new york times bestseller
haus·frau substantiv, fælleskøn En ensom kvinde er en farlig kvinde,“
1: Oprindelse: tysk. Husmor, hjemmegående.
sagde doktor Messerli med
2: Gift kvinde.
gravalvorens ærlighed. „En ensom
3: Roman af Jill Alexander Essbaum.
kvinde er en kvinde, der keder sig. Kvinder, der keder sig, begår impulshandlinger.“
Amerikanske Anna Benz bor i en schweizisk forstadsidyl med sin mand, Bruno, og deres tre børn. Bruno er bankmand, og Annas liv er trygt og komfortabelt, men under overfladen er hun i frit fald. Hun kan ikke længere huske, hvorfor hun forelskede sig i Bruno, og hun har aldrig formået at skaffe sig tætte venner i sit nye land.
Jill Alexander Essbaum er forfatter til en række
Men hun har skaffet sig elskere – flere ad gangen – i sit desperate forsøg på at vække sig selv af provinsdøsen. De byder sig til efter tysktimerne, eller til sammenkomsterne i den overfladiske bekendtskabskreds. Og Anna kan ikke styre udenom. Selv om hun går i psykoanalyse for at lære lige præcis det.
anmelderroste digtsamlinger, og et udvalg af hendes digte er blevet bragt i The Best American Poetry og The Best American Erotic Poetry. New York Times-bestselleren Hausfrau er hendes debutroman, og med den fik hun også sit internationale gennembrud.
I tomrummet mellem lyst og kærlighed, skyld og skam, undskyldninger og forklaringer svæver Anna Benz, indtil hun i et iskoldt øjeblik lander med et brag.
jill alexander essbaum
© Megan Sembera Peters
– Citat fra bogen
[ haus·frau]
„Madame Bovary møder Fifty Shades of Grey.“ – Sunday Express
„Frisk og skarp, fuld af psykologisk indsigt.“ – San Francisco Chronicle
„En stærk, lyrisk roman.“ – Huffington Post
roman
jill alexander a nder essbaum essb
politikens forlag
„Kompromisløs. En forførende debut.“ – The Guardian
[haus•frau]
Hausfrau.indd 1
28/09/15 11.51
jill alexander essbaum
[haus•frau] roman på dansk ved susanne staun
POLITIKENS FORLAG
Hausfrau.indd 3
28/09/15 11.51
Hausfrau.indd 4
28/09/15 11.51
Til min far, Jim Schulz 1942-1999
Hausfrau.indd 5
28/09/15 11.51
Hausfrau.indd 6
28/09/15 11.51
1
ANNA VAR EN GOD HUSTRU , for det meste. Det var midt om eftermiddagen, og toget, hun kørte med, krængede sig rundt i et sving og trillede derefter lige så stille ind på Bahnhof Dietlikon præcis fireogtredive minutter over. Det er ikke bare noget, man siger, det er den skinbarlige sandhed: Schweiziske tog kommer til tiden. S8 kom fra Pfäffikon, en lille by tredive kilometer væk. Fra Pfäffikon skar det sig videre langs Zürichsees bredder, gennem Horgen på søens venstre side, gennem Thalwill, gennem Kilchberg. Små bitte byer, hvor små bitte liv udspillede sig. Fra Pfäffikon standsede toget seksten gange, før det nåede Dietlikon, den lille by, hvor Annas eget lille liv udspillede sig. På denne måde formede noget så banalt som en køreplan hendes daglige gøremål. Bussen i Dietlikon kørte ikke ind til byen. Taxier var dyre og upraktiske. Og selvom Benz-familien havde en bil, kunne hun ikke køre den. Hun havde ikke noget kørekort. Derfor var hendes verden stærkt afhængig af lokomotivers kommen og gåen, af hendes mand Bruno eller hans mor Ursulas villighed til at køre hende derhen, hvor busser ikke kom, og af hendes egne bens motorkraft og den distance, de var i stand til at bære hende, hvilket sjældent var så langt, som hun kunne have ønsket sig. Men schweiziske tog kom vitterlig til tiden, og Anna klarede sig 7
Hausfrau.indd 7
28/09/15 11.51
