Landsmænd - af Bo Lidegaard

Gennem fjorten kapitler, der hver dækker en dag, følges udviklingen gennem de afgørende uger, hvor der trækkes tråde direkte fra beslutningerne i Berlin over de tyske og danske embedsmænd til de flygtende og deres landsmænd.

Fortællingen viser, hvor nært redningen af de danske jøder hang sammen med den danske regerings stilling over for de totalitære trusler. Den afdækker, hvordan det lykkedes det lille og udsatte Danmark at sætte sig op mod Det Tredje Rige ved at fornægte selve grundlaget for den nazistiske ideologi.

LANDSMÆND er en medrivende og bevægende fortælling, der viser, hvor afgørende fællesskabet er i et demokratisk samfund.

BO LIDEGAARD

Siden besættelsen har myterne floreret om de dramatiske begivenheder, da mere end syv tusinde mennesker desperat flygtede fra nazisternes forfølgelse. Nu er det muligt at fortælle historien med afsæt i samtidige kilder, dagbøger og dokumenter, skrevet af de flygtende, deres forfølgere og af hjælpere samtidig med, at begivenhederne fandt sted.

BO LIDEGAARD

LANDS MÆND de danske jøders flugt i oktober 1943

PORTRÆT: LES KANER

I oktober 1943 lykkedes det hovedparten af de danske jøder at flygte til Sverige. Hvordan gik det til, og hvorfor valgte langt de fleste danskere at hjælpe deres landsmænd på flugt?

LANDSMÆND

”Også i Danmark florerede mere eller mindre uskyldige fordomme over for jøder.

Men antisemitismen havde ikke fået lov til at slå rod, og for det altoverskyggende flertal var deres jødiske medborgere mere medborgere end jøder. Og heri ligger en vigtig pointe: De utallige danske, der i de afgørende dage i september og oktober 1943 hjalp jøderne på flugt, så ikke de flygtende som jøder. De så dem som nødstedte landsmænd, som familier ramt af uretfærdighed og forbrydelse, som gamle, kvinder og børn, der oplevede, hvad ingen mennesker bør opleve, som naboer, kolleger og slægtninge, landsmænd eller flygtninge, der uden egen skyld pludselig var ramt af en ulykke, der oven i købet var menneskeskabt – af besættelsesmagten. Derfor opfattede de det som både en menneskelig og en national pligt at påtage sig et personligt ansvar for at bidrage til flugten – uden hensyn til personlige konsekvenser”.

Citat fra bogen.

Bo Lidegaard er en af de mest respekterede og læste danske historikere. Han er chefredaktør for Politiken og forfatter til flere bøger om Danmarks historie i det 20. århundrede.

Bo Lidegaard har haft adgang til enestående kilder skrevet af direkte berørte, mens begivenhederne fandt sted, og hans udlægning af historien om de danske jøders flugt og redning udkommer samtidig i seks andre lande i forbindelse med markeringen af 70-året for oktober 1943.

ISBN: 978-87-400-0515-8

POLITIKENS FORL AG W W W. P O L I T I K E N S F O R L A G . D K

LANDSMÆND_smudsomslag_I.indd 1

OMSLAG: KENNETH SCHULTZ

01/07/13 14.59

Lørdag den 2. oktober

Overfarten

LANDSMAEND_153x228_bog_V2.indd 199

16/09/13 13.00

Ekstra Bladets forside den 2. oktober 1943 med nyheden om frigivelsen af de danske soldater og – næsten undertrykt – om aktionen mod de danske jøder.

Det sidste, tyskerne ønskede, var offentlighed omkring jødeforfølgelserne, og flere aviser omtalte slet ikke aktionen. Omvendt måtte man give en forklaring på de mange arrestationer. Resultatet blev nyheden om frigivelsen af de soldater, der havde været interneret siden 29. august, med oplysningen om, at deres frigivelse var mulig, fordi jøderne, der havde stået bag sabotagen, nu var uskadeliggjort. Dette forsøg på at skabe forståelse for aktionen faldt ynkeligt til jorden og medvirkede kun til at øge foragten for besættelsesmagten.

