Højtryk og lavtryk læseprøve by JP/Politikens Forlag

guardian

new york times

Det er selve Marthas stemme – hendes sørgmodige og gravalvorlige fortælling vakler altid mellem det komiske, det tragiske og det fuldkommen uelskværdige – der får denne roman til at synge. observer

sydney morning herald

Da hun var sytten detonerede en lille bombe i hendes hjerne, og efter utallige lægebesøg, uendelig terapi og alverdens medicin ved hun stadig ikke, hvorfor hun kan bruge en hel dag på at komme ud af sengen, eller hvorfor hun støder både vildfremmede og sine nærmeste fra sig. Nu bor hun i Oxford på en lukket villavej i et hus, hun ikke kan fordrage, men som hun ikke magter at flytte fra. Men det er hun nødt til, især nu hvor hendes mand Patrick – søde Patrick, der aldrig har ønsket andet end at gøre hende lykkelig – har forladt hende.

Dybt rørende, og samtidig mørk komisk historie, som man har lyst til at trække i langdrag, og som man længes efter, når den er slut. esquire

En af de bøger der straks føles som en god ven. times

Patrick Melrose møder Fleabag … Ubeskrivelig sjov, hjerteskærende øm. bbc

Rasende intelligent og fuldkommen sublim. irish independent

Martha har ingen steder at tage hen, bortset fra barndomshjemmet, for at bo med sine forældre og prøve på at overleve uden sin elskede søster, som er den eneste der altid har kunnet gøre tilværelsens kaos udholdelig for Martha, og som nu enten har for travlt eller bare har fået nok.

HØJTRYK OG LAVTRYK er en kærlighedsroman, en sædekomedie og en coming-of-age-fortælling for voksne om dysfunktionelle familier, venskab, psykisk sygdom og om at starte forfra to sekunder før det er for sent.

Bogen du bliver nødt til at læse.

Hjerteskærende og voldsomt sjov kærlighedshistorie.

evening standard

observer

En kærlighedsroman, der får én til at tænke på Sally Rooneys Normale mennesker, Chimamanda Ngozi Adichies Americanah og Samme dag næste år af David Nicholls. st ylist

ISBN 978-87-400-7061-3 omslagdesign : sofie winding forsidefoto : ayoto atara xia

OG K RYK AVTRY L

Umulig at lægge fra sig.

Der er noget galt med Martha, og det har der været længe.

Genial. observer

Bare læs den. Den er uforglemmelig.

HØJTRYK OG LAVTRYK sunday times

FOTO: GRANT SPARKES CARROLL

Det er usædvanligt og smukt, når en forfatter knuser dit hjerte med humor.

H ØJ T

Mason gør noget ekstraordinært i denne storhjertede roman.

MEG MASON

MEG MASON er født i New Zealand

IK LIT

R FO

L AG

og begyndte sin karriere som skribent for Financial Times og The Times i London. Siden har hun skrevet for b.la. Vogue, ELLE, GQ og The New Yorker. Højtryk og lavtryk landede øjeblikkeligt på Sunday Times bestsellerliste, da den udkom i England, og er hendes første roman på dansk. Meg Mason bor i dag i Sydney med sin familie.

MEG MASON PÅ DANSK VED GIOVANNA ALESANDRO

Højtryk og lavtryk

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 1

01-12-2021 16:22:14

Meg Mason

Højtryk og lavtryk ROMAN

På dansk ved Giovanna Alesandro

Politikens Forlag

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 3

01-12-2021 16:22:14

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 6

01-12-2021 16:22:14

Til mine forældre og min mand

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 5

01-12-2021 16:22:14

Til et bryllup, kort efter at vi selv var blevet gift, fulgte jeg Patrick gennem festens tætte menneskemængde hen til en kvinde, der stod for sig selv. Han havde sagt, at jeg burde gå over til hende og komplimentere hendes hat i stedet for at se hen på hende hvert femte minut og føle mig trist til mode. „Også hvis jeg ikke kan lide den?“ Han sagde, selvfølgelig, Martha. „Du bryder dig jo ikke om noget som helst. Kom så.“ Kvinden havde taget en kanapé og var ved at putte den i munden, da hun fik øje på os og i samme øjeblik indså, at hun ikke kunne spise den i én mundfuld. Idet vi nærmede os, sænkede hun hagen og forsøgte at skjule sit forsøg på først at proppe den helt ind i munden og dernæst at få den ud igen; i den anden hånd havde hun et tomt glas og et par servietter. Selvom Patrick trak præsentationen ud, kunne ingen af os rigtig høre, hvad hun svarede. Hendes forlegenhed fik mig til at snakke løs, som om nogen havde givet mig et minut til at dække emnet „damehatte“. Kvinden nikkede deltagende, og så snart hun fik mulig7

