Havbogen

(( Nutzenformat: 298,5 mmmm )))) 298,50mm mmxx200,0 200,00

Nutzenformat: 298,5mm mmxx200,00 200,0 mm )) (((( Nutzenformat: 298,50

To mænd i en lille båd ude på de store dybder ved Lofoten. Et monster i havet under dem – den sagnomspundne grøn-

Morten Strøksnes

landshaj, der kan blive mange hundrede år gammel og kun sjældent kommer op til overfladen …

De to mænds jagt på hajen strækker sig over et år og skyller en rigdom af poesi, videnskab, skrøner og myter om havet og livet under dets overflade ind over siderne – i en ramsaltet, humoristisk og tankevækkende fortælling.

HHHHHH "En formidabel bog" – JYLLANDS-POSTEN

Havbogen eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav

stranden ved det vilde hav og fornemme, hvor vi kommer fra …”

– SVENSKA DAGBLADET

ªªªªªª

gennem fire årstider

Morten Strøksnes

135,0 mm x 200,0 mm + 28,5 mm Rücken

Havbogen

”En fabelagtig bog … Som at stå ved

”Dette er en bog om de største ting i livet. En bog for livet.”

– POLITIKEN ”En stor triumf ”

Broschurumschlag:

– THE SPECTATOR

9 788740 055160

(( Farbigkeit: CMYK ))

(( 395569aHavbog_F47TAC_norm (( 395569aHavbog ))

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 2

15-Mar-19

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 3

Havbogen kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider eller

Morten A. Strøksnes

På dansk ved Birgitte Steffen Nielsen

don max

15-Mar-19

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 4

15-Mar-19

Havbogen eller Kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider er oversat fra norsk af Birgitte Steffen Nielsen efter: Havboka eller Kunsten å fange en kjempehai fra en gummibåt på et stort hav gjennom fire årstider © by Morten A. Strøksnes and Forlaget Oktober, Oslo, 2015 © Don Max 2017, JP/Politikens Hus A/S Published by agreement with Copenhagen Literary Agency, Copenhagen.

Omslag Sofie Winding Illustrationer er tegnet af Egil Haraldsen Trykt hos CPI books GmbH, Leck Printed in Germany 2019 2. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-4005-516-0

En stor tak til museumsinspektør Søren Byskov, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg, for gennemlæsning af den danske oversættelse.

Denne oversættelse har fået støtte fra NORLA. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er tilladt at bringe korte uddrag i forbindelse med anmeldelser.

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 5

15-Mar-19

Har du været ved havets kilder, har du vandret på urdybets bund?

JOBS BOG (38:16)

Page 6

15-Mar-19

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 7

15-Mar-19

Page 8

15-Mar-19

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 9

15-Mar-19

I | Tre en halv milliard år skulle der gå fra det første primitive liv udviklede sig i havet, til Hugo Aasjord ringede til mig en sen lørdag aften i juli, mens jeg be­ fandt mig midt i et festligt middagsselskab i Oslos centrum.

– Har du set vejrudsigten for næste uge? spurgte han.

Vi havde ventet længe på en særlig type vejr. Ikke sol eller varme, ikke engang tørvejr. Det, vi havde brug for, var mindst mulig vind i havområdet mellem Bodø og Lofoten, nærmere bestemt Vestfjorden. Hvis man har brug for vindstille vejr på Vestfjorden, bør man ikke have travlt. I flere uger havde jeg holdt øje med vejrudsigten. Der blev meldt kuling eller frisk vind, al­ drig næsten stille eller stille. Til sidst glemte jeg nær­ mest at følge med og faldt ind i Oslos sløve ferierytme af varme dage og milde nætter.

Da jeg nu hørte Hugos stemme, ham der hader |

9

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 10

telefoner og kun ringer for at overbringe vigtige be­ skeder, vidste jeg, at vi endelig havde fået den rigtige langtidsprognose.

