mo r te n
Brask
en pige og en dreng r
o
m
a
n
P o l i t i k e n s
F o r l a g
Foto: Thomas Busk
Morten Brask Morten Brask
En pige og en dreng En pige og en dreng
POLITIKENS FORLAG
En pige og en dreng.indd 3
En pige og en dreng.indd 3
POLITIKENS FORLAG
10/02/13 20.07
10/02/13 20.07
En pige
Denne læseprøve er uddrag af flere kapitler fra En pige og en dreng.
E
n af de første dage ser jeg hende med en nøgen dreng i hotelhavens indgang. De går gennem skyggen fra de høje daddelpalmer og standser nogle meter fra trappen til hotellets poolområde. Hun bøjer sig ned mod drengen og peger mod den store swimmingpool. Han følger hendes finger med blikket, nikker. Jeg kender ikke drengen. Jeg har aldrig set ham før. Eller måske har jeg set ham uden at bemærke det, som man af og til ser genstande og mennesker uden at se dem. Fordi de ikke er vigtige, fordi de ikke har betydning på det tidspunkt man ser dem. Da de når marmortrappen stiller hun sig på det næstøverste trin. Hun venter på at han skal følge efter, tage det første trin nedad, men drengen standser foran trappen. Hun bliver stående, tålmodig, ventende, og det er i dette øjeblik, mens hun står og venter på drengen, at jeg lægger mærke til forandringen. Hendes mund. Den måde hun smiler til drengen. Lyset i hendes ansigt, og den skrøbelighed som jeg aldrig før har set hos hende. Hun siger noget til ham, læbernes bevægelser. Måske spørger hun drengen om hun skal bære ham ned ad trappen. Men drengen hører ikke hvad hun siger, han er for koncentreret om trinnene der sænker sig foran ham. Deres hænder. Hun holder så forsigtigt om drengens hånd. Hendes negle er lakeret i svag rosa. Han tager det første skridt frem, den højre fod sænkes til trinnet under, så den venstre. For drengens ben er trinnene høje, de når ham over knæene. Hvert trin er en anstrengelse for ham, men de kommer ned. Et trin. Et trin. Det er det eneste der eksisterer for ham, at stige ned. På det nederste trin går det galt. Han snubler. Jeg ser det i hans an-
3
3 20.07
3 20.07
En pige og en dreng.indd 7
7
10/02/13 20.07
sigt. Øjnene og munden som spiles op, frygten. Han ved at han falder, at kroppen, armene, hovedet om lidt rammer de hårde marmorfliser, at smerten kommer. Men drengen falder ikke. Hun holder hans hånd, holder ham oppe, løfter ham i armen. Hans snublen bliver ikke det forventede fald, smerten udebliver. Fødderne finder fæste og forskrækkelsen forsvinder fra drengens ansigt. De går ned til poolen, hun holder hånden op som skygge mod det skarpe lys mens hun leder efter drengens forældre mellem hotelgæsterne. Hun ved ikke hvem de er, hvordan de ser ud, og ingen leder tilsyneladende efter en bortløben dreng. Hun sætter sig på hug ved siden af ham, peger rundt på vilkårlige hotelgæster, peger flere steder, men drengen ryster hver gang på hovedet. Han presser sine hænder mod øjnene, og hun stiller Hermèstasken fra sig for at holde om den lille dreng. En bevægelse i den anden ende af hotelhaven. En mand rejser sig pludseligt fra en liggestol. Han er bleghudet, formentlig er han kommet til øen en af de seneste dage. Han løber mod dem og er ved at glide på de våde fliser. Da drengen får øje på manden rækker han armene frem, og manden løfter sin søn op, kysser hans kinder. Drengen griner. Manden vender sig mod hende og trykker hendes hånd. Han siger et eller andet til hende, de taler sammen, måske et minut, så går han tilbage til sin liggestol. Drengen vinker til hende over mandens ryg. Da hun bøjer sig efter tasken falder det lange hår frem og skjuler ansigtet. I den tidlige eftermiddagssol får hårets sorte farve et skær af blåt. Hun begynder at gå ned langs rækken af liggestole og trækker sin taske over den ene skulder. Hun fik den af Advokaten. Han havde fået den syet specielt til hende hos Hermès i Paris, der havde været to års ventetid. Det er den eneste af hans gaver som hun beholdt. Hun ville sende den tilbage sammen med de andre gaver. Det var det rigtige at gøre mente hun, men jeg sagde hun skulle beholde den, at det kun var en enkelt gave blandt så mange. Hun rystede på hovedet. Ikke for ham, sagde hun, for ham er det et tegn at jeg beholder den taske. Alligevel insisterede jeg. Jeg 8
