Forbandelsen - af Peter Tudvad

8 mm.

Sønnen kiggede med ét skræmt på sin fars præst.

– Han skriftede?

– Ja, han skriftede.

– Hvad sagde han da?

– De er vel klar over, at jeg ikke har ret til at røbe, hvad Deres fader betroede mig?

– Jeg er hans søn!

– Og jeg hans præst! Men hvis De insi­ sterer ...

– Jeg insisterer ikke, jeg bønfalder Dem for min sjælefreds skyld.

– Sjælefred kan jeg ikke tilbyde Dem, Kierkegaard, men sandheden, og den, det lover jeg Dem, vil ikke skænke Dem fred i sjælen.

153 mm.

34 mm.

90 mm.

153 mm.

Forbandelsen er den dramatiske fortælling om Søren Kierkegaard, den geniale og gale mestertænker, der med sit lidenskabelige fokus på »hin enkelte« og »efterfølgelsen« revolutionerede filoso­ fien og rystede teologien.

I traditionen fra Dostojevskij og Kafka sætter Forbandelsen sin hovedperson i scene i et univers, hvor forbrydelse og straf, synd og nåde bestandigt svinger mellem virkelighed og illusion, så læseren drages ind i Kierkegaards refleksioner og tager del i hans eksisten­ tielle kampe med Gud og mennesker.

foto Josefine Kampmann

Peter tudvad (f.1966) er uddannet cand. mag. i filosofi med sidefagsstudier på teo­ logi og statskundskab. Han har arbejdet på Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet og har skrevet flere bøger om Kierkegaard, bl.a. den kritikerroste Kierkegaards København (2004) og den skan­ daleombruste Stadier på antisemitismens vej.

Søren Kierkegaard og jøderne (2010). Desuden har han skrevet bestselleren Sygeplejerske i Det Tredje Rige. En danskers historie (2009) og oversat flere bøger om 2. Verdenskrig. Forbandelsen er hans første roman.

Således er Forbandelsen en teologisk roman, men netop som sådan giver den et psykologisk portræt af et menneske, der med tragisk patos satte himmel og jord i bevægelse for at finde den sandhed, han kunne leve og dø for.

Uddrag fra bogen Kierkegaards modstandere, biskop Mynster og professor Marten­ sen, hans ulykkelige kærlighed, Regine, broderen Peter og vennen Emil er sammen med mange andre aktører i denne store fortælling om pietet og perversion, om mord og mened, om kirkens forfalsk­ ning af Evangeliet – og om en hyrdedrengs skæbnesvangre for­ bandelse af Gud.

ISBN 978-87-400-0045-0 10000 ISBN 978-87-xxx

9 788740 000450

ROMAN

POLITIKENS FORLAG

226 mm.

90 mm.

Peter Tudvad

Forbandelsen

POLITIKENS FORLAG

Forbandelsen.indd 1

01/03/13 11.56

Kræmmeren

V

ille man efter tre årtier med Frederik VI som enevældig konge vide, hvad det skrantende danske monarkis officielle kontingent af skønånder turde hædre og prise som god smag, så behøvede man blot at tilbringe en aften i Det Kgl. Teater. Som regel var der franske vaudeviller, tyske syngespil eller danske komedier på plakaten, mens de engelske tragedier trods al respekt for Shakespeare sjældent blev givet, da lidenskaben i Macbeth eller Richard III ikke var tilstrækkeligt tæmmet til, at man på nationalscenen fandt det passende at lade de kongelige skuespillere deklamere hans blankvers. Men den som havde øren at høre med, han hørte i stedet den farlige attrå give sig fuldtonet hen til sig selv, når Giovanni Cetti med sin smeltende baryton, den ene sæson efter den anden, fik lov at synge titelpartiet i Mozarts Don Juan. Øren for mesterens musik havde frem for nogen en 25-årig student, der troligt kom til alle opførelser af denne opera, som greb ham i hjertekulen og fik brystet til at svulme, så han næsten følte det, som var det ham og ikke den mandige italiener, der sang. Hans navn var Kierkegaard, Søren Kierkegaard, og han var mere en tuberkuløs boheme end en dramatisk førsteelsker, men han kom i teateret både to, tre og fire gange om ugen, ligegyldigt om det var Don Juan, der med al sin sanselighed vækkede pigernes eget begær, eller karikerede borgere, der af kærlighedskummer gerådede i komiske stridigheder med hinanden på scenen, der nødtørftigt var camoufleret som en gade i København eller K RÆ MME RE N

Forbandelsen.indd 67

67

01/03/13 11.56

en boulevard i Paris. Således også denne alt andet end milde sommeraften, da han just havde afleveret sin hat, paraply og overfrakke i garderoben og nu hostende fandt vej ind i parterret, hvor han så sig om efter en ven, som han havde sat stævne i teateret, men som i modsætning til ham selv var kommet i god tid, inden gongongen lød. Den eftersøgte fandt den søgende med øjnene og råbte ham an.

– Søren, herovre!

Kierkegaard foretog en drastisk kovending, stak op mod vinden og stødte ind i det stående parterres liberale flagskib, som han havde ligget i pennefejde med et par år før. Han undskyldte med overdreven høflighed og en hel bredside af konventionelle fraser, så den forurettede kandidat Lehmann nok en gang fandt sig bekræftet i, at denne student Kierkegaard trods al sin polemiske tæft ikke stod til disposition for andre end de konservative. Sandt nok ærede han kongen, men blind for, hvad Hans Majestæt havde truffet af uheldige dispositioner på monarkiets vegne, var han ingenlunde. Derfor yndede han da også at sige, at han blev født det år, da så mangen anden dårlig veksel blev sat i omløb, nemlig det sidste år under Englandskrigene, da kongen lod seddelpressen løbe så stærkt for at finansiere sin eventyrlige alliance med Napoleon, at der ikke længere var dækning for rigsdalerne, og staten sluttelig gik bankerot. Han var heller ikke uden forståelse for den liberale oppositionsleders kritik af, at man efter krigsnederlaget og tabet af Norge havde betrygget sig bag en sentimental idyllisering af »gamle Danmark« og »Dannebrog« og et dvask koketteri med »Sjølunds Bøgelunde« og »Kodans Vover«. Men når Lehmann som en anden lord Nelson satte kikkerten for det blinde øje, hver gang man i national stolthed førte Oehlenschläger eller Baggesen, Heiberg eller Hertz frem for hans åsyn, så nedkaldte han selv Kierkegaards spot over sit træske hoved. Nu slap han dog for videre tiltale, da den skrutryggede yngling med det duvende papegøjehår som bovspryd fortsatte sin urolige kurs gennem det stående parterre og dets dunst af eau de cologne.

– Emil, tilgiv mig min utilgivelige ødslen med den tid, hverken du eller jeg vil spilde på at vente en ven, der er og bliver et blot og bart 68

Forbandelsen.indd 68

FO RBA N D ELSEN

01/03/13 11.56

distraherende moment i tilværelsen, hvis det ikke var for det heldige tilfælde, at denne ven tilfældigvis var dig! Jeg var hos min fader for at spise, og det var ikke til at få en drosche i dette vejr, så jeg måtte gå spidsrod mellem fossende rendesten og dødsensfarlige kælderhalse hele vejen fra Nytorv herned.

– Eller din fader, om jeg kender ham ret, var for nøjsom til at spendere en daler på en drosche til sin døgenigt af en søn, der hellere end at læse til teologisk embedseksamen letter sit tungsind med franske bagateller a la Scribe.