Selv om Werner Best i sine rapporter til Berlin fremhævede, at arrestationerne ikke havde fremkaldt den åbenlyse danske modstand, som Berlin havde frygtet, og hævdede, at det var hans eget forslag om soldaternes frigivelse, der havde gjort udslaget, var Berlin ganske klar over aktionens skadevirkning for det dansk-tyske forhold. Ingen ønskede at forværre situationen ved at insistere på en menneskejagt efter de flygtende. En advarsel om det strafbare i at medvirke til flugten blev udformet, men aldrig offentliggjort. Besættelsesmagten ønskede hurtigst muligt at komme videre til andre spørgsmål.

Den lovlige danske presse, der var underlagt censuren, skrev derfor intet om, at omkring 7.000 mennesker i løbet af få døgn var gået under jorden og nu var på flugt. Heller ikke flygtningestrømmen mod Sverige blev omtalt, lige så lidt som tyskerne insisterede på at optrappe den antisemitiske retorik eller truslerne mod hjælperne. Temaet forsvandt ganske enkelt fra pressen, undtagen i Sverige, hvor frie aviser i detaljer kunne fortælle om masseflugten.

LANDSMAEND_153x228_bog_V2.indd 200

16/09/13 13.00

LANDSMAEND_153x228_bog_V2.indd 201

16/09/13 13.00

Efter stormen Det var en trøstesløs morgen. En telefonmelding fra politiet sammenfattede billedet i en kort lakonisk meddelelse: ”Tyske patruljer er i nat set adskillige steder medførende hele familier med børn og kufferter. De bevæger sig i retning af Langelinie. Ud over det kan intet oplyses”.

Da Vilhelm Bergstrøm samme morgen hentede sin cykel i Politikens gård, spurgte vagten ham bekymret: ”Kan de da tillade sig alting?”

I havnen ventede Wartheland på de udstødte. Jesper Trier, der fulgte sin 90-årige far til skibet, har siden berettet: ”Opstigningen, der måtte foretages ved en høj, stejl og meget ubekvem stige, foregik under brutale tilråb og knubs. Oppe bag rælingen stod et par tyske politisoldater forsynet med lange bambusstænger, bøjet til en krog i den ene ende, hvilke de stak ned og lagde om nakken på ofrene og halede til, idet deres opstigning ikke forekom dem at foregå hurtigt nok”.

Kl. 10.00 forlod damperen København med kurs mod Swinemünde på den tyske østersøkyst – lige øst for den nuværende grænse til Polen. De 82 arresterede jøder fra Jylland og Fyn blev samlet op med et særtog med afgang fra Aalborg kl. 11.10. Først umiddelbart før afgang blev det klart, hvad toget skulle bruges til. ”Jernbanepersonalet, der var meget rystet over det, de var vidne til, optrådte dog korrekt”, anføres det i DSBrapporten. 108 Hvordan det end blev vendt og drejet, var nattens aktion en ydmygelse af den samarbejdslinje, de folkevalgte politikere var slået ind på.

Den vilkårlige magtudøvelse over for sagesløse borgere, som politikerne havde lagt så afgørende vægt på at afværge, var nu en realitet. Nattens aktion bekræftede de værste anelser om, at den 29. august og undtagelsestilstand, internering af danske styrker, indførelse af dødsstraf og deportationer kun var begyndelsen. Trods alle protester havde tyskerne ikke tøvet med at gennemføre et forehavende, der savnede selv den 202

LANDSMAEND_153x228_bog_V2.indd 202

O VE R FART E N

16/09/13 13.00

mindste flig af legitimitet. Dette var nazisme i ren form og derfor stærkt truende over for et samfund, der hidtil havde haft bemærkelsesværdigt held til at holde netop sådanne overgreb fra livet. Da Bergstrøm lidt senere mødte en veninde, hviskede denne forskrækket: ”Det er godt, at vi ikke er jøder”. Men Bergstrøm, der for længst havde indset det videre perspektiv, kunne ikke berolige hende: ”Vi skal nu ikke glæde os for tidligt. Turen kan også komme til os. Og for øvrigt er det en sørgelig historie”.109 For familierne i skoven var Bergstrøms perspektiv allerede påtrængende virkelighed. Den urolige nat i feriekolonien havde ikke gjort deres problem mindre. Tværtimod var de nu mere rådvilde end nogensinde.

