Dødvægt.indd 2
30/06/15 14.31
Elsebeth Egholm
Dødvægt
POLITIKENS FORLAG
Dødvægt.indd 3
30/06/15 14.31
Dødvægt.indd 4
30/06/15 14.31
1 – Tilgiv mig Fader. Jeg har syndet. Præsten på den anden side af gitteret lænede sig tættere ind mod ham. Jack kunne ikke se ansigtet, men han fornemmede læbernes be vægelse som en urolig baggrund. – Hvad tynger dig, min søn? Jack stirrede på selve gitteret for at slippe for munden og øjnene, der blinkede. Rosenmønster i udskåret træ. Bristefærdige knopper på grene, der slyngede sig ind og ud mellem hinanden. Fint udskårne blade. Det var et billede på skønhed her, hvor uskønheden groede. Skriftestolen var religionens affaldsspand, og han havde altid hadet den. – Jeg sover med min kollegas hustru. Præsten ville forstå betydningen. Han ville sikkert også forstå, at der sjældent var søvn involveret i det, han og Claire foretog sig, når Victor Xerri vendte ryggen til. Som nu i går, hvor børnene var hos en tante, og Victor havde vagt. Claire havde sendt ham en sms om, at der var fri bane. Han kunne ikke fortælle fader Michaele det hele. Det havde han hverken lyst eller vilje til. Han kunne dårligt fortælle om følelsen af begær, der var rislet igen nem ham, da sms’en kom. Han kunne da slet ikke viderebringe, hvor dan han i hast havde forladt frokostbordet derhjemme og var kørt ind til Rabat; hvordan Claire havde lukket ham ind, og de havde haft sex lige inden for døren, nærmest inden de overhovedet fik tøjet krænget så me get af, at det kunne lade sig gøre. Hendes trusser, der flød på gulvet bag efter. Hendes våde skød, der dunkede omkring ham, da hun kom med en desperat klynken og blikket, der smeltede sig ind i hans. Sæden, der pumpede ud af ham. Tilfredsstillelsen. Og bagefter følelsen af bundløst savn. Et hul, der ikke lod sig fylde. 5
Dødvægt.indd 5
30/06/15 14.31
Han kunne ikke fortælle om noget af det. Men nu havde han i det mindste bekendt sin synd, som Maryanne havde tilskyndet ham til. Det var en pestilens med en søster, der tog skriftestolen alvorligt. En søster, som han elskede. En søster, der kunne læse ham, som hun læste Biblen, der for hende var en åben bog, mens den for ham var så godt som luk ket. En søster, der var bekymret for hans sjæl, mens han selv kun havde kræfter til at tænke på legemet. –Tolv Ave Mariaer og en daglig gåtur, hvor du tænker dig om, ordine rede præsten. – Kolde afvaskninger. Stemmen blev mildere. – Jeg forstår, det er en svær tid for dig, Jack. Vorherre og Jomfru Maria holder hånden over dig. Husk, at Gud elsker alle sine børn. Fader Michaele gjorde korsets tegn og velsignede ham, så rosenmøn stret igen blev levende. Jack gjorde sit bedste for at føle, at hans byrde var taget fra ham. Men da han forlod kirken, mærkede han stadig væg ten af sorgen på den ene skulder og lysten på den anden. Maryanne ventede på ham udenfor i blæsten, hvor mørke skyer trak op over byens tage. December var en uforudsigelig måned. – Var det slemt? Hun stak sin arm ind under hans, og de fulgtes ad til hendes bil, der var parkeret ved citadellet. – Du havde ret. Det var en lettelse, løj han og forbandede, at hun havde lirket sandheden ud af ham. Ikke med hans gode vilje. Hun hav de gættet det. Hun, der kendte ham så godt. Hun klemte ham. Et vindstød tog hendes hår, og hun trak med den frie hånd frakkekraven op og holdt den fast mod sit øre, mens hun læne de sig ind mod ham. De kørte mod Xewkija, og i hans hoved fortrængte billedet af Claire det af præstens læber bag rosengitteret. Efter seancen i gangen havde de kun ventet kort tid, før de havde gentaget det hele i soveværelset. Han fornemmede stadig underkjolens glatte stof mellem sine hænder; hendes bløde lår; hendes hår på puden. Hendes sult efter ham, der fik hans egen lyst til at svulme, så han skulle sprænges. Jack lukkede øjnene et øjeblik, inden han åbnede dem igen. Gozos grønne marker og sandstenshuse gled forbi, og han rullede vinduet lidt ned og pressede sig tilbage mod nakkestøtten. Han elskede ikke Claire, 6
Dødvægt.indd 6
30/06/15 14.31
og hun elskede heller ikke ham. Det var forkert, det vidste de begge, men det var umuligt at stoppe. Kolde afvaskninger. Tolv Ave Mariaer. Der skulle vist stærkere medicin til. – Stegen er i ovnen, sagde Maryanne. – Raymond har lovet at lave græskarsuppe. Vinden ruskede bilen, da de kørte ind i et gardin af regn på hovedvej en fra Rabat. Maryanne lænede sig ind over rattet og betragtede himlen, der trykkede sig mod jorden, gråsort som jern. – Der er meldt storm, sagde hun. – Jeg må hellere få vasketøjet ind.
