Det hun glemte

Alice er lykkelig. Hun er niogtyve, dybt forelsket i sin mand og gravid med deres første barn. Alt er, som det skal være, men efter et uheldigt fald i fitnesscenteret ryger hun en tur på hospitalet, og da hun vågner der, er alt ændret.

Pludselig er hun niogtredive. Hvedebrødsdagene er i den grad forbi, hun har tre børn og står overfor en skilsmisse.

Alice må langsomt stykke et årtis levet liv sammen på ny.

Hun må finde ud af, hvorfor hendes søster ikke taler til hende længere, og hvordan hun er blevet til en superslank mortype med ekstra dyrt tøj på hylderne. Og endelig må hun finde frem til, om det at miste hukommelsen er forbandet eller velsignet, og om det er muligt at begynde helt forfra.

ISBN: 978-87-400-5595-5

DET HUN GLEMTE

Et interessant psykologisk og etisk dilemma om livsværdier og personlighedsudvikling.

BERLINGSKE

LIANE MORIARTY

Sikke en fantastisk bog. Jeg elskede den.

Det her er én af de bøger, som jeg ville ønske jeg stadig havde til gode.

BOGORMENOGMIG.COM

LIANE MORI ARTY

AF DEN INTERNATIONALE BESTSELLERFORFATTER BAG ST ORE SMÅ L ØGNE

DET HUN GLEMTE ROMAN

H R . FE R D I N A N D

Af samme forfatter: Min mands hemmelighed Store små løgne Hypnotisørens kærlighed

Det hun glemte.indd 2

12/11/15 15.54

Liane Moriarty

Det hun glemte Roman

PĂĽ dansk ved Hans Larsen

Politikens Forlag

Det hun glemte.indd 3

12/11/15 15.54

Det hun glemte.indd 4

12/11/15 15.54

Til Adam

Det hun glemte.indd 5

12/11/15 15.54

Det hun glemte.indd 6

12/11/15 15.54

1 H

un flød med armene bredt ud og kroppen omsluttet af vand i en sommerlig duft af salt og kokosnød. Der var en behagelig smag af en udsøgt morgenmad i hendes mund, af bacon og kaffe og måske cro­ issanter. Hun løftede hagen, og morgensolen skinnede så klart på van­ det, at hun måtte knibe øjnene sammen for at se sine fødder gennem glitrende lyspletter. Alle tåneglene var malet i forskellige farver. Rød.

Guld. Lilla. Fjollet. Neglelakken var ikke lagt særlig pænt på. Klum­ pet og sjusket. En anden flød i vandet lige ved siden af hende. En, hun rigtigt godt kunne lide, som fik hende til at le, med tånegle malet på samme måde. Den anden vinkede kammeratligt til hende med sine mangefarvede tæer, og hun følte en søvnig tilfredshed fylde sig. Et sted langt væk lød en mands stemme, han råbte: “Marco?”, og et kor af barnestemmer råbte: “Polo!” tilbage. Manden kaldte igen: “Marco, Marco, Marco?”, og stemmerne svarede: “Polo, Polo, Polo!”. Et barn lo, det var en lang, gurglende klukken, som en kæde af sæbebobler.

En stemme talte stille, insisterende ind i hendes øre: “Alice?”, og hun lænede hovedet tilbage og lod det kølige vand flyde over ansigtet.

Småbitte prikker af lys dansede for hendes blik.

Var det en drøm eller et minde?

7

Det hun glemte.indd 7

12/11/15 15.54

“Jeg ved det ikke!” lød det skræmt fra en. “Jeg så ikke, hvad der skete!”

Ingen grund til at få et føl på tværs.

Drømmen, erindringen, eller hvad det nu var, opløste sig selv og forsvandt som en spejling på vandet, og tankesplinter begyndte i ste­ det at drive gennem hovedet på hende, som vågnede hun fra en lang, dyb søvn en sen søndag morgen.

Er flødeost egentlig en blød ost?

Det er ikke en skæreost.

Den er slet ikke ... ... hård overhovedet.

Så logisk set må man gå ud fra ... ... noget.

Noget logisk.

Lavendel er liflig.

Logisk liflig.

Lavendlerne skal beskæres!

Jeg kan lugte lavendel.

Vel kan jeg ej.

Jo, jeg kan.

Først da bemærkede hun smerten i hovedet. Det gjorde ondt i den ene side, meget endda, som om nogen havde givet hende et ordent­ ligt knald med en hammer.

Hendes tanker skærpedes. Hvad handlede smerten i hovedet om?

Der var ingen, der havde advaret hende om smerter i hovedet. Hun havde en alenlang liste over sære symptomer, hun skulle være op­ mærksom på: halsbrand, smagen af sølvpapir i munden, svimmel­ hed, overdreven træthed – men intet om en hamrende dunken i den ene side af hovedet. Den burde nogen have nævnt, for det var meget smertefuldt. Men selvfølgelig, hvis hun ikke kunne klare en helt al­ mindelig hovedpine, så...

Duften af lavendel syntes at komme og gå, som en blid brise.

Hun lod sig flyde af sted igen.

8

Det hun glemte.indd 8

12/11/15 15.54

Det bedste ville være at falde i søvn igen og vende tilbage til den liflige drøm med vandet og de mangefarvede tånegle.

Faktisk kunne det godt tænkes, at man havde nævnt hovedpiner, og at hun bare havde glemt det? Jo, det havde de! Hovedpiner, for himlens skyld! Virkelig slemme hovedpiner. Fabelagtigt.

Så meget at huske på. Ingen smøreoste eller røget laks eller rå su­ shi, så hun ikke fik den der sygdom, hun aldrig før havde hørt om.

Listeria. Det er noget med en bakterie. Det skader babyen. Det er derfor, man ikke må spise rester. Den mindste lille bid af kyllinge­ låret fra i går kunne dræbe babyen. Forældreskabets ubarmhjertige ansvarsbyrde.

Nu ville hun falde i søvn igen. Det ville nok være bedst.

Listeria, bakterie, blå.

Blåregn.

Blåregnen ved hegnet ville være så smuk, hvis den nogensinde tog sig sammen til at blomstre.

Listeriabakterie, blåregn.

Ha. Fjolleord.

“Alice? Kan du høre mig?”

Duften af lavendel voksede sig stærkere. En lidt kvalmesød duft.

Flødeost er en smørbar ost. Ikke for blød, ikke for hård, men lige til­ pas. Præcis som den mindste bjørns seng.

“Hendes øjenlåg bevæger sig. Som om hun drømmer.”

Det nyttede ikke noget. Hun kunne ikke falde i søvn igen, selv om hun følte sig udmattet, som om hun kunne sove i en evighed.

Gik alle gravide kvinder rundt med sådan en hovedpine? Var det en måde at forberede sig til fødslens smerter? Hun ville slå det op i en af bøgerne om babyer, når hun kom op at stå.

Hun glemte altid, hvor enerverende smerte var. Ondskabsfuld.

Smerte sårede ens følelser. Man ville ønske, at smerten var så venlig at holde op, lige nu og med det samme. Epiduralblokade måtte være vejen frem. Jeg vil gerne bede om en blokade mod min hovedpine.

Mange tak.

9

Det hun glemte.indd 9

12/11/15 15.54

“Alice, prøv at åbne øjnene.”

Var flødeost overhovedet en ost? Man lagde jo ikke ligefrem en ordentlig skefuld på en osteanretning eller sådan. Måske betød “ost” faktisk ikke “ost”, når det drejede sig om flødeost. Hun ville ikke spør­ ge lægen, for tænk nu, hvis det var endnu en pinlig “Åh, Alice”-mis­ forståelse.

Hun blev ved med at ligge ubehageligt. Madrassen føltes som kold beton. Hvis hun fik ormet sig hen over den, kunne hun puffe til Nick med sin fod, indtil han søvnigt vendte sig og holdt hende ind til sig i et varmt bjørnekram. Han var hendes menneskelige varmedunk.