– Jeg køber billet i morgen og lander i Bodø mandag eftermiddag, svarede jeg.

– Fint, ses. (klik) På flyet til Bodø blev jeg ved med at sidde og se ud ad vinduet, ned på det, jeg tænkte på som hævet havbund.

For et par milliarder år siden var hele jorden dækket af vand, måske med undtagelse af nogle små øer langt fra hinanden. Havet udgør fortsat mere end halvfjerds pro­ cent af jordens overflade. Der var engang en, der skrev, at planeten ikke burde hedde Jorden. Den burde selv­ følgelig hedde Havet.

Under mig var der fjelde, skove og vidder, helt indtil vi nåede Helgeland. Der åbnede landet sig i fjorde og svulmende hav mod vest, indtil grænsen mellem himlen og vandet blev opløst i horisonten i en skinnende grå farve, der mindede om fuglefjer. Hver gang jeg forlader Oslo og rejser nordpå, får jeg den samme følelse af at blive befriet, fra indlandet, fra myretuerne, grantræerne, elvene, indsøerne og de boblende moser. Ud til havet, frit og uendeligt, rytmisk og vuggende som de gamle 10

|

15-Mar-19

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 11

15-Mar-19

sange fra træskibstiden, dem der blev sunget tværs over verdenshavene ind i de klassiske havne som Marseille, Liverpool, Singapore eller Montevideo, mens alle på dæk halede i tovværk for at sætte, trimme eller stryge sejlene.

Sømænd, der er gået i land, kan minde om rastløse gæster. Måske skal de aldrig til søs igen, men med deres snak og gestik er det alligevel, som om de kun er på besøg i en kortere periode. Længslen mod havet bliver de aldrig kvit. Havet, der kalder på dem, må lade sig nøje med undvigende svar.

Den samme mystiske dragning må min tipoldefar have følt, da han forlod indlandet i Sverige og begyndte at vandre mod vest, gennem dale og over fjelde. Som laksen gik han langs store elve, først mod strømmen, så med strømmen, lige til han nåede havet. Han gav ingen anden begrundelse for denne vandring, siges det, end at han måtte se havet med egne øjne. Men han havde næppe nogen planer om at vende tilbage til det sted, han forlod. Måske kunne han ikke udholde tanken om at gå med nakken bøjet over magre jordlodder i en svensk fjeldegn resten af livet. Han må have været et |

11

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 12

stemningsmenneske, en drømmer med stærke ben, for han nåede frem til kysten. Her stiftede han familie, og siden tog han hyre på et fragtskib. Skibet gik ned et sted i Stillehavet, og alle om bord druknede. Det er, som om manden kom fra havets bund og måtte tilbage dertil. Som om det var der, han hørte hjemme, og at han hele tiden havde vidst det. Sådan tænker jeg i hvert fald på ham.

Det var havet, der forløste Arthur Rimbauds poesi.

Havet blev en nøgle til et udvidet sprog, som førte ham selv og poesien ind i det moderne, med ”Le Bateau ivre” (”Den berusede båd”, 1871). Jeg´et i digtet, altså båden selv, er en gammel flodpram, der vil opleve havets frihed og uden styring lader sig drive ned ad en stor flod, indtil den når kysten og kommer ud på åbent hav. Båden havner i et forrygende stormvejr og synker til bunds for der at blive en del af havet: Og fra da af badede jeg i havets poesi, / gennemstrålet af stjerner, som skummet mælk, / gennemtrængt af den grønne azur, / hvor vraggods og en druknet drømmer / af og til går ned i den gustne vandlinie.1 Fra flysædet forsøger jeg at rekonstruere mere af det, jeg husker fra ”Den berusede båd”. Dønningerne 12

|

15-Mar-19

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 13

15-Mar-19

angriber skærene som hysteriske kvægflokke. Og på havets bund rådner hvalen Leviatan blandt de vajende tangskove, der suger den berusede båd til sig og holder den fast med deres fangarme. Båden må høre kaskelothvalens brunstlyde over malstrømmens dybe mørke, se døddrukne skibsvrag, der vrimler med lus og hæslige slanger, med gyldne, syngende fisk, elektriske halvmåner, sorte søheste – ting, folk bare har troet, de har set …

