Den smalle vej til det dybe nord - Richard Flanagan

– The Guardian

En storslået roman.

– New York Times

Smukt fortalt og enormt bevægende. En klassiker in spe.

– The Observer

Et klassisk stykke litteratur af en forfatter i verdensklasse.

– Washington Post

Sønderknusende menneskelig og af en varig kvalitet.

– Seattle Times Nogle år vinder rigtig gode bøger Man Booker-prisen, men i år går den til et mesterværk.

- A.C. Grayling, formand for Man Booker-prisjuryen 2014, i sin pristale til Richard Flanagan.

RIC HARD FL ANAG AN

Richard Flanagans inderligt smukke roman er en fortælling om kærlighedens og dødens mange former, om krig og sandhed, længsel og tab. Et ømt vidnesbyrd om at kun det tabte varer evigt.

En ufatteligt smuk roman.

– Sunday Times

DEN SMALLE VEJ TIL DET DYBE NORD

RICHARD FLANAGAN (f. 1961 på Tasmanien) er en af Australiens fremmeste nulevende forfattere. Med romaner som Goulds bog om fisk og Den ukendte terrorist har han modtaget adskillige internationale priser, senest den prestigefyldte Man Booker-pris, og forfatterskabet er oversat til 26 sprog. Richard Flanagans far, som døde den dag, forfatteren færdiggjorde sit arbejde med Den smalle vej til det dybe nord, var blandt de krigsfanger, der overlevede arbejdet på ThailandBurma-jernbanen.

August 1943: Den australske krigslæge Dorrigo Evans hjemsøges af tanken om sin store kærlighed, den smukke Amy. Dag for dag kæmper han for sit eget og sine mænds liv i en brutal japansk krigsfangelejr under opførelsen af den berygtede Thailand-Burma-jernbane. Dorrigo ved at krigens vanvid må slutte, og at han igen vil få Amy at se. Men en dag modtager han et brev der får konsekvenser for resten af hans liv.

VINDER AF MAN BOOKER-PRISEN 2014

RICHARD FLANAGAN

En symfoni af ømhed og kærlighed, en bevægende, stærk fortælling der indfanger livets fulde længde og bredde. Et mesterværk.

DE N S M ALLE V E J TIL DET DY B E NORD

ISBN 9788740021448

Flanagans roman er et mesterværk, intet mindre. – Financial Times RO MA N • PO L ITIKE N S FOR LAG

Din blomst i håret, sagde Dorrigo Evans. Den er – Han havde ingen anelse om hvad blomsten var.

Stjålet, sagde Amy. Hun lod til at have ubegrænset tid til at vurdere ham, og efter at have gjort det og fundet ud af at han faldt i hendes smag, lo hun på en måde der fik ham til at føle at hun i ham havde fundet alt det mest attraktive i verden. Det var som om hendes skønhed, hendes øjne, alt hvad der var vidunderligt og fortryllende ved hende, nu også fandtes i ham.

Kan du lide den? spurgte hun.

Virkelig godt.

Fra en kameliabusk, sagde hun og lo igen.

Den smalle vej til det dybe nord.indd 2

08/04/15 13.04

Den smalle vej til det dybe nord Richard Flanagan Roman

P책 dansk ved Jakob Levinsen

Politikens Forlag

Den smalle vej til det dybe nord.indd 3

08/04/15 13.04

1 Hvorfor er der altid lys ved altings begyndelse? Dorrigo Evans’ første minde var om solskin der strømmede ind i en menighedssal hvor han sad sammen med sin mor og bedstemor. En menighedssal af træ. Blæn­ dende lys og ham selv der stolprede frem og tilbage, ind og ud af dets ophøjede velkomst, ind i kvindefavne. Kvinder der elskede ham. Som at gå ud i havet og vende tilbage til stranden. Igen og igen.

Gud velsigne dig, siger hans mor mens hun griber fat om ham og giver slip igen. Gud velsigne dig, dreng.

Det må have været i 1915 eller 1916. Han må have været ét eller to.

Senere fulgte skyggerne i skikkelse af en underarm på vej op hvis sorte omrids dansede i det fedtede lys fra en petroleumslygte. Jackie Maguire sad i familien Evans’ lille mørke køkken og græd. Dengang var der ingen andre end spædbørn der græd. Jackie Maguire var en gammel mand på måske fyrre, måske ældre endnu, og han prøvede at tørre tårerne bort fra sit koparrede ansigt med håndryggen. Eller var det med fingrene?

Kun hans gråd havde fæstnet sig i Dorrigo Evans’ hukommelse. Det var lyden af noget der gik i stykker. Dens aftagende rytme mindede ham om en kanins bagben der stamper i jorden mens den kvæles i en snare, den eneste lignende lyd han nogensinde havde hørt. Han var ni og kom­ met ind med en blodvabel på tommelfingeren han ville have sin mor til at se på, og havde ikke meget andet at sammenligne det med. Kun én 11

Den smalle vej til det dybe nord.indd 11

08/04/15 13.04

gang tidligere havde han set en voksen mand græde, et forbløffende syn da hans bror Tom vendte hjem fra Den Store Krig i Frankrig og steg af toget. Han havde svinget sin vadsæk op på det varme støv på vigesporet og var pludselig bristet i gråd.

Dorrigo Evans havde betragtet sin bror og undret sig over hvad der kunne få en voksen mand til at græde. Senere blev gråd slet og ret en bekræftelse af følelser, og følelser det eneste kompas i tilværelsen. Fø­ lelser blev moderne, og det at blive bevæget blev et teater hvor folk var skuespillere som ikke længere var klar over hvem de var uden for sce­ nen. Dorrigo Evans skulle komme til at leve længe nok til at opleve alle disse forandringer. Og han skulle komme til at mindes en tid hvor folk havde skammet sig over at græde. Hvor de frygtede den svaghed det var tegn på. De problemer det ville føre til. Han skulle komme til at leve længe nok til at se folk modtage hyldest for ting der ikke var værdige at hylde, simpelthen fordi sandheden blev betragtet som skadelig for deres følelser.