uden de store problemer. Og så kunne hun lide at køre med tog; den rytmiske måde, hvorpå de under deres fremfærd rokkede fra side til side, virkede beroligende på hende. Edith Hammer, som også var tilflytter, fortalte engang Anna, at der var én ting, der kunne afholde et schweizisk tog fra at holde tidsplanen. “Når der er en, der hopper ud foran det.” Frau doktor Messerli spurgte Anna, om hun nogensinde havde overvejet eller forsøgt selvmord. “Ja,” indrømmede Anna til det første spørgsmål, og til det andet: “Definér ‘forsøgt’.” Doktor Messerli var blond, lille og senmidaldrende på den ubestemmelige måde. Hun modtog sine klienter i et kontor på Trittligasse, en brostensbelagt gade med ganske let trafik vest for Zürichs kunstmuseum. Hun var uddannet psykiater i Amerika, men havde fået sin analytiske uddannelse på Jung Instituttet i Küsnacht, en kommune i udkanten af Zürich, hele syv kilometer væk. Selvom hun var født i Schweiz, talte hun ikke desto mindre et upåklageligt engelsk om end med tyk accent. Hendes w’er troede, de var v’er, og hendes vokaler var åbne og langstrakte som parabelbuer. Vat sænker du, Anna? spurgte hun ofte (sædvanligvis, når det var mindst sandsynligt, at Anna ville svare ærligt). En tv-reklame slog til lyd for en velkendt sprogskole. I reklamen gelejdes en grøn radiooperatør fra flåden til sin post af sin øverstkommanderende. Knap er hans vagt gået i gang, før radiomodtageren pinger ham. “Mayday! Mayday!” lyder den raspende og markant amerikanske stemme i højtaleren. “Can you hear us? We are sinking! We are sinking!” Operatøren gør en pause og læner sig så mod transmitteren og svarer ganske belevent: “Dis is dee Germ-ah Coast Guard.” Og derefter: “Vhat are yooo sinking about?” Anna nøjedes altid med at trække dovent på skulderen og sige det eneste, der var værd at bevæge stemmelæberne for: “Det ved jeg ikke.” Bortset fra, at hun selvfølgelig næsten altid udmærket vidste det.
8
Hausfrau.indd 8
28/09/15 11.51
*** Det var en småregnfuld eftermiddag. Det schweiziske vejr er omskifteligt, dog sjældent ekstremt i Kanton Zürich og ikke ofte i september. Det var september, for Annas sønner var allerede begyndt i skolen igen. Fra stationen gik hun langsomt den irriterende halve kilometer op ad Dietlikons centrale strøg, tog sig god tid ved butiksruderne og i det hele taget. Enhver postcoital eufori var forduftet, og her stod hun med efterladenskaber i form af slatten kedsomhed. Det var ikke en ny følelse. Det var tit sådan her, som en træls og trættende livløshed. Optikerens brilleudstilling var trist. Hun gabte ad apotekets pyramide af homøopatiske remedier. En fuld bøtte discount-viskestykker ved SPAR var også lige ved at kede hende til døde. Kedsomhed, og så tog, fik hende gennem dagene. Er det sandt? tænkte hun. Kan det virkelig være helt rigtigt. Det var det ikke. En time før havde hun ligget nøgen, våd og åben på en fremmed mands seng i en lejlighed i Zürichs Niederdorf-distrikt, fire etager over byens gamle, bugtende stengader med kiosker, der solgte döner kebab, og bistroer med store kedler fyldt med smeltet Emmentaler. Den lille smule skam, jeg kunne mærke før, er væk, tænkte hun. “Er der forskel på skam og skyld?” spurgte Anna. “Skam er sjæleafpresning,” svarede doktor Messerli. “Skam lyver. Udskam en kvinde, og hun tror, hun er fundamentalt forkert, organisk kriminel. Hun har udelukkende tillid til sine egne fiaskoer. Det kan man aldrig overtale hende fra at tro.” Klokken var næsten tre om eftermiddagen, da hun omsider nåede frem til sine sønners skole. Primärschule Dorf lå ved siden af byens torv, mellem biblioteket og et tre hundrede år gammelt hus. En måned tidligere, på den schweiziske nationaldag, havde torvet været fyldt med bysbørn, som under en himmel, der var oplyst af fyrvær9
Hausfrau.indd 9