Båden omtumles af syner og oplever havets skræm­ mende, frigørende kraft, dets konstante, hvileløse, op­ rørte bevægelse, indtil det føler en sløv, søvndrukken mæthed. Så begynder den at længes mod land. Tilbage til barndommens mørke, stille floder.

Rimbaud havde aldrig set havet, da han skrev digtet som sekstenårig.

2 | hugo bor på Engeløya i Steigen. For at komme dertil fra Bodø må man tage hurtigbåden nordpå mellem øer og små vejrbidte lokalsamfund, der klamrer sig fast på de yderste skær. Efter godt to timer lægger båden til i Bogøy, en lille bygd ved broen over til Engeløya.

Hugo står på kajen og har gode nyheder: Vi har sand­ |

13

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 14

synligvis fået fat på agn. En skotsk højlandsokse er blevet skudt tre dage forinden. Slagteresterne ligger langt ude i kratskoven og venter på at blive hentet. Det må blive den følgende dag, for det regner, da vi kører over broen til Engeløya og standser foran Hugos store hus med et tårn på toppen, galleri i kælderen og udsigt mod vest, i retning af Vestfjorden.

Når man kommer op på Hugos grund, kan man hurtigt få den tanke, at man er trådt direkte ind i en sørøverlejr. Ting, der kunne være samlet ind på et røvertogt langs kysten, ligger rundt om garagen, mens andre genstande står som udstillingsobjekter eller trofæer langs stien til galleriet. Meget har han fundet i havet, inklusive boven af en gammel båd og nogle store, gamle ankre. En propel, som har tilhørt en engelsk trawler, der gik ned ud for Skrova, ligger udstillet i haven. På skuret hænger et russisk skilt, han har fisket op af havet. Hugo troede, at skiltet tilhørte et russisk fartøj, men det har vist sig at være en valgplakat fra et distrikt uden for Arkhangelsk. Ved siden af hovedskuret har Hugo bygget et par andre skure, plus en stald, der huser to shetlandsponyer, Luna og Veslegloppa. Der er altid blevet opbevaret flere både i eller omkring skuret.

Platgatteren, en type mahognibåd, der så ud, som om den stod og længtes efter Rivieraen, har han solgt.

14

|

15-Mar-19

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 15

15-Mar-19

Hugo har aldrig spist en fiskepind i hele sit liv. Han har heller ingen planer om at finde ud af, hvordan de smager. Efter en suppe med friskplukkede skud af bræn­ denælde og løvstikke, linser og hjemmelavet elgpølse, og et glas vin, går vi ned i galleriet. Hugos oliemalerier er stort set abstrakte, men folk nordpå har en tendens til at opfatte dem som konkrete landskabsbilleder af hav og kyst, altså som motiver fra deres eget nærmiljø.

Det er ikke svært at forstå, for malerierne stråler af det der karakteristiske lys, der findes ved havet nord for po­ larcirklen, ikke mindst om vinteren. Hugos signatur er en let genkendelig, arktisk blå farve fra de kolde, klare mørketidsdage, som i øvrigt ikke er mørke. Lys findes i hele spektret, selvom det er dæmpet eller sprængt ind i sig selv. Farverne på himlen får en dyb og indkapslet glød, mens nordlyset når som helst kan blusse op som psykedeliske improvisationer. Nogle af de malerier, han er i gang med, er fra Batteri Dietl på den side af Enge­ løya, der vender ud mod havet. Dér byggede tyskerne Nordeuropas største og dyreste fæstning under krigen.

