Hypokonderens død - af Hans Davidsen-Nielsen

90 mm

”

148 mm

35 mm

148 mm

NOGLE GANGE

Og hvordan forestiller I jer rent praktisk, at en

E R D E T V I GTI G E R E AT L E V E

sådan operation skulle føres ud i livet?” spurgte

overbevise Samina Kayani om, at hun godt

Men efter et overfald i metroen på vej hjem fra en bytur tager hans tilværelse

kan rejse hjem til sin syge far i Rawalpindi. En

en uventet drejning. Han vælger at reflektere på en særpræget stillingsannonce, der

person, der vil tilbyde at tage med hende og give

fører ham tilbage i tiden og ud i en farlig verden af efterretninger i USA og Pakistan.

”I håbet om, at broderen dukker frem fra sit

Snart går det op for ham, at spionfaget har paralleller til hans sygdomsangste sind.

skjul?”

Det gælder for enhver pris om at forhindre ulykken, før den rammer. Men det er

”Ikke ham personligt, men hans hjælpere. Det er den måde, man finder frem til de store fisk på.

Morten rystede på hovedet i mørket og lænede

Der står også store interesser på spil. Eller som de siger: ”Trusselsniveauet er uændret højt.”

sig tilbage i passagersædet. ”Hvis I tror, I kan få mig til at overtale Aslam til at rejse med hende, kan I godt glemme det. Han har mistet nok. Jeg udsætter ikke ham og hans

HYPOKONDERENS DØD er en historie om patriotisme og paranoia. Og om at kaste sig ud i livet, før det er for sent.

D AV I D S E N - N I E LSE N

HYPOKONDERENS

DØD

PO LITI KENS FO RLAG

ROM AN

HANS DAVIDSEN-NIELSEN (født 1968) er journalist og forfatter. Han har skrevet to faglitterære bøger om de danske efterretningstjenesters historie, En højere sags tjeneste (2006) og Spionernes krig (2008). Tidligere har han været medforfatter til bøgerne Vær-

familie for nogen risiko.”

net – den danske SS-læge i Buchenwald

”Vi havde snarere forestillet os, at Samina

(2002) og Danskeren på Guantanamo – den

Kayanis rejsekammerat skulle være en etnisk

personlige beretning (2004). Til daglig er

dansker.

”

han ansat som journalist ved Politiken og har tidligere været ansat på Weekendavisen og Jyllands-Posten. Hypokonderens død er hans skønlitterære debut.

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-0059-7

9 788740 000597

232 mm

Man følger efter deres kurer,” forklarede Bruun.

lettere sagt end gjort, når begivenhederne ikke altid lader sig kontrollere.

HANS

E N D AT O V E R L E V E

FOTO: PETER HOVE OLESEN

hende det sidste lille puf, hun mangler.”

de på universitetet, og livet som alenefar er heller ikke videre opmuntrende.

H A N S D AV I D S E N - N I E LSE N

M

”Det er vi ikke færdige med at overveje. Men

orten Richter er gået i stå. Den 47-årige befolkningshistoriker hader sit arbej-

HYPOKONDERENS DØD

vi er måske på udkig efter en person, der kan

Morten.

90 mm

1. DEL

Døden

Hypokonderens død.indd 7

07/03/14 13.25

1 Han lod elevatoren stå og tog trappen. Det var en aftale af den slags, man ikke kommer for sent til, og viseren på hans fars patinerede Omega krydsede da også kun lige akkurat et, netop som han stakåndet trådte ind hos sekretæren og med et nik fik besked om at gå lige ind.

“Jeg er hos dig om et sekund. Bare sæt dig ned så længe,” sagde Bang uden at løfte blikket.

“Nå, hvordan står det til?” spurgte han, stadig med øjnene i papirerne.

“Jo tak, udmærket,” svarede Morten og tilføjede, som ville han gøre opmærksom på, at det var Bang, ikke ham, der havde udbedt sig dette møde: “Jeg fik en mail fra din sekretær.”

“Det er rigtigt, “ sagde Bang og mødte endelig hans blik. “Det er rigtigt,” gentog han. “Bum, bum, hvordan skal jeg få begyndt?”

Han lænede sig en anelse tilbage i stolen.

“Morten ...” kom det så med anderledes kraft på stemmen. “For at sige det ligeud har du bragt mig i en usædvanlig situation. Jeg har tænkt over det, og ... jeg tror, det er bedst, at vore veje skilles.”

“Skilles? Hvordan … skilles?”

I årevis havde han næret den største tillid til manden på den anden side af skrivebordet. Og som han sad der, havde Morten stadig svært ved at opfatte billedet – læsebrillerne i panden, de velmani­ curerede negle og den millimeterpræcise skilning i det stålgrå hår 9

Hypokonderens død.indd 9

07/03/14 13.25

– som andet end selve den personificerede ordentlighed, soliditet og forudsigelighed. Når Bang talte, lød det, som om han læste højt fra et cirkulære.

“Er du i gang med at fyre mig?” spurgte Morten og tilføjede, da det forventede nej udeblev: “Må du overhovedet det?”

Bang drejede sin computerskærm og lod kuglepennen glide ned over billedet. Listen over de afsluttede og verserende sager vedrørende Morten Severin Richter var lang.

“Begynder sådan noget ikke med, at man får en advarsel? Jeg får vel en chance?”

Bang rejste sig, trådte hen til vinduet og lod planløst blikket bevæge sig omkring på Østerbrogade.

