Heksebørnenes mor - Min rejse til Håbets Land af Anja Ringgen Lovén

“Tatoveringerne afspejler det kaos, der har været­ i hele mit liv,” fortæller Anja Ringgren Lovén ­åbenhjertigt i Heksebørnenes mor.

Fra opvæksten i Frederikshavn med en alkoho­ lisk far og til sammen­bruddet efter morens død.­ Om angst og spiseforstyrrelser – og om kampen for at rejse sig igen og realisere drømmen om at hjælpe børn i Afrika gennem sin egen nødhjælps­ Hun blev verdenskendt i 2016, da et fotografi af hende, hvor hun redder en udmagret, lille dreng fra en landsby i Nigeria, gik viralt. Drengen, der fik n ­ avnet Hope, var blevet udstødt, tortureret og ­a­nklaget for at være heks.

I dag har Anja sammen med sin kæreste og far til sin søn, hjælpearbejderen David Emmanuel Umem, etableret sit eget børnehjem Land of Hope og reddet over 70 heksebørn i et af verdens farligste lande, Nigeria.

www.politikensforlag.dk

788740 038637

politikens forlag

2019119_Heksebørnenes mor_Cover_P804C.indd 1

Heksebørnenes mor

organisation. Og få succes med det.

9

lokal­s amfundet, så jeg ikke udsatte mig selv for fare. Han var en hård lære­m ester, og det var godt, for jeg er jo en impulsiv type. For eksempel skældte han mig ud, da jeg en dag vendte hjem fra markedet og fortalte ham om et optrin, som jeg egentlig selv var ret stolt af. ­B ørnene og jeg passerede en bod, hvor der sad en stor, tyk dame, som på engelsk sagde: “Witch!”

Et af børnene hviskede til mig: “Hørte du, at damen kaldte os hekse?

Så er du jo heksemoren.”

Jeg blev så vred. ‘Det skal hun fandeme ikke slippe godt fra,’ tænkte jeg, vendte mig om og gik tilbage til hende. Hun så forbavset ud over, at jeg ­p ludselig stod foran hende.

“Kaldte du lige de børn for hekse?

De er ganske almindelige børn, de er ikke ­h ekse, og jeg vil ikke tolerere, at du kalder dem det. Hvad bilder du dig ind?” hvæsede jeg.

Pludselig samlede der sig en masse folk omkring os, og jeg indså, at jeg i hvert fald ikke blendede ind længere.

Vi skyndte os at gå, og jeg kiggede på børnene, der gik med oprejst pande.

De virkede glade over, at jeg havde talt deres sag og taget dem i forsvar.

Men, som David påpegede, var jeg gået på kompromis med min egen­ ­s ikkerhed.

ANJA RINGGREN LOVÉN (f. 1978) stiftede i 2012 hjælpe­organisationen ­DINNødhjælp. Der er lavet flere ­DR-dokumentarer­ om hende, blandt ­andre Anja og ­heksebørnene og Anjas børnehjem. ­­ Hun har modtaget flere ­priser for sit ­humanitære­arbejde, deriblandt Lifeguard Prize 2018, Good Deed Award 2018, Hope Award 2017 og to gange Paul Harris Fellow Medal.

Anja Ringgren Lovén

David var også den, der lærte mig, “hvordan jeg skulle gebærde mig ude i

Heksebørnenes

mor

JULIE MOESTRUP (f. 1971) har siden 1996 arbejdet som journalist og redaktør på blandt andet Jyllands-Posten, Eurowoman, Cover, Politiken, Ud & Se og Weekendavisen.

Hun har desuden været med til at opstarte tv-programmer som Den 11. time på DR2 og Kulturen på News på TV 2 News.