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 7

01-12-2021 16:22:14

heden, spurgte hun os, hvor vi boede, og hvad vi lavede, og om det var korrekt antaget, at vi var gift, hvor længe vi havde været det, og hvordan vi havde mødt hinanden. De mange og hastige spørgsmål skulle aflede vores opmærksomhed fra den halvspiste tingest, der nu lå på en fedtet serviet i hendes hånd. Mens jeg svarede på hendes spørgsmål, kastede hun stjålne blikke omkring sig for at finde et sted at gøre af den; da jeg var færdig, sagde hun, at hun ikke helt forstod, hvad jeg mente med, at Patrick og jeg aldrig havde mødt hinanden, at han „altid bare havde været der“. Jeg vendte mig og betragtede min mand, der stod og forsøgte at fiske et usynligt objekt op fra sit glas med en finger, før jeg vendte mig mod kvinden igen og sagde, at Patrick er lidt ligesom den sofa, der stod i ens barndomshjem. „Den var der ligesom bare. Man spekulerede aldrig over, hvor den kom fra, for det var umuligt at forestille sig, at den ikke havde været der. Selv nu er der ingen, der skænker den en tanke, hvis den stadig står der.“ „På den anden side er jeg ret sikker på,“ fortsatte jeg, da kvinden ikke gjorde mine til at sige noget, „at man ville kunne opremse hver eneste fejl og mangel ved den, hvis man blev bedt om det. Og årsagerne til dem.“ Patrick sagde, at det desværre var helt korrekt. „Martha kunne uden tvivl give dig en lang liste med mine fejl og mangler.“ Kvinden grinede. Der hang en håndtaske i en smal rem om hendes underarm, og hun kastede et blik ned på den, som om hun vurderede dens evne som beholder. „Nå! Hvem trænger til en opfyldning?“ Patrick pegede på mig med begge pegefingre og klikkede på usynlige aftrækkere med tommelfingrene. „Martha, du siger aldrig nej.“ Han 8

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 8

01-12-2021 16:22:14

gestikulerede mod kvindens glas, og hun gav ham det. Så sagde han: „Skal jeg ikke også tage den der?“ Hun smilede og så ud, som om hun skulle lige til at græde, da han befriede hende fra kanapéen. Da han var gået, sagde hun: „Hvor er du altså heldig at være gift med sådan en mand.“ Jeg svarede ja og overvejede, om jeg skulle forklare hende bagsiden ved at være gift med en, som alle godt kan lide, men spurgte i stedet, hvor hun havde købt sin vidunderlige hat, mens jeg ventede på, at Patrick kom tilbage. Efter den dag blev sofaen vores standardsvar på spørgsmålet om, hvordan vi havde mødt hinanden, og med få undtagelser var det sådan, vi svarede, de næste otte år. Det fik altid folk til at le.

* Der findes en GIF, der hedder „Prins William spørger Kate, om hun kunne tænke sig en drink mere“. Min søster sendte den engang til mig. Hun skrev: „Alt for nuser!!!!“ De står til en eller anden reception. William er iført smoking. Han vinker til Kate tværs gennem rummet og mimer, at han drikker af et glas, hvorefter han peger på hende. „Der hvor han peger,“ skrev min søster. „Det jo bogstaveligt talt Patrick.“ Jeg skrev tilbage: „Det jo billedligt talt Patrick.“ Hun sendte mig den øjenrullende emoji, champagneglassene og pegefingeren. Den dag jeg flyttede tilbage til mine forældre, fandt jeg GIF’en igen. Jeg har set den 5.000 gange. 9

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 9

01-12-2021 16:22:14

* Min søster hedder Ingrid. Hun er femten måneder yngre end mig og gift med en mand, hun mødte, da hun snublede og faldt foran hans hus, idet han var på vej ud med skraldet. Nu er hun gravid for fjerde gang, og da hun skrev, at det var endnu en dreng, sendte hun aubergineemojien, kirsebærrene og en saks. „Hamish skal have klippet strengen, ikkebilledligt talt,“ skrev hun. Da vi var børn, troede folk altid, at vi var tvillinger. Vi elskede at have ens tøj på, men måtte aldrig for vores mor. „Hvorfor ikke?“ spurgte Ingrid hende. „Folk tror bare, at det var min idé –“ Hun så sig omkring i det lokale, vi befandt os i. „Intet af det her var min idé.“ Senere, da vi begge var ved at komme i puberteten, sagde vores mor, at da Ingrid tydeligvis havde arvet brystpartiet, måtte vi håbe, at jeg fik hjernen. Vi spurgte hende, hvad der var bedst. Hun svarede, at det var bedst enten at have begge dele eller ingen af dem; man skulle vogte sig for dem, der kun havde en af delene. Min søster og jeg ligner stadig hinanden. Vores kæbelinjer er lidt for firkantede, men ifølge vores mor er vi på en eller anden måde sluppet godt fra det. Vi har begge hår, der har tendens til at stritte ud i alle retninger, og som altid har været langt og mellemblondt, indtil den morgen jeg fyldte niogtredive, og det gik op for mig, at jeg ikke kunne stille noget op imod at fylde fyrre. Samme eftermiddag fik jeg mit hår klippet i en alt for firkantet pagefrisure, hvorefter jeg tog hjem og afblegede det med hårfarve fra supermarkedet. Mens jeg var i gang, kom Ingrid forbi og brugte resten af pakken. Vi

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 10

01-12-2021 16:22:14

kæmpede begge med at holde det ved lige. Ingrid mente, at det ville have været nemmere at få et barn mere. Selvom vi ligner hinanden, har jeg altid vidst, at folk synes, Ingrid er smukkere end mig. Jeg sagde det engang til min far. Han svarede: „De kigger muligvis først på hende. Men de vil kigge på dig i længere tid.“