“Hvor længe er det i grunden, du har været hos os?”

“Snart 26 år,” svarede Morten.

“Så er det måske meget godt, at du prøver noget nyt. Jeg skal alligevel til at trappe ned og lukke for tilgangen. Jeg har en god kollega, som er parat til at tage dig. Du er i gode hænder.”

Bang vendte tilbage til skrivebordet, noterede et nummer ned på en gul lap og stak den over til Morten.

“Kræver det ikke mit samtykke? Hvad hvis jeg nægter?”

Bang sendte ham et faderligt blik.

“Du er velkommen til at slå efter i landsoverenskomstens paragraf 32 stykke 2. Jeg har vendt sagen med regionen, og juristerne er enige i min vurdering. Du har ikke fulgt mine anvisninger. Jeg kan ikke gøre mere for dig, når du ikke vil lytte. Men det vigtigste, synes jeg, er, at du har brug for at komme videre. Vi er kørt fast.”

De sad nogen tid uden at sige noget, indtil Morten rejste sig tungt fra sin stol. Bang stod allerede op og strakte hånden frem.

“Stol på mig for én gangs skyld. Du overlever. Jeg ved efterhånden, hvad jeg taler om.”

På vej ud nikkede Morten til sekretæren og stoppede op i det anonyme lokale, hvor han havde tilbragt så megen ventetid i lyset 10

Hypokonderens død.indd 10

07/03/14 13.25

fra en sparepære. Han noterede sig en sidste gang inventaret: De kongeblå 7’er-stole, folderholderne og den gurglende vandtank. I et hjørne sad en mor og bladrede i et gammelt nummer af Helse, mens hendes snottede søn fordrev tiden ved at søge øjenkontakt med guppyerne i akvariet.

Robert holdt sig på maven af grin. Skuldrene hoppede op og ned, og han måtte bruge håndryggen til at tørre tårerne væk fra sine øjne.

De sad på bænken og pustede ud efter badmintonkampen.

“Hold da kæft. Så har man hørt det med. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke kender andre, der er blevet fyret af deres praktiserende læge. Så slap dr. Bangs tålmodighed alligevel op.”

Latteren ledte Robert naturligt over i et hosteanfald.

“Jeg tager mit helbred alvorligt. Og så lytter jeg til kroppens signaler. I modsætning til visse andre,” sagde Morten med en alvor, der snart kom i kamp med latteren.

“Ja! Og du er en virkelig god lytter,” grinede Robert. “Hvad er du forresten ved at dø af for tiden? Det er vist flere dage siden, at jeg er blevet opdateret. Er du stadig bange for at kigge på toiletpapiret, når du har lavet bummelum?”

På en af sine talrige efteruddannelsesrejser til udlandet var Robert faldet over bogen The complete manual of things that might kill you. Han havde fundet den i en boghandel i Seattle, hvor han øjeblikkeligt kunne se, at det var den perfekte fødselsdagsgave til hans bedste ven – en guide til selvdiagnose for hypokondere.

Med en blanding af spænding og gru havde Morten læst om alverdens sygdomme. “Døden skal have en årsag – hvorfor ikke vælge en lidelse, der er sjælden og svær at udtale?” stod der på bagsiden. De første 20 sider havde ikke været så svære at komme igennem. Her fik læseren en historisk introduktion til fænomenet hypokondri, der kunne føres tilbage til lægekunstens græske fader 11

Hypokonderens død.indd 11

07/03/14 13.25

Hippokrates cirka 400 år før vor tidsregning. Morten viste sig at dele skæbne med så store tænkere som Darwin, Tolstoj, Molière og Proust, foruden fem procent af verdens øvrige befolkning, anslog videnskaben.

Som regel ramte alvorligere tilfælde af hypokondri mennesker, der havde været syge som børn, haft overbeskyttende forældre, oplevet angst og depression eller været udsat for fysiske eller seksuelle overgreb.

Umiddelbart havde Morten svært ved at sætte hak ved nogen af de nævnte årsager. Hans opvækst i 1960’ernes Roskilde huskede han som tryg. Men nogle af karaktertrækkene måtte han erkende at være udstyret med. Og da han gav sig til at krydse af i skemaet, var der slet ingen tvivl. Det blev et ja til samtlige af Whiteley Indeksets 14 spørgsmål.

“Bekymrer De Dem tit om muligheden for at være alvorligt syg?” “Hvis De bliver gjort bekendt med en sygdom (gennem radio, tv, aviser eller nogen, De kender), bekymrer De Dem så om at få den?” “Har De svært ved at tro på lægen, når han eller hun fortæller Dem, at der ikke er noget at være nervøs for?”

Den virkelige udfordring lå i resten af hypokondermanualen, der i ord og tegninger gennemgik alvorlige sygdomme fra hovedet ned til fødderne og gav dem karakterer efter smitsomhed, smerte, lidelse og dødelighed.

Mortens tilbagevendende frygt var de store dræbere som kræft, hjertekarsygdomme og aids, dengang man døde af det. Men han erfarede nu, at der også eksisterede andre alvorlige lidelser og syndromer. Symptomerne kendte han udmærket. Nattesved, svimmelhed, hyppig vandladning og hudirritation. Så velbevandret var han til sidst i alle tænkelige lidelser, at det hændte, at læger, han fik til bords ved middagsselskaber, spurgte, hvor i sundhedsvæsenet han var ansat. Og til sidst kunne han skelne afrikansk sovesyge fra mononukleose og gøre rede for smittekilder, behandlingsmu12

Hypokonderens død.indd 12

07/03/14 13.25

ligheder, sygdomsforløb, smertebillede og naturligvis overlevelses­ chancer.