Den aften Tom kom hjem, brændte de den tyske kejsers billede på et bål. Tom sagde ikke noget om krigen, tyskerne, gassen, tanksene eller skyttegravene de havde hørt om. Han sagde slet ikke noget. En enkelt mands følelser kan ikke altid måle sig med hele tilværelsens omfang.

Nogle gange kan de slet ikke måle sig med ret meget. Han blev bare ved med at stirre ind i flammerne.

2 En lykkelig mand har ingen fortid, mens en ulykkelig mand ikke har andet. På sine gamle dage var Dorrigo Evans aldrig helt sikker på om det var noget han havde læst, eller om han selv havde fundet på det.

Fundet på, blandet sammen og ødelagt. Ubønhørligt ødelagt. Sten til grus til støv til mudder til sten, og sådan drejer verden rundt, som hans mor plejede at sige når han krævede grunde til eller en forklaring på at 12

Den smalle vej til det dybe nord.indd 12

08/04/15 13.04

verden var endt med at være på den ene eller den anden måde. Verden er, sagde hun så. Den er bare, dreng. Han havde prøvet at vride stenen fri af et fremspring for at bygge en fæstning til en leg han var i gang med, da en anden, større sten faldt ned på hans tommelfinger og afstedkom en stor, dunkende blodvabel inde under neglen.

Dorrigos mor løftede ham op på køkkenbordet hvor lyset fra lampen var bedst, undgik Jackie Maguires mærkelige blik og førte sin søns tom­ melfinger ind i lyset. Ind imellem sine hulk formåede Jackie Maguire at få sagt et par ting. Ugen forinden havde hans kone taget toget til Laun­ ceston sammen med deres yngste barn, og var ikke kommet tilbage.

Dorrigos mor tog sin forskærerkniv. Langs knivsæggen løb der en lys stribe af stivnet lammefedt. Hun stak spidsen ind mellem kullene i kom­ furet. En lille røgring steg til vejrs og tilførte køkkenet en lugt af branket lam. Hun trak kniven ud, og på den rødglødende spids glimtede der nu gnister af strålende, glohedt støv, hvad der i Dorrigos øjne virkede både magisk og rædselsvækkende.

Sid stille, sagde hun og tog hans hånd i så fast et greb at det gav ham et chok.

Jackie Maguire var i færd med at fortælle hvordan han havde taget posttoget til Launceston og var gået ud for at lede efter hende, men ikke havde kunnet finde hende noget sted. Mens Dorrigo Evans selv så på, rørte den rødglødende spids ved hans negl og begyndte at ryge da hans mor brændte hul gennem neglebåndet. Han hørte Jackie Maguire sige – Hun er forsvundet fra jordens overflade, fru Evans.

Og røgen blev afløst af en svag strøm af blod fra hans tommelfinger, og så var smerten fra hans blodvabel forsvundet sammen med rædslen for den rødglødende forskærerkniv.

Af sted med dig, sagde Dorrigos mor og verfede ham ned fra bordet.

Kom så af sted med dig, dreng.

Forsvundet! sagde Jackie Maguire.

Alt dette foregik dengang verden var stor, og øen Tasmanien stadig udgjorde hele verden. Og blandt dens mange fjerne og glemte udsteder var få mere glemte og afsides end flækken Cleveland med dens godt 13

Den smalle vej til det dybe nord.indd 13

08/04/15 13.04

fyrre sjæle hvor Dorrigo Evans boede. En gammel gennemgangsby for straffefanger der som følge af strenge tider var faldet af på den og ud af historien, og nu overlevede som vigespor for jernbanelinjen med en håndfuld faldefærdige bygninger i tidlig 1800­talsstil og spredte, veran­ daprydede træhuse som husly for dem der havde måttet udholde et år­ hundredes landflygtighed og tab.

Den lå omgivet af skovområder med snoede eukalyptustræer og sølv­ akacier som bølgede og dansede i heden, og om sommeren var der varmt og hårdt, og om vinteren hårdt, bare slet og ret hårdt. Elektricitet og radio var endnu ikke nået dertil, og havde det ikke nu engang været 1920’erne, kunne det lige så godt have været 1880’erne eller 1850’erne.

Mange år senere havde Tom der som menneske ikke havde brudt sig om allegorier, men måske var blevet tilskyndet, eller det havde Dorrigo i hvert fald på det tidspunkt tænkt, af sin egen forestående død og den medfølgende rædsel for at blive gammel – at alt i tilværelsen kun er allegori, og at den virkelige historie slet ikke finder sted her – sagt at det lignede det lange efterår i en døende verden.

Deres far arbejdede ved jernbanen, og familien boede i en brædde­ hytte ved siden af sporet som tilhørte den tasmanske regering. Hvis van­ det slap op om sommeren, måtte de hente det i spande fra vandtanken tiltænkt damplokomotiver. De sov under skind fra vaskebjørne de havde fanget, og levede hovedsagelig af de kaniner de fangede i fælder, og de dværgkænguruer de skød, og de kartofler de dyrkede, og det brød de bagte. Deres far som havde overlevet depressionen i 1890’erne og set mennesker dø af sult på gaden i Hobart, kunne ikke fatte sit eget held ved at være endt med at bo i et sådant arbejderparadis. I sine mindre sangvinske øjeblikke kunne han også finde på at sige: ‘Man lever som en hund og dør som en hund.’

