Drengen fra Godhavn

Drengen fra Godhavn

Drengen fra Godhavn.indd 1

11/08/15 19.30

Ole Tornbjerg

DRENGEN FRA GODHAVN

Politikens Forlag

Drengen fra Godhavn.indd 3

11/08/15 19.30

Drengen fra Godhavn.indd 4

11/08/15 19.30

Prolog Maj 2005

Han holdt krampagtigt fast om rattet på udlejningsbi­ len mens han febrilsk spejdede efter noget at køre ind i. En last­ bil med anhænger kom tordnende mod ham. Ryggen spændte op som en knytnæve. Skulle han? Et hurtigt ryk, og han ville kollidere frontalt med det tonstunge vogntog. Det ville være slut på et split­ sekund, han ville ikke nå at mærke noget. Tanken var befriende.

Nej, lastbilchaufføren kunne dø; det måtte ikke gå ud over en anden. Han holdt blikket låst fast på vejen, blev i sin side. Lastbi­ len passerede helt tæt forbi, lufttrykket flåede i Ford Mondeoen.

Det gav et dybt sug i maven, og halsen snørede sig sammen. Bangs stemme rungede et sted i baghovedet og sendte ham tilbage i mør­ ket på Godhavns sovesal. Du er ikke til at stole på! kværnede stem­ men. Du er et råddent æg!

Han gjorde verden en tjeneste ved at tage sit eget liv.

Winnie ville ikke savne ham. Det var åbenlyst efter det hun hav­ de gjort. Han skulle have grebet chancen dengang han i al hemme­ lighed havde sparet en del penge op, havde købt en enkeltbillet til Canada – og havde skrevet afskedsbrevet. Planen var at købe et lille hus langt ude i de canadiske skove og bo der alene. Men modet svigtede ham, og få timer før flyets afgang brændte han afskedsbre­ 5

Drengen fra Godhavn.indd 5

11/08/15 19.30

vet og flybilletten i køkkenvasken og skyllede omhyggeligt aske og papirflager ud i afløbet. Nu var det i stedet hende der var skredet fra ham. Og Patrick og Carina havde valgt hendes side. De havde købt alle løgnehistorierne om deres voldelige stedfar.

Og hans mor? Ville hun savne ham? Ville hans søstre savne ham? Sikkert ikke. Måske kunne de lige akkurat svinge sig op til at tude til hans begravelse. Og Julie havde han ikke hørt fra i syvogtre­ dive år, indtil hun havde lagt en besked på hans telefonsvarer mens han blev opereret. Hun havde bedt ham om at ringe tilbage. Men han kunne jo ikke være far for hende. Hun ville løbe sin vej lige så snart hun så ham.

Der stod nogle træer lidt fra vejen, han kunne presse speederen i bund og styre lige mod det største af dem. Men hvad hvis han ikke døde? Hvad hvis kun benene blev knust? Så ville han igen ende i en hospitalsseng. Han fortsatte. For helvede da også! Hvorfor var det så svært at slå sig selv ihjel? Ikke engang det kunne han finde ud af. En mur. Det skulle være en mur. Hvis han ramte den med et hundrede og halvtreds kilometer i timen, var han da sikker på at dø.

Han nærmede sig motorvejen. Der var ingen mure i sigte. Hvorfor var der aldrig en mur når man stod og manglede en?

Han var tør i munden. Det strammede i kinderne.

Rystende over hele kroppen holdt han ind på en rasteplads. Han havde brug for at tænke.

Drengen fra Godhavn.indd 6

11/08/15 19.30

FĂ˜RSTE DEL

Drengen fra Godhavn.indd 7

11/08/15 19.30

Drengen fra Godhavn.indd 8

11/08/15 19.30

Kapitel 1 Slagelse, april 1963

Slaget med bøjlen ramte ham tværs hen over balderne.

Kalle vidste at der kom fire mere, altid fem slag, det skulle bare overstås. Det sved i huden, men smerten var til at holde ud hvis han holdt vejret når slaget kom, og mor slog aldrig særlig hårdt.