Dødvægt.indd 7
30/06/15 14.31
2 – Jeg tror, jeg skal kaste op. Dicte sad med kvalmen stikkende i halsen, mens synet af Bo tiltede for hendes blik, når færgen krængede fra side til side. – Det er ovre om lidt, lovede han fra stolen overfor, fuldstændig upå virket af stormen. – Om en time sidder vi på vores værelse med en drink. Dicte kunne ikke forestille sig nogensinde igen at indtage hverken vådt eller tørt. Endnu en kvalmebølge overmandede hende. Hun skub bede stolen tilbage for bedre at kunne læne sig forover, presse ansigtet mod bordets kølige overflade og tvinge maven i ro. Andre, tomme, stole var begyndt at rutsje hen over færgecafeens linoleumsgulv. De fem kur sister henholdsvis lå og hang hen over bordene, grønne i ansigterne, mens de klagede sig, svedte i kaskader og kastede op i diverse behol dere, poser eller tallerkener. Kun en af dem virkede lige så frisk som Bo. Natasha Vinter, 18 år og gruppens yngste medlem. Langbenet og med et smil, der kunne sænke færger og forvandle mænd til mus. Hun var både fotoholdets outsider og dets uomgængelige centrum, nogle gange smilende og med på lidt selskabelig pingpong; andre gange let surmu lende, som om nogen havde fornærmet hende eller trådt på hendes stolthed. Natasha virkede som én stor selvmodsigelse, havde Dicte tænkt, da hun stadig havde kræfter til den slags. For til trods for de åbenlyse am bitioner om at være bedst og først med det helt rigtige foto, var der også usikkerheden: de følagtige bevægelser med lange lemmer, hun ikke al tid havde helt styr på. Og en ukontrollabel spørgelyst, der altid var hen vendt til Bo: Var dette en god vinkel? Hvilken objektiv ville passe her? Hvad var det bedste foto, han havde taget? Hvornår havde han været i livsfare på en fototur? Spørgsmål, som Bo besvarede med en engels tålmodighed og fuldstændig skamløst. 8
Dødvægt.indd 8
30/06/15 14.31
Lige nu pilede Natashas øjne i alle retninger på jagt efter motiver. Hun tog sit kamera frem og bevægede sig rundt mellem bordene for at fotografere, akkurat som hun havde gjort det på hele turen både i flyet og lufthavnen, og da de landede på Malta. Dicte holdt Turen går til Malta op for at skærme sig. Ikke mig. Jeg er for gammel til at se mig selv brække mig på et færgegulv. Og det er ikke engang i en gedigen brandert. Hun ville sige det, men hvis hun åbnede munden, vidste hun, hvad der ville komme ud, og det var ikke ord. – Smil! Bo blinkede til sin præmieelev, og hun kvitterede ved at knipse med sit Olympus-kamera. Det var back to basics på fotokurset, havde Bo for klaret Dicte. Ikke noget med lige at hive mobilen frem og tage en selfie. Næ, det skulle være med hele moletjavsen af indstillinger og objektiver og lysmåling. De nye fotojournalister skulle uddannes efter de højeste standarder, var Bos ambition. De skulle kunne gøre sig ude i verdens brændpunkter, vinde priser, lade sig optage i berømte fotogrupper og udstille deres billeder på de bedste, mest prestigefyldte fotoudstillinger. Akkurat som han selv havde gjort det og stadig gjorde. Natasha vimsede videre på sin færd. Ikke alle var lige syge. Nogle passagerer sad og snakkede eller kiggede ud ad vinduet. Dicte drejede ansigtet på bordpladen og så, at en tatoveret muskelmand gloede arrigt, da Natashas linse pegede på ham og hans lille selskab, som bestod af en ung kvinde i midten og en anden mand i en rød trøje ude på flanken. For lidt siden havde hun set muskelmanden hente kaffe og vand oppe ved skranken. Han havde rakt den anden fyr en kop kaffe, mens pigen tog imod flasken med vand med begge hænder og et lille smil. Nu sad fyren så og forsøgte at rulle en cigaret og talte til pigen og den røde trøje mand, mens bølgegangen fik tobakken til at spilde ud over både bord og gulv, og han så mere og mere bister ud. Men troldmandens lærling var ustoppelig. Klik, klik, sagde kameraet og indfangede det meste af situationen i cafeteriaet. Manden, der havde guldkæder om hals og håndled, rystede opgivende på hovedet, stak ciga retten ind mellem læberne, tog sin mobiltelefon frem og mumlede no get til pigen, der nu sad og stirrede ud i luften, nærmest grøn i ansigtet. 9