* I bilen på vej hjem fra den sidste fest, Patrick og jeg var til, sagde jeg: „Når du peger på den der måde, får jeg lyst til at skyde dig med en rigtig pistol.“ Min stemme var hæs og ond, og jeg hadede det – og Patrick, da han udtryksløst svarede: „Dejligt, tak.“ „Altså ikke i ansigtet. Mere et advarselsskud i knæet eller et andet sted, så du stadig kunne gå på arbejde.“ Han sagde, at det var godt at vide og tastede vores adresse ind i Google Maps. Vi havde boet i det samme hus i Oxford i syv år. Hvilket jeg påpegede. Han sagde ikke noget, og jeg så over på ham, som han sad der i førersædet og ventede på, at der blev plads til, at han kunne køre frem. „Nu gør du det med kæben igen.“ „Hey, Martha. Hvad med om vi ikke siger noget, før vi er hjemme.“ Han tog sin telefon ud af holderen og lagde den i handskerummet. Jeg sagde noget mere og lænede mig frem for at skrue varmen op på højeste blus. Da der blev kvælende varmt i bilen, slukkede jeg for varmen igen og rullede vinduet helt ned. Det var helt dækket af is og lavede en skrabelyd, da jeg rullede det ned. 11

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 11

01-12-2021 16:22:14

Vi havde altid lavet sjov med, at jeg er enten-eller-typen, der går fra en ekstrem til en anden, mens han lever hele sit liv i midtersporet. Inden jeg steg ud, sagde jeg: „Det orange lys er stadig tændt.“ Patrick svarede, at han nok skulle fylde olie på dagen efter, før han slukkede for motoren og gik indenfor uden at vente på mig.

* Vi havde valgt at bo til leje i tilfælde af, at det ikke gik, og jeg ville tilbage til London. Patrick havde foreslået Oxford, hvor han havde gået på universitetet, for han mente, at det måske ville være nemmere for mig at få nye venner her end i de andre pendlerbyer omkring London. Vi forlængede vores kontrakt med seks måneder fjorten gange, som om vi bare ventede på, at det skulle gå galt. Damen fra udlejningsfirmaet fortalte os, at det var en „liebhaverbolig“ i et „liebhaverkvarter“, og at det derfor var helt perfekt til os – selvom ingen af os er liebhavere. Den ene af os er speciallæge i intensivbehandling. Den anden skriver en sjov madklumme til Waitrose Magazine og googlede i en periode „psykiatrisk privathospital hvor meget pr. dag?“, når hendes mand var på arbejde. Rent fysisk manifesterede det særligt liebhaveragtige ved huset sig i et gråbrunt væg-til-væg-gulvtæppe og en masse ubrugelige stikkontakter, mens det på det mere personlige plan kom til udtryk i et ubehag, hver eneste gang jeg var alene hjemme. Det eneste sted i huset, hvor jeg ikke følte, at der stod nogen lige bag mig, var inde i et værelse på størrelse

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 12

01-12-2021 16:22:14

med et kosteskab på øverste etage, hvor der stod et platantræ lige uden for vinduet. Om sommeren blokerede det for udsigten til de identiske liebhaverboliger på den anden side af den lukkede vej. Om efteråret blæste visne blade ind og pyntede gulvtæppet. Selvom man kan skrive hvor som helst, noget fremmede mennesker elskede at fortælle mig, arbejdede jeg altid inde i det lille kosteskab. Redaktøren på min sjove madklumme plejede at skrive kommentarer, hvor der stod „forstår ikke referencen“ og „omformulér gerne“. Han brugte registrer ændringer-funktionen. Jeg trykkede accepter, accepter, accepter. Da han havde fjernet alle mine jokes, var det bare en madklumme. Ifølge LinkedIn var min redaktør født i 1995.

* Festen, vi var på vej hjem fra, havde været i anledning af min fyrreårs fødselsdag. Patrick havde arrangeret den, fordi jeg ikke rigtig var i feststemning. „Vi er nødt til at angribe dagen,“ sagde han. „Er vi det.“ Engang delte vi et par hovedtelefoner i toget og lyttede til en podcast. Patrick havde foldet sin sweater sammen til en pude, så jeg kunne lægge mit hoved på hans skulder. Ærkebiskoppen af Canterbury var gæst i Desert Island Discs. Han fortalte om, hvordan han havde mistet sit første barn i et biluheld for mange år siden. Værten spurgte ham, hvordan han forholdt sig til det nu.