Hvor var Nick egentlig? Var han allerede stået op? Måske var han i gang med at lave hende en kop te.

“Prøv ikke på at bevæge dig, Alice. Lig bare helt stille, og åbn øj­ nene, søde.”

Elisabeth ville vide, hvad der var hvad med flødeosten. Hun ville fnyse på sin storesøsterfacon og være helt præcis. Mor ville ikke ane det. Hun ville være helt lamslået. Hun ville sige: “Du godeste, nej!

Jeg er sikker på, at jeg spiste flødeost, da jeg ventede jer piger! Men man vidste heller ikke noget om den slags dengang.” Og så ville hun snakke op og ned ad stolper, bekymre sig over, om Alice havde brudt en eller anden regel. Mor troede på regler. Det gjorde Alice faktisk også. Frannie ville ikke vide, om der var en regel, men hun ville med stolthed undersøge sagen på sin nye computer, ligesom dengang hun hjalp Alice og Elisabeth med at finde materiale til deres skoleopgaver i sin Encyclopaedia Britannica.

Hun havde virkelig ondt i hovedet.

Sandsynligvis gjorde det kun en milliontedel så ondt, som en fød­ sel ville gøre. Så det var jo helt fantastisk.

Det var ikke, fordi hun rent faktisk havde spist flødeost, så vidt hun huskede.

“Alice? Alice!”

Hun kunne ikke engang særlig godt lide flødeost.

“Er der nogen, der har ringet efter en ambulance?”

10

Det hun glemte.indd 10

12/11/15 15.54

Der var de lavendler igen.

Engang mens de var ved at tage sikkerhedsselerne af, sagde Nick med hånden på håndtaget til bagagerummet (som svar på noget, hun havde sagt for at fiske efter komplimenter): “Vær nu ikke fjollet, lille gås, du ved jo, jeg er godt og grundigt forgabt i dig.”

Hun havde åbnet bildøren, mærket solskinnet på sine ben og duf­ ten af lavendlerne, som hun havde plantet ved hoveddøren.

Godt og grundigt forgabt.

Det var et øjeblik af lavendelduftende lykke efter indkøbsturen.

“Den er på vej! Det er første gang i mit liv, at jeg har ringet efter en ambulance! Jeg tænkte meget over det. Jeg var lige ved at ringe 911 som en amerikaner. Jeg trykkede faktisk ni først. Det er beviset på, at jeg ser for meget fjernsyn.”

“Jeg håber ikke, det er sådan rigtigt alvorligt. Jeg mener, altså, det er ikke sådan, at jeg ligesom kunne blive sagsøgt eller noget, vel? Jeg synes altså ikke, min koreografi var så svær, var den vel?”

“Den sidste piruet var lige heftig nok, når man allerede er svimmel efter at have drejet baglæns efter det dobbeltspark ... “ “Det her er et hold for viderekomne! Folk brokker sig, hvis det er for nemt. Jeg giver dem valg. Jeg underviser altså på flere niveauer.

Jeg får klager uanset hvad.”

Var det et telefonprogram i radioen, hun kunne høre? Hun kunne ikke fordrage telefonprogrammer. Lytterne, der ringede ind, var altid så fornærmede og nasale. De var altid rystede over noget. Alice havde engang sagt, at hun aldrig havde været rystet. Elisabeth mente, at det i sig selv var rystende.

Med lukkede øjne sagde hun: “Har du tændt for radioen, Nick?

Jeg tror nemlig, jeg har hovedpine.” Hendes stemme lød surmulen­ de, og det lignede hende ikke, men på den anden side var hun jo gravid, og hun havde ondt i hovedet, og hun frøs, og hun følte sig ikke helt ... okay.

Måske var det morgenkvalme?

Var det overhovedet morgen?

11

Det hun glemte.indd 11

12/11/15 15.54

Åh, Alice.

“Alice, kan du høre mig? Kan du høre mig, Alice?”

Sultana, kan du høre mig? Kan du høre mig, Sultana?

Hver aften, før de gik i seng, talte Nick til babyen gennem et rør fra en toiletrulle, som han holdt mod hendes mave. Han havde fået idéen fra et eller andet radioprogram. De havde sagt, at på den måde kunne babyen genkende sin fars stemme lige så godt, som den kunne kende morens.

“Ohøj!” sagde han. “Kan du høre mig, Sultana? Det er din far, der taler!” De havde læst, at babyen var på størrelse med en sød, hvid sultanadrue nu. Så det var det, de kaldte den. Kun derhjemme, selv­ følgelig, for de var nemlig nogle cool vordende forældre. Ingen rør­ strømskhed i det offentlige rum.

Sultanaen meldte, at han havde det fint, mange tak, farmand. Ke­ dede sig somme tider lidt, men det gik fint. Åbenbart ville han gerne have, at hans mor holdt op med at spise alt det røvsyge grønne lort og fik sig en pizza for en gangs skyld. “Nu må det være slut med den kaninføde!” krævede han.

Det virkede, som om sultanaen nok var en dreng. Han havde lige­ som bare en maskulin personlighed. Den lille slyngel. Det var de enige om.

Alice lå nogle gange og så på Nicks isse. Der var nogle få sølvskin­ nende hårlokker. Hun vidste ikke, om han var klar over, at de fandtes, så hun sagde ikke noget. Han var 32. Sølvlokkerne gjorde hendes øjne slørede. Alle disse skøre graviditetshormoner.

Alice talte aldrig højt til babyen. Hun talte til den inde i sig selv, sådan lidt genert, når hun var i badet (ikke for varmt vand, så man­ ge regler). Halløj, baby, tænkte hun for sig selv, og så blev hun så overvældet af miraklet, at hun plaskede håndfladerne i vandet som et barn, der tænker på juleaften. Hun blev snart 30, hun havde et frygt­ indgydende lån i huset, en ægtemand og en baby på vej, men hun følte sig ikke særlig meget anderledes, end da hun var 15.

Der var nu ikke øjeblikke af lykke efter indkøbsture, da hun var 12

Det hun glemte.indd 12

12/11/15 15.54

15. Hun havde ikke mødt Nick endnu. Hendes hjerte skulle stadig knuses et par gange, før han kunne dukke op og klinke det med su­ perlim-ord som “forgabt”.

“Alice? Er du okay? Vær sød at åbne øjnene.”

Det var en kvindestemme. Så høj og skinger, at den ikke kunne ignoreres. Den trak hende op mod vågen tilstand og ville ikke slippe hende igen.

Det var en stemme, der gav Alice en velkendt og irriterende kløe, som et par alt for stramme strømpebukser.

Dette menneske havde ikke noget at gøre i hendes soveværelse.

Hun rullede hovedet til siden. “Aav!” Hun åbnede øjnene.

Der var et mylder af uigenkendelige farver og former. Hun kunne ikke engang se sengebordet og række ud efter sine briller. Hendes syn var vist blevet dårligere.

Hun blinkede og blinkede igen, og så blev alt tydeligt, som et tele­ skop, der stillede skarpt. Hun så på en eller andens knæ. Hvor fjollet.

Knoklede, blege knæ.

Hun løftede hagen en smule.

“Nå, der er du!”

Af alle mennesker var det Jane Turner fra arbejdet, der knælede ved siden af hende. Hendes ansigt var rødt, og svedige hårlokker kli­ strede til hendes pande. Blikket var træt. Hun havde en blød, buttet nakke, som Alice ikke før havde lagt mærke til. Hun var i shorts og en T-shirt med enorme svedmærker, og hendes arme var tynde og hvide med mørke fregner. Alice havde aldrig set så meget af Janes krop før.

Det var pinligt. Stakkels Jane.

“Listeria, bakterie, blåregn,” sagde Alice og forsøgte at være morsom.

