Stamina - læseprøve

læseprøve

S TAMIN A

Af samme forfatter:

Den permanente (2017)

Superstar (2018)

Grav (2019)

Manden i tre dele (2021)

Den nittende ø (2022)

Det var nat, og mørket ville snart sænke sig helt. Gaden var øde, ikke en sjæl i sigte. Disen trak stoflige striber gennem luften, og bilvrag langtidsparkerede i vejsiden, rustne og indskrumpede som nedfaldne sommeræbler. Spredt ud over asfalten lå en substans af glasskår, knuste tagsten, rottelort og affald i fugtige tuer. En enkelt pære blinkede ud i gadens askegrå stilhed. De andre lygtepæle var for længst blevet ofre for stenkast, den ubarmhjertige frost eller gnavernes selvmorderiske appetit på ledningsværk. Og lyset ville ikke genopstå i denne bydel. Officielt fordi Timişoaras trafikstyrelse som led i en spareøvelse havde undladt at udskifte pærerne. Beboernes samvittighedsløse hærgen kostede i forvejen kommunekassen dyrt. Uofficielt fordi nogle samfundsproblemer bare tog sig bedst ud i mørke.

I årevis havde denne enlige lygtepæl overlevet kasteskyts og pistolskud. I årevis havde den troligt tændt, når solen gik ned, og gaden overgav sig til nattens orden. Og i årevis havde dens golde lys sat scenen for skyderier og slagsmål, dertil to parteringer, utallige voldtægter og et enkelt tilfælde af usigelig ondskab.

Det var lygtepælens funktion: at kaste lys og ikke fælde dom, uanset hvad der måtte udfolde sig.

Denne nat døde lyset dog ud i små glimt, som en synkende mønt i havet. Pæren frigav de sidste rester af energi, som den nedslidte halvleder orkede at transportere. Men før lygtepælen tilsluttede sig gadens mørkeparade, ville den sætte scenen for et sidste drama.

Regnen havde gumlet på Timişoaras gader hele dagen, før en pludselig opstået blæst rev skyerne fra hinanden og blottede en stjerneløs midnatshimmel. En vammel ånde steg op fra kloakkens åbninger, og beværtningerne i bydelen Plopi­Kuncz havde for længst opgivet aftenens omsætning og låst dørene for de mennesketomme gader.

Radu Romanescu prøvede af alt magt ikke at tænke på det. At han var alene.

Alene sammen med de sorte træningsdragter.

Luften, der var adskillige grader under frysepunktet, stak som knive i lungerne. Hans tøj var gennemblødt af sved, vådt og koldt, som håndklædet i sportstasken, han havde smidt fra sig midt på gaden. Hans løstsiddende støvler klamrede sig til kanten af hans hæle, tvang ham til en trampende, tærende løbestil.

Ud ad øjenkrogen var han begyndt at spejde efter steder, han kunne gemme sig. En trappeskakt. En park. For han kunne ikke ignorere det. Benene tabte fart. Ligesom på de sidste baner i bassinet, hvor musklerne brændte og svømmetagene skiftede fra finesse til råstyrke, fordi vandet flyttede sig som vådt sand. Typisk kunne han trække sig gennem fem­seks baner ekstra, før kroppen slukkede fuldstændig.

Han bed tænderne sammen. Det gjaldt om én ting nu. Stamina. For få minutter siden var han kommet ud af svømmehallen med ømme muskler og dunsten af klor om sit hoved. Han var skrået over stien til parkeringspladsen, da han havde opfattet et lille glimt. Lys,

der blev reflekteret i et ur. Han havde hverken set eller hørt dem. Fem mænd i sorte træningsdragter. Ved en varevogn under en af de knuste lygtepæle.

