Kriser krak og kaviar - Lars Tvede by JP/Politikens Forlag

konjunkturcyklusserne som

boom i aktier og ejendomspriser ledsaget af fester, champagne og

iværksætter og investor i over 30

kaviar. Flere og flere tror, at opsvinget nærmest vil vare evigt. Blot et

år, og min personlige erfaring er,

par år senere kan vi være sunket ned i en dyb krise med konkurser og

at man ikke kan forudsige det

børskrak. Mange frygter nu, at økonomien aldrig bliver bedre.

cykliske forløb på langt sigt med nogen større præcision. Det

Lars Tvede tager i denne bog læseren med på en fascinerende rejse

gælder ikke blot mig selv, men

gennem økonomiens historie og præsenterer de mest centrale teo-

også finansmarkedernes aller-

rier om økonomiske konjunkturer. Lige siden John Law indførte papir-

skarpeste analytikere, som jeg

penge i Europa i 1700-tallet, har eksperter prøvet at forstå, hvad der

altid følger. Men man kan faktisk

skaber de store udsving, og hvordan regeringer og centralbanker kan

godt se, hvornår økonomien er i

styre nogenlunde sikkert gennem høj- og lavkonjunkturer. Hvor tæt er

’gult område’, dvs. med betydelig

vi nu på en viden, der kan afbøde de største skader?

sandsynlighed for en snarlig konjunkturvending; om det så er

KRISER, KRAK OG KAVIAR er fagligt velfunderet og samtidig skrevet i et

op eller ned. I de situationer kan

let sprog krydret med anekdoter og historier. Hvem skulle fx have

man gøre, som når man triller i sin

troet, at de første gennembrud i nationaløkonomi og kriseteori blev

bil på motorvejen og har en fod

skabt af en skotsk gambler, skørtejæger og morder og en hårdkogt

hængende lige over enten

irsk storspekulant? Og hvad var dramaet bag den store depression i

speederen eller bremsen. Man

1930’erne og dotcom-krakket ved årtusindskiftet?

kan være klar, og ens opmærksomhed kan i de perioder være skærpet.”

Kriser, krak og kaviar HVORFOR MARKEDER ER U S TA B I L E , O G H V O R D A N DU KAN FORUDSIGE OPSVING OG NEDTURE

LARS TVEDE er uddannet ingeniør, økonom og derivatives trader. Gennem sin karriere har han stiftet, medstiftet og finansieret en række virksomheder inden for primært informationsteknologi og finansvæsen. Lars er meget efterspurgt af internationale medier og har bl.a. optrådt på TED Talks og som guest host på CNBC, ligesom han ofte er keynote-taler på erhvervsseminarer. Han har desuden skrevet bøger om bl.a. markedsanalyse, strategisk markedsføring, informationsteknologi, nationaløkonomi, entrepreneurship, børshandel, psykologi, fremtiden og vestlig civilisation. De meste kendte i Danmark er Børshandelens Psykologi, Kriser, Krak og Kaviar, Børshaj samt Det Kreative Samfund. Hans bøger er tilsammen udgivet i over 50 oplag og på 11 sprog. Han bor i Schweiz med sin

ISBN: 978-87-400-2201-8

JYLLANDS-POSTENS FORLAG

O M S L A G : H A R V E Y M A C A U L AY / I M P E R I E T . D K

IONAL INTERNAT R E BESTSELL

M A R T I N S Y LV E S T / S C A N P I X

Økonomier er stærkt turbulente. Et år kan vi opleve højkonjunktur med

LARS TVEDE Kriser, krak og kaviar

”Jeg har haft nærkontakt med

LARS TVEDE

familie og holder af at stå på ski, sejle og samle på Italienske sportsvogne samt vin. www.larstvede.com

FORLAG

J Y L L A N D S - P O S T E N S F O R L A G J Y L L A N D S - P O S T E N S F O R L A G

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 2

19-03-2015 11:07:35

L A R S T V ED E

KRISER, KRAK OG KAVIAR Hvorfor markeder er ustabile, og hvordan du kan forudsige opsving og nedture

Jyllands-Postens Forlag

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 3

19-03-2015 11:07:35

KRISER, KRAK OG KAVIAR Hvorfor markeder er ustabile, og hvordan du kan forudsige opsving og nedture Af Lars Tvede © Jyllands-Postens Forlag JP/Politikens Hus A/S 2015 ISBN 978-87-400-2201-8 1. udgave, 1. oplag Printed in Finland Forlagsredaktion: Kim Hundevadt Redaktion: Erik Høvring Grafisk tilrettelægning: Pamperin & Bech Grafisk Omslagsdesign: Harvey Macaulay Illustrationer: Se billedtekster Bogen er trykt hos: Bookwell Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

JYLLANDS-POSTENS FORLAG Rådhuspladsen 37 1785 København V Tlf: 33 47 07 07 www.jyllandspostensforlag.dk

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 4

19-03-2015 11:07:35

Indhold

Forord · En vinterdag i Zug 7 F Ø R S T E DE L · O P DAG E L S E N A F KO N J U N K T U RCY K L U S S E R 1 Penge af papir 13 2 Slip slanterne, makker! 26 3 De første økonomer 35 4 Finansverdenens Napoleon 55 5 Marx og markederne 64 6 Syv pionerer 72 A N DE N DE L · KO N J U N K T U R T EO RIE N TAG E R F O R M 7 Grundlaget skabes 87 8 Fisher, Babson og børsen 103 9 Skyer i horisonten 114 10 Debatten om depression 123 11 Schumpeter: Elsker, rytter, økonom 138 T R ED J E DE L · M AT E M AT IK K E N S M YS T E RIE R 12 Økonometriens indmarch 153 13 Kaos, klovner og kædeberegninger 169 FJ E RDE DE L · P E NG E M Æ NG DE N S PA R A DO K S E R 14 Ustabilitet og penge 177 15 Friedman og Lucas 194

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 5

19-03-2015 11:07:35

F E M T E DE L · KO N J U N K T U R T EO RIE N S K E R N E 16 Sagen i en nøddeskal 203 17 Fire spørgsmål 213 S J E T T E DE L · KO N J U N K T U R E R O G IN V E S T E RING E R 18 Ejendomscyklussen: Den største af alle 221 19 Kunst, antikviteter, smykker og samleobjekter 233 20 Ædelmetaller og diamanter 246 21 Obligationer, aktier, hedgefonde og kapitalfonde 254 22 Råvarer: Markedet, der stiger, når festen skal slutte 263 23 Valutamarkeder: Verdens største legeplads 269 SY V E N DE DE L · KO N J U N K T U R A N A LYS E I P R A K SI S 24 Konjunkturcyklusser og lands ledelse 277 25 Konjunkturcyklusser og investeringsstrategi 288 O T T E N DE DE L · H J E R T E T S S L AG 26 Alt med måde 297

