Drengen der løb med gud

„Kom,“ sagde Nicky.

Vi gik hen over stranden. 100 meter. 200.

Så standsede hun og så ind mod skrænten. „Kan du genkende det?“ „Nej.“ „Den der stribe i sandet,“ sagde hun og pegede på den med foden. „Det er vandløbet der kommer inde fra kløften, hvor du blev fundet død. Der skete noget inden.

Du har glemt det. Da du døde mistede du hukommelsen. Du skal ind og lede efter hende.“ „Hende? Hvem hende?“ „Du ved det ikke?“ „Jeg ved ingenting.“ „Du ved heller ikke hvem jeg er?“ „Nicky, du hedder Nicky.“ „Du kan ikke huske mig?“ „Jo. Du stod og røg inde mellem træerne.“ „Men ikke fra før?“ „Nej.“

Spørgsmålet sætter gang i Viktor Hugos hukommelse. Den hukommelse han mistede da han et år tidligere, efter en voldsom storm, blev fundet død i en kløft nær den by han bor i.

Siden dengang har han set billeder af en pige. Hun har grønne øjne. Hun står under vand. Der kommer bobler ud af hendes mund. Hendes ansigt bevæger sig ikke, alligevel skifter det ustandselig udtryk. Nogle gange ser hun på ham med foragt, andre med længsel. Viktors fornemmelse af at han har gjort pigen fortræd, vokser sig stærkere og stærkere. Og samtidig vokser følelsen af at alle andre end han selv ved, hvad der er foregået. Men ingen vil fortælle ham det. Hverken enken Agnes, sygeplejersken Suzanne eller Nicky – den unge sorte kvinde, som med ordene: J’ eg vil tage dig ind i mørket, så langt som ingen nogensinde har været’, lokker ham dybere og dybere ind i sindets labyrint. Alle vil de have at han selv finder frem til sandheden. En sandhed som han længe har forsøgt at løbe fra.

MORTEN SABROE (f. 1947) har senest udgivet Det trettende spil (2010), Fader Vor (2011), OS (2013), Libido (2013) samt bestsellerne Du som er i himlen (2007) og Kærlighedskrigeren (2008). Tidligere har han bl.a. udgivet romanerne Den spanske gæst (2000), Den niende kreds (2002) og Evig troskab (2006).

Drengen der løb med Gud er et mørkt eventyr, en historie om blind hævn og forspildt kærlighed. Da Viktor Hugo bliver indkaldt til politiforhør mistænkt for mord tager begivenhederne fart, og alle føres som viljeløse væsener mod en forfærdelig, men også uundgåelig skæbne.

Uddrag fra bogen

ISBN 9788740015416

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK FORSIDEFOTO: © ALL OVER PRESS / CORBIS IMAGES FORFATTERFOTO: © FRANNE VOIGT

Morten Sabroe

Drengen der løb med Gud Roman

politiken s fo r lag

Drengen der løb med Gud.indd 3

25/03/15 09.15

1

Jeg tror ikke på det overnaturlige. På enhjørninger der løber i slow­ motion gennem luften, ildsprudende drager og dværge med syv hove­ der, men jeg ved at lige bag alt det man kan se og røre ved, er der no­ get andet. Og der er kun den tyndeste hinde ind til det. Hvis der er én.

Jeg kender ikke nogen der ikke er standset op på vej til supermar­ kedet, biografen eller en de kender, og har set sig omkring og mærket hårene rejse sig i nakken og gåsehuden myldre frem overalt på krop­ pen. Man behøver ikke gå hen over en kirkegård for at føle det.

Det sker for mig flere gange om dagen. Hver eneste dag. Der er noget. Lige på den anden side. Nogle gange griber jeg mig selv i at række ud efter det. Jeg ved at det forsvinder i samme øjeblik jeg gør det, men jeg kan ikke lade være.

Det er et ansigt. Det ser på mig. Som om det ved noget om mig.

Det er en pige. Hun har grønne øjne. Hun står under vand. Der kommer bobler ud af hendes mund. Hendes ansigt bevæger sig ikke, alligevel skifter det ustandselig udtryk. Nogle gange ser hun på mig med foragt, andre med længsel.

Nogle gange ... ... nogle gange hører jeg et skrig bag hende.

Hendes blik forandrer sig, det bliver anklagende: “Hvorfor gør du ikke noget?”

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvem hun er, ved jeg heller ikke.

Jeg kan ikke huske det.