Han havde fortjent straffen. De havde været på kirkegården for at lægge blomster på fars grav, og da de kom hjem for at gøre klar til lørdagsfrokost, og mor ville sende ham ned for at købe pålægsrester for en krone nede hos slagter Helmersen, opdagede hun at der manglede to kroner i pungen. Han havde taget dem dagen før.

Det havde ikke været til ham selv. Tøf og Kim havde sagt at det var hans tur til at købe slik, ellers kunne han ikke være med i deres bande nede i lergraven. Egentlig var det jo også lidt hans penge.

Han kørte ærinder for købmand Carlsen et par gange om ugen efter skole, cyklede koks, kul og varer ud til hans kunder på en gigantisk longjohn. Han tjente tyve kroner om måneden, Carlsen gav alle pengene til mor. Han vidste godt at han ikke måtte tage af dem, men hvordan skulle han ellers få råd til slik?

Smak! Det andet slag fik huden til at prikke.

“Far ville også have slået dig, det ved du godt?” Det lød som om hun bed tænderne sammen.

9

Drengen fra Godhavn.indd 9

11/08/15 19.30

“Ja.” Smak! Tredje slag.

De besøgte fars grav hver lørdag. Mor lagde friske blomster, og så stod de stille en tid inden de gik hjem igen for at spise frokost. Mor placerede altid et billede af far midt på spisebordet, men de talte ikke om ham mens de spiste. Det gjorde de heller ikke til hverdag.

Kun når Kalle havde gjort noget forkert, så kunne mor finde på at sige “far var blevet sur” eller “far ville også have straffet dig.” Som nu.

Smak! Fjerde slag.

“Lover du ikke at stjæle penge igen?”

“Ja, mor.”

Han havde kun taget to kroner.

“Lover du det?” Hun råbte ad ham. Det plejede hun ikke at gøre.

“JA!” “Du har lovet det før.” Hendes stemme lød mærkelig.

Smak! Smak! Fem, seks! ... hvad skete der? ... flere slag. Hun tæskede løs på ham, og hun slog hårdere og hårdere.

“Av,” jamrede han. Det gjorde ondt. Han fik tårer i øjnene. Hun holdt inde. Han kunne høre hende trække vejret hivende bag sig.

Så slog hun en gang til. Hårdere end nogensinde.

Han skreg.

Der lød et skarpt klonk! Hun havde kylet bøjlen fra sig, den hav­ de ramt væggen, og nu faldt den raslende ned på gulvet. Kalle dre­ jede overrasket hovedet og så på mor der gemte ansigtet i hænderne og sank hulkende sammen i en stol.

Han kom på benene, ømmede sig, turde slet ikke kigge på sine brændende balder, og trak forsigtigt bukserne op. Grethe stod i døråbningen med store tavse øjne og et fast greb om sin bamse.

Han samlede den solgule bøjle op. Den var dekoreret med blom­ ster ved spidserne; hen over midten stod der med svungne bogsta­ ver: “Jeg bærer med smil min byrde.”

Kalle rakte bøjlen hen mod mor. Han kunne ikke huske at han havde set hende græde før.

10

Drengen fra Godhavn.indd 10

11/08/15 19.30

“Mor?” “Gå med dig!” hvæsede hun.

Han smed den elendige bøjle på bordet, pressede sig forbi Gre­ the og styrtede ud ad døren.

De var nødt til at finde en fra Fruegadebanden og tæve ham. En af deres, Søren nede fra nummer 37, havde fået bank i går aftes inde i gården bag rebslager Morbech. Det kunne Lergravsbanden ikke have siddende på sig. Det skulle hævnes, sagde Tøf. Fruegadeban­ den måtte aldrig vinde.

Tøf var deres leder. Han var femten år, høj, havde kridhvidt hår der altid hang ned over panden i tjavser. Han var god til at snakke og kunne sprinte som en hare. Egentlig hed han Michael, men hans far havde en autoforretning, så de kaldte ham aldrig andet end Tøf.

Tøfs bedste ven, Kim, var også femten og stærk som en hest. Når de to var med, kunne Fruegadebanden godt gå hjem og lægge sig.

