Kvinden med dødsmasken

I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R S E R I E – U D K O M M E R I O V E R 3 0 L A N D E

Politiet retter fokus mod den unge inuitkvinde Tupaarnaq, der har siddet fængslet for drabet på sin far og nu er forsvundet.

Hendes eneste ven, journalisten Matthew Cave, føler sig presset til at hjælpe med at finde hende. Han rejser til Danmark for at blive klogere på hendes fortid ved at tale med den psykolog, der behandlede hende, mens hun sad i fængsel.

FOTO: IVAN RIORDAN BOLL

Matthew finder ud af, at Tupaarnaq ikke er den, han troede, hun var, og han rejser foruroliget tilbage til Grønland kun for at opdage, at der er dukket flere lig op – alle tilsyneladende dræbt af den døde kvinde.

Da Matthew selv vågner op indsmurt i blod på bunden af brønden i Sandnæs, må han sande, at han nu selv er både mistænkt og jaget vildt.

ISBN: 978-87-400-5081-3

MADS PEDER

MADS PEDER NORDBO (f. 1970), kommunikationsog litteraturuddannet fra Syddansk Universitet og Stockholms Universitet. Han bor på Fyn, men har i en årrække boet og arbejdet i Nuuk i Grønland, hvor han har skrevet de to tidligere bøger i sin arctic noir-serie, Pigen uden hud og Kold angst.

Mads Peder Nordbos bøger er solgt til udgivelse i over 30 lande og er senest udkommet i Australien, Tyskland og Polen med stor succes.

ved de gamle vikingeruiner i Sandnæs i Grønland. Da politiet opdager, at manden for nylig er blevet dræbt af en kvinde, der har været død og begravet i mere end et halvt år, spreder frygten sig i det lille, arktiske samfund. Kan morderen være en levende død? En qivittoq? En mytisk grønlandsk skabning, hvis eneste mål er hævn.

NORDBO KVINDEN MED DØDSMASKEN

EN MAND FINDES DØD PÅ BUNDEN AF EN BRØND

MADS PEDER

NORDBO KVINDEN MED DØDSMASKEN

MADS PEDER

NORDBO

Om Pigen uden hud ”En gribende, atmosfærisk og kompleks fortælling.”

Sunday Times

PIGEN U D E N H U D ”Bogen byder på klassisk krimi og

efterforskning med et drys spænding kendt fra thriller-genren samt samfundskritik en masse.

Styrken ligger helt klart i den velfortalte historie og den intense socialrealistiske skildring.”

Din boganmelder KRIMI

P OL I T I KE NS F ORL A G

”Mens der er ligheder med Stieg Larssons Millenniumserie, så er Nordbos måde at skrive på langt mere poetisk. Selvom vi bedøves af indlandsisens skønhed, er Nordbo ikke blind for mørket i mennesket.” SA Weekend ”Pigen uden hud er mørk, barsk, spændende, medrivende og noget af det bedste arctic noir, jeg længe har læst. Og jeg vil anbefale den til alle, som er bare en lille smule interesseret i det grønlandske samfund og i krimigenren selvfølgelig.”

Livet i dukkehuset

I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R S E R I E – S O L G T T I L O V E R 3 0 L A N D E

MADS PEDER

NORDBO KOLD ANGST KRIMI

P OL I T I KE NS F ORL A G

Om Kold angst ”Forfatteren har skrevet en fremragende fortsættelse af Pigen uden hud, der var en af de bedste krimier, jeg læste sidste år. Denne her er selvskrevet til en plads på top-10 i år 2018.”

Bogfidusen

”Så gjorde han det lige igen, ham Mads Peder Nordbo!

Forventningerne var tårnhøje efter Pigen uden hud, men det lykkedes til fulde Mads at indfri dem alle. Igen udsættes læseren for et spændingsniveau, der fanger fra første side og først på sidste side slipper læseren – der har været hele følelsesregisteret igennem.”

Cats, books and coffee ”En hæsblæsende, dramatisk og medrivende fortælling.”