“Du er helt fra den,” sagde Jane. “Prøv ikke på at sætte dig op.”

“Hmmf,” sagde Alice. “Gider ikke sidde op.” Hun havde på for­ nemmelsen, at hun ikke var i sin seng. Det var, som lå hun, lige så lang hun var, på et køligt laminatgulv. Var hun fuld? Havde hun glemt, at hun var gravid, og havde drukket sig sanseløst beruset?

13

Det hun glemte.indd 13

12/11/15 15.54

Hendes fødselslæge var en stilfuld mand med butterfly og et rundt ansigt, der i foruroligende grad mindede om en af hendes ekskærester.

Han havde sagt, at det ikke generede ham, hvis hun fik “en aperitif eller sådan, efterfulgt af et glas vin til maden”. Alice havde troet, at en aperitif var et særligt spiritusmærke. (“Åh, Alice,” havde Elisabeth sagt). Nick forklarede, at en aperitif var en drink før maden. I Nicks familie drak man aperitiffer. I Alices familie var det mere sådan, at der stod en støvet flaske Baileys og ventede håbefuldt i skabet omme bag dåser med spaghetti. Men på trods af fødselslægens ord havde hun kun fået et halvt glas champagne, siden hun tog graviditetstesten, og hun følte sig skyldig over det, selv om alle sagde, at det var helt i orden.

“Hvor er jeg?” spurgte Alice, skrækslagen for at få svaret. Var hun på en skummel natklub? Hvordan skulle hun forklare Nick, at hun havde glemt, hun var gravid?

“Du er til træning,” sagde Jane. “Du faldt og slog dig bevidstløs.

Du gav mig et slagtilfælde, selv om det egentlig passede mig fint med en pause.”

Til træning? Alice trænede ikke. Var hun vågnet spritstiv til træ­ ning?

“Du mistede balancen,” sagde en skarp og munter stemme. “Det var lidt af en tumletur! Du gav os alle et chok, dit fjumrehoved! Vi har ringet efter en ambulance, så du skal ikke være bange, der er pro­ fessionel assistance på vej!”

Ved siden af Jane sad en tynd, kaffebrun pige med en afbleget blond hestehale, skinnende lycrashorts og en kort, rød top med or­ dene STEP CRAZY hen over. Alice brød sig ikke om hende. Hun kunne ikke lide at blive kaldt et fjumrehoved. Det var under hendes værdighed. En af Alices fejl var, at hun tog sig selv for alvorligt, mente hendes søster Elisabeth.

“Besvimede jeg?” spurgte Alice håbefuldt. Gravide kvinder besvi­ mede. Hun var aldrig nogensinde besvimet, selv om hun havde brugt det meste af fjerde klasse på at øve sig på det i det lønlige håb, at hun ville være en af de heldige piger, der besvimede under gudstjenesten 14

Det hun glemte.indd 14

12/11/15 15.54

og skulle bæres ud, omsluttet af gymnastiklærerens, mr. Gillespies, muskuløse arme.

“Det er bare det, at jeg er gravid,” forklarede hun. Lad hende så tænke over, hvem hun kalder et fjumrehoved.

Janes mund åbnede sig. “Jøsses, Alice, det er da løgn!”

Step Crazy-pigen rimpede munden sammen, som om hun havde fanget Alice i at gøre noget forbudt. “For pokker, skat. Jeg spurgte alt­ så i begyndelsen af timen, om nogen ventede sig. Du skulle ikke have været genert. Jeg ville have ændret programmet for dig.”

Alices hoved dunkede. Der var intet af det, de sagde, der gav me­ ning.

“Gravid,” sagde Jane. “Og så nu. Det er en katastrofe.”

“Vel er det da ej.” Alice lagde en beskyttende hånd på sin mave, så sultanaen ikke skulle høre det og blive fornærmet. Deres økonomi ragede ikke Jane. Det var meningen, at folk skulle være glade på ens vegne, når man sagde, at man ventede sig.

“Jeg mener, hvad har du tænkt dig at stille op?” spurgte Jane.

For himlens skyld! “Stille op? Hvad i alverden mener du? Jeg skal have et barn.” Hun sniffede. “Du dufter af lavendel. Jeg vidste, jeg kunne lugte lavendler.” Hendes lugtesans var blevet skærpet af gra­ viditeten.

“Det er min deodorant.” Jane lignede faktisk ikke rigtig sig selv.

Hendes øjne så anderledes ud. Det var ret tydeligt. Måske burde hun begynde at bruge en eller anden øjencreme.

“Er du okay, Jane?”

Jane fnyste. “Jeg har det fint. Vær hellere bekymret for dig selv, du.

Det er dig, der er gravid og slår dig selv bevidstløs.”

Barnet! Hun havde været så egoistisk at tænke på sit ømme hoved i stedet for at tænke på den stakkels sultana. Hvilken slags mor opfører sig sådan?

Hun sagde: “Jeg håber ikke, barnet kom noget til, da jeg faldt.”

“Børn er ret hårdføre, så det ville jeg ikke spekulere på, hvis jeg var dig.”

15

Det hun glemte.indd 15

12/11/15 15.54

Det var en stemme, der kom fra endnu en kvinde. For første gang så Alice sig omkring, og det gik op for hende, at hun var omringet af en flok midaldrende kvinder iført sportstøj og med blussende ansig­ ter. Flere af dem lænede sig forover og så interesseret på hende, som om hun var et færdselsuheld, mens andre stod med hænderne i siden og småsnakkede indbyrdes, som om de var til selskab. De befandt sig tilsyneladende i et langt lokale oplyst af lysstofrør. Hun kunne høre en tynd lyd af musik langt væk, metalliske klonk og et pludseligt lat­ terbrøl fra nogle mænd.

“Men du burde faktisk ikke træne så hårdt, hvis du er gravid,” sag­ de endnu en kvinde.

“Men jeg træner jo slet ikke,” sagde Alice. “Jeg burde faktisk træne mere.”

“Du kunne ikke træne mere, selv hvis du prøvede, min pige,” sag­ de Jane.

“Jeg ved ikke, hvad du taler om.” Hun så rundt på de fremmede ansigter. Det var alt sammen så ... fjollet. “Jeg ved ikke, hvor jeg er.”

“Hun har nok fået en hjernerystelse,” sagde nogen ivrigt. “Folk med hjernerystelse er fortumlede og konfuse.”

“Siden hvornår er du blevet læge?”

“Jeg har da lige taget et førstehjælpskursus på skolen. Jeg kan hu­ ske den præcise formulering. Fortumlede og konfuse. Du er nødt til at holde øje med, om der er noget, der trykker inde i hjernen. Det er nemlig ret farligt.”

Step Crazy så skræmt ud og klappede Alices arm. “Sikke noget, skat. DU HAR MÅSKE FÅET EN LILLE HJERNERYSTELSE.” “Ja, men det gør hende jo ikke døv,” sagde Jane skarpt. Hun sæn­ kede stemmen og lænede sig ned mod Alice. “Det er okay. Du er til træning, du var i gang med din steptime, den om fredagen, som du har villet have mig med til, du ved. Jeg kan egentlig ikke se, hvad der er så fedt ved det. Nå, men du faldt helt vildt og slog hovedet, det er det hele. Du skal nok blive dig selv igen. Men hvorfor i alverden fortalte du mig ikke, at du var gravid?”

16

Det hun glemte.indd 16

12/11/15 15.54

“Hvad er en steptime?” spurgte Alice. “Åh, det her er ikke godt,” sagde Jane ophidset.

“Nu er ambulancen kommet,” råbte nogen.

Step Crazy blev helt overstadig af lettelse. Hun sprang op og herse­ de med damerne, som var hun en energisk husmor med en kost. “Så, folkens, lad os give dem noget plads, ikke?”

