Karla og Jonas

Renée Toft Simonsen Renée Toft Simonsen

karla og jonas

Karla og Jonas er den fjerde bog i serien om Karla, skrevet af psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen.

karla og jonas

KARLA OG JONAS

Hvad blev der egentlig af Jonas med de brune øjne? Karla og Jonas blev venner eller måske lidt mere end venner? Karla er i tvivl om, hvad det lige er, der sker, for nogle gange får hun en underlig fornemmelse, når Jonas kigger på hende. Den fornemmelse har Karla aldrig oplevet før. En ting er dog helt sikker: Jonas vil gerne finde sin mor, og Karla vil gerne hjælpe, og før de ved af det, er Karla og Jonas i København sammen …

Renée Toft Simonsen

4 4

POLITIKENS FORLAG www.politikensforlag.dk P O L I T I K E N S F O R L AG

Renée Toft Simonsen

KARLA

OG JONAS Illustreret af Lars Gabel

POLITIKENS BØRNEBØGER

Når jeg bliver stor “Jeg synes, at du er gammeldags. Du aner slet ikke, hvordan børn er i dag. Du ved overhovedet ingenting om, hvad der er smart, eller hvordan man skal se ud,” prøvede Karla desperat.

“Selvfølgelig gør jeg det, men vi er altså ikke millionærer, og du er ikke mere end knap elleve år, og der er grænser for en pige på din alder,” svarede mor, der stod ved komfuret og vendte koteletter på panden.

Karla overhørte hende fuldstændig og fortsatte næsvist.

“Hvor gammel er du egentlig? Jeg mener, havde man overhovedet rigtigt tøj, da du var barn, eller gik I i sådan noget sækkelærred a la i stenalderen?”

“Så er det nok, Karla. Nu får du bare dækket det bord. Vi skal spise lige om lidt,” svarede mor med skarp stemme.

3

“Jamen, helt ærligt, hvad var smart, da du var barn?” spurgte Karla med opgivende stemme og øjenbrynene hævet helt op i panden.

“Hvis du skal være næsvis og træls, så gider jeg ikke svare dig, men hvis du oprigtigt er interesseret, vil jeg meget gerne fortælle dig det, faktisk er det ikke så frygtelig lang tid siden, at du bare ved det. Så gammel er jeg heller ikke,” sagde mor med et lille smil. Hun vidste godt, at hun var noget nær en dinosaurus i Karlas øjne. “Du lyder, som om min barndom foregik i istiden, men det er altså kun små 30 år siden,” fortsatte hun.

Karla fnøs.

“Hvorfor kan du så ikke forstå, hvor vigtigt det er at få lov til at være sej?”

Karla mente, at tiden var inde, til hun kunne få lov til at bruge makeup, ikke sådan hver dag eller noget, men bare når hun skulle til fest. Hun stod lige og skulle til fest på lørdag, sådan en lille slags fest i hvert fald. Jonathan og Kasper havde nemlig inviteret Katrine og hende til en videoaften. De skulle først spise, måske skulle de danse, og så skulle de se en film bagefter. Det havde drengene sagt. Karla var helt vildt spændt.

Hun havde været til masser af videoaftener med Katrine og andre veninder, men ikke sådan en hvor der kun var inviteret to drenge og to piger. Hun havde sommerfugle i maven og kunne

4

næsten ikke vente. Når man kun skulle være to drenge og to piger, syntes Karla ikke, at hun kunne komme i et par gamle cowboybukser og ligne sig selv fuldstændig, hun blev nødt til at gøre noget ekstra ud af det. Hvorfor kunne den gamle hyæne ikke forstå det?

Katrine og hun havde snakket om, at de skulle have en lille smule mascara og øjenskygge på − og så måske bare en lille bitte smule lipgloss, ikke rigtig læbestift, bare sådan lidt gloss, der kunne få læberne til at skinne, måske bare med en lille smule farve i.

Mor mente bestemt ikke, at en pige, der knap var 11 år, behøvede smøre sig til med sminke. Hun blev ved med at sige, at noget skulle gemmes, til Karla skulle konfirmeres. Hvis hun gjorde alting nu, ville der jo ikke være noget tilbage til, når hun blev ældre. Desuden mente hun også, at barndommen var så kort nu om dage, at der overhovedet ingen grund var til at korte den yderligere af.

