“Tatoveringerne afspejler det kaos, der har været i hele mit liv,” fortæller Anja Ringgren Lovén åbenhjertigt i Heksebørnenes mor. Fra opvæksten i Frederikshavn med en alkoho lisk far og til sammenbruddet efter morens død. Om angst og spiseforstyrrelser – og om kampen for at rejse sig igen og realisere drømmen om at hjælpe børn i Afrika gennem sin egen nødhjælps Hun blev verdenskendt i 2016, da et fotografi af hende, hvor hun redder en udmagret, lille dreng fra en landsby i Nigeria, gik viralt. Drengen, der fik n avnet Hope, var blevet udstødt, tortureret og anklaget for at være heks. I dag har Anja sammen med sin kæreste og far til sin søn, hjælpearbejderen David Emmanuel Umem, etableret sit eget børnehjem Land of Hope og reddet over 70 heksebørn i et af verdens farligste lande, Nigeria.
www.politikensforlag.dk
788740 038637
politikens forlag
2019119_Heksebørnenes mor_Cover_P804C.indd 1
Heksebørnenes mor
organisation. Og få succes med det.
9
lokals amfundet, så jeg ikke udsatte mig selv for fare. Han var en hård lærem ester, og det var godt, for jeg er jo en impulsiv type. For eksempel skældte han mig ud, da jeg en dag vendte hjem fra markedet og fortalte ham om et optrin, som jeg egentlig selv var ret stolt af. B ørnene og jeg passerede en bod, hvor der sad en stor, tyk dame, som på engelsk sagde: “Witch!” Et af børnene hviskede til mig: “Hørte du, at damen kaldte os hekse? Så er du jo heksemoren.” Jeg blev så vred. ‘Det skal hun fandeme ikke slippe godt fra,’ tænkte jeg, vendte mig om og gik tilbage til hende. Hun så forbavset ud over, at jeg p ludselig stod foran hende. “Kaldte du lige de børn for hekse? De er ganske almindelige børn, de er ikke h ekse, og jeg vil ikke tolerere, at du kalder dem det. Hvad bilder du dig ind?” hvæsede jeg. Pludselig samlede der sig en masse folk omkring os, og jeg indså, at jeg i hvert fald ikke blendede ind længere. Vi skyndte os at gå, og jeg kiggede på børnene, der gik med oprejst pande. De virkede glade over, at jeg havde talt deres sag og taget dem i forsvar. Men, som David påpegede, var jeg gået på kompromis med min egen s ikkerhed.
ANJA RINGGREN LOVÉN (f. 1978) stiftede i 2012 hjælpeorganisationen DINNødhjælp. Der er lavet flere DR-dokumentarer om hende, blandt andre Anja og heksebørnene og Anjas børnehjem. Hun har modtaget flere priser for sit humanitærearbejde, deriblandt Lifeguard Prize 2018, Good Deed Award 2018, Hope Award 2017 og to gange Paul Harris Fellow Medal.
Anja Ringgren Lovén
David var også den, der lærte mig, “hvordan jeg skulle gebærde mig ude i
Heksebørnenes
mor
JULIE MOESTRUP (f. 1971) har siden 1996 arbejdet som journalist og redaktør på blandt andet Jyllands-Posten, Eurowoman, Cover, Politiken, Ud & Se og Weekendavisen. Hun har desuden været med til at opstarte tv-programmer som Den 11. time på DR2 og Kulturen på News på TV 2 News.
Anja Ringgren Lovén
Min rejse til Håbets Land 09/01/2020 10.19
Heksebørnenes
mor
2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 1
13/01/2020 08.27
Til min mor
2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 2
13/01/2020 08.27
Anja Ringgren Lovén i samarbejde med Julie Moestrup
Heksebørnenes
mor
Min rejse til Håbets Land
p o l it i k e n s f orlag
2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 3
13/01/2020 08.27
2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 4
13/01/2020 08.27
Hope og hele verdens Anja
7
Hjælp et menneske hver dag
13
Mor er den bedste i verden
25
Øl på Nordstrand Camping
43
Flyv, lille sommerfugl
57
Skind og ben
77
Vissevasse, vissevasse
91
Dagbog fra Lilongwe
101
Mit Afrika
111
Jomfrurejsen til Akwa Ibom
129
Fra to planeter
149
Ingen vej tilbage
161
To røde streger
177
Vores børnehjem i Uyo
187
Se, her er din søn
199
Farligt land
205
Hope-effekten 217 Audiens i Dharamsala
235
Tilbage til Kærsangervej
241
Noas ark i Ikot Afaha
253
Land of Hope
279
Tak 286 5
2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 5
13/01/2020 08.27
2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 6
13/01/2020 08.27
Hope og hele verdens Anja
7
2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 7
13/01/2020 08.27
Jeg stivnede i hele kroppen, da jeg fik øje på drengen. Han var udmagret, beskidt og sad alene i skyggen af et banantræ for enden af den lille bakke, hvor jeg stod. Drengen var måske tre år, men det var svært at bedømme, for han var ikke andet end et levende skelet. Han var det heksebarn, mit team og jeg var kommet for at redde. Flere og flere lokale fra landsbyen stimlede sammen omkring mig, og jeg forsøgte at lade være med at vise tegn på følelser ved synet af drengen. De lokale måtte ikke fatte mistanke om, at vi kom fra et børnehjem og var her for at tage barnet med. Vi havde løjet og sagt, at vi var missionærer, der opsøgte landsbyen, fordi vi havde hørt, at de spiste hundekød – og det ville vi gerne smage. “Oh, is that a plantain tree?” spurgte jeg interesseret den lokale mand, der havde indtaget rollen som guide, da vi ankom, og som siden ikke havde veget fra min side. Jeg pegede ned mod træet, hvis tunge klaser af madbananer – plantains – hang rundt om drengen. “Yes, yes,” svarede manden og fortsatte på engelsk, “det