28/09/15 11.51
keri, spiste pølser og slingrede som drukmåse til live folkemusik. Under deres øvelser blev soldaternes forsyningsvogne parkeret i sjuskede diagonaler ved siden af torvets centrale springvand, som om sommeren ville fyldes med plaskende, nøgne børn, hvis mødre sad på bænke i nærheden og læste knaldromaner og spiste yoghurt. Bruno var blevet færdig med at gøre tjeneste i reserven for et år siden. Alt, hvad der var tilbage fra den tid, var en angrebsriffel i kælderen. Anna brød sig ikke om knaldromaner, og når hendes sønner ville svømme, tog hun dem med hen til byens svømmehal. Den dag var trafikken ved torvet sparsom. Tre kvinder stod og sludrede foran biblioteket. Den ene med en hånd på sin klapvogn, den anden med en snor, for enden af hvilken en schæferhund gispede, den sidste tomhændet. De var mødre, der ventede på deres børn, og de var yngre end Anna, faktor ti år yngre. De struttede og bulede de steder, hvor Anna følte sig slap og indsunken. Deres ansigter udstrålede tilværelsens lysende lethed, syntes hun, en afslappet holdning og en indfødt glød. Hun havde det sjældent rart inden under huden. Jeg er stram i masken og syvogtredive år gammel, tænkte hun. Jeg er summen af alle mine spjæt. Den ene af mødrene vinkede til hende og smilede et ægte, om end obligatorisk smil. Hun havde mødt den fremmede mand til tyskundervisning. Men Anna – hans pik har været inde i din mund, påmindede hun sig selv. Helt fremmed er han ikke rigtig mere. Og det var han ikke. Han var Archie Sutherland, en skotte, en tilflytter og som Anna, elev på sprogskolen. Anna Benz, elev på sprogskolen. Det var doktor Messerli, som havde tilskyndet hende til at gå til tysk (og ved et livets frygtindgydende skæbnespin var det Bruno, der havde insisteret på, at hun gik til psykiater: Jeg har fået nok af din forpulede elendighed, Anna. Få styr på dig selv, havde han sagt til hende). Doktor Messerli havde derpå givet Anna en deltagerliste og sagt: “Det er på tide, at du styrer ind på en bane, der vil tvinge dig til at deltage mere i verden omkring dig.” Doktorens affekterede tale var nedla10
Hausfrau.indd 10
28/09/15 11.51
dende, men korrekt. Det var på tide. Det var helt vildt overmodent på tide. Ved slutningen af konsultationen og efter store overtalelsesman øvrer var Anna med på at melde sig til tysk for begyndere på Migros Klubschule, den selvsamme klasse, som hun burde have meldt sig til, da hun ni år tidligere ankom til Schweiz, mundlam, venneløs og allerede fortvivlet over sin skæbne. En time tidligere havde Archie råbt til hende ude fra køkkenet: Ville hun have en kop kaffe? Te? Noget at spise? Var der noget, hun havde brug for? Noget som helst overhovedet? Anna klædte sig så forsigtigt på, at man skulle tro, der var syet torne ind i sømmene. Fra gaden nedenfor hørte hun de tiltagende råb fra børnene, der kom tilbage til skolen efter frokost og stemmerne fra de amerikanske turister, der beklagede sig over den stejle bakke, som Zürichs Gross münster var bygget på. Katedralen er en tung bygning, middel aldergrå og frygtindgydende med to symmetriske tårne, der hævede sig i direkte forlængelse af kirkens facade og stak ud højt over det hvælvede tag som en hare, der spidser ører. Eller som hornene på en hanrej. Hvad er forskellen mellem et behov og et ønske? “Et ønske er et udtryk for noget, man gerne vil have, men ikke behøver. Et behov er noget, hvis opfyldelse man ikke kan leve uden.” Doktoren tilføjede: “Kan man ikke leve uden noget, gør man ikke det.” Hvad som helst? Som doktor Messerli talte Archie et overdådigt accentpræget engelsk, ikke et, der struttede af de fonetisk forandrede konsonanter fra schweizertysk, men af ord, der kogte og frådede. Her var der rullende r’er, en kø af vokaler, der var som mast sammen af smedjens koglukkede bælg. Anna blev tiltrukket af mænd, der talte med accent. Det var det melodiøse tonefald i Brunos uindfødte engelsk, hvis tommelfinger og tunge fik lov til at smutte ind under elastikken i hendes trusser på deres første date (det, og så Williams 11