Usikkerheden og ansvaret tyngede, og Poul Hannover begyndte at gøre sig selv bebrejdelser over de beslutninger, de allerede havde truffet, og over den blindgyde, familien syntes at være havnet i. Skal man fra København til Sverige, er Falster hverken den mest lige eller den mest oplagte vej. Omvendt var det ikke så ligetil nu at begynde at tage nordpå igen. Sultne og tørstige var de også. Poul fortsætter: ”Vi spekulerede på, hvor tidligt man kunne risikere at gå op på en gård den næste morgen – og da kl. blev 7, begav Talleruphuus sig på vej – Erik og jeg også – vi havde set et paradisæbletræ i skoven, en lille kilometer fra feriekolonien – vi gik ned, og Erik rystede som en rasende, så vi fik en god halv snes små æbler ned – dem brugte vi til at spise for at få renset munden. Omsider kom Talleruphuus tilbage – han havde fået ringet efter en bil – han sagde noget om, at der var sprængt et glødhoved på motoren, så båden ikke havde kunnet gøre turen. Det lød ikke opmuntrende. Vi ryddede op, så godt vi kunne – og efter at have lodset familien ud ad døren satte vi på ny slåen for den – gik med vor lommelygte tilbage til det vindue, vi var brudt ind ad, og kravlede ud af det – fik hængt den brækkede skodde op igen – og tog fat i vore tasker. Det var slet ikke så ligetil at bære dem en god kilometer. Da vi kom til det led, hvor bilen den foregående dag havde sat os af, stillede vi taskerne – og Gunnar og jeg spadserede af sted – det var vor hensigt at gå til Horbelev, ca. 4 km derfra, da vi var klar over, at bilen umuligt kunne tage os alle”.

Lørdag d en 2. oktober

LANDSMAEND_153x228_bog_V2.indd 203

203

16/09/13 13.00

Familien har besluttet at tage til Stubbekøbing ti kilometer nord for Hesnæs for dels at løse de helt akutte problemer med de sultne og tørstige børn, dels finde videre transport. Panikken holdes i ave, og kolonien efterlades, som ordentlige mennesker ville gøre. Men alt er pludselig meget besværligt, og selv transporten nogle få kilometer opbyder store vanskeligheder og risici. ”Da vi var gået lidt, kom bilen for udgående – noget senere kom den tilbage med dem alle og bagagen i – da den stoppede, den flinke chauffør gav os chancen med – og vi drog af sted mod Stubbekøbing. Jeg sad foran med Mette og snakkede lidt med chaufføren – uden at han nævnte det, kunne jeg jo nok mærke, at han anede, hvad der foregik.

Senere fik jeg at vide, at politiet havde ringet til ham og spurgt, hvor han havde været den foregående dag. Jeg tror dog nok kun, de gjorde det for at kunne hjælpe os – men selvfølgelig så vi syner alle vegne.

Skovfogeden kiggede efter os – hvem kunne vente at se en halv snes mennesker med kufferter komme ud fra en skov? Chaufføren havde svaret, han havde været i en anden lille by – og han kørte nu en omvej for at bringe os så direkte som muligt til hotellet”.

Endnu mens de to mænd traskede nedslåede og nervøse ad landevejen mod Stubbekøbing og tvillingesøstrene ventede med deres sultne og opskræmte børn ved leddet i skovbrynet på den bil, de håbede ville komme, rapporterede dr. Best til von Ribbentrop om nattens aktion. Best valgte at gå offensivt til værks, men lod være med at nævne antallet af internerede. I stedet tog han afsæt i det overordnede mål, som var opfyldt: De danske jøder var forduftet: ”Fra i dag kan Danmark betegnes som renset for jøder (entjudet), idet ingen jøde legalt kan opholde sig eller arbejde mere”.