Dorrigo Evans kendte Jackie Maguire fra de ferieudflugter han ind­ imellem tog på sammen med Tom. For at komme ud til Tom var han nødt til at køre med på ladet af Joe Pikes bil fra Cleveland til frakørslen til Fingal Valley. Mens den gamle trækhest, som Joe Pike kaldte Gra­ cie, skridtede fredsommeligt af sted, svajede Dorrigo frem og tilbage og 14

Den smalle vej til det dybe nord.indd 14

08/04/15 13.04

forestillede sig hvordan han selv forvandlede sig til en af de vildt snoede grene på eukalyptustræerne der pegede op imod og svævede hen over den mægtige blå himmel ovenover. Han kunne lugte fugtig bark og vis­ ne blade og se klanerne af grønne og røde dværgpapegøjer klukke højt oppe. Han indåndede gærdesmutternes og honningfuglenes sang, det piskesmældslignende knald fra de grå slagdrosler afbrudt af Gracies støt­ te klopren og de klirrende og knirkende lyde fra kærrens læderremme og træspigre og jernkæder, en verden af sansninger der vendte tilbage i drømme.

De bevægede sig af sted ad den gamle postrute og forbi posthotel­ let som jernbanen havde gjort det af med, og som nu var forfaldent og nærmest en ruin hvor der boede flere forarmede familier på én gang, heriblandt Jackie Maguires. Med flere dages mellemrum bekendtgjorde en støvsky at en bil var på vej, og børnene dukkede op fra bushen og poststalden og jog efter den larmende sky til deres lunger brændte og deres ben føltes som bly.

Ved afkørslen til Fingal Valley lod Dorrigo Evans sig glide ned, vin­ kede farvel til Joe og Gracie og begyndte at gå i retning af byen Llewel­ lyn der hovedsagelig udmærkede sig ved at være endnu mindre end Cleveland. Når han var nået frem til Llewellyn, satte han kursen mod nordøst gennem indhegningerne, styrede efter det store, snedækkede bjergmassiv Ben Lomond og begav sig gennem bushen i retning af det snedækkede område bag Ben hvor Tom skiftevis arbejdede i to uger med at sætte fælder for vaskebjørne og derefter havde én uge fri. Midt på eftermiddagen nåede han frem til Toms hjem, en hule bag et overdæk­ ket knæk lige under en højderyg. Hulen var en anelse lavere end deres halvtagskøkken, og på det højeste sted var Tom i stand til at stå oprejst med bøjet hoved. I hver ende snævrede den sig ind som et æg, og åb­ ningen var dækket af et forhæng således at det var muligt at have et bål brændende hele natten og dermed varme hulen op.

Nogle gange fik Tom der nu var i begyndelsen af tyverne, Jackie Maguire til at arbejde sammen med sig. Tom havde en god stemme og sang hver aften gerne en sang eller to. Og senere læste Dorrigo i bålets 15

Den smalle vej til det dybe nord.indd 15

08/04/15 13.04

skær højt for Jackie Maguire der ikke kunne læse, og Tom der påstod at kunne, af de gamle numre af Bulletin og Smith’s Weekly der udgjorde de to vaskebjørnejægeres bibliotek. De kunne godt lide når Dorrigo læste op af Tante Roses brevkasse, eller af de bush ballads de anså for kloge eller nogle gange ligefrem meget kloge. Efter nogen tid begyndte Dor­ rigo at lære digte udenad for dem fra en skolebog ved navn The English Parnassus. De holdt mest af Tennysons ‘Ulysses’.

Mens hans koparrede ansigt smilede i skæret fra bålet og lyste klart som en nyvendt plumbudding, sagde Jackie Maguire: Åh, de gamle drenge! De kan altså snøre ordene sammen hurtigere end en messing­ snare kan kvæle en kanin!

Og Dorrigo sagde ikke noget til Tom om det han havde set en uge før fru Jackie Maguires forsvinden: sin bror med hånden oppe under hen­ des kjole mens hun – en lille, intens kvinde af eksotisk mørkt udseende – lænede sig op ad hønsehuset omme bag poststalden. Toms ansigt var vendt ind mod hendes hals. Han havde godt forstået at hans bror var i færd med at kysse hende.

Mange år efter kom Dorrigo ofte til at tænke på fru Jackie Maguire hvis rigtige navn han aldrig fandt ud af hvad var, hvis rigtige navn min­ dede ham om den mad han havde drømt om hver eneste dag i krigs­ fangelejrene – som både var der og ikke var der, pressede sig på inde i hans kranium, noget som altid forsvandt i samme øjeblik han rakte ud efter det. Og efter nogen tid begyndte han knap så ofte at tænke på hende, og efter yderligere nogen tid tænkte han ikke længere på hende overhovedet.

3 Som den eneste i sin familie bestod Dorrigo egnethedsprøven ved grundskolens afslutning og modtog derfor i en alder af tolv et stipen­ dium til Launceston High School. Han var en af de ældste på sin år­ 16

Den smalle vej til det dybe nord.indd 16

08/04/15 13.04

gang. På sin første skoledag kom han i frokostpausen til at befinde sig i den såkaldte øverste gård, et fladt område bestående af vissent græs og støv, bark og blade og med adskillige store eukalyptustræer i den ene ende. Her så han de store drenge fra tredje og fjerde klasse, nogle af dem med bakkenbarter, drenge som allerede var begyndt at få mande­ muskler, stille sig op på to grove rækker og skubbe, puffe og bevæge sig som i en art stammedans. Derpå begyndte magien fra spark til spark.