Hausfrau.indd 11
28/09/15 11.51
Birnenschnaps, den pæresmagende eau-de-vie, de drak sig dumme i). I sin ungdom drømte Anna bløde, fugtige drømme om mænd, som hun forestillede sig, at hun en dag ville elske, mænd, som en dag ville elske hende. Hun gav dem fornavne, men kun utydelige fremmede ansigter: Michel, den franske billedhugger med lange, lertilkagede fingre; Dmitri, kirkebetjenten i en ortodoks kirke, hvis hud duftede af kamfer, af stenrose, af sandeltræ, harpiks og myrra; Guillermo, elskeren med tyrefægterhænderne. De var fantommænd, pigede fantasier. Men hun besteg en hel international hær af dem. Det var schweizeren, hun giftede sig med. Kan man ikke leve uden noget, gør man ikke det. Selvom doktor Messerli havde tilskyndet hende til at melde sig til tysk, havde Anna altså allerede et elementært kendskab til sproget. Hun klarede sig. Men hendes tysk udmærkede sig alene ved, hvor mangelfuldt det var, og ved den enorme anstrengelse, hun måtte gøre sig for at tale det. Men i ni år havde hun klaret sig med sine basale kompetencer. Anna havde købt frimærker hos en kvinde på posthuset, konsulteret børnelæger og apotekere om halvspecifikke emner, beskrevet den ønskede frisure for frisører, pruttet om prisen på loppemarkeder, småsludret kortvarigt med naboer og givet efter for et par høflige, om end vedholdende Jehovas Vidner, som hver måned stillede på hendes trappetrin med en tysksproget udgave af Vagttårnet. Anna havde også, dog mindre hyppigt, hjulpet fremmede med at finde vej, bearbejdet opskrifter fra madlavningsprogrammer, taget notater, når skorstensfejerens detaljerede de strukturelle risici ved smuldrende murstenssammenføjninger og blokerede aftrækskanaler, og talt sig ud af bøder, når konduktøren udbad sig togkort, hun ikke havde. Men Annas beherskelse af grammatik og ordforråd var svag, tale færdigheden halvkvalt, og talemåder og korrekt syntaks en by i Rusland. Det skete flere gange månedligt, at hun måtte forlade sig på Brunos hjælp. Det var ham, som tog sig af det lokale bureaukrati, ham, som betalte forsikringen, skatterne, betalingerne på huset. Det 12
Hausfrau.indd 12
28/09/15 11.51
var ham, der arkiverede papirerne på hendes opholdstilladelse. Og det var Bruno, der håndterede familiens finanser, for han var mellemleder i Credit Suisse. Anna havde ikke engang en bankkonto. Doktor Messerli tilskyndede hende til at tage mere aktivt del i familien. “Det burde jeg,” sagde Anna. “Det burde jeg virkelig.” Hun var ikke engang sikker på, at hun vidste, hvad Bruno lavede på arbejde. Der var ingen grund til, at Anna ikke skulle slutte sig til mødrene, der sludrede på torvet, ingen forbud mod det, intet, der forhindrede hende i at tage del i deres smalltalk. Hun kendte to af dem af udseende og en ved navn, Claudia Zwygart. Hendes datter, Marlies, gik i klasse med Charles. Hun sluttede sig ikke til dem. Som forklaring havde hun fremført denne opsummering af sig selv: Jeg er genert og kan ikke finde ud af at tale med fremmede. Doktor Messerli var forstående. “Det er vanskeligt for udlændinge at få schweiziske venner.” Problemet stak dybere end manglende sprogkundskaber, som i sig selv