, der mødte ham, var overraskende.

Leon stod alene på parkeringspladsen. Ikke en politibil, ikke én af alle Leons mænd. Inden han stod ud af bilen, så han på sine hænder. Stadig det samme. Undrede det ham? Næ, det undrede ham, at de ikke rystede mere, at hele hans krop ikke skreg på at komme væk. Væk fra galningene, psykopaterne, mænd – altid mænd – der havde sat ild til familien og truede med at sætte verden i brand. Indtil Bentzon trådte ind på scenen. Som han gjorde nu. Kom så, hviskede han til sig selv. Et ben ad gangen, du er den bedste, Bentzon, også selvom du lige nu har fået akut Parkinsons og ville fungere bedre som cocktailshaker end gidselforhandler.

- Bentzon. Længe siden, sagde Leon, allerede helt oppe i Niels’ ansigt.

- Hvor er dine folk? spurgte Niels og så mod tagene. Lå de deroppe?

- Har du taget på? spurgte Leon og så misbilligende op og ned ad Bentzon.

- Det er bare skjorten. Hvor er folk?

Leon trådte et skidt nærmere Niels, som om nogen kunne høre det her på parkeringspladsen. Bare skjorten? Det finder vi snart ud af, Bentzon.

- Hvad mener du? Niels forsøgte at komme i sikkerhedsafstand af Leon, men indsatslederen greb hans arm: - Det er en af vore egne. Han er ikke idiot.

- Jeg forstår ikke?

- Han vil ikke se en forhandler med så meget som en trevl på kroppen.

Niels sukkede. Så ned i asfalten. Det var ikke første gang. Og ville heller ikke blive sidste. At han skulle ind nøgen. Sådan var det ikke for tyve år siden, dengang Niels fik sine første lektioner i den særlige kunstform, det var at tale folk fra at tage livet af sig selv eller andre. Det var den forbandede teknologiske udvikling, alt var blevet så forpulet småt. En mikrofon kunne gemmes i en skjorteknap, selv våben blev nu lavet så små, at de kunne gemmes i et par underbukser. Derfor var galningene blevet glade for nøgne betjente.

Leon pegede på bygningen overfor. Nybygget, små hække, kuglegrill og rækkehushygge. - Jeg har halvdelen af styrken parkeret på den anden side. Han har sagt, at hvis han ser så meget som skyggen af en bevæbnet betjent, skyder han de to mindste.

Niels ville hjem. Det kunne ikke være hans job at redde dem alle.

- Skal vi se at komme i tøjet ... Leon afbrød sig selv. Rystede på hovedet. - Undskyld. Ud af tøjet, sagde han lavt. Niels betragtede indsatslederen et øjeblik. Syntes næsten, han kunne se skadefryd i Leons øjne, da Niels sparkede skoene af og knappede bukserne op.