INGEN HAR HJEMME HER MERE END DU
Ingen har hjemme.indd 1
23/06/15 09.56
Ingen har hjemme.indd 2
23/06/15 09.56
Miranda July
INGEN HAR HJEMME HER MERE END DU Noveller
P책 dansk ved Karen Margrethe Adserballe
Politikens Forlag
Ingen har hjemme.indd 3
23/06/15 09.56
Til Julia Bryan-Wilson
Ingen har hjemme.indd 4
23/06/15 09.56
Indhold
Fællesterrassen 7 Svømmeholdet 17 Majestæt 23 Manden på trappen 33 Søsteren 39 Denne person 51 Romantik 55 Noget, der kan klare sig uden noget andet 61 Jeg kysser en dør 85 Drengen fra Lam Kien 89 Making Love in 2003 95 Ti sandheder 115 Fingerøvelserne 125 Mon Plaisir 127 Modermærke 145 Hvordan man fortæller historier for børn 153
Ingen har hjemme.indd 5
23/06/15 09.56
Ingen har hjemme.indd 6
23/06/15 09.56
Svømmmeholdet
Dette er historien, jeg ikke ville fortælle dig, da vi var kærester. Du blev ved og ved med at spørge, og dine gætterier var så klamme og kontante. Var jeg en holdt kvinde? Var Belvedere ligesom Nevada, hvor prostitution var tilladt? Gik jeg nøgen rundt hele året? Virkeligheden forekom mig pludselig at være gold, og med tiden gik det op for mig, at jeg sandsynligvis ikke ville være din kæreste ret meget længere, når sandheden føltes så tom. Jeg havde ikke ønsket at bo i Belvedere, men jeg kunne ikke bære at bede mine forældre om penge til at flytte. Hver eneste morgen blev jeg chokeret, når jeg kom i tanker om, at jeg boede i denne her by, som ikke engang var en by, så lille var den. Der var kun nogle huse omkring en tankstation, og cirka halvanden kilometer længere fremme lå der en butik, og det var så det. Jeg havde ikke nogen bil, jeg havde ikke nogen telefon, jeg var toogtyve, og jeg skrev til mine forældre hver uge og berettede om, hvordan det var at arbejde for et projekt, der hed R.E.A.D. Vi læste højt for udsatte unge. Det var et pilotprojekt, der var finansieret af staten. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvad bogstaverne R.E.A.D. stod for, men hver gang jeg skrev “pilotprojekt”, blev jeg forundret over min egen evne til at finde på disse sætninger. “Tidlig indgriben” var blot en anden en af slagsen. 17
Ingen har hjemme.indd 17
23/06/15 09.56
Denne historie bliver ikke særlig lang, for det mest overraskende ved det år var, at der næsten intet skete. Borgerne i Belvedere troede, at mit navn var Maria. Jeg havde aldrig sagt, at jeg hed Maria, men på en eller anden måde havde det spredt sig, og jeg var alt for overvældet til at påtage mig den opgave at fortælle hele tre mennesker mit rigtige navn. Disse mennesker hed Elizabeth, Kelda og Jack Jack. Jeg ved ikke, hvorfor det var to gange Jack, og jeg er heller ikke helt sikker på, at Kelda var hendes navn, men det lød sådan, og det var den lyd, jeg frembragte, når jeg sagde hendes navn. Jeg kendte dem, fordi jeg gav dem svømmeundervisning. På den måde kommer der alligevel lidt kød på min historie, for der var intet vand nær Belvedere og ingen swimmingpools. Det talte de om i butikken en dag, og Jack Jack, som må være død nu, for han var virkelig gammel, sagde, at det alligevel ikke gjorde noget, for Kelda og han kunne ikke svømme, og så kunne de komme til at drukne. Elizabeth var Keldas kusine, tror jeg. Og Kelda var Jack Jacks kone. De var alle mindst i firserne. Elizabeth fortalte, at hun havde svømmet en hel del en sommer, da hun var en lille pige og besøgte sin kusine (tydeligvis ikke kusine Kelda). Den eneste grund til, at jeg sluttede mig til samtalen, var, at Elizabeth påstod, at man blev nødt til at trække vejret under vandet for at kunne svømme. Det er ikke sandt, råbte jeg. Det var de første ord, jeg havde sagt højt i ugevis. Mit hjerte bankede, som skulle jeg til at invitere en eller anden ud på en date. Man holder simpelthen bare vejret. Elizabeth så vred ud og sagde, at det bare var for sjov. Kelda sagde, at hun var bange for at holde vejret, fordi hun havde en onkel, der døde af at holde vejret alt for længe i en Hold Vejretkonkurrence. Jack Jack spurgte, om hun virkelig troede på det, og Kelda sagde, ja, ja, det gør jeg da, og Jack Jack sagde: Din onkel døde af et slagtilfælde – jeg ved ikke, hvor du får de historier fra, Kelda. Så stod vi alle der i et lille stykke tid, helt tavse. Jeg nød virkelig samværet og håbede, det ville fortsætte, hvilket det da også gjorde, for Jack sagde: Så du har svømmet. 18