Jane lå stadig på knæ ved siden af Alice og klappede hende lettere distræt på skulderen. Og så holdt hun inde med klapperiet. “Hold da helt op. Bare det var mig.”

Alice drejede hovedet og så to flotte mænd i blå overtræksbukser skride hen imod dem med førstehjælpsudstyr. Hun kæmpede skam­ fuldt for at komme op at sidde.

“Bare bliv der, søde,” sagde den højeste af dem.

“Han ligner totalt George Clooney,” åndede Jane i øret på hende.

Det gjorde han også. Alice kunne ikke lade være med at føle sig i bed­ re humør. Det var, som om hun var vågnet i et afsnit af Skadestuen.

“Halløjsa.” George Clooney satte sig på hug ved siden af dem med sine store hænder hvilende i luften mellem knæene. “Hvad hedder du?”

“Jane,” sagde Jane. “Åh. Hun hedder Alice.”

“Og dit fulde navn, Alice?”

“Alice Mary Love.”

“Det var vist noget af et fald, du har haft, Alice?”

“Ja, det ser sådan ud. Jeg husker det ikke.” Alice følte tårer presse sig på, som om hun var et særtilfælde, som hun i det hele taget gjor­ de, når hun talte med nogen fra sundhedsvæsenet, selv apotekere.

Det var hendes mors skyld, hun havde altid gjort for meget ud af Alice, når hun var syg som barn. Både hun og Elisabeth var hypokon­ dere af værste skuffe.

“Ved du, hvor du er?” spurgte George.

“Ikke rigtigt,” sagde Alice. “Åbenbart er jeg til træning.”

“Hun faldt, mens hun lavede steptræning.” Jane rettede på strop­ pen til sin BH under blusen. “Jeg så det hele. Hun lavede en ret flot 17

Det hun glemte.indd 17

12/11/15 15.54

baglæns saltomortale og knaldede hovedet mod gulvet. Hun har væ­ ret bevidstløs i cirka ti minutter.”

Step Crazy kom tilbage med hestehalen i fuldt sving, og Alice så på pigens lange, glatte ben og hårde, flade mave. Det lignede en kun­ stig mave. “Jeg tror, hun mistede koncentrationen lidt dér,” sagde Step Crazy til George Clooney i et fortroligt tonefald, sådan to profes­ sionelle imellem. “Jeg fraråder altså gravide at tage lige den her time.

Og jeg spurgte faktisk, om der var nogen, der var gravide.”

“Hvor langt er du henne, Alice?” spurgte George.

Alice ville svare, men fandt et helt tomt område i hovedet.

“13 uger,” sagde hun efter et kort sekund. “Nej, jeg mener 14. 14 uger.” De var blevet scannet i 12. uge for mindst to uger siden. Sulta­ naen havde lavet et spøjst lille spring, som et discodansetrin, som om han var blevet prikket i ryggen, og Nick og Alice havde prøvet at vise folk, hvordan det spring havde set ud. Alle havde været smadderhøfli­ ge og sagt: “Det var da utroligt.”

Hun lagde hånden på maven igen, og for første gang lagde hun mærke til, hvad hun havde på. Løbesko og hvide sokker. Sorte shorts og en gul top med en guldskinnende sticker på. Det så ud til at være et billede af en dinosaur med en ballon ud af munden, med ordene ROCK ON på. Rock on?

“Hvor kommer det her tøj fra?” spurgte hun Jane, lettere anklagen­ de. “Det her er ikke mit tøj.”

Jane så sigende på George.

“Der er klistret en dinosaur på min trøje,” sagde Alice lamslået.

“Hvilken dag er det i dag, Alice?” spurgte George.

“Fredag,” svarede Alice. Hun snød, fordi Jane havde sagt “fredags­ træning”. Hvad det nu end betød.

“Kan du huske, hvad du fik til morgenmad?” George undersøgte blidt den ene side af hendes hoved, mens han talte. Den anden am­ bulanceredder strammede en blodtryksmåler om hendes overarm og pumpede den op.

“Jordnøddesmør på toastbrød?”

18

Det hun glemte.indd 18

12/11/15 15.54

Det fik hun som regel til morgenmad. Det virkede som det sikre valg.

“Han ved ikke, hvad du spiste til morgenmad,” sagde Jane. “Han prøver at finde ud af, om du kan huske, hvad du spiste.”

Blodtryksmåleren pressede hårdt om Alices arm.

George lænede sig lidt tilbage. “Sådan bare for sjov, kan du så ikke fortælle mig, hvad vores højtærede premierminister hedder?”

“John Howard,” svarede Alice lydigt. Hun håbede, der ikke kom flere spørgsmål om politik. Det var virkelig ikke hendes stærke side.

Hun kunne aldrig blive forarget nok.

Jane udstødte en sær, eksplosiv lyd, en blanding af hån og mun­ terhed. “Øhm. Men han er da stadig premierminister, ikke sandt?” Alice græmmede sig. Folk ville drille hende med det her i årevis. Åh, Alice, du ved ikke, hvem der er premierminister! Havde hun misset et valg?

“Men jeg er sikker på, at det er ham.”

“Og hvilket år er vi i?” George virkede ikke så bekymret over det.

“Det er 1998,” svarede Alice med det samme. Hun følte sig sikker på det. Terminsdatoen var næste år, i 1999.

Jane holdt sig for munden. George skulle til at sige noget, men Jane afbrød ham. Hun lagde hånden på Alices skulder og stirrede ind­ gående på hende. Hendes øjne var vidtåbne af ophidselse. Småbitte mascarakugler svævede for enden af hendes vipper. Kombinationen af hendes lavendeldeodorant og hvidløgsånde var ret overvældende.

“Hvor gammel er du, Alice?”

“Jeg er 29, Jane,” Alice blev irriteret over Janes dramatiske tone­ fald. Hvad hentydede hun til? “Lige så gammel som dig.”

Jane satte sig op igen og så triumferende på George Clooney.

“Jeg er lige blevet inviteret til hendes 40-års fødselsdag,” sagde hun.

Det var den dag, da Alice Mary Love gik til træning og skødesløst forlagde et helt årti af sit liv.

Det hun glemte.indd 19

12/11/15 15.54

2 J

ane sagde, at hun naturligvis ville komme hen på hospitalet, men at hun skulle være i retten klokken to.

“Hvorfor skal du i retten?” spurgte Alice, der ville blive nærmest lykkelig, hvis Jane ikke besøgte hende på hospitalet. Hun havde fået rigeligt af Jane allerede. En invitation til hendes 40-års fødselsdag.

Hvad i alverden mente hun med det?

Jane smilede underligt og svarede ikke på spørgsmålet om retten.

“Jeg skal nok ringe til nogen, så du ikke er alene, når du kommer derhen.”

“Ikke til nogen.” Alice så til, mens redderne foldede en båre ud til hende. Den så lidt vakkelvorn ud. “Til Nick.”

“Ja, naturligvis ringer jeg til Nick.” Jane udtalte ordene overdrevet tydeligt, som om hun medvirkede i et teaterstykke for børn.

“Jeg er faktisk sikker på, at jeg godt kan gå selv,” sagde Alice til George Clooney. Hun havde aldrig brudt sig om at blive løftet, ikke engang af Nick, der ellers var ret stærk. Hun bekymrede sig om sin vægt. Tænk, hvis redderne prustede og lavede flyttemandsagtige grimasser, når de løftede båren? “Jeg har det fint. Det er bare hove­ det.”

20

Det hun glemte.indd 20

12/11/15 15.54

“Du har fået en temmelig heftig hjernerystelse,” sagde George.

“Den må vi ikke tage let på.”

“Vær nu sød, det bedste ved jobbet er jo, at vi må bære smukke kvinder rundt på bårer,” sagde den anden redder. “Det må du ikke tage fra os.”