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 13

01-12-2021 16:22:14

Han svarede, at hvad jul, fødselsdag og årsdagen for hendes død angik, havde han lært, at man er nødt til at angribe dagen, „så den ikke angriber dig“. Det havde Patrick taget til sig. Han begyndte at sige det hele tiden. Han sagde det, da han strøg sin skjorte før festen. Jeg lå med min computer på vores seng og så et gammelt afsnit af Den store bagedyst, som jeg ikke havde set før. En af deltagerne tager en af de andres Baked Alaska-islagkage ud af køleskabet, så den ender med at stå og smelte. Det kom på forsiden af aviserne: En sabotør i bagedystteltet. Første gang, det blev sendt i fjernsynet, skrev Ingrid til mig. Hun sagde, at hun var dødsens sikker på, at nogen have taget kagen ud af køleskabet med vilje. Jeg svarede, at jeg ikke var helt sikker. Hun sendte mig alle kageemojierne og politibilen. Da Patrick havde strøget sin skjorte, kom han hen og satte sig semitæt på mig og betragtede mig, mens jeg så videre. „Vi er nødt til at –“ Jeg trykkede på mellemrumstasten. „Patrick, behøver vi virkelig abonnere på Biskop whatever i det her tilfælde? Det er min fødselsdag. Ingen er døde.“ „Jeg prøver bare at være positiv.“ „Okay.“ Jeg trykkede på mellemrumstasten igen. Et øjeblik senere sagde han, at den næsten var kvart i. „Burde du ikke begynde at gøre dig klar? Jeg synes, vi skal være de første, der ankommer. Martha?“ Jeg lukkede computeren. „Kan jeg ikke bare have det her på?“ Leggings, islandsk sweater; jeg kan ikke huske, hvad jeg havde på under den. Jeg så op og opdagede, at han var blevet såret. „Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg skifter nu.“

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 14

01-12-2021 16:22:14

Patrick havde lejet overetagen på en bar, hvor vi plejede at komme. Jeg havde ikke lyst til at være de første, der ankom, og jeg vidste, at jeg ville stresse over, hvorvidt jeg skulle sætte mig eller blive stående, mens jeg ventede på gæsterne og spekulerede over, om de overhovedet havde tænkt sig at dukke op, og så føle mig forlegen på vegne af staklen, der var så uheldig at ankomme som den første. Jeg vidste, at min mor ikke ville komme, for jeg havde bedt Patrick om ikke at invitere hende. Fireogfyrre mennesker ankom to og to. Efter at man er fyldt tredive, foregår alting parvist. Det var november og iskoldt. Alle var meget længe om at tage frakkerne af. Gæsterne var overvejende Patricks venner. En efter en havde jeg mistet kontakten til mine egne venner fra skolen, universitetet og alle de jobs, jeg havde haft i mellemtiden. I takt med at de fik børn, og jeg ikke gjorde, havde vi mindre og mindre til fælles. På vej til festen sagde Patrick, at hvis nogen fortalte mig en historie om deres børn, så kunne jeg måske prøve at virke interesseret. Folk stod og drak negronier – 2017 var „100-året for Negroni“ – og lo meget højlydt og gav improviserede taler, hvor hver taler trådte frem fra de forskellige grupper som deres holdkaptajn. Jeg satte mig ud på handikaptoilettet og græd. Ingrid har fortalt mig, at fobien for fødselsdage hedder fragapanofobi. Det havde stået som en „fun fact“ på den papirstrimmel, man tager af et menstruationsbind, hvilket hun hævder er hendes største kilde til intellektuel stimulering og det eneste, hun har tid til at læse. I sin tale sagde hun: „Vi ved alle sammen, at Martha er rigtig god til at lytte, især hvis det er hende, der taler.“ Patrick havde skrevet noget ned på nogle talekort. 15

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 15

01-12-2021 16:22:14

Der kan ikke udpeges et bestemt tidspunkt, hvor jeg blev til den hustru, jeg er i dag, men skulle jeg alligevel forsøge, ville tidspunktet, da jeg går gennem rummet og beder min mand om ikke at læse kortene højt, være et seriøst bud. En tilskuer til mit ægteskab ville måske mene, at jeg ikke havde gjort noget reelt forsøg på at blive en god eller bedre kone. Men efter at have set mig den aften ville man måske nærmere tænke, at jeg havde besluttet mig for at blive sådan, som jeg var, og nu endelig havde opnået det efter årevis af hårdt arbejde. De havde ingen anelse om, at jeg i størstedelen af mit voksne liv og gennem hele mit ægteskab havde forsøgt at blive alt det, jeg ikke var.

* Næste morgen undskyldte jeg over for Patrick. Han havde lavet kaffe og taget koppen med sig ind i stuen, men havde endnu ikke rørt den, da jeg kom ind i rummet. Han sad i den ene ende af sofaen. Jeg satte mig og trak benene op under mig. Da jeg så hen på ham, føltes stillingen for bønfaldende, så jeg lod den ene fod glide ned på gulvet. „Det er ikke med vilje, at jeg opfører mig sådan.“ Jeg tvang mig selv til at lægge min hånd oven på hans. Det var første gang i fem måneder, jeg havde rørt ham med vilje. „Helt ærligt Patrick, jeg kan ikke gøre for det.“ „Og alligevel kan du godt finde ud af at behandle din søster ordentligt.“ Han rystede min hånd af sig og sagde, at han ville gå ud for at købe en avis. Han var først tilbage fem timer senere.

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 16

01-12-2021 16:22:14

Jeg er stadig fyrre. Vinteren er ved at være forbi, det er 2018 og ikke længere 100-året for negroni. Patrick forlod mig to dage efter festen.