“Vi gemmer os i buskene nede på hjørnet af Fruegade og Slots­ gade,” sagde Tøf og så ud over de elleve drenge der havde samlet sig i den nedlagte lergrav. De stod foran Tøfs hule som fungerede som kommandocentral. Herfra styrede Tøf sine tropper. Alle drengene boede i Slotsgade og i området omkring lergraven. Det var deres territorium. Fruegade tilhørte Fruegadebanden. Området inde imellem var ingenmandsland og frontlinje.

“Så sender vi en lokkedue op ad Fruegade,” sagde Tøf. Hans øjne hvilede på Kalle. “Du sniger dig op ad Fruegade og lader som om du er ude for at spionere. Hvis nogle af dem får øje på dig og løber efter dig, tager du benene på nakken og spurter ned forbi os.

Vi springer frem, griber dem og banker dem sønder og sammen.

Okay?”

“Okay,” sagde Kalle stolt og nikkede til Søren der stod ved siden af ham med et gigantisk sæbeøje. Nu skulle de få betalt.

De brød op.

11

Drengen fra Godhavn.indd 11

11/08/15 19.30

Det var en god plan. Tøf havde styr på det.

Kalle fulgte efter ham op ad skrænten. Tøfs far havde mange penge. De havde et flot hus helt for sig selv oppe i den ende af Slotsgade der lå efter Hestemøllestræde, og de havde varmt vand.

Kalles familie boede i en toværelses lejlighed på første sal, de havde kun koldt vand, og om vinteren frøs vandrørene nogle gange til is.

Tøfs far havde også en bil, gik i jakkesæt, og folk hilste på ham når de mødte ham på gaden. Kalle kunne godt lide at have penge på lommen så han kunne købe det han havde lyst til: slik, sodavand, cigaretter til Tøf og Kim eller måske et blad med Davy Crockett.

De nærmede sig Fruegadebandens territorium og fordelte sig hviskende i buskene. Kalle sneg sig hen langs en hæk og kiggede ned ad Fruegade. Fri bane. Han vinkede til Tøf og gik tøvende hen til det første hus.

Han glædede sig til at komme tilbage til lergraven. Han var i gang med at bygge en ny hule og havde lavet en tegning af hvordan den skulle se ud. Den skulle have et rigtigt bræddegulv og et skrånende tag så vandet kunne løbe fra. I går havde han og Søren fundet flere brædder og nogle tæpperester på lossepladsen. Nu kunne han også lægge tæppe på gulvet. Det ville blive den flotteste hule i lergraven.

Fruegade slog et lille knæk hvorfra den fortsatte op mod sta­ tionen, parallelt med Slotsgade. Han listede derhen og stak hove­ det rundt om hjørnet. Henne ved Klingeberg-hjørnet stod to store Fruegadedrenge. De fik øje på ham, råbte et eller andet og stak i løb hen mod ham. Ha! De gik lige i fælden. Han vendte om og spurtede tilbage med de to drenge efter sig.

Tøf og Kim og flere af de andre sprang op akkurat som den stør­ ste af Fruegaderødderne havde fået fat i Kalles skjorte. I løbet af et øjeblik var de to modstandere omringet, og slagsmålet begyndte.

De bed godt fra sig, men de var to mod tolv. De kunne ikke forsvare sig mod de mange slag og spark der ramte dem fra alle sider. De fik læsterlige klø, der først stoppede da Tøf ramte den ene af de to med et rent slag på næsen. Der lød en knasende lyd, og blodet styrtdryp­ 12

Drengen fra Godhavn.indd 12

11/08/15 19.30

pede ned og plettede hans tøj. De sølle Fruegadepjok flygtede og efterlod en rød streg på asfalten.

“Idioter!” råbte Tøf ophidset efter dem. “Vi er de stærkeste!”

Med en hektisk bevægelse strøg han noget af sit hvide hår væk fra panden, det tog farve af blodet fra hans flækkede kno.

Kalle så på Søren der ligesom han selv stod med knyttede næver og sammenbidte kæber. Kalle tog fat i ham og rystede ham.