er et banantræ. Vil du ikke se markedspladsen?” “Jo, meget gerne,” svarede jeg begejstret, fordi vi på vejen derover passerede træet og drengen. Vi gik ned ad bakken, og drengen rejste sig nu op. Langsomt og vaklende. Da vi nåede hen til ham, slog de lokale ring om ham, og med ét begyndte han at danse. Mekanisk, som havde nogen kastet en mønt i ham. Hans øjne var udtryksløse, mens han i slowmotion bevægede sine tændstiktynde arme og ben. I hånden havde han en tom sodavandsdåse. De lokale klappede og hujede. Jeg tænkte, at dansen var hans overlevelsesstrategi. Mange af de børn, der bliver anklaget for at være hekse og udstødt af familien og landsbyen, holder til ved markedspladsen, fordi der er mad. Selv om ingen tør have med heksebørn at gøre, fordi de så selv risikerer at blive udstødt, giver nogle dem mad i skjul. Drengen havde sikkert erfaret, at der faldt lidt af, når han dansede. 8
2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 8
13/01/2020 08.27
Pludselig gav hans ben efter under ham, han faldt hårdt ned på numsen, der ikke var andet end knogler og løs hud. Den lokale mand trak ham op at stå igen, og drengen fortsatte sin dødsdans. Det var sådan, jeg så det. “Hvad er der galt med barnet?” spurgte jeg med samme interesse, som da jeg stillede spørgsmålet om træet. “Han er sulten. Ingen mor, ingen far,” svarede manden. “Skal jeg ikke give ham lidt mad?” spurgte jeg og holdt vejret. “Jo,” lød det fra manden. “Vi kommer med vand og kiks,” svarede jeg og skyndte mig tilbage til vores hvide minibus og hentede en flaske vand og en æske Digestivekiks. Da jeg satte mig ned på hug foran drengen, var jeg ved at blive slået bagover af den lugt, der emmede ud fra ham. En harsk og syrlig stank, som var han ved at gå i forrådnelse. Hans mave var udspilet til bristepunktet af underernæring, hans ribben stak ud, og den lille krop var indkapslet i indtørret jord og skidt. Jeg rakte ham en kiks, åbnede vandflasken og satte den til hans mund. Han drak grådigt. “Nu tager vi dig med,” sagde jeg til ham på dansk. “Du skal ikke være her længere. Du skal med mig.” Jeg forsøgte at fange hans blik, mens jeg nikkede til ham. Han havde tydeligvis brug for akut behandling, og jeg gik derfor hurtigere frem end normalt på en redningsmission, hvor vi bruger mere tid på at tale med landsbyboerne om barnet. “Må vi køre drengen på hospitalet?” spurgte jeg den lokale mand. “Ja,” svarede han. I mit hoved lød det ‘ja’ som startskuddet til et 100-meterløb. Det kunne ikke gå hurtigt nok at få den dreng væk derfra. Men jeg besindede mig. Trak vejret dybt. “Er der nogen, som har et klæde, jeg kan lægge omkring ham?” spurgte jeg ud i mængden. 9
2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 9
13/01/2020 08.27
Kort efter rakte en af de lokale mig et mønstret brunt stykke stof, som jeg svøbte om den nøgne dreng. I respekt for ham, men også fordi vi skulle tage billeder for at dokumentere redningen. Den lokale mand tog ham i favnen og bar ham hen mod vores minibus. Han rakte mig barnet, og mens jeg ventede på, at en fra mit team låste bildøren op, opstod der pludselig tumult. “Du må ikke tage ham med på hospitalet,” råbte manden nu, og jeg følte, at jeg med ét var lukket inde af de lokale, der talstærkt omringede minibussen. Jeg var ved at gå i panik. ‘Rolig, rolig’, bankede det inde i mit hoved, mens jeg uden at hæve stemmen og med ryggen vendt mod manden og de andre lokale sagde til mit team. “Vi skal af sted nu! Sæt jer ind!” Jeg ville ikke risikere, at de skulle vriste drengen ud af mine hænder. På en redningsmission havde jeg engang oplevet, at en dreng, som vi troede, vi havde reddet, blev hevet ud af vores bil igen af vrede lokale. Vi havde ikke andet valg end at efterlade ham i landsbyen. Det var forfærdeligt, og det måtte ikke ske igen. Nogle fra mit team fik beroliget de lokale og overtalt dem til, at vi bragte drengen til hospitalet. Normalt ville vi have indhentet tilladelse til det hos forældre eller andre familiemedlemmer, men ingen ville kendes ved ham. Stemningen var trykket i minibussen, da vi endelig kørte af sted med drengen liggende på bagsædet ved siden af mig. Jeg havde på mine redningsmissioner i Nigeria set mange børn, der var blevet udstødt og tortureret, men aldrig et, der var så udsultet. Han vejede kun omkring tre kilo, lå med halvåbne øjne og hev efter vejret. Jeg brød tavsheden: “Jeg tror ikke, han overlever, men vi er nødt til at give ham et navn. Ellers vil de ikke tage ham på hospitalet. Jeg synes, han skal hedde Hope.” 10
2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 10
13/01/2020 08.27
De andre nikkede. Så det blev han ‘døbt’ lige dér, mens han lå og kæmpede for sit liv. Han skulle hedde Hope, fordi jeg håbede, at han klarede den. Og så fordi de fire bogstaver i ordet har en ganske særlig betydning for mig. Den dag, 30. januar 2016, anede jeg ikke, at den redningsmission i en landsby i Akwa Ibom ville ændre mit liv. Det forstod jeg først, da billedet af mig, der sidder på hug og giver Hope vand, som en steppebrand gik viralt verden over. Fra da af var jeg ikke længere en almindelig pige fra Frederikshavn, men hele verdens Anja.