En pige og en dreng.indd 8
4
10/02/13 20.07
En pige
3 20.07
vidste hvad den betød for hende, at hun hver dag følte en nydelse ved at hænge den over sin skulder. Selvfølgelig skulle hun beholde den. Hun har bundet et håndklæde om kroppen. Det er for smalt, det øverste af hendes bryster er synligt over håndklædets kant. Det er et af hotellets håndklæder, hotellets logo, en springende delfin, er broderet på det hvide stof. Hun ved det er forbudt. Det står skrevet på alle badeværelser, der er opsat skilte flere steder. Man må ikke tage hotellets håndklæder med til poolen eller på stranden. Men det gør hun. Det har hun gjort alle de andre dage. Sådan har hun altid gjort. Nogle fædre som leger med deres børn i vandet ser op da hun går forbi dem. Jeg tror ikke hun ved at de iagttager hende, måske ved hun det, men er ligeglad. Hun standser ved en tom liggestol, løsner håndklædet og smider det på stolen. Hun har den gule bikini på. Hun har fem bikinier med på denne rejse, jeg kan lide alle hendes bikinier, men der er noget ved den gule, noget meget vulgært og sexet der gør hendes krop endnu smukkere når hun har den på. Hun stiller sig ved poolkanten og stirrer mod den blanke flade. Hvad tænker hun. Måske ved jeg det, måske ved jeg hvad hun tænker dette øjeblik, men jeg håber at det ikke er det hun tænker. At hun blot står ved poolens kant uden at tænke, at hun venter, kun det, at hun venter på springet. Hun løfter hagen og bøjer let i benene, svinger armene op, sætter af. Hun springer. Et sekund befinder hun sig i vægtløs svæven før hun rammer vandfladen og går gennem, præcist, glat. Jeg kan se hende under den riflede flade, benenes saksespark, armene tæt ind til kroppen. Bikiniens gule mod hudens brune over poolbundens azurblå. Hun svømmer under vandet til hun når den anden ende og bryder op gennem vandets skorpe. Solen lyser i dråberne på huden. Hun hviler armene mod kanten og vinker op mod verandaen hvor jeg sidder. (...)
5
En pige og en dreng.indd 9
10/02/13 20.07
J
eg lukker døren og bliver stående længe med panden lænet mod træet. Lyden af hendes trin som tynder ud, hoveddørens smæk. Lejligheden er stille efter hende. I stuen hænger lugten af den acetone hun brugte til at fjerne neglelak. Hun skal besøge sin mor. Jeg er alene for første gang i tre dage. Det er en tilbagevendende proces. Når tiden kommer hver måned tager vi fri og er sammen i tre dage. Hendes berøringer og omfavnelser, hendes hvisken af ord som hun aldrig før har hvisket, som hun hvisker for at gøre mig vild, men som ikke længere rører mig, som nu får mig til at væmmes. Når jeg siger at jeg er træt svarer hun at det er nødvendigt, at det ved jeg jo, det er nødvendigt, at det kun kan ske i disse tre dage. Om natten når jeg sover kommer hendes hænder, hendes læber, benene som hun spreder. Jeg lytter ud på trappen til jeg er sikker på at hun ikke kommer tilbage. Går gennem stuen hen til glasgavlen og stiller mig i den åbne dør. Duften af tidlig morgen. På verandaerne i de andre huse sidder familierne ved morgenmaden, stemmer fra radioprogrammer, en smørkniv som rammer porcelæn, en bil der startes, fuglevinger i buskadset. Nicolò står ved de smalle blomsterbed foran stakittet. Insekter summer over buskene, i kirsebærtræets skygge står barnevognen med slør for åbningen. Julie sidder ved havebordet med en avis, hun holder en kop i hånden, lader den svæve over avisen mens hun læser overskrifterne højt for Nicolò. Jeg går ud i køkkenet og fører kedlen ind under hanen. Mens jeg 60
En pige og en dreng.indd 60
En pige
6
10/02/13 20.07
En pige
3 20.07
