Den tavse frisør læseprøve

Den tavse frisør

Af samme forfattere:

Forkynderen (2014)

Dømt (2022)

Den tavse frisør

Hun lånte sygeplejerskens lille kontor. Et trangt lokale, oversvømmet med grej. EKG-monitor, dropstativ, en station med øjenskylleflasker og en bakke med nødtørftigt tandlægeudstyr. En briks med et gult lagen og en pude under. Der bad hun ham tage plads.

Udenfor kunne hun høre sygeplejersken gå uroligt rundt. Hun var tydeligvis på fornavn med alle, der arbejdede på boreplatformen, og havde sendt Vidar Andersen et langt blik, da han var blevet ledt ind i lokalet. Han havde sovet, selv om klokken var tre om eftermiddagen, han havde haft nattevagt. Hans mørke hår var uglet, bevægelserne i hans store krop var stadig stive af søvn, men hans øjne var opmærksomme.

Thea Krogh sank et par gange for at tage de propper i ørerne, som den lange helikoptertur ud til Norweegen Horizon havde givet hende. Hun var linjechef for den ene af de to efterforskningsenheder ved Østjyllands Politi, og det var i den egenskab, hun befandt sig på boreplatformen. Klatreturen op til sygeplejerskens kontor på gangbroerne, der svajede i vinden, havde heller ikke hjulpet. Hun frøs, så hun rystede, på trods af den termodragt, hun havde fået udleveret i Esbjerg Lufthavn. Og selv om de var midt ude på havet, var der en underlig grynet fornemmelse i luften, som tunge partikler af støv.

Han ville ikke sidde ned.

“Hvad er der sket?” spurgte han hæst.

Thea forsøgte at få øjenkontakt med ham, og først da det var lykkedes, fortsatte hun. Talte langsomt og roligt.

“Vidar, Lisa er fundet død i jeres hjem her til formiddag. Hun havde fået et slag i hovedet og blev erklæret død, da ambulanceredderne ankom. Det gør mig ondt.”

Han stod der bare. I lang tid.

“Jamen,” sagde han så. “Er I sikre?”

Den reaktion var hun vant til. Faktisk spurgte folk tit sådan, når de blev underrettet om et familiemedlems dødsfald. Et desperat greb efter en anden virkelighed, som var til at forhandle med. Mindre ultimativ.

“Ja,” svarede hun. “Din kone er død.”

“Det forstår jeg ikke.”

Farven forsvandt fra hans ansigt.

“Hvem fandt hende?”

“En kollega fra salonen.”

Han nikkede. “Iben. Må det have været.”

Først da lagde hun mærke til den lille melodi i stemmen, som afslørede, at han var nordmand.

Thea havde før skullet overlevere den slags nyheder, og reaktionerne var overraskende ens. Alligevel holdt hun øje med, hvordan han opførte sig. Ledte efter tegn, der afveg fra normalmønstret.

“Et slag i hovedet, sagde du? Er hun faldet?”

“Vi er ved at undersøge omstændighederne,” sagde hun. “Jeg har bedt sygeplejersken informere din chef. Vi to flyver med helikopter tilbage til Esbjerg og derfra videre hjem til Roslinge.”

“Kan jeg … se hende?”

“Hun bliver kørt til Retsmedicinsk Institut, når vi er færdige med undersøgelserne i jeres hjem. Du kan se hende der, når du er klar.”

Han rystede på hovedet, lod ordene rodfæste sig.

“Retsmedicinsk. Jeg … må jeg have lov at foretage et opkald?”

Hun nikkede, og han trådte ud på den anden side af døren. Hun kunne se ham gennem en lille rude af plexiglas. Han travede rundt i

små cirkler og så oprevet ud. Efter et par minutter kom han tilbage, nu var der spor af tårer i hans ansigt og bæven i hans stemme.

“Jeg … det var min mor. Jeg syntes …”

Han gjorde ikke sætningen færdig. “Hvad med Lisas søster?”

“Vi har nogen ude at underrette hende,” sagde Thea. “Vil du pakke det, du har brug for? Piloten siger, vi skal afsted så hurtigt som muligt. Der er meget vind.”

Han nikkede. Så kneb han øjnene sammen og betragtede hende.

“Har jeg ikke set dig før?”

“Måske. Jeg kommer af og til i Roslinge, jeg er lige flyttet ud i nærheden.”

“Kom du i Lisas salon?”

“En enkelt gang. Jeg …”

“Så kendte du hende,” sagde han fast. “Så må du have kendt Lisa.”

“Hvad får dig til at sige det?”

Hans ansigt skiftede karakter, en pludselig varme strøg hen over det.

“Hvis du kun er kommet der en enkelt gang, så har Lisa helt sikkert stået for det, du skulle have lavet. Hun tager altid nye kunder selv. Og hvis du er ny, så har hun spurgt dig om alt muligt, hvem du er, og hvor du bor. Og garanteret prøvet at få dig med til nogle af sine arrangementer, er det ikke rigtigt? Det er noget, man siger til tilflyttere i Roslinge: Hvis du vil have nye venner her, så start nede i salonen hos Lisa.”

Thea nikkede. Der havde været meget snak ved hendes ene besøg i Roslinges frisørsalon. Muntert og ikke så anstrengende, som det af og til kunne være. Frisøren havde været hjertelig, og det var vistnok rigtigt, at hun havde foreslået Thea nogle steder at engagere sig. En kreagruppe, noget fundraising og et udvalg, der stod for byfesten. Hun havde ikke fået gjort noget ved det endnu, der var stadig fyldte flyttekasser at pakke ud og et helt liv at få på skinner igen. Hun så medlidende på nordmanden, der netop havde talt helt almindeligt om Lisa, som om hun stadig var i live. Nu kunne hun se på hans ansigt, at den kendsgerning ramte ham som et godstog.

“Vi er nødt til at komme afsted,” sagde hun.

Sygeplejersken smøg sig ind i lokalet og holdt Vidar tilbage for at sige noget til ham, mens Thea gik ud. Hun noterede sig, at sygeplejersken lagde hånden på hans arm og talte lavt og indtrængende til ham. Hvad der blev sagt, kunne hun ikke høre, men hun følte sygeplejerskens blik på sig og den beskyttende, næsten moderlige hånd på Vidar. På gangen mærkede Thea igen, hvordan hele platformen svajede og åndede omkring hende. Hun tog sikkerhedshjelmen på og begyndte at klatre op imod helipad’en med Vidar efter sig.