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 17

01-12-2021 16:22:14

Min far er en digter ved navn Fergus Russell. Han fik sit første digt trykt i The New Yorker, da han var nitten år gammel. Det handlede om en fugl og tabet af biodiversiteten. Da det udkom, blev han kaldt en mandlig Sylvia Plath. Han fik et anseeligt forskud for sin første digtsamling. Min mor, der dengang var hans kæreste, skulle angiveligt have sagt: „Er der virkelig brug for en mandlig Sylvia Plath?“ Hun benægter det, men nu står det i familiesagaen. Og når den først er skrevet, får ingen lov til at redigere den. Det var også det sidste digt, min far nogensinde udgav. Han siger, at hun har forhekset ham. Det benægter hun også. Digtsamlingen er stadig ikke blevet udgivet. Jeg ved ikke, om de lod ham beholde pengene. Min mor er billedhuggeren Celia Barry. Hun laver kæmpestore, uhyggelige fugle ud af genbrugsmaterialer. Rivehoveder, motorer fra køkkenudstyr, hvad hun lige har ved hånden. Patrick sagde engang til en af hendes udstillinger: „Jeg tror ikke, din mor nogensinde er stødt på et fysisk materiale, hun ikke kunne genanvende.“ Det var ikke ondt ment. Meget få ting i mine forældres hjem anvendes til det, de er tiltænkt. 18

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 18

01-12-2021 16:22:14

Da vi var børn, og min søster og jeg hørte hende sige „jeg er billedhugger“ til nogen, begyndte Ingrid altid at mime Elton John-sangen If I was a sculptor … Jeg var ved at dø af grin, og Ingrid fortsatte med lukkede øjne og hånden på hjertet, til jeg blev nødt til at forlade lokalet. Det er stadig sjovt. Ifølge The Times er min mor af mindre betydning. Den dag det stod i avisen, var Patrick og jeg hjemme hos dem for at hjælpe min far med at ommøblere sit arbejdsværelse. Hun læste det højt for os og grinede bittert over det med „mindre“. Bagefter sagde min far, at han efterhånden ville være tilfreds med en hvilken som helst grad af betydning. „Og dit erhverv står i bestemt form. Billedhuggeren Celia Barry. Tænk lige på alle os ubestemte.“ Senere klippede han det ud og hængte det op på køleskabet. Min fars rolle i deres ægteskab er permanent selvfornægtelse.

* Af og til får Ingrid et af sine børn til at ringe og snakke med mig, fordi hun gerne vil have, at de får et nært forhold til mig, men også fordi det bogstaveligt talt giver hende fem sekunders alenetid. Hendes ældste søn ringede engang til mig og fortalte, at der var en tyk dame på posthuset, og at hans yndlingsost er den der hvidlige, som man køber på pose. Senere sendte Ingrid mig en sms, hvor der stod: „Han mener cheddar.“ Jeg ved ikke, hvornår han holder op med at kalde mig Marfa. Men det haster ikke.

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 19

01-12-2021 16:22:15

* Vores forældre bor stadig i huset på Goldhawk Road i Shepherd’s Bush, hvor vi voksede op. De købte det, da jeg var ti år gammel, og lånte til udbetalingen af min mors søster Winsome, der giftede sig til penge i stedet for med den mandlige Sylvia Plath. Som børn boede de i en lejlighed over en hælebar, og min mor kalder det: „En trist kystby, med en trist kystmor.“ Winsome er syv år ældre end hende. Da deres mor pludselig døde af en ubestemmelig form for kræft, og deres far mistede interessen for alt og især for dem, droppede Winsome ud af musikkonservatoriet for at rejse hjem og passe min mor, der dengang var tretten år gammel. Hun har aldrig haft en karriere. Min mor er mindre betydningsfuld.

* Det var Winsome, der fandt huset på Goldhawk Road og sørgede for, at mine forældre kunne købe det, for meget mindre end det var værd. Det var et dødsbo, og ifølge min mor indikerede lugten, at liget stadig befandt sig et sted under gulvbrædderne. Den dag vi flyttede ind, kom Winsome og hjalp med at gøre køkkenet rent. Jeg gik ind for at hente noget og så min mor sidde ved bordet med et glas vin, mens min moster stod på en trappestige iført støvfrakke og gummihandsker og var i gang med at skrubbe køkkenskabene indvendigt. De blev tavse, da jeg kom ind, og begyndte først at tale igen, da jeg var gået ud. Jeg stod på den anden side af døren og hørte Winsome sige til min mor, at måske hun lige kunne 20

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 20

01-12-2021 16:22:15

mønstre lidt taknemmelighed, når nu det hørte til sjældenhederne, at en billedhugger og en digter med skriveblokering får mulighed for at eje deres eget hjem. Min mor talte ikke til hende i otte måneder. Hun hader huset og har altid gjort det, fordi det er trangt og mørkt, fordi det eneste badeværelse ligger ud til køkkenet og har skydedør, så man er nødt til at skrue helt op for radioen, når nogen er derude. Hun hader det, fordi trappen er meget stejl, og der kun er ét værelse på hver etage. Hun siger, at hun tilbringer hele sit liv med at gå op og ned ad de trapper, og at hun kommer til at dø på dem. Hun hader det, fordi Winsome bor i et byhus i Belgravia. Det er kæmpestort og ligger ud til et gammelt torv, og min moster plejer at sige, at det er den gode side af torvet, fordi der er lys hele eftermiddagen, og man har et bedre udsyn over den private park. Huset var en bryllupsgave fra min onkel Rowlands forældre, og istandsættelsen, før de flyttede ind, tog et helt år, og siden da er det med jævne mellemrum blevet renoveret til en pris, der ifølge min mor er fuldstændig uforsvarlig. Selvom Rowland er ekstremt sparsommelig, er sparsommeligheden kun en hobby for ham – han har aldrig været nødt til at arbejde – og kun hvad angår småting. Han sætter altid den sidste stump håndsæbe fast til den nye, men samtidig kan Winsome snildt bruge en kvart million pund på Carrara-marmor og på at købe møbler, som auktionskatalogerne beskriver som „markante“.