nogle billeder af hende. Jeg fandt ingen. Der var ingen informationer om hende, ikke engang på universitetets hjemmeside kunne jeg finde hende. Det eneste jeg fandt var de mange artikler om kendte kvinder med samme navn, restauranter, software, opslag om mayaernes kultur. Det undrede mig. Jeg havde aldrig oplevet at der slet ikke var noget om en person påvandet nettet. koger Mens spiser jeg ledte jeg over artikel venter på at jegfaldt mandler fra en interessant grøn skål på køkom at maya er et vigtigt begreb i hinduismen. Maya er betegnelsen for kenbordet. Jeg tygger dem langsomt, fraværende, tænker over det at jeg det som vi tror er den materielle lever have i, men som i virkeligstår her og venter, at det er et valg,verden at jeg vi kunne valgt andet, men heden en skinverden, slags slør deriforhindrer vores bevidsthed i at jeg harer valgt dette. At ståether. Mandler en skål, vand som snart koger. se Jeg denhælder sande verden Brahma. og Om Mayamig fandt jeg intet. foran kaffen ibagved, en termokande sætter i lænestolen Det eneste vidste at hun på Christianshavn vedhalv en glasgavlen. Jegjeg tager den var roman jeg boede er begyndt på, men efter en af de giver gamle jeg overmig. broen og gikglasgavlen rundt på time jegkanaler. op, jeg En kan dag ikkekørte koncentrere Udenfor Christianshavn. Jeg håbede at jeg tilfældigt mødte hende på gaden. er kirsebærtræets krone, og over den det ubegrænsede blå. Jeg går ud i Naturligvis skete det ikke. entréen og tager sko på. (...) Julie sidder ikkefesten længere ved havebordet da jeg ned.påNicolò I dagene efter på universitetet kunne jeg kommer ikke tænke andet står bøjet vugger den nærmer end Maya.over Jeg barnevognen, søgte hende påhan Internettet. Jegforsigtigt. håbede atDa jegjeg ville finde mig lægger hanafen fingerJeg over læberne. datter ligger på ryggen, nogle billeder hende. fandt ingen.Deres Der var ingen informationer armene er bredt ud til siden. om hende, ikke engang på universitetets hjemmeside kunne jeg finde Hun Det er lige ved at hende. eneste jegfalde fandti søvn, var dehvisker mangeNicolò. artikler om kendte kvinder Han gør tegn med hovedet til at vi skal gå lidt Vi går hen til med samme navn, restauranter, software, opslag omvæk. mayaernes kultur. stakittet. Det undrede mig. Jeg havde aldrig oplevet at der slet ikke var noget om er gået op for Mens at sove.jeg ledte faldt jeg over en interessant artikel enJulie person på nettet. 61 for Sove. Nu. er et vigtigt begreb i hinduismen. Maya er betegnelsen om at maya Ja,som vi fikviikke øje, Sofiaverden er vedviatlever få tænder, hende det tror lukket er den et materielle i, menhørte som iI virkeligikke græde i nat. heden er en skinverden, et slags slør der forhindrer vores bevidsthed i at seNej. den sande verden bagved, Brahma. Om Maya fandt jeg intet. En pige og en dreng.indd 61 10/02/13 Jeg ved atjeg blive sindssyg. gikboede rundt på med hende det meste Detvareneste vidste var atVi hun Christianshavn ved afen natten. af de gamle kanaler. En dag kørte jeg over broen og gik rundt på Han kaster et blik mod at vinduerne i deres lejlighed og på tager en Christianshavn. Jeg op håbede jeg tilfældigt mødte hende gaden. pakke cigaretter frem. Naturligvis skete det ikke. Jeg troede du var holdt op, siger jeg. Det sidder er jeg også. Julie ikke længere ved havebordet da jeg kommer ned. Nicolò Han tænder står bøjet overcigaretten. barnevognen, han vugger den forsigtigt. Da jeg nærmer Hvad medhan jer, en går finger det fremad, spørger han. mig lægger over læberne. Deres datter ligger på ryggen, Jeg vederdet ikke.ud til siden. armene bredt ErHun du stadig er ligeimod ved atdet. falde i søvn, hvisker Nicolò. Jeg synes er rart. Han gørikke tegndet med hovedet til at vi skal gå lidt væk. Vi går hen til Hun virker som en der er ret hårdt ramt, siger han. stakittet. Hun kan ikke tænke på andet. 61 Nicolò tager cigaretten fra læberne 7 og asker. Julie fortalte mig at Maya nærmest er i sorg over det, siger han. Det er fjerde gang. Puha. En pige og en dreng.indd 61 10/02/13 Hun tager det meget tungt hver gang.