“Skal den hund være her?” spurgte den rødhårede kriminaltekniker på en måde, som gjorde det tydeligt, at det ikke var et spørgsmål. Bjørn Devantier, landbetjent i Roslinge, trak modvilligt af med Moos og satte den ind bag i bilen. Schæferen sendte ham et par våde øjne gennem ruden. Han slog irriteret ud med armene mod teknikeren, som ignorerede ham og forsvandt ind i huset med den hvide heldragt raslende i efterårsvinden. Så gik Bjørn om til førersiden og fiskede sin gamle, gule termoflaske frem fra bilens indre. Skænkede en kop kaffe og lænede sig op ad bilen, mens han betragtede huset. Lige nu var det teknikerne fra Nationalt Kriminalteknisk Center, der sammen med den lægelige findestedsundersøger fra Retsmedicinsk Institut bestemte slagets gang, og de bevægede sig adstadigt ind og ud med deres kasser og instrumenter. De arbejdede lydløst og metodisk, havde været i gang i et par timer allerede. Om lidt var det Bjørns tur til at se hende.

Huset var i gule sandsten og af den type, man i Aarhus ville have kaldt liebhaveri og betalt en mindre formue for, selv om det ikke var særlig stort. Matglaseret tegltag og smukke, romantiske linjer med en svungen stentrappe og solide havemure, hvor vedbend og klematis igennem mange år havde lavet et genstridigt vægtæppe. Bag dem en have med gamle træer og udsigt til de brune stubmarker. Den type ejendom, bymennesker drømte om at købe, når de kørte forbi i weekenden på vej ud til sommerhusene og Mols Bjerge. Og som de af og

til faktisk købte, når først de havde tjekket priserne. I Roslinge og Vilå var huspriserne langsomt, men sikkert stigende, men herude i ingenmandslandet mellem de to byer var det stadig en hovedpine for realkreditforeningerne, og kvadratmeterpriserne var fristende lave.

Bjørn kendte landstederne i sit opland, både dem, der var vokset til med skrot, snerler og gamle rustne barnevogne, og dem, der blev vedligeholdt og passet godt på. Huset her var i den sidste kategori. Indkørslen var luget, vinduespartierne nymalede, og på den smukke trappe tronede to grå zinkkrukker med oliventræer, som han til sin morskab havde konstateret, var blevet lokalsamfundets eget lille stædige statussymbol. Selv kunne han ikke drømme om at købe en plante, der skulle ind om vinteren.

Ud ad hoveddøren dukkede Bo Faber op, embedslægen, som nu trak mundbindet ned om halsen. Han gik hen til Bjørn og smilede, det gjorde han som regel. Han bragte altid en form for venlig professionalisme til et gerningssted, som Bjørn værdsatte midt iblandt de mange dystre ansigter.

“Er Thea Krogh ude og underrette manden?”

Bjørn nikkede. “De er nok først tilbage i aften. Han arbejder langt pokker i vold ude i Nordsøen. Tyrafeltet. Hun var nødt til at tage en helikopter.”

“Ja, det er da en lang tur,” sagde Faber. “Nå. Vi obducerer selvfølgelig. Vil du se afdøde, før vi kører?”

Bjørn nikkede. Han havde ikke lyst, men der var ingen vej udenom. Embedslægen måtte have noteret sig hans tøven, for nu spurgte han:

“Kendte du hende?”

“Ja,” sagde Bjørn. “Jeg kendte hende.”

Lisa Andersen lå på gulvet. Det hvide uldtæppe, der lå under hende, havde opsuget blodet, der flød fra hendes hoved, og sendt det ud i fibrene i en stor plamage. Hun lå i stuen ved siden af en stor flyder af en sofa og et sofabord i massivt, mørkbejdset træ. På ryggen med overkroppen drejet, som om hun havde været ved at vende sig om, men havde måttet opgive. Hun havde et par sorte jeans på og en navyblå

T-shirt, der var gledet lidt op over maveskindet. Eftermiddagssolen stod ind i striber gennem nedtrukne persienner og efterlod stuen i et dunkelt, gulligt halvmørke.

Bjørn trak vejret dybt under mundbindet og undgik at se på hendes ansigt, indtil Faber pegede direkte på det.

“Hovedet,” sagde han. “Hun har fået et par ordentlige slag.”

“Sofabordet? Har hun ramt det i faldet?”

“Ja, men ikke kun. Prøv at se.”

Embedslægen pegede med en latexbeklædt hånd. “Hun har en læsion bag øret. Der har hun nok ramt bordet. Men se panden.”

Han strøg forsigtigt en flig af pandehåret til side. Håret var langt og platinblondt, men i panden var det blevet en klistret, mørk masse. “Der er et slag her også. Jeg kan ikke umiddelbart se, hvad det stammer fra.”

“Er det det, der har dræbt hende?”

“Det vil jeg gætte på, ja. Eller måske en kombination af de to hovedskader. Og hun har ligget noget tid.”

“Hvor længe?”

“Et par døgn, i hvert fald. Mit foreløbige bud hedder fredag.”

Bjørn tvang sig selv til at se på hende. Øjnene var lukkede, heldigvis. Hendes ansigt var stivnet i noget, der hverken var fredfyldt eller forpint. Som en slags grålig maske, der lå så fjernt fra det smittende smil og de travle bevægelser, han forbandt med Lisa Andersen, Roslinges lokale frisør. Hun var midt i fyrrerne, vidste han. Sådan en, alle i Roslinge kendte. Formand for byfestudvalget, bestyrelsesmedlem i idrætsforeningen, en dynamo af virkelyst i de uger, hvor hun var alene. Så kom manden hjem fra boreplatformen, og Lisa holdt sig mere hjemme. Han havde hørt folk joke med, at det gjaldt om at lægge møder og den slags på de rette tidspunkter, hvis der for alvor skulle udrettes noget i Roslinge. Lisa Andersen fik ting til at ske, men ikke i de uger, hendes mand var hjemme.

Bjørn havde aldrig været inde i hendes hus før.

Han så sig om. På sofabordet stod et par glas med sorte mærker efter

teknikernes grafitpulver. Et ølglas og et højt, slankt vinglas. I sofaen og på gulvet omkring Lisa flød det med papirer og bøger. Et billede var revet ned fra væggen og lå med knust glas omkring sig.

“Hun har raseret stedet. Eller været oppe at slås. Haft nogen med hjemme, måske. Det forlyder, at døren stod åben,” sagde Bjørn.

Faber nikkede. “Og hun har været ved at vaske. Der er vådt sengetøj i vaskemaskinen.”

Mens den sætning hang i luften mellem dem, kom den rødhårede tekniker ind i stuen.

“Dig med hunden. Er det dig, der er sagsbehandler på den her?” spurgte hun.

“Det er linjechef Thea Krogh,” sagde Bjørn. “Hun er ude at informere afdødes mand. Hendes makker, Troels Bendtsen, er stedfortræder indtil da. Tror, du kan finde ham i haven, han taler i telefon.”

“Og du er?”

“Landbetjenten.”

“Du var den første herude?”