Dødvægt.indd 9
30/06/15 14.31
Bo fulgte Natasha med et anerkendende blik, og jalousien viklede sig om Dictes hals og klemte til, ikke for første gang. Hun spurgte sig selv, hvad det var, hun var hun dumpet ind i her. Hun havde måske ikke lige haft øjet på bolden. Livet havde sendt hende i to forskellige retninger: Rose havde født hende et barnebarn, lille Sigurd, og hun havde ligget underdrejet, fordi hun skulle vidne mod sin voldtægtsmand i retten. Hun havde hele tiden troet, at Bo og hun havde det godt sammen, men måske tog hun fejl. Kvalmen tog til, og hun kastede op i en plasticpose og sad lidt og svedte, indtil hun fik det en lille smule bedre. Det var december. Jule måned. Det havde lydt spændende med en Middelhavsø uden for sæso nen. Nu sad hun og tænkte, at hun skulle være blevet hjemme. Også de andre beundrede Bo. De tilbad ham nærmest. Der var de to fyre, Anton og Christian, den ene med ring i næsen og drengeknold og medbragt guitar, som kom han lige fra efterskolen, og den anden en elegantier med skarp frisure og replikkerne skåret til flirt; og to piger, buttede Alice med muskuløse balder og et seriøst blik for morsomme motiver og tynde Kristina, 187 centimeter høj, med skostørrelse 42 og flyskræk, så Bo i flyveren havde måttet holde hende i hånden under start og landing. Fem vidt forskellige unge mennesker. Alle med blikke, der klæbede til deres lærer og mentor, parat til at følge ham ind bag fjendens linjer, ned i farlige grotter eller som nu, ud på en gyngende færgetur mellem Malta og søsterøen Gozo for at gøre ham tilpas og få det helt rigtige bil lede i kassen. Dicte selv var kommet med på et afbud. Den sjette elev var blevet syg, og Bo havde stået med en ekstra plads. Måske havde hun presset en lille smule på for at komme med. Måske havde han ikke kunnet lide at afvise hende. I hvert fald sad hun lige nu med fornemmelsen af, at han helst ville have haft sine elever – og især Natasha – for sig selv. Færgen pløjede sig gennem bølgerne og fortsatte ufortrødent sin færd. Udenfor sprøjtede skum op på vinduerne og silede ned igen i flydende form. Havet hævede og sænkede sig som et monsters brystkasse. Pludselig krængede de så meget, at det føltes, som om hele verden 10
Dødvægt.indd 10
30/06/15 14.31
væltede. Der gik et sus igennem mængden. Mad, mobiltelefoner og drikkevarer smuttede ud af folks hænder; tasker og rygsække kurede hen ad gulvet. Folk klamrede sig til bordene eller til hinanden. Sådan tog de et par ture i bølgerne, og Dicte holdt fast i Bo, som var han en rednings planke, indtil færgen igen rettede sig op, og turbulensen blev en smule normaliseret. – Hvad skete der? spurgte hun. Bo kiggede ud af de regnvåde vinduer. – Måske bølgegang fra det andet skib. – Hvilket skib? Dicte så til sin forundring en stålgrå mur dukke op lige uden for vin duet. I det samme lød der en rasende snurren fra færgens motor, alle bremser blev sat i, og der opstod almindelig forvirring. – Hvad står der? Hun forsøgte at læse teksten på det, hun nu indså, måtte være siden på det andet skib, Bo havde talt om. – ‘AFM’? Hvad betyder det? – ‘Armed Forces of Malta’, sagde Bo og sprang op. – En patruljebåd. Hvad fanden sker der? Han greb sit kamera fra bordet og banede