En af drengene sendte footballen fra sin egen række tværs over gården til den modsatte række. Og alle drengene i denne række løb så sammen hen mod bolden og sprang – hvis den kom højt oppe – til vejrs for at prøve at gribe den. Og lige så voldelig kampen om pointet var, lige så fredhellig var også han det lykkedes for. Og ham tilfaldt også sejrens frugt – belønningen ved at måtte sparke bolden tilbage til den modsatte række hvor processen så blev gentaget.

Sådan fortsatte det hele den timelange frokostpause. De ældste dren­ ge dominerede uundgåeligt og tog både de fleste point og fik de fleste spark. Nogle af de yngre drenge vandt et par enkelte point og spark, men mange kun ét eller slet ingen.

Hele den første frokostpause blev Dorrigo stående og så på. En anden dreng på første årgang forklarede ham at man var nødt til mindst at gå i anden klasse for bare at have den ringeste chance for at komme til at sparke – de store drenge var bare for stærke og for hurtige; de regnede det ikke for noget at hamre en albue i hovedet på nogen eller en knyt­ næve i ansigtet eller et knæ i ryggen for at blive fri for en modstander.

Dorrigo bemærkede hvordan flere af de mindre drenge holdt sig i ud­ kanten af flokken, et par skridt tilbage, klar til at opsamle de spark der fra tid til anden gik for højt og sejlede hen over flokken.

På andendagen sluttede han sig til dem. Og på tredjedagen befandt han sig helt oppe i udkanten af flokken da han hen over skuldrene på dem så et sjusket udspark komme sejlende imod dem højt oppe.

Et øjeblik blev den hængende oppe i solen, og han vidste, at han nu bare skulle plukke den bold. Han kunne lugte pissemyrerne i eukalyp­ tustræerne og mærke de tynde skygger fra deres grene forsvinde da han 17

Den smalle vej til det dybe nord.indd 17

08/04/15 13.04

begyndte at løbe fremad ind i flokken. Tiden stod stille, og han viste sig at have al den plads han havde brug for, inde på samlingspunktet som de største og stærkeste drenge nu styrtede hen imod. Han vidste at den bold som kom dinglende ned fra solen, var hans, og at han bare behø­ vede at række ud efter den. Han havde kun blik for bolden, men kunne godt mærke at han ikke ville kunne nå den ved blot at løbe videre i samme tempo, og derfor sprang han, hans fødder rørte ryggen på én dreng og hans knæ skuldrene på en anden, og på denne måde steg han til vejrs over alle de andre drenge i solens fulde glans. På højdepunktet af deres kamp havde han armene rakt højt op over sig, kunne mærke bolden lande i sine hænder og vidste at han nu godt kunne begynde at falde ud af solen.

Med hænderne fast krammet om bolden landede han så hårdt på ryggen at det slog det meste af luften ud af ham. Han hev gøende efter vejret, kom på benene og stod der i lyset og holdt den ovale bold mens han forberedte sig på nu at lade sig optage i en større verden.

Da han vaklede tilbage, gjorde klyngen respektfuldt plads for ham.

Hvem fanden er du? spurgte en af de store drenge.

Dorrigo Evans.

Det der var suverænt, Dorrigo. Du sparker.

Lugten af eukalyptusbark, det stærke, blå tasmanske lys midt på da­ gen der var så skarpt at han var nødt til at knibe øjnene hårdt sammen for at forhindre det i at skære dem midtover, solens hede på hans stram­ me hud, de andres hårde, korte skygger, fornemmelsen af at stå på en tærskel, af jublende at træde ind i et nyt univers samtidig med at ens gamle stadig var til at kende og holde fast i og endnu ikke var tabt – alt det var han opmærksom på, ligesom han var det på det varme støv, de andre drenges sved, latteren og den mærkelige, rene glæde ved at være sammen med andre.

Spark til den! hørte han nogen råbe. Spark nu til svinet inden klokken ringer og det hele er slut.

Og helt ned i de fjerneste afkroge af sin eksistens forstod Dorrigo Evans at hele hans liv havde været en rejse frem mod dette punkt hvor 18

Den smalle vej til det dybe nord.indd 18

08/04/15 13.04

han et kort øjeblik var fløjet ind i solen, og nu for al eftertid ville være en rejse væk fra det igen. Intet ville nogensinde føles lige så virkeligt for ham. Tilværelsen fik aldrig igen den samme grad af mening.

4 Du er da vist så klog, at du kan undvære hovedet, er du ikke? sagde Amy. Hun lå på sengen i hotelværelset sammen med ham atten år efter at han havde set Jackie Maguire græde foran hans mor, og lod en finger køre rundt i hans tætklippede krøller mens han reciterede Tennysons ‘Ulys­ ses’ for hende. Værelset lå på anden sal i et nedslidt hotel og vendte ud mod en dyb altan som – ved at afskære enhver udsigt til vejen bagved og stranden på den anden side – gav dem en illusion af at sidde ved bred­ den af Sydhavet hvis bølger de uafladeligt kunne høre brydes og trække sig tilbage nedenfor.

Det er et trick, sagde Dorrigo. Ligesom at trække en mønt ud af øret på nogen.

Nej, det er det ikke.

Nej, sagde Dorrigo. Det er det ikke.

Hvad er det så?

Det var Dorrigo ikke sikker på.

Og grækerne og trojanerne, hvad går det alt sammen ud på? Hvad er forskellen?

Trojanerne var en familie. De taber.

Og grækerne?

Grækerne?

Nej. Port Adelaide Magpies. Selvfølgelig grækerne. Hvad er de?

Vold. Men grækerne er vores helte. De vinder.

Hvorfor?

Det var han ikke helt klar over.