Politiken

KRIMI

MPN_OMSLAG_KVINDEN-MED-DODSMASKEN_147x220_R27_F90_OK.indd 1-5

I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R S E R I E – S O L G T T I L O V E R 3 0 L A N D E

PO LITIK EN S FO RL A G

19/06/2019 15.30

Af samme forfatter Odins labyrint – et glasbarns fortÌllinger, 2012 Thuleselskabet, 2014 Gudspartiklen, 2015 Pigen uden hud, 2017 Kold angst, 2018

Kvinden med dødsmasken.indd 2

22/06/2019 13.52

Mads Peder Nordbo

Kvinden med dødsmasken

POLITIKENS FORLAG

Kvinden med dødsmasken.indd 3

22/06/2019 13.52

Qivittoq

Kvinden med dødsmasken.indd 4

22/06/2019 13.52

KAPITEL 1

Sandnæs, Vestgrønland 8. november 2014

Han havde altid følt sig alene, men aldrig så alene som nu. Hans blik gled søgende rundt mellem de spredte revner, tuer og klumper af sten, der for mange hundrede år siden var huse i nordbobygden Sandnæs.

Tæt ved ham stod resterne af en gammel brønd, og rundt om brønden lå sneen hvid og uberørt i et tyndt lag.

Han rakte bagud og støttede sig mod brøndens kant. Stenene var ujæv­ ne, men i modsætning til resten af den gamle bygds bygninger stod det meste af brønden der stadig.

Brøndens sorte mund åd lyset og kaldte på ham. Han savnede livet under jorden; savnede gangene og mørket. Men ikke her. Det var ikke hans sted. Her var der ingenting under jorden.

Et sted over ham skreg en ravn. Korte, hule skrig. Den fløj tæt ned over ham og søgte så over mod fjeldet bag bygdens ruiner. De øvrige ravne kaldte tilbage fra deres skjul i fjeldets revner og udspring. Sneen lå tættere deroppe, og revnerne lå som trætte, tomme øjne i de hvide fjeldvægge. De havde stirret tomt ud over fjordbunden, siden længe før 5

Kvinden med dødsmasken.indd 5

22/06/2019 13.52

mennesket opstod. De havde set istider komme og gå; mærket frosten kile sig ind og splitte op. Klaget sig og smidt store blokke af grundfjeld fra sig i smertefulde drøn.

Det knirkede i sneen bag ham.

“Erik?” hviskede han og smilede for sig selv, så hans stride, røde skæg spredte sig og blottede de gullige tænder. Smilet voksede op i øjnene; lyste det blå og hvide op.

Mørket var ved at falde på, og det var tættest nær ved strandbredden, hvor lyden af skridt kom fra.

Ikke langt fra ham kom en skikkelse gående med rolige skridt mellem de lave, sneklædte ruinrester.

“Erik?” gentog han lavt og rynkede panden. Det lignede ikke Erik.

Erik var højere og tyndere. Havde kort, sort hår. Det her lignede en gam­ mel dame.

“Hvem er du?” fortsatte han. Brøndens kant skrabede mod hans bag­ lår. “Jeg venter på Erik – Abelsen. Er du med ham?”

Skikkelsen sagde ikke noget, men fortsatte hen mod ham. Han var ikke længere i tvivl om, at det var en kvinde, men hun var ikke rask. Der var noget galt med hendes ansigt. Det var gråbrunt og blankt. Som garvet skind. Han stirrede på hende. Huden gabte om hendes øjne og mund.

Hendes hår var langt og tjavset, og der var ingen øjenbryn.

“Abelsen er død,” hviskede kvinden hæst. Stemmen var mørk og dyb.

Han trådte tilbage og greb fat i brøndens kant med den ene hånd. Hun lignede en mumie med de indsunkne øjne og den gabende mund.

“Erik?” råbte han og så sig om i alle retninger. Han tog sig til mun­ den. Hans egen ånde stødte i korte, hurtige stød varmt ind mod håndens kolde hud. “Erik? Er du her? Jeg har ventet længe nu.” Hans stemme rystede. “Jeg vil hjem.”

Han så på kvinden. Trak vejret dybt. “Jeg slår dig ihjel, hvis du rører mig.”

Kvinden mumlede nogle grønlandske ord.

“Gå væk!” råbte den store mand. Spyttet satte sig i hans skæg. “Gå væk. Jeg mener det. Jeg slår dig ihjel.”

