Af samme forfatter:
Før stormen (2007)
Pans hemmelighed (2009)
Protokollen (2010)
Sort sne falder (2012)
Cecilie Mars-serien:
Mørket kalder (2018)
Nattens udyr (2020)
Bødlernes daggry (2023)
Ravn-serien:
Afsporet (2013)
Savnet (2014)
Sekten (2015)
Dybet (2016)
Pagten (2017)
Skytsengel (2019)
Imperiet (2021)
Politikens Forlag
„De, der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den …”
GEORGE SANTAYANA
„Går gennem tiden, går gennem solen Ser mig til siden –Og alting er som første gang igen.”
RUGSTED & KREUTZFELDT
I det lille venteværelse med det grønne tapet sad en ung kvinde alene og blundede på en gul syverstol. Lyset trængte ind fra vinduet ved siden af og fik hendes kreppede afblegede hår til at funkle som candyfloss. Hun var omkring tyve år og iført et par højtaljede jeans og en pink BALL-sweatshirt. Fra transistorradioen henne på sekretærens disk lød Rugsted & Kreutzfeldts nummer ’Går gennem tiden’. De blide toner vækkede den unge kvinde, der plirrede med øjnene. Hun gabte let, mens hun så sig omkring i det tomme værelse. Det store runde ur over døren viste 12:08, og hun tænkte, at lægen måtte være forsinket. Kvinden hankede op i sin lille ruskindstaske og rejste sig. Hun gik hen til spejlet, der hang på væggen overfor, og betragtede sig selv. Hun nettede sig en smule, indtil hun fik øje på de tynde ar, der lå som hvide bånd omkring hendes håndled. Flov tog hun armen ned og trak i ærmet, så det dækkede arrene. Hun vendte sig om og gik hen til det lille runde bord i hjørnet, hvor alle tidsskrifterne lå. Over bordet hang en årskalender for 1983 med et billede af Dybbøl Mølle. Alle datoerne for maj måned var krydset over med kuglepen frem til den 26. Hun så ned på tidsskrifterne og avisen, der lå øverst. Det var gårsdagens udgave af Aktuelt, og hun genkendte billedet på forsiden af den brændende færge.
Ulykken var sket på Nilen, og det forlød, at over 300 personer var døde. Nogle var omkommet i flammerne, nogle var druknet, mens andre igen var blevet ofre for krokodillerne. Hun gyste ved tanken og fandt et eksemplar af Alt for damerne, som hun vendte tilbage til stolen med. Da hun havde bladret lidt, faldt hun over en madopskrift, der lød spændende. Hun overvejede at rive siden ud, men ville ikke være det bekendt, og i stedet fandt hun sin notesbog frem fra tasken. Hun begyndte at skrive ingredienserne ned, mens hun stille sang med på musikken. „Går gennem tiden, går gennem solen. Ser mig til siden – Og alting er som første gang igen …”
Døren i den anden ende af lokalet blev åbnet, og en kraftig kvinde i en stramtsiddende hvid kittel trådte ind. Den midaldrende lægesekretær med det tilbageskrabede sorte hår så venligt på hende. – Beklager ventetiden, Gitte. Men nu er doktor Weissach klar til dig.
Gitte smilte tilbage. – Er det o.k., hvis jeg lige skriver det sidste ned?
– Selvfølgelig, svarede lægesekretæren og kom nærmere. Hun så ned på siden og Gitte, der skrev. – Så er aftensmaden måske reddet?
– Den til i morgen er. I aften laver jeg fadkoteletter, det kan han så godt li’, svarede Gitte. Da hun var færdig, lagde hun bladet fra sig og puttede notesbogen tilbage i tasken.
– Du går bare ind, sagde lægesekretæren og pegede hen mod døren, der stod på klem.
Gitte rejste sig og så tøvende derhen.
– Bare rolig, han bider ikke, sagde lægesekretæren og smilte.
Gitte så på hende og lagde mærke til det lille sorte overskæg. Hun fjernede hurtigt blikket. – Nej, selvfølgelig ikke, sagde hun og gik langsomt hen mod døren.