“Det havde de kraftedeme godt af, hva’?”

Søren løste op i et grin.

“Ja, sikke nogle fjolser,” lo han.

Nogen skubbede til hans skulder. Det var mørkt og koldt.

“Du skal op nu.”

Lad mig sove!

“Vi skal snart af sted.” Et puf mere.

Han ville ikke. Det var jo stadig nat.

Else ruskede ham.

“Kom nu!”

Kalle slog øjnene op og så lige op i sin storesøsters krævende gråblå øjne.

“Ja, ja,” snøvlede han.

Det fik hende til at forsvinde.

Han satte sig op, skuttede sig og trak dynen op over skuldrene.

Else rumsterede inde i stuen og hersede med Grethe. Han kravlede ned fra køjesengen, slog kuskeslag for at få varmen, tog tøj på og skyndte sig ind til sine søstre. Mor var cyklet af sted til fabrikken.

Hun havde tændt op og sat zinkbaljen med vand ind foran kakke­ lovnen så de havde lunkent vand at vaske sig i. Han kastede vand i hovedet og redte sit tynde, lyse hår igennem mens han så sig i spej­ let. Morgenhår. Et par totter strittede genstridigt. Han måtte gøre kammen våd for at få dem til at lægge sig.

Else maste sig forbi ham og tog brødet fra i går fra toppen af kak­ kelovnen. “Morgenmad!” sagde hun. Kalle satte sig. Grethe stillede 13

Drengen fra Godhavn.indd 13

11/08/15 19.30

et glas solbærsyltetøj fra kolonihaven på bordet og dumpede ned ved siden af ham. Kalle skar brødet, hapsede en skive og begyndte at øse syltetøj ud over.

“Spar på syltetøjet!” sagde Else skarpt.

“Du er ikke mor!”

Hun stak ham en lussing.

Han gav hende en lammer. Hun skulle ikke slå ham.

Grethe begyndte at græde.

“Se nu der!” sagde Else, skød op fra sin stol og holdt trøstende om lillesøsteren.

Kalle skar ansigt ad hende mens han spiste maden i store bidder med syltetøj løbende ned ad fingrene.

Godstogets bremser skreg øresønderrivende. Nogle mænd skubbe­ de rumlende de første låger op, placerede ramper op til åbningerne og sprang ind og bandt reb om nogle brølende køers halse. Kalle holdt hånden for øjnene for at skærme for den skarpe forårssol. I går havde en af slagteriarbejderne sagt at hvis han mødte nede ved banegården lidt over otte, kunne han tjene nogle håndører.

Efter morgenmaden havde Else fulgt Kalle og Grethe ned til skolen inden hun selv fortsatte mod Götsches Trikotage, hvor hun havde fået en læreplads. Da de var kommet indenfor, og Else var ude af syne, nikkede Kalle til sin lillesøster der lydigt fortsatte mod sit klasselokale. Så smed han sin taske i et hjørne og skyndte sig ned ad trapperne til skolens bagudgang. Han stak hovedet ud ad døren og spejdede i alle retninger for at sikre sig at der ikke stod nogen af dem fra Fruegade. Så var han løbet ned til stationen.

Kalle fik øje på slagteriarbejderen og løb hen til ham.

“Godt du kom,” sagde arbejderen og stak ham et reb. For enden stod en stor ko uroligt og prustede, dens øjne var vidt opspærrede, varmen og lugten fra dens krop bølgede mod ham; det sitrede i det brune skind.

“Så! Af sted med jer.” Slagteriarbejderen gav koen et dask.

14

Drengen fra Godhavn.indd 14

11/08/15 19.30

Der var lige knap en kilometer fra godsbanegården til slagte­ riet. Rebet raspede i håndfladen. Luften var bidende kold. Han skulle have haft handsker på. Kalle mærkede tyngden af det store dyr lige bag sig mens han gik. En gang imellem stoppede koen op, og han måtte hive i rebet eller slå den i siden for at få den til at fortsætte.