sig vej ud på dækket. Na tasha var hurtigt i hælene på ham, og de krabbede sig langs panelerne, som skulle de dukke sig for kuglerne i en guerillakrig. Anton og Chri stian fulgte efter, mens Alice stadig var for grøn i hovedet og kastede op i en tallerken. – Åh nej! De drukner jo! råbte Kristina, der havde slæbt sig hen til et vindue. Dicte kæmpede sig op med kvalmen siddende lige bag tungen. – Hvem drukner? Kristinas svar fortabte sig i den almindelige forvirring. Dicte tvang sine ben til at lystre og fulgte efter Bo og de andre. Døren var tung ud til passagerdækket, og da hun endelig fik den skubbet op, blev hun blæst tilbage igen af et vindstød tilsat skumsprøjt. Men i det ene lille glimt, hun fik af tableauet derude, nåede hun at se den plimsoller af en båd, der havde vendt bunden i vejret og blev kastet rundt på bølgetoppene. Ved den hang det, der på afstand lignede farverige legetøjsfigurer med 11
Dødvægt.indd 11
30/06/15 14.31
arme og ben, der forsøgte at suge sig fast. Enkelte af dem havde opgivet og lå baskende i vandet eller lod sig dække af bølgerne. Hun skubbede igen, denne gang hårdere. Flygtningebåden – for det var, hvad det var – måtte være kæntret i stormen. Nu så hun færgens personale gøre redningsbådene klar og begynde at fire dem ned langs siden. Uforståelige ord føg gennem luften tilsat fagter fra mænd i regntøj og med vejrbidte ansigter. Bo og eleverne knipsede det bedste, de havde lært. – Hvor er de andre, råbte Bo til hende. – Få dem på dæk. Men Dicte stod stille og bare kiggede. Hun kunne ikke flytte sine fødder. I bølgerne, lige for øjnene af hende, lå der mennesker, der var ved at dø. De fægtede og kæmpede så tæt på færgen, at hun så angsten i deres blikke. De fleste kunne helt åbenlyst ikke svømme. Deres tøj spi lede sig ud og trak dem ned én efter én. Deres skrig og råb flød sammen til et enkelt brøl om hjælp. Ved båden lå der mennesker, der stadig havde et håb. Patruljebåden kastede redningskranse ud og hev dem op, de kunne nå. Over hele sce nariet snurrede en helikopter, men ingen lod til at tage sig af de livløse kroppe, der lå og flød rundt omkring. Med sin hjerne forstod Dicte, at de levende måtte reddes først, men hun kunne ikke stoppe tankerne om, at ligene måske fik lov at flyde for altid, og at der var tale om men nesker, som fik en våd og dyb grav så langt væk hjemmefra. – Se! Det var Natasha, der så det først. Hun pegede og begyndte at zoome ind med kameraet, der rystede i hendes hånd. Hun var høj på adrenalin, krigsfotografernes narkotikum. Dicte forsøgte at følge hendes pegen, men så kun de kulørte skikkel ser, der bobbede op og ned. – Hvad fanden er det? Bo kneb øjnene sammen. Så fik hun øje på det. I bølgerne, midt mellem de sorte kroppe i al det kulørte, opspilede tøj, lå noget lyst. Et stykke ryg. Et par baller. Langt hår, der flød som malet med bløde penselstrøg. En halvnøgen kvinde i noget, der lignede en underkjole. Hvid som det bølgeskum, der sprøjte de ind over hende og indimellem skjulte hende i dybet. En hvid kvinde 12
Dødvægt.indd 12
30/06/15 14.31
mellem sorte mænd. Et værdifuldt liv, mellem alle deres billige, som de havde trukket i en afrikansk automat, tænkte Dicte om et faktum, som ingen ville sige højt, men som alle vidste, var sandheden: Middelhavet var en stor gravplads for bådflygtninge, der ikke var velkomne nogen steder. Med liget af en lyshudet ung kvinde var det en ganske anden sag. Hun var derfor ikke spor overrasket, da en af færgens arbejdere be gyndte at råbe og pege. Ordene var maltesiske, men han kunne have råbt på et hvilket som helst sprog, for meningen var ikke til at misforstå: – Hey! Der ligger nogen! Få hende op! Få hende op!