5

Drengen der løb med Gud.indd 5

25/03/15 09.15

Der er meget jeg ikke kan huske. Nu og da åbner der sig en sprække ind til det, og jeg ser et glimt af noget jeg har været med til. Der er ingen orden i det, det kommer som lynnedslag. De tænder et blæn­ dende skarpt lys over det der ligger inde i mørket og venter.

Det vil vise sig for mig på et tidspunkt. Det andet kan jeg ikke holde ud at tænke på. At jeg skal ind og hente det ud. Derind, hvor kun de færreste kommer tilbage fra.

Jeg har været der. Jeg tror ikke man kan være så heldig to gange.

Man kan vende tilbage fra de døde én gang, ikke to.

Det var der det forsvandt, alt det jeg ikke kan huske. Det forsvandt den dag jeg døde. Som om nogen havde besluttet at det var for uhyg­ geligt at leve med for en dreng på min alder.

Der er mørkt, meget mørkt. Som i en hule gravet ind i en skrænt og dækket til med kviste, så ingen kan se hvad den skjuler.

Ingen. Heller ikke mig.

Det ligger inde i mørket, det kommer langsomt imod mig.

Hvad er det? Hvem har gjort det? Hvorfor?

Drengen der løb med Gud.indd 6

25/03/15 09.15

2

Jeg hedder Viktor Hugo. Viktor Hugo Andersen. Det var min far der fandt på det. Da min mor var i niende måned sad han i lænestolen og læste en bog af den franske forfatter Victor Marie Hugo. Han havde lige læst en passage der fik hans øjne til at gå over deres bredder, da han så op fra bogen.

“Hvad siger du til Victor?”

“Victor?” sagde min mor.

“Hvis det bliver en dreng.”

“Ja.” “Hugo.”

“Hugo?”

“Victor Hugo. Dansk u, ikke fransk.”

“Og hvis det bliver en pige?”

“Marie.”

“Ja?” Der blev stille mellem dem. Min far smagte på navnet.

“Han var stor,” sagde han. “Victor Marie Hugo.”

“Jeg synes det skal være med k,” sagde min mor.

Det blev det. Viktor med k. Jeg er glad for at jeg ikke fik den franske forfatters fulde navn. Jeg er også glad for at det ikke var en bog af Karen Blixen han sad og læste.

Jeg kom til verden midnat mellem 24. og 25. december 1997. Klokken 00.01. En halv time inden tændte min mor natlampen i soveværelset.

“Henrik Christian,” sagde hun. “Vandet er gået.”

7

Drengen der løb med Gud.indd 7

25/03/15 09.15

Han satte sig op med et ryk: “Hvorhenne?”

“Det er gået ud af mig.”

Jeg fulgte hurtigt efter det.

“Du kom løbende,” sagde min mor engang til mig. “Jeg nåede slet ikke at føde dig.”

“Han er meget ...” sagde min far.

“Sig det bare: tynd.”

“Han ligner ...”

“Kom bare med det,” sagde min mor. “Et kosteskaft. Han skal bare have noget at spise. Kom op til mor, Viktor Hugo.”

Hun lagde mig til.

“Det var utroligt som du sugede. Du var ved at suge mig ud gen­ nem brystet. Og imens hjulede dine ben af sted under dig. Du var knap nok kommet ud før du begyndte at løbe.”

“Se,” sagde hun til min far. “Hans fødder. Er de ikke smukke?”

Jeg satte af på hendes hænder. Fremad, jeg ville fremad.

“Kom op til far,” sagde min far, da jeg havde fyldt maven.

Han løftede mig op. Satte hånden under min numse. Mine ben mosede videre. Det varede måske ti sekunder, så rakte han mig tilbage til min mor.

“Hvad er det?” sagde hun.

“Ikke noget.”

Han var ikke tilfreds. Det var ikke mig, han løftede op, det var Vic­ tor Marie Hugo II. Jeg skulle gå i hans fodspor. Sidde med ham lange vinteraftener og tale om bøger. Og lange sommeraftener. Og forårs- og efterårsaftener. Hans bøger.

Min far har det kedeligste job en mand kan have. Han er forfatter.

Henrik Christian Andersen. Hans motto er ‘At skrive er at leve’. Han bestiller ikke andet. Sidder på sin flade det meste af dagen og skriver romaner: Kærlighedens hus. Kærlighedens vej. Kærlighedens pris. En flod af kærlighed. Der brænder en flamme. Gådefulde hjerte. Og den der skabte ham en kæmpe læserskare: Du, min elskede. Fulgt op af Jeg ser dig. Som gav ham ideen til Blind kærlighed, om en mand der stir­ 8

Drengen der løb med Gud.indd 8

25/03/15 09.15

rer sig blind på naboens unge smukke kone, og mens han gør det, vis­ ner hans egen. Uset sygner hun hen og ender med kraftløs og udtørret at gå i seng og vente på at døden kommer og væder hendes læber. Jo nærmere døden kommer, des mere svagtseende bliver hendes mand.