Rundt om ham gik folk fra slagteriet, men også nogle drenge på hans egen alder eller lidt ældre, og trak af sted med andre kreaturer.

Kalle havde heldigvis ikke selv oplevet det endnu, men det skete en gang imellem at en ko forsøgte at stikke af. En dreng kunne intet stille op hvis en ko bissede. Den vejede jo flere tons! Når det skete, greb de voksne ind og fangede koen, de slog og skubbede den, og man kunne høre dens brøl langt væk.

Det endte altid med at koen blev ført ind ad porten til slagteriet sammen med de andre køer.

Der var kun én vej.

Det gjaldt alle dyrene.

Kalles ko var lidt træg og gik langsommere end han ville have den til. Men den fulgte med. De nærmede sig indgangen til slag­ teriet.

Han trak dyret hen til en høj, lang bygning. En gennemtrængen­ de lugt af blod og rust strømmede ud fra hallen, og han vidste fra de andre dage han havde været her, at den ville blive hængende i næsen i flere timer.

Et par brede slagteriarbejdere med blodplettede forklæder stod klar til at tage imod i porten.

“Nå,” sagde den ene, en lidt ældre mand med overskæg og en kasket på hovedet, da han overtog rebet. “Ville Maren gerne med?”

Han nikkede.

“Ja, hun var ikke så svær.”

Slagteren bandt koen fast til en jernbøjle, og med en lynsnar bevægelse pressede han en højtrykspistol mod dens pande. Der lød et metallisk smæld. Koen spjættede, vendte det hvide ud af øjnene 15

Drengen fra Godhavn.indd 15

11/08/15 19.30

og ramte jorden med et tørt bump. Den var faldet omkuld som var den en stor sæk kød. Kalle gøs.

Slagteren surrede en jernwire rundt om bagbenene på koen, monterede en krog og drejede på et klikkende spil. Det var som om det døde dyr blev løftet op af en usynlig hånd, hvorefter det blev trukket længere ind i hallen. En ny mand trådte frem og skar halsen over med et sikkert snit, blodet sjaskede ud på gulvet og stænkede hans støvler og læderforklæde til.

Andre slagteriarbejdere kom til. Taljerne skreg i jernskinnerne da dyret blev trukket videre til næste rum hvor det ville blive flået.

Elektriske save der spaltede og parterede kadaverne, hylede allere­ de derinde.

Han rev sig løs fra det makabre skue og løb tilbage mod banegår­ den. Togvognene var ikke tømt endnu.

Kalle tømte appelsinsodavanden og proppede kapslen i lommen.

Han samlede på dem. Når man havde hundrede Valash-kapsler, kunne man få en hel kasse sodavand. Femkronen, som han havde fået for dagens arbejde, ulmede i lommen på ham. Fem kro­ ner!

Slagteriarbejderne sad på nogle bænke uden for slagtehallen og holdt pause i forårssolen. Han vinkede til dem og gik ud på gaden.

En ældre dame stavrede langsomt af sted på det modsatte fortov. To kvinder gik forbi med fulde indkøbsnet. Ingen Fruegadedrenge. Så løb han mod købmanden nede ved stationen.

Ved det sidste hjørne før stationspladsen var han lige ved at brase ind i to mænd. De var i pænt tøj, skjorter og jakker, og den ene havde en lædermappe i hånden.

Ham uden mappe slog armene ud.

“Hov, hov. Stop en halv. Du er Kalle Skjold, ikke?”

Hvorfra kendte de hans navn? Han havde aldrig set dem før.

“Jo,” fik han fremstammet.

“Vi hørte at du hjalp til på slagteriet i dag,” sagde ham med map­ 16

Drengen fra Godhavn.indd 16

11/08/15 19.30

pen. Han havde mørkt hår der glinsede af brillantine. “Skulle du ikke være i skole?”

Kalle så ned. Var de fra kommunen? Mor havde nogle gange haft besøg af nogle damer fra kommunen. Rygtet løb tit i forvejen.