Dødvægt.indd 13
30/06/15 14.31
3 Mandagen efter frokosten hos sin søster, valgte kriminalefterforsker Jack Spiteri at afspadsere og bruge dagen på at fræse sin kartoffelmark. Stormen var ganske rigtigt begyndt allerede om søndagen. Nu var blæsten løjet af, men havet var som altid bagefter i reaktionstid og var stadig i oprør. Med hænderne vibrerende på fræserens håndtag og fornemmelsen af følelsesløshed i resten af kroppen traskede han efter maskinen i tvivl om, hvorvidt det var ham, der styrede den, eller den, der styrede ham. Ironien var ikke tabt på ham, for det var den samme tvivl, han havde i forhold til det meste i sit liv. Som nu Claire, som han i al sin ynkelighed havde indledt et forhold til. Og så hans chef, som muligvis slet ikke burde have været hans chef. Indimellem mente han at kunne styre Ralph Micallef. Indimellem føltes det, som om hans øverstbefalende virkelig var så tykhovedet, som han så ud til. Andre gange sad han tilbage med fornemmelsen af, at det var ham selv, der blev manipuleret. Mens han arbejdede, løb hans to Kelb tal-Fenek-hunde rundt på klip perne som gule skygger på jagt efter rotter eller vilde kaniner. Fræseren ramte en sten, der var for stor til at kunne ignoreres, og hans slukkede for motoren. Han mærkede mobilen vibrere i lommen på de gamle jeans, som han havde degraderet til arbejdsbukser. Et fristende øjeblik overvejede han at ignorere den. Et millisekund lod han blikket drikke af skønheden her, på hans yndlingsplet på jorden, ud over vinterens grønne frodighed og de gule klipper og havet, der kastede sig rundt, i dag klædt i gråt og grønt og hvidt. Men pligtfølelsen vandt. Han så, det var Micallefs nummer. – Spiteri. 14
Dødvægt.indd 14
30/06/15 14.31
– Jack, prustede hans chef. – Kaos. Du er nødt til at komme. Alle mand på dæk. Micallefs familie var sømænd så langt tilbage, nogen kunne regne. – De forbandede negere. De kom i to både. Bådflygtninge, oversatte Jack for sig selv. Igen. De sejlede ud fra Liby ens kyst og sigtede efter at ramme Italien, men somme tider gik det galt, og de forvildede sig ind i maltesisk farvand. For det meste ramte de hovedøen, men det skete, at en båd gik i land på Gozo. – Den ene kæntrede, sagde Micallef. – Færgen samlede dem op, og vores drenge var nødt til at redde stumperne. Der ligger stadig døde ude i bølgerne. Jack kiggede ud over klipperne og videre mod havet, som om han kunne få øje på optrinnet derude. Pludselig gik skønheden af hans ud sigt her fra familiens jordlod i udkanten af Xewkija, og noget i ham snørede sig sammen ved tanken om, at han stod og så på en gravplads. Katastroferne var taget til, efter at italienerne havde opgivet Mare No strum. Dødstallene steg og steg, og ingen gjorde noget. Lola, hvalpen, mærkede hans frustration og stak sin våde snude ind i hans hånd. Han strøg hunden over hovedet og så hellere ind i dens blik end ud over klipperne. Han forbandede alle de kloge hoveder langt væk. EU og de nationale politikere havde travlt med at skubbe ansvaret over på hinanden, mens kystlande som Italien og Malta var ved at drukne i flygtninge. Hykleriet kendte ingen grænser. – Jack? Er du der? Han samlede sig sammen. Lola slikkede ham og løb efter sin mor på lange, elegante ben. – Og den anden båd? spurgte han. – Den er lige stået ind i Mgarr havn. Ambulancer og busser er på vej. Jeg vil have, du tager derned pronto. – Jeg er i marken, sagde Jack. De vidste begge, hvad det betød. Jack var kørt derud på sin fræser med de to hunde på det grønne lad. Det ville tage tid at nå tilbage, skifte, lukke hundene ind og tage bilen ned til havnen. – Jeg kommer og henter dig! – Og hundene? 15
Dødvægt.indd 15
30/06/15 14.31
– Dem tager vi med. Jack sukkede og så sin fridag synke i havet som en stor, moden sol. Lola kom igen hen og slikkede hans hånd i solidaritet. Pippa havde for travlt til nærkontakt. Nu var hun forsvundet ind i krattet. – Øjeblik. Det er Henry på linjen, sagde Micallef. Han var væk en tid, så kom stemmen tilbage, om muligt endnu mere oprørt end før. Stoisk var ikke et ord, man brugte i samme sætning som Jacks chef. – De har et hvidt lig med ind! – Hvad har de? – Færgen. De fiskede liget af en ung kvinde op. En hvid kvinde, Jack. Hun lå og flød ude mellem alle de andre. Alle de sorte, tænkte Jack. Alle de ligegyldige. – For helvede da også, sagde hans chef. – Jeg skulle have været på kaninjagt i aften.