Radu havde klappet sig på jakkelommerne, simuleret at have glemt noget, og var gået tilbage mod svømmehallens lysende indgang. I genspejlingen i en bilrude havde han set deres skygger glide ud mellem bilerne og nærme sig bagfra. Han havde vendt sig om igen, hvilket havde fået dem til at standse op. Alt ved deres fremfærd og kropssprog havde været afslappet. Åbne håndflader, ingen hastige bevægelser. Men Radu havde set det. Deres øjne indhentede data, læste situationen, læste ham.

De var ikke afslappede. De var forberedte.

Radu var normalt bevæbnet døgnets 24 timer, undtagen når han motionssvømmede og ikke ville lade sit tjenestevåben ligge i skabet i omklædningsrummet.

Så var den største af mændene begyndt at tale. Radu havde lyttet til den forrykte, men klare logik, og det var gået op for ham, at hans møre muskler nu skulle løbe for livet.

Han havde grebet ned i tasken som efter et skydevåben. Mændene var faldet for hans bluf og var sprunget til side. Imens var Radu stormet væk.

Vejen slog et skarpt knæk. Han skred på den våde asfalt. Støvlerne klumpede sammen om hans ankler. Han rystede dem af sig, og løb videre på strømpesokker.

Vejstrækningen forude lignede åbningen til en kollapset tunnel: klynger af bilvrag, udslukte lygtepæle og bag det en mur af mørke. Han holdt tempoet, men sigtbarheden skrumpede pludselig ind til få meter. Lugten af råd var kvælende. Han famlede sig gennem ruiner, der mere fornemmedes end sås. Noget knasende flåede i hans sokker. Det nåede ind til huden og fortsatte med at skære.

Radu stønnede af smerte. Affaldet var strøet til med glasskår. Blodet bredte sig lunt under fodballerne.

Han fremtvang et indre billede af Alina, hendes kønne øjne, hendes dejlige, lyse sind. Hun ville aldrig tilgive ham, hvis han gjorde hende til enke.

Kæmp, dit fjols!

Men kroppen ville ikke mere. Han slyngede armene om en lygtepæl, svajede stakåndet uden at ane, hvor han var.

Han tog dybe indåndinger. Hjertet sagtnede farten. Omkring sig hørte han den puslende lyd af gnavere på natterov.

Han ville række ned i lommen efter sin mobil, da der pludselig lød en høj, metallisk skramlen. Den samme lyd, som når hans hustrus onkel, Mihai, kvaste en tom øldåse mod panden.

Radu stirrede ind i mørkets ubrudte flade. Der var noget større derude.

Han kunne høre deres knirkende støvler. Gruppen sneg sig frem, havde afluret byttedyret, forstået, at det nu legede skjul.

Skridtene stoppede et sted.

Han dæmpede sit åndedræt. Lyttede.

Skridtene begyndte igen, trak væk.

Radu slap luft ud af lungerne.

I næste nu blev han badet i lys. Han stirrede vantro op i lygtepælens gule øje, der åbenbart havde en rest af liv tilovers.

»On je tamo!« råbte en af de sorte træningsdragter.

Radu tøvede ikke. Han kastede skulderen mod omridset af en dør, hørte det tørre knæk fra hængslerne og ramte gulvet i en forfalden trappeopgang. Stanken af pis og mug var gennemtrængende.

Han buldrede op ad trinnene, gled i sit eget blod, slog hul på skinnebenet, mærkede sine tånegle knække uden at modtage smertesignaler fra hjernen, der blot skreg, at han flyttede sig for langsomt, at lungerne krævede ilt, at benene ikke ville mere.

Mændenes råb steg op gennem trappeskakten. Et fjendtligt ekko, der fulgte ham hele vejen op til en bulet metaldør. Han brast ud under en fløjlssort himmel. Noget loddent pilede hen over hans fødder,

mens han så sig om efter flugtveje. Taget var fladt og dækket af et virvar af ledninger og sodede airconditionkasser.

Der var ingen anden nedgang.

Han hørte det uafbrudte bulder i trappeskakten. Som en stor maskine, der tromlede sig vej op til ham. De sorte træningsdragter ville ikke stoppe. Selv hvis han skulle undslippe, så ville det fortsætte. De ville måske også gå efter Alina.