Nogen ude i lergraven ville fortælle ham at kommunen havde væ­ ret der. Når det skete, vidste han at han ville få smæk når han kom hjem. “Jeg må hellere gå hjem og få en flad,” sagde han så til sine venner og gik hjem. Han kunne lige så godt få det overstået.

“Du svarede ikke på mit spørgsmål,” sagde brillantinehåret alvor­ ligt og rystede på hovedet.

Kalle vidste ikke hvad han skulle sige. Det var jo rigtigt nok.

“Skoleinspektøren fortalte os at du ikke var i skole i dag, og at en af lærerne havde set dig trække af sted med en ko,” sagde ham uden mappe. Hans næse var opsvulmet og blodsprængt. “Er det ikke rigtigt?”

Kalle stirrede ned i jorden.

“Vi kommer lige nede fra Danica ...,” fortsatte blodtuden.

Danica. Hvad havde de lavet nede på mors arbejde? Havde de talt med mor?

Manden med mappen og brillantinehåret tog fat i ham.

“Kom. Du skal med os nu.”

Den anden tog også fat, ikke hårdt, men alligevel bestemt, og så trak de af sted med ham. En stemme inde i ham skreg at han skulle stikke af. At en ukendt fare ventede lige om hjørnet. Men han fulgte med, benene bevægede sig af sig selv, protesterne blev hængende i struben.

De gik ind på banegården.

Han steg ind i et tog sammen med de to jakkesæt.

De havde talt med mor. De havde talt med skoleinspektøren. De havde opdaget at han havde pjækket igen. Og denne gang kunne mor åbenbart ikke nøjes med at betale de bøder hun fik når han skulkede. Mændene sad tavse og bryske og så på ham som om de netop havde fanget en undsluppen forbryder.

17

Drengen fra Godhavn.indd 17

11/08/15 19.30

Toget satte i gang.

Der hang en tyk dunst af brillantine i kupéen.

Han kunne næsten ikke få vejret.

Drengen fra Godhavn.indd 18

11/08/15 19.30

1963: En råkold dag i april bliver trettenårige Kalle passet

2005: Kalle kan ikke længere holde dæmonerne stangen.

Hans kæreste har forladt ham, hans krop er slidt ned, han føler sig forrådt og uduelig, og det menneske han føler sig dybest knyttet til, tør han ikke kontakte. Hvorfor ikke bare gøre en ende på det hele?

Romanen er inspireret af virkelige hændelser.

fra

D RENGEN fra G ODH AV N

G ODH AV N

„Kalle kæmpede med sig selv.

Han savnede mor. Han savnede Else og Grethe. Mørket fortættede sig omkring ham. Han sansede de andre drenge der lå tæt omkring ham i sovesalen.

Han mærkede varmen fra deres kroppe, han hørte åndedræt, en næsten uhørlig hvisken, senge der knirkede når nogen vendte sig, små klagende lyde, han lugtede sved og prutter blandet op med stanken af tis inde fra Blåtårn.

Hans bryst trak sig sammen, og han begyndte at ryste. Han trak tæppet tættere op omkring sig og bed sig i fi ngrene for at holde tårerne på afstand.“

D RENGEN

op af to mænd på gaden. De kommer fra børneværnet og tager ham med til drengehjemmet Godhavn i Nordsjælland. Uden yderligere forklaring. Her bliver han stuvet sammen med halvtreds andre drenge under kummerlige kår, og et liv med utallige ydmygelser, voldelige overgreb og flugtforsøg hjem til moren i Slagelse tager sin nådesløse begyndelse.

OL E TOR N BJ E RG

Drengen fra Godhavn er en fortælling om at fi nde modet til at se sig tilbage, når alt hvad øjet møder er skamfuldt.

OL E TOR N BJ E RG

OLE TORNBJERG er født i 1967 i Nibe. Han har i mere end tyve år arbejdet som dokumentarist.

Ole Tornbjerg udgør den ene del af krimimakkerparret Øbro & Tornbjerg, der står bag den anmelderroste serie om kriminalpsykologen Katrine Wraa.

Drengen fra Godhavn er hans romandebut.

POL I T I K E NS FOR L AG

Omslag: Simon Lilholt / Imperiet