Det lune vejr havde trukket folk ud på gaden, og der var tætpakket på bolværket ved Christianshavns Kanal. Både de lokale og turisterne nød solen, mens de med et halvt øje betragtede den livlige trafik på vandet, der foregik for fødderne af dem. Ude på kanalen sneglede Havnerundfarten sig afsted mellem opbuddet af kajakker, motorbåde og eldrevne udlejningsfartøjer. På Overgaden Neden Vandet var der travlt på alle beværtningerne og frokostrestauranterne, og man skulle lede længe efter en ledig plads ved bordene udenfor. Alt i alt var det en typisk forårsdag på Christianshavn. Måske var det derfor, ingen lagde mærke til den midaldrende kvinde, der luntede foroverbøjet langs bolværket. Hun var klædt i en løstsiddende denimkjole og et par hvide snøresko. Hendes halvlange gråsprængte hår strittede ud til alle sider, og hun så frem for sig med et manisk blik. Kvinden mumlede nærmest uforståeligt, mens hun kradsede sit håndled, der var dækket af knudret arvæv. Hun spejdede rundt mellem folkene på bolværket, som hun passerede.
– Hvor er du? Hvor har de taget dig hen? Hvor er du, min lille dreng? sagde hun ud i luften.
En voldsom smerte i hovedet fik hende til at standse. Hun bed tænderne sammen og tog sig til tindingerne. Ud af smerten
manede en stemme sig frem for hende. Find ham, før det er for sent. Skynd dig. Hun fortsatte langsomt ned langs kanalen, mens hun så sig bange rundt. Der var for mange mennesker, for meget larm, hun blev svimmel og støttede sig til det nærmeste træ. Ikke standse. Find ham. Find ham, før de gør ham fortræd. Hun skubbede sig fri af træet og skyndte sig videre. Hun havde lyst til at kalde på ham, men det var, som om hendes hals var snøret sammen. Hun fik øje på bordene ved restauranten længere henne, hvor folk sad og spiste. Var det nogen af dem, som havde taget ham? Havde de gemt ham på restauranten? Hendes tanker blev afbrudt af stemmen. Skynd dig nu. Før de slår ham ihjel. Find ham. Find ham, find ham, bankede det i hendes hoved, mens smerterne tog til.
Hun standsede foran restaurant Asador og så ned langs rækken af tomandsborde. – Min dreng, hvor er du? mumlede hun, mens hun gik hen til det forreste bord, hvor et ungt par sad. Hun skulle til at spørge dem, om de havde set hendes dreng, men stemmen stoppede hende. Stol ikke på nogen, buldrede den.
Hun var ved at miste balancen igen og støttede sig til bordet. Den unge mand udbrød et eller andet, og hun så, at hun var kommet til at vælte hans glas med rødvin ned i skødet på ham. – Und-undskyld, fremstammede hun hæst.
Den unge kvinde sendte hende et surt blik, mens hun hjalp med at tørre rødvin af bordet.
Tag kniven. Tag den kniv, så du kan forsvare dig. Hun fik øje på den kraftige steakkniv, der lå ved siden af mandens tallerken med frokostbøffen på. Tag den. Om nødvendigt skal du dræbe. Ellers dør drengen. Hun rakte ud efter kniven og tog den med sig. Hun hørte dem sige noget bag sig, mens hun vaklede videre ned ad gaden. Hvis de prøvede på at standse hende, ville hun bruge kniven mod dem. Men der kom ingen, og til sidst puttede hun den i forlommen på kjolen.
Hun nåede Christianshavns Torv. Trafikken var infernalsk,
og hun holdt sig for ørene. Det var, som om hun genkendte det hele, men så alligevel ikke. Larmen, bilerne, de mange mennesker, der hastede afsted. Det var, som befandt hun sig i en centrifuge af indtryk. Fortsæt. Fortsæt. Se nu at finde ham. Selvom stemmen snerrede ad hende, var den alligevel en trøst midt i alt kaosset. Med et fast greb om kniven i lommen begyndte hun at gå hen over torvet. Hun så sig hurtigt rundt. Han måtte være her et sted. Hendes dreng. Ja, din dreng. Så find ham dog. Før det er for sent. De slår ham ihjel, hvis du ikke snart finder ham. Så er det din skyld, at han dør.
Hun fik øje på en sort barnevogn ved indgangen til Holms Bager. Der var han jo! Hun satte tempoet op og stødte ind i en forbipasserende. Manden råbte efter hende, men hun var ligeglad. Hun havde fundet ham. Hun ignorerede den skærende smerte i hovedet. Da hun nåede hen til barnevognen, lænede hun sig frem og så ned i den. Hendes smil stivnede, og hun mærkede en isnende angst. Vognen var tom. De havde taget ham. Du kom for sent. Nu dør han, nu dør din dreng. Hun kunne ikke få vejret. Det var ikke til at bære.