Ti tusind tyske soldater og russiske krigsfanger holdt til derude. De grundlagde en af Nordnorges største byer, med biograf, sygehus, kaserner, restauranter og tilmed bordeller, hvor kvinderne var hentet fra Tyskland og |

15

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 16

Polen. I hele distriktet blev der anlagt radaranlæg, vejr­ stationer og kommandocentraler fyldt med nyudviklet teknologi. Kanonbatteriet skulle dække hele Vestfjor­ den og havde en rækkevidde på mere end halvtreds ki­ lometer. Stedets bunkers går stadig flere etager ned i skråningen. Selvom hundredvis af russiske fanger døde under tvangsarbejdet, oplever Hugo området som en­ somt og fredeligt. I hans malerier skimtes batterierne blot som kubistiske former.

For nogle år siden udstillede Hugo en naturligt bal­ sameret kat. Den havde gemt sig for at dø inde i hul­ muren i en gammel stald i nærheden. I avisen Nordland fik han spørgsmålet ”Er en død kat kunst?” – efter at det var kommet frem, at den skulle vises på biennalen i Firenze.

Hugo er vokset op på begge sider af Vestfjorden, han har altid befundet sig ved eller på havet. Kun én gang i sit liv har han boet væk fra kysten i en længere periode, det var, da han tog til Münster for at studere, da han som den yngste nogensinde var blevet optaget på byens anerkendte kunstakademi. I gadebilledet sås stadig mange krigsinvalider, der gik med krykker, manglede en arm, sad i kørestol eller var vansirede.

Han studerede sammen med unge, radikale tyskere, 16

|

15-Mar-19

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 17

15-Mar-19

som gerne talte højt om Vietnamkrigen, mens anden verdenskrig var tabu. Han kunne godt lide at tage toget nordpå mod Hamborg, for et eller andet sted undervejs på rejsen skiftede luften karakter, den blev mere rå med et svagt islæt af hav.

Med sig tilbage til Norge havde han eksamens­ papirer, der viste, at han beherskede de klassiske teknikker inden for maling, grafik og skulptur. Han fik også en anden type bagage med sig hjem: At han var en del af det radikale tyske studentermiljø i 1970’erne, hænger stadig ved ham på en eller anden udefinerlig måde. Det handler ikke om politik, for Hugo har aldrig været særlig radikal. Det handler heller ikke så meget om stilen, på trods af de runde briller, overskægget og det lange, sorte hår. Det handler mere om en ukon­ ventionel indstilling til, hvordan ting skal gøres og livet leves. Desuden har han en dårlig vane: Han ser Derrick hver eftermiddag klokken 17.00. Ve den, der forstyrrer.

Efter at Hugo har vist mig sine nye værker, går vi op i stuen ovenpå. Derfra har vi udsigt over den frodige Engeløya. Det er en mild sommeraften, duggen er faldet over græsset og de sorte jorde mod syd, og et tæppe af stilhed ligger over det sovende land. Selv en |

17

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 18

hvisken kan høres langt væk. Omkring os er der meget løvskov med birk, røn, seljepil og asp. Jeg går ud på den skibsbroagtige altan i husets bov, og der er langt fra stille ude blandt træerne. Hele skoven er lodden af pollen og sveder klorofyl. Jeg hører bekkasiner, spover og skovsnepper. Et bagtæppe af fuglesang åbner sig, ørerne har brug for lidt tid for at for at kunne skelne alle fra hinanden. Urfuglen klukker, solsorten skræpper op, gøgen kukker. Finker, spurve og mejser kvidrer.

Spoverne laver ofte en melankolsk og ensomt pibende lyd, men de kan pludselig skifte tempo og gå over i noget, der minder om et venligt maskingevær. Én fugl har en tør lyd, som når en mønt klirrer mod et bord.

En jordugle kommer flyvende forbi i lav højde.

De lange vinger får den til at flyve på en ujævn måde.