Siden fødslen havde han ganske vist været udstyret med et fortrinligt helbred. Men den slags skal man ikke lade sig lulle i søvn af. Officielt havde hans 193 ranglede centimeter aldrig fejlet det mindste, hvis man lige så bort fra dengang, han nærmest fik kviksølvet i dr. Bangs antikverede blodtryksapparat til at eksplodere. Siden afslørede døgnundersøgelsens pumpeværk, at de høje tal var et klassisk tilfælde af kittelsyndrom. Hjertet gik regelmæssigt som en Jaguar-motor, men for en sikkerheds skyld købte Morten en blodtryksmåler, som han hver morgen spændte fast om håndleddet.

Med tiden overvandt han sin skræk for den pumpende biplyd og konstaterede, at tallet lå stabilt på 120 over 75.

Morten levede i det hele taget et helt igennem regelmæssigt liv med daglig motion og uden tobak. Hans rødblonde hår havde kendt kraftigere dage, kunne han konstatere, når han så sig i et spejl. Mindst en gang om måneden fik han det klippet hos en indvandrerfrisør på Nørrebro, der ikke var nogen stor virtuos med en saks. Mest brugte han maskinen. Men det gjorde ikke det store, når frisuren bare skulle være kort, og det kun kostede 100 kroner.

Endnu havde Morten ikke udviklet mave. Bugen hang ganske vist en anelse, men det skulle der decideret fitness til at ændre på, og dér trak han grænsen. Han foretrak at svømme i Øbrohallen, hvor han fik sin ugentlige guldvask. Og så selvfølgelig badmintondysten mod Robert torsdag aften i de kommunale remiser. Som drenge gik de med aviser sammen og spillede fodbold i den lokale klub i Roskilde, hvor Robert udmærkede sig ved at have et antrit som Allan Simonsens og en uforlignelig evne til at dukke op det rigtige sted foran mål i sine Gola-støvler.

Nu var han i betydeligt dårligere form, men på badmintonbanen blev det mere end opvejet af hans mentale styrke. Det var altid det samme. På et vist tidspunkt i tredje sæt ville svaghedstegnet 13

Hypokonderens død.indd 13

07/03/14 13.25

melde sig i Mortens øjne, og så vidste Robert, at han skulle flytte sit flæsk de sidste afgørende meter rundt på banen.

Bagefter i omklædningsrummet var det ikke til at bære. Hvordan kan jeg, tænkte Morten – en veltrænet mand, der dagligt løber sine fem kilometer – tabe til sådan en stamgæst på Bobi Bar? Engang havde Robert været en forholdsvis flot fyr, men nu bar han rundt på en kuffert, han yndede at give et kærligt klap. Det eneste, han efterhånden var i stand til at tabe, var de sorte lokker, som tiden malede grå.

“Skal vi skride? Øllet drikker ikke sig selv,” skyndede Robert, når han havde fået badmintontasken over skulderen og en utålmodig smøg i mundvigen: “Jeg venter udenfor.”

Morten tog sig god tid til at strække ud og vride de aldrende led, før han foldede det svedige sportstøj pænt sammen, lagde det ned i tasken og trak i Troelstrup-uniformen: olivengrønne fløjlsbukser, ternet flonelsskjorte, brune snøresko og en grå uldsweater med v-hals. Til sidst iklædte han sig fløjlsjakken med læderlapper på albuerne. Hornbrillerne behøvede han egentlig ikke, men de lagde en bund af et vist intellektuelt selvværd.

Morten var nogenlunde tilfreds med sit udseende og fregnede ansigt, som han inspicerede kort i spejlet, før han forlod omklædningsrummet og slukkede lyset efter sig.

De vandrede gennem aftenkulden med deres cykler hen til et nærliggende værtshus, hvor Morten indtog sine moderate mængder øl. Altid inden for Sundhedsstyrelsens skiftende normtal.

Det var en stille aften. I baren hang nogle få stamgæster, hvis rustne stemmer lejlighedsvis blev overdøvet af billardbordets væltende kegler.

“Jeg har kun tid til en enkelt. Jeg skal nå at aflevere månedens bog til Aslam,” sagde Morten, da Robert kom tilbage til bordet med to store fadøl og en pose peanuts mellem tænderne, som hunden, der afleverer en kæp til sin herre.

14

Hypokonderens død.indd 14

07/03/14 13.25

“Du har ikke opgivet dit integrationsprojekt?”

“Det er ikke noget projekt. Aslam er min ven.”

“Hvad tvinger du ham til at læse for tiden?” spurgte Robert.

“Dan Turèll. Han kan godt lide, at bøgerne foregår på Vesterbro.”

“Om den navnløse journalist?”

Morten nikkede. “Har du læst dem?”

“Selvfølgelig har jeg læst dem,” svarede Robert indigneret.

“Hvorfor fanden tror du, jeg blev journalist?”

Måske havde Robert ret, tænkte Morten, da han trillede ud ad Jagtvej, forbi ruinerne efter Ungdomshuset og i retning af Frederiksberg Rådhus. Hvis han skulle være hensynsløst ærlig, havde det været hans tanke, at Aslam burde læse Scherfig og Panduro og alle de andre danske klassikere, der udmærkede sig ved hverken at være for langtrukne eller komplicerede.