Ansvaret for den videre jagt forsøgte Best behændigt at skubbe over på general von Hanneken, der som følge af undtagelsestilstanden stadig havde den udøvende magt i landet. Det var netop pointen med Bests systematiske bestræbelse på at få aktionen gennemført, mens undtagel204

LANDSMAEND_153x228_bog_V2.indd 204

O VE R FART E N

16/09/13 13.00

sestilstanden endnu varede. Derfor var det op til generalen samme dag at udstede ordrer om, at alle jøder skulle melde sig, og om, at enhver, der hjalp jøderne, ville blive ”straffet efter krigslovene”. Forordningen blev aldrig udsendt – ifølge Bests egen forklaring, fordi von Hanneken og dr.

Mildner forhindrede det. Igen drejede det sig om ikke at få beg på fingrene. Hverken ved at gøre for meget – eller for lidt.

Officielt lød den tyske meddelelse, der samme morgen blev indrykket i aviserne og udsendt over radioen: ”Efter at jøderne, som ved deres tyskfjendtlige ophidselsesvirksomhed og deres moralske og materielle støtte til terror- og sabotagehandlinger i væsentlig grad har bidraget til skærpelse af situationen i Danmark, ved de fra tysk side trufne forholdsregler er blevet fjernede fra det offentlige liv og hindret i fortsat at forgifte atmosfæren, vil man imødekomme ønskerne fra vide kredse i den danske befolkning og i de nærmeste dage påbegynde løsladelsen af de internerede danske soldater”.110 Det er ikke overraskende, at stemningen i den danske befolkning var dybt nedslået. Måske mere, at der heller ikke kan spores nogen begejstring blandt de ledende repræsentanter for de tyske besættelsesmyndigheder i landet, som alle havde travlt med dels at fralægge sig ansvaret for de konsekvenser, aktionen ville få for samarbejdet med danskerne, dels var i gang med at gardere sig mod kritik af nattens magre fangst. Et typisk udtryk kom fra generalmajor von Heimburg, der var øverstkommanderende for det tyske ordenspoliti i Danmark, og som i en hemmelig rapport til Berlin sammenfattede situationen denne lidet opmuntrende lørdag. Efter en kort gennemgang af forløbet helt tilbage fra augustoprøret, tydeligvis under stærk påvirkning fra Best og Mildner, konkluderer generalmajoren profetisk i sin analyse, der tidspunktet taget i betragtning mere afspejler generalmajorens forventning om den danske reaktion end det billede, der faktisk tegnede sig de følgende dage: ”Følgerne af jødeaktionen bliver måske afgørende for hele situationen i landet. Almindeligvis frygter man en øget stigning i den tyskfjendtLørdag d en 2. oktober

LANDSMAEND_153x228_bog_V2.indd 205

205

16/09/13 13.00

lige stemning, som allerede er under stærk påvirkning fra den fjendtlige radiopropaganda, som stadig overalt kan aflyttes ustraffet”.111 Endnu var det for de fleste danske ganske uklart, hvor mange jøder der var interneret i nattens løb. Men alle havde deres egne oplevelser, og rygterne svirrede, som det fremgik af Vilhelm Bergstrøms optegnelser: ”I aftes ved 22½ tiden havde viceværten hørt trampen af jernbeslåede støvler i gården, og han havde tænkt, at det var husbestyrerinden, der havde pudset tyskerne på ham. Hans kone var bleven meget nervøs.

Men det var ikke viceværten, tyskerne ville have fat i, men nogle jøder, som bor her i ejendommen. (…) De var imidlertid for flere dage siden rejst. (…) Jeg gik op og fortalte Elsa [Bergstrøms kone] nyheden.

Hun blev dybt forbavset (…) Hun havde læst bekendtgørelsen i avisen om jødernes indsættelse. Det havde påvirket hende så stærkt, at hun havde fået ondt i brystet. Hun fortalte, at der ingen jøder havde været til dans i aftes hos Hans Beck. De var som blæst væk. Da hun og Tusse [deres datter] gik fra dans, mødte de udenfor en jødefamilie, som kom med kufferter ovre fra Terminus. Sønnerne havde gået til dans hos Hans Beck. Den ene ville kigge ind, men manden sagde: ’Åh ja, Herregud, det var dengang’. Så gik de videre stive og forstenede.

Konen havde ingen ræve på sig, hun var i heptonette [overfrakke].

Hvor skulle de hen? Elsa havde fået så ondt af dem”.