Det var Karla selvfølgelig fuldstændig uenig i. Hun syntes ikke, at hun var et barn mere. Mads Morten og Lillebror var børn, men hun selv var ret meget mere end det. Katrine og hun havde aftalt, at de skulle farve håret. Karla var helt vild for at prøve at være rødhåret, men hvis hun ikke engang kunne få lov til at tage lidt makeup på, fik hun nok heller aldrig lov til at farve sit hår. Hendes mor var dødkedelig, en rigtig oldsag.

5

“O.k. da, hvad så med at farve mit hår? Kunne jeg få lov til det? Bare sådan noget hårfarve, der går ud efter ti hårvaske.

Det kan der altså ikke ske noget ved … jeg kan jo vaske det ti gange på søndag, så er det væk, når jeg skal i skole mandag?” forsøgte Karla.

“Hold nu op, Karla, den diskussion har vi jo været igennem mange gange efterhånden. Svaret er nej!”

“Jamen, dengang var jeg kun ni, nu er jeg næsten elleve,” forsøgte Karla igen.

“Karla, hold nu op altså, jeg har jo sagt nej,” sagde mor endnu engang. Karla blev rasende, hvorfor var hun så stejl, hvad kunne der ske ved lidt hårfarve, der gik ud igen, når man vaskede det?

“Moar altså,” Karla blev stædig.

“NEJ, sagde jeg!”

Karla fik tårer i øjnene og stampede arrigt i gulvet.

“Det er jo for helvede ikke en piercing, vi er ude i, din dumme ko,” råbte hun.

Da Karla så mors ansigt, vidste hun med det samme, at hun var gået over stregen, langt over stregen.

“SÅ ER DET NOK, OP PÅ DIT VÆRELSE, NUUU!” råbte mor til hende af sine lungers fulde kraft.

Karla vendte rundt og løb op på sit værelse. Hun var rasende, men også ked af det. Hun skulle aldrig have sagt, at mor var

6

en dum ko, nu var der i hvert tilfælde ingen chance for, at hun fik lov. Hun smed sig på sengen og begyndte at slå løs på alle puderne. Lillebror, der havde hørt mor råbe, kom ind i værelset.

“Der er kommet en ny dreng i børnehaven i dag. Han hedder John, er det ikke et mærkeligt navn?”

“Skrid ud,” råbte Karla arrigt stadig med tårer i øjnene.

“Jamen, jeg har da ikke gjort noget.”

Karla kiggede op på Lillebror. Han havde kun en sok på og et tørklæde på hovedet med dødningehoveder og skeletben på. Han så sød ud.

“Synes du ikke, at det er et skørt navn?” spurgte Lillebror igen og kravlede op i Karlas seng.

Han gav aldrig op, når han havde noget på hjerte.

“Det er da et meget almindeligt navn, tror jeg nok,” svarede Karla og tørrede øjnene.

“Jeg har aldrig før mødt nogen, der hed John. Jeg synes, at det lyder mærkeligt,” blev Lillebror ved og smed sig ned på ryggen ved siden af Karla. Han lagde armene om bag hovedet og kiggede op i loftet.

“Det er måske lidt mærkeligt til et barn, men til en voksen er det vist helt almindeligt,” svarede Karla med et lille smil.

“Måske kan det gå til en voksen, men til et barn er det altså bare helt skørt, synes jeg,” sagde Lillebror bestemt.

Karla smilede igen, lidt bredere denne gang.

7

“Hvis man hedder John, når man er voksen, så har man jo også heddet det, da man var barn, kan du ikke se det?”

“Har man?” spurgte Lillebror med åben mund. Det havde han aldrig tænkt over før.

“Selvfølgelig, man skifter da ikke navn midt i livet, vel?”

“Jeg skal i hvert tilfælde hedde Lillebror hele mit liv,” sagde Lillebror med meget bestemt mine. Karla begyndte at grine.

“Helt sikkert, men tror du ikke, at det vil lyde mærkeligt, når du engang bliver stor og voksen, at nogen kalder dig Lillebror?” Den tænkte Lillebror længe over, så rystede han på hovedet, det troede han faktisk ikke. Lillebror var verdens bedste navn.

“Der er mad,” råbte mor nede fra køkkenet.

Karla og Lillebror rejste sig op fra sengen og gik sammen ned ad trappen. Da de satte sig ved spisebordet, sad både Leif og Mads Morten der allerede. Mads Morten havde været til fodbold og havde helt røde kinder, og Leif var kommet sent hjem fra arbejde den dag. Mor var ved at bære den sidste skål hen på bordet, hun kiggede ikke på Karla. Leif lagde mærke til, at Karla bare kiggede stift ned i sin tallerken.

“Hvad er der med jer to, er I uvenner?” forsøgte han.

