Karlas kabale by JP/Politikens Forlag

Renée Toft Simonsen Renée Toft Simonsen

karlas kabale

Karlas kabale er den første bog i serien om Karla, skrevet af psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen.

karlas kabale

KARLAS KABALE

Det er ikke altid nemt at være Karla på ni år. Især ikke når ens far har svært ved at overholde sine aftaler, eller når ens mor har rengøringsvanvid og oven i købet er flyttet sammen med en ny mand. For slet ikke at tale om, når ens bedste-bedsteveninde måske slet ikke vil være bedste-bedste-veninder mere. Heldigvis klarer Karla tingene på sin helt egen måde. Hun kan sagtens finde på at tage på eventyr som posedame eller uddrive rengøringsspøgelser. Det er aldrig kedeligt, når man er i selskab med Karla …

Renée Toft Simonsen

1 1

POLITIKENS FORLAG www.politikensforlag.dk P O L I T I K E N S F O R L AG

37664_karla-forsats 2

07/10/03, 15:06:12

37664_karla-forsats 3

07/10/03, 15:06:13

37664_karla-forsats 4

07/10/03, 15:06:13

RenÃ©e T oft Simonsen Toft

KARLAS KABALE

Illustreret af Lars Gabel

40492_karlas kabale.pmd

02-02-2004, 09:50

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

RenÃ©e T oft Simonsen Toft

KARLAS KABALE

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

Til Ulrikke, Jens Kristian, Hugo, Ida Marie og alle de andre hjertebørn, der findes i verden ... & Tak til min allerkæreste husbond, fordi du er min ledestjerne. Du er den bedste kritiker, en hustru kan ønske sig, og den, der satte gang i skriveriet med din stærke tro på mine evner som forfatter.

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

Karla modsat På hoveddøren til det store gule hus hang et lille skilt. På skiltet stod der:

Det var et skilt, Karla selv havde malet og sat op, fordi der aldrig var blevet lavet et rigtigt navneskilt. Inden for i huset kunne man høre en meget høj pigestemme, der råbte noget: ”Jeg gør det ikke, jeg tager ikke med. Jeg kender jo ikke hende Cecilie!” En spinkel pige med skulderlangt lyst hår og store blå øjne fór rundt og sparkede til sofaen og stolene i stuen. Det var Karla, og hun var rasende. For mor havde sagt, at hun skulle passes hos en ældre dame, der hed Cecilie. Karla kunne slet ikke forstå, hvorfor der ikke var et andet sted, hun kunne være, eller hvorfor

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

hun ikke bare kunne få lov til at være alene hjemme. Sådan nogle gamle damer var ikke noget for hende. Karla var snart ti år, og hun kunne da nemt være alene en eftermiddag. Karla hadede, når der bare blev taget beslutninger hen over hovedet på hende. Det mest irriterende ved at være barn var faktisk, at der hele tiden var voksne mennesker, der skulle bestemme alt muligt, hun ikke syntes kom dem ved. Jeg leger slaskedukke, tænkte hun. Jeg rører mig ikke ud af flækken. Jeg ligger bare her på gulvet og gør mig tung, så må mor slæbe mig derhen. Sådan var Karla. En selvstændig pige, som altid var parat til at gøre modstand, hvis der var noget, hun ikke ville. Karla var også en pige, der altid fandt på skægge påhit, og som ikke kunne lade være med at lave en masse ballade. Sådan en pige, der gjorde ting, før hun fik tænkt sig om.

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

”Kom så, vi skal altså køre nu, ellers når jeg ikke mit møde,” råbte mor og gik ind i stuen, hvor Karla havde lagt sig på gulvtæppet halvt inde under stuebordet. ”Det der gør du altså bare ikke,” sagde mor. Hun kunne godt se, hvad det var Karla havde planlagt. ”Jeg siger kun det her én gang. Du skal derhen, om jeg så skal bære dig. Men hvis jeg skal bære dig, finder jeg på en straf.” ”Hvad for en straf finder du på?” spurgte Karla. ”Hmm, jeg ved det ikke, men måske noget med at du ikke må få veninder med hjem i en hel uge og nul lommepenge på fredag.” ”Det vover du ikke,” sagde Karla, ”jeg har en aftale med Katrine i morgen.” ”Ja, det er jo ærgerligt, for den kommer du nok ikke til at holde, hvis ikke du kommer frivilligt med nu.” Mor vendte rundt på hælen. ”Du får to minutter.”