Han køber stærkere og stærkere briller, men naboens kone glider væk i en mælkehvid tåge. Tågen bliver mørkere og mørkere, til sidst er han blind. Hans kone dør, og naboens kone går i en stor bue uden om ham når hun møder ham på gaden, fægtende gennem mørket med armbind og hvid stok.

Min far er stor. Han er berømt uden for vores by. Han læser altid bøger. Sine egne før andres. Han skriver op til 25 sider om dagen. Om aftenen læser han dem højt for min mor der bliver ved med at afbryde: “Hvor er det godt skrevet, Henrik Christian! Og sandt!” De længsels­ fulde og lidenskabelige kvinder i hans bøger ligner altid min mor.

Sådan var det også i Blind kærlighed hvor hun var naboens kone. Han pyntede lidt på hende, trak nogle kilo, nogle rynker og nogle år fra og dyppede hendes sprog i honning, så det gled nemmere ind gennem øregangene på hans publikum af hvidhårede kvinder. De hvidhårede kvinder er vilde med kærlighedsbrevene i hans bøger. De er altid skre­ vet af den kvindelige hovedperson som aldrig hedder Ulla eller Bente eller Kirsten (som min mor), men Elizabeth, Dorothy, Rosalyn eller Emily. De kan noget med en vridemaskine. De kommer sjælen i den og vrider den for smerte. Især Rosalyn. Hun var så syg af længsel efter sin elskede at hun måtte gå i seng og komme fire silkepuder i ryggen for at kunne sidde op og skrive til ham. Hun var gift med Englands rigeste mand, men elskede gartneren som var ung og mørkhåret og muskuløs. Hun skrev et 45 sider langt brev i kursiv til ham, som hun var blevet syg af at længes efter. Det er det længste og mest beundrede brev min far har skrevet i sine bøger. Det stod til sidst i bogen og slut­ tede med tre prikker der betød at Rosalyn var udåndet, død af sorg.

Man kunne rive de 45 sider ud af bogen, klippe dem i småstykker og komme dem i en blender med kogende vand og hælde dem i en form formet som et kors. Når engang det var størknet, ville man kunne drive djævle ud med det.

Drengen der løb med Gud.indd 9

25/03/15 09.15

3

Jeg har også et brev. Jeg har det med hver gang jeg løber. Uden på kuverten står: Til Viktor. Fra en du ikke kan løbe fra.

Den dag jeg fik det, vendte jeg brevet om og så afsenderen: N Det lå i postkassen tidligt om morgenen, hun måtte have været forbi med det om natten.

Jeg står op ved firetiden for at løbe inden bilerne begynder at skære landskabet op. Jeg løber mens dyrene er trygge, og fuglene vågner.

Nogle gange er det som at løbe i et landskab af bly, andre er det af fløjl, og nogle gange af guld. Jeg kan høre Jorden trække vejret med sin kæmpelunge. Tungt og roligt som et menneske der har hørt og set alt, og ikke er bange for noget.

Den morgen var anderledes. Når jeg kommer ud fra huset og åb­ ner havelågen, føler jeg mig fri som fuglen der ikke er en millimeter mere fri end menneskene. Men den kan flyve. Jeg begynder at varme op, lunter hen ad vejen, lytter efter hjertet der slår med en lyd som et spædbarn der klynker i det fjerne. Når den skærende lyd er væk, sætter jeg i løb. Men ikke den morgen.

Den morgen standsede jeg foran postkassen. Jeg ved ikke hvorfor jeg åbnede den, der var aldrig breve til mig. Der var aviser og rekla­ mer og breve fra ejendomsmæglere. Jeg plejede først at åbne den når postbuddet ikke kunne presse flere kuverter i dens gab. Den morgen åbnede jeg den. Eller også var det skæbnen der gjorde det for mig.

10

Drengen der løb med Gud.indd 10

25/03/15 09.15

Hvordan hun vidste hvor jeg boede, kunne jeg ikke regne ud. Jeg tog brevet og gik hurtigt ned ad vejen hen til stien mod skrænten. Det kom to dage efter jeg løb ind i hende oppe ved fyret. Pludselig stod hun der. Jeg kunne have løbet uden om hende, men så havde jeg tabt ansigt.

“Kan du slet ikke stå stille?” spurgte hun.

Jeg sparkede til nogle småsten. Hun så på mine sandaler.