Dødvægt.indd 16
30/06/15 14.31
4 – Hvordan mon hun er død, sagde Dicte. – Der er jo ingenting at se. De stod på dækket. Kvalmen havde trukket sig tilbage, og færgen var på vej ind i havn med sin last af flygtninge og et enkelt kvindelig. Dicte kiggede Bos billeder igennem og genoplevede minutterne, da færgens personale havde hevet det hvide lig op i redningsbåden, og bå den var blevet trukket op igen. Bo havde vanen tro ikke taget et nej for et nej, men havde summet omkring som en irriterende flue, med sin lærling, Natasha, lige i hælene. Resultatet var usædvanligt skarpe fotos af en ung kvinde, hvis lyse kjole klæbede til hendes hud som klister og afslørede en slank krop med lange ben og spæde bryster. –Hun er vel druknet, sagde Natasha. – Kan hun være faldet over bord? –Måske er det selvmord, foreslog Bo. – Eller noget helt andet, sagde Dicte. Hun så væk fra kameraets display. Det var en smuk indsejling. Hav nen var omkranset af klipper, der rejste sig til alle sider. Som drysset ned over landskabet med rund hånd lå gule sandstenshuse i samme farve som klippegrunden, de stod på. Helt oppe på toppen knejste et kirke tårn. En madonnafigur stod i et hul i klippen lige under kirken, som om hun ville byde gæsterne velkommen til dette stærkt katolske land. Fær gen drejede skarpt, og Dictes blik ramte noget andet. Bo satte ord på: – Det var satans! Flygtningebåden lå og skrabede tæt ind til kajen, stuvende fuld af mørke mennesker. Ingen rørte sig. Alle virkede tålmodige, som om de nu overgav deres skæbne i maltesernes hænder. To blinkende ambulan cer og et par politibiler holdt tæt ved. Dicte trak luften helt ned i maven. Det var underligt pludselig at være midt i den virkelighed, hun kun havde læst om og set på tv. Her var de mennesker, der for tiden var på alles læber. De kom fra egne med 17
Dødvægt.indd 17
30/06/15 14.31
krig og fattigdom; steder, hvor de ingen fremtid havde. Som man altid havde gjort det i historien, søgte de mod bedre forhold, væk fra trøstes løsheden og satte undervejs livet på spil. Båd nummer to virkede større og stærkere end den, der var kæntret ude på havet. Hun forsøgte at sjusse sig til et antal og landede på om kring de firs passagerer. Det var mest unge mænd i de karakteristiske farverige joggingdragter, og ved nærmere eftersyn så de hverken fattige eller forhutlede ud. Der skulle trods alt midler til for at betale bagmæn dene for sådan en rejse. – Skyd løs, sagde Bo til sine elever. – Vi er vidner til historien. Vi kont akter de store morgenaviser og billedbureauerne. Det her kommer til at rykke noget. Færgen var nu ved kaj, og passagererne blev gennet fra borde. De måtte følge strømmen ned ad trappen og ud i havneterminalen med alt deres oppakning og udstyr. Dicte følte sig mat, da de kom ud i den friske luft på Mgarr havn, hvor mangefarvede fiskerbåde i alle størrelser lå og vuggede i fortøjningerne. Et sted sad to unge kvinder på asfalten og lap pede et fiskenet, mens en fisker var ved at padle sig selv ud til sin båd i en trækonstruktion, der så selvlavet ud og mest af alt mindede om et badekar. Der var måger, der skreg, stemmer, der råbte gennem blæsten, bådmotorer, der tuktukkede og sendte en sky af dieselos ud og en færge, der tudede, da den lagde fra kaj. En ung mand på en larmende knallert drønede helt ud til molen og tilbage igen, tilsyneladende uden andet formål end at få afløb for sin fartglæde. Færgens gående passagerer bidrog efterhånden til virvarret af men nesker, mens bilerne kørte ud i den anden ende og sneglede sig op ad en vej, hun knapt kunne se. En lang række af ventende busser blev efterhånden fyldt op og begyndte at trække ud, mens enkelte passagerer stilede med deres kufferter hen imod en stribe hvide taxaer, hvis chauf fører stod lænet op af deres biler eller jagtede kunder med et: ‘Going to Victoria?’ Dicte var ved at segne under rygsækkens vægt, og hendes ben ville næsten ikke bære hende. Søsygen havde drænet hende for de få kræfter, hun havde haft, hun, der i forvejen var, som Bo udtrykte det: under ernæret og underdrejet. Hun ønskede, at han havde taget hende med til 18
Dødvægt.indd 18
30/06/15 14.31