Ret hurtigt endte de dog ovre i krimigenren, men det gjorde ikke så meget. Så længe Aslam fik øvet sit danske og satte et godt eksempel for sine børn.

Aslams kiosk lå i en sidegade på Vesterbro tæt ved familiens lejlighed. Kiosken holdt altid åbent, bortset fra den ene måned om året, hvor Aslam rejste på ferie til Pakistan sammen med sin kone og børnene. Imens passede hans fætter butikken.

Morten kendte Aslam fra køkkenet på Rigshospitalet, hvor de gennem hele Mortens tid på historiestudiet arbejdede sammen om at spule snavset service, fordele kopper, tallerkener og bestik i lyseblå plasticbakker og skubbe det ind i en stor opvaskemaskine.

Han opdagede hurtigt, at Aslam ikke var så muslimsk, at det gjorde noget. Ved den første julefrokost dukkede hans koparrede ven op i pæn, hvid skjorte og lod sig overtale til at drikke et par sneøl, der øjeblikkelig gjorde ham plakatfuld.

Der blev spillet banko, og i modsætning til det øvrige selskab af økonomaer og smørrebrødsjomfruer vidste Morten trods alt nok 15

Hypokonderens død.indd 15

07/03/14 13.25

om islam til at vide, hvorfor Aslam flækkede af grin, da han vandt hovedpræmien. Han kunne ikke komme sig over, at man kaldte et svin for Antonius, og råbte navnet, så det gjaldede, da de ud på aftenen drønede rundt i Rigshospitalets kælder på løbehjul.

Lige siden havde de været venner.

“Hvorfor flyttede du?” spurgte Morten, en dag de sled med opvasken.

“I Pakistan du betaler til alle i familien,” forklarede Aslam. “Ikke kun kone og børn, men også mor og far og søster og bedstemor. Så jeg tog til Europa for at tjene penge. Lang rejse med bus og tog gennem Iran, Tyrkiet, Italien, Frankrig og Tyskland.”

Til sidst stod han med sine poser på Københavns Hovedbanegård, uden en klink på lommen og i et land, han aldrig havde hørt om. Danskerne viste sig at være hjælpsomme, og i løbet af kort tid fik Aslam opholdstilladelse og fabriksarbejde.

Det var Aslams historie, der senere inspirerede Morten til at studere huguenotter, hollandske amagerkanere, franskmænd i Fredericia, kartoffeltyskere, sigøjner-behændighedskunstnere, svenske ufaglærte, polske sukkerroearbejdere og jødiske skræddere. Inde i Mortens hoved formedes tanken om at sammenligne indvandringen dengang med nu og undersøge, hvordan de forskellige nationaliteter blev modtaget. Op gennem historien var fremmede folkeslag kun kommet til landet i beskedent omfang, men de senere årtier havde indvandringen taget fart og påvirket folkestemningen.

Aslam blev tiltagende desillusioneret over livet i Danmark. Da han kom til landet først i 1970’erne, havde han en drøm om at læse medicin, men snart fik han familieforpligtelser og lejlighed på Vester­bro, hvor han skulle forsørge sin pakistanske kone og fire børn.

Uanset hvor hårdt Aslam anstrengte sig, og hvor mange gange Morten rettede ham, blev dansk ved med at udgøre et problem.

Aslam begik de samme fejl. Han kunne ikke skelne ‘en’ fra ‘et’ og sagde, “jeg skal lige hen til den der hus.” Nutid og datid voldte ham 16

Hypokonderens død.indd 16

07/03/14 13.25

tilsvarende kvaler, som når han sagde, “jeg har allerede siger det til dig.” Og så var der hans mangel på omvendt ordstilling som i, “hvorfor jeg skal sige det til dig igen?”

Hvis sandheden skulle frem, nåede Morten at blive mindst lige så god til det pakistanske hovedsprog urdu, som Aslam var til dansk.

Han begyndte med at lære faste vendinger som “Assalam-o-alaikum” ­– goddag ­– og “Kiya haal hain”– hvordan går det? Men med årene blev Mortens ordforråd større, og han begyndte at kunne afkode urdu. Når muslimerne fejrede Eid, blev Morten inviteret hjem til festmiddag hos Aslam, der kun efterlevede ramadanen til husbehov.

“Jeg faster, indtil jeg sulten bliver,” som han sagde.

Morten kunne altid være sikker på at finde sin gamle ven i gang med at sælge minimælk til studerende, guldbajere til kvarterets subsistensløse eller cerutter til de ældre medborgere. Alt det bedste, velfærdssamfundet havde at byde på, kunne man få i Aslams kiosk: Matadormix, is, chips, dåsemad, lightergas, hård spiritus, videofilm, pornoblade foruden enkelte etniske specialiteter som samosa og oliven.

Morten trådte ind lidt i halv elleve, da Aslam skulle til at lukke.

Han vidste, at Morten ville komme med mere lektielæsning og havde lagt Mord i marts frem på disken.

“Nå, hvad synes du om den?” spurgte Morten.

“De første var bedre,” konstaterede Aslam.

“Hvorfor?”

“De mere handler om noget.”

“Du har ret. Hans første bøger var de bedste. Vil du hellere have noget andet?”