– Undskyld mig, lød en stemme bag hende.
Hun vendte sig om og så på en lyshåret mand med en baby på armen og en bagerpose i hånden. Manden bukkede sig og lagde posen i kurven under vognen.
– Hvad hedder … han? sagde hun og knugede om kniven i lommen.
– Hun hedder Emma, svarede han og lagde forsigtigt den lille pige ned i vognen.
Spild ikke tiden. Led nu efter ham. Skynd dig, før de slår ham ihjel, gjaldede det atter i hendes hoved. Hun vendte sig om og krydsede Torvegade, så fortsatte hun videre ned ad Dronningensgade. Der var færre mennesker her, og trafikken var heller ikke slem.
– Hvor er min lille dreng henne? mumlede hun modløst. Du fejlede, snerrede stemmen. Der er ingen grund til at lede mere. Din
dreng er væk. Gå tilbage. Gå tilbage nu. Tårerne pressede sig frem, og hun tørrede dem hurtigt væk med håndryggen. Smerterne i hovedet tvang hende til at standse. Mens hun sundede sig, vendte hun blikket mod butikken, som hun stod ude foran. Det var et antikvariat. ”Victorias Antikvariat,” stod der med svungen skrift på ruden.
Hun gik hen til den åbne dør og så ind mod de mange bugnende reoler. Længere inde i lokalet, ved en stor købmandsdisk, stod en midaldrende kvinde med ryggen til. Hendes hår var gråt og strittede ud til alle sider, som var der sat elektricitet til det. Hun havde en hvid skjorte på under en tweedvest og røg på en cigaret. Duften af nylavet kaffe og tobak ramte kvinden i døråbningen. Det virkede som et hyggeligt sted. Et sikkert sted. Hun havde lyst til at blive, men stemmen i hendes hoved kommanderede hende til at gå videre. Hun skulle til at parere ordre, da en lille dreng kom løbende ud mellem reolerne og standsede på gulvet foran hende. Han var omtrent tre år gammel, med kulsort hår og klædt i shorts og stribet T-shirt. I hænderne havde han et træskib.
Kvinden satte sig på hug. – En lille matros. Min lille matros, sagde hun hæst. Tårerne trængte sig på igen. Hun rakte hænderne frem mod drengen. Tillykke, du fandt ham. Tag ham. Tag ham, før det er for sent. – Kom, hviskede hun og vinkede ham nærmere.
– Hvor er det et fint skib, du har.
Drengen tøvede med åben mund. Langsomt gik han hen til hende og rakte skibet frem.
– Hvor er det fint. Hvor er det bare fint, min dreng. Kom, sagde hun og rejste sig op.
Hun tog hans hånd og førte ham ud af butikken. Hun følte sig tryg nu med drengen i den ene hånd og kniven skjult i kjolelommen. Sammen gik de ned ad gaden, alt mens stemmerne tog til i hendes hoved.
Victoria sin cigaret og strøg hånden gennem det stålgrå hår. Den lille espressokande pludrede lystigt, mens dampen stod op af tuden, og hun slukkede for blusset.
– Så, nu har vi kaffe, Vitus. Vi skal selvfølgelig også have en is til dig.
Victoria bukkede sig ned og åbnede køleskabet, der stod på gulvet. Hun fandt en ispind i frostboksen.
– Det er en Mælkedreng. Kan du sige „mæledreng“? grinte hun og tog ispapiret af. – Jeg ved godt, at din mor siger, at du ikke må få is, så det er en hemmelighed mellem os to. Okay?
Hun smed ispapiret i skraldespanden og vendte sig om mod bordet, men til sin store overraskelse var drengen ude af syne. – Hvor gemmer du dig, din slambert? sagde Victoria muntert og gik rundt om disken. – Vitus? Hvor er du henne?
Victoria så ned langs reolerne uden at kunne få øje på ham, og smilet hos hende forsvandt. Hun skyndte sig hen til den åbne dør og spejdede forgæves efter ham i begge retninger. – Nej, nej, nej, undslap det hende, og hun smed isen fra sig på fortovet.