Anja Ringgren Lovén

Min rejse til Håbets Land 09/01/2020 10.19

Heksebørnenes

mor

2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 1

13/01/2020 08.27

Til min mor

2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 2

13/01/2020 08.27

Anja Ringgren Lovén i samarbejde med Julie Moestrup

Heksebørnenes

mor

Min rejse til Håbets Land

p o l it i k e n s f orlag

2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 3

13/01/2020 08.27

2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 4

13/01/2020 08.27

Hope og hele verdens Anja

7

Hjælp et menneske hver dag

13

Mor er den bedste i verden

25

Øl på Nordstrand Camping

43

Flyv, lille sommerfugl

57

Skind og ben

77

Vissevasse, vissevasse

91

Dagbog fra Lilongwe

101

Mit Afrika

111

Jomfrurejsen til Akwa Ibom

129

Fra to planeter

149

Ingen vej tilbage

161

To røde streger

177

Vores børnehjem i Uyo

187

Se, her er din søn

199

Farligt land

205

Hope-effekten 217 Audiens i Dharamsala

235

Tilbage til Kærsangervej

241

Noas ark i Ikot Afaha

253

Land of Hope

279

Tak 286 5

2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 5

13/01/2020 08.27

2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 6

13/01/2020 08.27

Hope og hele verdens Anja

7

2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 7

13/01/2020 08.27

Jeg stivnede i hele kroppen, da jeg fik øje på drengen. Han var udmagret, beskidt og sad alene i skyggen af et banantræ for enden af den lille bakke, hvor jeg stod. Drengen var måske tre år, men det var svært at bedømme, for han var ikke andet end et levende skelet. Han var det heksebarn, mit team og jeg var kommet for at redde.

Flere og flere lokale fra landsbyen stimlede sammen omkring mig, og jeg forsøgte at lade være med at vise tegn på følelser ved synet af drengen. De lokale måtte ikke fatte mistanke om, at vi kom fra et børnehjem og var her for at tage barnet med. Vi havde løjet og sagt, at vi var missionærer, der opsøgte landsbyen, fordi vi havde hørt, at de spiste hundekød – og det ville vi gerne smage.

“Oh, is that a plantain tree?” spurgte jeg interesseret den lokale mand, der havde indtaget rollen som guide, da vi ankom, og som siden ikke havde veget fra min side.

Jeg pegede ned mod træet, hvis tunge klaser af madbananer – plantains – hang rundt om drengen.

“Yes, yes,” svarede manden og fortsatte på engelsk, “det er et banantræ. Vil du ikke se markedspladsen?”

“Jo, meget gerne,” svarede jeg begejstret, fordi vi på vejen derover passerede træet og drengen.

Vi gik ned ad bakken, og drengen rejste sig nu op. Langsomt og vaklende. Da vi nåede hen til ham, slog de lokale ring om ham, og med ét begyndte han at danse. Mekanisk, som havde nogen kastet en mønt i ham. Hans øjne var udtryksløse, mens han i slowmotion bevægede sine tændstiktynde arme og ben. I hånden havde han en tom sodavandsdåse. De lokale klappede og hujede.

Jeg tænkte, at dansen var hans overlevelsesstrategi. Mange af de børn, der bliver anklaget for at være hekse og udstødt af familien og landsbyen, holder til ved markedspladsen, fordi der er mad. Selv om ingen tør have med heksebørn at gøre, fordi de så selv risikerer at blive udstødt, giver nogle dem mad i skjul. Drengen havde sikkert erfaret, at der faldt lidt af, når han dansede.

8

2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 8

13/01/2020 08.27

Pludselig gav hans ben efter under ham, han faldt hårdt ned på numsen, der ikke var andet end knogler og løs hud. Den lokale mand trak ham op at stå igen, og drengen fortsatte sin dødsdans.

Det var sådan, jeg så det.

“Hvad er der galt med barnet?” spurgte jeg med samme interesse, som da jeg stillede spørgsmålet om træet.

“Han er sulten. Ingen mor, ingen far,” svarede manden.

“Skal jeg ikke give ham lidt mad?” spurgte jeg og holdt vejret.

“Jo,” lød det fra manden.