“Nej. Det var afdødes kollega. Lisa skulle være mødt på arbejde i dag, og da hun ikke dukkede op, kørte hendes kollega, Iben Sørensen, herud og fandt hende,” sagde Bjørn og genkaldte sig Ibens stemme i telefonen, da hun var blevet stillet om til ham. Hun havde været næsten usammenhængende. En betjent fra den første vogn på stedet havde kørt hende tilbage til Roslinge, hun havde været tydeligt chokeret.

“Vi er klar til at køre med afdøde,” sagde teknikeren. “Vi har i øvrigt hverken fundet mobiltelefon eller PC. Hundene fra Gruppe 1 er på vej for at undersøge haven.”

“Det er fint,” sagde Faber. Bjørn trådte til side og lod dem komme til med båren. Så dem pakke papirsposer om hænder og fødder, hæve kroppen forsigtigt og løfte det lange, næsten kridhvide hår på plads, inden det blev pakket nænsomt ind. Et par blodmættede lokker satte mærker på de hvide latexhandsker.

Bjørn gik langsomt rundt i stuen, som var et åbent alrum. Køkkendelen var veludstyret med en stor hvid kogeø og indbyggede hvide-

varer i blankt stål. På køleskabet hang en magnetisk indkøbsliste, en af de husstandsomdelte årskalendere, der var en reklame for et lokalt advokatfirma, med Vidars rejseuger markeret med grønt og en masse billeder af ægteparret. Feriebilleder fra strande, de to tæt omslynget med hver sin cocktail i hånden, et par stykker fra et bjerglandskab, der lignede en vandretur. En dyr espressomaskine fyldte det halve køkkenbord, ved siden af stod en bakke med forskellige poser med kaffebønner, en elektrisk mælkeskummer og et glas med mørkebrunt muscovadosukker. Der stod et stort vinkøleskab i mørkt egetræ, med hvad der lignede over to hundrede flasker vin, tre forskellige displays viste forskellige temperaturer. De manglede tydeligvis ikke penge. En halv flaske bordeaux stod i køkkenvasken, og i en glasskål på kogeøen summede bananfluerne om et par runkne æbler. Ellers var køkkenet ryddeligt. En hvid kalender lå opslået på kogeøen, den var et virvar af farver, aftaler sirligt skrevet ind med grønt, blåt og rødt og et par Post-its i lyserød. En af de lyserøde lapper stod på i fredags, Bjørn noterede sig teksten M, fre 12.

Med raslende beskyttelsesdragt gik han en tur rundt i resten af huset. Alt virkede sirligt, et ordensmenneskes domæne og også, tænkte han, en kvindes. Måske var det, fordi han vidste, at manden var borebisse, men alt i huset virkede på en måde småt, og han havde svært ved at se Vidar Andersens tilstedeværelse.

Det så ikke ud, som om huset var blevet gennemrodet andre steder end i stuen. Havde hun været oppe at slås, var det muligvis kun foregået på ganske få kvadratmeter, før nogen havde overmandet hende.

“Hvad har vi med at gøre her?” spurgte han Faber, der stod og ventede på ham henne ved døren, hvor en fotograf var ved at kante sig ind med sit udstyr. Embedslægen trak på skuldrene.

“For tidligt at sige, desværre. Vi må have undersøgt, hvordan hun er faldet. Om hun har fået begge de slag mod bordet, eller om nogen, som det ene slag antyder, har ramt hende med overlæg. Og hvad vi kan finde af spor herinde.”

“Drab?”

“Kan ikke udelukkes. Men heller ikke fastslås på nuværende tidspunkt. Jeg vil da sige, at jeg anser sådan et dødsfald her for mistænkeligt.”

Bjørn nikkede mod rodet på gulvet. Det var typisk Faber, at han aldrig kom med antagelser eller for tidlige konklusioner. Prisværdigt. Og lidt irriterende.

“Vil du ikke mene, der er tegn på håndgemæng?”

Bo Faber smilede. “Jeg vil mene, der er tegn på, at nogen har smidt med tingene herinde. Men det kan også være afdøde selv. Drukket vin, fået nok af det hele. Det er set før. Men som sagt: Vi klør på, til vi har flere svar.”

Bjørn nikkede.

Fotografen gik på knæ, placerede omhyggeligt sin medbragte lampe og begyndte at fotografere der, hvor liget af Roslinges frisør få øjeblikke tidligere havde ligget.

Iben Sørensen så på ham, mascaraen løb ned over kindbenene. Hun gik rundt i små cirkler bag den cremefarvede frisørskranke og trak vejret hivende. Nogen bankede på glasdøren ind til salonen, hun for sammen.

“Kan folk ikke fatte, at de skal holde sig væk?” skingrede hun og pegede på skiltet, hun havde tapet op. Lukket resten af dagen pga. dødsfald

“Men ih nej, alle synes, de har krav på en forklaring.” Hun græd igen. “Jeg har en brud, der kommer til prøveopsætning om 20 minutter.”

Salonen var smagfuldt indrettet, det kunne selv Bjørn, som ellers ikke forstod sig specielt på indretning, se. Farverne var diskrete, selv de hundedyre shampooer, der var til salg, matchede interiøret. Der var et venteområde med et par loungestole, dækket med blødt, hvidt lammeskind og en hel levende væg med frodigt-grønne sukkulenter, der drak af et rislende vandingssystem. Der var arbejdet med belysningen, som var afdæmpet bortset fra rækker af klare spots, der skinnede over de tre frisørstole i hvidt læder. Folk fra hele oplandet benyttede salonen, og det var alligevel lidt af en bedrift i en by, hvor godt halvdelen af befolkningen ikke så med milde øjne på sådan noget fancy noget, udtalt fangsi.

“Kan vi gå ud bagved?” foreslog Bjørn, og hun tog ham med om i

et meget lille tekøkken med to hvide pindestole, et klapbord og en lille køkkenafdeling med vask og en mikroovn. Han måtte kante sig ind på plads.

“Iben,” sagde han. “Prøv lige at kigge på mig. Træk vejret. Skal vi have fat i nogen? Skal jeg ikke ringe til din far?”

Hun rystede på hovedet.