– Vituuus?! kaldte hun, mens hun skrækslagen begyndte at løbe ned ad gaden. – Vituuus!
Klokken var fire om eftermiddagen, og stemningen blandt stamgæsterne på Café Havodderen var allerede høj. Der blev drukket og røget, som om den sidste dag var oprindet, og selvom døren stod åben, hang tobaksrøgen som en tyk tåge i det lille lokale. Fra den gamle Wurlitzer-jukebox sang Thomas Helmig, og flere af gæsterne skrålede med på omkvædet. „When you love somebody like I love you.”
Ravn havde taget plads i baren og sad med ’et sæt’ foran sig, mens Møffe lå for fødderne af ham. Hunden skulede op, og alle på Havodderen vidste, at man ikke skulle komme for tæt på, hvis man havde sit skinneben kært.
Ravvvn, skat, sagde Tove og slyngede armen om ham. Hun var omkring de halvfjerds og temmelig barmfager. – Ravvvn, skat, gentog hun og så beruset på ham.
– Hvad så, Tove? – Hvisss du var tyve år yngre havde jeg sgu gaffflet dig …
Ravn klappede hende venskabeligt på armen. – Mener du ikke, at hvis du var tyve år yngre, Tove?
Fandeme nej! sagde hun med Fernet Branca-ånde ind i hans ansigt. – Min alder er ssgu perfekt. Nej, jeg skal have dem unge, unge og ussskyldige.
Den type bliver det nok lidt svært at finde på Havodderen eller på Christianshavn i det hele taget.
Tove var ved at miste balancen og holdt godt fast i Ravn. – Det er ssgu da derfor, jeg er på Tinder. Er du på Tinder?
Ravn rystede på hovedet. – Så langt er jeg ikke kommet i mit singleliv.
Tove rystede på hovedet – Nej, det er også noget værre lort. Hun kyssede Ravn på kinden. – Måske du er heldig med mig, ssenere på aftenen, sagde hun og blinkede til ham. – Hvis jeg altsså ikke er optaget.
– Godt at vide, svarede Ravn muntert. Han så efter Tove, der trods hofteskaden og sin beruselse vaklede sikkert tilbage til stambordet, hvor veninderne sad.
Der lød et bjæf fra Møffe, som jagede en skræk i livet på en yngre bargæst, der var kommet for tæt på.
Ravn så ned på hunden. – Så så, gamle dreng. Vi skal alle sammen være her. Ravn tog en tår af sin øl og kiggede igen på hunden. – Hvad så, Møffe, skal vi på Tinder, ligesom Tove-pigen?
Møffe så op på ham, som var han åndssvag.
Johnson, der befandt sig bag baren, kom hen til Ravn. Den gamle bokser så vurderende på ham, mens han kløede sin skæve næse.
– Du ser da ualmindelig skarp ud i tøjet, sagde Johnson med sin rustne stemme.
Ravn så ned ad sin poloshirt og de lyse chinos. – Jeg kommer også lige fra arbejdet. Men det her er temmelig underdressed i forhold til alle advokaterne derinde.
Johnson rystede på hovedet. – Fast arbejde, hvem fanden skulle have troet det om Ravnen?
Ravn bundede sit shotglas og holdt det tomme glas op. Johnson fandt flasken med bourbon frem igen. – Du burde købe noget fast ejendom, lave en pensionsopsparing nu, hvor der kommer stabil hyre ind.
Ravn lo. – Lige i øjeblikket går alle mine penge til Bianca.
Johnson skænkede op i hans glas. – Den gamle plimsoller får du sgu ikke noget for. Det er en pissedårlig forretning, hvis du spø’r mig.
– Jeg har ikke noget valg, der er osmose overalt på skroget. Hun ligger ovre på Kjeldsens skibsværft.
– Seriøst? Men hvor sover du så henne?
– Fremlejer en lejlighed i Burmeistergade. 12.000 om måneden for to værelser. Folk er blevet nogle værre bolighajer. Tag selv en, sagde Ravn og pegede på flasken.
– Du ved, jeg holder mig til kaffe. Men tak. Og jobbet? Går det godt? Er de flinke?
– Af advokater at være. Der er meget nyt at vænne sig til.
– Men er sagerne spændende?