– Kandidat Boesen, må jeg bede om lidt respekt for åndens optimater! Har han mon tilbragt eftermiddagen i Studenterforeningen og dér fraterniseret med Lehmanns faste stok af frihedsmænd, så han nu er moden til at revoltere mod kongehuset og kammertonen?

Boesen grinte, men hans dæmpede latter afslørede sig kun som en grimasse, da den i det samme blev overdøvet af gongongen. Kierkegaard tav forventningsfuldt og kiggede som den måbende Aladdin under hans første besøg i det underjordiske skatkammer rundt i teateret, hvor den store lysekrone, mens den knagende blev trukket til vejrs i hullet over salen, lod sine sidste stråler bølge hen over de forgyldte balustrader. I logerne fik det dansende lys pigerne til at tage sig ud som havfruer, der gled yndefuldt gennem vandet under en solbeskinnet havoverflade, så enhver i parterret måtte ønske sig at være en havmand.

Men det var ikke bare derfor, Kierkegaard kunne have lyst til at sidde deroppe, for ofte var det ham ubehageligt at stå nede i parterret blandt alle de andre akademiske høveder, der gjorde det ud for publikums højesteret, når de efter en forestilling afgav deres votum med buhen og hujen eller stampen og jublen. Vel var teateret også for hans vedkommende »ej blot til lyst«, som man endnu med lidt god vilje kunne læse over prosceniet, hvor soden fra orkesterets tranlamper havde forvandlet det gamle bonmot til en skygge af sig selv, men han søgte lige så gerne adspredelse fra sine aldrig hvilende tanker som ny næring til dem. Han kunne ønske sig at være en hosekræmmer eller blot hans lærling, som hans far engang havde været, og sidde blandt de andre K RÆ MME RE N

Forbandelsen.indd 69

69

01/03/13 11.56

mestre og svende oppe i en af høkerlogerne eller sågar oppe i galleriet.

Måske var det begrænset, hvad man kunne se deroppefra, men man så rigeligt til hinsides alle æstetikkens paragraffer at glæde sig uforstilt og uskrømtet over fru Heibergs skønhed eller Phisters komik. Åh, at være en kræmmer, men helt uden det tungsind og den refleksion, som plagede hans far og ham selv!

I dag var der tilmed god plads i de ellers så trange loger, da det sædvanlige klientel ikke brød sig stort om monsieur Delcours’ skuespillertrup, der i teaterets sommerpause havde fået lov at trætte københavnerne med noget så uforståeligt som fransksprogede vaudeviller, komedier og tableauer. End ikke parkettet var mere end halvfyldt, for selvom notabiliteterne med undtagelse af de kongelige hofleverandører nok mestrede det franske sprog, så lå de fleste stadig på landet. Altså var det kun det stående parterre, der fik teateret til at ligne sig selv på en normal aften, da dets sprukne fortæppe med det himmelstræbende Akropolis over et romantisk landskab endelig strøg til tops, og Scribes vaudeville La jeune marraine gik over scenen. Scribe mestrede intrigen som få og var ferm til med enkle replikker at give et signalement af sine figurer, der snart gjorde de skrå brædder til rustikke gulvtæpper på et brøstfældigt slot nogle mil uden for Paris. Kierkegaard og Boesen fulgte med, men inden længe var énakteren omme, så de kunne begive sig op i punchsalen for at tilbringe pausen dér.

– Monsieur Scribe, vous êtes formidable! Mon premier amour!

– Tror du, Rørdam er her?

– Åh, jomfru Rørdam, om ikke min eller monsieur Scribes, så student Kierkegaards første og hidtil eneste kærlighed! Nej, ikke så vidt mit flygtige øje på sin diskrete gang gennem logerne har været i stand til at afsløre det.

– Tvi dig, dit æsel, jeg ville tale med Peter, ikke hans søster.

– Derfor render du bestandigt ad Frederiksberg til: for at diskutere den teologi, du ikke gider studere, med Peter, som ganske en passant er broder til tre yndige søstre, herunder den små Bolette!

– Hvad med Andersen, er han her i dag?

70

Forbandelsen.indd 70

FO RBA N D ELSEN

01/03/13 11.56

– Nej, den lille Christian med det lange legeme har i dag skånet sin bagmand for at vride sit eget skævt.

– En skam, jeg ville gerne have vartet vor store digter op. Min næsegruse beundring for hans geni havde afgjort bidraget til at forlænge dets blomstringstid.

– End ikke Heiberg har ladet sig se, men hos ham og hans frue går du jo også ind og ud, så du ikke som andre dødelige behøver søge audiens hos den højædle og velbyrdige professor. Har du i øvrigt fundet en delikat titel til din artikel om Andersen til hans spekulative journal?

– Hvad med »Flæbets fænomenologi«? Så yder man både digteren og professoren retfærdighed, den ene vitterligt en parodi på et geni, der tror, at han skal vugges blidt i søvn om aftenen for dagen derpå at kunne udfolde sine sarte talenter, den anden i sandhed en inkarneret hegelianer, en åndens apostat, nej vås, apostel ...

– Og Heiberg trykker så din artikel i Perseus?

– Stilen behager ham stadig ikke, selvom jeg har siddet ved hans fødder, lyttet til hans anvisninger og flittigt oversat et skønsomt udvalg af latinske perioder til danske brokker og konverteret germanske sætningskonstruktioner til franske vaudevillereplikker. Måske udgiver jeg den selv i kommission hos Reitzel.

– Stakkels Andersen!

Gongongen lød igen, og Kierkegaard og Boesen bagav sig atter ned i salen, hvor de franske løjer fortsatte i Un mariage sous l’empire og Le conseil de discipline. Efter forestillingen hastede Kierkegaard med vennen i hælene ud af teateret for hurtigst muligt at undslippe osen fra de mange tranlamper, der, som han mente, kunne angribe hans lunger og straks gøre det af med ham. Ude på Kgs. Nytorv bød adskillige hyrekuske sig til, men da det var holdt op med at regne, og Kierkegaard bestemt mente at trænge til luft, fulgtes han og Boesen i stedet til fods op ad Østergade.

– Emil, jeg talte med min fader i dag. Han ville under ingen omstændigheder lade mig rejse.

– Heller ikke til Berlin?

K RÆ MME RE N

Forbandelsen.indd 71

71

01/03/13 11.56

– Nej, og Paris spottede han over som et pinegalt lune, selvom jeg lovede hverken at gå til alters i Notre Dame eller til scenen i Grand Opera. Jeg kunne være fristet til at gøre som Niels Andreas, min afdøde broder, der trodsede faders vilje og rejste til Amerika for at leve sit eget liv.

– Og for at dø vores alle sammens død! Så hvad om du selv akkurat nåede til Tyskland eller Frankrig, før du omskiftede tiden med evigheden?

– Hvorfor ikke dér så godt som her? Længe kan det jo alligevel ikke vare, når min fader går i sit 82. år, og jeg selv spytter blod, som ville jeg af lutter pietet ile ham forud.

– Har du konsulteret Nutzhorn eller Bang?

– Hvad skulle en læge nytte, når han med videnskabelig sikkerhed vil diagnosticere mit tilfælde som akut sindssyge og sende mig til Skt. Hans Hospital for at få mine vrangforestillinger reguleret?

– Blodspytning sorterer vel fremdeles under medicinen og ikke under psykiatrien.

– Det afhænger af patientens forklaring af den, og den kender du, Emil, du alene.