“Ja, lad dem endelig, Alice,” sagde Jane. “Din hjerne har taget ska­ de. Du tror, du er 29.”

Hvad betød det mon helt nøjagtig?

Alice lagde sig og lod de to mænd løfte hende op på båren med et snuptag. Hovedet rullede til siden, og smerten gjorde hende svimmel.

“Nå, dér var hendes taske.” Jane greb en rygsæk ude ved væggen og klemte den ned ved siden af Alice.

“Det er ikke min,” sagde Alice.

“Jo, det er så.”

Alice stirrede på den røde kanvastaske. Den øverste flap på tasken havde tre skinnende dinosaurklistermærker magen til den på hendes top. Hun spekulerede på, om hun skulle kaste op.

Redderne løftede båren. Det virkede ikke, som om de havde svært ved at bære den. Det var vist deres job at løfte folk, uanset hvilke størrelser de kom i.

“Arbejdet!” sagde Alice panikslagen. “Du må hellere ringe til kon­ toret for mig. Hvorfor er vi egentlig ikke på arbejde, når det er fredag?”

“Ja, det er ikke godt at vide! Hvorfor i alverden er vi ikke på arbej­ de?” gentog Jane med kunstig stemme. “Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg ringer til ‘Nick’ og så ringer jeg til ‘arbejdet’. Jeg går ud fra, du mener ABR Bricks, ikke?”

“Ja, nemlig, Jane,” sagde Alice varsomt. De havde arbejdet dér i tre år nu. Var den stakkels pige blevet lettere mentalt forstyrret? “Du må hellere sige til Sue, at jeg ikke kommer i dag.”

“Sue,” gentog Jane langsomt. “Og med Sue mener du vist Sue Mason.”

“Ja, Jane. Sue Mason.” (Afgjort helt tosset).

Sue Mason var deres chef. Hun hængte sig i detaljer som punktlig­ 21

Det hun glemte.indd 21

12/11/15 15.54

hed, lægeerklæringer og passende arbejdsbeklædning. Alice glædede sig til sin barsel, så hun kunne slippe for at være der.

Alice så, hvordan Jane kiggede efter dem, da redderne bar hende væk. Hun klemte underlæben sammen med fingeren, hun lignede en fisk.

“God bedring!” Step Crazy råbte til dem fra en scene forrest i lo­ kalet, med stemmen forstærket af mikrofonen, der var spændt om hendes hoved. Da båren nåede døren, væltede en dunkende musik ud over dem. Alice så Step Crazy træde hurtigt op og ned på en lav bænk af plastic. Kvinderne, der havde stået rundt om Alice, fulgte alle pigens bevægelser på deres egne minibænke. “Kom så, PIGER! Giv mig et basisstep, giv mig et hælspark, og så er det tid til RO­ DEO!” Kvinderne skrævede over deres bænke og svingede usynlige lassoer over deres hoveder.

Du godeste. Hun måtte huske hver eneste detalje af denne her sy­ rede dag og fortælle alt til Nick. Hun blev nødt til at vise ham det der med “rodeo”. Han ville dø af grin. Hele denne dag var indtil videre ret latterlig.

(Selv om den selvfølgelig også var en anelse skræmmende, for hvad i alverden lavede hun til træning med Jane Turner, der opførte sig, som om hun var kuleskør?).

De kom gennem en glasdør og ud i et enormt, aflangt rum på stør­ relse med et supermarked. Alice genkendte ingenting.

Der var rækker af indviklede maskiner, som blev betjent af mænd og kvinder, der alle så ud til at anstrenge sig for at løfte, trække eller skubbe ting, der var alt for tunge. Der var en stemning af dæmpet flid, som på et bibliotek. De blev ved, mens båren passerede dem. Kun deres øjne fulgte hende med den samme fjerne interesse, som hvis hun havde været et nyhedsindslag på tv.

“Alice!”

En mand trådte ned fra et løbebånd, mens han skubbede sine hø­ retelefoner væk fra ørerne og ned på skuldrene. “Hvad er der sket med dig?”

22

Det hun glemte.indd 22

12/11/15 15.54

Hans ildrøde ansigt fyldt med svedperler fik ingen klokker til at ringe. Alice stirrede op på ham, famlede efter noget høfligt at sige.

Det var surrealistisk at skulle konversere med en fremmed, som hun lå der udstrakt på båren. Som om hun var midt i en af de drømme, hvor hun var til et cocktailparty i pyjamas.

“Et ordentligt gok i nødden,” svarede George Clooney for hende, det lød ikke særlig sundhedsfagligt. “Åh nej!” Manden tværede et håndklæde hen over panden. “Ikke just hvad du har brug for lige før den store dag!”

Alice forsøgte at lave et trist ansigt over den store dag, der åbenbart kom snart. Måske var han en af Nicks kolleger, og det var en eller anden firmafest eller noget, hun burde vide, hvad var?

“Nå, så kan du måske lære at træne lidt mindre, ikke, Alice?”

“Ho,” sagde Alice. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun havde forsøgt at sige, men det kom ud som et “Ho”.

De bar hende videre, manden kom op på båndet igen og begyndte at løbe, mens han råbte efter hende: “Pas nu på dig selv, Alice! Jeg får Maggie til at give dig et kald!” Han holdt tommel- og pegefinger op mod sit øre.

Alice lukkede øjnene. Hendes mave vendte sig.

“Klarer du den, Alice?” spurgte George Clooney.

Alice åbnede øjnene. “Jeg har lidt kvalme,” sagde hun.

De standsede foran en elevator.

“Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg er,” mindede hun George om. Hun følte, at det var værd at nævne en gang til.

“Det skal du ikke spekulere på,” svarede han.

Dørene gled op, og en kvinde med glat, bobbet hår kom ud.

“Alice! Er du okay? Hvad er der sket?” Hun talte med meget nyde­ lige vokaler. “Hvor er det pudsigt! Jeg har sådan tænkt på dig! Jeg ville have ringet til dig angående – ja, det, der skete på skolen, Chloe fortalte mig om det, din stakkel! Du kæreste, det er da dårlig timing!

Med det i morgen aften og den store dag inden ret længe!”

Mens kvinden blev ved med at tale, blev båren manøvreret ind i 23

Det hun glemte.indd 23

12/11/15 15.54

elevatoren, og redderne trykkede på knappen til stueetagen. Dørene lukkede sig foran kvinden, der holdt en fantasitelefon op til sit øre, præcis som løbebåndsfyren, og en stemme råbte: “Var det Alice Love, jeg lige så på den båre?”

George sagde: “Du kender mange mennesker.”

“Næh,” sagde Alice. “Nej, det gør jeg faktisk ikke.”

Hun tænkte på Jane, der havde sagt: “Jeg er lige blevet inviteret til hendes 40-års fødselsdag.”

Hun drejede hovedet og kastede op på George Clooneys pæne, skinnende sorte sko.

Elisabeths hjemmearbejde til dr. Hodges Det var omtrent sidst på frokostpausen, da jeg blev ringet op. Der var kun fem minutter, til jeg skulle tilbage, og jeg burde have været på toilettet for at se, om jeg have noget siddende mellem tænderne. Hun sagde: “Elisabeth? Åh, hej, det er Jane, jeg har et problem,” som om der kun var én i hele verden, der hed Jane (man skulle tro, at en, der hed Jane, ville have været vant til at sige sit efternavn), og jeg tænkte Jane, Jane, en Jane med et problem, og så gik det op for mig, at det var Jane Turner. Alices Jane.

Hun fortalte, at Alice var faldet til steptræning.