Ravn lod blikket hænge på Johnson. Han påskønnede den gamles interesse, selvom den var en smule trættende. Mest af alt havde han lyst til at glemme alt om job, kollegaer og sager. – De er o.k. Jeg har lidt efterforskningsarbejde, du ved, overvågning og den slags. Indimellem foretager jeg vidneafhøringer. Det er til at overkomme.
– I det mindste har du Miriam at se på. Hun er fandeme en dejlig pige, sagde Johnson og blinkede indforstået. – Var det ikke noget? Eller der er måske allerede noget?
Ravn tog shotglasset og nippede til whiskyen. – Miriam og jeg har et 100 % professionelt arbejdsforhold.
– Ja ja, den slags kan altid nå at ændre sig … til julefrokosten, sagde Johnson og lo.
I det samme kom Victoria og Belinda stormende ind ad døren. Belinda, der var klædt i en farvestrålende batikkjole, lignede en menneskelig flamme, da hun løb gennem lokalet og op mod Ravn og Johnson.
– Har I set Vitus!? råbte hun.
– Nej, men er han ikke også for lille til at gå alene på værtshus? spøgte Ravn.
– Det er ikke sjovt! Han er blevet væk! Vi har ledt efter ham i to timer nu.
Ravn rettede sig op i stolen. – Er han forsvundet fra båden? spurgte han og frygtede allerede, at knægten var røget i kanalen.
Belinda rystede på hovedet. – Victoria passede ham, sagde hun og pegede bagud mod Victoria, der sænkede hovedet. – De var nede i antikvariatet og …
– Jeg ville bare tage en is til ham, sagde Victoria ulykkeligt.
– Og da jeg vendte mig om, var han pludselig forsvundet.
– Jeg har sagt tusind gange, at han ikke må få is! sagde Belinda fortvivlet.
Ravn rejste sig fra barstolen. – Har du kontaktet politiet?
Belinda nikkede. – Ja. Eduardo er sammen med to betjente ved at gennemsøge voldanlægget.
Ravn lagde hånden på hendes skulder og mærkede, hvordan hun rystede.
– Vi skal nok finde ham, Belinda, hvis vi alle sammen tager ud og leder.
Ravn kantede sig forbi de nærmeste gæster og gik hen til jukeboxen. Kim Larsen og ’Susan Himmelblå’ måtte lade livet, da han trak stikket ud. Der lød spredte protester, indtil Ravn piftede højt, og der blev nogenlunde stille.
– Hør efter! Belindas lille knægt på tre er forsvundet, og vi skal have fundet ham, inden det bliver mørkt. Så hvis man ikke allerede har drukket sig i hegnet, har vi brug for, at man kommer med ud og leder.
Øjeblikket efter stod de fleste af gæsterne ude foran Havodderen. Ravn delte dem op i to grupper, så de kunne eftersøge Vitus på hver side af kanalen. Ravn fandt sin telefon frem, mens han fulgte gruppen, der gik over Snorrebro til Overgaden Oven Vandet.
– Hvem ringer du til? spurgte Victoria, der gik ved siden af ham.
Mikkel. Min gamle makker. Jeg tænker, at han kan sende lidt flere betjente herud.
– Det var kun i et splitsekund, at jeg ikke så efter ham, sagde Victoria grædefærdig. – Et splitsekund. Jeg vidste slet ikke, at døren stod åben.
Lad være med at bebrejde dig selv, Victoria. Vi skal nok finde ham.
Mikkels stemme lød i telefonen, og Ravn satte ham hurtigt ind i situationen.
Mikkel prustede tungt. – Du er godt klar over, at det er drabsafdelingen, du har fat i, ikke? Vi har rigeligt at se til.
Hold nu kæft, Mikkel, dit dovne dyr, se at få nogle folk herud. Det er vigtigt. Drengen er tre år og væk på anden, snart tredje time.
Mikkel stønnede igen. – Jeg skal nok give vagthavende besked og sende et par patruljer ud til jer.
I de næste par timer gennemsøgte de området omkring Christianshavns Kanal. Hver en baggård blev besøgt, ligesom alle kælderskakter og cykelskure blev inspiceret. Da dagen begyndte at gå på hæld, stødte flere af beboerne til, selv sutterne på torvet tog del i eftersøgningen. Men der var ingen spor af Vitus. Mens mørket indfandt sig, kom adskillige patruljevogne til området, og politiet udsendte en officiel efterlysning.