“Vi kommer med vand og kiks,” svarede jeg og skyndte mig tilbage til vores hvide minibus og hentede en flaske vand og en æske Digestivekiks.

Da jeg satte mig ned på hug foran drengen, var jeg ved at blive slået bagover af den lugt, der emmede ud fra ham. En harsk og syrlig stank, som var han ved at gå i forrådnelse. Hans mave var udspilet til bristepunktet af underernæring, hans ribben stak ud, og den lille krop var indkapslet i indtørret jord og skidt.

Jeg rakte ham en kiks, åbnede vandflasken og satte den til hans mund. Han drak grådigt.

“Nu tager vi dig med,” sagde jeg til ham på dansk. “Du skal ikke være her længere. Du skal med mig.”

Jeg forsøgte at fange hans blik, mens jeg nikkede til ham.

Han havde tydeligvis brug for akut behandling, og jeg gik derfor hurtigere frem end normalt på en redningsmission, hvor vi bruger mere tid på at tale med landsbyboerne om barnet.

“Må vi køre drengen på hospitalet?” spurgte jeg den lokale mand.

“Ja,” svarede han.

I mit hoved lød det ‘ja’ som startskuddet til et 100-meterløb. Det kunne ikke gå hurtigt nok at få den dreng væk derfra. Men jeg besindede mig. Trak vejret dybt.

“Er der nogen, som har et klæde, jeg kan lægge omkring ham?” spurgte jeg ud i mængden.

9

2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 9

13/01/2020 08.27

Kort efter rakte en af de lokale mig et mønstret brunt stykke stof, som jeg svøbte om den nøgne dreng. I respekt for ham, men også fordi vi skulle tage billeder for at dokumentere redningen. Den lokale mand tog ham i favnen og bar ham hen mod vores minibus. Han rakte mig barnet, og mens jeg ventede på, at en fra mit team låste bildøren op, opstod der pludselig tumult.

“Du må ikke tage ham med på hospitalet,” råbte manden nu, og jeg følte, at jeg med ét var lukket inde af de lokale, der talstærkt omringede minibussen.

Jeg var ved at gå i panik. ‘Rolig, rolig’, bankede det inde i mit ­hoved, mens jeg uden at hæve stemmen og med ryggen vendt mod manden og de andre lokale sagde til mit team.

“Vi skal af sted nu! Sæt jer ind!”

Jeg ville ikke risikere, at de skulle vriste drengen ud af mine hænder.

På en redningsmission havde jeg engang oplevet, at en dreng, som vi troede, vi havde reddet, blev hevet ud af vores bil igen af vrede lokale. Vi havde ikke andet valg end at efterlade ham i landsbyen. Det var forfærdeligt, og det måtte ikke ske igen.

Nogle fra mit team fik beroliget de lokale og overtalt dem til, at vi bragte drengen til hospitalet. Normalt ville vi have indhentet tilladelse til det hos forældre eller andre familiemedlemmer, men ingen ville kendes ved ham.

Stemningen var trykket i minibussen, da vi endelig kørte af sted med drengen liggende på bagsædet ved siden af mig. Jeg havde på mine redningsmissioner i Nigeria set mange børn, der var blevet udstødt og tortureret, men aldrig et, der var så udsultet. Han vejede kun omkring tre kilo, lå med halvåbne øjne og hev efter vejret. Jeg brød tavsheden: “Jeg tror ikke, han overlever, men vi er nødt til at give ham et navn. Ellers vil de ikke tage ham på hospitalet. Jeg synes, han skal hedde Hope.”

10

2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 10

13/01/2020 08.27

De andre nikkede. Så det blev han ‘døbt’ lige dér, mens han lå og kæmpede for sit liv. Han skulle hedde Hope, fordi jeg håbede, at han klarede den. Og så fordi de fire bogstaver i ordet har en ganske særlig betydning for mig.