Det måtte ikke ske.

Derfor måtte han stoppe dem.

Han trådte helt hen til kanten og stirrede ned i det tomme mørke under sig. Luften var mild og frisk. Pulsen bankede i hans tindinger, men han var ikke forpustet længere. Det var dejligt her, dejligt at være i live. Foran ham strålede midtbyen. De små lys stod helt stille, ligesom tiden om lidt ville stå stille for ham.

Han knugede vedhænget om sin hals, et kors i guld, og mærkede Alinas nærhed. Han tænkte på alle de små og store ting, han gerne ville have oplevet sammen med hende. De skulle have rejst sammen, være blevet bedsteforældre til et kuld af skønne unger, set rynkerne vokse sig dybere i hinandens ansigter, uden at det ældede kærligheden.

Gud, hvor ville han gerne leve lidt længere. Ikke år, eller timer, bare nogle minutter.

Så hørte han dem bag sig.

»Ne skaèi!« Hop ikke.

Radu vendte sig om. Mændenes blikke var blanke kryds. En af dem holdt hans støvler i hænderne. Radu forstod ikke, hvad de skulle med dem. Ligesom han ikke forstod, hvad det her gik ud på. Han var en dygtig betjent, havde hjertet på rette sted og takkede altid nej til penge under bordet. Men ellers var han ikke noget særligt. Havde ikke gjort noget nævneværdigt væsen af sig. Der var større og vig­

tigere fisk i politistyrken. Personer, hvis død ville larme langt mere i medierne.

»Ne skaèi.« Stemmen havde forandret sig. Mindre skrap. Appellerende.

Radu fnøs. Hvorfor betød det noget, om han levede eller ej? Han havde jo set den store kniv med blodrillerne.

Men de ville ikke indhente ham nu. Faldet var allerede begyndt, han var fri, på vej hen til det sted, hvor Alina også engang ville tage hen, og hvor de skulle se hinanden igen.

Han flyttede sine blodige tæer ud over kanten.

Det var, som om byens lys rakte ud mod ham. Han lukkede øjnene. Så var han i luften. De hvirvlende, opadgående turbulenser føltes som en stor hånd, der prøvede at flå tøjet af hans krop.

Han åbnede øjnene.

Der var ikke længere lys. Kun et tomt mørke, der sugede ham til sig for at knuse ham.

Politiassistent Marius Petrascu rakte ind i patruljevognens handskerum. Papiret omkring hans bagel var glat af fedt, og en velduft af pastrami og sennep fik hans tænder til at løbe i vand.

800 mere eller mindre tomme kalorier.

Han sukkede. Tanken havde som vanligt konens skrappe stemme. Og desværre også en pointe, for uniformen var nok krøbet lidt i vask, og han havde da overhørt to kollegaer under bruseren kalde ham ‘softice’. Men stod det virkelig så slemt til? Han greb om en fold i maveskindet, der pustede sig op over bæltekanten. En mand på hans alder med sixpack ville da slet ikke være til at stole på. Og nogle ville mene, at der bare var mere af ham at elske.

Blikket søgte mod den anden ting, der lå i handskerummet: en pose med grøntsagssnacks. Konen havde snittet dem til hans nattevagt. Sødt. Hun nærede stadig håb om, hvordan det kunne blive. Marius måtte hellere få tømt posen.

Han så sig om efter en skraldespand ude på gaden. Det så mørkt og koldt ud bag regndråberne på forruden.

Han smøg ballerne mod sædets opvarmede polstring.

Det var det, der var så pokkers med fortrydelse. Den kom altid først, når man var tilfredsstillet.

