Italiensvej - Anna Grue

100 mm

148 mm

47 mm

148 mm

K æ r l i g h e d s r o m a n

Foto © Klein og Co. Italiensvej_sats150415nyryg.indd 1

Et spædbarn, en Madonna-statuette og en tyk pakke med kontanter. Det er alt, hvad italienske Vittoria Contini har med sig, da hun en kølig martsdag i 1958 ankommer til et usselt, københavnsk hotel – på flugt fra en fortid, der for alt i verden skal holdes skjult.

På hotellet møder Vittoria den livsglade natklubservitrice Conny, der med sin hang til popmusik og hurtige affærer er Vittorias diametrale modsætning. De to unge kvinder bliver veninder, og med Connys hjælp skaffer Vittoria sig omsider et job hos en lægefamilie på Amager.

Men trygheden trues, da Vittoria forelsker sig stormende.

Med ét befinder hun sig i sit livs dilemma. Hun ved, at hun vil sætte sit barns sikkerhed på spil, hvis hun følger kærligheden. Og hvordan hengiver man sig i det hele taget til et andet menneske, hvis man er nødt til at holde en vigtig del af sit liv hemmelig?

Kærlighedsromanen Italiensvej har alt det, der kendetegner Anna Grues andre bøger, og så emmer den af 50’er-stemning og spænding.

Italiensvej

231 mm

debuterede i 2005 med spændingsromanen Noget for noget, der indbragte hende Det Danske Kriminalakademis diplom for fremragende debut. Året efter fulgte Det taler vi ikke om, og i 2007 udkom Dybt at falde, den første krimi i Dan Sommerdahl-serien, der indtil videre tæller seks bind og er solgt til udgivelse i flere lande. Derudover har Anna Grue i 2011 udgivet den anmelderroste novellesamling De andre.

anna Grue

Anna Grue

j e v s n e i l I ta P o l i t i k e n s F o r l a g

100 mm

a f

Vittoria standsede op og fiskede en af underkjolerne op af skuffen igen. Den var helt ny, opdagede hun, lå stadig pænt sammenfoldet om et lag tyndt, knitrende papir.

Silkestoffet var samme farve som kaffe med mælk og blondebesætningen elfenbenshvid.

Meget delikat. Hun foldede klædningsstykket helt ud, og et lille kort faldt ned på gulvet. Hun samlede det op. På forsiden var der et billede af et juletræ, mens bagsiden var forsynet med en kort tekst: „Julen 1957. Til dig, min eneste elskede. Kys fra E.“ Hendes sidste jul, hans sidste gave. Vittoria fik en klump i halsen.

Hvorfor havde Gerda aldrig haft den eksklusive underkjole på? Var den for fin til hende?

Eller havde hun gemt den til en speciel lejlighed, som hun ikke levede længe nok til at opleve?

Vittoria stod lidt med det bløde silkestof mellem hænderne; mere rørt, end hun havde ventet. Den var virkelig smuk, tænkte hun.

Så tog hun en rask beslutning og klædte sig af. Hun lod den glatte underkjole glide ned over kroppen, inden hun så sig i spejlet.

Den passede perfekt. Hun rankede sig, skød sit beskedne brystparti frem. Hendes hals virkede endnu længere med den dybe udskæring. Han skulle bare se mig sådan, tænkte hun.« – Uddrag fra bogen

ISBN 978-87-400-1348-1

Omslag: henriettemork.dk

17/04/15 11.36

Italiensvej.indd 2

21/04/15 09.36

ANNA GRUE

ITALIENSVEJ

POLITIKENS FORLAG

Italiensvej.indd 3

21/04/15 09.36

Af samme forfatter: Noget for noget (roman, 2005) Det taler vi ikke om (roman, 2006) De andre (noveller, 2011) Dan Sommerdahl-serien: Dybt at falde (2007) Judaskysset (2008) Kunsten at dø (2009) Den skaldede detektiv (2010) Et spørgsmül om penge (2012) Sidste forestilling (2013)

Til Jesper. Amager, amore!