“Khuda kay liye nahin. Dine andre bøger endnu mere kedelige er.”

Morten grinede og åbnede sin sportstaske. Han fandt frem til 17

Hypokonderens død.indd 17

07/03/14 13.25

plastikposen i bunden og erstattede Mord i marts med den næste bog i serien.

Aslam vendte den om og læste på bagsiden. Det tog sin tid at stave sig igennem resumeet. Han så alligevel ud til at glæde sig lidt til fortsættelsen.

“Mord i september,” sagde han. “Hvad hedder det på urdu?”

“Satambar mein Qatal,” svarede Morten uden tøven.

Hypokonderens død.indd 18

07/03/14 13.25

2 Morten havde besluttet, at det aldrig måtte gå ham som Robert.

Han nægtede at sidde tilbage på klubværelset med sin fiskestang og sin Bruce Springsteen-samling, som så mange andre fraskilte mænd. Han ville gå hele vejen til Højesteret for at få sin datter fem dage hver anden uge (halvdelen af tiden var dårligt for børnene, havde han læst), og Rikke skulle aldrig se visne blomster i vasen.

“Vi kan godt forsøge at bilde hinanden ind,” formanede Morten, når han diskuterede emnet med Robert, “at børn ikke tager skade, så længe forældrene taler ordentligt til hinanden og opfører sig som voksne, anstændige mennesker. Men det er jo bare en måde at beskytte sig selv på. Noget går i stykker og vil forfølge dem, når de selv stifter familie. Så enkelt er det. Deprimerende banalt.”

“Hvad foreslår du?” replicerede Robert. “At man bliver hængende i et lidenskabsløst forhold?”

“Ja,” svarede Morten. “For forholdet til ens børn er aldrig lidenskabsløst. I øvrigt er der ikke noget mere patetisk end midaldrende mænd i hættetrøjer og røde gummisko, der forlader konen og børnene i håb om, at en yngre model, flere unger og nye tatoveringer er vejen til evig ungdom. Mens det snart viser sig kun at være vejen til endnu mere besvær.”

“Du tager fejl, Morten. Det er pissedyrt at blive skilt, men det er alle pengene værd,” sagde Robert, hvis eneste faste holdepunkt i tilværelsen var Ufer.

19

Hypokonderens død.indd 19

07/03/14 13.25

Robert havde forsvoret, at han nogensinde skulle have hund, men det var sin sag at sige nej til skilsmissebørn, der højst så deres far hver anden weekend.

Derfor hang han nu på den luddovne basset, der var opkaldt efter et af journalistfagets afdøde koryfæer og fik sat ørerne op med klemme, når den spiste et morgenmåltid bestående af havregryn med mælk og sukker. Så sad Ufer og dens ejer – sidstnævnte i bade­kåbe – og tyggede simultant i det trange Nørrebro-køkken, hvor tallerkener tårnede sig op i vasken, og æggeskaller gjorde det ud for askebægre.

Så havde Morten anderledes styr på tingene. Hver morgen klokken halv syv ringede vækkeuret, og han sprang ud af sengen og satte vand over til kaffe, før han hentede avisen ude på dørmåtten.

Når han havde læst sporten først og orienteret sig om de øvrige nyheder og debatindlæg, spiste han et beskedent måltid bestående af yoghurt med drys efterfulgt af et stykke ristet rugbrød med mager ost og uden smør. Til sidst to store glas vand ved køkkenvasken og en håndfuld vitaminpiller købt efter vejledning fra en venlig dame nede hos Matas.

I soveværelset lå løbetøjet parat, og så var det fem kilometer rundt i Fælledparken. Stopur brugte han ikke, men han vidste, hvor hurtigt han skulle løbe for at nå tilbage til lejligheden inden otte. Det gav en halv time til barbering, bad og påklædning. Tøjet havde han lagt frem aftenen i forvejen.

Klokken halv ni besteg han sin mørkegrønne Raleigh og satte kursen mod betonklodsen ude på Amager, hvor han trillede ind nogle minutter i hel. Første halvdel af dagen gik planmæssigt med at undervise og vejlede de studerende. Med årene fandt han frem til de vittigheder, der virkede. De studerende kunne godt lide, når han kritiserede en besvarelse for at forbryde sig mod ‘tomgangsregulativet’, ligesom det vakte lykke, når han citerede universitetets gamle rektor, der engang havde bedt en studerende komme til sagen med et: “Du må tale hurtigere. Jeg kan ikke tænke så langsomt.”

20

Hypokonderens død.indd 20

07/03/14 13.25

Anderledes trægt gik det med forskningen. Morten havde i sin tid fået 13 for sit speciale og havde i årevis haft en ambition om at skrive disputats om befolkningshistorie, men uanset hvor meget han ryddede skrivebordet for forstyrrende opslagsværker, papirer og clips, kunne han ikke gøre sig færdig. Han skrev og skrev og skrev, men det førte ingen vegne.

Grundlæggende var Morten træt af sit arbejde. Tidligere havde han ofte leget med tanken om at skifte spor, og var det ikke for Rikke, ville han nok have forsøgt at få et ophold på et universitet i England eller USA. I Danmark var hans muligheder begrænsede. Måske kunne han være blevet gymnasielærer eller ansat i en offentlig styrelse, men hvem sagde, det var sjovere?