Bibliografi 304 Ordliste 324 Noter 330 Register 334

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 6

19-03-2015 11:07:35

FORORD

En vinterdag i Zug

Kantonen Zug er en af de mindste i Schweiz, men trods sin beskedne størrelse har den alt, hvad man forbinder med dette land. Gamle bondegårde bygget i træ ligger spredt overalt på bjergskråningerne, og lydene af hundredvis af kobjælder er aldrig langt væk. Om sommeren er de fleste huse pyntet med blomster i alle regnbuens farver. Kantonen ligger ved foden af Alperne. Der er en storslået udsigt til toppen af Rigi-bjerget mod sydøst og Pilatus-bjerget mod syd, og bevæger man sig op på bjergene, får man måske øje på Jungfrau og Eigers berømte bjergtoppe mod vest. Vandet, der strømmer ned ad bjergsiderne, løber ud i den lokale sø, Zugerzee. På søens østlige side ligger den gamle by Zug. Byen, der blev grundlagt i det 11. århundrede, har gamle træhuse, smalle gader, romantiske kirker, resterne af byens forsvarsværker og -tårne samt en lillebitte havn til skibene på søen. Stedet ændrer sig meget i løbet af året. I den lange, varme sommer summer byen af liv. De mange små udendørscafeer er fyldt med glade mennesker, og der arrangeres festivaler, åbne markeder, koncerter og sommetider fyrværkeri over søen. Det første tegn på, at sommeren går på hæld, er altid det samme: tordenvejr. Først ser man de tavse lyn i det fjerne – ikke kun nogle enkelte lynglimt, men ofte hundredvis af dem. Så kommer uvejret gradvis tættere på. Efterhånden som det nærmer sig, bliver tavsheden afløst af en svag rummel, og dernæst – når det når frem til selve Zug – kommer voldsomme brag fulgt af ekko, når lyden reflekteres af bjergsiderne. Så kommer vinden, derefter regnen, og med ét er det overstået. Efteråret afløses af en periode, hvor vejret er trist og tåget. En dag klarer det op, og kigger man op på de sneklædte bjergtinder, ved man, at vinteren er kommet. ***

E n vinterdag i Z u g

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 7

19-03-2015 11:07:35

For mange år siden, på en af de frostklare vinterdage i begyndelsen af 1998, kom jeg gående ned ad Bahnhofstraße for at spise frokost med Jörgen Chidekel, en af mine gamle venner. Vi kan godt lide at mødes på en restaurant i den gamle bydel for at snakke lidt om tingene; med „tingene“ mener jeg især verdensøkonomiens tilstand og udsigterne for finansmarkederne. Jörgen er hedge fund manager, og han lever og ånder for disse markeder. Vi bestilte maden, inden jeg stillede det sædvanlige spørgsmål: „Hvordan går det så?“ Dengang som i 2015 var Rusland på spanden. „Det er stadig uafklaret. Det er et gigantisk krak, der er ved at udfolde sig,“ sagde han. „Det russiske aktiemarked har kurs mod afgrunden. Selv om landet har en befolkning på 150 millioner, er dets økonomi mindre end den schweiziske.“ „Mindre end den schweiziske?“ „Ja, sådan er det. Værdien af hele det russiske aktiemarked svarer til værdien af bare et par af de amerikanske internetselskaber. Og Asien/Stillehavsregionen er selvfølgelig helt kaotisk. I visse af landene ser det ud til, at de forsøger at bygge et nyt Manhattan. Nu står mange af nybygningerne gabende tomme. Det er de gode, gamle konjunkturcyklusser, der er i gang igen.“ Mens vi spiste frokost, gik vi dybere ned i detaljerne omkring det forestående krak og konjunkturcyklusserne, og efter kaffen forlod vi restauranten sammen. Da vi stod udenfor for at tage afsked med hinanden, spurgte jeg ham, hvad han ville råde til. „Intet overilet. Det er et krak, det her. Et virkelig stort krak,“ sagde han. Så man skulle købe på det, men ikke endnu. Det var bidende koldt, og når han talte, dannede hans ånde små frostskyer i den klare luft. Til sidst brød han ud i et bredt smil og sagde: „Men vejret er da pragtfuldt.“ Vi grinede smørret til hinanden og gik hver til sit. Mens jeg stod og kiggede efter ham – der var på vej til sit kontor – forestillede jeg mig, hvordan alle disse små skyer af frossen tale ville svæve af sted gennem Bahnhofstraße med deres frosne budskab: „Det er et krak, det her. Et virkelig stort krak,“ og hvordan en af skyerne måske snart ville dreje om hjørnet ind i Rigistraße og blande sig med dampfyldte talebobler fra alle de andre bekymrede forretningsfolk. Eller måske ville de blive båret hele vejen ned til bredden af søen og passere forbi bådene: „Det er et krak, det her … Men vejret er da pragtfuldt.“ Da jeg den aften kom hjem, beholdt jeg frakken på og gik ud i haven, hvor jeg satte mig i en havestol under et træ. Det var bælgmørkt, og det sneede let. Jeg har altid holdt af de stille vinteraftener, hvor småbitte snefnug daler blidt ned omkring mig; sjældne gange, som på denne aften, fra en tilsyneladende skyfri himmel. Langt borte kunne jeg se lysene fra skisportshotellet højt oppe på toppen af Pilatus-bjerget, og under mig strålede navigationslysene på en turbåd, som så ud til at glide majestætisk hen over søen. Det forekom helt magisk. Mine tanker gik tilbage til frokosten, hvor vi havde talt om konjunkturcyklus8