– Ja, men hvis lægen dekreterer åreladning eller dampbade og forbyder dig at nyde tobak eller spiritus, så behøver du vel ikke uden videre slå det hen som en overflødighed med henvisning til, at du ved bedre, nemlig at du nu en gang skal dø, så han må dømme, at du forveksler dig selv med ham, patienten med lægen.

– Jeg har ikke stor tillid til Bangs stetoskop, det ved du også godt, Emil.

– Vel gør jeg så, men ligeledes at du har forlæst dig på Hoffmanns fantastiske noveller og Arnims spøgelseshistorier, så du det ene øjeblik tror, du er en trold, det næste et genfærd.

– Faktum er, at jeg begyndte at spytte blod, da min fader havde bekræftet min anelse om, hvordan det stod sig med alle familiens dødsfald. Det var derfor, jeg i sidste måned endelig gik til alters igen efter halvandet års vægring, så jeg i det mindste ikke skulle dø uden at have 72

Forbandelsen.indd 72

FO RBA N D ELSEN

01/03/13 11.56

fået kirkens nådige forladelse af mine synder. Nu, i dag, skældte min fader mig ikke desto mindre ud, fordi jeg ikke ville gå til alters igen allerede i går.

– Sammen med din broder?

– Ja, Peter måtte gå alene, men fader var med ham i kirken.

– Og du var ikke i kirke, selvom det var søndag?

– Emil, jeg prøver ihærdigt at nærme mig kristendommen, men jeg har ikke min faders tro.

– Men nok hans overtro.

– Kald det, hvad du vil! Han mener, at det egentlige Kana’an for mig ligger på den anden side af teologisk attestats, men hidtil har han ikke forventet, at jeg nogensinde ville komme derind. Jeg lovede ham i dag, da han havde nægtet at opfylde mit ønske, at jeg ville anstrenge mig for at opfylde hans.

– Med den form for konsekvens skal du nok drive det vidt i denne gale verden, Søren.

– Jeg aner virkelig ikke, hvordan jeg skal tage mig sammen til for alvor at læse teologi igen, så regn ikke med at se mig i det forjættede land lige med det første!

– I mellemtiden mødes vi på Tabor, min ven.

Kandidaten og studenten var i løbet af deres samtale nået til Højbro Plads, hvor de gav hinanden hånden, inden de skiltes og gik i hver deres retning, Boesen til sin lejlighed i Filosofgangen bag Vestervold og Kierkegaard til sit logi på Kultorvet næsten oppe ved Nørreport.

Således kom Kierkegaard snart efter forbi Den Kgl. Postgård, hvor dagvognen og ekstraposten, når natten var omme, ville sende mennesker på rejse, mens han selv måtte blive hjemme i København, hvor de hundrede tusind indbyggere kun i mangel af en passende målestok turde regne Hans Majestæts hoved- og residensstad for at være en by af europæisk betydning. Det kunne ikke være mere end et par timer siden, at personposten var afgået til Hamborg, hvorfra man kunne komme videre til metropoler som Berlin og Paris, som Peter begge havde oplevet under sin studierejse for snart ti år siden. Søren skulle vel aldrig K RÆ MME RE N

Forbandelsen.indd 73

73

01/03/13 11.56

få andet at se end sin skidne fødeby, hvor rendestensbrædderne flere steder i Købmagergade var skyllet væk af den megen regn, der havde aflejret klæge masser af kokasser fra staldene oppe i Skt. Gertruds Stræde og ekskrementer fra kvarterets overfyldte latringruber. Tilmed måtte han tage sig nøje i agt for ikke at overse diverse mudderkager og vandpytter i mørket, da der ifølge almanakken var fuldmåne, hvorfor byens vise magistrat som vanligt havde sparet på gadebelysningen i forventning om, at måneskinnet ville gøre den overflødig, ligegyldigt om nattehimlen var stjerneklar eller som nu aldeles overskyet.

I det præsumptive måneskin, som københavnerviddet havde døbt magistratsmåneskin, var det heller ikke let for ham at se gipsafstøbningerne af Venus og Napoleon i Barsuglis forretningsvinduer eller de udstillede bøger i Reitzels boglade. Men skråt overfor, i det spæde lys fra agent Lunds stuer oppe på 1. sal, hvor han selv havde tilbragt så mange lykkelige stunder, mens hans søster Nicoline endnu levede som en lykkelig madam Lund, fik han øje på en sovende skikkelse i en kælderhals. Det måtte være et fattiglem, der havde søgt ly for regnen og var faldet i søvn på sin post. Kierkegaard så sig omkring og kunne ikke få øje på andre i nærheden end en vægter, der forsvandt om hjørnet oppe ved Rundetårn. Hurtigt fandt han en rigsdaler frem og lod den stille forsvinde ned i den fattige mands lomme, som han forinden havde sikret sig ikke var hullet.

Han tænkte på sin far, da han straks efter passerede den kælder, hvor den daværende hosekræmmer havde haft sin blomstrende forretning, indtil han for fyrre år siden afhændede den og giftede sig med sin tjenestepige, som han da havde gjort frugtsommelig. Det var hende, den trinde Anne, der blev mor til alle hosekræmmerens syv børn, men som næppe havde ønsket ægteskabet mere end sin husbond. At det var sådan fat, havde den yngste allerede fået færten af, da han engang som dreng stod ude ved familiegraven på Assistens Kirkegård og noterede sig, hvor omhyggeligt hans far havde angivet, hvornår hans førstefødte, Maren Kirstine, var kommet til verden og atter gået bort, mens han ikke havde spenderet en linje på at oplyse det samme om hendes for74

Forbandelsen.indd 74

FO RBA N D ELSEN

01/03/13 11.56

udgangne lillebror på den fælles gravsten. Ved siden af sine to søskendes grav kunne den lille Søren på gravstenen over sin fars første kone læse, at hun var død mindre end halvandet år før Maren Kirstines fødsel. Altså kunne han også regne sig frem til, at hans far ikke var kommet det sørgeår i hu, som man holdt helligt i Brødremenigheden nede i Stormgade, hvor man ærede den rige hosekræmmer som sin store og fromme velgører. Senere erfarede han, at hosekræmmeren først havde giftet sig med Anne, da hun var halvvejs i sin graviditet, og at han havde gjort alle hånde forsøg på at sikre sig selv en så gunstig ægtepagt, at magistraten måtte træde i skranken for bruden. Skam få han, der ikke ville sige B, når han først havde sagt A! På torvet var der på nær et par hatteløse og højrøstede mænd ikke et menneske at se, så Kierkegaard skyndte sig ind i opgangen og famlede sig op på 1. sal, hvor han låste sig ind og fik tændt noget lys. Det var ikke meget plads, han havde med sine to værelser, syntes han, i hvert fald ikke når han efterhånden havde fået samlet sig et ganske omfattende bibliotek, som på hans fars regning stod og prangede i kalveskind og guldsnit. Han tændte sig en cigar og satte sig i den gamle sofa, som udlejeren havde ladet ham låne, og følte sig som doktor Faust, mens titlerne på de mange bøger, filosofiske, belletristiske, teologiske, kriminalistiske, svimlede i skæret fra de flakkende lys.

Habe nun, ach! Philosophie, Juristerei und Medizin, und leider auch Theologie! durchaus studiert, mit heißem Bemüh’n.

Da steh’ ich nun, ich armer Tor! und bin so klug als wie zuvor.