Italiensvej.indd 4

21/04/15 09.36

Volare

Italiensvej.indd 5

21/04/15 09.36

Italiensvej.indd 6

21/04/15 09.36

16. februar til 6. marts 1958 Alt, hvad Vittoria Contini ejede, befandt sig i hendes bil. Tøj, lidt husgeråd, et par varme tæpper, morens smykker og Madonna-statuetten; en myriade af poser, tasker og papæsker. Der var intet bagagerum i den lille Fiat 500, hverken for eller bag, så tingene lå presset sammen i kabinen, og den brune papirpakke med de tykke bundter af kontanter var stuvet godt af vejen under førersædet. Bag i bilen stod en flettet sivkurv i spænd mellem kufferter og tøjbunker. Her lå hendes lille dreng sikkert og godt.

Vittoria forlod Trastevere ved midnatstid. I bakspejlet kunne hun se Suor Giovanna, der stod og vinkede, indtil bilen var ude af syne. Lige til dette øjeblik havde Vittoria været i stand til at bevare roen, men så snart hun ikke mere kunne ane den store, knoklede skikkelse i den sorte nonnedragt, begyndte tårerne at sløre hendes blik, og lige efter Ponte Garibaldi holdt hun ind til siden og gav los. Hun græd for sine døde forældre, for Aurelia, for den tilværelse, hun nu forlod: restauranten, de smalle gader omkring Piazza di Santa Maria, sit arbejde. Men mest af alt græd hun, fordi hun vidste, hvor meget hun ville savne Søster Giovanna.

Efter nogle minutter havde Vittoria genvundet kontrollen. Hun havde truffet et valg, og nu måtte hun tage konsekvensen. Afskeden med alt det herhjemme var prisen, hvis hun og drengen skulle have en chance for et nyt liv. Vittoria pudsede næsen længe og grundigt, før hun vendte sig i sædet og kastede et blik på det sovende spædbarn. Det skulle nok gå, tænkte hun. Det skulle gå.

7

Italiensvej.indd 7

21/04/15 09.36

Motoren startede med en ivrig brummen; bilen var splinterny. Efterhånden som hun snoede sig op gennem Roms nordlige forstæder, afløstes sorgen af en berusende lettelse. Det var lykkedes! Hun var fri.

De var fri. Fra nu af gjaldt det bare om at komme væk, før nogen anede uråd.

Vittoria kørte uden ophold, indtil den lille vågnede ved firetiden. På det tidspunkt var de for længst ude af byen og befandt sig ved kysten, i nærheden af Albinia. Hun holdt ind til siden og var glad for, at månen var fuld, så hun havde en smule lys, mens hun skiftede barnet. Da hun stod med den våde ble i hånden, gik det op for hende, at her var et logistisk problem, hun ikke havde tænkt igennem på forhånd: vasketøj.

Hun ville blive nødt til at smide bleer med afføring ud, så hele bilen ikke kom til at stinke; resten kunne hun samle sammen, og så måtte hun lede efter vaskerier i de byer, de kom igennem. Hun fandt termoflasken med mælkeblanding frem og rystede den grundigt, før hun åbnede den.

Hvor lang tid ville det mon tage at køre herfra til København med alle de nødvendige afbrydelser? tænkte Vittoria og hældte den lune mælk op i en sutteflaske. To uger? Tre? Ganske vist var bilen ny, men en Fiat 500 var ikke just bygget til lange stræk. Det var godt, at hun havde rigeligt med rede penge; der ville blive brug for en del overnatninger undervejs.

Hun måtte veksle til udenlandsk valuta, så snart hun fandt en bank.

Mens hun sad og gav flaske, betragtede hun barnets ansigt. Hendes øjne havde vænnet sig så meget til det svage lys, at hun kunne se ham tydeligt. De lange, buede øjenvipper, den ufatteligt perfekte, lille næse, de mørke hoveddun, der allerede var ved at forme sig til bløde krøller.

Hans greb om hendes pegefinger var forbløffende fast. Han var så stærk og så hjælpeløs på én gang. Vittoria bøjede hovedet ned over ham og indsnusede hans duft. Salt, sød, et strejf af fed olivensæbe.