var et stort problem. Schweiz er et lukket land, forseglet ved grænserne og efter eget valg neutralt i to århundreder. Med sin venstre hånd rækker det ud mod flygtninge og asylsøgere. Med sin højre snupper det hvidvaskede penge og naziguld. (For fordømmende? Måske. Men når Anna var ensom, var hun ude med riven). Og som det landskab, de har bosat sig i, er schweizerne lukkede i kanten. De søger instinktivt isolation, konspirerer om at holde fremmede på afstand ved at udpege ikke et, to eller tre, men hele fire sprog til nationalsprog. Schweiz’ offici elle navn benytter sig af et femte: Confoederatio Helvetica. De fleste schweizere taler dog tysk, og det er også tysk, der tales i Zürich. Og så alligevel ikke. For skriftligt tysk er i Schweiz standard skolehøjtysk. Men schweizerne taler Schwizerdütsch, som overhovedet ikke er standard. Der 13
Hausfrau.indd 13
28/09/15 11.51
er ingen fast ortografi. Der er ingen udtalenøgle. Der er ikke enighed om vokabulariet. Det varierer fra kanton til kanton. Og selve sproget hopper ud fra svælget som en betændt mandel på flugt. Det er kun en lille overdrivelse. For det ikke-schweiziske øre lyder den talende, som om han sammensætter ord fra de mærkeligste rim og de underligste konsonantstumper og det mest forbløffende ensem ble af måbende, ranglede vokaler. Det er uigennemtrængeligt for alle udenforståendes forsøg på at lære det, for hvert eneste ord kræver et løsen. Anna talte det mest skrabede minimal-schwizerdütsch. Hun sluttede sig ikke til de andre mødre. I stedet for kom hun til at skrabe et stykke af sålen på sine brune træsko på kantstenen. Hun pillede ved håret og lod, som om hun iagttog en usynlig fugl. Det er svært at elske en mand, hvis sprog man ikke taler. Og alligevel blev hun gift med en schweizer. Det ringede ud, og børnene væltede ud af bygningen og videre ud på torvet. Anna fik først øje på Victor, der bøllede rundt med to venner. Charles kom lige bagved, i selskab med en flok skræppende unger. Han løb hen til hende, da han fik øje på hende, krammede hende og begyndte spontant at rable dagens hændelser af sig. Victor blev hængende med vennerne og slæbte fødderne efter sig. Det var Victor, når han var Victor – reserveret og moderat utilnærmelig. Anna fandt sig i hans modstand og var tilfreds med bare at purre op i hans hår. Victor skar en grimasse. Annas krop registrerede de første små fornemmelser af skyld, da de begav sig hjemad (det var ikke som sådan skyldfølelse). Der var tale om spredte og ikke-invaliderende angreb. Denne form for lige gyldighed var et relativt nyt fænomen i hendes patologi. Det gav hende en sær fornemmelse af selvtilfredshed. Familien Benz boede blot hundrede meter væk fra Primärschule Dorf. Deres hus ville have været synligt fra skolegården, hvis det ikke var for Kirchgemeindehaus, landsbykirkens bindeværkssognehus fra det nittende århundrede, som blokerede for udsigten. Anna 14
Hausfrau.indd 14
28/09/15 11.51
fulgte normalt ikke børnene hjem. Men dette foregik en time efter ugerningen, og hun kunne stadig mærke Archies hænder på brysterne; en moderat dosis anger var bestemt på sin plads. De flyttede til Schweiz i juni 1998. Anna, der var gravid og udmattet, havde ikke overskud til diskussioner. Hun telegraferede sin føjelighed med lange, stille suk og skjulte sine mange ængstelser inden i et af sit hjertes tusind kamre. Hun fokuserede på det positive, på det halvfulde glas. Hvem, når det kom til stykket, ville ikke sige ja, hvis de fik chancen for at bo i Europa? I gymnasiet havde hun tit låst sig inde på sit værelse om aftenen for at lade sig besætte af de