Fjorden er blank og hvid. Sneen er endnu ikke smeltet på toppen af øens sorte fjelde, der er høje nok til, at tre jagerfly i årenes løb er styrtet ind i dem. Det var to Star­fightere tidligt i 1970’erne, og i 1999 var det en tysk Tornado, der styrtede ned på Bøsanda, efter at de to piloter havde skudt sig ud. Begge blev samlet op af småbåde, der lå og dørgede i Skagstadsundet mellem Engeløya og Lundøya.

Fuglelivet siger meget om forskellen mellem Engel­ øya og Skrova, på den anden side af Vestfjorden.

18

|

15-Mar-19

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 19

15-Mar-19

Engeløya er et landbrugssamfund. Skrova er et fisker­ leje, hvilket indebærer, at det meste, også mentaliteten, er helt anderledes. Fuglene i skovene på Engeløya kan synge med en fortryllende skønhed. På Skrova er der kun havfugle. Deres grove skrig kan ikke kaldes sang.

Men nogle af disse havfugle kan dykke helt ned til to hundrede meter. De nærmest flyver gennem vandet, mens de konstant skifter retning i jagten på de fisk, som de følger nedad i vandsøjlen. Her er Hugo og Mette i gang med at sætte et gammelt fiskebrug med trankogeri i stand: Aasjordbruket. Som navnet siger, blev det drevet af Hugos familie, familien Aasjord, men kun i cirka tyve år indtil det blev nedlagt og solgt i begyndelsen af 1980’erne. Da Hugo og Mette købte det tilbage, var det stærkt forfaldent. Nu er Aasjordbruket delvis restaureret. Men Mette og Hugo har store planer med stedet.

Aasjordbruket på Skrova, denne salte udpost af et fiskerleje, skal være basen for vores hajfangst. Lige ud for den lille ø er der flere hundrede meter dybt.

Inde i stuen fortæller Hugo en sær, men for ham ikke atypisk historie. Hvorfor den dukkede op i hans tanker, ved jeg ikke, men han har en særlig evne til at få noget til at minde ham om noget andet. Han siger, at han |

19

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 20

engang adopterede et næsten nyfødt vædderlam, der skulle aflives, fordi bonden mente, der var noget galt med det. Hugo fik ondt af vædderlammet og tog det med sig hjem. Vædderen flyttede ind i køkkenet, og de planlagde at slagte den til efteråret. Da Hugo nogle uger efter mødte bonden i butikken, sagde han med en henkastet bemærkning, at det var synd, at vædderen skulle være alene. Så kom bonden forbi med en ny vædder.

Gennem måneder og år fodrede de vædderne op til at blive store og stærke – og uhåndterlige. Efterhånden var de ikke længere trygge ved at have dem i nærheden af hverken ungerne eller hundene, så Hugo trak dem om bord på båden og slap dem løs på en holm. Der kunne de stå og græsse.

De voksede sig tykke og fede, men glemte al tak­ nemlighed. Når Hugo nærmede sig holmen, svømmede de tit ud mod ham, med stor fare for at drukne, når ulden blev drivvåd, sådan at han måtte ud og redde dem. En smuk sommerdag, da Hugo gik i land, og alt åndede fred og ingen fare, løb den ene lige imod ham, næsten før han var ude af båden. Som afslutning på historien trækker han op i ærmet på genseren og viser mig et langt, kraftigt ar langs overarmen.

20

|

15-Mar-19

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 21

15-Mar-19

Ikke længe efter blev begge vædderne slagtet. Fa­ miliens sympati for de to væddere var fuldstændig væk.

Deres skind hænger over en stok i det lille skur.