6

Kvinden med dødsmasken.indd 6

22/06/2019 13.52

“Jeg er allerede død,” sagde kvinden hæst.

Han så sig om. Erik havde lovet at hente ham, da han satte ham af derude. Det var bare lige nogle dage, havde Erik sagt. Så kommer jeg igen. Vi skal have ro på.

Kvindens øjne lyste mørkt ud gennem den døde hud.

Han så ind i dem og rynkede undrende panden. “Er det en maske?”

I det samme sprang hun frem og stødte ind i ham med hele sin vægt.

Han greb ud efter hende, men fik ikke fat og vippede langsomt bag­ over.

Hans krop slog et par gange hårdt mod brøndens stenvægge, inden han ramte den mudrede bund og sank i. Han greb vildt om sig og fik trukket sig op, så han sad i mudderet og kiggede op mod den lysende cirkel over sit hoved. Hans ene skulder og ryg sved og dunkede af slagene mod de ru sten. Væggene rundt om ham var fugtige, men ikke frosne.

Frosten var endnu ikke stærk nok til at kunne bide sig fast i brøndens bund. Hans ånde formede flygtige skyer i luften. Han mærkede på de fugtige sten. De var glatte. Der var ingen vej op.

“Hallo?” råbte han og kom op at stå. Støvlerne sank i, så han stod i mudder til lige under knæene. Vandet fra mudderet trængte ind gennem bukserne. “Hallo? Undskyld jeg råbte. Hjælp mig op.”

Han mærkede igen rundt langs stenene. Trak besværet sin ene støvle fri af mudderet og forsøgte at finde fæste på væggen, men gled. “Hallo?

Hjælp mig!”

Kvindens ansigt kom til syne i den lyse cirkel over ham, og han smile­ de op til hende.

Hun stirrede dødt tilbage på ham.

“Hjælp mig,” udbrød han igen og tog sig til nakken. Han holdt sit blik fast i hendes, selvom hun skræmte ham. Hendes ansigt virkede mørkt nu, hvor lyset lå i en skarp cirkel rundt om det.

“Hvem er du?” fortsatte han.

“Qivittoq.”

“Qivittoq?” gentog han forstående. “Jeg har ikke spist i flere dage – jeg er meget sulten.”

7

Kvinden med dødsmasken.indd 7

22/06/2019 13.52

“Æd dig selv,” sagde stemmen over ham og lod en kniv dumpe ned i brønden, så den landede tæt foran ham på det fede, kolde mudder.

Hun forsvandt og efterlod sig en ubrudt cirkel af lys og stilhed.

Snart ville mørket æde både fjorden og fjeldene, og cirklen over ham ville vokse sammen med de sorte sten, der allerede nu samlede sig tætte­ re og tættere om ham for hvert minut.

Kvinden med dødsmasken.indd 8

22/06/2019 13.52

Dødens skygger

Kvinden med dødsmasken.indd 9

22/06/2019 13.52

Kvinden med dødsmasken.indd 10

22/06/2019 13.52

KAPITEL 2

Nuuk, Vestgrønland 16. november 2014

Vinteren var forbi. Matthew undrede sig over, at den kunne forsvinde så brat, når den ellers først nu for alvor var begyndt at fryse alt ned og begrave dem i de bunker af sne, der ville ligge over byen og hele landet frem til maj eller juni året efter. Men lige nu var den væk, og lyset fra den arktiske sol glødede orange ind i stuen til ham.

Varmen fra lyset lagde sig om hans nøgne krop som tusind tunger, der kærtegnede huden og fandt ind i alle åbninger og revner fra navlen og op.

Det kildede, og han gav sig i små ryk.

Hun var der. Tupaarnaq. I lyset. Hun greb fat om hans pik med den ene hånd. Den voksede. Strammede. I modsætning til sidst var hun nø­ gen. Hans krop skælvede. Han ville hende så meget, men var skræmt.

Han prøvede at rykke på sig, men hans krop var smeltet fast til sofaen.

Kun lemmet bevægede sig i hendes hånd.