Skulle han da ligesom den lærde doktor også fortvivle over sine studier, sig selv og sin tro? Nej, han måtte lade to og fem være lige eller i det mindste på skrømt give sig teologien i vold. Han rejste sig, slog op i Schleiermachers troslære, bladrede i Möhlers bog om Athanasius K RÆ MME RE N

Forbandelsen.indd 75

75

01/03/13 11.56

den Store, kastede et flygtigt blik i Münschers kirkehistorie, gjorde sig nogle overvejelser over forholdet mellem dogmatikken og den hellige skrift, skrev en træt optegnelse om samme i sin journal og gik endelig i seng, da han hørte vægteren nede på torvet råbe, at klokken var slagen tre: »Oh fader from, til hjælp os kom, din nåde os bete!« Propperne sprang, vinen skummede i glasset, og duften af steg kildrede i næseborene, mens tjeneren rendte svedende til og fra hans bord. Han skålede med sig selv, sang nydelsens pris og skældte ud på tjeneren, der troede, han kunne liste sig til at tage en bid af anden, uden at han opdagede det. Midt i det hele dukkede Bolette op, gik på knæ for ham og bad ham gøre bod og omvende sig, mens han uanfægtet spiste videre, grinte ad hendes fortvivlede fraser og en passant roste hendes kvindelige ynder.

Pludselig bankede det på døren, tjeneren var væk, og Kierkegaard lukkede selv op med en anelse om at se Bolettes afdøde far, provst Rørdam.

Men i stedet var det hans egen far, den forhenværende hosekræmmer, der stod derude i vadmelsfrakke og knæbukser og med hårpisken ned ad nakken, sådan som han kendte ham fra et maleri fra hans velmagts dage, kun var han bleg som en dødning. Det bankede igen, selvom han allerede havde åbnet døren, bankede stadigt kraftigere.

Han vågnede, snappede forskrækket efter vejret og hørte det igen banke på døren. Hurtigt fik han sin slåbrok på og skyndte sig ud i gangen for at åbne, da både jomfru Brasen og student Hansen, de to andre logerende, åbenbart allerede var gået. I trappeopgangen stod hans fars noget tvivlsomme tjener, Anders, en permitteret soldat, som den gamle for et års tid siden havde taget til sig, fordi han ligesom han selv kom fra Sædding. Den forpustede tjener forklarede noget omstændeligt og ikke mindre forvirret, at Kierkegaards far havde fået kolera, eller i hvert fald havde kvalme, og at det løb rundt for ham, og at doktoren, altså hans bror, så mindeligt bad ham komme snarest muligt, da man ikke vidste, om vinden bar den ene eller den anden vej, og om man skulle rebe sejlene eller helt stryge dem, og måske, måske ikke burde hidkalde biskoppen.

76

Forbandelsen.indd 76

FO RBA N D ELSEN

01/03/13 11.56

Hvis der var noget, der gjorde Kierkegaard urolig i dette øjeblik, var det ikke så meget tjenerens rapport om hans fars ildebefindende som hans egen drøm. Der kunne jo ifølge hans og hans fars overenskomst om deres gensidige skæbne i denne verden ikke herske tvivl om, hvem der først skulle forlade den, og da han ikke selv havde andre symptomer på nogen akut sygdom til døden end sin hoste og lejlighedsvise blodspytning, mente han heller ikke, at hans fars tilfælde kunne være alvorligt. Som en mat afglans af drømmen kunne han end ikke lade være at smile ad alle de ord, som Anders ganske uvant tog i sin mund i sin befippelse over at være sendt på noget, han sikkert opfattede som en gehejmemission for den højærværdige og højædle doktor i teologien.

Altså takkede student Kierkegaard for overdragelsen af depechen, tog sig god tid til at klæde sig på og drog først af sted, efter torveklokken havde lydt, så bønderne allerede var i færd med at falbyde deres tørv, kul og brænde nede på Kultorvet, da han skråede om hjørnet til Peder Hvitfeldts Stræde op forbi synagogen og universitetet, Vor Frue Kirke og sluttelig over Gammeltorv til barndomshjemmet på Nytorv, hvor det var anderledes fristende sager som frugt og fjerkræ, svin og smør, som slagtere og landbomadammer råbte op om i munden på hinanden. Hvor mange gange havde han ikke som dreng stået oppe på 1. sal og set sin far selv gå ned på torvet for at gøre en god handel og komme hjem med en fed gås, som pigerne så måtte koge og plukke!

Kierkegaard gik ind i den velkendte trappeopgang, hvor der steg en tung dunst af mad og øl op nede fra kælderværtshuset, og var nær ved at støde ind i biskop Mynster, der knap værdigede ham et blik, inden han hastigt forsvandt ud på torvet bag den bukkende hosekræmmersøn. Så havde Anders virkelig hentet ham, tænkte han med stigende bekymring, men fortsat med tilstrækkelig sindsro til at ærgre sig en smule over ikke at være blevet genkendt af hans højvelbårne højærværdighed. Øjeblikket efter kunne Anders, da han åbnede døren for ham oppe på 1. sal, bekræfte, at Mynster netop havde været der og talt med faderen. Forinden var Peter gået ud for at hente Nutzhorn, som han kort efter kom tilbage med, så brødrene sammen med lægen kunne K RÆ MME RE N

Forbandelsen.indd 77

77

01/03/13 11.56

gå ind i det dunkle soveværelse, der vendte ud til den smalle baggård.

Søren bemærkede ikke jomfru Møller, der sad og vågede ved hans fars sygeleje, før hun rejste sig og sagde, at patienten netop var døset hen.

Nutzhorn studerede omhyggeligt den blege olding, tog hans puls og lod jomfruen forklare det samme, som han allerede havde hørt, da han blev hentet af den ældste søn. Kvalme efter morgenkaffen, tynd mave, bitter smag i munden og sure opstød, det kunne være kolerine, altså måtte han have et brækmiddel og derpå drikke rigeligt med kogt vand eller kamillete! Jomfruen forsvandt ud i køkkenet for efter Nutzhorns anvisning at røre noget æggehvide op i vand, som hun måtte give patienten, så snart han vågnede. Det skulle nok få ham til at brække sig.

Og så forsikrede lægen sønnerne om, at tilfældet var såre banalt, og at deres far snart ville komme sig, men at han for en sikkerheds skyld ville kigge forbi igen i løbet af eftermiddagen.

Mens hans bror fulgte lægen ud, gik Søren ind i den tarveligt indrettede stue og stillede sig ved vinduet for, som han gerne havde gjort det i sin barndom, interesseret at følge med i handlen nede på torvet og forestille sig, hvad sjoveren sagde af artigheder, når han bød sig til over for en af bønderne, eller hvordan en honnet madamme med sin tjenestepige i hælene ville veje og vurdere æbler og kyllinger, som skulle de bruges på slottet og ikke i den beskedne husholdning nede i Brolæggerstræde. Peter kom ind og gav sig straks til at klage over sit helbred, der ikke var meget bedre end faderens, fordi regnen ofte silede ned igennem kakkelovnen oppe hos ham selv på 2. sal. Faktisk var der fugtigt i hele huset, for efter halvanden måned med næsten daglig regn fungerede skorstensskakterne mere som kanaliseringer for regnvandet end som aftræk fra ovnene. Af samme grund var deres far så led og ked ved huset, at han ville afhænde det, hvorfor han allerede havde fået Peter til at udkaste en anmeldelse af salget til advokat Beyer. I det samme kunne de høre den utilfredse husejer brække sig inde på soveværelset, men inden længe var der igen ro derinde, så de forsigtigt åbnede døren for at høre, hvordan det gik. Deres far havde nok brækket sig, sagde jomfru Møller, men havde nægtet at drikke noget og var faldet hen i 78

Forbandelsen.indd 78

FO RBA N D ELSEN

01/03/13 11.56

en underligt snorkende døs. Straks ville Peter hente Bang, men Søren forsikrede ham om, at familiens gamle læge stadig lå på landet, så man lige så godt kunne vente, til Nutzhorn kom tilbage.