Der er endnu et stykke vej, før den forhærdede kriminalreporters eget hjerte begynder at gøre ondt. Men ironien er på retur, fortrængt af det menneskelige drama. Samtidig ser Bergstrøm fra sin position på gaden det samme som generalmajor von Heimburg: ”Det skridt, tyskerne nu havde taget, ville ødelægge meget. Tryk avler modtryk, og da vi er de små, ville der sikkert komme noget helvedes ud af det”.112 Samme morgen ringede Werner Bests næstkommanderende, Kanstein, til Nils Svenningsen i Udenrigsministeriet. Tyskerne holdt stadig de 206

LANDSMAEND_153x228_bog_V2.indd 206

O VE R FART E N

16/09/13 13.00

danske myndigheder hen med snak, og Kanstein fortalte, at der endnu ikke var kommet svar fra Berlin på Svenningens tilbud aftenen før om, at Danmark selv ville stå for interneringen. Videre fortalte han, at de jøder, der var interneret i nattens løb, meget snart ville blive sendt til Tyskland med skib. Han bedyrede, at der ikke ville komme nye aktioner som den natten før, og opfordrede forsonligt Svenningsen til at tage initiativ til, at der blev taget vare på de deporteredes lejligheder og formue. Direktøren trak på det. På den ene side ”måtte man regne med en utilbøjelighed fra dansk side til overhovedet at beskæftige sig med noget denne sag vedrørende”. Omvendt var der jo tale om en ”beskyttelsesforanstaltning”, der måtte overvejes nøjere.

Op ad formiddagen havde direktør Svenningsen overvundet sin ulyst til at have med sagen at gøre. Nu ville han tværtimod gerne involvere danske myndigheder i arbejdet med at sikre, at der ikke ved en fejltagelse blev deporteret halvjøder – sådan som det allerede var sket. Svenningsen bad derfor om at måtte ”sende repræsentanter til det sted, hvor jøderne opholdt sig, for at kontrollere, om der måtte foreligge yderligere fejltagelser”. ”Tilbuddet” var første tegn på, at departementscheferne var ved at skifte hest. Hvis deportationerne ikke kunne undgås, gjaldt det om, at danske myndigheder fik så stor indseende med dem som muligt. Jo tættere danske embedsmænd fulgte de deporterede, des større chance for at redde i det mindste nogle enkelte – og i øvrigt forsøge at holde tyskerne fast på deres tilsagn om, at de deporterede ville få rimelige vilkår. Denne første ansats til dansk involvering i de arresteredes videre skæbne udviklede sig i de følgende dage, uger og måneder til en omfattende bestræbelse på at holde kontakt til de enkelte danske deporterede, uanset hvor de befandt sig i det stadig mere kaotiske Tyskland.

Under samtalen med Kanstein blev Svenningsen imidlertid opmærksom på et yderligere problem, som i en vis forstand var endnu mere pinagtigt set fra dansk side: Da besættelsesmagten i juni 1941 umiddelbart efter det tyske angreb på Sovjetunionen havde forlangt ledende kommunister interneret, havde dansk politi som nævnt beredvilligt arresteret kommunister, herunder medlemmer af Folketinget. Rigsdagen havde efterLørdag d en 2. oktober

LANDSMAEND_153x228_bog_V2.indd 207

207

16/09/13 13.00

følgende i august 1941 vedtaget den såkaldte ”kommunistlov”, der med tilbagevirkende kraft lovliggjorde den grundlovsstridige internering af 107 kommunister, som siden i 1942 havde fået følgeskab i Horserødlejren af yderligere omkring 250 kommunister og sympatisører. Ganske vist havde de været under dansk beskyttelse, men tyskerne havde den 29. august 1943 uden videre overtaget lejren – og de internerede kommunister – bortset fra en større gruppe, som det i forvirringen lykkedes at flygte.

Hermed havde danske myndigheder arresteret danske borgere for lovlig politisk virksomhed – og de havde i tilgift også medvirket til, at de blev udleveret til besættelsesmagten – bortset fra de omkring 90, som det ved egen hjælp lykkedes at flygte.