Hun slap. Flød ud i tusind farver. Han forsøgte at gribe dem, men de var for flygtige. Opløstes og fortættedes igen mellem hans fingre og for 11

Kvinden med dødsmasken.indd 11

22/06/2019 13.52

hans blik. Han kunne smage dem. Farverne. De var søde. Salte. Duftede af sommerfjeld. Men blanke som bræens hud. Ingen hår. Alt var glat.

Raget væk. Renset. Hendes ånde. Varm og kold.

Hun trykkede ham ned. Ned i den skoldende sofa. Greb hans hænder og trak dem fri. Pressede dem ind mod sin slanke krop og små bryster.

Han lod fingrene glide forsigtigt rundt mellem farverne. Det tætte dække af tatoveringer. De tykke blade. Fede stængler. Mørke blomster. Kranier.

Et vildnis så tæt, at intet af hendes egen hud var synlig.

Farverne var hans. Farverne var hende. De var alt, hun var. Kvinden uden hud. Hun var nøgen og blottet, og han mærkede varmen fra hen­ des kusse. Det var en dyb varme; en blød og fugtig varme. Som ånde fra en febersyg. Sødmen. Varmen. Hans fingre forsvandt, og hun gav sig.

Stødte sine håndflader mod hans brystkasse og skubbede sig til rette på ham, mens han fandt ind i hende.

Hendes hofter roterede. Bladene og blomsterne bevægede sig og blev levende. De tatoverede kranier snerrede og blottede tænderne i hvide, bidende rækker, der snappede ud efter ham. Selv på brysterne var huden dækket tæt ind til vorternes dybbrune knopper. Rotationerne tog til. Han stirrede ind i hendes sorte øjne. Han var ikke inde i hende. Hun var inde i ham. Hun voksede ud gennem de mange blade og farver. Som når planter trænger op gennem asfalt og åbner sig. Hendes kusse var på én gang varm som ild og kold som is, og han kunne mærke, han var ved at sprænges. Ikke i udløsning. Ikke så simpelt. Ikke så let. Han var ved at sprænges, som når isen sprænger store stykker af fjelde og lader dem styrte og pulveriseres til småsten, grus og støv.

Hun trak sig fri og bevægede sig væk. Hendes silhuet stod skarpt i lyset fra de store vinduer. Der lå en gammel træharpun i hendes hæn­ der. Han fattede ikke, hvor den var kommet fra. Den lå der bare. Klar til stød. Han forsøgte at skubbe sig bagud, men sofaen var smeltet fast til hans hud.

Hun stødte harpunens jernspids gennem hans bryst. Pressede til.

Han slog skrigende om sig og fik revet sig fri af sofaens lava. Han så ned. Brystkassen bevægede sig i hastige ryk. Hænderne glattede ned over 12

Kvinden med dødsmasken.indd 12

22/06/2019 13.52

huden i paniske bevægelser, der langsomt aftog sammen med hans hi­ vende vejrtrækning.

Varmen var væk. Vinteren kommet tilbage. Han så sig om. Han var alene. Der var ingen Tupaarnaq. Ingen harpun.

Han lukkede øjnene og sank tilbage i sofaen. Læderet føltes koldt og stift. Han havde ikke set Tupaarnaq siden den aften ti dage tidligere, hvor hun pludselig var dukket op i mørket i hans lejlighed og havde elsket med ham. Kort efter var hun forsvundet igen, og den mand, hun hadede, var fundet død.

Matthew kørte en hånd gennem sit blege hår. Kiggede ud mod vin­ teren udenfor. Ikke langt fra ham åndede det arktiske ocean tungt og kastede kulde ind over byen. Han mærkede det stærkt nu, hvor lyset og varmen fra drømmen var væk. Han var vant til voldsomme drøm­ me, men ikke om Tupaarnaq – ikke om sex. Hans mareridt handlede som regel om Tines død eller om den dag, hvor han blev presset til at dræbe.

Han forstod ikke, hvorfor Tupaarnaq var kommet til ham den nat kun for at forsvinde igen. Hun var for ødelagt til at kunne elske på den måde, det vidste han. Hvorfor kom hun så? Hun vidste, at han stadig var ramt af sin gravide kones voldsomme død, og hun vidste, at han kendte alt til, hvor følelsesmæssigt ødelagt hun var på grund af de mange år med vold­ tægt i hendes barndom. Han ville ønske, at hun var kommet, fordi hun elskede ham. Han havde troet, at han aldrig ville smage, mærke og elske med en kvinde igen. Ikke efter Tines død. Indtil Tupaarnaq – og nu var hun også væk. Han skulle have været hendes ven. Intet andet. Men det var hende, der kom om natten. Det var hende, der skubbede ham ned i sengen og satte sig på ham.