20.07
20.07
Hvad med jer, går det fremad, spørger han. Jeg ved det ikke. Er du stadig imod det. Jeg synes ikke det er rart. Hun virker som en der er ret hårdt ramt, siger han. Hun kan ikke tænke på andet. Nicolò tager cigaretten fra læberne og asker. Julie fortalte mig at Maya nærmest er i sorg over det, siger han. Det er fjerde gang. Puha. Hun tager det meget tungt hver gang. Det forstår man jo godt. Det er synd, siger han. (...) Han skodder mod skosålen og skubber den halvt røgne cigaret tilbage i pakken. Hvad med dig.glasagtigt over hendes ansigt. Hun har næsten ikke soer er noget Tjah, hænger vetjeg i nat. Hver på. gang hun faldt hen vågnede hun ved en spjætten Erbenene. det hårdt. med Hun drømte at hun blødte. Hver gang måtte hun tænde Ja,og detsikre vil jeg lyset sig sige. at det ikke var sket. Du virker lidtmin trykket. Vil du ikkeogså holde hånd, spørger hun. Det går. hånd føles lille og kold, neglene er blege. Hvornår holdt Hendes Jegopnikker i retning af blomsterne. hun med at lakere dem. Hvad du ved at galt, lave.hvisker jeg. Der ererikke noget Jeg er så bange for det. 62 Selvfølgelig er der ikke det. Nej. Du ville have vidst hvis der var sket noget. Tror du. En pige og en dreng.indd 62 Ja. Men hvad hvis der er. Det er der ikke. Ville du blive ked af det hvis der var sket noget. Ja, selvfølgelig ville jeg det. Hvorfor tror du jeg ikke ville blive ked af det. Det er jeg bare bange for. Det er en dum tanke. Og du mener virkelig at du ville blive ked af det. Ja. Jeg rømmer mig. Ja, siger jeg igen.
D
78
En pige og en dreng.indd 78
10/02/13 20.07
8
10/02/13 20.07
En pige
3 20.07
3 20.07
Sygeplejersken henter os en halv time senere. Hun fører os ned ad gangen med tegninger og fotografier og ind i et værelse hvor der står en briks og scanningsudstyr. Du skal bare lægge dig på briksen og trække blusen op over maven, siger hun. Jeg har været så nervøs, siger Maya. Har du haft nogen blødninger eller smerter, spørger sygeplejersken. Nej. Så er der nok ikke noget galt. Men jeg er hele tiden bange for at det sker. Det forstår jeg godt. Og som lægen fortalte jer er det desværre ikke ualmindeligt at kun det ene bliver. Men det at du ikke har haft blødninger er et rigtig godt tegn. Sygeplejersken tager en tube med en gennemsigtig gele og smører den ud over maven. Jeg sætter mig på en stol ved siden af briksen. Jeg er tør i munden. Sygeplejersken fører scanningsapparatet hen over den geleglinsende mave. På skærmen flimrer et sort-grønt mønster. Nej, de er der begge to. De ligger der lige så pænt. Åh, siger Maya. Kan I se dem, spørger sygeplejersken. Hendes stemme er dæmpet. Først ser jeg kun kaotisk lys og mørke. Så kommer de frem på skærmen. De ligger der i en vibrerende interferens, i hver deres cirkel. To små fostre. Sygeplejersken peger på deres hoveder, på de bevægelser som er deres arme. Og det her, siger hun, det her er deres hjerter. Maya stirrer på skærmen. Vil I høre deres hjerter, spørger sygeplejersken. Hun trykker på en knap, og i apparatets højtalere hører vi de lyse, fuglelette hjerteslag. Hun flytter apparatet fra den ene til den anden tvilling. Er det virkelig deres hjerter, hvisker Maya.