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 8

K R I S E R , K R A K O G K AV I A R

19-03-2015 11:07:35

ser. De kom og gik hele tiden; den ene efter den anden. Den ene dag var der højkonjunktur og fest med champagne og kaviar på forretningsfolkenes borde, og et år eller to senere var der dyb krise med konkurser, børskrak og arbejdsløshed. Hvor mange forstod i virkeligheden, hvorfor dette skete og tilsyneladende altid ville ske? I hvert fald ikke alle, for i nedgangstider var der tydeligvis mange, der troede, at økonomien aldrig ville rette sig, og under en højkonjunktur troede de til gengæld, at det ville vare for evigt. „Denne gang er det anderledes,“ sagde de måske til hinanden. Konjunkturproblemet var kompliceret, og hver gang økonomerne troede, at nu forstod de endelig det hele, viste der sig nye træk, som ændrede billedet. Men det var fascinerende, og jo mere man vidste om det, desto større var chancerne for at klare skærene. Jeg spekulerede på, hvornår dette fænomen for alvor var begyndt at fylde i folks dagligdag. Var det med det berømte børskrak i 1929? Nej, nej, det var længe før det. Var det så på Adam Smiths tid? Nej, heller ikke; det gik endnu længere tilbage. Jeg gjorde op med mig selv, at fænomenet formentlig for alvor havde fået betydning med indførelsen af papirpenge i den europæiske markedsøkonomi. Det var en mand ved navn John Law, der havde indført papirpenge i Europa. Det havde stimuleret udviklingen af et meget stort kreditmarked. Både papirpenge og kreditmarkeder havde været af enorm betydning for skabelsen af økonomisk vækst, men de var også farlige at lege med, hvis man ikke forstod dem. Jeg tænkte på John Law. Mon han egentlig havde været klar over, hvad det var, han satte i gang? Formentlig ikke, for hvordan kunne han vide det? Jeg prøvede at se ham for mig. Hvordan var det, han havde set ud på de gamle kobberstik og malerier, jeg havde set? Han var i hvert fald høj. Der begyndte at forme sig et billede af ham for mit indre blik – profilen af en høj, slank mand. Eftersom det var på Solkongens tid, var hans sko temmelig feminine med masser af pynt, og han gik til daglig med en latterlig paryk. Jeg lukkede øjnene og lænede mig tilbage i havestolen – nu blev billedet skarpere – John Law. Jeg så for mig en tillidsfuld, stolt ung mand stående i morgensollyset med den ene hånd hvilende på ryggen. Det må have været i en park, for der var træer i baggrunden. Et stykke væk stod en lille flok mænd klædt i den samme, lidt pudsige barokstil og iagttog John Law. Men John Law blev stående lidt for sig selv, dybt koncentreret. Jeg kunne se hans ansigt meget tydeligt nu, og jeg bemærkede små svedperler på hans pande. Han ænsede dem tilsyneladende ikke, og hans blik var stift rettet mod et bestemt punkt. Det, han i den grad fikserede på, var en anden mand. Han stirrede intenst. Og i hånden holdt han en lang metalgenstand … E n vinterdag i Z u g

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 9

19-03-2015 11:07:35

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 10

19-03-2015 11:07:35

FØRSTE DEL

Opdagelsen af konjunkturcyklusser „Universet er fuldt af magiske ting, der venter tålmodigt på, at vores vid bliver skarpere“ EDEN PHILLPOTTS

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 11

19-03-2015 11:07:35

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 12

19-03-2015 11:07:35

KAPITEL 1

Penge af papir

Et sværd. John Law stod dér med sit sværd i hånden. Om nogle få sekunder, når han fik tegn til det, skulle han kæmpe en duel med sværd imod mr. Wilson, og det kunne vel blive en kamp til døden. Men hvorfor havde han accepteret duellen? Hvorfor risikere at dø i så ung en alder? Jo, det var dumt, men sådan var manden. På samme måde, som han aldrig undlod at gribe ud efter enhver mulighed, der bød sig, konfronterede han også de problemer, der opstod. Og nu, den 9. april 1694, da problemet var, at mr. Wilson havde udfordret ham til duel, var Law parat til at tage udfordringen op og kæmpe.1 *** Hvem var John Law? Vi ved fra den tids beskrivelser, at han var veltalende og velklædt. Selv om hans ansigt var skæmmet af skoldkopper, virkede det intelligent – i hjembyen Edinburgh kaldte pigerne ham for „smukke Law“. Fra 14- til 17-års alderen havde han stået i lære i faderens forretning, hvor han havde lært bankvæsen, og i de år udviste han et bemærkelsesværdigt talent for matematik og hovedregning. Da faderen døde i 1688, efterlod han den 17-årige søn overskuddet fra sin bank- og guldhandel. Alle muligheder stod tilsyneladende åbne for John Law i Edinburgh, men han ønskede at få mere ud af tilværelsen, end den lille by kunne byde på. Faktisk meget mere. Derfor besluttede han at forlade Skotland for at drage til London.2 Efter at have slået sig ned dér varede det ikke længe, før han begyndte at frekventere byens spillehuse for at drage nytte af sin flair for hovedregning. Og det virkede. Inden længe havde han vundet en betydelig sum penge. Den flotte, unge skotte var blevet kendt og beundret, ikke mindst blandt damerne. Livet var virkelig sjovt! Men langsomt og umærkeligt var John Law blevet en uhelbredelig spiller. P enge af papir

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 13

19-03-2015 11:07:35

John Law fra Lauriston. Slår man op i en fransk telefonbog, finder man hans families efterkommere under navnet Lauriston. Law introducerede papirpenge i Europa og udtænkte en fantastisk finansiel redningsplan for det ruinerede Frankrig. Desværre blev den ødelagt af Philippe d’Orléans.3

Han begyndte gradvis at spille med større og større indsatser, indtil nemesis til sidst ramte ham: Han tabte så meget i et spil, at han blev tvunget til at pantsætte sin ejendom for at kunne betale spillegælden. Og det var netop det selv samme år, som han havde været dum nok til at rode sig ind i duellen mod mr. Wilson – blot på grund af en lille flirt med dennes veninde. John Law var på det tidspunkt 26 år gammel, og måske skulle han nu møde døden. ***