Lyset udefra sved i hans øjne. Solen hang lavt over havet, og sneen gav kraftigt genskær. Matthew rakte ud efter sine bukser. Han fandt mobilen frem fra lommen. 11:30. Han kunne aldrig rigtigt sove om natten, mens det gik bedre om formiddagen, for når han var udmattet nok, kom søv­ nen, og med søvnen mareridtene.

Han åbnede den nyeste besked fra redaktøren på avisen. De har slæbt 13

Kvinden med dødsmasken.indd 13

22/06/2019 13.52

en halvdød hval i land ude ved anstalten. Anskudt. Tager du den? Svar inden middag.

Redaktøren kendte ham for godt. Tjek, skrev Matthew tilbage. En død hval? Jeg er på. Inden middag.

Kvinden med dødsmasken.indd 14

22/06/2019 13.53

KAPITEL 3

Novembersolens lys skubbede lange skygger foran sig ned over fjeldgrun­ den mod fjordarmen mellem Nuuk og det hvidklædte Sermitsiaqfjeld på den modsatte side af havet. Sneen glinsede i det intense lys, og den frosne, arktiske luft gav alt et skær af renhed.

Matthew trådte forsigtigt hen over et område, hvor sneen lå helt blank mellem et par store klipper, der endnu ikke var begravet af vinteren. Det var altid på de flade områder, man sank mest i, når man gik ude i terræ­ net, og inden for en måned ville man sikkert slet ikke kunne gå der uden at synke i til skridtet.

Nede på den stenede bred, hvor det let skrånende grundfjeld mødte havet, lå en strandet hval. Det var en voksen pukkelhval på omkring 11 meter. Matthew kunne endnu ikke se, om den var død, men en del men­ nesker havde samlet sig om det enorme dyrs krop, og der blev råbt både vredt og begejstret og viftet med arme i luften.

Det var tydeligt, at dyret var såret, så uanset om det levede eller ej, var det ikke drevet i land af sig selv, og så vidt Matthew vidste, var det ikke normalt, at der blev dræbt hvaler så tæt på Nuuk.

15

Kvinden med dødsmasken.indd 15

22/06/2019 13.53

Hvalen var ikke død. Den åndede tungt ud gennem åndehullet øverst på dens store hoved. Det øje, han kunne se, stirrede resigneret og bange rundt på menneskene.

Lufferne var flere meter lange og fulde af knudret, tyk hud.

Hvalen rørte sig ikke. Åndede kun hæst og med lange mellemrum. Som stod dens hjerte næsten stille. Den var såret i bagkroppen, hvor harpunen havde ramt den. Et andet skud måtte være mislykkedes, for selvom hvalen også havde sår tættere ved hovedet, så havde harpunen ikke sat sig fast der.

Ottesen gav Matthew et klap på skulderen. “Hvad så?”

“Min redaktør sendte mig herud,” sagde Matthew og smilede til den tynde betjent. “Hvad er der sket?”

“Lovlig jagt,” sagde Ottesen. “Og så alligevel ikke, for de har satme klokket i det, fangerne. Hvalerne må ikke presses ind mod land under jagten.”

Matthew stirrede ind i hvalens sorte øje. “Hvad sker der så nu? Den kan vel ikke bare ligge der og dø?” Han ville ønske, at den ville bevæge sig. At hvalen ville yde modstand. Men der var ikke noget at gøre. Dens bagkrop virkede for såret til, at den kunne overleve.

“Den skal aflives,” sagde Ottesen. “Ham med geværet er Bilo, jagt­ betjenten, og selvom det sikkert har været lovlig jagt til at begynde med, så er hvalen konfiskeret nu, hvilket har pisset fangerne godt af, men så må de sgu gøre deres arbejde bedre.”

Havet omkring hvalen var rødt af blod. Det tykke, bleg-rosa spæklag lyste ud fra skudsårene i den mørke hud.