Det var en aften som denne, to år tidligere, at Hugo første gang kom ind på grønlandshajer eller havkale, som de også kaldes. Hugos far havde været med til hvalfangst, siden han var otte år gammel, og set, hvordan denne haj kom op fra dybet og åd store stykker af spækket på hvalerne, mens besætningen drev, og flænsede dem langs siden af båden. Han fortalte om, hvordan de harpunerede en påtrængende grønlandshaj og hejste den op i halefinnen med bommen. Selv i halvdød tilstand, mens den hang med hovedet nedad og havde fået en hvalharpun tværs igennem ryggen, huggede den en stor luns hvalkød, der lå på dækket, i sig.

Det tog evigheder, før hajen døde. Den kunne ligge i timevis og lade blikket følge folk, der gik rundt på dækket, noget mange hårdføre fiskere oplevede som uhyggeligt. Hugos far undlod heller ikke at fortælle ham om noget, der skete, mens de lå og drev rundt på Vestfjorden med fiskekutteren ”Hurtig” en varm sommerdag. En af fiskerne fik lyst til at køle sig ned |

21

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 22

med en svømmetur og sprang på hovedet i havet. Til resten af besætningens store fornøjelse kom han ge­ valdigt hurtigt op i båden igen, da en grønlandshaj pludselig dukkede op ved overfladen blot få meter væk.

Sådanne historier havde givet næring til Hugos fantasi, og i fyrre år havde de ligget og gæret i ham.

Når han fortalte om grønlandshajen, fik han en særlig glød i blikket og klang i stemmen. De historier, han hørte som barn, havde ikke sluppet taget i ham. Hugo havde set de fleste fisk og dyr, der levede i havet, men han havde aldrig set netop denne kæmpehaj.

Det havde jeg heller ikke. Hugo behøvede ikke at anstrenge sig for at overtale mig, jeg bed på, om jeg så må sige, rent instinktivt. Også jeg er opvokset ved havet og har fisket, siden jeg var en lille dreng. At få bid gav mig altid den samme følelse af, at næsten hvad som helst kan komme op fra dybet. Dernede fandtes en egen verden, der rummede utallige skabninger, jeg ikke vidste noget om. I bøgerne så jeg billeder af havets kendte arter, og det var mere end tilstrækkeligt: Livet i havet fremstod som rigere og mere spændende end livet på landjorden. Mærkelige væsner svømmede rundt, næsten lige under næsen på os, men vi kunne ikke se dem, blot ane, hvad der foregik dernede.

22

|

15-Mar-19

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 23

15-Mar-19

Siden har havet beholdt sin tiltrækningskraft på mig. Meget af det, vi som børn oplever som mystisk og spændende, mister sin aura allerede i ungdommen.

Men havet voksede sig bare større, dybere og mere fantastisk. Måske var der en atavisme inde i billedet, en egenskab, der havde sprunget flere generationer over, men som jeg havde arvet efter min tipoldefar, ham der endte på havets bund.

Der var også noget andet tiltrækkende ved Hugos planer, noget, jeg ikke så klart lige der og på det tidspunkt og måske stadig ikke ser klart, andet end i udkanten af synsfeltet, som når et roterende fyrlys flår mørket op med et hurtigt lysglimt.

Egentlig havde jeg meget andet, jeg burde have lavet, da jeg uden at tøve svarede: Ja, lad os tage på havet og fange en grønlandshaj.

3 | vi har korTlagT kloden og fylder ikke længere de hvide pletter ud med mærkelige monstre og fabeldyr skabt af vores fantasi. Men det burde vi måske gøre. For livet på jorden er langt fra færdigopdaget. Indtil videre har videnskaben beskrevet i underkanten af to millioner dyrearter, men biologer anslår, at der i alt findes cirka |

23

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 24

ti millioner flercellede organismer i verden.2 De største opdagelser venter i havet. Her dukker der stadig livsformer op, vi indtil for nylig ikke anede eksisterede.