Efter frokosten blev Peter så forskrækket over først at høre faderen harke og derpå finde ham tilsyneladende paralyseret i sengen, at han fik Anders til at hente amtskirurg Dørge, der ikke bare kunne vaccinere og årelade, men nok også stille en dueligere diagnose end den halvt så gamle læge. Dørge kom, så patienten og rystede på hovedet, da han hørte, at Nutzhorn havde givet ham et brækmiddel. Nej, der var ikke tale om kolerine, men om slagflod, og et sådant apoplektisk tilfælde skulle behandles med igler på hovedet og surdej på læggene. Således blev det, og da Nutzhorn kort efter kom tilbage, gav han ikke bare Dørge ret, men anordnede det dobbelte antal igler samt surdej under fødderne og en spansk flue, der fik sig en nærende stund i nakken på oldingen, inden der i stedet blev sat et plaster på det sår, der opstod, da han skar hul i den blære, det glinsende insekt efterlod sig.

Lige meget hjalp det, og efterhånden stod det klart, at den gamle Kierkegaard lå på sit yderste, så det var hans dødskamp, hans to sønner nu var vidner til. Søren ville dog stadig ikke tro det, men sad paralyseret ved sin fars side resten af dagen og det meste af natten med. Både han og Peter håbede og bad til, at den døende i det mindste ville komme til bevidsthed en enkelt gang, inden det var forbi, så de hver især kunne få talt med ham. Imidlertid lignede han ikke bare en, der skulle dø, men også, så længe han endnu havde en vis muskelkraft i ansigtet i behold, en, der ville dø. Sådan forekom det i det mindste Søren, der noterede sig hver en spænding i sin fars ansigt og sjældent undlod at tænke sit derved, som var det udpinte legeme blot et spoleret hylster for en uspoleret vilje. Det var jo sådan, han havde kendt ham, når han så bort fra de få gange, han pludselig var styrtet sammen under tyngden af sin fortvivlelse, som en kærlig og retfærdig far med så fast og ubøjelig en karakter, at han lige så konsekvent vendte vreden og hævnen mod sig selv som mod nogen anden.

Den følgende dag og hele aftenen sad Søren og hans bror på skift K RÆ MME RE N

Forbandelsen.indd 79

79

01/03/13 11.56

hos deres far, indtil de begge gik op i Peters lejlighed og forsøgte at få en smule tiltrængt søvn. Mere blev det heller ikke til, for et par timer før solopgang blev de hentet af deres fars grædende tjenestepige, der fortalte, at han netop med et suk havde opgivet ånden. Da de kom ned, sad jomfru Møller i soveværelset og så omtrent lige så bleg ud som den døde i det nødtørftige lys. Havde de ikke selv fulgt, hvordan han de sidste to dage gradvist forandrede udseende i takt med, at livet slap sit tag i ham, ville de dårligt have genkendt ham, som han nu lå i sengen med indfaldne kinder og vidt åben mund, mens de matte øjne kun akkurat lod sig se bag en smal sprække under lågene. Jomfruen spurgte næsten uhørligt, om hun skulle lukke munden på ham og binde et tørklæde om hoved og hage, og Peter nikkede tavst, mens tårerne mere silede end blot trillede ned ad hans kinder. Søren var som forstenet og overvejede at skrige. Det forekom ham spontant at måtte være den eneste mulige reaktion, men det forløsende skrig døde på hans læber, inden det nåede at artikulere sig som andet end en art grynten. Han huskede, hvordan han havde grædt, da deres mor døde fire år før, og var løbet ned til Martensens mor på Ulfeldtsplads for at blive trøstet. Men nu var hans øjenhuler som knasende sand, som var hans legeme med ét tørret aldeles ud og forvandlet til en porøs lerfigur. Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå!

Søren havde akkurat overlevet sin far med en time, da han og Peter trak sig tilbage fra den dødes soveværelse og gik ud og satte sig i køkkenet.

De var åbenbart, uden at tale om det, enige om ikke at betræde dagligstuen, der var som det allerhelligste i mindernes mange rum. Peter var stadig overvældet af sin sorg og måtte med korte mellemrum have fat i sit lommetørklæde, mens Søren uden at fortrække en mine ganske langsomt lod en unavngiven smerte bore sig dybere og dybere ind i sin sjæl. I det øjeblik, den nåede sit lønlige mål, sit eget skjul, fattede Søren sig og henvendte sig til Peter.

– Kan du huske, dengang jeg som lille væltede et saltkar ved middagsbordet, inde i stuen, og fader i opflammende vrede skældte mig 80

Forbandelsen.indd 80

FO RBA N D ELSEN

01/03/13 11.56

hæder og ære fra og sågar kaldte mig en forloren søn og mere af samme skuffe?

Peter kiggede næsten forskrækket på Søren, der ikke havde mælet et muk, siden de gik op til ham for adskillige timer siden.

– Ja, det tror jeg nok.

– Han kunne jo blive heftig og meget lidenskabelig, men jeg lod mig ikke imponere og erindrede ham i stedet om, at han ikke havde sagt et ord, da Nicoline engang havde tabt en kostbar suppeterrin. Husker du, hvad han svarede mig?

– Nej! – At den terrin netop var så kostbar, at han ikke behøvede at skælde ud på hende, da hun nok selv var klar over, at hun havde gjort noget forkert, hvorimod han nødvendigvis måtte skænde på mig, hvis jeg skulle blive min forseelse var, når det handlede om en ubetydelighed som et saltkar.

– Jaså.

– Kan du ikke se det humoristiske i en så potent dialektik mellem forbrydelse og straf?

Det kunne Peter ikke, men han sagde ikke noget, og da solen allerede kastede morgenens første stråler ind ad vinduerne i dagligstuen og sendte dens spæde lys helt ud i køkkenet, mente han og Søren snart, at det var på tide at gå i seng. Dagen kunne tidligt nok begynde, og så ville der blive rigeligt at gøre med advisering af skifteretten, bedemanden og familien.

Sådan blev det, så da Søren efter forskellige ærinder, der især bestod i at informere de nærmeste om dødsfaldet, ud på eftermiddagen kom tilbage til Nytorv, havde skifteretten allerede forseglet lejligheden og dermed hans barndomshjem. Dér var han født, dér havde han lært at drage omsorg for sin langt ældre søster i hendes sygdom, dér var han blevet tugtet af sin far, og dér havde han set sine søskendes, sin mors og sin svigerindes død forvandle den bibelstærke patriark til en bodfærdig profet. Vel var det ikke ham, der havde bygget huset på Nytorv, men det var alligevel hans yngste søn, som var det kun opført med det ene K RÆ MME RE N

Forbandelsen.indd 81

81

01/03/13 11.56

mål for øje at være den hendøende slægts sørgehus, så man nu gjorde rettest i at rive det ned og stede det til hvile med hans far. Der var kun den hage ved det, at faderen trods alle tegn og varsler havde efterladt sig to sønner, der nu skulle arve ham og hans hus.