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 14

K R I S E R , K R A K O G K AV I A R

19-03-2015 11:07:35

Duellen blev kort og blodig, for da signalet blev givet, lykkedes det Law at dræbe sin modstander med et eneste stød. Men inden dagen var omme, mødte politiet op for at arrestere ham, og kort efter pågribelsen blev han anklaget for mord – og efterfølgende dømt til døden. Heldigvis blev straffen senere forvandlet til en bødestraf, da anklagen blev ændret fra mord til manddrab. Opbragt herover appellerede mr. Wilsons bror imidlertid, og mens sagen verserede, sad Law fængslet. Men inden appelsagen kom for retten, lykkedes det ham at flygte – ingen ved hvordan. Derefter kom han med et skib fra England over til fastlandet. John Law rejste derefter rundt i Europa i tre år. Han tilbragte typisk morgenen med at studere finansvæsen, handel og monetære og bankmæssige anliggender i de lande, han besøgte; nætterne blev tilbragt i de lokale spillehuse. Da han besøgte Amsterdam, spekulerede han tillige på børsen. Det var sandsynligvis i året 1700, at han sejlede tilbage over Kanalen og vendte hjem til Edinburgh, som jo lå i det selvstændige Skotland og derfor uden for det engelske politis rækkevidde. Der begyndte han at tale varmt for en idé, som han havde undfanget på sine rejser i Europa, og som han selv troede fuldt og fast på: Hvis et land skulle opnå økonomisk fremgang, måtte det have papirpenge. Efter hans opfattelse ville det fremme handelen langt mere end den traditionelle guld- eller sølvvaluta. Og at basere økonomien på penge fremstillet af papir kunne sagtens lade sig gøre, fordi, som han skrev i 1705: „Penge er ikke den værdi, hvortil man udveksler varer, men den værdi, ved hjælp af hvilken varerne udveksles.“4 I 1705 udgav han en publikation om penge. På det tidspunkt befandt Skotland sig i recession, og han mente, at han forstod, hvad problemet bestod i.5 Det handlede om pengemængden, og i pamfletten indførte han et udtryk, der ikke tidligere var blevet anvendt, nemlig: „efterspørgsel efter penge“. Law søgte at påvise over for læserne, at pengeforsyningen aktuelt var for begrænset, og pengerenten derfor for høj. Løsningen ville være at øge pengeforsyningen, for det ville føre til lavere rentesatser, hævdede han, og det ville ikke skabe inflation, så længe erhvervslivet ikke opererede på fuld produktionskapacitet. Men hvordan forøger man pengemængden, hvis penge er guld eller sølv? Nej, det var svært at gøre i større omfang, for så skulle man sende en enorm hærskare ud med spaderne. Her fremlagde Law en vigtig sondring mellem nytte og værdi. Vand gav eksempelvis stor nytte, men havde lille værdi, skrev han, fordi der var masser af det. Diamanter havde derimod lille nytte, men omvendt stor værdi, fordi der var få af dem. Pointen var, sagde han, at penge ikke behøvede at have værdi for at skabe nytte, og hvis man kun ville basere samfundsøkonomien på penge, der i sig selv havde værdi, ville der gradvis komme stadig større mangel på dem. Han slog ligeledes til lyd for, at man etablerede en „jordbank“ i Skotland.6 P enge af papir

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 15

19-03-2015 11:07:35

Den skulle udstede sedler op til et beløb, der aldrig måtte overstige værdien af statens samlede jordbesiddelser. Køberne af sedlerne skulle så modtage rentebetaling og have option på at konvertere deres sedler til jord på et givet tidspunkt. Systemet ville bl.a. have følgende fordele: • Landet ville blive fritaget for byrden med at skulle købe mere og mere ædelmetal til fremstilling af den mængde mønter, der afspejlede den økonomiske vækst. • Det ville gøre det nemmere at styre den pengemængde, der var i omløb, sådan at man kunne imødekomme de skiftende behov i landet. Forslaget var meget velformuleret, og det blev modtaget med betydelig begejstring mange steder. Men samtidig var det kontroversielt, og visse kritikere gjorde nar ad det og refererede til det som „sandbanken“, hvormed de antydede, at det ville „bringe statens fartøj til kæntring“. Til sidst blev det dog debatteret seriøst i Parlamentet, men længere kom det ikke; et flertal nedstemte forslaget. Papirpenge lød simpelthen for useriøst. Skuffet over det, samt at han ikke kunne opnå benådning for manddrabet ved de engelske domstole, vendte Law tilbage til kontinentet, hvor han genoptog sin tidligere beskæftigelse som rejsende, professionel gambler. Han fortsatte den levevis i 14 år, hvor han rejste rundt og spillede i lande som Belgien, Holland, Tyskland, Ungarn, Italien og Frankrig, og med tiden voksede hans formue, indtil han til sidst var særdeles velhavende. Undervejs skaffede han sig indflydelsesrige venner, herunder den franske hertug af Orléans, Philippe d’Orléans, der senere skulle vise sig at få stor betydning. Tanken om en jordbank rumsterede fortsat i hovedet på John Law. Europa behøvede papirpenge for at få fremgang; det var han ikke et sekund i tvivl om. Det var sandsynligvis i 1708, at han fremlagde planen om en jordbank for det franske hofs finanschef. Forslaget blev også afvist her; måske, som nogle kilder hævder, fordi Law ikke var katolik. Herefter forsøgte han sig i Italien, men heller ikke her vandt han gehør for sin idé. Historiens veje er uransagelige, og sommetider afgør de særeste sammentræf ikke alene folks, men nationers skæbne. Her er ét: Da den ekstravagante Solkonge, Ludvig 14., døde i 1715, blev tronen overladt til en kun syv år gammel arving, hvorfor netop John Laws ven Philippe d’Orléans blev indsat som midlertidig regeringsleder. I modsætning til Law havde hertugen kun ringe forståelse for bankvæsen og det højere finansvæsen, men til forskel fra alle andre statsoverhoveder i Europa overvejede han faktisk seriøst Laws idéer om papirpenge. Frankrigs finanser var i en sørgelig forfatning efter den ødsle Solkonges regeringstid. Sørgelig nok til, at der måtte gøres noget radikalt, for landets skat16

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 16

K R I S E R , K R A K O G K AV I A R

19-03-2015 11:07:35

teindtægter var 145 millioner livres og udgifterne 142 millioner – før udgifter til renter og afdrag på gæld. Og hvor stor var så gælden? Den var … øhhh … ahem … ja, altså … tre milliarder livres. Ja, 3.000 millioner, hvilket betød, at den var godt 20 gange så stor som de samlede statsindtægter. Det fortalte lidt om Solkongens livsstil, men også en del om den enorme udfordring, fallitboet udgjorde. For hvis vi antager, at staten skulle betale i gennemsnit 4 % pro anno i renter af gælden, ville renteudgiften beløbe sig til 120 mio. livres, dvs. til stort set samtlige skatteindtægter. Frankrig styrede med andre ord direkte imod en gigantisk statsbankerot. Philippe d’Orléans havde udnævnt greven af Noailles som finansrådgiver, og han skrev senere: Vi fandt boet efter vores konge i ruiner, indtægterne fra staten næsten udraderede af en uendelighed af krav og betalingsordninger, almindelig beskatning spist op i forvejen, ubetalte forpligtelser akkumuleret gennem årene, et væld af noter, ordinander og tildelinger forventet af så mange forskellige slags, at disse løb op i summer, som knap nok kunne beregnes.