Der var naturligvis deres trick, sagde han. Den trojanske hest, et offer 19

Den smalle vej til det dybe nord.indd 19

08/04/15 13.04

til guderne med menneskers død gemt indeni, det ene rummede det andet.

Hvorfor hader vi dem så ikke? Grækerne?

Det var han ikke helt klar over. Jo mere han tænkte over det, desto mere var han ude af stand til at afgøre hvorfor det skulle være sådan, eller hvorfor den trojanske familie havde været dømt til undergang. Han havde på fornemmelsen at guderne blot var et andet ord for tiden, men følte at det ville være lige så dumt at sige noget sådant, som det ville være at antyde at vi aldrig vil kunne vinde over guderne. Men i en alder af syvogtyve, snart otteogtyve, var han allerede temmelig fatalistisk indstil­ let over for sin egen skæbne, hvis ikke over for andres. Det var som om tilværelsen kunne vises, men aldrig forklares, og at ordene – alle de ord som ikke sagde tingene ligeud – for ham var de mest sandfærdige.

Han kiggede hen forbi Amys nøgne krop, hen over den halvmåne­ buede linje mellem hendes bryst og hofteben med glorien af bittesmå hår til derhenne på den anden side af de slidte franske altandøre med deres skallende hvide maling, hvor månelyset ude på havet dannede en smal vej som løb ud af syne og ud i de vidtstrakte skyer. Det var som om det ventede på ham.

End er mit mål At stå hinsides solnedgang og ud Blandt alle vestens stjerner til jeg dør.

Hvorfor elsker du ord så højt? hørte han Amy spørge.

Da han var nitten, døde hans mor af tuberkulose. Han var ikke til ste­ de. Han var ikke engang på Tasmanien, men inde på fastlandet hvor han havde fået et stipendium til at læse medicin på University of Melbourne.

Sandt at sige var der også mere end ét hav imellem dem. På Ormond College havde han mødt mennesker fra fine familier hvor man var stol­ te af sine bedrifter og stamtræer, der strakte sig tilbage før Australiens grundlæggelse til fornemme familier i England. De var i stand til at opregne mange generationer af deres familier, deres politiske embeder, 20

Den smalle vej til det dybe nord.indd 20

08/04/15 13.04

firmaer og dynastiske ægteskaber, deres palæer og fårefarme. Først som gammel nåede han frem til at forstå at meget af det var mere fiktivt end noget Trollope ville have vovet.

På den ene side var det fænomenalt kedsommeligt, på den anden side var det også fascinerende. Han havde aldrig før mødt mennesker med så faste overbevisninger. Jøder og katolikker var mindreværdige, irere var hæslige, og kinesere og aboriginere var ikke engang mennesker. Det var ikke noget de tænkte over. Det var noget de vidste. Han blev forbløffet over de mærkeligste ting. Deres huse af sten. Vægten af deres spisebe­ stik. Deres uvidenhed om andres måde at leve på. Deres blindhed over for naturens skønhed. Han elskede sin egen familie. Men han var ikke stolt af dem. Det største de havde begået, var at have overlevet. Hvor stor en bedrift det var, skulle det tage ham hele livet at anerkende. På dette tidspunkt – og når det blev sat op imod den hæder, rigdom, formue og berømmelse han nu var i færd med at møde for første gang – lignede det imidlertid en fiasko. Og i stedet for at udtrykke skam holdt han sig indtil sin mors død simpelthen væk fra dem. Han havde ikke grædt til hendes begravelse.

Men Dorry, sagde Amy. Hvorfor ikke? Hun lod en finger løbe op ad hans lår.

Senere blev han bange for små rum, folkemængder, sporvogne, tog og dansearrangementer, alt hvad der pressede ham tilbage og lukkede lyset ude. Han fik problemer med vejrtrækningen. Han hørte hende kalde på sig i drømme.

Dreng, sagde hun, kom herhen, dreng.

Men han kom ikke. Han var lige ved ikke at få sin eksamen. Han læste og genlæste ‘Ulysses’. Han spillede football en enkelt gang mere i håb om at finde lyset, den verden han havde fået et glimt af i kirkesalen, og blev ved med at stige op og op mod solen indtil han blev anfører, ind­ til han blev læge, indtil han blev kirurg, indtil han lå der i hotelsengen sammen med Amy og så månen stige op over dalen i hendes mave. Han læste og genlæste ‘Ulysses’.

21

Den smalle vej til det dybe nord.indd 21

08/04/15 13.04

For månen dagen viger, alt mens dybet Med mange stemmer stønner. Venner, kom, At søge en ny verden end er muligt.

Han greb ud efter lyset ved altings begyndelse.

Han læste og genlæste ‘Ulysses’.

Han så atter på Amy. Noget så smukt havde jeg aldrig før set, sagde Dorrigo Evans.

5 Da han vågnede en time senere, havde hun malet sine læber kirsebær­ røde, lagt mascara på sine lysende blå øjne og sat håret op så hendes ansigt lignede et hjerte i midten.

Amy? Jeg skal gå nu.

Amy – Desuden – Bliv.

Hvorfor?

Jeg – Hvorfor? Det har jeg altså hørt – Jeg vil have dig. Jeg vil have dig hvert eneste øjeblik jeg kan få dig.

– for mange gange. Vil du forlade Ella?

Vil du forlade Keith?

Skal gå nu, sagde Amy. Sagde at jeg ville være der om en time. Kort­ aften. Kan du forestille dig det?

Jeg kommer igen.

Gør du?

Det gør jeg.

22

Den smalle vej til det dybe nord.indd 22

08/04/15 13.04

Og så?

Det er egentlig hemmeligt.