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

Karla lå lidt og overvejede for og imod at gøre, hvad der blev sagt. Hendes krop lå tungt på det bløde gulvtæppe, og hendes tæer skiftevis krummede og strakte sig ud. ”Jeg glæder mig, til jeg bliver voksen,” sagde hun højt til sig selv, mens hun langsomt kom på benene. Hun tænkte på, at når hun blev stor og flyttede hjemmefra, var der ikke nogen, som skulle bestemme over hende. Måske ville hun aldrig komme på besøg hos mor. Nej, hun kunne savne hende i tusind år, og Karla ville være helt ligeglad. Når hun blev stor, kunne den lede mor i hvert tilfælde ikke bære hende. Til den tid ville hun være alt for stor og tung. Karla gik med stiv krop og fornærmet mine ud ad døren og satte sig surmulende i bilen.

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

På besøg hos Cecilie ”Goddag Karla,” sagde Cecilie, ”hvor er det hyggeligt, at du vil komme på besøg hos mig.” Cecilie kunne se, at Karla ikke var i godt humør, og mor fægtede vildt med armene for at vise, at den var helt gal. Cecilie fortsatte, som om hun ikke havde bemærket noget. ”Der kommer ikke så mange på besøg mere, og jeg er efterhånden en gammel dame, så det er ikke meget, jeg kommer ud. Derfor elsker jeg at få besøg. Det er dejligt med nogen at snakke med. Det kan blive ensomt, når benene ikke længere kan holde til så meget.” ”Hej hej, vi ses senere,” sagde mor og skyndte sig af sted, mens Cecilie snakkede videre med Karla. Karla gad ikke engang sige farvel. Hun stirrede bare ned i gulvtæppet.

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

”Engang kunne jeg gå og løbe ligesom dig. Det gjorde jeg skam også. Hver eneste dag. Åh, hvor jeg altid skulle noget. Jeg havde altid planer og altid veninder, som jeg skulle lege med. Selvfølgelig kunne jeg ikke lege så meget, som I gør i dag. Jeg skulle jo også arbejde.” Mens Cecilie snakkede, blandede hun kort. De strøg ud og ind mellem hinanden. Ikke én gang tabte hun et kort, selv om det gik temmelig stærkt. Cecilies fingre var lidt krogede og en smule stive, men hun var virkelig god til at blande kort alligevel. Hun begyndte at lægge kortene ud på bordet i helt lige bunker med fire i hver. Den allersidste bunke med fire kort beholdt hun i hånden, mens hun vendte et af dem rundt. Det var en syver. ”Hmm, nå hej med dig, ja, du skal jo derhen, hvor syverne bor,” sagde Cecilie. ”Skulle du arbejde, da du var ni år?” spurgte Karla. Hun var alligevel blevet nysgerrig. ”Børn arbejder da ikke?”

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

”Joh, da jeg var barn, skulle børn arbejde. Vi skulle hjælpe til i huset og i marken, når der var brug for det, og det var der næsten altid. Da jeg var barn, var tiderne anderledes. Jeg voksede op på en gård ude på landet, og min mor og far havde altid meget travlt. De skulle fodre dyrene og passe gården og markerne, og vi børn måtte tage vores tørn. Det var nødvendigt, for ellers fik vi ikke nogen penge. Og ingen penge betød ingen mad.” Karla løftede hovedet, så hun bedre kunne høre, hvad Cecilie sagde. Det lød da mærkeligt, at hun skulle arbejde, da hun var barn. Karla kendte ingen børn, der arbejdede. Der var i hvert tilfælde ingen i hendes klasse, der gjorde. De skulle måske hjælpe lidt til med at dække bord eller gå ud med skraldespanden – det skulle Katrine – men ingen skulle arbejde sådan rigtigt. De børn, Karla kendte, skulle tværtimod helst lege hele dagen. Nogle gange var det faktisk voksne, der satte dem i gang med at lege, hvis ikke de lige lavede noget. ”Jeg skal ikke arbejde, men jeg skal til gengæld helst lege hele tiden,” sagde Karla. ”Det lyder da også anstrengende,” sagde Cecilie. ”De voksne kan godt være lidt mærkelige. De kan ikke lide, hvis børn ikke leger eller laver noget. Var din far og mor skilt?” ville Karla gerne vide. ”Jamen, nej da,” udbrød Cecilie, ”det gjorde man ikke så meget dengang … men jeg gik engang i klasse med en dreng, og