Landet var i dyb, dyb krise, og som Duc de Saint-Simon senere skrev i sine memoirer: „Ingen var længere i stand til at betale, eftersom ingen blev betalt.“ Hvad kunne hertugen da gribe til? De fem standardmuligheder, der stod åbne for Europa på den tid, syntes at være følgende: 1 Erklære staten konkurs. 2. Hæve skatterne drastisk. 3. „Klippe“ mønterne (kalde alle mønter tilbage og erstatte dem med nye, der indeholdt mindre ædelmetal). 4. Sælge monopolrettigheder til eksempelvis al handel med en bestemt vare eller koloni. 5. Konfiskere korrupte statsembedsmænds besiddelser. Hertugen valgte i første omgang en kombination af klipning og konfiskering. Han tilbagekaldte alle mønter til Den Kongelige Mønt og ombyttede dem med nye, der kun indeholdt 80 % ædelmetal i forhold til de gamle mønter. Samtidig blev al handel med gamle mønter forbudt. Den foranstaltning var imidlertid meget upopulær, og desuden var det samlede provenu til statskassen kun 70 mio. livres – en dråbe i havet. Det var derfor, han også satsede på konfiskeringer, hvorved han lovede enhver borger, der videregav oplysninger, som førte til domfældelse af korrupte statsembedsmænd, 20 % af bøden og den konfiskerede formue. Resten – 80 % – tilfaldt den slunkne statskasse. Initiativet blev modtaget med stor jubel blandt den længe undertrykte beP enge af papir

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 17

19-03-2015 11:07:35

Philippe d’Orléans. Det var under hans styre, Frankrig for første gang indførte papirpenge og oplevede en fantastisk periode med højkonjunktur, og, som vi skal se, dernæst en katastrofal depression. De erfaringer, man gjorde sig i Banque Royale, gav ordet „bank“ en så dårlig klang i Frankrig, at de fleste banker i Frankrig den dag i dag hedder alt andet end „banque“, f.eks. „caisse“, „crédit“, „societé“ eller „comptoir“.

folkning, og domstolene arbejdede snart på højtryk. Regeringen konfiskerede herved 180 mio. livres, hvoraf – som det senere viste sig – hertugen anvendte omkring 100 mio. livres til nye medarbejdere – måske til erstatning for dem, han havde mistet. Det samlede billede så nu sådan ud:7 Provenu fra klipning: 70 mio. livres Provenu fra konfiskering (180-100 mio. livres): 80 mio. livres = samlet provenu 150 mio. livres 18

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 18

K R I S E R , K R A K O G K AV I A R

19-03-2015 11:07:35

Ved at udnytte en kombination af to muligheder havde hertugen indhøstet, hvad der svarede til kun 6 % af statsgælden eller lige netop tilstrækkeligt til at dække renteudgiften i godt et år, uden i øvrigt at afdrage en pind på gælden. Sagen var stadig håbløs, og dertil kom, at hertugen faktisk hverken var specielt kompetent eller ihærdig. John Law derimod var begge dele, og det vidste Philippe d’Orléans. I 1716, året efter at han havde overtaget landets tøjler, mødtes hertugen med Law for at diskutere, hvilke løsningsmuligheder der forelå i den desperate situation. John Law, der nu var 44 år og yderst velhavende, gentog, hvad han så mange gange tidligere havde sagt: For at få fremgang måtte man have papirpenge, og de skulle være hård valuta: ingen nedskrivninger; ingen klipninger. Mere specifikt foreslog han, at de etablerede en bank, der skulle administrere de kongelige indtægter og udstede pengesedler, hvis sikkerhed udelukkende var baseret på metal eller jord. Med andre ord en modificeret udgave af hans idé om en jordbank. Hertugen sagde ja! Den 5. maj 1716 blev banken grundlagt under navnet Banque Générale Privée.8 Banque Générale Privée var fra starten garanteret aktiviteter, da det blev bestemt, at alle skatter skulle betales ved hjælp af sedler udstedt af Banque Générale Privée. Så det sikrede, at Laws bank ville få omsætning, men planen var langt mere omfattende end som så. Law havde nemlig tænkt over følgende: Statens obligationer blev betragtet som junk bonds og handledes til kurs 21,5, selv om de oprindeligt var blevet udstedt til kurs 100, da folk regnede en statsbankerot for meget sandsynlig. Så her var en idé: Hvis regeringen på en eller anden måde kunne tilbagekøbe sine egne junk bonds til den nuværende, lave markedskurs, kunne man rent faktisk nedskrive gælden fra 3.000 mio. (den pris, de var blevet solgt til) til 645 mio. (den aktuelle markedspris). Og det kunne lade sig gøre, uden at nogen rigtig led skade ved det! Hvis man derigennem kunne genskabe tilliden, ville staten i princippet være i stand til at reducere rentebetalingen til ca. 4 % af 645 mio. livres gennem udstedelsen af nye obligationer. Den nye rentebyrde ville dermed kun beløbe sig til omkring 25 mio. livres om året, hvilket ville være til at klare. Scenariet kan udtrykkes på følgende måde: 1. SET FRA REGERINGENS SYNSPUNKT Udestående statsobligationer (nominel værdi): Rentesats: Årlig rentebetaling: 2. SET FRA INVESTORERNES SYNSPUNKT Udestående statsobligationer (markedsværdi) Effektiv rente (120 × 100/645) = Årlig renteindtægt: P enge af papir