“Jeg har allerede ringet efter ham. Vil du have noget?” spurgte hun og slog ud med hånden mod bordet. På køkkenbordet stod en espressomaskine og en trækasse med farvestrålende tebreve af den slags, der har lange titler og mange ingredienser. Han rystede på hovedet. Betragtede hende. Iben Sørensen havde mørkt, kort hår og en trind krop, sorte bukser og en løsthængende hvid skjorte på og et par lange læderstøvler med en lille hæl, som larmede, når hun nu uroligt gik rundt i lokalet. Hun var nok sidst i tyverne, og han kendte hendes far en smule fra den oldboys hockeyklub, han af og til spillede i og drak øl med om tirsdagen. Han vidste, at hun havde døjet med depression som ung og havde taget en erhvervsuddannelse som frisør i Randers. Der havde været noget med penge, huskede han, en form for gæld fra et overforbrug, som hendes far havde bøvlet med. Måske de der forbandede kviklån. At Lisa havde taget Iben under sin vinge med en elevplads i salonen, var typisk Lisa. Altid projekter, altid den der dragning mod dem, der havde det svært. Sympatisk, selvfølgelig, men også et personlighedstræk, han som landbetjent havde lært at være ekstra opmærksom på. Balancen mellem redningskomplekset, følelsen af kun at have det godt med sig selv, når der var nogen at hjælpe, og så den kærlige udstrakte hånd til dem, der havde brug for det.

Selv måtte han erkende, at han simpelthen bare ikke brød sig om Iben. Der var noget med den uro, der opstod omkring hende. Ikke kun nu, men altid. Det latente drama. Selv om dramaet lige nu var virkelighed.

“Rolig, Iben. Vil du ikke prøve at sætte dig ned? Fortæl, hvad der skete.”

Hun tog en dyb indånding og satte sig. Bjørn gjorde det samme.

“Lisa skulle have været mødt ind i dag klokken 10 til sin første kunde. Kvart over ringede jeg så til hende, kunden var skidesur og kørte igen. Lisa kommer aldrig for sent, vi lever jo af tilfredse kunder. Så jeg vidste bare med det samme, at der var noget galt, ikke? Og da jeg var færdig med min første kunde, og Lisa stadig ikke svarede på mine opkald, satte jeg et skilt på døren med Straks tilbage og kørte ud til hende.”

“Hvornår kørte du derud?”

“En klip med vask og føn tager cirka tre kvarter, så den var vel kvart i elleve.”

“Hvad med dine andre kunder, aflyste du dem?”

Hun trak på skuldrene.

“Jeg havde en halv times pause dér. De fleste vil jo helst have Lisa, ikke? Hun har haft salon i byen i otte år. For mange er jeg nok stadig hende eleven. Selv om jeg har været udlært i tre år nu, faktisk.”

Hun trak igen på skuldrene.

“Okay. Så du kørte derud. Hvad tog det dig, et kvarter i bil?”

Hun nikkede.

“Lisas bil holdt i indkørslen, da jeg ankom. Jeg bankede på. Døren stod på klem, men jeg bankede på alligevel. Da hun ikke svarede, gik jeg ind.”

“Plejede døren at være låst?”

“Det ved jeg faktisk ikke,” sagde hun. “Jeg har kun været der et par gange for at hente ekstranøglen til salonen, hvis jeg havde glemt min egen. Men altså, Lisa boede jo alene meget af tiden, så jeg ville nok selv have låst, hvis det var mig.”

“Også i dagtimerne?”

Hun overvejede.

“Ja. Nej. Nej, det ved jeg ikke. Her er jo fredeligt nok.”

“Hvad så du, da du kom ind i Lisas hjem?”

Iben trak vejret dybt. “Jeg så bare, at hun lå der. Jeg løb derhen. Jeg kunne se, hun var død. Og så løb jeg ud i bilen og kørte, mens jeg ringede 112.”

“Hvordan kunne du se, at hun var død?”

“Hvad mener du? Der var jo blod ud over det hele, og hun lå helt forvredet.”

“Rørte du ved hende?”

“Det … nej. Det gjorde jeg ikke. Det tror jeg ikke.”

“Hvorfor kørte du egentlig din vej?”

“Jamen, jeg tænkte jo straks … jeg ved ikke, hvad jeg tænkte. At den, der havde gjort det, måske stadig var der. Men så sagde ham inde på 112, at jeg skulle køre tilbage og holde ude ved vejen og vente på, de kom.”

“Du tænker, at nogen har gjort hende fortræd? Ikke, at der er sket en ulykke?”

Hun så forvirret på ham.

“Hvad mener du? Var det da en ulykke?”

Han overvejede sit svar.

“Vi ved jo ikke noget med sikkerhed endnu,” sagde han.

Hun rystede på hovedet.

“Jeg gik bare ud fra … der var så meget blod. Og som der så ud derinde? Det lignede jo, at hun havde været oppe at slås. Der var rodet, og tingene var faldet ud af reolen.”

Hun gik i stå, så forvirret ud. Bjørn tog igen ordet.

“Okay. Hvad skete der så?”

“Så kørte jeg tilbage til Lisas hus, sådan som jeg havde fået besked på. Jeg sad i bilen, indtil patruljevognen kom.”

“Og så du nogen? Eller noget? Mens du sad der?”

“Nej, ingenting. Har I fået fat i Vidar?”

“Vi er i gang med det. Han er jo langt væk, ved du. Det tager lidt tid. Den slags nyheder er vi nødt til at overbringe personligt. Og du må selvfølgelig ikke kontakte nogen indtil da, Iben.”

Hun så fortørnet på ham. “Det har jeg da heller ikke tænkt mig.”

“Nej. Men kan du ikke tage skiltet ned fra vinduet, eventuelt skrive noget andet end dødsfald? Og ringe til kunderne eller skrive på jeres sociale medier, at der er lukket i dag, uden at uddybe? Det går så utro-

lig hurtigt med information i dag, ved du. Og vi vil helst ikke have, at der er pårørende, der læser om det her på Facebook, før vi har haft fat i dem.”

Hun nikkede.

“Hvornår så du hende egentlig sidst? I live, mener jeg?”

Iben overvejede. De kunne igen høre nogen, der tog i salondøren med et utålmodigt rusk.

“Det må have været før weekenden. I torsdags, tror jeg? Det var hende, der åbnede og lukkede, og så mener jeg, hun havde kunder hele dagen. Altså, det kan jeg tjekke helt præcist i aftalebogen.”

“Okay, det må du meget gerne. Var det almindeligt, at Lisa holdt fri fredag før weekenden?”

“Det var ikke så tit, men nogle gange. Tidlig weekend. Det kan man jo tillade sig, når man er ejeren.”

Hun smilede skævt. Så krakelerede hendes ansigt igen i gråd.

“Vi skal tale mere sammen senere, Iben. Men nu skal du først have lidt ro på. Har du nogen, der kan tage sig af dig indtil da?”

“Min far er som sagt på vej,” snøftede hun.