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 21

01-12-2021 16:22:15

Nu da Winsome havde valgt et hus til os udelukkende baseret på dets skelet – altså ikke det, min mor sagde, vi med sikkerhed ville finde, hvis vi løftede gulvbrædderne – regnede hun med, at vi langsomt, men sikkert ville istandsætte huset. Men min mors interesse for indretning drejede sig primært om at brokke sig over, hvordan der så ud. Vi havde boet til leje i en forstad meget længere ude, og vi havde ikke nok møbler til at møblere værelserne på anden sal. Hun gjorde heller ikke noget forsøg på at skaffe nogen, og i lang tid stod værelserne tomme, indtil min far en dag lånte en varevogn og vendte hjem med nogle stigereoler, en lille sofa med brunt fløjlsbetræk og et birketræsbord, han vidste, min mor ikke ville bryde sig om, men som han sagde var en midlertidig løsning, indtil han fik udgivet sin digtsamling, og det ville vælte ind med penge. Det meste af det står stadig i huset, inklusive bordet, som ifølge hende er deres eneste ægte antikvitet. Det er blevet flyttet fra værelse til værelse og har tjent forskellige formål. For tiden er det min fars skrivebord. „Men når jeg ligger på mit dødsleje,“ plejer min mor at sige, „åbner jeg sikkert øjnene en sidste gang og opdager, at bordet er mit dødsleje.“ Med opbakning fra Winsome gik min far dernæst i gang med at male stueetagen i en terrakottafarve kaldet umbrisk solopgang. Fordi han ikke gjorde forskel på væg, panel, vindueskarm, stikkontakt, dør, hængsel eller håndtag, skred arbejdet hurtigt frem. Min mor derimod var begyndt at omtale sig selv som en „samvittighedsfuld modstander“, hvad angik husarbejde. Efterhånden blev rengøring, madlavning og vasketøj udelukkende min fars ansvar, og han fik aldrig gjort arbejdet færdigt. Selv i dag er entreen på Goldhawk Road en terrakottafarvet tunnel, indtil man er cirka halv22

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 22

01-12-2021 16:22:15

vejs inde. Køkkenet har tre terrakottafarvede vægge. Dele af stuen er terrakottafarvet op til livet. Da vi var unge, gik Ingrid mere op i, hvordan der så ud, end jeg gjorde. Men ingen af os tog sig af, at ting, der gik i stykker, aldrig blev repareret, at håndklæderne altid var fugtige og kun sjældent blev vasket, at vores far hver eneste aften tilberedte koteletter på et stykke sølvpapir i ovnen, som han aldrig fjernede, men i stedet bare lagde et nyt stykke sølvpapir ovenpå hver aften, så der efterhånden dannede sig en lagkage af fedt og sølvpapir i bunden af ovnen. Når min mor en sjælden gang imellem stod for aftensmaden, lavede hun eksotiske retter uden at følge en opskrift; tagine og ratatouille, retter, der kun adskilte sig fra hinanden på formen af peberfrugtstykkerne, der flød rundt i en væske, som smagte så kraftigt og bittert af tomat, at jeg var nødt til at lukke øjnene og gnide fødderne mod hinanden under bordet for at få det ned.

* Patrick og jeg havde kendt hinanden, siden vi var teenagere, så da vi blev kærester, kunne vi springe den del over, hvor man fortæller hinanden om sin barndom. I stedet blev det en konkurrence. Hvem havde haft det værst? Jeg fortalte ham engang, at jeg altid havde været den sidste, der blev hentet fra børnefødselsdage. Det blev så sent, at moren i familien altid sagde: „Vi må hellere prøve at ringe til dine forældre.“ Når hun efter et par minutter lagde røret på igen, sagde hun, at jeg ikke skulle være nervøs: „Vi prøver bare igen lidt senere.“ Jeg hjalp til med oprydningen, spiste 23

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 23

01-12-2021 16:22:15

aftensmad med dem, og derpå resten af fødselsdagskagen. „Det var ulideligt,“ fortalte jeg Patrick. Når jeg selv holdt fødselsdag, drak min mor sig fuld. Han strakte sig, som om han gjorde sig klar til hård fysisk træning. „Fra jeg var syv til jeg var atten, var det kun skolen, der fejrede min fødselsdag. Rektor stod for det. Kagen kom fra dramaholdets skab med rekvisitter. Den var lavet af gips. Men godt forsøgt,“ sagde han.