Mor rejste sig op for at fylde vandkanden igen, og Karla sagde ingenting.

“Noget er da galt, hvad er det?” prøvede han igen.

9

“Det er bare, fordi jeg sagde noget grimt til mor lige før,” svarede Karla til sidst.

“Har du sagt undskyld?”

“Næ.”

“Skulle du så ikke få gjort det, så vi kan spise i fred og ro uden skumle miner?” fortsatte Leif. Det var tydeligt, at han var træt, og det var let at høre, at han ikke orkede de store scener ved spisebordet lige nu. Mor kiggede afventende på Karla, der stadig så ned i sin tallerken. Der blev helt stille.

“Er John ikke et mærkeligt navn, hva’? Er det ikke bare mærkeligt? Der er kommet en dreng i børnehaven, som hedder John. Hæ, davs John, kan jeg bare sige til ham, uden det er at drille, for han hedder det i virkeligheden,” grinede Lillebror.

“Det er da ikke så mærkeligt. Jeg har en fætter, der hedder John,” svarede Leif.

“Ja, men han er en voksen, far, ham her er et barn.”

Lillebror så på sin far, som om … hæ, der fik jeg dig nok, hva’?

“Hvad bliver det til, Karla?” afbrød mor diskussionen om John.

Karla trak på skuldrene − hun var stadig sur.

“Jeg venter,” fortsatte mor.

“Undskyld,” lød det fra Karla − et meget lille undskyld var, hvad det kunne blive til.

10

“Undskyld hvad?”

“Undskyld, jeg kaldte dig en dum ko.”

“Orv, kaldte du hende det, hvorfor?” udbrød Mads Morten.

“Fordi hun er så gammeldags, jeg må ingenting overhovedet,” svarede Karla surt.

“Hvad er det, du ikke må?” ville Leif gerne vide, men før Karla kunne nå at svare, var mor allerede i fuld gang.

“Hun må ikke få hul i navlen, bruge makeup eller farve sit hår rødt. Det synes jeg ikke, at der er noget mærkeligt i,” fnøs mor.

“Jeg har overhovedet ikke spurgt, om jeg måtte få hul i navlen, og det med hårfarven er sådan noget, der går ud efter ti hårvaske. Det er jo ikke noget, det er bare sjov og ballade, og jeg skal til fest hos Kasper på lørdag, og så ville det være rigtig cool at komme med farvet hår. Ellers ligner jeg bare det, jeg plejer. Jeg må jo heller ikke få nyt tøj, vel?” svarede Karla arrigt.

“Nej, det må du ikke, men man behøver vel heller ikke være rødhåret eller komme i spritnyt tøj for at se en video, har jeg ikke ret i det?” spurgte mor.

“Det er jo ikke bare at se en video, vi skal også danse, det er en slags minifest.”

“Hvis hårfarven går ud efter ti hårvaske, er det måske ikke så slemt,” begyndte Leif, men det skulle han ikke have

11

gjort. Mor blev helt underlig i hovedet og sendte ham et blik, der kunne dræbe. Han skulle vist bare blande sig helt udenom. Karla kunne selvfølgelig ikke dy sig og fulgte op på hans kommentar med håb i stemmen.

“Tak, Leif, kan du ikke få mor til at forstå det?”

Så blev det for meget for mor.

“Et nej betyder nej, hvad er det lige, der er så svært at forstå ved det, N-E-J, tre små bogstaver, det skulle være muligt for en pige i din alder at forstå sådan et lille enkelt ord. Nu gider jeg simpelthen ikke snakke mere om det. Er der nogen, der vil have en kotelet?”

Det sidste lød næsten skingert.

“Mig,” råbte Lillebror.

Karla skumlede og rakte ud efter kartoflerne.

“Og når vi har spist, skal der laves lektier, er det forstået?” blev mor ved.

Karla knaldede gaflen ned i tallerkenen; “Jeg skal ikke have noget. Jeg er ikke sulten mere. Man mister jo appetitten i det her hus,” sagde hun tvært.

“Ikke mig, jeg er ved at dø af sult,” sagde Mads Morten og gaflede den sidste bid af sin første kotelet. “Må jeg få en til?” spurgte han.

“Det hedder be’ om,” sagde mor hidsigt.

“Tag det nu roligt, Rikke,” sagde Leif stille. “Vi skulle da

12

gerne hygge os lidt, mens vi spiser. Det er første gang, jeg ser ungerne samlet i dag.”

Mor rejste sig op med et sæt og gik ud af køkkenet. Man kunne høre hendes skridt op ad trappen. Leif kiggede rundt.