Peter havde allerede været ude på kirkegården for at tale med den gamle graver, som til hans overraskelse, og nu også Sørens, fortalte ham, at deres far selv for adskillige år siden havde opsøgt ham og indprentet ham, at han, når tiden kom, ville begraves ved siden af Maren Kirstine.

Hvad kunne det have at betyde, at han ville ligge ved siden af sin førstefødte, der havde været syg al den tid, Søren kunne huske, og var død, da han selv var bare otte år gammel? Hvorfor ville han ikke ligge ved sin tro hustru, der både havde født ham dette smertensbarn og dets seks yngre søskende? Og hvordan kunne det være, at han i smug, sådan forekom det Søren, havde indviet graveren i sit sidste ønske og ingen andre?

Om det var en trang til at få svar på disse spørgsmål, der gav ham den indskydelse at gå op til biskoppen og melde sin fars død, vidste han ikke, men dels havde Mynster jo været hos faderen og som den sidste talt med ham, dels kom han i hu, at hans far ofte havde sagt, at det var godt at have »en sådan gammel ærværdig skriftefader, som man ret kunne åbne sig for«. At det faktisk var Mynster, han havde tænkt på, kunne der dårligt være tvivl om, for selvom biskoppen ikke formelt havde været hans skriftefader, så stod der i hosekræmmerhjemmet en sådan nimbus om hans navn, at ingen turde anfægte hans autoritet.

Når ret skulle være ret, havde Kierkegaard af sin far lært ikke bare at høre Mynsters prædikener om søndagen og læse dem til sin opbyggelse resten af ugen, men også at frygte biskoppen og hans ord mere, end hans samvittighed nogensinde havde ladet sig plage af politidirektøren og hans bekendtgørelser. Derfor var det med en vis frygt og bæven, han nu ringede på bispegårdens dørklokke og bad en tjener melde ham og hans ærinde hos biskoppen. Efter at have ventet en stund blev han kaldt ind i stuen, hvor biskoppen allerede havde rejst sig fra sit skrivebord. Han tog sig mindre ud, end når han stod på prædikestolen i slotskirken, noterede Kierkegaard sig med nogen lettelse.

82

Forbandelsen.indd 82

FO RBA N D ELSEN

01/03/13 11.56

– De ønskede at tale med mig, hr. Kierkegaard.

Biskoppen kiggede på sin gæsts kort, som han stod med i hånden som for at sikre sig, at dette virkelig var hans navn.

– Deres højærværdighed, min fader døde i morges.

– Deres fader?

– Ja, De var hos ham i tirsdags!

– Jaså!

– Michael Pedersen Kierkegaard!

– Åh, hosekræmmeren. Min ven, det gør mig ondt.

Biskoppen var tilsyneladende pinligt berørt over ikke straks at have forstået, hvem der var tale om, og selv var Kierkegaard ikke mindre forlegen. Han kiggede rundt i den store stue, hvor biskoppen havde indrettet sig bekvemt og mageligt med smukke møbler og malerier.

Det var noget ganske andet end de stuer, Kierkegaard kendte fra den næsten bondske nøjsomhed, der prægede hans barndomshjem, men det øgede blot hans benovelse over at være biskoppens gæst. Han forsøgte at gøre en ende på den akavede situation ved at indlede en konversation.

– Deres højærværdighed har måske talt med min fader om ...

– Han kom her jo af og til. Sidst var han sådan kommet til at tænke på sin afdøde kone, Deres moder, og derfor ville han give mig et større beløb til sognets fattige.

– Han var ikke gerrig.

– Nej, og som De måske ved, gav han allerede 100 rigsdaler til genopførelsen af kirken efter bombardementet.

Mynster nikkede i retning af vinduet ud mod Nørregade og Vor Frue Kirke, der lå lige overfor og badede sin pragt i sommerens alt for sjældne sollys. Kierkegaard spekulerede på, hvordan han kunne få biskoppen til at røbe noget om, hvad han havde talt med hans far om, men fandt det vanskeligt, da han dårligt kunne gøre det uden at udfordre den tavshed, som et skriftemål naturligvis var omfattet af.

– Jeg husker Deres højærvædigheds smukke tale ved min moders båre.

K RÆ MME RE N

Forbandelsen.indd 83

83

01/03/13 11.56

– Ja, det var jo før, jeg fik kaldet.

Kierkegaard var ikke tungnem, men forstod både, at Mynster selvfølgelig ikke som Sjællands biskop, den danske kirkes overhoved, kunne tage sig af begravelsen af en tilfældig borger, og at han heller ikke havde tid til at stå og snakke med hans søn, når han havde en myriade af embedsforretninger, der skulle passes. Hvor mange der døde i København en enkelt dag, vidste Kierkegaard også nok fra Adresseavisen, men nu havde Mynster et helt stift under sig og ikke bare et enkelt af hovedstadens sogne, nej, han skulle som biskop visitere overalt på Sjælland, som hofprædikant prædike i slotskirken og som kongelig konfessionarius være kongens skriftefader, ikke en forhenværende hosekræmmers eller hans søns.

– Jeg er Deres højærværdighed inderligt taknemmelig for at have taget sig tid til at modtage mig.

– Ingen årsag, kære ven, De skal altid være velkommen.

Mynster slog ud med armen og fulgte ham over til døren, som tjeneren, vant til biskoppens rutiner, allerede havde åbnet. Få øjeblikke senere befandt Kierkegaard sig igen nede i Nørregade, hvor han blev stående foran porten og kiggede rådvildt frem for sig. Han var, måtte han tilstå over for sig selv, skuffet over sit første private møde med Mynster, der havde kredset så meget om hosekræmmeren og al hans velstand, at han med gysen måtte tænke på sin fars dom over sig selv som den rige mand, der havde taget sit forud og derfor skulle lide alle helvedes kvaler, mens den fattige mand kunne sidde i skødet på fader Abraham. Det var ufint, syntes Kierkegaard, så meget desto mere som hans far havde levet langt mere spartansk, end det så ud til, at biskoppen gjorde. Almisser til de fattige og pekuniær støtte til kirken havde hosekræmmeren jo også givet, både til Mynsters menighed, da biskoppen endnu kun var residerende kapellan ved Vor Frue Kirke, og til Brødremenigheden nede i Stormgade. Intet af dette ændrede dog det mindste ved det faktum, at Mynster var hans fars præst, og at han selv var opdraget ved hans prædikener, så han for tid og evighed skyldte ham al den ære, der tænkes kunne. Han kunne sågar med en vis rime84

Forbandelsen.indd 84

FO RBA N D ELSEN

01/03/13 11.56

lighed hævde, at han allerede havde æret Mynster mere, end hans far havde gjort, dengang han tilbød ham en rigsdaler for at memorere en af biskoppens trykte prædikener og bagefter deklamere den for ham, for det havde han, hosekræmmersønnen, uden at lade sig friste afvist som en vanhelligelse.

Få dage senere blev den forhenværende hosekræmmer i al stilfærdighed begravet i familiegravstedet på Assistens Kirkegård uden for Nørreport. Som han havde ønsket det, blev hans kiste nedsat ved siden af Maren Kirstines, ligesom hans efterlevende sønner også stod i begreb med at give ham og deres mor den gravsten, hvis udseende og indskrift han selv havde dikteret i en art testamentarisk bestemmelse blandt sine efterladte papirer. På en marmorsten ville han begræde tabet af Anne og sit eget helt specielle savn af hende, indtil han selv »fulgte efter hende ind i det evige liv«. Søren fandt det måske nok lidt vel prangende med den hvide marmorsten blandt alle de simple trækors, der stod og rådnede op i den fugtige jord over kirkegårdens knap så velbeslåede indvånere, men frem for alt spekulerede han på, om den tungsindige olding virkelig var død i troen på det evige liv og genforeningen med Anne hisset. Hvis han faktisk havde forgrebet sig på hende, før de blev gift, havde han så siden fundet hendes og Herrens tilgivelse for sin brynde?