* For det meste ringer Ingrid til mig, når hun kører bil med børnene på bagsædet, for hun siger, det er nemmest at snakke, når alle er spændt fast og – ideelt set – sover. Bilen er med andre ord én stor barnevogn. For noget tid siden ringede hun for at fortælle mig om en kvinde, hun lige havde mødt i en park. Kvinden havde fortalt, at hun og hendes mand var blevet separeret og nu delte forældremyndigheden over deres børn. Han afleverede børnene til hende søndag morgen, så de begge havde en hel weekenddag for sig selv. Hun var begyndt at gå alene i biografen lørdag aften og havde for nylig opdaget, at hendes eksmand gjorde det samme søndag aften. Ofte gik de endda ind for at se den samme film. Ingrid fortalte, at sidste gang havde det været X-Men: First Class. „Har du nogensinde hørt noget så deprimerende, Martha? Hvorfor fuck ser de den ikke bare sammen? De er alligevel snart døde.“ Op gennem vores barndom gik vores forældre fra hinanden omtrent hvert andet år. Det blev altid forvarslet af et brat stemningsskifte, og selvom Ingrid og jeg aldrig kendte 24

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 24

01-12-2021 16:22:15

årsagen bag, vidste vi instinktivt, at vi skulle dæmpe os og ikke bede om noget og ikke træde på de gulvbrædder, der knagede, før vores far havde smidt sit tøj og sin skrivemaskine i en vasketøjskurv og var flyttet ned for enden af vejen på en bed & breakfast ved navn Hotel Olympia. Min mor begyndte så at tilbringe nat og dag nede i sit arbejdsskur bagerst i haven, mens Ingrid og jeg boede alene i huset. Den første nat slæbte Ingrid sin dyne ind på mit værelse, og så lå vi med hovedet i hver sin ende af sengen, mens vi blev holdt vågne af lyden af metalredskaber, der bliver tabt på betongulvet, og den klagende, disharmoniske folkemusik, hun arbejdede til, og som strømmede ind gennem det åbne vindue. Om dagen sov hun på den brune sofa, som Ingrid og jeg var blevet bedt om at bære ud i skuret til samme formål. Og selvom der altid hang et skilt på døren med teksten „PIGER: Før I banker på – er der ild i noget?“, gik jeg hver dag derind før skole og samlede beskidte tallerkener og kopper og en tiltagende mængde tomme flasker sammen, så Ingrid ikke skulle se dem. Min mor vågnede aldrig ved det, og i lang tid troede jeg, at det var, fordi jeg var så stille. Jeg kan ikke huske, om vi var bange, om vi tænkte, at denne gang mener de det; vores far ville ikke flytte hjem igen, og vendinger som „min mors kæreste“ og „jeg glemte den hos far“ ville blive en naturlig del af vores sprog, som vi ville bruge lige så selvfølgeligt som vores klassekammerater, der påstod, at det var dejligt med to juleaftener. Ingen af os indrømmede, at vi var bekymrede. Vi ventede bare. Da vi blev ældre, begyndte vi at kalde dette mønster for „Bella Ciao“. Vores mor endte altid med at sende en af os ned på hotellet for at hente ham, fordi det hele var totalt til grin, som 25

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 25

01-12-2021 16:22:15

hun sagde, selvom det uden tvivl havde været hendes idé. Når min far så vendte tilbage, kyssede hun ham inderligt op ad køkkenbordet, og mens min søster og jeg så til med væmmelse, vandrede hendes hænder op under hans skjorte. Bagefter blev det ikke nævnt med et ord, udover i spøg. Og så var der fest.

* Alle Patricks sweatere har huller på albuerne, selv dem, der næsten er nye. Den ene side af hans skjortekrave er altid inde under trøjen, mens den anden er udenpå, og selvom han altid propper skjorten ned i bukserne, hopper den altid ud igen omme på ryggen. Tre dage efter at han har været til frisøren, trænger han til at blive klippet. Han har de smukkeste hænder, jeg nogensinde har set.

* Bortset fra at sparke vores far ud med jævne mellemrum var vores mors primære bidrag til familielivet at holde fest, hvilket var grunden til, at vi gladeligt tilgav hende de fejl og mangler, hun havde i sammenligning med andre mødre. Hendes fester fyldte huset og varede lige til de lyse morgentimer. Hun beskrev gæsterne som Vestlondons kunstneriske elite, selvom adgangskravet lod til at være en vag tilknytning til kunstmiljøet, en høj tolerance over for marihuana og/eller et medbragt musikinstrument. Selv om vinteren, og med alle vinduerne åbne, var huset 26

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 26

01-12-2021 16:22:15

varmt og pulserende og fuldt af sødlig røg. Ingrid og jeg måtte gerne være med, og ingen gav os besked på at gå i seng. Hele aftenen bevægede vi os fra rum til rum og masede os forbi grupper af folk – mænd i langskaftede støvler eller i kedeldragter og damesmykker og kvinder iført underkjoler uden på beskidte jeans og med Dr. Martens-støvler på fødderne. Vi forsøgte ikke at komme noget særligt sted hen, bare så tæt på dem som muligt. Hvis de bad os om at komme hen og snakke med dem, forsøgte vi at imponere dem. Nogle af dem behandlede os som ligeværdige, mens andre grinede ad os, selvom vi ikke havde sagt noget sjovt. Når de havde brug for et askebæger eller en drink mere, når de klokken 3 om morgenen havde lyst til et spejlæg og ville vide, hvor der var en stegepande, kæmpede Ingrid og jeg om at hjælpe dem. Før eller siden faldt min søster og jeg i søvn, aldrig i vores egne senge, men altid sammen, og vågnede op til rodet og freskoerne, nogen havde malet på de vægge, der ikke var dækket af umbrisk solopgang. Den sidste, der blev malet, er der stadig på en væg i badeværelset; falmet, men ikke nok til, at man kan lade være med at betragte den lidt for korte venstre arm på den nøgne kvinde i midten af maleriet, når man står i bruseren. Første gang vi så den, frygtede Ingrid og jeg, at det var et billede af vores mor. Vores mor, der til festerne drak vin direkte af flasken, hapsede cigaretter ud af munden på folk, pustede røgen op mod loftet, kastede hovedet tilbage og lo og dansede alene. Dengang havde hun stadig langt hår i sin naturlige farve, og det var, før hun blev tyk. Hun gik i stropkjoler og slidte rævepelse, sorte strømpebukser og ingen sko. En overgang var der også en silketurban. 27