“Det giver en fandens masse rod, det her,” fortsatte Ottesen med et suk og pegede over på den ene gruppe af tilskuere. “Kåre dér er fra WWF, og de andre hos ham er lokale whalespotters, der er voldsomt imod al fangst af hvaler i Nuukfjorden. Det kommer ikke til at gå stille for sig, det her, hvis jeg kender Kåre ret – han kan virkelig være en pestilens.”

Matthew så over mod den gruppe, som Ottesen pegede på. WWF-man­ den tog billeder med sin mobil, mens der var en gruppe kvinder og en mand, der skændtes højlydt med en håndfuld grønlandske mænd i kan­ sasdragter. “Er det fangerne?”

16

Kvinden med dødsmasken.indd 16

22/06/2019 13.53

“Ja, og ham ved siden af jagtbetjenten er Vitus, jagtens kaptajn. Han kæmper sikkert indædt for at få lov at beholde sin fangst. Problemet er bare, at det ikke er hans fangst mere, når hvalen er endt levende på land, så de offentlige myndigheder er nødt til at aflive den.”

Rundt om dem steg larmen. Tre drenge på 10-12 år løb hen og kastede et par sten på den store hval. Den rørte sig ikke. Kun øjet bevægede sig.

“Kan I ikke se at få den skudt?” udbrød Matthew. “De der unger er sgu da syge.”

“Det er mad,” sagde Ottesen og så med et smil på Matthew. “Deres tænder løber allerede i vand efter frisk hvalspæk.”

“Men den skal vel aflives, inden de æder den?”

Tæt ved dem stod en lille inuitpige i en rød jakke. Hun havde en sten i hånden. Hendes underlæbe gled frem og tilbage et par gange. Så kigge­ de hun ned på sin hånd og lod stenen falde.

Ottesen vinkede en anden betjent hen til sig. “Hvad laver de?”

“Vitus vil have penge for hvalen,” sagde den yngre betjent. “Bilo har sagt til ham, at de har tabt hvalen.”

“Se nu bare at få dyret dræbt,” råbte Ottesen hen mod jagtbetjenten, der så op og nikkede. Manden ved siden af ham løftede armene op over sit hoved og råbte vredt efter Ottesen på grønlandsk. Ottesen råbte tilba­ ge, og manden trak sig tvært bagud.

“Hvor meget tjener de på en hval?” sagde Matthew, mens han så efter den vrede fanger.

“Omkring 50.000 kroner ifølge deres egen organisation, så det er ikke meget.”

“50.000?” udbrød Matthew og kiggede overrasket på Ottesen.

“Ja,” sagde Ottesen. “Så det er bare for dumt at dræbe de få standfaste hvaler her i fjorden, for de er langt flere penge værd som levende turist­ attraktioner.”

“Du er fra avisen, ikke?” En fremmed kvinde hev fat i Matthews ene arm. “Skriver du om det her svineri eller hvad?”

“Jeg regner med, at vi skriver om det, ja.” Matthew smilede til hende.

Hun var midt i 30’erne og lyshåret. “Hvem er du?”

17

Kvinden med dødsmasken.indd 17

22/06/2019 13.53

“Jeg hedder Julie,” sagde hun sammenbidt. “Jeg er med i whalespot­ ters her i Nuuk, og så sent som i går stod vi og nød at se den her smukke hval boltre sig ude på fjorden. I dag er den så skudt i smadder af en flok idioter med harpuner og rifler.” Hun sugede luft dybt ned i lungerne.

“Vi skal fandme have lavet nogle regler om at lade de standfaste hvaler i fjorden være i fred.”

“Det er vel svært, når man er oppe mod en gammel kultur?” sagde Matthew prøvende.

“Det er sgu da ikke gammel inuitkultur at jage hvaler fra motorbåde med harpunkanoner og gevær.” Hun tøvede og så hen mod det store dyr.

“Den form for jagt på hvaler kom herop med europæerne og burde være forbudt for længst. Det har ikke en skid med inuitter at gøre; de gemmer sig bare altid bag kultur, når de ikke får deres vilje.”

“Du skal ikke lytte til den ko!” råbte en af fangerne nogle meter fra dem. “Hun forstår ikke en skid om Grønland, sådan en skide dansker.