9
En pige og en dreng.indd 79
79
10/02/13 20.07
Ja, hør hvor hurtigt de slår. Jeg hører hjerteslagene i den stilhed der vokser i mig. Jeg sidder uden at røre mig på stolen, uden åndedrag, uden tanker. Er det ikke fantastisk, hvisker sygeplejersken. Det er så fantastisk, siger Maya. Hun græder. De spjættende arme, de små ben der sparker i maven. Jeg har lyst til at blive siddende altid og se på dem, til at sidde her for altid og altid og lytte til lyden af hjerteslag. Jeg er selv begyndt at græde. Vores to børns hjerteslag. (...)
10
En pige og en dreng.indd 80
10/02/13 20.07
En pige
3 20.07
J
eg vågner til en lavthængende himmel. Den støvede regn hænger på ruderne. Bag mig er der stemmer. Jeg vender mig. Det er en ung kvinde, hun er jordemoder læser jeg på kitlens skilt. Hendes ansigt er klart, øjnene helt lyse. Hun sidder på sengen og holder Mayas hånd. Der er en særlig klang i hendes stemme, noget i den som løfter sig. Hun fortæller at medicinen er begyndt at virke, at lægerne har sat dosis ned her til morgen, at det er det bedste der kunne ske. Hun har en svag dialekt. Jeg kan ikke placere hvor hun kommer fra, måske er hun opvokset flere steder og bringer dem med sig i sin tone. Navnet på skiltet tyder på hun er færing. Da hun er gået sætter jeg mig op i sengen. Hej, siger jeg. Hej. Hvordan har du det nu. Jeg har aldrig været så bange som jeg var i nat, siger hun. I løbet af formiddagen sænker lægerne dosis flere gange. De siger at vi var heldige, at vi slap med skrækken. Hvis det fortsætter vil de udskrive os i morgen. Jeg aftaler med Maya at jeg skal tage hjem og hente de ting vi ikke fik med, tandbørster, tøj, bøger. Det vil være rart at have dem det døgn vi skal være her. Jeg kysser Maya, hun smiler, hun er mørk om øjnene. Skynd dig tilbage, siger hun. Dynerne ligger opslåede på sengen. Alt er som det var da vi tog af sted i nat, uforandret. Alligevel er der noget fremmed over lejligheden.
11
En pige og en dreng.indd 99
99
10/02/13 20.07
Bordene, stolene, skabene, kommoderne, malerierne, bøgerne, lamperne, musikanlægget, fjernsynet, køkkenets remedier, potteplanterne, skulpturerne, tæpperne. Jeg genkender dem, men ikke som ting der er mine. Jeg går hen til glasgavlen og sætter mig i lænestolen. Regnen er stilnet af, der hænger dråber på bladene. Af og til brister de og falder. Der ligger en stak bøger om børneopdragelse i vindueskarmen. Jeg har kun bladret i dem. Maya har læst dem alle. Øverst ligger en bog om børns oplevelse af verden. På forsiden er der en børnetegning som forestiller et barn der breder armene ud mod læseren og verden. Jeg spiser en hurtig frokost. Der er intet lys i køleskabet, men brødet er friskt, ost og pølse, tomater som jeg skærer i skiver og drysser med peber og havsalt. Jeg vil også koge vand til kaffe, men det elektriske blus tænder ikke. Jeg forsøger at tænde de andre blus, så emhættens lys og lampen over bordet. Der er ingen strøm. Jeg går ud til relæet i entréen. Det er slået fra. På et tidspunkt efter vi kørte til Hvidovre hospital må det have slået fra. Jeg slår relæet til, men der sker intet. Jeg opgiver at gøre mere ved det. Det er bedre at jeg tager tilbage til hospitalet med det samme. Jeg finder kiks, nødder, tørret frugt og pakker det i en taske. Jeg pakker også lidt tøj og toiletsager, et par bøger. Da jeg er klar til at gå får jeg øje på min telefon på skrivebordet. Den fik jeg ikke med i går aftes. Der er to indtalte beskeder, den ene fra min mor. Vores forældre. De ved ikke hvad der er sket. Jeg er nødt til at sige det til dem, de vil ønske at vide det selv om vi er tilbage i morgen. Jeg stiller tasken og trykker mine forældres nummer. Den ringer flere gange. Der er en digital hvislen mellem hver opkaldstone. Måske er de ikke hjemme. Det er lørdag, de tager ofte til loppemarkedet i Holte. Den ringer tre gange mere. Jeg skal til at afbryde da jeg hører en stemme. Ja. Det er min fars. Hele min barndom ligger i den stemme, i den sikkerhed der er i hans stemme. Den er så tydelig, som om han står lige ved siden af mig. 100