Ravn fulgtes med en mindre gruppe gæster fra Havodderen samt Eduardo og to betjente. De var nået helt ud forbi Christiania til den gamle bastion, hvor Restaurant Noma lå. Ravn og de andre ventede udenfor, mens betjentene var inde at høre personalet, om de havde set drengen.
– Bare han ikke er faldet i kanalen, sagde Eduardo og så ud over Erdkehlgravens sorte vand – Måske vi hellere skulle gå tilbage? sagde han bekymret.
– Hvis han var faldet i kanalen, havde nogen opdaget det. Bolværket har været fyldt med mennesker hele dagen, svarede Ravn.
Eduardo snøftede. – Dios mio, jeg håber, du har ret.
Betjentene vendte tilbage. Den ældste af dem rystede på hovedet. – De har ikke set ham.
– Det er nok heller ikke sandsynligt, at han er gået så langt. Der er trods alt et par kilometer herud, sagde den anden betjent.
De så alle sammen mismodige ud over Erdkehlgraven, med den nedlagte flådestation i baggrunden.
– Lad os gå tilbage, så vi kan starte forfra, sagde Eduardo og vendte sig om. De andre fulgte med. Kun Ravn blev stående og kiggede efter det, som lige havde fået sivene til at bevæge sig 50 meter længere fremme. Det kunne have været vinden eller måske en fugl, alligevel begyndte han at gå derhen.
– Ravn? kaldte Eduardo, men Ravn fortsatte bare.
Da han nåede derhen, bemærkede han, at sivene var presset til side og dannede en lille passage ud mod søen. Han trådte ud i beplantningen og mærkede, hvordan hans fødder sank ned i den våde mosebund. Han stred sig gennem de meterhøje siv, som skar hans hænder med deres skarpe blade. Så hørte han en nynnen. Det lød som en vuggevise, og lyden fik ham til at sætte tempoet op. Øjeblikket efter nåede han ud fra sivene og så på den mørke sø foran sig. 20-30 meter ude stod en kvinde i vand til livet med en lille skikkelse i favnen.
– Hey! råbte Ravn, uden at kvinden reagerede. Resolut sprang han i vandet og satte efter kvinden, der fortsatte videre ud i søen.
– Stop! råbte Ravn, da han nåede frem til hende. Han greb hårdt fat i hendes skulder og trak hende omkring. Den midaldrende kvinde i denimkjolen stirrede forskrækket på ham. Ravn så ned på det livløse barn, som hun holdt. Det var Vitus. Han flåede drengen ud af kvindens hænder, og hun begyndte med det samme at skrige. Kvinden slog løs på Ravn, alt imens hun forsøgte at få fat på Vitus igen. Ravn vendte ryggen til hende
for at beskytte drengen mod slagene. Han så ind mod bredden, hvor de to betjente var på vej ud i søen. – Min dreng! Min dreng! skreg kvinden, da betjentene lidt efter fik fat i hende.
Ravn nåede ind til Eduardo på bredden med Vitus i favnen.
Er han o.k.? råbte Eduardo panisk – Er han o.k.!
Ravn nikkede, samtidig med at Vitus begyndte at klynke. Ravn rakte drengen til sin ven, der hulkende knugede ham ind til sig.
En forårsdag bliver Ravns bedste venner Eduardo og Belindas lille søn bortført af en psykisk syg kvinde, men heldigvis finder de hurtigt drengen i live, og kvinden bliver anholdt. Ved et tilfælde lander sagen på det advokatkontor, hvor Ravn er blevet hyret som efterforsker, og modvillig får han til opgave at assistere i forsvaret af kvinden. Affæren tager dog en uventet drejning, da det under varetægtsfængslingen viser sig, at hun har været udsat for bestialske eksperimenter, der har skadet hendes hjerne, og at hun måske faktisk er uskyldig. Langsomt får Ravn viklet sig dybere og dybere ind i sagen, der fører ham tilbage til et af psykiatriens mørkeste kapitler, men også på sporet af en skruppelløs organisation, der ikke skyr nogen midler for at bevare hemmeligheden om deres projekt og ikke mindst om ... Terminalen.
Terminalen er ottende selvstændige bog i den anmelderroste bestsellerserie om privatdetektiven Thomas ’Ravn’ Ravnsholt, der bor sammen med sin bulldog, Møffe, på en båd i Christianshavns Kanal.
ISBN 978-87-400-8405-4