Os? Nej. Jo. Nej, krigen. En militær hemmelighed.

Hvad?

Vi sejler. Onsdag.

Hvad?

Tre dage fra – Jeg ved godt hvornår det er onsdag. Hvorhen?

Krigen.

Hvorhen?

Hvordan skulle vi vide det?

Hvor skal du hen?

I krig. Den er overalt, krigen, ikke også?

Får jeg dig at se igen?

Jeg – Os? Og os? – Amy – Dorry, får jeg dig at se igen?

6 Dorrigo Evans kunne mærke halvtreds år passere forbi i den hvæsende rysten af et køleanlæg et sted i nærheden. Hjertetabletten var allerede begyndt at virke, det trykkede mindre og mindre for brystet, det kildrede ikke længere i hans arm, og selv om der stadig var en eller anden vild, indre forstyrrelse hinsides lægevidenskaben tilbage i hans bævende sjæl, følte han sig dog rask nok til at gå fra badeværelset på hotellet til sove­ værelset.

Mens han var på vej tilbage til deres seng, betragtede han hendes nøg­

23

Den smalle vej til det dybe nord.indd 23

08/04/15 13.04

ne skulder med dens bløde kød og rundingen der aldrig ophørte med at pirre ham. Hun løftede et søvndrukkent ansigt halvt op og spurgte – Hvad var det du snakkede om?

Da han lagde sig ned igen og krøb i ske med hende, indså han at hun mente en tidligere samtale før hun var faldet i søvn. Langt derfra – som for at trodse alle de melankolske lyde af den tidlige morgen som drev ind og ud af deres hotelværelse midt i byen – speedede en bil voldsomt op.

Darky, hviskede han ind i hendes ryg som om det var indlysende, og da han indså at det ikke var tilfældet, tilføjede han: Darky Gardiner.

Mens han sagde det, satte hans underlæbe sig fast på hendes hud. Jeg kan ikke huske hans ansigt, sagde han.

Ikke ligesom dit eget ansigt, sagde hun.

Det gav ingen mening, tænkte Dorrigo Evans, Darky Gardiner var død, og det gav ingen mening overhovedet. Og han undrede sig over hvorfor han var ude af stand til at skrive noget så indlysende og simpelt, og undrede sig over hvorfor han var ude af stand til at se Darky Gardi­ ners ansigt for sig.

Det er sørens umuligt at blive fri for, sagde hun.

Han smilede. Han kom aldrig helt til at vænne sig til hendes brug af ord som sørens. Selv om han godt kendte hendes vulgære natur, kræve­ de hendes opdragelse at hun brugte sådanne forældede besynderlighe­ der. Hvordan kunne en kvinde selv nu være i stand til at få ham til at sitre som en fisk?

Umuligt at tænde for fjerneren eller åbne et blad, fortsatte hun med tiltagende glæde over sin egen vittighed, uden at se den næse stikke frem.

Og selv om Dorrigo Evans aldrig selv havde regnet det for noget vide­ re, lod hans eget ansigt også for ham at se til at være overalt. Siden han for to årtier siden var kommet til offentlighedens kendskab i en tv­ud­ sendelse om hans fortid, var det begyndt at kigge tilbage på ham fra alt lige fra invitationer til velgørenhedsarrangementer og erindringsmøn­ ter. Stort næb, verdensfjern og let nusset, nu med hans engang krøllede, mørke hår blot som en tynd, hvid bølge. I de år som for de fleste på hans 24

Den smalle vej til det dybe nord.indd 24

08/04/15 13.04

alder var kendt under betegnelsen forfald, var han endnu en gang i færd med at stige op i lyset.

Uden at han selv var i stand til at forklare hvorfor, var han i de senere år blevet kendt som krigshelt, en berømt og anerkendt kirurg, det offi­ cielle billede på en periode og en tragedie, samt emne for biografier, skuespil og dokumentarfilm. Genstand for veneration, hyldestskrifter, tilbedelse. Han var med på at have en vis mængde træk, vaner og hi­ storie til fælles med krigshelten. Men han var ikke lig med ham. Han havde bare haft mere held med at leve end med at dø, og der var ikke længere lige så mange tilbage der kunne holde fanen højt for krigsfan­ gerne. At afvise ærbødigheden syntes at være en krænkelse af mindet om dem der var døde. Det var han ude af stand til. Og desuden havde han ikke længere energi til det.

Hvad end de kaldte ham – helt, kujon, svindler – syntes det efter­ hånden at have mindre og mindre med ham at gøre. Det hørte til en verden der konstant blev mere fjern og luftig for ham. Han var med på at være beundret af nationen, om end også frygtet af dem der havde skullet samarbejde med ham som aldrende kirurg, og mildt foragtet og formentlig misundt af de mange andre læger der havde gjort tilsvarende ting i andre krigsfangelejre, men som mod deres vilje var nødt til at indse at der fandtes noget i hans person som ikke fandtes i deres, og som havde hævet ham højt over dem i nationens øjne Den fandens dokumentar, sagde han.