En pige og en dreng.indd 100
12
10/02/13 20.07
En pige
3 20.07
Det er mig, siger jeg. Hvor hyggeligt du ringer, siger han, hvordan går det med maven. Det spørgsmål stiller han hver gang vi taler i telefon. Det er en slags tradition vi har fået i graviditetsmånederne. Jeg prøver at gøre min stemme let, gøre det hele lidt mindre. Maya er ... Det er de eneste ord jeg kan sige. Ja, spørger min far. Han venter. Jeg åbner munden, men jeg kan ikke sige noget. Han siger mit navn igen. Er der sket noget, spørger han. Jeg ser ud ad vinduet mod torvet foran restauranten og jeg husker en skovsti, en skovsti i en af de jyske fyrreskove, en dag for længe siden. Det var sommer. Jeg var otte år gammel, høj af min alder, langlemmet, senet, jeg gik med hænderne i lommen, i bæltet hang den lille kniv som min far havde givet mig et par år tidligere. Han havde selv fået den som dreng af min oldefar. Han havde limet et stykke lammeskind på skeden så det lignede en indianers dolk. Skindet sad der endnu selv om det var blevet slidt på de steder der daskede mod benet. Han gik ved siden af mig, min far, han fortalte mig noget, jeg husker ikke længere hvad han fortalte, men jeg husker duften af harpiks og gran i den tidlige sommer og lugten af tobak fra hans pibe. Og jeg husker hunden. Den stod på stien omkring halvtreds meter fra os. Jeg havde ikke set den komme, pludselig stod den der, en schæfer uden herre. Da jeg så den fór jeg sammen. Jeg var bange for hunde, for deres tænder, for de hurtige bevægelser, deres snerren og grådige åndedræt, det uberegnelige ved hunde. Min far var rolig, men han standsede og rakte armen ud for at holde mig tilbage. Vi så efter ejeren af hunden, vi troede at der nok kom nogen om et øjeblik, men der kom ingen. Nu står vi lige så roligt her og holder øje med hvad den gør, sagde min far. Vi stod stille og så på hunden. Ventede. Den rørte sig ikke, den stir-
13
En pige og en dreng.indd 101
101
10/02/13 20.07
rede på os, ørerne var rejst, halen nede. Jeg vidste at hunde er farlige når de ikke logrer med halen. Stil dig bag mig, sagde han, bevæg dig langsomt og lad være med at se den i øjnene. Jeg gjorde som han sagde. Når den opdager at vi ikke gør noget, bliver den træt af os, sagde han. Vi blev stående. Hunden blev stående. Men noget fik den til at trække de sorte gummer tilbage og blotte tænderne. Bak, sagde min far. Vi begyndte at gå baglæns. Langsomme trin, grusets knasen, meter for meter. Jeg så ikke på hunden, jeg så kun min fars ryg. Jeg hørte den gø, den dybe, abrupte gøen, igen, igen, et ekko mellem træerne. Vi blev ved med at bevæge os baglæns. Da vi var kommet måske ti meter længere væk fra hunden hørte vi et råb et sted fra skoven. Schæferen rettede ørerne mod lyden. Den kiggede på os igen, sænkede hovedet. Og uden varsel satte den i løb mod os mens den gøede. Der lød igen et råb fra skoven, og en mand trådte ud på skovstien, men hunden fortsatte mod os, og jeg så nu at min far havde trukket sin finske jagtkniv fra bæltet. Jeg vidste at min far ville dræbe hunden. Når den kom ville han hugge kniven i den. Måske ville den springe på ham og bide ham, men jeg vidste, fuldstændig uden tvivl, at min far ville dræbe hunden inden den nåede mig. Den tanke ændrede alt. Jeg følte mig fuldkommen tryg. Jeg var ikke længere bange for hunden, jeg vidste at min far var der, og han ville gøre det som var nødvendigt for at intet skete mig. Manden begyndte at løbe. Han havde set kniven. Han råbte hundens navn flere gange, og da den var nogle meter fra os standsede hunden. Den gøede ad os, men så vendte den om og løb tilbage til ejeren som fik den i snor. Min far stak kniven tilbage i skeden og gik hen til manden og hunden. Jeg blev stående. Jeg hørte manden råbe vredt, og min far som svarede ham lavmælt. Med den ro der altid er over ham. Lidt efter trak manden i hundens halsbånd og gik.