Så selv om drømmen om en anden karriere levede videre, blev Morten, hvor han var: bag sin lukkede kontordør, indtil ved halvtolvtiden, når Leif, en anden af instituttets nulforskere, bankede på og spurgte, om tiden var inde til at gå i kantinen og spise frokost.

Leif led ikke af de samme samvittighedskvaler over at være aldeles uproduktiv i 40 procent af sin arbejdstid, og på døren til hans kontor hang et skilt med ordene “Lukket på grund af travlhed”.

Morten spildte også uanede mængder tid på seksuelle fantasier, der ikke sjældent satte i gang ved synet af en smuk studine i kantinen. Så måtte han en tur ud på herretoilettet og spille den af, hvilket kunne være en langstrakt affære, når nogen kom ind og satte sig til at skide på lokummet ved siden af.

Det måtte være den mest pinlige måde at dø på. At blive fundet i en toiletbås på universitetet med hjertestop og sjoveren i hånden.

Men så ville man da i det mindste blive husket for noget, modsat flertallet af kollegaerne – “Morten Richter, historielektoren, der gav ny betydning til udtrykket rigor mortis”.

Ingen på instituttet drak mere te end ham. Når Morten stod med sine poser fra PG Tips ude ved elkedlen, stødte han ofte på 21

Hypokonderens død.indd 21

07/03/14 13.25

den trættende lektor Malm, der lagde folk i verbal benlås og lugtede så fælt, at Morten undgik at lade sig lokke ind i diskussioner og nøjedes med at lytte høfligt, indtil en åbning viste sig, og han kunne sive.

I det hele taget orkede han ikke kollegerne og afholdt sig fra unødig samtale, efter at han ved en fredagsøl var kommet for skade at lufte sine synspunkter om Irak-krigen, hvilket havde fået den gamle marxist Malm til at hidse sig op: “Hvor mange diktatorer findes der ikke rundt omkring på jorden, som USA giver lov til at blive ved magten, fordi de ikke har noget olie?” bjæffede han.

“Du mener altså,” sagde Morten, “at hvis USA ikke har tænkt sig at fjerne alle verdens diktatorer, skal de hellere lade alle blive siddende? Det giver da ingen mening. Jeg har respekt for, at du er krigsmodstander. Men kom da i det mindste med et bedre alternativ. Eller bare et alternativ. Det er for tyndt ikke at ville forholde sig til virkeligheden. At sanktioner ikke virker. At alternativet til krigen er Saddam”.

Morten tog en stor slurk af sin Tuborg for ikke at forivre sig.

“Og i øvrigt,” fortsatte han alligevel, “så er det jo ikke amerikanerne, der render rundt og sprænger sig selv og den irakiske civilbefolkning i luften. Det er terroristerne. Dem er der sjovt nok ingen her i lokalet, der interesserer sig for. Kan vi ikke få lidt mindre af den tilstræbte forudsigelighed? Bare for en gangs skyld.”

Morten blev om muligt endnu mere upopulær, da de engang diskuterede studenteroprøret, og han tog professorvældet i forsvar.

Samfundet havde betalt for høj en pris for opgøret med autoriteterne sidst i 1960’erne, og når universitetet fik så mange forudsætningsløse studerende, skyldtes det, at ingen turde stille krav længere. Nu blev det også forventet af gymnasielærere, at de skulle stå for opdragelsen af eleverne. Det var ikke længere nok bare at kunne undervise.

22

Hypokonderens død.indd 22

07/03/14 13.25

“Ja, ja, Morten,” bemærkede Jeppe, der var dr.phil. “Jeg er sikker på, at du ville have været en langt mere produktiv forsker, hvis du havde gået i den sorte skole.”

Siden havde Morten ikke vekslet et ord med sin jævnaldrende kollega, som han endda havde studeret sammen med. Han skulle nok modbevise Jeppes infame anklage om forskningsinaktivitet, skulle han, men ved halvfiretiden sad han igen på kontoret med øjnene indstillet på uendelig.

Han pakkede tasken og listede ned ad gangen, lettet over at have undgået institutlederen, når han nåede ud på den anden side af glasdørene.

På vejen hjem fra universitetet købte Morten ind efter en indkøbsliste, som han skrev af efter en gratis ugeavis. Nogen havde fundet på den geniale ide at sammensætte en menu for alle ugens dage.

Det kunne for eksempel være ‘Torsk og kål med karrystegte æbler og vindruer’ om tirsdagen og ‘Torskerogn med broccolisalat’ om torsdagen. Ugens kulinariske højdepunkt var ‘Søndagsbov’, der tog 100 minutter at tilberede i modsætning til resten af ugens dage, hvor man typisk kun skulle afsætte mellem 30 og 45 minutter, inden man fik sin aftensmad.

Der var ingenting at være i tvivl om, så længe man fulgte indkøbslisten og opskriften og, som Morten, tog højde for, om han kun skulle købe ind til en eller to personer afhængig af, om han havde sin datter.

Rikke var begyndt i gymnasiet og bestemte selv, hvornår hun kom og gik. Men det blev faktisk til en del, for Morten var flink til at hjælpe hende med lektierne. Når de sad ude ved hans runde køkkenbord og diskuterede, hvilke kilder Rikke skulle bruge til sin samfundsopgave, fik han smuglet spørgsmål ind om hendes liv uden for skolen. Hun havde ingen kæreste, så vidt han forstod.