et femstjernet hotel på Barbados med all inclusive, hvor de bare kunne spise, plaske i poolen, elske og sove. Kun de to. Men sådan fungerede det ikke med Bo. Deres fælles ferier kunne tælles på en hånd, for han var i virkeligheden lige så dårlig som hun til at holde fri. Hun pegede på en bænk. – Jeg sidder lige her lidt. Hun sad og så på og følte sig underligt lammet, mens Bo og ele verne en tid fortsatte deres fistren omkring og blev gennet rundt med af de uniformerede politifolk. En varevogn standsede lige ud for kajen, og en mand sprang ned, hev skydedøren til side med en rutsjelyd og trak nogle kasser ud fra bilens mørke. Det viste sig at være sandwich og flasker med vand, som hurtigt blev distribueret ned til afrikanerne i båden. En efter en fik de derefter lov at komme op på kajen, hvor de blev undersøgt overfladisk af en person i hvid sikkerhedsdragt fra en af ambulancerne. En gravid kvinde, foroverbøjet, med ansigtet fortrukket i smerte og begge hænder på maven, blev hjulpet op på en båre og kørt væk med fuld udrykning. Dicte bare kiggede. Det var nyt for hende at være passiv, men den nye rolle var tiltrængt. Hun havde gjort sit. Hun havde længe været aktiv journalist. Hun havde i sin tid på krimiredaktionen jagtet både drabsmænd og kidnappere, og det var, som om hver enkelt sag havde lagt et kilotungt blylod i hendes mentale vægtskål. Hun orkede det ikke længere. Hun måtte kunne finde ud af at læne sig tilbage og lade andre tage over. Bo og Natasha, for eksempel, sagde en lille syrlig stemme i hende, da hun så dem danse rundt og zoome ind på det, der skete på kajen. Var det nu, hun for alvor skulle mærke de otte år, hun var ældre end Bo? Mens alle var optaget af flygtningebåden, så hun en ambulance køre ind på færgen, sikkert for at hente liget af den hvide kvinde. Lige bag den kom en hvid Ford Sierra, der parkerede tæt ved. To mænd steg ud. Den ene lukkede et par gule hunde ud; slanke og korthårede og med spidse, opretstående ører. De lignede tegninger fra en ægyptisk faraograv. Mange års erfaring sagde hende, at de to mænd var politimænd. Det var noget med måden, de hver især iagttog deres omgivelser på. Noget med bevægelserne, når de gik, selv om de var vidt forskellige. De havde 19
Dødvægt.indd 19
30/06/15 14.31
begge en form for parathed, men en anden og mere bydende end den, Bo også havde. De var måske på samme alder, omkring midt i fyrrene, men den ene af dem var af den tunge slags og gik forrest med sin store mave, som en bølgebryder gennem mængden. Den anden havde også tyngde, men ikke på samme måde. Han virkede moderat muskuløs og var et halvt hoved højere end den første. Han var mørk, i gamle cow boybukser og snavset T-shirt med en åben sweatshirt over og lignede en fingeret hjemløs fra et modeblad. Det var ham med hundene. Han fløjtede dem til sig, og de fulgte ham i hælene, da de gik i retning af færgens åbne gab, hvor ambulancen var forsvundet ind. Dicte rejste sig og fulgte efter. Hendes mave rørte på sig, denne gang af sult. Hun havde kastet alt op, så hun stillede sig ved en salgsbil på kajen og købte en sandwich. En af hundene løb ud i en bue og om bag hende. Dens ejer fløjtede. Men hunden nærmede sig hende og hendes sandwich, sky, men alligevel nysgerrig. Det var tydeligvis en unghund, og hun måtte beundre dens skønhed. Den lignede essensen af elegance på sine lange slanke ben. Let og fjed rende og med årvågent blik cirklede den omkring hende. Hun standsede op. Hundens ejer kom hen imod hende. – Lola. Ayla. Hunden luskede tilbage til ham. Men han rørte sig ikke ud af stedet. Det gik op for Dicte, at han stod og kiggede på hende, som om han havde set et spøgelse. Den anden mand råbte noget på maltesisk, der involverede navnet Jack. Han lignede også en Jack, nåede Dicte at tænke, under skægstub bene og det beskidte tøj. Der var noget sørgmodigt og alligevel sexet ved måden, han betragtede hende på. Og så, fordi situationen var ved at blive pinlig, sagde hun på engelsk: – Er I her på grund af det hvide lig? Der gik et par sekunder. Så sagde han: – Så du noget? Var du med på færgen? Accenten havde en snert af amerikansk. – Vi er en flok på syv, sagde hun. – Vi så vel det samme som de andre passagerer. Hun overvejede, om hun skulle fortælle om fotoeleverne, men gam 20
Dødvægt.indd 20
30/06/15 14.31