Uden for salonen smilede Bjørn ufrivilligt ved synet af oliventræerne, der igen flankerede døren i hver sin store zinkkrukke. Han lod bilen stå ved vejkanten, åbnede bagsmækken og fæstnede snoren i Moos’ halsbånd. Ivrigt sprang hunden ud, satte sig pænt ved siden af ham og så forventningsfuldt op. Hele dens blanke krop sitrede af energi, så han satte i rask trav ned ad hovedgaden, som var travlt befærdet af pendlertrafikken på ruten inde fra Aarhus. Gik forbi Brugsen, hvis nye parkeringsplads var uddelerens stolthed og de unges nye hæng ud-sted. Forbi det lille tamilske pizzeria, folkeskolen og Wisteriagaden, byens ivrige forsøg på en turistattraktion, som endelig var begyndt at levere på løftet om smukke lilla klaser i begyndelsen af juni, og som nu stod afblomstret og med gyldne blade, der om muligt var endnu smukkere end sommerblomsterne. Bertils Øko-cafe havde taget forskud på halloween med et par gyldne græskar ved indgangen, hele byen ligesom åndede i den friske efterårsvind.

Lisa Andersens salon, Olive, havde ligget i Roslinge, så længe Bjørn kunne huske. Før Lisa havde taget over, havde en ældre dame med småbitte dinglende krøller ejet salonen og udstyret Roslinges damer med de samme tre hårfarver og konfirmandpigerne med deres permanentkrøller. Bodil, hed hun vist. Da hun kom på plejehjem, flyttede Lisa og hendes norske mand til området og købte salonen. Nye salviefarvede vægge, nyt navn, logo og visitkort og de åndssvage oliventræer,

store og dyre med barkede stammer. Og ikke mindst havde hun indført en hel palet af nye hårfarver, sære teknikker, som Bjørns ekskone, Marie, kaldte balayage, og priser, der havde fået et markant nøk opad. Alligevel havde Lisa formået at holde fast i de gamle kunder.

Han kom der aldrig selv, han klarede håret med en trimmer og en køkkensaks. Men Stine var begyndt at tage til Olive for at blive klippet i stedet for i Aarhus, og hun havde altid god sladder med hjem: Hvem havde været sammen med hvem til Open by Night, hvem var ved at gå konkurs, hvem var på valg og stod til formandskabet i skolebestyrelsen, den slags. Ifølge Stine var det ikke, fordi Lisa som sådan sladrede. Der var bare en stemning i salonen, der indbød til snak på tværs af frisørstolene, en venlig opmuntring, udvist interesse, god sans for detaljer, der betød noget: Hvornår lå konfirmationerne, hvis gravide datter havde termin hvornår, den slags. Og altid en invitation til at blive en del af noget. Selv var hans kontakt med Lisa mest, når hun havde rakt ud til ham på vegne af nogen: en kundes søn, der var blevet taget med en joint i lommen, eller andre, hun syntes, det var synd for. Han huskede en gang, hvor brugsuddeleren, Mogens, havde taget en mand i butikstyveri og tilkaldt Bjørn. En sølle fyr, der havde stjålet en oksemørbrad. Da havde Lisa ringet til både ham og Mogens og spurgt, om det var nødvendigt at gøre mere ud af det. Hun havde fortalt, at den familie ingen penge havde, og hun havde tilbudt at betale mørbraden for dem. Modvilligt havde Mogens droppet det, selv om han måske i virkeligheden var mest forarget over, at der var stjålet mørbrad i stedet for noget mere beskedent, der passede til små kår. Og siden havde Bjørn været på venligt nik med Lisa, når de mødtes på gaden. En enkelt gang havde han været nede til et indbrud, hvor nogen havde brudt et vindue op i salonen og rodet i kassen efter kontanter, der ikke var der. Hun havde virket sød, ordentlig. Tjekket. En flot kvinde med et fast håndtryk og en no nonsense-attitude. Billedet af frisørens døde krop trængte sig pludselig på, så han satte farten op. Forbandede Ibens dødsfald-skilt, fordi han kendte sin by. Rygterne fløj formentlig allerede gennem de små gader. Og hvis det var et drab … Han havde ikke lyst til at tænke tanken til ende. Det føl-

tes urimeligt, som mere, end de kunne rumme lige nu. Lisa var, måske bortset fra brugsuddeleren, den person i byen, som de fleste kendte og havde en berøringsflade med. Og at Iben kunne klare at holde mund, turde han ikke løbe an på. Uanset teknikernes konklusioner var de nødt til at gå ud med noget information snarest muligt.

Bjørn og hunden travede forbi kirken og præstegården, der lå mørk og øde hen. Han sendte en misundelig tanke til Thorkild Christensen, sognepræsten, som havde orlov og var taget ud at rejse. Bjørn vidste ikke hvorhen, men forestillede sig noget eksotisk menneskemylder på den anden side af jorden. Asien, måske.

Han gik ud på den anden side af byskiltet, hvor han løsnede snoren og lod hunden spæne ud over de brune stubmarker. Fra lommen fandt han en tung, rød ring i solidt naturgummi og kastede den af al kraft. Moos fløj afsted, strakte ud og fangede den i luften. Bragte den tilbage og satte efter den igen, utrætteligt. Og Bjørn prøvede at lade tankerne om Lisa glide ud af hovedet, være ét med sit kast og nyde hundens frihed. Lod minutterne gå.

Han registrerede en gammel, velkendt uro og kiggede på uret. Klokken nærmede sig 17.30, og uroen var et gammelt spøgelse, som han trak på smilebåndet over. For der var jo ikke længere et irritabelt menneske derhjemme, der syntes, at han arbejdede for meget, bidrog med for lidt, brugte for meget tid på hunden.

I hvert fald ikke indtil videre.

For nu var det Stine, hans nye kæreste, der ventede. Stine, der var hjemme i hans A-villa, som om hun altid havde været der. Som lod mad stå til ham under et grydelåg og selv spiste med sine to drenge, hvis hun syntes, det var spisetid. Som på en eller anden måde havde ophævet modsætningsforholdet mellem det, han gjorde, og det, hun ville have. Det var gået alt for hurtigt, selvfølgelig var det det. Men indtil videre var hun der. Og han tillod sig selv at stå i ti minutter ekstra og kaste ringen til Moos, før han traskede hjemad i halvmørket.

Aftenerne var blevet anderledes.

Stine smurte madpakker og lod sin usynlige hånd glide hen over alt

det, der før havde rodet. Rettede på puder og foldede tæpper sammen. Og selv om han ordnede køkken, fyldte i opvaskemaskinen og tørrede bordene af, så skete der alligevel noget derude, når hun strøg igennem efter at have puttet drengene. Måske tændte hun lige et fyrfadslys, hældte frisk frugt i skålen på spisebordet, skrev noget på whiteboardet med drengenes aftaler i løbet af ugen. Hendes tilstedeværelse var så mærkbar, at hele huset åndede og var klar til noget. Men så indfandt der sig noget så eksotisk som ro.

Bjørn kunne stadig blive overrasket over roen. At når det hele var klaret, så satte Stine sig med sit strikketøj eller foran sin computer for at arbejde lidt, eller hun iførte sig sit løbetøj og meddelte, at hun ville ud en tur. Eller hun tændte for TV’et og lavede te.