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 19

3.000 mio. livres 4 % 120 mio. livres 645 mio. livres 18 % 120 mio. livres 19

19-03-2015 11:07:35

Men hvordan fik man fat i obligationerne billigt? Jo, Laws bank havde en aktiekapital på 6 mio. livres, og hvis man ønskede at købe aktier i selskabet, måtte man betale 25 % i mønter og resten (her kommer det geniale) i statsobligationer. Det var, hvad man i dag kalder en „debt-for-equity-swap“ (gæld-for-aktierombytning), og det benyttes stadig særdeles ofte, når virksomheder er på spanden. Problemet er selvsagt, at man skal gennemtvinge det for alle obligationsejere eller også overtale dem til at tro på, at det er den eneste udvej. For John Law var problemet, at tvang ville være det samme som en statsbankerot. Men uden tvang skulle han liste junk bonds til en værdi af 3 milliarder tilbage til staten, uden at deres markedspris ville stige undervejs. Han løste problemet ved sin debt-for-equity-swap. På dette tidspunkt var Laws projekt meget beskedent sammenlignet med statsgælden. Udstedelsen af Banque Générale Privée-bankaktier indbragte kun obligationer svarende til 75 % af 6 mio., i alt 4,5 mio. livres – det rene ingenting i sammenligning med de 3 milliarder. Men som en genial skakspiller havde han sine næste træk klar: • Han gjorde sine sedler betalbare „ved sigt“. Det betød, at man til enhver tid kunne henvende sig til Banque Générale Privée, præsentere sine sedler og få det fulde beløb udbetalt i mønter. • Han lod sine sedler være betalbare i de oprindelige mønter. Hvis regeringen tyede til at klippe mønterne, som det så ofte tidligere var sket, garanterede John Law stadigvæk tilbagebetaling med den oprindelige mængde ædelmetal. • Han erklærede offentligt, at enhver bankier, der udstedte sedler uden tilstrækkelig dækning, „fortjente at dø“. Hvad var resultatet? At de nye papirpenge blev accepteret som hård valuta i Frankrig og lige fra begyndelsen blev handlet til kurs 101 – det vil sige til en overkurs på 1 point sammenlignet med mønter med samme nominelle værdi. Ved hjælp af sine ækvilibristiske træk havde Law fået Frankrig over på papirpenge. Og det havde den ønskede effekt. I løbet af kort tid begyndte tilstedeværelsen af et pålideligt betalingsmiddel at stimulere den indenlandske handel – der kom gang i forretningslivet, og dag for dag steg efterspørgslen efter sedler. Det varede ikke længe, før Banque Générale Privée var i stand til at åbne nye filialer i Lyon, La Rochelle, Tours, Amiens og Orléans. Et år senere – i 1717 – var prisen i mønter på Laws papirpenge steget til 115. Nu foretog John Law yderligere et træk, som var om muligt endnu mere genialt end de tidligere. Han foreslog, at regeringen i Frankrig skulle foretage en ny debt-for-equity-swap i et omfang, der ville betyde, at alle resterende statsobligationer efterhånden blev opsuget. Alle! Hvordan fik man folk til det? Jo, hertugen skulle indvillige i etablering af et 20

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 20

K R I S E R , K R A K O G K AV I A R

19-03-2015 11:07:36

selskab, som fik monopol på handelen i to koloniområder, som Frankrig havde gjort krav på i 1684, nemlig Mississippi-flodområdet og staten Louisiana. Når aktierne hertil skulle sælges til offentligheden, skulle folk betale med statsobligationer, og statsgælden ville dermed helt og aldeles forsvinde. Også det er meget anvendt i moderne tider, hvor det kaldes en „future income collateral agreement“, og idéen er altså at rejse penge imod løfte om fremtidige indtægter. Hertugen var henrykt, og forberedelserne til denne nye Mississippi-plan blev indledt. Samtidig besluttede han, at Laws bank ikke længere skulle betragtes som et eksperiment, hvorfor den fik tildelt en række nye privilegier, herunder eneretten til raffinering af guld og sølv. Og endelig tog han et skridt, som han havde været uvillig til fra starten – banken blev gjort statslig og omdøbt til Banque Royale. Hvis det var en succes, skulle det være kongehusets succes. Han havde nu fuld kontrol over den og kunne gøre med den, som han ville. Det, han foretog sig, var baseret på fire iagttagelser: 1. Folk havde fået tillid til papirpenge. 2. Papirpenge var en billig finansieringskilde for regeringen. 3. Eftersom papirpenge blev handlet til overkurs, var udbuddet af dem tilsyneladende for beskedent. 4. Papirpenge så ud til at bringe økonomisk fremgang. Kanon! Så hvorfor ikke lade trykke nogle flere papirpenge? Hvis folk købte banksedlerne for mønter, kunne han spendere de pågældende mønter. Han gav derfor banken besked om at få trykt sedler til en værdi af 1.000 mio. livres – mere end 16 gange så meget som tidligere. Derved overtrådte han på groveste vis John Laws oprindelige løfte om, at der ikke måtte udstedes sedler uden tilstrækkelig dækning, men da finansministeren d’Aguessau gjorde opmærksom på det, blev han omgående fyret og erstattet med den mere loyale og formentlig også mere naive d’Argenson. *** I mellemtiden stod John Law i begreb med at iværksætte sin Mississippi-plan, og i begyndelsen af 1719 blev det nye Mississippi-selskabs privilegier yderligere udvidet, så de nu omfattede: • Eksklusivrettigheder til handel på Mississippi-floden, i staten Louisiana, Kina, Ostindien og Sydamerika. • Monopol på at slå mønter i Den Kongelige Mønt i 9 år. • Retten til at handle som statens skatteopkræver i 9 år. • Monopol på handelen med tobak. P enge af papir

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 21

19-03-2015 11:07:36

Herudover modtog Mississippi-kompagniet samtlige besiddelser i Senegal-kompagniet, Kina-kompagniet og ikke mindst i det fransk-ostindiske kompagni. Med kontrol over sidstnævnte forventede man, at det nye selskab ville være i stand til at udfordre det mægtige engelske East India Company, der ellers dominerede handelen totalt. Med alle disse privilegier var det ikke svært at forestille sig, at selskabet ville få enorme indtægter. Det fik navnet Compagnie des Indes, og man gav meddelelse om en ny offentlig aktieemission på 25 mio. livres – en emission, der ville forøge den samlede aktiekapital til 125 mio. livres. John Law erklærede, at han forventede, at aktierne ville give et samlet årligt udbytte på 50 mio. livres – svarende til 40 % pro anno. Men tilbuddet var faktisk endnu bedre end som så, for i stedet for at betale for aktierne med penge kunne man gøre det med Solkongens elendige junk bonds. Udregningen så sådan ud, hvis man ønskede at købe for en million livres aktier: Nominel aktiekurs: 1,0 mio. livres Forventet årligt udbytte: 0,4 mio. livres Købt for 1,0 mio. livres nominelle statsobligationer til kurs 0,2: 0,2 mio. livres Så man betalte med obligationer, der reelt var 200.000 værd, for at få adgang til 400.000 i årligt afkast. Man kunne altså tilsyneladende forvente et reelt årligt afkast på ca. 200 %. Vildt!! Det begyndte omgående at strømme ind med anmodninger om at købe aktier, og snart stod det klart, at emissionen var stærkt overtegnet. Da John Laws personale skulle bruge flere uger til at udarbejde en liste over de nye aktionærer, kunne han ikke straks oplyse navnene på de heldige. Denne ventetid havde en dramatisk psykologisk virkning. Folk begyndte at samles i Rue de Quincampoix fra tidlig morgen til sen aften for at høre resultatet. Denne skare voksede snart til flere tusinde og fyldte hele gaden. Det var ikke en helt almindelig folkeskare; der befandt sig hertuger, grever og marquiser iblandt; alle ivrige efter at gøre et kup. Da listen over de heldige aktionærer endelig blev offentliggjort, stod det klart, at udstedelsen havde været overtegnet mindst seks gange. På det frie marked steg kursen på aktierne hurtigt til 5.000 livres eller 10 gange emissionskursen. John Law og hertugen af Orléans besluttede sig til at udnytte stemningen og foretog en ny emission på 1.500 mio. livres, altså 12 gange så stor som de to første. Denne emission burde faktisk have vakt bekymring hos investorerne. Tænk engang: De betalte med junk bonds, som sælgeren – staten – ganske enkelt ville brænde. Så selskabet fik ikke tilført ny kapital, og fortjenesten pr. aktie blev nu udvandet 13 gange, eftersom aktiekapitalen var tilsvarende forøget. Men publikum bekymrede sig ikke. Den enorme emission var overtegnet tre gange. 22