Den dag, 30. januar 2016, anede jeg ikke, at den redningsmission i en landsby i Akwa Ibom ville ændre mit liv. Det forstod jeg først, da billedet af mig, der sidder på hug og giver Hope vand, som en steppebrand gik viralt verden over. Fra da af var jeg ikke længere en almindelig pige fra Frederikshavn, men hele verdens Anja.

11

2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 11

13/01/2020 08.27

“Tatoveringerne afspejler det kaos, der har været­ i hele mit liv,” fortæller Anja Ringgren Lovén ­åbenhjertigt i Heksebørnenes mor.

Fra opvæksten i Frederikshavn med en alkoho­ lisk far og til sammen­bruddet efter morens død.­ Om angst og spiseforstyrrelser – og om kampen for at rejse sig igen og realisere drømmen om at hjælpe børn i Afrika gennem sin egen nødhjælps­ Hun blev verdenskendt i 2016, da et fotografi af hende, hvor hun redder en udmagret, lille dreng fra en landsby i Nigeria, gik viralt. Drengen, der fik n ­ avnet Hope, var blevet udstødt, tortureret og ­a­nklaget for at være heks.

I dag har Anja sammen med sin kæreste og far til sin søn, hjælpearbejderen David Emmanuel Umem, etableret sit eget børnehjem Land of Hope og reddet over 70 heksebørn i et af verdens farligste lande, Nigeria.

www.politikensforlag.dk

788740 038637

politikens forlag

2019119_Heksebørnenes mor_Cover_P804C.indd 1

Heksebørnenes mor

organisation. Og få succes med det.

9

lokal­s amfundet, så jeg ikke udsatte mig selv for fare. Han var en hård lære­m ester, og det var godt, for jeg er jo en impulsiv type. For eksempel skældte han mig ud, da jeg en dag vendte hjem fra markedet og fortalte ham om et optrin, som jeg egentlig selv var ret stolt af. ­B ørnene og jeg passerede en bod, hvor der sad en stor, tyk dame, som på engelsk sagde: “Witch!”

Et af børnene hviskede til mig: “Hørte du, at damen kaldte os hekse?

Så er du jo heksemoren.”

Jeg blev så vred. ‘Det skal hun fandeme ikke slippe godt fra,’ tænkte jeg, vendte mig om og gik tilbage til hende. Hun så forbavset ud over, at jeg ­p ludselig stod foran hende.

“Kaldte du lige de børn for hekse?

De er ganske almindelige børn, de er ikke ­h ekse, og jeg vil ikke tolerere, at du kalder dem det. Hvad bilder du dig ind?” hvæsede jeg.

Pludselig samlede der sig en masse folk omkring os, og jeg indså, at jeg i hvert fald ikke blendede ind længere.

Vi skyndte os at gå, og jeg kiggede på børnene, der gik med oprejst pande.

De virkede glade over, at jeg havde talt deres sag og taget dem i forsvar.

Men, som David påpegede, var jeg gået på kompromis med min egen­ ­s ikkerhed.

ANJA RINGGREN LOVÉN (f. 1978) stiftede i 2012 hjælpe­organisationen ­DINNødhjælp. Der er lavet flere ­DR-dokumentarer­ om hende, blandt ­andre Anja og ­heksebørnene og Anjas børnehjem. ­­ Hun har modtaget flere ­priser for sit ­humanitære­arbejde, deriblandt Lifeguard Prize 2018, Good Deed Award 2018, Hope Award 2017 og to gange Paul Harris Fellow Medal.

Anja Ringgren Lovén

David var også den, der lærte mig, “hvordan jeg skulle gebærde mig ude i

Heksebørnenes

mor

JULIE MOESTRUP (f. 1971) har siden 1996 arbejdet som journalist og redaktør på blandt andet Jyllands-Posten, Eurowoman, Cover, Politiken, Ud & Se og Weekendavisen.

Hun har desuden været med til at opstarte tv-programmer som Den 11. time på DR2 og Kulturen på News på TV 2 News.

Anja Ringgren Lovén

Min rejse til Håbets Land 09/01/2020 10.19