Hvor jeg dog elsker den unge, tænkte hun, og i det samme gik det op for hende, at hun konsekvent undgik at kalde ham ved navn – selv i sine egne tanker. Hun tænkte på ham som drengen, barnet, den lille, min sødeste skat ... Aldrig det navn, han havde fået ved dåben. Måske skulle hun give ham et nyt? Egentlig var knægten opkaldt efter sin far, men det havde hele tiden budt hende voldsomt imod. Den mand ville hun helst glemme, og det gik ikke, hvis der skulle rippes op i fortiden, hver gang 8

Italiensvej.indd 8

21/04/15 09.36

hun kaldte på sit barn. De var flygtet for at få et nyt liv. Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og kappe den sidste fortøjning?

I det samme vidste hun, hvad han skulle hedde fra nu af. Hvorfor havde hun ikke tænkt på det før? Drengen skulle naturligvis opkaldes efter hendes egen stærke, sjove, omsorgsfulde far, der ville være blevet en fremragende morfar.

“Massimo,” sagde hun prøvende og strøg spidsen af en finger tværs over barnets hvælvede pande. “Massimo Contini, bambino mio. Jeg vil altid, altid passe på dig.” * Dagene op til afrejsen fra Rom havde været hektiske. Der havde været så meget at ordne, så mange indkøb, der skulle nås. Fra kufferter og baby­udstyr til proviant. Alt skulle klares, uden at nogen fik mistanke om, hvad hun var i færd med, så en stor del af indkøbene havde hun måttet foretage i bydele langt væk fra Trastevere. Vittoria havde ligefrem iført sig en slags forklædning – sin afdøde mors bredskyggede hat og Søster Giovannas aflagte briller – da hun udvalgte sig en stak detaljerede vejkort i en velassorteret boghandel på Corsoen. Siden da havde hun benyttet hvert et ledigt øjeblik til at studere kortene. Hun vovede ikke vej­ en over Alperne, der var for stor en udfordring for Fiatens lille motor og desuden var dækket af sne på denne tid af året, så hun måtte køre langs Middelhavskysten og videre op gennem Frankrig og Vesttyskland. Bøjet over kortene havde hun fundet alternative ruter, der gjorde det sværere at følge efter hende, end hvis hun havde holdt sig til de store veje.

I femten dage rejste hun og Massimo op gennem Europa. Hun kørte og kørte, men det gik alt for langsomt. Kun et par hundrede kilometer om dagen blev det til, ofte ad smalle, hullede biveje, der førte dem gennem små bjergbyer og langs vinterdøde vinmarker. Hver gang Massimo vågnede, måtte Vittoria gøre holdt for at skifte og made ham. Godt, han er så lille, tænkte hun. Et lidt større barn ville have krævet flere og længere pauser, og hvem vidste, hvor lang tid køreturen så ville have taget?

Det var slemt nok, at de måtte gøre holdt i timevis, hver gang Vittoria selv havde brug for hvile.

9

Italiensvej.indd 9

21/04/15 09.36

De overnattede på det ene gæstgiveri efter det andet – små pensionater og beskedne kroer, hvor hun kunne sove i de to-tre-timers bidder, der nu engang er spædbarnsmødres lod. Straks ved ankomsten skyllede Vittoria bunken af snavsede bleer op, så de kunne tørre ved kakkelovnen til næste dag, og hver morgen tilberedte hun dagens mælkerationer til Massimo – enten i kroens køkken eller på sin primus – og hældte dem på termoflasker. Med lidt snilde og planlægning gik det nogenlunde, men tilværelsen som nomade var ikke uproblematisk. En dag kom Vittoria i hidsig karambolage med en fransk hotelvært, der var irriteret over barnets gråd, og ved et par lejligheder var hun på fortvivlelsens rand, fordi hun ikke kunne få lov at skolde flasker og sutter i hotelkøkkenet.

Hun levede på andre menneskers velvilje og var prisgivet deres luner.

Allerede efter få døgn på denne måde var Vittoria udmattet. Søvnmanglen, den interimistiske levevis og de mange timer bag rattet tærede på kræfterne. Mentalt var hun også tyndslidt. At kommunikere ved hjælp af et hjemmeopfundet tegnsprog var anstrengende, men det var hendes eneste udvej, så snart hun havde forladt Italien. Hun beherskede hverken tysk eller fransk, og dem, hun kom i kontakt med, kunne ikke andet.