102
En pige og en dreng.indd 102
14
10/02/13 20.07
En pige
3 20.07
Er du der, spørger min far. Ja. Er der noget i vejen. Ja, siger jeg. Og ordene kommer. Jeg fortæller det hele. Da jeg holder op med at tale er min far først tavs. Jeg kan høre på hans vejrtrækning at han er rystet over det jeg har fortalt. Er der noget vi kan gøre, spørger han. Nej. Skal vi ikke komme ud på hospitalet. Jeg siger at de ikke skal komme nu, der er ikke noget de kan gøre, at Maya skal have ro. Det forstår han. Jeg siger at han skal fortælle det til min mor, at han skal kontakte Mayas mor, hun er i Indien nu, men hun bør få det at vide. Bagefter ringer jeg til Mayas arbejde og derpå til min chef og fortæller hende at jeg bliver nødt til at melde mig syg, i hvert fald et par dage. Maya sover da jeg kommer tilbage. Hun har trukket dynen over sig. Jeg sætter mig på stolen ved siden af og tager den ene bog op fra tasken. Jeg læser nogle sider, men sætningerne falder sammen for mig, jeg er for træt til at læse. I stedet går jeg ud på gangen hvor der står et bord med termokander og kopper. Jeg tager en kop kaffe og går tilbage til patientstuen. Maya vågner da jeg flytter stolen hen over gulvet. Hendes øjne er røde. De har ikke taget droppet ud af armen. På apparatet med posen har de har sat dosis op igen. Jeg blev scannet i dag, siger hun. Ja. De har fundet ud af at den ene moderkage har løsnet sig. Kunne de se det på scanningen, spørger jeg. Ja. Hvad vil det sige at den har løsnet sig. Hun bøjer hovedet frem. Da jeg rejser mig for at holde om hende vender hun sig væk. (...)