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 27

01-12-2021 16:22:15

Sædvanligvis befandt min far sig i et hjørne af rummet, hvor han stod og talte med en enkelt person, og det hændte, at han med en drink i hånden reciterede Sangen om den gamle sømand på dialekt for en lille, men begejstret tilskuerskare. Men så snart min mor begyndte at danse, stoppede han og kom ud til hende på dansegulvet, for ellers blev hun bare ved med at kalde på ham. Han forsøgte at følge med hendes bevægelser og gribe hende, når hun havde snurret så hurtigt rundt om sig selv, at hun ikke kunne stå på benene. Han var meget højere end hende – det er det, jeg bedst kan huske. Hvor høj han virkede. Dengang havde jeg ikke ordene til at beskrive, hvordan min mor så ud, hvordan hun virkede, så i stedet spekulerede jeg over, om hun var berømt. Når hun dansede, trak alle sig tilbage for at se på, selvom hun bare snurrede rundt med armene om sig selv, eller strakte dem op i luften, som om hun prøvede at imitere en tangplante. Hun faldt udmattet om i min fars arme, men da hun fik øje på os i udkanten af cirklen, livede hun op og kaldte: „Piger! Kom her, piger!“ Ingrid og jeg rystede på hovederne, men kun en enkelt gang, for når vi dansede med dem, følte vi os elsket af vores høje far og sjove, snurrende mor og elsket som familie af gæsterne, selvom vi ikke kendte dem. Set i bakspejlet tror jeg heller ikke, at min mor kendte dem; formålet med hendes fester lod til at være at fylde huset med helt vidunderlige fremmede mennesker og selv være helt vidunderlig foran dem, i stedet for at være et menneske, der var vokset op oven på en hælebar. Det var ikke nok at være vidunderlig foran os tre.

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 28

01-12-2021 16:22:15

* Da jeg boede i Oxford, plejede min mor en overgang at sende mig korte e-mails uden noget i emnefeltet. I den sidste mail stod der: „Dem fra Tate har fået færten af mig.“ Lige siden jeg flyttede hjemmefra, har min far sendt mig fotokopier af ting, andre folk har skrevet. Når en bog bliver åbnet og kopieret, presset mod kopimaskinens glas, kommer siderne i den til at ligne grå sommerfuglevinger, og den tykke, grå skygge i midten ligner kroppen. Jeg har gemt dem alle sammen. Den sidste, han sendte, var et eller andet af Ralph Ellison. Med farveblyant havde han understreget en linje, hvor der stod: „Slutningen er indeholdt i begyndelsen, og der er længe til.“ I margenen havde han skriblet: „Måske er der noget i det, du kan bruge, Martha.“ Patrick var lige gået fra mig. Jeg skrev øverst på siden: „Det her er slutningen, og jeg kan ikke huske begyndelsen, det er det, der er problemet“, og sendte den tilbage til ham. Et par dage senere kom den igen. Hans eneste tilføjelse: „Kunne du måske prøve?“

Hoetryk og lavtryk_135x210.indd 29

01-12-2021 16:22:15

guardian

new york times

sydney morning herald

Dybt rørende, og samtidig mørk komisk historie, som man har lyst til at trække i langdrag, og som man længes efter, når den er slut. esquire

En af de bøger der straks føles som en god ven. times

Patrick Melrose møder Fleabag … Ubeskrivelig sjov, hjerteskærende øm. bbc

Rasende intelligent og fuldkommen sublim. irish independent

Bogen du bliver nødt til at læse.

Hjerteskærende og voldsomt sjov kærlighedshistorie.

evening standard

observer

En kærlighedsroman, der får én til at tænke på Sally Rooneys Normale mennesker, Chimamanda Ngozi Adichies Americanah og Samme dag næste år af David Nicholls. st ylist

ISBN 978-87-400-7061-3 omslagdesign : sofie winding forsidefoto : ayoto atara xia

OG K RYK AVTRY L

Umulig at lægge fra sig.

Der er noget galt med Martha, og det har der været længe.

Genial. observer

Bare læs den. Den er uforglemmelig.

HØJTRYK OG LAVTRYK sunday times

FOTO: GRANT SPARKES CARROLL

Det er usædvanligt og smukt, når en forfatter knuser dit hjerte med humor.

H ØJ T

Mason gør noget ekstraordinært i denne storhjertede roman.

MEG MASON

MEG MASON er født i New Zealand

IK LIT

R FO

L AG

MEG MASON PÅ DANSK VED GIOVANNA ALESANDRO