“Du har gamle fødder.”

Jeg så på dem. De var sprukne. Støvede. Huden som læder.

“Er du bange for at se på mig?”

“Bange?”

“Du ser ikke på mig.”

Jeg så på hendes fødder. De var slanke, lige til at udstille.

“Kom nu,” sagde hun.

Om jeg så havde en pistol i nakken.

“Se på mig.”

Jeg lod blikket stige op ad hendes krop. Hendes tynde krop. Jeg standsede det ved munden. Hun smilede det smil jeg skulle komme til at se igen: Du skal ikke tro du er nogen, du skal bevise det.

Hun gik med bøjle, den sad som en skinnende lynlås mellem hen­ des læber. Der var sten i den. Diamanter, eller hvad ved jeg.

“Der er ikke noget at være bange for,” sagde hun.

Vi havde været tæt på hinanden én gang før. Hun havde stået som et sort spøgelse mellem nåletræerne oppe ved Glaspaladset og røget og set på mig. Hun havde bare stået der. Og skoven brændte.

Der er noget man skal passe på. Sig selv. Det er kun blodet der løber én vej. Og floder. Spærret inde i flodlejet kæmper de for at komme fri.

Kun én vej, i al evig uendelighed. I et menneske er der en milliard veje. Man skal se sig godt for før man kører ned ad en af dem. Nogle af dem fører lukt til helvede, og de er ensrettede ligesom floderne.

Jeg skulle ikke nyde noget af at se på hende mere end et halvt se­ kund. Et halvt sekund var mere end nok. Det er nemt nok at gå ind i en labyrint, men næsten umuligt at finde ud af den.

“Der er ikke,” sagde hun.

11

Drengen der løb med Gud.indd 11

25/03/15 09.15

De sorte øjne. De var indgangen. Hold dig fra øjnene, sagde en stemme i mig.

Hun tog et skridt frem mod mig. Jeg tog et tilbage og to til siden og sagde: “Jeg er skredet.” Så begyndte jeg at løbe, og mens jeg løb, hørte jeg hende råbe: “Du kan ikke løbe fra mig!”

Det var det jeg gjorde. Og jeg standsede ikke før jeg var kommet over på den anden side af bakken hvor jeg hev efter vejret som der ikke var nok af, overhovedet ikke. Det var der jeg opdagede at jeg ikke var løbet fra hende. Hendes lugt, jeg havde den i næsen. Og hvis næ­ sen havde været tilstoppet, ville den sidde i min krop. Og hendes hår, sort som ibenholt, kort og tætklippet. Det sad som en hjelm på hendes hoved som var hun en kriger, en soldat eller en lejemorder, det sidste mere end det første.

Det var to dage siden, nu stod jeg med hendes brev der var tungt som et ondt år fordi hun var i det.

Jeg gik ud til kanten af skrænten. Dér lå havet. Jeg ville kaste bre­ vet som en frisbee ud over det. Se det dale mod vandet og blive ført ud af strømmen. Se det tage vand ind og synke. Se havet sluge det.

Lortehav.

Jeg læste hvad der stod på kuverten: Til Viktor. Fra en du ikke kan løbe fra.

Jeg gik frem og tilbage og rundt om mig selv. Der var ingen vej udenom, medmindre jeg ville ind i labyrinten. Jeg læste engang en bog hvor hovedpersonen sagde: “En mands viljestyrke står sin prøve foran en smuk kvinde.” Det var det den gjorde. Jeg var ikke i tvivl om hvem der ville vinde.

Jeg holdt brevet mellem to fingre og skulle lige til at kaste. Jeg kunne ikke, det sad fast.

Så fik jeg en idé. Jeg ville løbe ned til havnen, købe en æske tænd­ stikker og sætte ild til det. Det skulle gå op i flammer, krølle sammen og blive til aske. Blæse væk for vinden og forsvinde i det store intet.

Jeg løb ned til havnen, jeg gik ind i kiosken, jeg købte en æske 12

Drengen der løb med Gud.indd 12

25/03/15 09.15

tændstikker. Så løb jeg ud på molen og fandt et sted med læ. Jeg tog brevet og tændstikkerne og satte mig på hug bag rækværket. Jeg tændte en tændstik og rejste mig igen. Jeg så ud over vandet og sagde til mig selv at en mand ikke stikker halen mellem benene. Kun en kryster ville brænde et brev uden at læse det.

Jeg åbnede det. Den første linje gav et fingerpeg om i hvilken ret­ ning det ville gå: Kære Rødhætte, Jeg kunne have krøllet det sammen dér, men så havde jeg stadig været en kujon. Desuden var hun den første der havde kaldt mig det.