Ingen har hjemme.indd 18
23/06/15 09.56
Jeg fortalte dem, at jeg havde været på svømmeholdet i gymnasiet og endda havde konkurreret på statsniveau, men hurtigt havde lidt nederlag til Bishop O’Dowd, en katolsk skole. De syntes at være overordentligt interesserede i min historie. Jeg havde ikke engang tænkt på det som en historie før, men nu kunne jeg forstå, at det faktisk var en meget spændende historie, fyldt med drama og klor og andre ting, som Elizabeth og Kelda og Jack Jack ikke havde førstehåndskendskab til. Det var Kelda, der sagde, at hun ville ønske, at der var en swimmingpool i Belvedere, når de nu åbenbart var så utrolig heldige at have en svømmelærer, der boede i byen. Jeg havde ikke sagt, at jeg var svømmelærer, men jeg forstod godt, hvad hun mente. Det var en skam. Så skete der noget mærkeligt. Jeg så ned på mine sko på det brune linoleumsgulv, og det slog mig, at gulvet nok ikke var blevet vasket i hundrede år, og pludselig var jeg overbevist om, at jeg skulle dø. Men i stedet for at dø sagde jeg: Jeg kan lære jer at svømme. Og vi har ikke brug for en swimmingpool. Vi mødtes to gange om ugen i min lejlighed. Når de dukkede op, stod der allerede tre skåle med varmt vand fra hanen på gulvet, og så en fjerde skål foran de andre, svømmelærerens skål. Jeg puttede salt i vandet, fordi det efter sigende er sundt at indsniffe saltvand, og jeg tænkte, at de nok tilfældigvis ville komme til at indtage det. Jeg viste dem, hvordan de skulle putte næserne og mundene ned i vandet, og hvordan de kunne trække vejret ved at lægge hovedet til siden. Så kom benene og lidt senere armene. Jeg indrømmede blankt, at det ikke var de mest perfekte forhold til svømmeundervisning, men som jeg påpegede, var det sådan, de olympiske svømmere trænede, når der ikke var nogen swimmingpool i nærheden. Ja, ja, okay, det var så løgn, men vi havde brug for den, løgnen, vi var fire mennesker, der lå på køkkengulvet og sparkede hårdt mod det, som var vi vrede, som var vi rasende eller skuffede og frustrerede og ikke bange for at stå ved det. Forbindelsen til svømning skulle håndhæves gennem stærke ord. Det tog Kelda adskillige uger at lære at putte hovedet under vandet. Det er i orden! sagde jeg. Det er helt i orden! Du begynder med et svømmebræt. Jeg rakte hende en bog. Det 19
Ingen har hjemme.indd 19
23/06/15 09.56
er helt normalt at yde modstand over for skålen, Kelda. Det er kroppens måde at fortælle dig, at den ikke vil dø. Det vil den heller ikke, sagde hun. Jeg lærte dem alle de tag, jeg kendte. Den måde, de lavede butterfly på, var helt utrolig, som intet, man nogensinde før havde set. Jeg troede, at køkkengulvet ville give efter og blive flydende, og at det så ellers ville gå derudad med Jack Jack i spidsen. Han var mildest talt meget avanceret. Han svømmede faktisk hen over gulvet med saltvandsskål og hele molevitten. Han kom trampende ind i køkkenet efter at have svømmet rundt i soveværelset, helt dækket til af sved og støv, og Kelda så op på ham, mens hun holdt sin bog i begge hænder, og ganske enkelt strålede. Svøm herover til mig, sagde han så, men hun var for bange, og det kræver faktisk rigtig mange kræfter i overkroppen at svømme på land. Jeg var den slags svømmelærer, der står ved bassinkanten i stedet for at opholde mig i vandet, men var travlt beskæftiget hvert sekund. Med fare for at lyde ubeskeden, så var jeg der i stedet