Nu fik Svenningsen at vide, at kommunisterne fra Horserød også var ført til den ventende damper med henblik på deportation til Tyskland.

Best havde brug for at pumpe tallene af deporterede op. Hvad værre var, det viste sig, at damperen allerede var afsejlet fra København, og at alle forsøg på at få danske embedsmænd involveret var forgæves. Tyskerne forsikrede den bekymrede Svenningsen om, at de 150 kommunister ”ville blive anbragt i en lejr og ville få let arbejde. Der var ingen grund til at nære bekymring for deres skæbne”. Intet kunne være mere forkert.

De danske kommunister blev ført til koncentrationslejren Stutthof ved Danzig, hvor seks af de deporterede omkom i løbet af de følgende 16 måneder, 9 andre i januar 1945 under den frygtelige march fra øst mod vest på flugt fra Den Røde Armé, og yderligere 7 efter befrielsen som følge af mishandlingen.113

208

LANDSMAEND_153x228_bog_V2.indd 208

O VE R FART E N

16/09/13 13.00

Gennem fjorten kapitler, der hver dækker en dag, følges udviklingen gennem de afgørende uger, hvor der trækkes tråde direkte fra beslutningerne i Berlin over de tyske og danske embedsmænd til de flygtende og deres landsmænd.

Fortællingen viser, hvor nært redningen af de danske jøder hang sammen med den danske regerings stilling over for de totalitære trusler. Den afdækker, hvordan det lykkedes det lille og udsatte Danmark at sætte sig op mod Det Tredje Rige ved at fornægte selve grundlaget for den nazistiske ideologi.

LANDSMÆND er en medrivende og bevægende fortælling, der viser, hvor afgørende fællesskabet er i et demokratisk samfund.

BO LIDEGAARD

Siden besættelsen har myterne floreret om de dramatiske begivenheder, da mere end syv tusinde mennesker desperat flygtede fra nazisternes forfølgelse. Nu er det muligt at fortælle historien med afsæt i samtidige kilder, dagbøger og dokumenter, skrevet af de flygtende, deres forfølgere og af hjælpere samtidig med, at begivenhederne fandt sted.

BO LIDEGAARD

LANDS MÆND de danske jøders flugt i oktober 1943

PORTRÆT: LES KANER

I oktober 1943 lykkedes det hovedparten af de danske jøder at flygte til Sverige. Hvordan gik det til, og hvorfor valgte langt de fleste danskere at hjælpe deres landsmænd på flugt?

LANDSMÆND

”Også i Danmark florerede mere eller mindre uskyldige fordomme over for jøder.

Men antisemitismen havde ikke fået lov til at slå rod, og for det altoverskyggende flertal var deres jødiske medborgere mere medborgere end jøder. Og heri ligger en vigtig pointe: De utallige danske, der i de afgørende dage i september og oktober 1943 hjalp jøderne på flugt, så ikke de flygtende som jøder. De så dem som nødstedte landsmænd, som familier ramt af uretfærdighed og forbrydelse, som gamle, kvinder og børn, der oplevede, hvad ingen mennesker bør opleve, som naboer, kolleger og slægtninge, landsmænd eller flygtninge, der uden egen skyld pludselig var ramt af en ulykke, der oven i købet var menneskeskabt – af besættelsesmagten. Derfor opfattede de det som både en menneskelig og en national pligt at påtage sig et personligt ansvar for at bidrage til flugten – uden hensyn til personlige konsekvenser”.

Citat fra bogen.

Bo Lidegaard er en af de mest respekterede og læste danske historikere. Han er chefredaktør for Politiken og forfatter til flere bøger om Danmarks historie i det 20. århundrede.

Bo Lidegaard har haft adgang til enestående kilder skrevet af direkte berørte, mens begivenhederne fandt sted, og hans udlægning af historien om de danske jøders flugt og redning udkommer samtidig i seks andre lande i forbindelse med markeringen af 70-året for oktober 1943.

ISBN: 978-87-400-0515-8

POLITIKENS FORL AG W W W. P O L I T I K E N S F O R L A G . D K

LANDSMÆND_smudsomslag_I.indd 1

OMSLAG: KENNETH SCHULTZ

01/07/13 14.59