mel skepsis fik hende til at lade være. Presse og politi havde ikke altid sammenfaldende interesser. Han trak vejret dybt ind, som om han tog tilløb. – Er du svensk? – Dansk. Han nikkede. Øjnene hang ved hende et sekund endnu, som om der var noget, der virkelig nagede ham. – Hvor skal I bo? Og hvor længe? Hun rodede i sin taske og skrev adressen ned bag på et postkort, hun havde snuppet på en café i Aarhus. Han kvitterede ved at række hende sit eget kort. Jack Spiteri, læste hun. Kriminalefterforsker. Han førte hånden til panden i en farvelgestus: – Vi får måske brug for at tale med jer. Ring endelig, hvis nogen kom mer i tanker om noget. En halv time senere kom en bus kørende, og alle flygtningene blev gen net ind i den. Bussen kørte om bord på færgen efterfulgt af politibiler og endnu en ambulance. – Hvor skal de hen? spurgte Christian, mens han knipsede med ka meraet af karavanen. – Til hovedøen, sagde Bo. – Der ender de nok i en flygtningelejr. – Det lyder ikke rart, sagde Alice. – Det er det heller ikke, medgav Bo. – Malta har et dårligt ry, hvad det angår. Han rystede på hovedet i en bevægelse, der sagde, at det var et pro blem, hvordan man end så på det. – Men hvad skal de ellers gøre ved dem? De er kun en lille østat med 400.000 indbyggere. – De kunne måske sørge for nogle bedre forhold, sagde Natasha. Bo missede ikke en chance for at være læreren med overblikket: – Set fra deres synspunkt er det en balance. Hvis det rygtes, at forhol dene er gode, vil der bare komme endnu flere. De hentede to jeeps ved biludlejningen på havnen og kørte endelig op til deres pension i landsbyen Qala. Byen lå på øens sydkyst med udsigt 21
Dødvægt.indd 21
30/06/15 14.31
over til Malta, og huset var et klassisk farmhouse i sandsten med tykke mure og højt til loftet. Dicte smed sig på sengen i sit og Bos værelse og stirrede en tid op i et afskallet loft, hvor en elektrisk vifte sad og lignede et eksotisk insekt. – Du kan bare hvile lidt, sagde Bo. – Så går vi ud og finder noget mad og tager lidt med hjem. Men tanken om Bo og Natasha med to lys på et bord var alligevel for provokerende. – Jeg kommer. Jeg er ikke helt til plejehjemmet endnu. – Det siger jeg heller ikke. Men du ser træt ud. – Jeg har det fint. Hun hev sig selv op og tvang sig til at gå i bad og lægge lidt makeup og tage en ren bluse på. De fandt en restaurant på kirkepladsen, der havde plads til dem alle. – Hold da helt kæft, sagde Christian med munden fuld af pizza, da de havde siddet en time. Han lød mere kæk, end han så ud. – Jeg troede ikke, jeg nogensinde skulle blive sulten igen. – Jeg er altid sulten, sagde Alice med fortrydelse og kiggede på rester ne af sin pizza. – Selv da jeg var søsyg, var jeg sulten. Anton drak af sin øl. – Det er ikke til at forstå det, sagde han stille. – For bare tre timer siden stod vi og kiggede på druknende mennesker i bølgerne. Og nu sidder vi her og spiser pizza. De så på hinanden. En skamfuldhed sneg sig ind. De var de overle vende. De heldige førsteverdensborgere, tænkte Dicte. – Det er livet i en nøddeskal, sagde Kristina filosofisk. Natasha var den eneste, der ikke var selskabelig. Mens de andre plud rede for at holde skrækken fra livet, sad hun optaget af at bladre gennem sine fotos, mens hun indimellem stak til sin mad. – Hvad så? Er I spændte? spurgte Bo. Han havde solgt nogle af deres fotos til et internationalt billedbureau. – Meget! Alice pressede fingrene i tallerkenen for at fange nogle pizzakrum mer. – Det bliver fedt at se dem på netaviserne! sagde Anton. 22
Dødvægt.indd 22
30/06/15 14.31
– For helvede da! Natashas udbrud var ikke en del af den fælles samtale. Dicte tænkte, at hun i det hele taget ikke rigtig var en del af fællesskabet lige nu. – Hvad? spurgte Bo. – Det er vildt. Se lige her. Hun viste dem et foto af kvindeliget og zoomede ind på ansigtet. Kvinden var særpræget, det var tydeligt selv i døden, med skarpe kind ben og skrå katteagtige øjne. Læberne var fyldige og underlæben skudt ud, som om der var noget, hun var højst utilfreds med. – Og se så lige her! Natasha klikkede tilbage. Frem kom fotos af passagererne på færgen, mens stormen rasede, og folk var syge. Klik, klik. Der var billeder af de andre elever, og Dicte så til sin skræk et af sig selv med hovedet liggende på bordpladen og lukkede øjne. – Hvor? spurgte Bo. – Øjeblik. Natasha fandt, hvad hun søgte, og viste dem fotoet af pigen mellem de to mænd, hvoraf man kun så en rød arm og skulder af ham ude til højre. Bøffen med guldkæderne så ikke ud til at more sig. Pigen havde det tydeligvis skidt og havde lukket øjnene, akkurat som liget. Natasha zoomede ind. – Voila! Se på hende. De kiggede. Så fløjtede Bo sagte ud mellem tænderne. – Det var satans! – Utroligt, mumlede Anton. – Men det må da være tilfældigt? sagde Kristina. Pigen, der sad mellem de to mænd, var som en klon af den døde kvinde. Samme skarpe kindben; samme fyldige læber med underlæben skubbet ud; samme skrå katteøjne. Hvis hun ikke havde vidst, det var umuligt, ville Dicte have troet, det var den samme person.
Dødvægt.indd 23
30/06/15 14.31