Men på det tidspunkt havde han ikke haft noget imod opmærksom­ heden. Måske havde han i sit stille sind også nydt den en smule. Men ikke længere. Han var ikke ubekendt med sine kritikere. Som regel indså han at han var enig med dem. Hans berømmelse forekom ham at være udtryk for svigtende forståelse fra andres side. Han havde undgået det som han anså for at være livets indlysende fejltagelser, såsom politik og golf. Men hans forsøg på at udvikle en ny kirurgisk procedure i forbin­ delse med fjernelse af kræftsvulster på tyktarmen havde ikke haft heldet med sig, og hvad værre var, kunne den indirekte godt have medført flere patienters død. Han havde hørt Maison kalde ham en slagter. I tilbage­ 25

Den smalle vej til det dybe nord.indd 25

08/04/15 13.04

blik havde han muligvis også været uforsigtig. Men han vidste også godt at hvis han omvendt havde haft heldet med sig, ville han være blevet hyldet for sit vovemod og sin fremsynethed. Hans uafladelige skørte­ jageri og de deraf følgende bedrag var skandaler i privat sammenhæng og blev ignoreret offentligt. Han var stadig i stand til at chokere endog sig selv – den lethed og ubesværethed hvormed han var i stand til at lyve, manipulere og bedrage – og så vidt han kunne mærke, lå hans vurdering af sig selv realistisk lavt. Det var ikke hans eneste forfængelighed, men det var en af hans mere tåbelige.

Selv i sin nuværende alder – ugen forinden var han fyldt syvoghalv­ fjerds – var han forvirret over alt det hans natur havde afstedkommet i hans liv. Han var trods alt godt klar over at den samme frygtløshed og modstand mod at acceptere konventioner, den samme glæde ved spil og den samme håbløse sult i ham efter at se hvor langt han kunne presse en situation, der i lejrene havde drevet ham til at hjælpe andre, også havde drevet ham i armene på Lynette Maison, gift med hans nære kollega Rick Maison der ligeledes sad i bestyrelsen for Kirurgsamfundet, en højt begavet, fremragende og helt igennem kedsommelig mand. Og også mere end et par stykker derudover. I det forord han samme dag havde skrevet – uden at tynge det med unødvendige bekendelser – håbede han på en eller anden måde gennem ydmyghedens ærlighed endelig at få stedt disse ting nogenlunde til hvile, at få rehabiliteret sin egentlige rolle som læge, hverken mere eller mindre, og ved at fokusere på de mange glemte også at få rehabiliteret dem i den offentlige hukommelse frem for sig selv. Et eller andet sted følte han denne handling som en nødvendig rettelse og bodsgang. Et eller andet endnu dybere sted var han bange for at en sådan selvfornedrelse, en sådan ydmygelse, blot ville slå endnu mere positivt tilbage i hans egen favør. Han var fanget. Hans ansigt var overalt, men de andres ansigter var han ikke længere i stand til at se for sig.

Jeg er blevet et navn, sagde han.

Hvem?

Tennyson.

26

Den smalle vej til det dybe nord.indd 26

08/04/15 13.04

Det har jeg aldrig hørt før.

‘Ulysses’.

Ham er der ingen der læser længere.

Der er ingen der læser noget som helst længere. De tror Browning er en pistol.

Jeg troede kun det var Lawson der betød noget for dig.

Det er det også. Når det ikke er Kipling eller Browning.

Eller Tennyson.

Jeg er en del af alt hvad jeg har mødt.

Det har du selv fundet på, sagde hun.

Nej. Det er meget – hvad hedder det nu?

Rammende?

Ja. Du kan sagtens recitere det alt sammen, sagde Lynette Maison og lod en hånd løbe ned ad hans rynkede lår. Og meget mere derudover. Men du kan ikke genkalde dig en mands ansigt.

Nej. I forbindelse med døden meldte Shelley sig hos ham, sammen med Shakespeare. De meldte sig hos ham uden at være indbudt og var nu lige så meget en del af hans liv som hans liv. Som om et liv kunne rum­ mes i en bog, en sætning, nogle få ord. Så enkle ord. Nu er du kommet til en dødens fest. Det blege, det kolde, det drømmende smil. Åh, de gamle drenge.

Døden er vor læge, sagde han. Han fandt hendes brystvorter forun­ derlige. Ved middagen samme aften havde der været en journalist som havde spurgt ham om bomberne over Hiroshima og Nagasaki.

En enkelt gang, måske nok, sagde journalisten. Men to? Hvorfor to?

De var uhyrer, sagde Dorrigo Evans. De fatter det ikke.

Journalisten havde spurgt om kvinderne og børnene også var uhyrer?

Og deres ufødte børn?

Stråling, sagde Dorrigo Evans, påvirker ikke kommende generatio­ ner.

Men det gik spørgsmålet ikke ud på, og det var han godt klar over, og 27

Den smalle vej til det dybe nord.indd 27

08/04/15 13.04

desuden var han faktisk ikke klar over om det var muligt for stråleskader at blive overført. For lang tid siden havde nogen fortalt ham at det ikke var det. Eller at det var. Det var svært at huske. Nu til dags forlod han sig på den stadig mere skrøbelige antagelse at det han sagde, var rigtigt, og at det der var rigtigt, var det han sagde.

Journalisten sagde at han havde lavet en historie om de overlevende, havde mødt og filmet dem. Deres lidelser, havde han sagt, var forfærde­ lige og varede hele livet.

Det er ikke sådan at De slet ikke ved noget om krig, unge mand, hav­ de Dorrigo Evans sagt. Det er bare sådan at De kun har lært en enkelt ting. Og krig er mange ting.

Han havde vendt sig bort. Og derefter vendt sig om igen.

I øvrigt, kan De synge?

Nu prøvede Dorrigo at slippe af med sit minde om denne triste, aka­ vede og rent ud sagt pinagtige meningsudveksling på samme måde som altid, igennem kød, og holdt om det ene af Lynettes bryster med vorten mellem to fingre. Men hans tanker var fortsat andetsteds. Uden tvivl vil­ le journalisten kunne optræde med den historie i al evighed, om krigs­ helten der i virkeligheden var en krigsgal, atomliderlig, senil gammel tåbe der sluttede af med at spørge ham om han kunne synge!