15
En pige og en dreng.indd 103
10/02/13 20.07
M
åske er det vandets berøring. Varmen som rammer mig under strålerne. Måske er det fordi jeg er skjult bag støjen fra vandets fald mod fliserne. Jeg har ikke kunnet før nu, det har siddet i mig, fastlåst i kroppen, men nu kommer det ud i hug. Jeg holder hænderne mod øjnene og ser dem ligge i kuvøserne, i den ensomhed der omkranser dem i kuvøserne. Deres hjælpeløshed. Det ekstreme behov de har for at blive passet på, at blive beskyttet. Jeg synker ned ad væggen til jeg ligger på gulvet og krummer sammen under vandet mens gråden støder sig ud af mig, og jeg ser dem hele tiden, deres små arme, den ivrighed i deres arme, den livslyst jeg ser i dem. Da jeg kommer ud er Maya vågnet. Hun rækker hånden frem. Jeg hørte dig græde, siger hun. Ved de andre kuvøser står børnenes mødre og fædre. De hilser med små nik. En af afdelingens sygeplejersker er ved at skifte vores datters ble. Hun siger at begge børnene har drukket mælken som de har malket ud af Mayas bryster. Maya producerer store mængder mælk, der er mere end tvillingerne selv kan bruge. Sygeplejersken spørger om de må bruge resten af mælken. Der er to af de andre mødre der ikke kan få mælk ud, og det er netop den første mælk der er så vigtig. Ja, siger Maya. Jeg kan se det på hende, at det gør hende glad. Min søn ligger i kuvøsens blå lys. Han vifter med både ben og arme, og jeg åbner lugen ind til ham. Jeg holder hånden om hans lille krop. Og så sker noget vidunderligt. Når jeg holder om ham bliver han straks
16
En pige og en dreng.indd 127
127
10/02/13 20.07
En pige
3 20.07
rolig. Han griber om min pegefinger med sin ene hånd, klemmer til, han har forbløffende mange kræfter. Jeg hvisker gennem lugen at han er så stærk. Jeg hvisker alt hvad der falder mig ind, jeg roser ham og siger at jeg er stolt over at han er min søn. Jeg synger de sange som jeg sang da han endnu var i maven. Han lytter. Jeg ser det på hans ansigt. Han flytter ansigtet i retning af mig, under de lukkede øjenlåg bevæger han øjnene, han prøver at se mig. Han genkender min stemme. Under min hånd ligger han helt stille og lytter. Jeg hvisker til ham at han er den dejligste søn i verden. Vi står ved børnene hele dagen. Vi skifter plads hver time. Jeg stiller mig ved pigens kuvøse og hvisker til hende. Jeg studerer hendes smukke ansigt når hun sover. Jeg tror jeg kan se hvordan hun vil se ud når hun er syv år, når hun er tyve. De er så forskellige. Pigen er rolig, mere rolig end drengen. Når vi ikke holder om ham spjætter han. Hun ligger stille og folder hænderne foran sig, som en bedende. Hvordan vil årene blive. Hvordan de vil lege, skændes, hvordan de vil få forskellige interesser. Jeg genkender Maya i pigen, det feminine, det fine. Jeg kan se på dem så længe, denne voksende varme og genkendelse. Jeg overvældes af det de folder ud i mig. Af og til hvisker vi til hinanden om børnene. Om alle de små ting vi har iagttaget hos dem. Vi taler om deres lyde, og vi ler, vi bliver begge så rørte når vi taler om børnene. Vi taler om det der sker i os når børnene genkender vores stemmer. Om aftenen kommer overlægen ind til os. Han siger at han gerne vil tale med os. Vi sætter os i hans kontor. Hans ansigt er trukket sammen som om han gør en stor anstrengelse for at virke alvorlig. Det går desværre ikke så godt med jeres tvillinger, siger han. Jeg synker, adamsæblet svulmer i halsen, synker, synker. Vi kan se at tvillingernes lunger ikke optager tilstrækkeligt ilt, siger overlægen. Vi er derfor nødt til at pensle deres lunger med et præparat der kan hjælpe dem med at optage ilten bedre. Vi lytter til hans ord, lader ordene komme, og jeg presser imod dem, lader dem komme, folder mig sammen indeni. 128
En pige og en dreng.indd 128
17
10/02/13 20.07
Om Havet i Theresienstadt “En historie om kærlighed midt i det nazistiske helvede. Bogen er stor romankunst.” – Litteratursiden ”’Havet i Theresienstadt’ overrasker ved sin jomfruelige friskhed i sansningen, sin ømhed i tonen og sin imponerende helstøbthed.” – Politiken “Velfortalt, melankolsk underholdende og rigtig godt skruet sammen.“ – Weekendavisen “Det er så eminent fantastisk at et menneske, der ikke selv har oplevet det, har den indfølingsevne. Det var sådan det var.“ – Ralph Oppenhejm, forfatter, overlevende fra Theresienstadt 1943-45
Om William Sidis’ perfekte liv “Romanen er virkelig velskrevet og både interessant og tankevækkende at læse.” – Litteratursiden “Stærk roman om en af verdens skarpeste hjerner (…) Brasks bog er fremragende forårslæsning.” – Ekstra Bladet “En spændende, smukt skrevet bog.” – Berlingske Tidende ”Gyselig, grænseoverskridende og meget interessant læsning.” – Fyns Amts Avis