Det handler om mad på bordet, ikke andet. Vi jager ikke for sjov, som de gør nede i lille Danmark.”

“Brugsens kølediske er fulde af mad,” råbte Julie tilbage. “Og deres mad er ikke pissefuld af tungmetaller.”

“Jeres grise er fulde af gift,” snerrede manden vredt.

“Ikke de økologiske,” sagde Julie hurtigt og stirrede på manden. “Jeg er også vegetar!”

Manden fnyste og rystede på hovedet. “Det er vores ret at jage hvaler.

Det har vi gjort i over 1000 år.”

“Der har sgu da ikke engang boet inuitter hernede i 1000 år,” råbte Julie arrigt med opspærrede øjne.

Ottesen gav Matthew et puf og nikkede i retning af jagtbetjenten.

“Kom.” Bag dem kunne Matthew høre en anden kvinde råbe noget om, hvor mange millioner en levende hval var værd for turistbranchen, og hvis man som land gerne ville kunne forsørge sig selv, så var det idioti at dræ­ be noget så værdifuldt for sølle 50.000 kr.

Hvalen pustede tungt ud, og alle omkring dens store, glinsende krop 18

Kvinden med dødsmasken.indd 18

22/06/2019 13.53

blev stille i et øjeblik. Havet var rødere nu, og der hoppede små og store børn rundt i det blodige søle.

“Vi jægere ved mere om, hvor mange dyr der er i havet, end alle jeres åndssvage biologer,” råbte en mand, der ikke havde fået råbt færdig. “Vi forstår havet.”

Larmen omkring det døende dyr eksploderede igen.

“Se nu at få den dræbt,” råbte Ottesen til Bilo.

Jagtbetjenten nikkede. Han gennede børnene væk og trådte hen foran hvalens hoved. Det var langt større end ham selv, og hvalens posede, riflede undermund lå fladt ud under dens bug og hen over den stenede bred. Han holdt sit kraftige gevær tæt hen til et punkt et stykke over hva­ lens øje og skød.

Det store dyr blinkede et par gange med øjet og forsøgte at løfte sin hale for at komme fri.

Betjenten skød igen. Ind i det friske skudsår, der nu sprang mere op og åbnede sig.

Hvalens øje blinkede hurtigt et par gange, og det rystede i dens krop.

Blodet løb ud fra såret over øjet og ned over dens lange mund. Øjet sitrede kort og lukkede sig. Forkroppen sank sammen og tømtes for luft.

Bilo drejede sig om mod Ottesen og nikkede. “Hvad nu?”

“Giv den til fangerne,” sagde Ottesen opgivende. “Det bliver et helve­ de, hvis vi sænker den ude på havet eller giver den til slagterne på Brættet uden beregning.”

Jagtbetjenten nikkede.

“Hvad så?” sagde Matthew.

“Nu skal den flænses. Den er for stor at flytte, så det bliver bare her.

Sådan er det også ude i bygderne, så det er fint nok. Derude står der bare ikke en halv hovedstads indbyggere og glor med, når de flænser.” Ottesen fangede Matthews blik. “Giv dem lidt røg, hvis du skriver om det her – altså fangerne. Det er for åndssvagt at dræbe de få store hvaler, vi har her i fjorden.”

Matthew nikkede og så op på fjeldgrunden bag dem. Man kunne ikke 19

Kvinden med dødsmasken.indd 19

22/06/2019 13.53

se Nuuk nede fra kysten helt derude, men de var ikke mange kilometer væk.

“Har du tid til at komme en tur med forbi politigården?” fortsatte Ot­ tesen.

“Ja, selvfølgelig.”

“Der er pres på oppefra.” Ottesen rynkede på næsen. “Og du har end­ nu ikke hørt fra Tupaarnaq?”

“Ikke det mindste. Tror I stadig, hun dræbte Abelsen?”

Ottesen trak på skuldrene. “Lad os se på det. Lige nu er alt i spil, og Abelsen var jo, så vidt jeg ved, skyld i en del af Tupaarnaqs elendige liv, ikke?”