Han havde været spændt på aftenerne, da hun flyttede ind. Var vant til Marie, der, når køkkenet og vasketøjet var ordnet, som regel satte sig i sofaen og så på ham med afventende øjne. Med et ønske om noget fra ham: nærvær, snak, løsning af en af deres talrige, åndssvage konflikter. Ønsker, der med tiden blev til krav. Husarbejdet var pligter for Marie, og på den anden side ventede belønningen, som han skulle bidrage til. Hans arbejde havde altid været den store skurk.

Stine var anderledes. Ordnede, når hun ordnede, og lod være, når hun lod være. Og lod ham være, ovenikøbet. Han håbede ikke, det var så banalt, at han bare gerne ville have en traditionel husmor. Var ikke i tvivl om, at Marie kun ville have hån tilovers for de aftener, han havde nu. Selv nød han dem i fulde drag og behøvede ikke engang at frygte en reaktion, når hans telefon ringede efter klokken 21.

Som den gjorde nu. Stine så op fra sit strikketøj og skruede ned for TV’et, mens han halede sig op fra sofaen og fik fisket telefonen frem fra lommen.

“Det er Agnete Vangede,” lød en anspændt kvindestemme. “Min datter på ti, Isabella, er stukket af. Jeg tænkte på, om du ville have noget imod at køre ud og hente hende. Du finder hende nok på hovedvejen på vej ind imod Aarhus.”

Bjørn tænkte sig om. Navnet Vangede ringede en klokke, men så

heller ikke mere. Han fik et billede på nethinden af en tynd, lyshåret kvinde.

“Det lyder ikke godt, Agnete. Er der sket noget derhjemme?”

“Ikke, hvad jeg ved af. Hun bøvler med lidt forskelligt. Det er ikke første gang. Hun siger, hun hader os og vil flytte til udlandet. Hun vil finde en bus til lufthavnen.”

Bjørn smilede, rasende tiårige var ikke noget særsyn og i udgangspunktet heller ikke en politiopgave.

“Okay. Men hvis I ved, hvor hun er, er det så ikke bedre, I selv tager ud og henter hende? Det bliver nok lidt voldsomt med en patruljevogn.”

“Det er meningen,” lød stemmen, og nu dirrede den af noget, der lød som undertrykt gråd. “Min mand og jeg aner ikke vores levende råd. Hun får de her vredesudbrud, og hun har angstanfald, og hun nægter at gå i skole halvdelen af tiden, og nu er hun så begyndt på de her forsvindingsnumre, og når vi kører ud efter hende, så smider hun sig i vejkanten, skriger og går helt amok i halve og hele timer, mens vi bare kan sidde og se på hende. Hun slider os op. Jeg vil være taknemmelig, hvis du vil køre derud og gerne med blå blink og hele molevitten. Hun er efterhånden nødt til at forstå, at det er alvor. At hun ikke kan blive ved med den opførsel.”

Bjørn kunne høre, at kvinden græd nu, lave hulk.

“Okay. Træk vejret. Jeg skal nok køre ud og finde hende. Var det Isabella?”

“Ja. Hun har en lyserød vindjakke på og sikkert også en blå rygsæk. Vi bor nede på Fasanvænget 17. Tak. Det sætter jeg virkelig pris på. Jeg ville ikke bede om det, hvis ikke vi var …”

Hun gjorde ikke sætningen færdig.

“Får I noget hjælp i familien?” spurgte han.

“Ja. Skolen er inde over, PPR-team, hele cirkusset. Indtil nu har det ikke haft nogen effekt. De siger, det kan være en lang proces. Det er bare … afsindigt hårdt at være i. For os alle sammen.”

“Det forstår jeg,” sagde han. “Jeg kører ud og ser efter hende.”

Han fandt hende ganske rigtigt et par hundrede meter på den anden side af byskiltet, da hans forlygter fangede hende i mørket. Barnet marcherede i vejkanten med rasende determination og så ikke engang på ham, da han standsede bilen. Først da han løb op på siden af hende, standsede hun og så forskrækket på ham. Et blegt ansigt, smalt og med rød, løbende næse. Hun så sig rådvild om.

“Hedder du Isabella?” skyndte han sig at sige. “Jeg hedder Bjørn, og jeg er fra politiet. Din mor har ringet.”

Isabella trak vejret tungt og hvæsende. “Jeg skal ikke hjem.”

“Isabella, hun er meget bekymret for dig. Jeg er sikker på, du ikke får ballade. Skal vi ikke køre hjem og snakke med hende? Jeg skal nok tage med, ikke?”

“Nej.”

Hun begyndte at gå videre, han fulgte roligt med.

“Du kan ikke gå rundt herude på vejen om aftenen. Det er farligt. Du kunne blive ramt af en bil.”

“Det er jeg ligeglad med,” sagde pigen og begyndte at græde igen. “Og det er min mor og far også.”

“Nej, det er jeg helt sikker på, de ikke er.“

“De får det meget bedre, når jeg ikke er der,” snøftede hun, og Bjørn fik lyst til at tage hende op i armene. Samtidig kunne han godt

se et raseri tindre i pigens øjne, hele hendes krop dirrede. En tiårig var stor og stærk.

“Er der sket noget derhjemme, som ikke er i orden, Isabella?”

Isabella stoppede endelig og kiggede ham stålsat ind i øjnene.

“Min far har slået én ihjel.”

“Hvad for noget?”

Hun trak på skuldrene. “Det, jeg sagde. Det har han.”

“Altså, lige nu? I aften?”

“Nej, dengang,” sagde hun.

“Det er da noget underligt noget at sige. Har du set ham slå nogen ihjel?”

“Nej. Der er nogen, der siger det.”

“Hvem?”

“Det kan jeg ikke huske. Og jeg gider ikke at snakke mere med dig.”

“Det behøver du heller ikke. Men du skal komme med tilbage til bilen nu,” sagde han bestemt. “Man skal ikke gå alene rundt ude på vejen så sent på aftenen. Kom nu med, og så finder vi ud af det hele.”

Hun rystede i sin tynde jakke. Så på Bjørn og bilen.

“Men jeg vil ikke hjem. Du skal køre mig hjem til min farmor. Hun bor ikke så langt væk.”

“Sæt dig lige ind, ikke? Så finder vi ud af det.”

De gik sammen tilbage til bilen, hun krøb ind på bagsædet, han spændte omhyggeligt hendes sele og skruede helt op for varmen. Så gik han ud og ringede Agnete Vangede op.

“Jeg har Isabella med i bilen her. Men hun siger noget mærkeligt. Noget om hendes far.”

“At han har slået nogen ihjel, gætter jeg på?”

“Hvor har hun den idé fra?”