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 22

K R I S E R , K R A K O G K AV I A R

19-03-2015 11:07:36

Nu skete der noget højst besynderligt: Selv om der kun var gået fire år, siden landet havde befundet sig i den dybeste recession, begyndte hele Frankrig at koge fuldstændig over i glæde og begejstring. Priserne på samtlige luksusgenstande begyndte at stige, og produktionen af kniplinger, silke, brokadestoffer og fløjl blev mangedoblet. Håndværkerlønningerne steg fire gange, arbejdsløsheden faldt, og der opførtes nye huse overalt. Og eftersom enhver kunne se, at priserne steg og steg, skyndte man sig at købe, investere og hamstre, inden priserne nåede nye højder. Køb, køb, køb! I Paris var aktivitetsniveauet endnu højere end andre steder. Det skønnes, at befolkningen i hovedstaden i den periode blev forøget med 305.000 indbyggere. Gaderne var ofte så overfyldte med nye vogne, at ingen kunne komme hverken frem eller tilbage. Og byen importerede kunst, møbler og udsmykning fra hele verden som aldrig før; ikke kun til aristokratiet, men nu også til middelklassen. Folk, der havde købt aktier for lånte penge, oplevede pludselig, at en indsats på nogle få tusinde livres kunne vokse til over en million, hvorfor det franske sprog snart blev beriget med et nyt ord: millionnaire. De, der havde størst fordel af udviklingen, var imidlertid aristokraterne. Mange bourgeoisifamilier, som i den forudgående depressionsperiode havde været slemt pressede, blev nu reddet gennem spekulation i aktier i Compagnie des Indes. En af dem var hertugen af Bourbon, der tjente så mange penge på sine aktietransaktioner, at han kunne lade sin bolig i Chantilly ombygge i umådelig pragt. Spekulationerne satte ham også i stand til at importere 150 udvalgte væddeløbsheste fra England og opkøbe betydelige jordområder. En anden, og måske den, der scorede den største gevinst overhovedet, var en af John Laws gode venner, nemlig ireren Richard Cantillon. Han var født i Irland, formentlig mellem 1680 og 1690, og voksede sandsynligvis op under fattige kår, for en kilde angav, at han aldrig havde haft sko på, inden han emigrerede til Frankrig.9 Cantillon blev tilknyttet The British Paymaster General’s Office, hvor han med stor dygtighed hjalp med at forhandle samt udbetale lønninger og omkostninger til udstationerede tropper i bl.a. Spanien, hvor han i en årrække tilbragte meget af sin tid. Senere bosatte han sig som nævnt i Frankrig, hvor han blev statsborger i 1708. Han havde der et familiemedlem (hans fars fætter) ved navn Chevalier R. Cantillon, som havde startet en bankforretning, der ikke gik specielt godt. Richard overtog nu ledelsen af den og fik den hurtigt omdannet til en enorm succes, hvorefter han blev en af Frankrigs ledende bankfolk – samt vin- og kunsthandler. Cantillon købte enorme mængder af Compagnie des Indes-aktier, inden kurserne tog himmelflugten, og han indkasserede til slut en fortjeneste svarende til 14 % af Frankrigs årlige skatteprovenu. Den brugte han bl.a. på opkøb af store jordarealer i Mississippi, hvorefter han hyrede 100 folk til at grave efter guld dér.

P enge af papir

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 23

19-03-2015 11:07:36

*** Nu er aktiehandel sjældent noget, der kun går i én retning; selv det vildeste bullmarked har sine tilbageslag. Således gik det også for Compagnie des Indes. Ved mere end én lejlighed faldt kurserne drastisk i løbet af få dage – nok til at gøre det af med en del marginspekulanter. Ved en af lejlighederne aflagde lægen monsieur de Chirac sygebesøg hos en dame, der følte sig sløj. Chirac havde det heller ikke selv for godt – han havde købt Compagnie des Indes-aktier, og kurserne på dem var raslet ned igennem flere dage. Så da han tog damens puls, kredsede hans tanker om aktiemarkedet. Hensunket i sine egne tanker mumlede han for sig selv: „Den falder! Den falder! Du gode Gud! Den bliver ved med at falde!“ I panik greb damen ud efter sin klokke, mens hun skreg: „Oh, monsieur de Chirac, jeg dør, jeg dør! Den falder, den falder, den falder!“ Forbavset spurgte monsieur de Chirac, hvad hun talte om. „Min puls! Min puls!“ svarede hun. „Jeg må være ved at dø!“ Heldigvis kunne monsieur de Chirac berolige damen, da han forklarede, at det var kursen på de ostindiske aktier, han havde talt om, og ikke hendes puls. Mens bull-markedet fortsatte, skete der noget mærkeligt uden for John Laws hus i Rue de Quincampoix: Hele gaden blev omdannet til en børs fyldt med folk, der spekulerede i marginalerne på aktiepriserne i Compagnie des Indes. Børshandlere lejede sig ind overalt i gaden til priser, der var 12-16 gange den almindelige leje, og selv værtshuse og restauranter blev omdannet til handelshuse. I kølvandet på spekulanterne og pengene kom tyveknægtene og svindlerne. Det var ikke usædvanligt, at der om aftenen blev sendt en deling soldater af sted for at rydde gaden. Til sidst blev larmen og folkelivet dog for meget for John Law, som i stedet fandt sig en ny bolig på den store Place Vendôme. Men han kunne heller ikke undslippe folkemængden dér, eftersom han i deres øjne var det epicenter, hvorfra al aktivitet udsprang. For det franske folk var han større end selv den største konge; det største finansgeni i verden, manden, der egenhændigt havde skabt ny velstand for nationen. Aristokratiet bestak Laws tjenestefolk med store beløb for at opnå audiens hos ham. Når som helst han kørte af sted i sin hestevogn, måtte en kongelig hestetrop ride i forvejen for at rydde gaderne for beundrere. Spekulanter og børshandlere måtte vide besked om hans mindste træk. Som Saint-Simon beskrev det i sine memoirer: Law, der var belejret af ansøgere og aspiranter af enhver slags, oplevede, at hans dør blev rendt over ende, at folk kravlede ind gennem vinduerne til hans hjem via haven, ja, nogle faldt endog ned gennem skorstenen til hans kontor.