Mit hår er tæt som en jungle, det ser ud som om det er sat af vilde kastevinde. Det er rødbrunt, men når lyset rammer det på en særlig måde, ligner det et bål som vinden flår i.

Jeg læste videre, og før jeg vidste af det, havde jeg læst hele brevet.

Det var heller ikke langt: Jeg vil tage dig ind i mørket. Så langt som ingen nogensinde har været. Du vil se ting så forfærdelige at du ikke kan forstå, de har med dig at gøre, men det har de. Selvfølgelig er du bange, men hvis du tror du kan løbe fra mig, kan du godt tro om. Jeg er i dig til den dag du dør Det sluttede der. Uden punktum.

Jeg havde svært ved at læse det første gang. Og anden. Tredje gang gik det bedre. Det var et brev man kunne huske, i modsætning til dem min far fik heltinderne i sine bøger til at skrive. Da jeg havde læst det tredje gang, behøvede jeg ikke læse det igen. Det gjorde jeg alligevel.

Jo flere gange jeg læste det, des mere forvandlede det sig. Først var det mørkt som en af de skyer der jager over himlen om sommeren og får folk til at tænke det nok er bedst at slå parasollen ned og sætte have­ møblerne ind. Så begyndte det at sprutte med lyn fra skyen, og mens den drev tættere på land, blev de sorte tove af regn under den tydelige som trådene fra en dræbergople fyldt med sort blæk.

Det var især sætningen ‘Du vil se ting så forfærdelige at du ikke kan forstå, de har med dig at gøre, men det har de’, der havde en klang af 13

Drengen der løb med Gud.indd 13

25/03/15 09.15

noget uhyggeligt. Som om jeg havde begået en forbrydelse så slem at den der hørte om den, ikke ville tro sine egne ører.

Jeg kom det i lommen. Og tog det op igen for at se om jeg havde læst rigtigt. Så kom jeg det i lommen igen og begyndte at løbe. Mine muskler var spændte, det var ikke det løb jeg plejede at løbe. Og det var ikke den slags tanker jeg plejede at tænke når jeg gjorde det. De ødelagde min rytme, og så slog jeg over i gang.

Strømmen pilede rundt i min krop som lyn der ikke kan beslutte sig for hvad de skal slå ned i. Jeg måtte have hende ud af mit hoved.

Det begyndte med brevet. Jeg krøllede det sammen og knugede det hårdt i hånden. Da jeg glattede det ud igen, var strømmen ikke ble­ vet mindre. Så indså jeg at det ikke havde noget med brevet at gøre, men med mig. Det var mig der var gået ind i labyrinten, jeg måtte selv finde ud af den igen. I filmen Ondskabens hotel kan man se hvor nemt det er. Den sindssyge forfatter løber efter sin søn der er flygtet ind i labyrinten, for at slå ham ihjel med en økse. Det er iskold vinter oppe i bjergene. I luftfotografiet af labyrinten kan man se hvad de der er inde i den, ikke kan se: Det er dødnemt at komme ud. Det kommer drengen, men ikke faren. Og mig? Ville jeg komme ud, eller ville jeg synke sammen i vanvid og fryse til is som faren?

Og så var der det hun skrev om døden: Hvis du tror du kan løbe fra mig, kan du godt tro om. Jeg er i dig til den dag du dør Jeg ved noget om døden. Jeg vil ikke sige vi er blevet venner, men vi kender hinanden bedre end de fleste. Ingen kan true mig med den.

Heller ikke hende. Og måske skulle hun tænke sig bedre om inden hun skrev den slags. For den der udsiger en forbandelse over et andet menneske, står i fare for selv at blive ramt af den. Forbandelser skal man omgås med forsigtighed. Jeg ved ikke hvor mange sorte enker der har sprængt sig selv i luften efter at have udslynget en. Og det er løgn når de siger at Allah tager imod dem med åbne arme når de har gjort det. Allah tager kun imod hele mennesker, ikke blodige samlesæt som kommer uden brugsanvisning på hvordan man skal samle dem.

Jeg har glemt at skrive hvad hun hedder: 14

Drengen der løb med Gud.indd 14

25/03/15 09.15

Nicky.

Det begyndte med hende. Og brevet. Forbandelsen i det. Den satte alt muligt i gang. Noget af det var godt, men det meste var ondt. Og længe efter, da noget af hendes profeti var gået i opfyldelse, sad Lo­ rentzen og viftede med det brev som om det var min dødsdom han havde været oppe og hente hos kongen.

Drengen der løb med Gud.indd 15

25/03/15 09.15