Isabellas mor sukkede tungt. “Det er en tvangstanke af en slags. Det har naturligvis ikke noget på sig, det behøver jeg vel ikke at sige. Vi er en helt almindelig familie. Psykologen er inde over alt det der nonsens. Hvis du tænkte på, om Isabella har nogen at tale med.”

“Det er godt,” sagde Bjørn. “Men hun vil rigtig gerne køres hjem til sin farmor.”

“Ja, det tænkte jeg nok,” sagde kvinden bittert. “Hendes farmor er kommet herhen og venter på hende. Hun kan ikke flygte fra sit hjem, hver gang hun synes, det er svært. Men min svigermor har … en særlig relation til børnene. Så du kan sige til hende, at farmor er herhjemme og gerne vil putte hende i seng.”

Bjørn satte sig ind i bilen og trillede tilbage over bygrænsen. Isabella sad allerede og nikkede træt med hovedet. Først da Bjørn drejede ned imod nybyggerkvarteret og ind på Fasanvænget, rettede hun sig op med et ryk.

“Jeg sagde, jeg ikke ville hjem!”

“Ja, det ved jeg godt, men det er her, du bor. Og ved du hvad, din farmor er der og venter på dig. Okay?”

“Okay,” sagde pigen og virkede, som om hun faldt til ro.

Ude foran familien Vangedes etplanshus stod en ældre dame, svøbt i en lang, grå frakke, og ventede. Da Bjørn standsede bilen, skyndte hun sig hen, lukkede døren op og tog Isabella i sine arme. Vuggede hende frem og tilbage. Bjørn nikkede beklemt til Isabellas farmor, han havde set hende i byen før, men hun så ham knap, fokuserede kun på barnet. Da hun til sidst mødte hans blik, havde han svært ved at tolke det, han så der. Vrede, måske, og noget defensivt, der lignede skam.

Så gik hun langsomt op mod huset med pigen i favnen. I køkkenvinduet kunne Bjørn se et blegt kvindeansigt, omkranset af lyst hår, der betragtede dem.

“Hvad siger du?” Thea prøvede at skifte telefonen over til det andet øre, imens hun rodede efter nøglen i bunden af tasken. Lyden blev en smule bedre, men begge ører susede stadig, selv om det var over tre timer siden, helikopteren havde sat hende af i Esbjerg Lufthavn. Klokken var 21, det var bælgmørkt, og huset var blot en stor, uformelig masse foran hende. Hun måtte snart tænke i noget udendørs lys, måske en sensor.

“Er der dårlig forbindelse derude i Mols Bjerge?” spurgte Bjørn i den anden ende, og hun græmmede sig ved tanken. Det manglede bare, at man ikke kunne ringe hende op, hvis det blæste. Endnu en ting på listen over mulige problemer, der skulle fikses. Og endnu et jag af tvivl. Havde det her været en kæmpe fejl?

Hun forsøgte at låse den almueblå trædør til sit nye hus op, men den var allerede åben. Det gav som altid et lille jag af uro i hende, indtil hun så skæret fra det tændte lys i stuen, mærkede en duft af mad og brænderøg og hørte en svag musik. Et eller andet rodet jazz. Michael var derinde, og han havde vist sig at være typen, der elskede at fylde de rum, han var i, med lyd. En mærkelig ny ingrediens i hendes liv, som hun endnu ikke vidste, hvordan hun havde det med. Hvordan hun havde det med noget af det.

Hun smed rygsækken i den lille entre. Blev som altid slået af lugten, der var tæt og stadig fremmed. En blanding af den brune sæbe,

hun havde skuret væggene med, og et levn fra de stride kokostæpper, der havde været limet til gulvene, da hun for et par måneder siden overtog huset. Hun havde ligget på knæ med en varmepistol for at få limresterne af og fundet store, ujævne egetræsplanker nedenunder. Resultatet var stadig ikke helt godt. Men på vej.

“Teknikerne er stadig i gang derude,” sagde Bjørn i telefonen. “Men de tog afdøde med ind på Retsmedicinsk ved tretiden. Jeg bad ham ringe, så snart de har rapporten klar.”

“Hvad siger de om dødsårsagen? Tidspunktet?”

“Jamen, du kender jo Faber, han giver ikke ved dørene. Dødsårsagen er to voldsomme slag mod hovedet. Men hvad der præcis har forårsaget læsionerne, er endnu ikke kortlagt. Hun har formentlig ligget der siden fredag. Kollegaen så hende sidste gang dagen inden dødsfaldet, hvor hun befandt sig i frisørsalonen indtil lukketid.”

“Og hvad tænker du?”

“Der var rødvinsglas. Jeg tænker, at hun formentlig har haft nogen med hjemme. Og at noget så er gået galt.”

“Okay. Men Faber udelukker ikke en ulykke?”

“Ikke endnu. Men …”

Han lod sætningen hænge.

“Var der tegn på seksuelt samvær?”

“Nej, ikke umiddelbart. Hun var påklædt. Men det skal selvfølgelig undersøges. Hvad med hendes mand? De havde ingen børn, forstod jeg?”

“Nej, ingen børn. Vidar Andersen fulgte frivilligt med fra boreplatformen og blev hentet i Esbjerg af to af parrets fælles venner, Jonas og Majbritt Sivertsen,” sagde Thea, mens hun krængede støvlerne af.

“Og jeg henter ham igen klokken 7 i morgen tidlig og tager ham med ud til huset. Han har insisteret på at komme derud som det første.”

“Okay. Men hvis det viser sig at være en drabssag, vil han så ikke være mistænkt?”

“Han har jo et vandtæt alibi, eftersom han har opholdt sig på en

boreplatform hele sidste uge,” sagde hun og fik trykket på stikkontakten, så lyset fra den gammeldags væglampe i boblet glas badede entreen i et orange skær. “Men han skal heller ikke indenfor i huset.” Inde i stuen kunne hun høre Michael skrue ned for musikken.

“Jeg kender dem ikke, de to venner, du nævner,” sagde Bjørn så. “Er de lokale?”

“Ja. Jonas Sivertsen arbejder på boreplatformen med Vidar, men er hjemme i denne uge. De bor ude i de nye rækkehuse.”

Hun sagde godnat til landbetjenten, hvis sindige stemme altid havde en beroligende effekt på hende. Hun havde arbejdet sammen med ham et par gange før og altid haft glæde af hans kendskab til de lokale krinkelkroge. Også selv om deres forrige sag havde trukket veksler på Bjørns tillid til sine egne instinkter. Hun så på sig selv i det gamle, guldrandede spejl i gangen. Det var fulgt med huset. Hendes ansigt var grimet af det mærkeligt allestedsnærværende støv fra luften på boreplatformen, den hvide silkeskjorte under tjenestejakken var krøllet og lugtede af metal og sved. En del af hendes lyse hår havde revet sig løs fra hestehalen. Jakken smed hun på gulvet, og skjorten krængede hun af. Køkkenet var lille og trangt og lå mørkt hen, indtil hun med uvante hænder fik famlet sig frem til kontakten. Bordpladerne var af gammelt, gulnet laminat, og skabslågerne var massivt fyr med tunge plamager efter vand. En klat maling, havde ejendomsmægleren sagt, så er de flotte igen. På komfuret, der også havde set bedre dage, stod en gryde med låg på og duftede af hvidløg. Han havde lavet mad.