Kvinden med dødsmasken.indd 20

22/06/2019 13.53

I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R S E R I E – U D K O M M E R I O V E R 3 0 L A N D E

Politiet retter fokus mod den unge inuitkvinde Tupaarnaq, der har siddet fængslet for drabet på sin far og nu er forsvundet.

Hendes eneste ven, journalisten Matthew Cave, føler sig presset til at hjælpe med at finde hende. Han rejser til Danmark for at blive klogere på hendes fortid ved at tale med den psykolog, der behandlede hende, mens hun sad i fængsel.

FOTO: IVAN RIORDAN BOLL

Matthew finder ud af, at Tupaarnaq ikke er den, han troede, hun var, og han rejser foruroliget tilbage til Grønland kun for at opdage, at der er dukket flere lig op – alle tilsyneladende dræbt af den døde kvinde.

Da Matthew selv vågner op indsmurt i blod på bunden af brønden i Sandnæs, må han sande, at han nu selv er både mistænkt og jaget vildt.

ISBN: 978-87-400-5081-3

MADS PEDER

MADS PEDER NORDBO (f. 1970), kommunikationsog litteraturuddannet fra Syddansk Universitet og Stockholms Universitet. Han bor på Fyn, men har i en årrække boet og arbejdet i Nuuk i Grønland, hvor han har skrevet de to tidligere bøger i sin arctic noir-serie, Pigen uden hud og Kold angst.

Mads Peder Nordbos bøger er solgt til udgivelse i over 30 lande og er senest udkommet i Australien, Tyskland og Polen med stor succes.

ved de gamle vikingeruiner i Sandnæs i Grønland. Da politiet opdager, at manden for nylig er blevet dræbt af en kvinde, der har været død og begravet i mere end et halvt år, spreder frygten sig i det lille, arktiske samfund. Kan morderen være en levende død? En qivittoq? En mytisk grønlandsk skabning, hvis eneste mål er hævn.

NORDBO KVINDEN MED DØDSMASKEN

EN MAND FINDES DØD PÅ BUNDEN AF EN BRØND

MADS PEDER

NORDBO KVINDEN MED DØDSMASKEN

MADS PEDER

NORDBO

Om Pigen uden hud ”En gribende, atmosfærisk og kompleks fortælling.”

Sunday Times

PIGEN U D E N H U D ”Bogen byder på klassisk krimi og

efterforskning med et drys spænding kendt fra thriller-genren samt samfundskritik en masse.

Styrken ligger helt klart i den velfortalte historie og den intense socialrealistiske skildring.”

Din boganmelder KRIMI

P OL I T I KE NS F ORL A G

”Mens der er ligheder med Stieg Larssons Millenniumserie, så er Nordbos måde at skrive på langt mere poetisk. Selvom vi bedøves af indlandsisens skønhed, er Nordbo ikke blind for mørket i mennesket.” SA Weekend ”Pigen uden hud er mørk, barsk, spændende, medrivende og noget af det bedste arctic noir, jeg længe har læst. Og jeg vil anbefale den til alle, som er bare en lille smule interesseret i det grønlandske samfund og i krimigenren selvfølgelig.”

Livet i dukkehuset

I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R S E R I E – S O L G T T I L O V E R 3 0 L A N D E

MADS PEDER

NORDBO KOLD ANGST KRIMI

P OL I T I KE NS F ORL A G

Om Kold angst ”Forfatteren har skrevet en fremragende fortsættelse af Pigen uden hud, der var en af de bedste krimier, jeg læste sidste år. Denne her er selvskrevet til en plads på top-10 i år 2018.”

Bogfidusen

”Så gjorde han det lige igen, ham Mads Peder Nordbo!

Forventningerne var tårnhøje efter Pigen uden hud, men det lykkedes til fulde Mads at indfri dem alle. Igen udsættes læseren for et spændingsniveau, der fanger fra første side og først på sidste side slipper læseren – der har været hele følelsesregisteret igennem.”

Cats, books and coffee ”En hæsblæsende, dramatisk og medrivende fortælling.”

Politiken

KRIMI

MPN_OMSLAG_KVINDEN-MED-DODSMASKEN_147x220_R27_F90_OK.indd 1-5

I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R S E R I E – S O L G T T I L O V E R 3 0 L A N D E

PO LITIK EN S FO RL A G

19/06/2019 15.30