Vittoria hungrede efter at kunne tale med nogen, bede om hjælp, dele sin usikkerhed og bekymring – eller bare veksle et par venlige ord. Hendes hoved var ved at sprænges af nye indtryk, og hver gang hun lukkede øjnene, kunne hun se den endeløse landevej for sig. Vittorias krop skreg på et ordentligt måltid, en god seng, noget sammenhængende søvn, og i takt med, at hendes frustration steg, blev også Massimo mere urolig.

Og så var der angsten. Hele tiden havde hun fornemmelsen af bogstaveligt talt at skulle kigge sig over skulderen. Nok havde hun og Søster Giovanna været omhyggelige med forberedelserne, og alle havde tilsyneladende accepteret den historie, de to i fællesskab havde kogt sammen. Risikoen for, at Vittoria blev forfulgt, var minimal og svandt yderligere for hver tilbagelagt kilometer. Alligevel var frygten for at blive opdaget mere end én gang ved at tage pippet fra hende. Hun måtte bruge alt det overskud, hun kunne mobilisere, på at tage sig sammen, lære den følgende dags rute udenad, fokusere på at komme videre. * 10

Italiensvej.indd 10

21/04/15 09.36

Mandag den tredje marts kørte Vittoria ind i København. Hun var så træt, at hun næsten ikke kunne tænke; havde kun ét i hovedet: at finde et værelse, hvor hun og Massimo kunne blive et stykke tid. Ikke flere daglige ind- og udpakninger, ikke flere lange, seje stræk i bilen. Hun havde på forhånd besluttet sig for at bo så tæt på centrum som over­ hovedet muligt, og da hun nåede ind i kvarteret bag Hovedbanegården, så hun til sin lettelse, at hotellerne lå side om side i de travle gader.

Hun parkerede i Helgolandsgade og hankede op i Massimos sivkurv.

Gik fra hotel til hotel, spurgte om priser og brugte øjnene. Mange af stederne var for lurvede til, at hun kunne bo der med et spædbarn. Der vrimlede med drukne mandfolk, selv om det endnu ikke var aften, og de kvinder, hun stødte på, så ud til at tilhøre den professionelle brigade, som Vittorias mor havde lært hende at holde afstand til. Et par andre hoteller var nydelige, men alt for dyre, og på atter andre ville man ganske enkelt ikke have et spædbarn som gæst.

Til sidst var hendes valg faldet på Hotel Epsilon i Colbjørnsensgade.

På det tidspunkt var Massimo vågnet, og Vittoria måtte finde et sted, hvor hun kunne skifte ham og give ham en flaske. Denne omstændighed gjorde nok Vittoria en smule mindre kritisk, end hun ellers ville have været, men Hotel Epsilon var dog i det mindste rent. Den bumsede receptionist var imponeret af Vittorias danske udtale og sagde, at Massimo var velkommen. Kort efter havde hun etableret sig på værelse to hundrede og fjorten. Det var lille og lå langt fra badeværelset, men absolut brugbart. Hun havde kun taget de nødvendigste ting med op fra bilen: tøj, babyudstyr, primussen, pakken med kontanter. Og Den Hellige Jomfru, naturligvis. Så snart den smukke figur var pakket ud og anbragt i vindueskarmen, følte Vittoria sig mere hjemme.

De første døgn efter ankomsten faldt hun i søvn, hver gang Massimo gjorde det. Når hun puslede ham og gav flaske, foregik det i en tåge, og hendes måltider bestod af brød, smør og ost fra det lokale ismejeri.

Men langsomt vendte Vittorias kræfter tilbage. Hun fik mere energi, og hendes optimisme voksede, selv om hun endnu ikke var i stand til at overskue jagten på en mere permanent bolig.