Selv store skabninger, der lever tæt på kysten, har vi tit kun begrænset kendskab til. Der findes måske lige så mange hajer som mennesker på jorden.3 Og hvor mange er egentlig klar over, at der i Vestfjordens dybe vand svømmer grønlandshajer rundt, en hajfisk, der kan blive syv­otte meter lang og veje op til tolv hundrede kilo? Bortset fra Hugo, selvfølgelig.

Grønlandshajen eller havkalen er et urtidsdyr, en kæmpehaj, der svømmer rundt på bunden af de dybe norske fjorde og helt op mod Nordpolen. Dybvands­ hajer er som regel meget mindre end dem, der lever på lavere vand. Grønlandshajen er den store und­ tagelse. Den kan blive større end en hvidhaj og er dermed verdens største kødædende haj (brugde og hvalhaj bliver større, men de æder plankton). Marin­ biologer har for nylig opdaget, at grønlandshajen kan blive måske helt op til fem hundrede år gammel, hvilket absolut gør den til jordens længstlevende større skabning. Teoretisk set kan den haj, vi skal fange, være født på Martin Luthers tid.4 24

|

15-Mar-19

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 25

15-Mar-19

En ting til: Der er ikke tale om sildehajens mage, som mange nordmænd tror på grund af hajernes norske navne håkjerring (altså egentlig ”hajens kone”) og håbrann. Der er tale om to helt forskellige arter.

Sildehajen har velsmagende kød, der kan serveres på restauranter. Nu er den totalfredet. Grønlandshajen må til gengæld stadig fanges frit, men ingen efterspørger kødet fra den enorme hajkrop.

Vi bestemte os den aften for to år siden. Koste, hvad det koste ville, vi skulle fange et glubsk monster med mange hundrede millioner års evolution i ryggen, potentielt dødelige giftstoffer i blodet, parasitter i øjnene og tænder som på en overdimensioneret ræve­ saks, bare mange flere.

Sommernattens himmel antager en kaviarorange farve.

Vi bliver siddende og udveksler ”hajnyt”, for vi har begge opsnappet lidt af hvert siden sidst. I de fleste skriftlige kilder står der, at grønlandshajen er langsom og dvask. De hurtigste hajer kan utroligt nok opnå en topfart på op til halvfjerds kilometer i timen. Hugo kan ikke få det til at stemme, at grønlandshajen skulle sakke så meget bagefter.

– Hvordan forklarer de så, at der er fundet rester af både isbjørn og de hurtigste fisk i havet, inklusive |

25

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 26

helleflynder og store laks, i mavesækken på grønlands­ hajer? Hvor langsom kan den egentlig være? spørger Hugo.

– En teori er, at byttet bliver hypnotiseret af øjnene, der er selvlysende grønne i mørket. De fleste grøn­ landshajer har nemlig en parasit, der angriber deres hornhinder og gør dem halvblinde. Nogle er afbildet med det, der ligner små slanger hængende ud fra øje­ æblet. Måske er det parasitten, der får øjnene til at lyse grønt. Men der er ikke nogen udførlig forskning på området, siger jeg, velfornøjet med at kunne fortælle Hugo noget om havet, som han måske ikke allerede ved.

Glæden bliver kortvarig. Hugo er ikke imponeret.

– Hvordan kan den så fange rensdyr oppe i Alaska?

Og hvordan kan den tage søfugle? Dem hypnotiserer den måske også?

Hugo går i gang med en lille forelæsning om grøn­ landshajens sanseapparat. Den kan som mange andre hajer opfange spændinger på en milliardtedel af en volt, ved hjælp af såkaldte Lorenzini­ampuller, geléfyldte kamre, der findes i snuden. Hvis den er blind eller halvblind, er det et mindre handicap, end man skulle tro, eftersom der alligevel er så mørkt dernede i dybet.

Grønlandshajen mærker de bittesmå ændringer i de 26

|

15-Mar-19

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 27

15-Mar-19

elektromagnetiske spændinger, der forårsages af byttet.

Sådan sniger den sig sikkert ind på en sæl, der ligger og sover på havbunden, før den hugger til.