Der var kun én ting, Morten frygtede mere end sygdom, og det 23

Hypokonderens død.indd 23

07/03/14 13.25

var, når Rikke gik i byen og skulle overnatte hjemme hos ham. Som regel prøvede han at få arrangeret, at hun tog ud til Malou og Finn i Vanløse, men ofte passede det dårligt, for Østerbro lå nu engang mere centralt.

Morten gjorde sig umage for ikke at lade Rikke mærke sin uro, men de små bemærkninger afslørede ham. “Har du brug for penge til en taxa?”, “Katrine er velkommen til at tage med hjem og sove,” “Du ringer bare, hvis der er noget.”

Frem til midnat gik det nogenlunde med at læse den seneste roman fra bogklubben eller løse ekspert-krydsogtværs. Andre gange tog han et Tintin-hæfte eller satte en gammel Peter Gabriel-plade på, så han kunne drømme sig tilbage i tiden. Tænk, hvis man kunne gøre fortiden om med den viden, man havde i dag. Hvor ville man slippe sig selv løs! Eller ville man?

Efter midnat var der ikke andet for end at hente en øl i køleskabet, tænde for fjernsynet og zappe rundt mellem de utallige kanalers underlødige tilbud. Stod det mellem en genudsendelse af Åbent Universitet på DK4 og en pornofilm på Kanal København, faldt valget ud til sidstnævntes fordel, selv om udsendelserne var omtrent lige ophidsende. Nogle gange prøvede Morten for surrealismens skyld at krydsklippe mellem de to programmer: Gråskægget lektor står ved tavlen og forelæser om efterlønsordningens indvirkning på samfundsøkonomien. Klip. Silikonebarmet blondine får den bagfra og lader til at kede sig bravt. Klip. Lektor lytter tålmodigt til langtrukkent spørgsmål fra tv-auditoriet. Klip.

Et tatoveret kødbjerg sprøjter uanede mængder sæd ud i ansigtet på blondinen.

Hen ved halv to var Morten moden til psykiatrisk indlæggelse, så han valgte at børste tænder, bruge tandtråd og gå i seng i bevidstheden om, at han ikke ville få lukket et øje, før Rikke satte nøglen i døren.

Eller nogen ringede og bad ham komme over på Rigshospita24

Hypokonderens død.indd 24

07/03/14 13.25

lets traumecenter øjeblikkeligt. Morten så for sig, hvordan Rikke på vej hjem fra fest blev overfaldet eller mejet ned af en spritbilist.

Hvis hun ikke var havnet i kløerne på en voldtægtsmand. Han lå i mørket og lyttede til stemmerne nede fra gaden og havde et godt øre for at skelne, hvornår fulde forbipasserende var aggressive eller blot i højt humør.

Lyde var det værste.

Statistikken talte for, at Rikke ville nå sikkert hjem, fortalte han sig selv. I øvrigt var hun fornuftig. Kendte han måske nogen, der var blevet overfaldet i nattelivet? Det var noget, man læste om i avisen.

Og selv hvis det skete, kunne han jo alligevel ikke forhindre det.

Forestillede han sig, at hun skulle spærres inde resten af livet og aldrig have lov til at more sig?

Sov nu, for helvede!

Han stod op og bundede endnu en øl.

Træk vejret, træk vejret.

Hvorfor skulle hun absolut blive ude indtil klokken fem, tænkte han, før han igen gik ind i soveværelset og lagde sig.

Omsider, nogen tid efter at avisbuddet var løbet op og ned, genkendte han lyden på trapperne. For hver skridt Rikke tog, faldt hans puls, og da hun havde låst sig ind og var listet ind på sit værelse, kunne han overgive sig til søvnen.

Den fælles forældremyndighed havde vist sig ikke at blive noget problem, for Malou kom ham i møde på stort set alle punkter under bodelingen. Morten fik lov til at beholde lejligheden på Østerbro, bøgerne, pladerne og stort set alle de møbler, han pegede på.

Det var prisen, hun måtte betale for at have været ham utro i et ukendt antal år. Og det gjorde hun åbenbart gerne.

Morten havde sådan set været parat til at tilgive det passerede og om nødvendigt gå i parterapi, hvis hun havde ment, det kunne hjælpe. Men det var for sent, sagde Malou.

25

Hypokonderens død.indd 25

07/03/14 13.25

“Vi har ikke været i seng sammen i 100 år, og så sker den slags.

Man forelsker sig i en anden. Jeg håbede, at det gik over. For jeg bildte mig ind, at det var bedst for Rikke, at vi blev sammen.”

“Jeg anede ikke, at det stod så galt til. Hvorfor sagde du ikke noget?”

“Det gjorde jeg også. Jeg ved godt, det ikke er bevidst, når du forsvinder ind i dig selv, men det er et andet problem. Måske vores største. Du er ikke gift med mig, Morten. Du er gift med dine tanker.”

Når Rikke havde overnattet i weekenden, kørte Morten hende ud til Vanløse søndag eftermiddag i sin gamle rustrøde Corolla, som han på mirakuløs vis havde fået tilbage efter et tyveri.

Betjenten, der ringede og overbragte ham meddelelsen, fortalte, at det var en af den slags biler, man kunne bryde ind i med en rød pølse.

Nogle år efter skilsmissen var Morten begyndt at gå med indenfor og hilse på hos Malou og Finn. I begyndelsen gjorde han det for Rikkes skyld, for han kunne mærke, at hun blev glad for det. Men hen ad vejen lærte han at sætte pris på Finn, der var overlæge på den hjertemedicinske afdeling, hvor Malou arbejdede som syge­ plejerske.