Uden for de små sprossede vinduer var natten en mur af mørke.

Hun satte en kalkplettet gummiprop i køkkenets håndvask, lagde skjorten i blød med et skvæt sulfo og satte vand over til kaffe. Inde i det tilstødende soveværelse tog hun en T-shirt på. Så gik hun ind i vinkelstuen.

Han lå i sofaen med computeren på brystet og tastede løs. Der var tændt op i brændeovnen, der knitrede lystigt. Hun havde ikke noget brænde, så vidt hun vidste, så han måtte selv have taget en sæk med.

Michael satte sig op og satte computeren på bordet. Jazzmusikken kom fra en lille bluetooth-højttaler på bordet.

“Hej,” sagde han så. “Lang dag for dig. Der stod nogle æg ude på trappen, da jeg kom.”

Han smilede det smil, der altid virkede energisk, selv når han var dødtræt. Hvilket han måtte være, klokken var mange, og han havde ligesom Thea været på arbejde hele dagen.

“Det er Lars Roar, min nabo. Han har været her et par gange med æg. Hvornår kom du?”

“Ved ottetiden,” sagde han. “Jeg satte Astrid af i Skødstrup hos hendes mor. Hun spurgte, hvor jeg skulle hen bagefter, jeg tror, hun lagde mærke til min taske på bagsædet.” Han klukkede, og hun så undrende på ham. Så ukompliceret alting var for Michael Sander. Pakke en taske med tandbørste, skiftetøj og oplader. Teenagedatteren ud til ekskonen. Ud til hende og smide sig i sofaen. Som han nu rejste sig op fra. Han kom hen til hende og gav hende et kys. “Jeg har lavet noget spaghetti,” sagde han så. “Er du sulten? Jeg tror også gerne, din nevø vil have noget at spise.”

“Min nevø?”

Michael så forvirret ud.

“Nicolaj. Han sidder inde i gæsteværelset og gamer. Han sagde, han havde aftalt det med dig, så jeg gik ud fra, du ventede ham.”

“Er Nicolaj her?” Hun tjekkede sin telefon endnu en gang, inklusive de apps, hun først skulle logge ind i, fordi hun sjældent brugte dem, men der var ingen kommunikation fra nevøen.

“Nej, det har han ikke aftalt med mig.”

Michael trak på skuldrene.

“Nej, jeg syntes også, det lød lidt mærkeligt. Men der er mad nok.”

Han forsvandt ud i køkkenet og gav sig til at rode i skabene. Hun gik ned ad gangen og bankede på døren til det værelse, hun havde tænkt som gæsteværelse og derfor havde udstyret med en gammel futon. Men hun havde ikke regnet med gæster allerede nu, og slet ikke ubud-

ne af slagsen. Michael Sander havde ikke mødt nogen medlemmer af hendes familie. Men det havde han så nu.

“Nicolaj? Er du der?”

Hun åbnede døren. Nicolaj så forskrækket op og hev et sæt store ørebøffer af ørerne. Han lå på futonen med sin bærbare computer på maven, og på skærmen glitrede et spil, som han satte på pause.

“Hej, faster. Jeg hørte dig slet ikke.”

Theas nevø smilede det smil, der havde været en genvejstast til hendes hjerte i alle hans seksten år. De smalle øjne vidnede om et noget begrænset udsyn efter hans stirren ind i den blå skærm.

“Hvad laver du her, Nico? En mandag aften?”

“Besøger dig. Du ville jo gerne vise stedet frem. Her er virkelig fint.”

Hun sendte hans store sportstaske, der stod ved siden af futonen, et blik.

“Er du flyttet ind?”

Han så håbefuldt på hende.

“Bare et par dage, i første omgang. Er det ikke ok? Jeg trængte til at komme lidt væk hjemmefra. Min mor har tabt sutten helt og aldeles. Men det er måske ubelejligt?”

Han sendte hende et frækt smil og nikkede ind imod stuen, hvor Michaels jazz summede. Det ignorerede hun.

“Skal du ikke passe dit gymnasium?”

“Jeg er ved at finde ud af, hvad jeg skal. Og jeg tror helt ærligt ikke, det er gymnasiet.”

Det svar overraskede hende. Nicolaj og hans tvilling, Rasmus, havde altid gjort tingene efter bogen. Fulde af energi og livskraft havde de altid været et frisk pust i hendes liv, men de havde altid fulgtes ad. Været et vi. Nu sad han her, i hendes hus, alene og med en taske på gulvet. Hun ville spørge, men tog sig i det, noget i hans blik advarede hende. Så hun tog en hurtig beslutning.

“Ja, men selvfølgelig kan du være her nogle dage. Hvordan er du overhovedet kommet herud?”

“Der går en bus, og jeg tog cyklen med i bussen. Der er fandme langt herud.”

Hun smilede. Det var den Nicolaj, hun kendte. Tvillingerne havde aldrig bare siddet på deres flade og forventet servicering og kørsel. Selvfølgelig havde han smidt en cykel ind i bussen.

“Og din mor og far? Ved de, hvor du er?”

“Jeg skriver til dem.”

“Nu. Jeg mener det. De skal vide, hvor du er.”

“Ja, ja. Jeg skriver til dem. Se.”

Han tog sin telefon, der lå ved siden af ham på futonen, og holdt den op imod hende.

44-ÅRIGE LISA FINDES DØD I SIT HJEM.

Sengetøjet er til vask, i stuen er der spor efter både alkohol og håndgemæng, og i kalenderen er der kryds ved en mystisk aftale. Men hvem har motiv til drab på landsbyens foretrukne frisør?

Efterforsker fra Østjyllands Politi Thea Krogh beder om assistance fra landbetjenten Bjørn, som kender lokalområdets spraglede persongalleri bedre end de fleste. Også sognepræsten Thorkild må hjælpe til, da hans præstekollega nægter at udtale sig, selvom hun tydeligvis ved noget. Midt i det hele dukker en true crimepodcaster op og puster til ilden med en kulørt teori om, hvem drabsmanden kan være.

Præstens tavshedspligt står i skærende kontrast til podcasterens ytringsiver i denne selvstændige opfølger til DØMT, hvor forfatterparret Degnbol & Winther på ny dykker ned i den lille fiktive by Roslinges kringelkroge og menneskeskæbner.

ISBN 978-87-400-8024-7