Så stod jeg der, med 140 mennesker, der alle var tilbage ved deres borde, hældte isvand op og spiste deres pebermyntepastiller, mens de så forventningsfuldt op mod podiet med kuglepennene klar, som alle havde betalt 2950 dollars for at høre mig tale, eller 2500 dol­ lars, hvis de havde tilmeldt sig tidligt. Så meget betaler folk mig for at lære dem at skabe en succesfuld direct mail-kampagne. Jeg ved det godt! Den væmmelige kommercielle verden er så fremmed for Dem, ikke sandt, dr. Hodges? Jeg lagde godt mærke til, hvordan De blot nikkede høfligt, da jeg forsøgte at fortælle om mit arbejde. Jeg er sikker på, at det aldrig er faldet Dem ind, at alle de breve og brochu­ rer, De får med posten, rent faktisk er skrevet af nogen. Sådan nogle 24

Det hun glemte.indd 24

12/11/15 15.54

som mig. Jeg tør vædde på, at De har sådan et klistermærke med ‘Reklamer – Nej Tak’ på postkassen. Det gør ikke spor. Jeg bebrejder Dem ikke noget.

Nå, men det var jo ikke det mest belejlige tidspunkt for mig at smide alt for at tage hen til min søster, bare fordi hun var kommet til skade i motionscentret (nogle af os arbejder faktisk, nogle af os har ikke tid til at stå i motionscentret midt på dagen). Især fordi jeg stadig ignorerede hende efter det med de bananmuffins. Jeg ved godt, vi har talt grundigt om, at jeg skal prøve at se hendes handlinger i et mere “rationelt perspektiv”, men jeg nægter altså stadig at tale med hende.

(Hun ved faktisk ikke, at jeg ikke vil tale med hende, men lad mig nu beholde min barnlige fryd i fred).

Jeg sagde til Jane (i en lidt irritabel og overlegen tone, må jeg ind­ rømme): “Er det alvorligt?” Det faldt mig faktisk ikke rigtig ind, at det kunne være alvorligt.

Jane sagde: “Hun tror, vi er i 1998, at hun er 29, og at vi stadig er kolleger hos ABR Bricks, så det er seriøst underligt, det er helt sikkert.”

Og så sagde hun: “Åh, og jeg går ud fra, at du ved, at hun er gra­ vid?”

Jeg skammer mig sådan over min reaktion, dr. Hodges. Det eneste, jeg kan tilføje, er, at det var lige så ufrivilligt og umuligt at stoppe som et kæmpestort høfebernys.

Det var en rystende vrede, der kom helt nede fra maven og op til mit hoved med en susen, og jeg sagde: “Jeg er virkelig ked af det, Jane, men jeg bliver nødt til at løbe nu,” og så smed jeg røret på.

George Clooney tog det virkelig pænt, det med skoene. Alice var ry­ stet og forsøgte at kravle ned fra båren, så hun måske kunne rense dem – hvis hun kunne finde et papirlommetørklæde et sted, måske i den underlige rygsæk, men begge reddere blev pludseligt meget strikse og insisterede på, at hun blev, hvor hun var.

Hendes mave faldt til ro, da hun var spændt fast bagest i ambulan­ 25

Det hun glemte.indd 25

12/11/15 15.54

cen. Den kraftige, hvide plastic føltes betryggende; alt virkede fornuf­ tigt og sterilt.

Det var en ganske rolig tur til hospitalet, lidt som en tur i taxa. Så vidt Alice kunne fornemme, hvinede de ikke just gennem gaderne, mens de verfede de andre trafikanter væk med blinklys og sirener.

“Jeg er vist ikke på nippet til at dø, vel?” spurgte hun George. Den anden gut kørte, og George Clooney sad omme bagved hos Alice.

Hun lagde mærke til, at han havde kraftige øjenbryn. Nick havde også nogle store, buskede bryn. En sen aften havde Alice forsøgt at plukke dem for ham, og han havde skreget så højt, at hun havde fryg­ tet, at mrs. Bergen inde ved siden af ville tage sine naboværnspligter alvorligt og ringe til politiet.

“Nej, du er snart træningsklar igen,” svarede George.

“Jeg træner slet ikke,” sagde Alice. “Jeg tror slet ikke på motions­ centre.”

“Så har vi det til fælles.” George smilede og klappede hende på armen.

Bag Georges hoved så hun, hvordan brudstykker af store plakater, kontorbygninger og himmel susede forbi gennem ruden i ambulan­ cen.

Det var alt sammen meget fjollet. Et “gok i nøden” havde gjort alting mærkeligt. Det her var simpelthen en længere, mere intens udgave af den der syrede, drømmende fornemmelse, man havde, når man vågnede i ferien og ikke vidste, hvor man var. Ingen grund til panik. Det var fascinerende! Hun skulle bare fokusere.

“Hvad er klokken?” spurgte hun beslutsomt George.

“Næsten frokosttid,” sagde han og kiggede på sit armbåndsur.

Okay. Frokosttid. Frokosttid på en fredag.

Hun sagde: “Hvorfor spurgte du mig om min morgenmad før?”

“Det er sådan et standardspørgsmål, vi stiller folk med hovedlæsio­ ner. Vi prøvede at fastslå din mentale tilstand.”

Så skulle man jo tro, at hvis hun kunne huske, hvad hun havde fået til morgenmad, så ville resten indfinde sig.

26

Det hun glemte.indd 26

12/11/15 15.54

Morgenmad. Her til morgen. Åh, kom nu. Det måtte hun da kun­ ne huske?

Konceptet “hverdagsmorgenmad” stod krystalklart for hendes in­ dre blik. Det var to stykker toastbrød, der sprang op i synkron forening fra brødristerens dyb, kedlen, der boblede småsurt, og morgensolens skrå stråler på den store, brune plamage på linoleumsgulvet, der fik den til at se ud, som om den kunne skrubbes væk i en håndevending, hvilket den bestemt ikke kunne. Det var at se op på jernbaneuret, som Nicks mor havde givet dem i indflyttergave, og håbe inderligt, at det var tidligere på morgenen, end hun havde troet (det var altid se­ nere). Det var den knitrende baggrund af Radio ABC’s morgenflade – bekymrede, intense stemmer, der diskuterede verdenssituationen.

Nick lyttede til dem og sagde nogle gange: “I må have spist søm,” og Alice lod stemmerne skylle hen over sig og prøvede på at lade, som om hun stadig sov.

De var ikke morgenmennesker, hun og Nick. Det kunne de godt lide ved hinanden, deres tidligere kærester havde været irriterende friske om morgenen. De to talte sammen i små, fyndige sætninger, og nogle gange var det en leg, det med at overdrive morgengnaveriet, og andre gange var det ikke, og det var fint, fordi de vidste, at de rigtige versioner af dem selv ville komme hjem efter fyraften.

Hun prøvede at huske et særligt morgenmadsminde.

Der var den kølige morgen, da de var halvt færdige med at male køkkenet. Udenfor regnede det kraftigt, og den stærke lugt af ma­ ling kildede hendes næsebor, mens de sad på gulvet og spiste ristet brød med jordnøddesmør, fordi alle møblerne var dækket af. Alice var stadig i natkjole, men havde taget en cardigan på og Nicks gamle footballsokker, som hun havde trukket op til knæene. Nick havde barberet sig og var i tøjet, bortset fra slipset. Aftenen før havde han for­ talt hende om den meget vigtige og skræmmende præsentation, han skulle forelægge for Det Skaldede Skvat, Megatron Motherfucker og mr. Big Kahuna på samme tid. Alice, der selv var rædselsslagen for at holde tale, mærkede sin mave trække sig sammen i sympati med 27

Det hun glemte.indd 27

12/11/15 15.54

ham. Den morgen tog Nick en slurk af sin te, åbnede munden for at tage en bid og tabte toastbrødet lige ned på sin blåstribede yndlings­ skjorte. Brødet landede midt på forstykket. Deres forskrækkede øjne mødtes. Langsomt fjernede Nick brødet og afslørede en stor, fedtet trekant af jordnøddesmør. Han lød som en mand, der var blevet ramt af et dræbende skud, da han sagde: “Det var min sidste rene skjorte,” og så klaskede han sit brød mod panden.