Da de havde opholdt sig på Hotel Epsilon i tre dage, fik Massimo ondt i maven. Eller det var i hvert fald, hvad Vittoria gættede på. Med 11

Italiensvej.indd 11

21/04/15 09.36

barnet i favnen vandrede hun op og ned ad gulvet; en manøvre, der krævede stor præcision, da den ledige gulvplads mellem seng, servante, skab og kufferter vel udgjorde cirka en gange to en halv meter. Natten igennem vågnede drengen med korte mellemrum og græd, og Vittoria måtte stå op og fortsætte vandreturene. Ved daggry faldt Massimo omsider rigtigt i søvn, men ud på formiddagen vågnede han igen og skreg af sine lungers fulde kraft. Vittoria var så opkørt, at sveden haglede af hende. For første gang kom hun i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige, hun havde gjort. Var det virkelig det liv, hun havde risikeret alt for at få?

Italiensvej.indd 12

21/04/15 09.36

100 mm

148 mm

47 mm

148 mm

K æ r l i g h e d s r o m a n

Foto © Klein og Co. Italiensvej_sats150415nyryg.indd 1

Et spædbarn, en Madonna-statuette og en tyk pakke med kontanter. Det er alt, hvad italienske Vittoria Contini har med sig, da hun en kølig martsdag i 1958 ankommer til et usselt, københavnsk hotel – på flugt fra en fortid, der for alt i verden skal holdes skjult.

På hotellet møder Vittoria den livsglade natklubservitrice Conny, der med sin hang til popmusik og hurtige affærer er Vittorias diametrale modsætning. De to unge kvinder bliver veninder, og med Connys hjælp skaffer Vittoria sig omsider et job hos en lægefamilie på Amager.

Men trygheden trues, da Vittoria forelsker sig stormende.

Med ét befinder hun sig i sit livs dilemma. Hun ved, at hun vil sætte sit barns sikkerhed på spil, hvis hun følger kærligheden. Og hvordan hengiver man sig i det hele taget til et andet menneske, hvis man er nødt til at holde en vigtig del af sit liv hemmelig?

Kærlighedsromanen Italiensvej har alt det, der kendetegner Anna Grues andre bøger, og så emmer den af 50’er-stemning og spænding.

Italiensvej

231 mm

debuterede i 2005 med spændingsromanen Noget for noget, der indbragte hende Det Danske Kriminalakademis diplom for fremragende debut. Året efter fulgte Det taler vi ikke om, og i 2007 udkom Dybt at falde, den første krimi i Dan Sommerdahl-serien, der indtil videre tæller seks bind og er solgt til udgivelse i flere lande. Derudover har Anna Grue i 2011 udgivet den anmelderroste novellesamling De andre.

anna Grue

Anna Grue

j e v s n e i l I ta P o l i t i k e n s F o r l a g

100 mm

a f

Vittoria standsede op og fiskede en af underkjolerne op af skuffen igen. Den var helt ny, opdagede hun, lå stadig pænt sammenfoldet om et lag tyndt, knitrende papir.

Silkestoffet var samme farve som kaffe med mælk og blondebesætningen elfenbenshvid.

Meget delikat. Hun foldede klædningsstykket helt ud, og et lille kort faldt ned på gulvet. Hun samlede det op. På forsiden var der et billede af et juletræ, mens bagsiden var forsynet med en kort tekst: „Julen 1957. Til dig, min eneste elskede. Kys fra E.“ Hendes sidste jul, hans sidste gave. Vittoria fik en klump i halsen.

Hvorfor havde Gerda aldrig haft den eksklusive underkjole på? Var den for fin til hende?

Eller havde hun gemt den til en speciel lejlighed, som hun ikke levede længe nok til at opleve?

Vittoria stod lidt med det bløde silkestof mellem hænderne; mere rørt, end hun havde ventet. Den var virkelig smuk, tænkte hun.

Så tog hun en rask beslutning og klædte sig af. Hun lod den glatte underkjole glide ned over kroppen, inden hun så sig i spejlet.

Den passede perfekt. Hun rankede sig, skød sit beskedne brystparti frem. Hendes hals virkede endnu længere med den dybe udskæring. Han skulle bare se mig sådan, tænkte hun.« – Uddrag fra bogen

ISBN 978-87-400-1348-1

Omslag: henriettemork.dk

17/04/15 11.36