Jeg ser på ham, mens jeg forsøger at skjule, at dette er nyt for mig.

– Vidste du ikke, at sæler ligger og sover på hav­ bunden? siger han, lettere skadefro, og fortsætter sin udlægning: – Måske fanger grønlandshajen ved hjælp af disse egenskaber dyr, der er meget hurtigere, eller opdager fisk, der er skadede eller svækkede eller har gravet sig ned i sandbunden. Måske bevæger den sig normalt stille og lydløst, perfekt kamufleret og slår til …

Jeg kan se, han er ved at nå frem til pointen nu.

– Men jeg er temmelig sikker på, at den er i stand til at sætte farten op i hurtige ryk. Det er den eneste logiske forklaring, afslutter han kontant.

Enkelte detaljer har vi endnu ikke diskuteret: Hvad gør vi, hvis vi faktisk får sådan en grønlandshaj op til overfladen? Måske kan vi forsøge at binde et reb rundt om halen og trække kæmpehajen baglæns, indtil den besvimer, foreslår jeg. I modsætning til de fleste fisk må hajer svømme uafbrudt for at få ilt. Makrel har det på samme måde. |

27

| POLITIKENS | Strøksnes | Havbogen Page 28

Hugo ryster på hovedet, han mener, vi så risikerer, at hajen synker til bunds. Måske skulle vi hellere prøve at styre den ind mod land, sådan som inuitterne gør? Det svage led i den plan er, at vi må overtale grønlandshajen til at svømme i lige præcis den retning, vi ønsker.

Inuitterne benytter sig af to små kajakker, som de fører hajen frem imellem, mens vi kun har én båd. For resten opfatter inuitterne traditionelt grønlandshajen som et af de dyr, der hjælper shamanerne.

– Måske kan vi trække den op på en holm, hvis vi får holmen mellem os og hajen?

Hugo ignorerer uden videre dette forslag, sikkert fordi det er for idiotisk.

– Hvad hvis vi slæber den ind til en strand? Hvis vi får tid til at binde rebet rundt om et træ, så kan vi sejle i modsat retning og trække den direkte op på stranden, siger jeg.

– Lidt bedre, men nu har jeg tænkt, og jeg ved, hvad vi skal gøre. Når grønlandshajen kommer op, sætter vi en ny hajkrog i den og binder den fast til en bøje med et kort tov. Så kan vi gøre med den, hvad vi vil.

28

|

15-Mar-19

(( Nutzenformat: 298,5 mmmm )))) 298,50mm mmxx200,0 200,00

Nutzenformat: 298,5mm mmxx200,00 200,0 mm )) (((( Nutzenformat: 298,50

To mænd i en lille båd ude på de store dybder ved Lofoten. Et monster i havet under dem – den sagnomspundne grøn-

Morten Strøksnes

landshaj, der kan blive mange hundrede år gammel og kun sjældent kommer op til overfladen …

De to mænds jagt på hajen strækker sig over et år og skyller en rigdom af poesi, videnskab, skrøner og myter om havet og livet under dets overflade ind over siderne – i en ramsaltet, humoristisk og tankevækkende fortælling.

HHHHHH "En formidabel bog" – JYLLANDS-POSTEN

Havbogen eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav

stranden ved det vilde hav og fornemme, hvor vi kommer fra …”

– SVENSKA DAGBLADET

ªªªªªª

gennem fire årstider

Morten Strøksnes

135,0 mm x 200,0 mm + 28,5 mm Rücken

Havbogen

”En fabelagtig bog … Som at stå ved

”Dette er en bog om de største ting i livet. En bog for livet.”

– POLITIKEN ”En stor triumf ”

Broschurumschlag:

– THE SPECTATOR

9 788740 055160

(( Farbigkeit: CMYK ))

(( 395569aHavbog_F47TAC_norm (( 395569aHavbog ))