11
2019119_Heksebørnenes mor_indhold_b.indd 11
13/01/2020 08.27
“Tatoveringerne afspejler det kaos, der har været i hele mit liv,” fortæller Anja Ringgren Lovén åbenhjertigt i Heksebørnenes mor. Fra opvæksten i Frederikshavn med en alkoho lisk far og til sammenbruddet efter morens død. Om angst og spiseforstyrrelser – og om kampen for at rejse sig igen og realisere drømmen om at hjælpe børn i Afrika gennem sin egen nødhjælps Hun blev verdenskendt i 2016, da et fotografi af hende, hvor hun redder en udmagret, lille dreng fra en landsby i Nigeria, gik viralt. Drengen, der fik n avnet Hope, var blevet udstødt, tortureret og anklaget for at være heks. I dag har Anja sammen med sin kæreste og far til sin søn, hjælpearbejderen David Emmanuel Umem, etableret sit eget børnehjem Land of Hope og reddet over 70 heksebørn i et af verdens farligste lande, Nigeria.
www.politikensforlag.dk
788740 038637
politikens forlag
2019119_Heksebørnenes mor_Cover_P804C.indd 1
Heksebørnenes mor
organisation. Og få succes med det.
9
lokals amfundet, så jeg ikke udsatte mig selv for fare. Han var en hård lærem ester, og det var godt, for jeg er jo en impulsiv type. For eksempel skældte han mig ud, da jeg en dag vendte hjem fra markedet og fortalte ham om et optrin, som jeg egentlig selv var ret stolt af. B ørnene og jeg passerede en bod, hvor der sad en stor, tyk dame, som på engelsk sagde: “Witch!” Et af børnene hviskede til mig: “Hørte du, at damen kaldte os hekse? Så er du jo heksemoren.” Jeg blev så vred. ‘Det skal hun fandeme ikke slippe godt fra,’ tænkte jeg, vendte mig om og gik tilbage til hende. Hun så forbavset ud over, at jeg p ludselig stod foran hende. “Kaldte du lige de børn for hekse? De er ganske almindelige børn, de er ikke h ekse, og jeg vil ikke tolerere, at du kalder dem det. Hvad bilder du dig ind?” hvæsede jeg. Pludselig samlede der sig en masse folk omkring os, og jeg indså, at jeg i hvert fald ikke blendede ind længere. Vi skyndte os at gå, og jeg kiggede på børnene, der gik med oprejst pande. De virkede glade over, at jeg havde talt deres sag og taget dem i forsvar. Men, som David påpegede, var jeg gået på kompromis med min egen s ikkerhed.
ANJA RINGGREN LOVÉN (f. 1978) stiftede i 2012 hjælpeorganisationen DINNødhjælp. Der er lavet flere DR-dokumentarer om hende, blandt andre Anja og heksebørnene og Anjas børnehjem. Hun har modtaget flere priser for sit humanitærearbejde, deriblandt Lifeguard Prize 2018, Good Deed Award 2018, Hope Award 2017 og to gange Paul Harris Fellow Medal.
Anja Ringgren Lovén
David var også den, der lærte mig, “hvordan jeg skulle gebærde mig ude i
Heksebørnenes
mor
JULIE MOESTRUP (f. 1971) har siden 1996 arbejdet som journalist og redaktør på blandt andet Jyllands-Posten, Eurowoman, Cover, Politiken, Ud & Se og Weekendavisen. Hun har desuden været med til at opstarte tv-programmer som Den 11. time på DR2 og Kulturen på News på TV 2 News.
Anja Ringgren Lovén
Min rejse til Håbets Land 09/01/2020 10.19