Morten sagde altid nej til at spise med, men en enkelt øl i vinterstuen kunne han nok nå, inden han skulle hjem og rette opgaver.

Så sad han i en af læderstolene og talte med Finn om universelle emner, mens Malou rumsterede ude i køkkenet.

“Fodbold var nu mere underholdende i 80’erne,” kunne Finn finde på at sige. “Der var format over Lerby, Arnesen og Elkjær, mere glimt i øjet.”

Som regel lykkedes det Morten at få smuglet et par spørgsmål ind om den sygdom, han frygtede at lide af for tiden, med mindre det drejede sig om noget intimt som sammenhængen mellem hæmorider og endetarmskræft. Til sidst følte Morten sig så tryg ved sin 26

Hypokonderens død.indd 26

07/03/14 13.25

ægteskabelige banemand, at han uopfordret sagde: “Ja, som du nok har regnet ud, er jeg lidt af en hypokonder.”

“Det er du såmænd ikke alene om. Der findes 100.000 mennesker med helbredsangst i Danmark,” beroligede Finn. “En af mine kolleger har lige fået publiceret en artikel om emnet. Jeg kan godt give dig en kopi, hvis det har interesse.”

Knap var Morten trådt ind ad døren på Østerbro, før han satte sig til at læse den svært tilgængelige tekst på engelsk. Det meste gik hen over hovedet på ham, men han forstod så meget, som at hypokondri var en “uroskabende og vedvarende tilstand,” der kostede sundhedsvæsenet millioner og måtte tages alvorligt som andre sygdomme. Forfatterne anbefalede, at man gik over til at bruge betegnelsen helbredsangst, da hypokondri med tiden var blevet stigmatiserende.

Morten havde hverken lyst til at spise depressionspiller eller gå i kognitiv terapi, selv om der skulle være gode erfaringer med at få patienterne til at acceptere deres tanker frem for at kæmpe imod dem. De helbredsangste måtte lære at koncentrere sig om, hvad der var vigtigt i livet, men det krævede, at de først fik en “mental værktøjskasse.” Alene udtrykket v­ ar nok til, at Morten aldrig kunne drømme om at deltage i behandlingsforløbet.

Han kom til at tænke på sin første rejse sammen med Malou sidst i ‘89. Egentlig ville Malou helst til Paris, men Morten fik hende overtalt til at tage toget gennem Østtyskland til Berlin. Han ville ned og have del i historien, nå at klappe Muren, inden betonen blev båret væk af souvenirjægere.

På Karl-Marx-Allee havde nogen slukket for farverne, og de gik flere kilometer ud ad den mennesketomme boulevard, indtil de nåede ud til Stasis hovedkvarter, vendte om og gik tilbage mod tv-tårnet i det fjerne. Østberlin var al den neonoplyste tristesse, han havde drømt om, og han nød at drikke en kop planøkonomisk kaffe, mens enkelte 27

Hypokonderens død.indd 27

07/03/14 13.25

Trabier hostede forbi. Han nød det. Lige indtil de sad på Café Sibylle, og han fik øje på pletten på sin arm. Til at begynde med lod han som ingenting, men da Malou undrede sig over hans pludse­ lige tavshed, gik han til bekendelse.

“Det er en skønhedsplet,” sagde hun og studerede den lille stjerneformede plamage.

“Synes du ikke, den er meget sort for en skønhedsplet?”

“Den bløder ikke, der vokser ikke hår ud af den, huden er jævn og fin. Det er en skønhedsplet.”

“Men jeg mindes ikke, jeg har haft den før.”

“Hvordan tror du, folk får skønhedspletter? Tror du, man er født med dem? De kommer dryssende, jo ældre man bliver.”

“Jo, men du må da indrømme, at den her er større end normalt.”

“Hold nu op med at bekymre dig, Morten. Jeg har haft om det på studiet. Du har ikke kræft.”

Morten havde stor respekt for Malous evner som sygeplejerske, men læge var hun trods alt ikke. Så han spildte resten af deres ferie på at gennemleve de måneder, der ventede, når de kom hjem til København. Først ville dr. Bang med et anderledes alvorligt blik sende ham videre til en specialist, der ville tage de nødvendige prøver. Efter en uges søvnløse nætter ville de bekræfte hans værste anelser. Det var et malignt melanom – modermærkekræft med spredning til lymfesystemet, der ville gøre det af med ham i løbet af få måneder.

Senere på aftenen gik de på restaurant og faldt i snak med et andet par i 20’erne, der tilbød at vise dem Berlins klubber. Malou sagde spontant ja, men Morten ville hellere hjem på hotelværelset og bekymre sig. Han endte med at få sin vilje, og hun tog det pænt.

“Har du nogensinde set Hannah og hendes søstre? spurgte Malou, da de havde elsket.

“Woody Allen-filmen? Nej, jeg fik den aldrig set.”

28

Hypokonderens død.indd 28

07/03/14 13.25

“Det burde du,” sagde Malou, “den handler om sådan en som dig. Der er en scene, hvor Woody Allen løber rundt i New Yorks gader og jubler, fordi han alligevel ikke har en hjernesvulst så stor som en basketball. Men han når ikke langt, før han går i stå. Hvad nytter det hele, når vi alligevel skal dø en dag?”

Hypokonderens død.indd 29

07/03/14 13.25