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

hans forældre blev skilt. Han flyttede dog væk med sin far, så jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvorfor det skete, og hvordan han havde det med det.” ”Han har ikke haft det godt,” sagde Karla, ”og jeg ved det, for min mor og far er skilt. Det er rigtig svært for et barn, når ens forældre bliver skilt.” Karla begyndte at fortælle Cecilie om, hvorfor det var svært at være skilsmissebarn. Hun fortalte, hvordan hun ofte savnede sin far, fordi hun ikke så ham så tit. Kun én gang om ugen måtte hun være hos ham, det var hver mandag, og hun måtte ikke sove der. ”Han er nemlig alkoholiker,” fortalte Karla. ”Det betyder, at han drikker for mange øl.” Cecilie nikkede. Hun vidste godt, hvad det der alkoholiker var for noget. ”Det må også være svært for dig,” sagde Cecilie. Karla nikkede og kiggede ned i gulvtæppet igen. Hun blev ked af det ved tanken om, at hendes far var syg. ”Indimellem kan der godt gå lidt tid, hvor jeg ikke ser ham, og så bliver jeg så bange for, at der er sket ham noget,” sagde Karla og fortalte også Cecilie, at han ikke måtte køre bil, når hun var med, eller når Mads Morten var med. Mads Morten var hendes lillebror, som far også var far til. Hun havde også en anden lillebror, som hed Lillebror, og som havde en anden far,

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

der hed Leif. Leif boede sammen med mor. Men når Mads Morten eller Karla ikke var der, så kørte far bil. Det havde hun selv set, og så blev hun så bange for, at han skulle køre galt. ”Min mor siger, at jeg ikke skal tænke så meget på det, for far er en voksen mand, der selv skal finde ud af det. Men jeg kan da ikke bare lade være med at tænke på det alligevel, vel?” Cecilie nikkede og sagde, at hun godt kunne forstå, det var svært at lade være med at tænke på det. ”Så har du fået en ny lillebror og en ny far?” spurgte Cecilie. ”Niks,” sagde Karla bestemt, ”en ny lillebror, men ikke en ny far. Leif er jo ikke min far. Bare fordi han er gift med min mor. Sådan behøver det altså ikke at være,” sagde Karla. ”Men jeg har fået en ny slags storesøster, som hedder Ana Lisa. Hun er ikke min rigtige storesøster, for hun har en anden mor, som hun bor hos helt ovre i København. Men Leif er hendes far, og derfor er vi jo sådan lidt i familie, ikke også?” Karla så op på Cecilie, som nikkede igen. ”Det er en meget stor familie, du pludselig har fået,” mente Cecilie. Karla fortalte, at det ikke var spor pludseligt, for hun var kun to år, da far og mor blev skilt, men derfor var det trist alligevel. Hun fortalte, at hun godt kunne lide Leif, han var sød, og hun var også glad for Lillebror og Ana Lisa.

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

”Men selv om min far er alkoholiker, så er han verdens bedste far. Han er jo den eneste far, jeg har, og du kan tro, at han også er sød. Han har stærke arme, der giver gode bjørneknus, og jeg må altid selv bestemme, hvad vi skal have at spise til aftensmad, og han tager mig tit med i svømmehallen eller i biografen, og han gider læse højt i timevis, og han siger hele tiden, at han elsker mig meget højt …” Karla holdt inde i et kort sekund, men så fortsatte hun: ”Når han ikke er alkoholiker, så kan man slet ikke se, at han er syg. Når han ikke drikker, ser han faktisk ud som alle de andre fædre. Så det er sådan en sygdom, som man ikke lige kan vide, at der er nogen, der har, hvis altså ikke man lige ved det.” Karla havde talt sig varm. Hun følte sig godt tilpas her i Cecilies lille stue. Der var gulvtæppe på overalt og bløde puder i sofaen. Der hang gamle billeder på alle væggene af forskellige mennesker, som Karla ikke kendte. Og så var der småkager i en skål på bordet og en lille blomstret glaskrukke i alle regnbuens farver med bolsjer i. Der var et ur, der tikkede – sådan et roligt tik tak. Karla syntes, at der var rart hos Cecilie, og uret havde sådan en dejlig rolig lyd. ”Nogle gange kan det også være svært at vide, om man er i familie med nogen eller ej. Fx har Ana Lisa fået en lillebror ovre hos sin mor i København. Han hedder Viktor, og jeg er jo altså sådan lidt i familie med Ana Lisa, men jeg er slet ikke i familie

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

med Viktor, ham kender jeg overhovedet ikke. Det er da mærkeligt at tænke på, at jeg er i familie med en, der er i familie med en anden, som jeg overhovedet ikke er i familie med og slet ikke kender.” Cecilie syntes, at det var indviklet alt det, Karla fortalte om sin familie. Hun forsøgte at gentage, hvem der var i Karlas familie, men hun kludrede i det, og Karla begyndte at grine. ”Nej, Cecilie, jeg er jo ikke i familie med Viktor. Viktor er jo Ana Lisas lillebror.” ”Du kan nok forstå, at det kan være svært at have en far, der er syg, men som også er verdens bedste far, og så også have Leif, der bor hjemme hos mig hver dag, og som faktisk på den måde er lidt mere far – altså sådan til hverdag – end min rigtige far er. Leif har været der så længe, så det føles, som om han lidt er min far.” Karla sagde det sidste helt stille, som om det var en hemmelighed.