mange andre steder, hendes mænd en dag kunne fragte hende til. I disse slappe underkastelsesdrømme lod hun mændene bestemme alt. Bruno havde arbejdet for Credit Suisse i årevis. Banken tilbød ham en stilling i deres afdeling i Zürich. Anna var gift og gravid og mere eller mindre forelsket. Det var nok. Det kommer til at række, tænkte hun. Og så flyttede de til Dietlikon. Byen var tæt nok på Zürich til at blive betjent af to togforbindelser. Den lå i nærheden af et stort indkøbscenter. Vejene var sikre, husene var velholdte, og byens motto var særdeles løfterigt. Det stod på websiden og på pamfletterne. Det stod skrevet på skiltet foran die Gemeinde og på første side af Der Kurier, Dietlikons lille ugeavis: Menschlich, offen, modern. Personlig. Åben. Moderne. Anna investerede al sin optimisme i de tre ord. Dietlikon var også Brunos fødeby. Hans Heimatort. Byen, hvortil den fortabte søn skulle vende tilbage. Anna var otteogtyve. Som femogtrediveårig slentrede Bruno ubesværet tilbage til det sted, han var kommet til verden. Det var let nok – Ursula boede en kort gåtur væk i Klotenerstrasse i selvsamme hus, hvor Bruno og hans søster Daniela var vokset op. Oskar, Brunos far, havde været død i over ti år. Bruno talte godt for sig. Det ville være til gavn for deres børn at bo i Dietlikon. (Skal vi have flere? Er du sikker? De havde ikke engang rigtig planlagt det første). De ville få en sund, ubesværet barndom i et sikkert og stabilt miljø. Da hun først havde fundet sig til rette med tanken (og efter Bruno havde sværget, at alle deres fremtidige børn 15
Hausfrau.indd 15
28/09/15 11.51
ville blive diskuteret før undfangelse), blev Anna i stand til at se fordelene ved et sådant tiltag. Så når det skete – og det var sjældent i de første måneder – at hun blev ensom eller længtes efter mennesker, ting eller steder, hun aldrig ville have drømt om at savne, trøstede hun sig ved forestillingen om barnets ansigt. Får jeg mon en rødkindet Heinz, der kalder mig Mutti? Min egen Heidi med blonde fletninger? Og Bruno og Anna var, mere eller mindre, forelskede. Den begrænsning, der lå i “mere eller mindre” bekymrede doktor Messerli. Anna forklarede: “Er det ikke altid sådan? Med to mennesker i et forhold, vil den ene så ikke altid elske mere, den anden mindre?” Victor var otte og Annas ældste barn. Charles var seks. De var så sandelig de rødkindede, mælkeopflaskede børn, hun havde forestillet sig. De var askeblonde og havde nøddebrune øjne. De var helt igennem drenge, støjende, i den grad brødre og uden nogen tvivl sønner af den mand, hun var gift med. “Men så fik du flere børn, ikke? Det kan da ikke have været helt dårligt?” Selvfølgelig ikke. Det havde slet ikke været dårligt overhovedet. Ikke altid. Ikke alting havde ikke altid været dårligt. Anna fordoblede sine negationer, tredoblede dem. Ti måneder tidligere havde hun født en sorthåret datter med kiksefarvet hud, som hun havde kaldt Polly Jean. Og således var de Benz-familien, og de boede i byen Dietlikon, i Bülach-distriktet, i Kanton Zürich. Benz-familien: Bruno, Victor, Charles, Polly, Anna. En almindelig og for det meste mådeholden familie, der boede på en gade ved navn Rosenweg – Rosevej – en privat vej, der blev blind direkte foran deres hus, som lå ved foden af en blidt skrånende bakke, der toppede en halv kilometer bag deres ejendom og fladede ud direkte til Dietlikon-skoven. Anna boede på en blind vej, den sidste afkørsel. 16
Hausfrau.indd 16
28/09/15 11.51