Han gabte højt over sin hemmelige elsker og bandede højlydt, da en mørkegul sennepsklat trak en stribe ned over uniformen og emblemet med kongeørnen. Det så ud, som om fjerkræet havde fået en slem forkølelse. Han duppede pletten med en serviet, da han instinktivt hævede blikket. Var en skygge gledet forbi i bakspejlet? Han holdt øjnene på den snævre spejlflade. Det eneste, han kunne se, var gadens sorte, regnvåde asfalt.

Marius så ned på sin bagel. Appetitten var væk. Nu var det uro, der fyldte maven. Den slags uro, han havde lært at kende på de ensomme nattevagter, når han blinkede en mistænksom bil ind til siden og gik de knap 20 skridt gennem udstødningsgassens røde tåge mod førersædets halvt nedrullede vindue, og han ikke kunne fortrænge den mumlende fornemmelse af, at noget forfærdeligt var ved at ske.

Han tjekkede bakspejlet. Tomt. Mørkt. Ingenting.

»Fandens, fandens!«

Han steg ud. Gaden brusede som en elv. Kloakristene spyede en ildelugtende bakteriesuppe ud over vejbanen. Døden i rendestenen. Han håbede ikke, de oversvømmede kloakker skræmte dem herop på gadeplan. Han gøs ved tanken om de perverterede mennesker, han havde set dernede i mørket. Flere af hans kollegaer var stadig sygemeldt efter den forbandede aktion sidste år.

Disen lagde sig som en klæg sved på hans ansigt. Han nåede helt hen til gyden. Stanken hang som en prop mellem murene. Sådan stod han et øjeblik. Lyttede til vandet, der sjaskede ned fra tagskægget. Der var ingen. Selvfølgelig var der ikke det. For pokker, hvor var han nem at gøre bange.

Marius skulle til at vende om, da øjet opfattede en bevægelse. Han missede mod mørket. Denne gang var der ingen tvivl. Noget strejfede omkring inde i gyden. Det var stort. En hund?

»H­hallo?«

Lyden af hans stemme fik skikkelsen til at standse op.

Marius greb sin lommelygte. Lysstrålen landede på ryggen af en

mand. Han stod foroverbøjet med armene klemt ind til brystet, som om han frøs.

»Hallo, politi! Alt okay?«

Manden svarede ikke. Marius lyste rundt i gyden. De var alene. Han trådte varsomt frem og stoppede op i et par meters afstand fra personen.

»Er du okay?« stammede han.

Den anden klynkede lavmælt.

Marius sank. Intet ved situationen var truende, og det ville kun tage ham et sekund af få sin Beretta Px4 frem. Så hvorfor rystede lommelygten i hånden på ham?

»Vend dig om,« sagde han hæst.

Anstrengt rettede manden sig op. Skuldrene var højere og bredere, end Marius havde ventet.

»Hvad er der sket med …«

Manden snurrede rundt og rakte ud med armene. Han udstødte et dyrisk vræl, der gik gennem marv og ben: »Åh gud, åh gud, hjælp mig!«

Marius trådte forfærdet tilbage og pressede ryggen ind mod muren. Han mistede grebet om lommelygten, der faldt til jorden og trillede rundt om sin egen akse. I mareridtsagtige glimt så han manden træde frem med en fod slæbende under sig. Ansigtet var ophovnet og martret af kødsår. Næsebenet var brudt gennem brusken og strittede som et hvidt følehorn. Marius undveg mandens udstrakte arme. Begge hans håndledsknogler var brækket. Hænderne flagrede i hud som løse vanter.

Marius satte i løb. Men det var, som om benene ikke lystrede. Fordi den fornuftstyrede del af hjernen nægtede at afvise det, som den havde set.

Manden havde en halskæde på. Det svage lys reflekteredes i vedhænget.

Marius genkendte smykket med det samme.

Han havde været med, den dag hans søster købte den. Og han havde også været der, da søsteren havde foræret den til sin mand i sølvbryllupsgave.

Den forkrøblede skikkelse sank sammen på asfalten. Marius stirrede med tilbageholdt åndedræt.

»Radu? Kære ven. Hvad har de dog gjort imod dig?«