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 24

K R I S E R , K R A K O G K AV I A R

19-03-2015 11:07:36

Og hertuginden af Orléans udtrykte det sådan: Law er så efterspurgt, at han ikke finder hvile, hverken dag eller nat. En hertuginde kyssede hans hånd for øjnene af alle og enhver, og hvis en hertuginde kysser hans hænder, hvilke dele af ham ville så ikke almindelige damer gerne kysse?

På samme måde som bier sværmer om deres dronning, fulgte folkemængden efter John Law. Snart blev der rejst boder og telte overalt på Place Vendôme, som hermed blev forvandlet til en hektisk markedsplads; en markedsplads, hvor der ikke kun blev handlet aktier og obligationer, men hvor enhver tænkelig form for forretninger blev indgået. Og støjen var endnu værre, end den havde været det i Rue de Quincampoix. Hertugen modtog en del klager over dette nye roderi; ikke mindst fra finansministeren, hvis hof også lå på Place Vendôme, for støjen gjorde det umuligt for ham at tale med sine rådgivere. John Law indvilligede i at finde en løsning på problemet og købte Hotel de Soissons, som havde en stor have bagtil. Samtidig blev der udstedt et dekret, som forbød al handel med aktier alle andre steder end i den have. Masserne flyttede sig endnu en gang, og der blev rejst over 500 telte og pavilloner bag hotellet. Det forekom, som om alle og enhver i Paris var optaget af handel med de Compagnie des Indes-aktier, som befandt sig i et stadig vildere bullmarked. Det fortælles, at den nøgterne abbed Terrasson og hans lige så nøgterne og intellektuelle ven Monsieur de la Motte havde gratuleret hinanden med, at ingen af dem tog del i aktiehysteriet. Nogle dage senere faldt la Motte imidlertid for fristelsen og gik hen for at købe nogle ostindiske aktier. Men netop som han var på vej ind i Hotel de Soissons, hvem mødte han da på vej ud af bygningen? Abbeden naturligvis, som netop selv havde købt nogle aktier. I lang tid herefter undgik de begge at drøfte emnet spekulation under deres jævnlige filosofiske diskussioner. I mellemtiden fortsatte hertugen med at trykke stadig flere sedler gennem Banque Royale. Hvorfor skulle han ikke det? Var det ikke soleklart, at trykningen af pengesedler havde givet landet fremgang? Penge var simpelthen som olien i det økonomiske maskineri, ikke sandt? Jo mere olie, desto bedre arbejdede maskineriet! Det samme gjaldt aktiemarkedet, og det berettedes bl.a., at en spekulant, der lå syg, sendte sin tjener hen for at afhænde 250 aktier, fordi han havde hørt, at de blev handlet til 8.000 livres pr. stk. Da tjeneren nåede hen til hotellet, erfarede han imidlertid, at markedet var endnu bedre, og solgte til en pris af 10.000 livres. Da tjeneren kom tilbage, afleverede han den forventede salgspris på 2 mio., hvorefter han gik ind til sig selv, pakkede sine ejendele samt den resterende halve million og forlod landet så hurtigt som muligt. Men en dag i begyndelsen af 1720 skete der noget temmelig usædvanligt. En prins ved navn de Conti dukkede op foran Banque Royale medbringende to vogne, der indeholdt en enorm stak pengesedler. Og han var vred. Meget vred …

3025-JP-Kriser-krak-og-kaviar.indd 25

19-03-2015 11:07:36

konjunkturcyklusserne som

boom i aktier og ejendomspriser ledsaget af fester, champagne og

iværksætter og investor i over 30

kaviar. Flere og flere tror, at opsvinget nærmest vil vare evigt. Blot et

år, og min personlige erfaring er,

par år senere kan vi være sunket ned i en dyb krise med konkurser og

at man ikke kan forudsige det

børskrak. Mange frygter nu, at økonomien aldrig bliver bedre.

cykliske forløb på langt sigt med nogen større præcision. Det

Lars Tvede tager i denne bog læseren med på en fascinerende rejse

gælder ikke blot mig selv, men

gennem økonomiens historie og præsenterer de mest centrale teo-

også finansmarkedernes aller-

rier om økonomiske konjunkturer. Lige siden John Law indførte papir-

skarpeste analytikere, som jeg

penge i Europa i 1700-tallet, har eksperter prøvet at forstå, hvad der

altid følger. Men man kan faktisk

skaber de store udsving, og hvordan regeringer og centralbanker kan

godt se, hvornår økonomien er i

styre nogenlunde sikkert gennem høj- og lavkonjunkturer. Hvor tæt er

’gult område’, dvs. med betydelig

vi nu på en viden, der kan afbøde de største skader?

sandsynlighed for en snarlig konjunkturvending; om det så er

KRISER, KRAK OG KAVIAR er fagligt velfunderet og samtidig skrevet i et

op eller ned. I de situationer kan

let sprog krydret med anekdoter og historier. Hvem skulle fx have

man gøre, som når man triller i sin

troet, at de første gennembrud i nationaløkonomi og kriseteori blev

bil på motorvejen og har en fod

skabt af en skotsk gambler, skørtejæger og morder og en hårdkogt

hængende lige over enten

irsk storspekulant? Og hvad var dramaet bag den store depression i

speederen eller bremsen. Man

1930’erne og dotcom-krakket ved årtusindskiftet?

kan være klar, og ens opmærksomhed kan i de perioder være skærpet.”

Kriser, krak og kaviar HVORFOR MARKEDER ER U S TA B I L E , O G H V O R D A N DU KAN FORUDSIGE OPSVING OG NEDTURE

ISBN: 978-87-400-2201-8

JYLLANDS-POSTENS FORLAG

O M S L A G : H A R V E Y M A C A U L AY / I M P E R I E T . D K

IONAL INTERNAT R E BESTSELL

M A R T I N S Y LV E S T / S C A N P I X

Økonomier er stærkt turbulente. Et år kan vi opleve højkonjunktur med

LARS TVEDE Kriser, krak og kaviar

”Jeg har haft nærkontakt med

LARS TVEDE

familie og holder af at stå på ski, sejle og samle på Italienske sportsvogne samt vin. www.larstvede.com

FORLAG

J Y L L A N D S - P O S T E N S F O R L A G J Y L L A N D S - P O S T E N S F O R L A G