Men huset var dejligt, og deres have var større end næsten alle de andre omkring dem. Der var bondegårde lige syd for deres hus, hvis ejendomme stødte op til marker fulde af majs, solsikke og raps. Otte fuldmodne Apfelbäume voksede i haven ved siden af huset, og i august, når træerne var tunge af fuldmodne æbler, faldt frugterne fra deres grene og ramte jorden med en bum pe de bump-rytme, der næsten lød som let regn. De havde hindbærbuske og et jordbærbed og ribs og solbær. Og selvom nytteplanterne i sidehaven generelt ikke blev passet, havde Benz-familien glæden af en række rosenbuske i alle farveafskygninger bag det lårhøje stakit, der indhegnede huset mod gaden. Alting ender som roser på Rosenweg, tænkte Anna indimellem for sig selv. Victor og Charles kom buldrende ind gennem hoveddøren. Før de nåede til bryggerset blev de hilst af tillukkede Ursula med fingeren over munden. Jeres søster sover! Anna var taknemmelig for Ursulas hjælp – det var hun virkelig. Men Ursula, som normalt aldrig var direkte uvenlig over for Anna, behandlede hende stadig som en fremmed genstand, der var instrumental for hendes søns lykke (hvis altså “lykke” var det rigtige ord for det, Bruno følte, og Anna var næsten sikker på, at det ikke var tilfældet), og som den beholder, der havde bragt hendes børnebørn – som hun elskede højt – til verden. Den hjælp, Ursula tilbød, var for børnenes skyld, ikke for Annas. Ursula havde været gymnasielærer i tredive år. Hendes engelsk lød kunstigt, men flydende, og hun nedlod sig til at tale det, når Anna var til stede, hvilket Bruno nogle gange ikke engang gjorde. Ursula gennede drengene ind i køkkenet til en snack. “Jeg tager et brusebad,” sagde Anna. Ursula løftede et øjenbryn og sænkede det så igen, da hun gik med Victor og Charles ud i køkkenet. Det kom ikke hende ved. Anna tog et håndklæde i skabet og låste badeværelsesdøren bag sig. Hun trængte til et bad. Hun lugtede af sex.
Hausfrau.indd 17
28/09/15 11.51
new york times bestseller
haus·frau substantiv, fælleskøn En ensom kvinde er en farlig kvinde,“
1: Oprindelse: tysk. Husmor, hjemmegående.
sagde doktor Messerli med
2: Gift kvinde.
gravalvorens ærlighed. „En ensom
3: Roman af Jill Alexander Essbaum.
kvinde er en kvinde, der keder sig. Kvinder, der keder sig, begår impulshandlinger.“
Amerikanske Anna Benz bor i en schweizisk forstadsidyl med sin mand, Bruno, og deres tre børn. Bruno er bankmand, og Annas liv er trygt og komfortabelt, men under overfladen er hun i frit fald. Hun kan ikke længere huske, hvorfor hun forelskede sig i Bruno, og hun har aldrig formået at skaffe sig tætte venner i sit nye land.
Jill Alexander Essbaum er forfatter til en række
Men hun har skaffet sig elskere – flere ad gangen – i sit desperate forsøg på at vække sig selv af provinsdøsen. De byder sig til efter tysktimerne, eller til sammenkomsterne i den overfladiske bekendtskabskreds. Og Anna kan ikke styre udenom. Selv om hun går i psykoanalyse for at lære lige præcis det.
anmelderroste digtsamlinger, og et udvalg af hendes digte er blevet bragt i The Best American Poetry og The Best American Erotic Poetry. New York Times-bestselleren Hausfrau er hendes debutroman, og med den fik hun også sit internationale gennembrud.
I tomrummet mellem lyst og kærlighed, skyld og skam, undskyldninger og forklaringer svæver Anna Benz, indtil hun i et iskoldt øjeblik lander med et brag.
jill alexander essbaum
© Megan Sembera Peters
– Citat fra bogen
[ haus·frau]
„Madame Bovary møder Fifty Shades of Grey.“ – Sunday Express
„Frisk og skarp, fuld af psykologisk indsigt.“ – San Francisco Chronicle
„En stærk, lyrisk roman.“ – Huffington Post
roman
jill alexander a nder essbaum essb
politikens forlag
„Kompromisløs. En forførende debut.“ – The Guardian