Alice sagde: “Næ, det var det faktisk ikke. Jeg vaskede, da du var til squash i aftes.” De havde ikke fået vaskemaskine endnu, og de skif­tedes til at tage alt deres tøj med til vaskeriet længere nede ad ve­ jen. Nick fjernede det kvæstede toastbrød fra sit ansigt og sagde: “Det gjorde du ikke?” og hun sagde: “Jo, vel gjorde jeg så,” og han havde kravlet mellem myriader af malerdåser, havde grebet hendes ansigt med begge hænder og givet hende et langt, kærligt kys, der smagte af jordnøddesmør.

Men det havde hun ikke fået i dag. Det her var flere måneder si­ den, eller uger, eller noget. Køkkenet var blevet færdigt. Hun havde heller ikke været gravid dengang. Hun drak stadig kaffe.

Der havde været nogle morgener i træk, hvor de havde været på et sundhedstrip og havde fået yoghurt med frugt i stedet. Hvornår var det?

Det havde i hvert fald ikke varet længe, selv om de begge havde været ret entusiastiske i begyndelsen.

Der havde været morgener, hvor Nick havde været bortrejst med arbejdet. Så havde hun spist sit ristede brød i sengen og smagt på den romantiske længsel efter ham, som havde han været sømand eller soldat. Det havde føltes som nydelsen ved at være sulten, når man vidste, at der ventede et festmåltid.

Så var der morgener, hvor de havde skændtes over manglende mælk. Grimme ansigter, glødende øjne og smækkende døre. Det var ikke så rart. (Det havde bestemt ikke været i morges. Hun huskede, hvordan de havde tilgivet hinanden om aftenen, mens Nicks yngste søster optrådte i en mikroskopisk rolle i et virkelig langt og postmo­ 28

Det hun glemte.indd 28

12/11/15 15.54

derne stykke, som ingen af dem kunne finde hoved eller hale i. “Nå, jeg tilgiver dig,” hviskede Nick, da han lænede sig ind til hende, og hun havde hvisket tilbage: “Undskyld, men det er faktisk mig, der til­ giver dig,” og en dame foran dem havde vendt sig og hvæset: “Shhh!

Begge to!” som en vred lærerinde, og de havde fået et grineflip, der greb så meget om sig, at de måtte forlade salen, mens de stødte ind i knæ og fik skældud af Nicks søster bagefter).

Der var en morgen, hvor hun tvært havde læst babynavne op fra en bog, mens han surt havde mumlet ja eller nej. Det var rart, for de havde helt sikkert kun ladet, som om de havde været gnavne den morgen. “Jeg fatter ikke, at man lader os navngive et andet menne­ ske,” sagde Nick. “Det føles, som om den slags burde være forbeholdt Hans Majestæt kongen.” “Eller Hendes Majestæt dronningen,” hav­ de Alice sagt. “Åh, en kvinde ville da aldrig få lov til at navngive et barn,” sagde Nick. “Det siger da sig selv.”

Var det i morges? Nej. Det var ... for nogen tid siden. Ikke i morges.

Hun krøb til korset over for George Clooney: “Jeg sagde bare, at jeg havde fået jordnøddesmør på toastbrød, fordi det er det, jeg plejer at spise. Jeg kan slet ikke huske, hvad jeg fik at spise i morges. Over­ hovedet.”

“Det er helt fint, Alice,” svarede han. “Jeg tror heller ikke, jeg kan huske, hvad jeg selv fik.”

Nå. Så meget for at fastslå hendes mentale tilstand! Vidste George overhovedet, hvad han gjorde?

“Så har du måske også fået en hjernerystelse,” sagde Alice. George lo pligtskyldigt. Han var tilsyneladende ved at miste interessen for hende. Måske håbede han, at hans næste patient var lidt mere spæn­ dende. Han kunne sikkert godt lide at bruge de der hjertestarterdim­ ser. Sådan ville Alice have det, hvis hun var ambulanceredder.

En søndag, hvor Nick havde tømmermænd, og hun prøvede at lokke ham med på stranden, og han havde ligget på sofaen og ignore­ ret hende med lukkede øjne, udbrød hun: “Åh nej, der er hjertestop!” og gned to spatler mod hinanden, pressede dem mod hans brystkasse 29

Det hun glemte.indd 29

12/11/15 15.54

og råbte: “Alle væk – der stødes!” Nick havde været så flink at spjætte realistisk på det helt rigtige tidspunkt. Han ville stadig ikke flytte sig, ikke før hun skreg: “Der er ingen vejrtrækning, vi må intubere ham!

Nu!”, og så forsøgte hun at presse et sugerør i halsen på ham.

Ambulancen standsede for rødt, og Alice flyttede sig lidt. Alt ved hendes krop føltes forkert. Der var en overvældede træthed helt ind i knoglernes marv, men samtidig en nervøs, spjættende energi, der gav hende lyst til at rejse sig op og udrette et eller andet. Det måtte være graviditeten. Alle havde sagt, at kroppen ville føles, som om den ikke var ens egen længere.

Hun sænkede hagen for at se nærmere på det underlige, fugtige tøj, hun havde på. Det lignede ikke engang noget, hun selv ville have valgt. Hun gik aldrig i gult eller i toppe. Den panikagtige fornemmel­ se svulmede igen, og hun så igen op i ambulancens loft.

Problemet var også, at hun heller ikke kunne huske, hvad hun fik til aftensmad i går.

Intet. Ikke engang en lillebitte flig.

Hendes ruskomsnusk med tun og bønner? Nicks yndlingskarryret med lam? Hun havde ingen anelse.

Hverdagene flød selvfølgelig ofte sammen som en blød masse.

Hun ville prøve at huske, hvad hun havde lavet sidste weekend.

En rodebutik af forskellige weekendminder faldt ind over hende som en væltet vasketøjskurv. At sidde på græsset i parken med avisen.

At tage i havecenter og skændes om planter. Arbejde på huset. Altid, altid noget med det hus. Film. Middage. Kaffe med Elisabeth. Søn­ dagmorgensex, derefter søvn, derefter croissanter fra den vietname­ siske bager. Et bryllup i ny og næ. Rejser. Ting sammen med Nicks familie.

På en eller anden måde vidste hun godt, at ingen af de ting var sket sidste weekend. Hun skulle ikke kunne sige, hvornår de så hav­ de fundet sted. For kort tid siden eller for længe siden. De var bare sket.

Problemet var, at hun ikke kunne gribe fat i et “i dag” eller et “i 30

Det hun glemte.indd 30

12/11/15 15.54

går”, ikke engang i et “i sidste uge”. Hun svævede hjælpeløst over kalenderen som en undsluppet ballon.

Hun så for sig en grå himmel med et væld af lyserøde balloner bundet sammen med hvide bånd som buketter. Ballonbuketterne blev pisket voldsomt af en vred vind, og en enorm sorg slog gennem hende.

Følelsen forsvandt som en bølge af kvalme.

Du godeste. Hvad gik det ud på?

Hun savnede Nick. Han ville kunne gøre det hele i orden igen.

Han ville fortælle hende præcis, hvad de havde fået at spise i aftes, og hvad de havde lavet i weekenden.

Forhåbentlig ventede han på hende på hospitalet. Måske havde han allerede købt blomster til hende. Det havde han nok. Hun håbe­ de, han ikke havde, for det var alt for ødselt.

Altså, i virkeligheden håbede hun, at han købte dem. Hun havde jo kørt i ambulance. Hun havde på en måde fortjent blomster.

Et andet billede kom til hende. Denne gang et enormt blomster­ arrangement af langstilkede røde roser og brudeslør i den krystalvase, de havde fået af Nicks kusine i bryllupsgave. Hvorfor tænkte hun på det? Nick gav hende aldrig roser. Han vidste jo, at hun kun kunne lide dem i haven. Roser fra blomsterforretninger duftede ikke af no­ get, men fik hende af en eller anden grund til at tænke på seriemor­ dere.