På vejen hjem fra kirkegården sad Søren og Peter sammen i den forreste af de få kareter, der havde fulgt ligvognen ud ad Nørreport og nu vendte tilbage til København. Søren grublede fortsat, og da Peter kiggede spørgende på ham, mente han, at øjeblikket var inde til at betro ham sine bekymringer.

– Har fader nogensinde talt med dig om moder?

– Hvad mener du?

– At den ægtepagt, han tilbød hende før deres giftermål, ikke just var gunstig. Og når man så betænker, med hvilken alvor han om aftenen kunne advare os mod synder, som man kun kunne undgå ved kødets spægelse, og som man i værste fald, hvis naturen gik over optugtelsen, K RÆ MME RE N

Forbandelsen.indd 85

85

01/03/13 11.56

kun kunne gøre bod for med sit liv, ja, så mener jeg, at han måske bar på andre sorger end den over sin noksom omtalte forbandelse af Gud på heden.

– Det er jo intet andet end fortvivlelse, Søren. Vend dig til Gud og ikke til slige vildfarelser! Fader er død. Vi lever. Forbandelsen er hævet. Nu må du endelig tage dig sammen og gøre ham, der gav dig livet, ære.

Peter var opbragt, og Søren fortrød straks at have forbrudt sig, ikke over for sin bror, men over for sin fars minde og over for den tavshed, han allerede havde viet det til.

– Min broder vil måske give mig et råd?

– Jeg har været hos Grundtvig ...

– Og jeg hos Mynster!

Dermed var den sag uddebateret, og de to brødre forstod begge, at deres veje, i det mindste kirkeligt, nu ville skilles. Foreløbig fulgtes de samdrægtigt ad til Nytorv, hvor Peter som vært tog imod det øvrige begravelsesselskab, herunder onkel Michael og tante Øllegaard, den lamme fætter Hans, brødrene Lund, der hver især havde været gift med en af hosekræmmerens døtre, og de ældste af deres mange, moderløse børn. Søren indlod sig i en næsten oprømt samtale med agent Lund, der kendte sin svogers konservative anskuelser og derfor udfordrede ham til en diskussion af den just sammentrådte stænderforsamling i Roskilde. Lund mente, at man burde stille jøderne lige med de kristne, så det ikke bare var disse, men også hine, der kunne få sæde i forsamlingen, hvad den yngre Kierkegaard ingenlunde ville tilstå dem, da de var og blev et fremmed folk, der ikke delte det danskes interesser. Som en alt for ivrig fægter blev agenten bestandigt liggende i udfaldet, så Søren som den mere øvede igen og igen kunne ripostere. Touché! Endelig gav Lund op, og Søren kunne med lettelse vende sig til fætter Hans, der stadig ikke havde ladet sig forlokke af liberalismens velsignelser, men i stedet var en lidenskabelig læser af alskens litteratur fra det antikke Grækenland til det unge Tyskland.

Størst glæde fandt han dog i at snakke med sin opvakte nevø, Henrik, 86

Forbandelsen.indd 86

FO RBA N D ELSEN

01/03/13 11.56

og sin yndlingsniece, Jette, der begge med hele den gryende personligheds begær taknemmeligt greb ud efter hvert et ord, han tilbød deres dristige tanker.

Om nogen skulle have fået den tanke, at Kierkegaard trods sin joviale snaksomhed var naget af en uudgrundelig smerte, som det ville være eufemistisk at beskrive som en blot og bar sorg, måtte det være hans bror, men end ikke han evnede at dechifrere det kodesprog, den ytrede sig i. Selv mærkede Kierkegaard bestandigt smerten røre sig i den stødende modsætning mellem de ligefremme, om ikke aldeles ligegyldige, meddelelser, som ikke mindst onkel Michael og agent Lund gav det øvrige selskab, og de formaninger, der lød til ham fra den skygge, som usynligt for alle andre gled over væggene i stuen som spøgelset af Hamlets far på Kronborgs fæstningsvolde. Nej, der var ikke noget mord at hævne som i Shakespeares tragedie, men nok en unaturlig død at betænke, for i huset på Nytorv havde Kierkegaards far regeret som en prøvet patriark, mens hans børn døde omkring ham som forbandelsens rådne frugter. Det kunne han ikke tale med nogen i familien om, ej heller sin kødelige bror, så nu længtes han efter at forlade selskabet og gå op til Emil, for ham alene, hans eneste sande ven, turde han undtage fra sit tavshedsløfte.

Endelig brød Kierkegaard op fra dødens hus og gik, som han så mange gange havde gjort det ved sin fars hånd, når han som dreng skulle til møde i Brødremenigheden, ned over Nytorv og videre ad Rådhusstræde til Stormgade, hvor menighedens forsamlingssal lå. Her havde han sunget med på salmerne om Jesu blod og vunder, her havde han mødt en oprigtig syndsbevidsthed blandt »de hellige«, og her havde han lært Emil at kende. Ligesom han selv var Emil den yngste i en børneflok på syv, der stod under en fars strenge tugt i kristendommens navn. Nu boede Emil lige om hjørnet, i Filosofgangen, hvor han som altid tog imod sin barndomsven, som han elskede som en bror, og som han med en brors kærlighed gik i rette med. Selv vidste Kierkegaard nok, hvor skoen trykkede, men som oftest var det kammeraten, der underfundigt foreslog ham at trække den af i stedet for at fordybe sig i K RÆ MME RE N

Forbandelsen.indd 87

87

01/03/13 11.56

spekulationer over tilfældet, medmindre dette var blevet så betændt, at man gjorde bedst i at lade det være.

– Min ven, så blev det alligevel dig, der fulgte din fader til graven, og ikke ham, der måtte se sin yngste søn gå forud.

– Ja, hvem skulle have troet det! Jeg var så sikker på, at han skulle overleve mig, men nu er han død, død før mig og død for mig, for hans død kan jeg kun se som det sidste offer, han har bragt mig, for at der dog alligevel, om muligt, skal blive noget ud af mig. Nu kan jeg ikke længere holde ham hen med snak, men har værsgo at opfylde hans sidste ønske og gøre mit studium færdigt.

– Du vil for alvor læse til teologisk embedseksamen!

– Anderledes kan det ikke være.

– Og bagefter: Vil du så på pastoralseminariet?

– Ja, naturligvis, »en kirke i det fjerne står«, som du og jeg så ofte har set det i vore drømme. Øjeblikket havde næsten ordinationens højtidelighed over sig, selvom de ikke befandt sig under Thorvaldsens marmorhvide Kristus i Vor Frue Kirke, men kun blandt alle Boesens bøger, der stod og klemte sig på den trange plads i den lille lejlighed. Det var protestantismens kanoniske teologer, der fyldte på reolerne, desuden tyske og danske forfattere og filosoffer, men hverken mystikere eller fantaster som dem, der havde besat flere hyldemeter hjemme hos Kierkegaard. Derfor lod Boesen sig heller ikke uden videre rive med af stemningen, men forbeholdt sig en vis skepsis over for vennens tilsyneladende afklaring, som han forstod at underkaste en lige så grundig kontrol som den, en øvet toldbetjent ved acciseboden foretog af bøndernes tørvelæs, der ofte tjente som skjul for kontrabande. Et enkelt stik med spigeren kunne være nok.