Men noget ved journalisten havde mindet ham om Darky Gardiner, selv om han ikke kunne sige hvad. Ikke hans ansigt, heller ikke hans opførsel. Hans smil? Hans frækhed? Hans vovemod? Dorrigo var blevet irriteret over ham, men han måtte beundre hans modvilje mod at bøje sig for autoriteten i Dorrigos berømthed. En form for indre stringens – integritet, om man vil. En insisteren på sandheden? Han var ikke i stand til at afgøre det. Han var ikke i stand til at pege på en trækning som var den samme, en gestus, en vane. En mærkelig skamfølelse begyndte at trænge sig på inden i ham. Måske havde det været tåbeligt af ham. Og forkert. Han var ikke længere sikker på noget. Måske havde han ikke været sikker på noget som helst siden den dag Darky fik prygl.

Jeg bliver en ådselæder, hviskede han ind i hendes øres konkylie, et organ hos kvinder som han med dets bløde, snoede hvirvel fandt usige­ 28

Den smalle vej til det dybe nord.indd 28

08/04/15 13.04

ligt bevægende, og som for ham at se altid forekom at være en invitation til eventyr. Han kyssede hendes øreflip helt blidt.

Du burde sige hvad du mener, med dine egne ord, sagde Lynette Maison. Dorrigo Evans’ ord.

Hun var tooghalvtreds og for gammel til at få børn, men ikke til at begå dumheder, og foragtede sig selv for det greb den gamle mand havde om hende. Hun var godt klar over at han ikke blot havde en kone, men også en anden kvinde. Og desuden, havde hun mistanke om, mindst én til derudover. Selv den sanselige hæder ved at være hans eneste elskerinde manglede hun. Hun kunne heller ikke selv forstå det. Han lugtede surt af alderdom. Hans bryst hang og forsvandt ud i rynkede brystvorter; han var upålidelig som elsker, og alligevel fandt hun det mærkeligt helbre­ dende på en måde hinsides al fornuft. Sammen med ham mærkede hun den uangribelige tryghed ved at være elsket. Og alligevel var hun også godt klar over at en del af ham – den del hun begærede mest, den del i ham der lyste op – forblev uhåndgribelig og ukendt. I hendes drømme svævede Dorrigo altid nogle centimeter over hende. Ofte når hun havde med ham at gøre, kunne hun i dagens løb blive bevæget til raseri, be­ skyldninger, trusler og kulde. Men når hun sent om natten lå ved siden ham, ønskede hun intet andet.

Himlen var grumset, sagde han, og hun kunne mærke ham gøre sig klar til at rejse sig igen. Den var hele tiden på vej væk, fortsatte han, som om den heller ikke kunne holde det ud.

29

Den smalle vej til det dybe nord.indd 29

08/04/15 13.04

– The Guardian

En storslået roman.

– New York Times

Smukt fortalt og enormt bevægende. En klassiker in spe.

– The Observer

Et klassisk stykke litteratur af en forfatter i verdensklasse.

– Washington Post

Sønderknusende menneskelig og af en varig kvalitet.

– Seattle Times Nogle år vinder rigtig gode bøger Man Booker-prisen, men i år går den til et mesterværk.

- A.C. Grayling, formand for Man Booker-prisjuryen 2014, i sin pristale til Richard Flanagan.

RIC HARD FL ANAG AN

Richard Flanagans inderligt smukke roman er en fortælling om kærlighedens og dødens mange former, om krig og sandhed, længsel og tab. Et ømt vidnesbyrd om at kun det tabte varer evigt.

En ufatteligt smuk roman.

– Sunday Times

DEN SMALLE VEJ TIL DET DYBE NORD

RICHARD FLANAGAN (f. 1961 på Tasmanien) er en af Australiens fremmeste nulevende forfattere. Med romaner som Goulds bog om fisk og Den ukendte terrorist har han modtaget adskillige internationale priser, senest den prestigefyldte Man Booker-pris, og forfatterskabet er oversat til 26 sprog. Richard Flanagans far, som døde den dag, forfatteren færdiggjorde sit arbejde med Den smalle vej til det dybe nord, var blandt de krigsfanger, der overlevede arbejdet på ThailandBurma-jernbanen.

August 1943: Den australske krigslæge Dorrigo Evans hjemsøges af tanken om sin store kærlighed, den smukke Amy. Dag for dag kæmper han for sit eget og sine mænds liv i en brutal japansk krigsfangelejr under opførelsen af den berygtede Thailand-Burma-jernbane. Dorrigo ved at krigens vanvid må slutte, og at han igen vil få Amy at se. Men en dag modtager han et brev der får konsekvenser for resten af hans liv.

VINDER AF MAN BOOKER-PRISEN 2014

RICHARD FLANAGAN

En symfoni af ømhed og kærlighed, en bevægende, stærk fortælling der indfanger livets fulde længde og bredde. Et mesterværk.

DE N S M ALLE V E J TIL DET DY B E NORD

ISBN 9788740021448

Flanagans roman er et mesterværk, intet mindre. – Financial Times RO MA N • PO L ITIKE N S FOR LAG

Din blomst i håret, sagde Dorrigo Evans. Den er – Han havde ingen anelse om hvad blomsten var.

Stjålet, sagde Amy. Hun lod til at have ubegrænset tid til at vurdere ham, og efter at have gjort det og fundet ud af at han faldt i hendes smag, lo hun på en måde der fik ham til at føle at hun i ham havde fundet alt det mest attraktive i verden. Det var som om hendes skønhed, hendes øjne, alt hvad der var vidunderligt og fortryllende ved hende, nu også fandtes i ham.

Kan du lide den? spurgte hun.

Virkelig godt.

Fra en kameliabusk, sagde hun og lo igen.