Alle børnene så på ham med store øjne. Han trak på skuldrene.

“Hun skal da vist have misansjoser,” sagde Lillebror til sidst.

Så begyndte Leif at grine. Karla grinede også, mens Mads Morten, med munden fuld af mad, spurgte: “Hvad skal hun have for noget?”

“Misansjoser, det er noget med nogen fisk, som damer bliver rigtig sure af,” svarede Lillebror.

“Fisk?” spurgte Mads Morten.

“Nej, det er det der, du ved, som damer får én gang om måneden,” svarede Leif “Hvad er det?”

“Det er ... det er lige meget. Scorede du nogen mål i dag?” spurgte Leif for at skifte emne.

Mads Morten nikkede, han havde scoret helt vildt mange, det var bare ikke dem alle sammen, der var blevet godkendt, men det var lige meget, for hans hold havde vundet alligevel.

“Synes du, jeg må få farvet mit hår?” fortsatte Karla henvendt til Leif.

Han nikkede.

13

“Jeg synes ikke, at det er så slemt at farve sit hår, især ikke hvis farven går ud igen,” svarede han.

I det samme trådte mor ind i køkkenet igen, og alle tav.

“Undskyld mig,” sagde hun og satte sig ved bordet.

“Blev du bedre?” spurgte Lillebror.

Mor nikkede.

“Må Karla så farve sit hår?” fortsatte han.

“NEJ!” lød det skarpt fra mor.

Lillebror spidsede munden − hun var stadig sur.

“Tak for hjælpen, brormand, men verden går nok under, hvis jeg bliver rødhåret,” hviskede Karla ud over bordet.

“KARLA,” lød det vredt fra mor.

“Nu tror jeg, at vi skal lade den diskussion hvile,” sagde Leif med meget bestemt stemme.

Lige da de skulle til at lave bedste, bedste, værste, ringede telefonen, og Mads Morten sprang hen for at tage den trods mors protester, hun kiggede bare opgivende op i loftet og spiste videre i tavshed.

“Det er til dig, Karla, det er Jonas,” sagde Mads Morten.

Karla gik hen og tog telefonen ud af hånden på ham.

“Karla her,” sagde hun og vendte ryggen til familien.

Så hørte man kun nogle “ja’er” og nogle “nej’er” og lidt “hmm” indimellem. Karla kiggede over skuldrene, der var ingen, der sagde noget omkring bordet.

14

“Det er lidt svært at snakke nu, alle er med på en lytter, gider du ikke ringe på min mobil senere?”

“Hvor bliver hun stor,” sagde mor henvendt til Leif og med en mærkelig trækning ved mundvigen.

Karla hørte mors bemærkning og kiggede på hende med smalle øjne.

“Ja, det gør jeg tilfældigvis, og du er vist den eneste her i huset, der har det svært med det,” sagde hun vredt.

“Stop nu, Karla,” sagde Leif træt.

“Må jeg gå fra bordet, jeg har en hel masse matematikopgaver, jeg skal have lavet?”

Mor de,

nikke-

hvorefter

Karla fejede ud af rummet med store

bevægel-

ser. Hun gik

15

op på sit værelse for at lave lektier, men indeni havde hun selvfølgelig ikke givet op. Mens hun forsøgte at finde ud af, hvordan man skulle dividere og som sædvanlig aldrig kunne få sine egne tal til at passe med dem i lommeregnerens lille rude, lovede hun sig selv, at når hun engang blev stor, ville hun farve sit hår i alle regnbuens farver. Til den tid kunne hendes mor ikke bestemme noget som helst. Det skulle være både blåt og grønt og rødt, så kunne hun lære det!

16

Renée Toft Simonsen Renée Toft Simonsen

karla og jonas

Karla og Jonas er den fjerde bog i serien om Karla, skrevet af psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen.

karla og jonas

KARLA OG JONAS

Hvad blev der egentlig af Jonas med de brune øjne? Karla og Jonas blev venner eller måske lidt mere end venner? Karla er i tvivl om, hvad det lige er, der sker, for nogle gange får hun en underlig fornemmelse, når Jonas kigger på hende. Den fornemmelse har Karla aldrig oplevet før. En ting er dog helt sikker: Jonas vil gerne finde sin mor, og Karla vil gerne hjælpe, og før de ved af det, er Karla og Jonas i København sammen …

Renée Toft Simonsen

4 4

POLITIKENS FORLAG www.politikensforlag.dk P O L I T I K E N S F O R L AG