– Men når du både tager embedseksamen og går på pastoralseminariet, så må du også have dig et embede, og når du skal leve således, så må du i den sidste ende tage dig en kone, for hun er sine qua non for enhver præst i den evangelisk-lutherske kirke.

– En kone!

88

Forbandelsen.indd 88

FO RBA N D ELSEN

01/03/13 11.56

– Bolette?

– Var din mund, Emil!

– Og hvorfor, om jeg tør spørge?

– Hvordan skulle jeg kunne tage mig en hustru med den skyld, jeg bærer på? Jeg har jo ikke æret min fader, sådan som både Paulus og Moses, Evangeliet og Loven byder det som betingelse for at få gode og lykkelige dage her på jorden: »Ær din fader og moder, som Herren din Gud har befalet dig det, så du må leve længe, og det må gå dig vel i det land, som Herren din Gud har givet dig«.

– Det er jo intet andet en selvplageri, Søren. Du har æret din fader så godt som nogen anden.

– Vig bag mig, Satanas!

Kierkegaard spyttede formeligt af raseri, da han som en omvendt kerub truede Boesen med bibelordets glavind, fordi vennen, listig som en slange, ville hæve forbandelsen og berede ham vejen tilbage til det forbudte Paradis. Boesen lod sig nok chokere, men ikke dupere af Kierkegaards alvorstyngde, som ikke harmonerede med den luthersk-evangeliske teologi, han selv på normeret tid havde gjort sig til kandidat i, så derfor ville han heller ikke trods sit kendskab til vennens fikse idéer uden videre opgive kampen mod hans irrationalitet, der i hans øjne sågar kunne tage sig ud som blasfemi.

– Hvis jeg er Satanas, den djævel, der for i Simon Peter, da han ikke ville lade sin herre og mester drage op til Jerusalem for at lade sig korsfæste, må du jo selv betragte dig som Jesus. Er det da således fat med dig, du, der i årevis har kæmpet med troen, at du nu ikke bare har fundet den, men endog sat dig over den og dermed gjort dig selv til dens egentlige genstand?

– Selvfølgelig ikke, Emil, undskyld! Hvad jeg mener, er, at jeg ikke har kendt min besøgelsestid. Jeg har svigtet min fader, forladt hans hus, soldet hans penge op, overhovedet teet mig som den forlorne søn, men uden at angre og vende om for at bede ham om tilgivelse. Frem for alt har jeg ikke lyttet til ham, når han genkendte sin egen fortvivlelse i min og med kristelig sympati og faderlig omsorg så indtrængende bad mig K RÆ MME RE N

Forbandelsen.indd 89

89

01/03/13 11.56

om at lære at elske Jesus af mit ganske hjerte og sind, af hele min sjæl og al min styrke.

– Ville du da have kunnet det, om du blot havde lyttet til din fader?

– Ikke uden Guds nådige hjælp, men det afgørende er heller ikke, at jeg ikke troede, derimod at jeg netop ikke lyttede, lyttede til ham, min fader, som i sandhed har været et jordisk sindbillede på den fader i Himlen, hos hvem der ikke er skygge af omskiftelse, ja, i vores fælles fortvivlelse og tungsind, i vores fælles forståelse af vores slægts forbandelse, har han været mig som en skriftefader. Derfor vender jeg mig til dig, min kære Emil, du, mit Ararat, den eneste, jeg kan støtte mig til i denne verden efter mit fald.

– Du ved, at jeg aldrig vil svigte din tillid, Søren.

– Så hør her! Jeg har ment, at vores familie, at dens navn skulle udslettes, og det mener jeg stadig, at det skal. Du ser jo også, at min broder, da han trodsede Guds vilje, blev berøvet sin kone efter et års ægteskab uden at være blevet velsignet med børn. Det er kun mine søstre, der har fået børn, alle mænd af min faders slægt vil snart være døde. Hvordan kunne, og hvordan kan jeg dømme anderledes? Om jeg blot havde troen, vil du svare, så ville jeg trodse denne forbandelse, men det har jeg ikke, og end ikke min fader havde den, for jeg har set den svigte ham. Som barn måtte jeg selv love ham at blive i den tro, hvori der alene er frelse, og som ung fik jeg udpenslet alle Helvedes pinsler, hvis jeg ikke vendte tilbage til den kristendom, han havde opflasket mig med. Menneskeligt talt er jeg afsindigt opdraget. Alligevel var det altid en lise for mig i min sønderknuselse at vide, at han, min fader, den agtværdige olding, inden han bar den sidste af sine børn til graven, også skulle berede mig til døden ved kristendommens trøst.

– Altså tage dig i skrifte og give dig den sidste nadver! Det kan jo kun en præst gøre ...

– Det ved jeg ikke, kun, at det Nye Testamente ikke udelukker nogen fra dette embede, og at ordinationen ikke ifølge den protestantiske kirke selv er noget sakramente. Men nu er det for sent, min fader kom90

Forbandelsen.indd 90

FO RBA N D ELSEN

01/03/13 11.56

mer ikke til at berede mig til døden, og han nåede ikke at se mig dø i troen på nåden.

– Søren, den tro nægter Gud ikke nogen!

– Måske, måske ikke, men vil han ikke skænke mig troen, vil jeg i stedet, hver eneste dag, bede ham om at give mig kraft til at forrrette den gerning, han tiltænker mig, som bodsprædikant eller bedemand, præst eller degn, hvilken den end måtte være.

– Når bare det ikke bliver i en af Heibergs vaudeviller ...

De grinte begge, og snart var de to venner i deres samtale mere optaget af dramatik end kristendom, af det teater, som Kierkegaard havde frekventeret langt hyppigere end kirken, måske fordi han dér bedre troede at kunne bære sit janusansigt til skue, smile med det ene og græde med det andet, spejle sin glæde i Thalia og sin sorg i Melpomene.

Men da han sent på aftenen gik hjem til sig selv, følte han sig trods sin oprømte snak med Emil som en udød, en endnu levende, en vampyr, der evigt måtte tæres af mindet om sin fars indvielse af ham til døden, mens han var henvist til at næres ved den levendes blod.

Intet havde nogensinde rystet Kierkegaard så meget som hans fars død, men han lod sig ikke mærke med det over for andre end Boesen. Alt, omverdenen ved selvsyn kunne notere sig, var, at han ikke længere kom så meget i Det Kgl. Teater og Studenterforeningen som hidtil. I stedet sad han hjemme på Kultorvet og læste med en flid og en opmærksomhed, som kunne have gjort ham færdig med studiet på det halve af den normerede tid, hvis han ikke allerede havde overskredet den med op imod det dobbelte. Kort efter sin fars død fik han dog også for egen regning udgivet sin vidtløftige diskussion af Andersens tvivlsomme talent som romanforfatter, som omstændighederne endelig havde givet ham den rette titel til: Af en endnu Levendes Papirer. Få dage senere kunne Boesen grinende berette, at digteren i egen høje person havde været i Studenterforeningen, hvor han med et plaget udtryk havde søgt at mobilisere stemningen for sig mod den ubehagelige student; de fleste undskyldte sig med endnu ikke at have haft lejlighed til at læse bogen, K RÆ MME RE N

Forbandelsen.indd 91

91

01/03/13 11.56