Ambulancen standsede, George sprang op og dukkede sig samti­ dig, så han ikke slog hovedet.

“Så er vi her, Alice. Hvordan har du det? Du ligner en, der har tænkt dybt og inderligt over noget.”

Han trykkede håndtaget ned på ambulancens bagdør, så sollyset væltede ind og fik hende til at blinke.

“Jeg fik aldrig spurgt dig, hvad du hedder,” sagde Alice.

“Kevin,” svarede George undskyldende, som om han vidste, det var en skuffelse.

31

Det hun glemte.indd 31

12/11/15 15.54

Elisabeths hjemmearbejde til dr. Hodges Sandheden er, at jeg nogle gange bliver lidt høj af mit arbejde, dr.

Hodges. Jeg er lidt flov over at indrømme det. Ikke en kæmperus, men et effektivt skud adrenalin. Når lyset dæmpes, og publikum bli­ ver stille, og det bare er mig deroppe på scenen, og Layla giver mig sit dødsensalvorlige “værsgo”, som om vi var i gang med affyringen af et rumfartøj hos NASA. Spotlightet er som en sol i ansigtet på mig, og de eneste lyde, jeg hører, er vandglassenes klirren og måske et enkelt respektfuldt dæmpet host eller to. Jeg kan virkelig godt lide den rene, skære duft af hotellers mødelokaler og den kølige aircondition. Alt bliver så enkelt, og det tømmer mit hoved. Og når jeg taler, glatter mikrofonen min stemme ud, giver mig autoritet.

Men andre gange går jeg på podiet med følelsen af noget tungt over nakken, der presser mig ned, så mit hoved hænger, og ryggen krummes, som var jeg en gammel kælling. Jeg får lyst til at gå helt tæt på mikrofonen og spørge: “Hvad er egentlig pointen med alt det her, mine damer og herrer? I virker alle som ordentlige mennesker, så giv mig lige en håndsrækning, og fortæl mig, hvad meningen er.”

Men jeg ved egentlig godt, hvad meningen er.

Den er, at de er med til at betale terminen. Hver eneste af dem kommer med et bidrag til vores indkøb, elregningen, vand, varme og Visakort. De giver generøst en skilling til alle kanylerne, de ufor­ melige hospitalsdragter og til ham den sidste anæstesilæge med de rare hundeøjne, der holdt mig i hånden og sagde: “Luk bare øjnene og sov, søde.” Nå, jeg kører ud ad en tangent. De vil gerne have, at jeg kører ud ad mine tangenter. De vil gerne have, at jeg bare skriver og skriver, uanset hvad der falder mig ind. Gad vide, om jeg keder Dem? De ser altid så mildt interesseret ud, men måske er der også dage, hvor jeg kommer ind i Deres konsultation med et udtryk af desperation, fordi jeg er ved at sprænges efter at fortælle om alle de patetiske detaljer fra mit liv, og De længes efter at sætte albuerne på skrivebordet, hvile hagen i håndfladerne og sige: “Hvad er egentlig 32

Det hun glemte.indd 32

12/11/15 15.54

meningen, Elisabeth?” og så husker De, at pointen er, at jeg betaler til Deres kreditkort, termin, indkøb ... og sådan er det jo.

De sagde forleden, at følelsen af meningsløshed er tegn på depres­ sion, men ser De, jeg er ikke deprimeret, for jeg kan godt se pointen.

Pointen er penge.

Efter jeg havde afsluttet samtalen med Jane, ringede telefonen med det samme igen (sikkert hende, fordi hun troede, vi havde mi­ stet signalet), og jeg afbrød den midt i ringetonens bimlen. En mand, der gik forbi mig, sagde: “Nogle gange tænker man, at vi alle ville have godt af at slippe de små sataner!” og jeg svarede: “Ja, for fanden (Jeg har aldrig sagt “ja, for fanden” før i mit liv; det poppede bare op i hovedet på mig. Jeg kan lide det. Det kan endda være, jeg siger det til næste konsultation og ser, om det får Dem til at blinke), og han sagde: “Jeg skal huske at sige tillykke. Jeg har været til utroligt mange af den her slags seminarer, og jeg har aldrig mødt en, der var så for­ nuftig at høre på.”

Han flirtede med mig. Det sker nogle gange. Det er nok på grund af mikrofonen og det skarpe lys. Det er spøjst, for jeg tænker altid, at det må være så tydeligt for enhver mand, at min seksualitet er blevet suget ud af mig, Jeg føler mig som et stykke tørret frugt. Ja, lige nøj­ agtig. JEG ER EN SOLTØRRET ABRIKOS, dr. Hodges. Ikke en af de lækre, bløde og saftige, men en hård, runken, soltørret abrikos, der ikke smager af noget, og som gør en øm i kæben.

Jeg tog et par dybe indåndinger af den tempererede luft og satte mikrofonen på min jakke igen. Jeg var så vild efter at komme tilbage på scenen, at jeg faktisk rystede. Jeg har det, som om jeg måske er ble­ vet midlertidigt sindsforvirret et øjeblik her i eftermiddag, dr. Hodges.

Det kan vi jo snakke om, næste gang vi ses.

Eller måske er forbigående sindssyge bare et forsvar, når man gør noget uforsvarligt. Måske skammer jeg mig over at fortælle, at nogen ringede til mig for at fortælle, at min eneste søster havde været ude for en ulykke, og at jeg smed røret på. Jeg pakker mig selv ind for Dem. Jeg vil gerne virke skadet, men på samme tid vil jeg også gerne 33

Det hun glemte.indd 33

12/11/15 15.54

have, at De tænker, at jeg er et godt menneske, dr. Hodges. Et godt og skadet menneske.

Jeg skred ind på den scene som en rockstjerne – og jeg begyndte på Visualisér Dine Muligheder, og det kørte virkelig for mig. Jeg fik dem til at le. Jeg fik dem til at kappes om at råbe svar tilbage til mig, og hele tiden, mens vi visualiserede mulighederne, visualiserede jeg lillesøsteren.

Jeg tænkte, at det kan være ret alvorligt at slå hovedet.

Jeg tænkte: Nick er væk, og det her er ikke rigtig Janes ansvar.

Og så tænkte jeg til sidst: Alice ventede Madison i 1998.

Det hun glemte.indd 34

12/11/15 15.54

Alice er lykkelig. Hun er niogtyve, dybt forelsket i sin mand og gravid med deres første barn. Alt er, som det skal være, men efter et uheldigt fald i fitnesscenteret ryger hun en tur på hospitalet, og da hun vågner der, er alt ændret.

Pludselig er hun niogtredive. Hvedebrødsdagene er i den grad forbi, hun har tre børn og står overfor en skilsmisse.

Alice må langsomt stykke et årtis levet liv sammen på ny.

Hun må finde ud af, hvorfor hendes søster ikke taler til hende længere, og hvordan hun er blevet til en superslank mortype med ekstra dyrt tøj på hylderne. Og endelig må hun finde frem til, om det at miste hukommelsen er forbandet eller velsignet, og om det er muligt at begynde helt forfra.

ISBN: 978-87-400-5595-5

DET HUN GLEMTE

Et interessant psykologisk og etisk dilemma om livsværdier og personlighedsudvikling.

BERLINGSKE

LIANE MORIARTY

Sikke en fantastisk bog. Jeg elskede den.

Det her er én af de bøger, som jeg ville ønske jeg stadig havde til gode.

BOGORMENOGMIG.COM

LIANE MORI ARTY

AF DEN INTERNATIONALE BESTSELLERFORFATTER BAG ST ORE SMÅ L ØGNE

DET HUN GLEMTE ROMAN

H R . FE R D I N A N D