for vandet. Det var mig, der satte alting i værk. Jeg talte konstant, som en aerobicinstruktør, og jeg markerede kanterne af swimmingpoolen ved at fløjte med nøjagtige intervaller. De drejede rundt i fællesskab og svømmede så den anden vej. Når Elizabeth glemte at bruge armene, råbte jeg: Elizabeth! Du har fødderne oppe, men hovedet nede! Og hun begyndte at tage svømmetag som en vanvittig og fandt så hurtigt balancen. Med min omhyggelige og håndfaste træningsmetode begyndte samtlige udspring efter alle kunstens regler, balancerende øverst på skrivebordet for så at ende med et maveplaster på sengen. Men det var bare af sikkerhedshensyn. Det drejede sig først og fremmest om at dykke, om at opgive pattedyrsstoltheden og give sig hen til tyngdekraften. Elizabeth tilføjede en regel om, at vi alle skulle udstøde en lyd, når vi faldt. Det var lidt for kreativt til min smag, men jeg var åben over for noget nyt. Jeg ville gerne være den type lærer, der lytter til sine studerende. Kelda frembragte en lyd som et træ, der falder, hvis altså træer var hunkønsvæsener. Elizabeth udstødte “spontane lyde”, der altid lød helt ens, og Jack Jack sagde: Smid bomberne! I slutningen af timen tørrede vi os, og Jack Jack trykkede min 20
Ingen har hjemme.indd 20
23/06/15 09.56
hånd, og så gav enten Kelda eller Elizabeth mig altid et varmt måltid, for eksempel en gryderet eller spaghetti. Det var en byttehandel, og det gjorde, at jeg ikke rigtig behøvede at finde et andet job. Det var kun to timer om ugen, men resten af tiden blev bygget op omkring disse to. Tirsdag og torsdag morgen vågnede jeg op og tænkte: Svømmetime! Alle de andre morgener vågnede jeg op og tænkte: Ingen svømmetime! Når jeg så en af mine elever ude i byen, for eksempel ved tankstationen eller i butikken, plejede jeg at sige noget i den her stil: Har I nu øvet jer på spidsnæsespringet? Og de svarede: Jeg arbejder på sagen, træner! Jeg ved godt, at det er svært for dig at forestille dig mig som en, der bliver kaldt “træner”. Jeg havde en helt anden identitet i Belvedere – det er derfor, det var så vanskeligt at tale om det her med dig. Jeg havde aldrig en kæreste der; jeg udøvede ikke nogen form for kunst, faktisk var jeg slet ikke kreativ. Jeg var en slags sportsidiot, en total sportsidiot – jeg var træner for et svømmehold. Havde jeg forestillet mig, at dette ville have din interesse, ville jeg have fortalt dig det tidligere, og måske ville vi så stadig være kærester. Jeg stødte tilfældigvis ind i dig og kvinden i den hvide frakke for tre timer siden. Hvilken mageløs hvid frakke. Du er øjensynlig fuldkommen lykkelig og tilfreds, selv om det kun er to uger siden, vi gik fra hinanden. Jeg var ikke engang sikker på, at vi var gået fra hinanden, indtil jeg så dig sammen med hende. Det forekom mig, at du var så utrolig langt væk fra mig, som en eller anden på den anden side af en sø. En prik så lille, at du hverken var mand eller kvinde, ung eller gammel; det eneste, jeg kan se, er, at den smiler. Dem, jeg savner i aften, er Elizabeth, Kelda og Jack Jack. De er alle døde, det er jeg sikker på. Hvor er det dog ufattelig trist. Jeg må være den mest bedrøvede svømmelærer i menneskehedens historie.
Ingen har hjemme.indd 21
23/06/15 09.56
Ingen har hjemme her mere end du Af Miranda July Oversat fra amerikansk af Karen Margrethe Adserballe efter “No One Belongs Here More than You” Copyright © 2007, Miranda July, og 2015, JP/Politikens Hus A/S All rights reserved Sats: Lymi DTP-Service Bogen er sat med Electra Omslagsdesign: Kristina Olsen, AM™ Bogen er trykt hos Nørhaven Printed in Denmark, 2015 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-400-2117-2
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Politikens forlag Rådhuspladsen 37 1785 København V Tlf.: 33 47 07 07 politikensforlag.dk
Ingen har hjemme.indd 176
23/06/15 09.56