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

Karla holdt en lille pause. Hun kiggede rundt i stuen og spurgte, om ikke Cecilie syntes, at det alt sammen lød lidt svært. ”Man kan jo ikke have to fædre,” sagde Karla og fortsatte. ”Der er ingen rigtige familier, der har to fædre. I en rigtig familie er der kun én mor og én far og så nogle børn, der alle sammen er søskende, sådan rigtigt.” ”Det der med din familie lyder lidt ligesom en kabale,” sagde Cecilie. ”Nogle gange går den op, og andre gange gør den ikke.” Det var faktisk en kabale, Cecilie var i gang med at lægge. Hun fortalte, at den, hun lagde lige nu, hed kongekabalen, og så spurgte hun Karla, om hun ikke havde lyst til at prøve? Det ville Karla gerne. Med lidt hjælp fra Cecilie gik det godt, og Karla syntes, at det var sjovt. Cecilie fortalte, hvordan man kunne lægge en kabale for at se, hvordan noget ville gå. Nogle gange lagde Cecilie selv en kabale for at få at vide, om hun fx ville få besøg den dag, og hun havde lige lagt en kabale, der var gået op, da Karla kom ind ad døren. Altså hvis den gik op, ville hun få besøg, og hvis den ikke gik op, ville hun ikke få besøg den dag. ”Men det er ikke altid, at kabalen taler sandt,” formanede Cecilie. ”Nogle gange går det godt, selv om kabalen ikke er gået op, så man skal passe på med at tro alt for meget på den.” Karla foreslog, at de skulle lægge en kabale for, om far blev rask. Cecilie var ikke så sikker på, at kabalen ville sige noget

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

om det, men de kunne da godt prøve. Karla blev nervøs ved tanken om, at den ikke skulle gå op. De kom langt i kabalen, men pludselig kom den sidste konge frem, og der var stadig over ti kort på bordet, som ikke var blevet vendt. Karla blev urolig. Hun kunne mærke, at det virkelig betød meget for hende, at denne her kabale gik op. ”Den går ikke op!” sagde hun ulykkeligt. Cecilie kunne høre, det var meget vigtigt for Karla, at denne her kabale gik op, så hun tog resolut en af kongerne og puttede ham nederst i en af bunkerne på bordet, og så tog hun et nyt kort fra samme bunke. ”Indimellem må man give sådan en kabale førstehjælp. Men kun i yderste nødstilfælde,” sagde Cecilie, ”og det her er vist yderste nødstilfælde, det kan jeg fornemme.” Cecilie rakte Karla kortene, så hun selv kunne fortsætte, og pludselig gik kabalen op. Da mor kom for at hente Karla, sad Cecilie og Karla stadig og lagde kabaler. Karla var ved at lære en helt ny, så hun blev lidt ærgerlig over, at mor kom nu. Hun spurgte Cecilie, om hun måtte komme på besøg en anden gang, for det havde været den hyggeligste eftermiddag, hun havde haft i lang tid. Hun kiggede forsigtigt på Cecilie, som nikkede til hende. Cecilie havde også hygget sig og ville rigtig gerne have besøg en anden gang. Besøg var det bedste, hun vidste. ”Det der med om han bliver rask … kan man stole på sådan en kabale, som man har givet førstehjælp?” spurgte Karla. Ceci-

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

lie kiggede ømt på Karlas lille bekymrede ansigt, så sagde hun: ”Det er med kabalen som med familien. Den har indimellem brug for førstehjælp, og om man kan stole på den, tja, det kan man da så nogenlunde – næsten.” Karla gav Cecilie et stort knus og sagde på gensyn. Hun havde nemlig ikke lyst til at sige farvel. På vejen hjem sagde Karla ikke et eneste ord, og det var lidt mærkeligt, for Karla talte ellers altid. Nu kiggede hun bare ud på vejen, der hele tiden forsvandt under bilens dæk, og tænkte på, om kabalen mon havde talt sandt. Den havde jo fået førstehjælp. I morgen skulle hun ned til far, så kunne hun jo selv se, hvordan det stod til.

37664_karlas kabale.pmd

04-10-2003, 10:35

Renée Toft Simonsen Renée Toft Simonsen

karlas kabale

Karlas kabale er den første bog i serien om Karla, skrevet af psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen.

karlas kabale

KARLAS KABALE

Renée Toft Simonsen

1 1

POLITIKENS FORLAG www.politikensforlag.dk P O L I T I K E N S F O R L AG