ERIE
ERK
N
H
U
LESS
”Et stort menneske passerer hurtigt forbi i billedet, og drengen skriger højt. ”Paus den,” siger Zack. ”Og spol langsomt tilbage – så langsomt, du overhovedet kan.” Computereksperten Sirpa spoler tilbage billede for billede, og de ser manden komme langsomt ind i billedet igen. ”Dér – stop.” Hvad er dét for noget? Manden er iført en lysegul pels med en form for poter med kløer på hænderne. Men ansigtet er det mest besynderlige. Det er skjult under den øverste del af et løvehoved, komplet med hjørnetænder og det hele. Løven åbner døren ind til buret og går derefter stille og roligt tilbage mod døren og forsvinder ud af billedet igen. Drengen kigger efter manden, men ser ikke længere ud til at kunne se ham. Han holder så småt op med at skrige og synker ned på hug med ryggen mod tremmerne, mens han trækker vejret hurtigt. Han kigger på burets dør. Åben. Hvorfor?” UDDRAG FRA BOGEN
DRENGEN ER RÆDSELSSLAGEN HAN ER SPÆRRET INDE i et stort metalbur. Bag ham i skyggerne lurer kidnapperen, mens et ur på væggen ubønhørligt tæller ned.
Kriminalkommissær Zack Herry og hans kollegaer kan se det hele, men de kan intet gøre. De betragter drengen på en kornet film, der er sendt til dem fra en krypteret adresse. De ved, at de må løse gåden, før uret når nul. I et mørkt Stockholm trives en skånselsløs leg, der bringer Zack tættere på døden, end han nogensinde har været før. Samtidig slider hans sit stofmisbrug på det nære bånd til vennen og kollegaen Deniz. LEON ER DEN SELVSTÆNDIGE FORTSÆTTELSE til Zack i den anmelderroste Herkulesserie.
MONS KALLENTOFT
er med sine kriminalromaner om Malin Fors blevet hyldet af både læsere og anmeldere. Hans bøger er oversat til 30 sprog og har solgt mere end 2,5 millioner eksemplarer verden over. Mons Kallentoft er opvokset i Sverige og bor i dag på Mallorca.
MARKUS LUTTEMAN
er journalist og forfatter og har opnået stor opmærksomhed i hjemlandet Sverige med sine handlingsmættede dokumentaristiske bøger og biografier.
ISBN 9788740015263
KRIMI
POLITIKENS FORLAG
Af samme forfattere i Herkulesserien: Zack
Leon.indd 2
04/09/15 14.57
Mons K allentoft & Markus Lutteman
På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild
Politikens Forlag
Leon.indd 3
04/09/15 14.57
Hvem skal få det gyldne monster med dets egne kløer? Hvem skal vove sig ind i den mørkeste hule? Hvem skal redde Nemeas barn? Vor helt, vor helt, vor helt.
Leon.indd 4
04/09/15 14.57
P ro l o g STOCKHOLM DEN 22. DECEMBER
Jeansene glider ned over benene, og det føles, som om hans menneskelighed langsomt løber af ham og erstattes af noget større. Noget renere. Han træder ud af bukserne, lader dem ligge på gulvet. Krænger sin grå trøje med V-udskæring og den vinrøde skjorte af. Luften er fugtig og trykkende. Påtrængende. Gammel. Mørk. Som i helvede. Som i en løves hule. Han tager en langstrakt dragt af pelsskind op af en sort affaldssæk. Af form minder den om en kongekåbe, bare med ærmer. Han stryger hånden over den. Nyder blødheden. Styrken. Langsomt trækker han den over den ene arm. Så den anden. Det specialbehandlede skind er groft, men smyger sig alligevel om huden. Han fastgør spændet om halsen, men lader knapperne være. Bøjer sig i stedet ned over affaldssækken igen og tager det stive løvehoved op. Kraniet er fjernet, og det samme er underkæben. Men manken er tilbage. Lang, tyk og guldglitrende lægger den sig over hans skuldre, da han fører skindet fra løvens hoved op over sit eget, og ud ad øjenkrogen skimter han overkæbens nyligt hvæssede hjørnetænder.
5
Leon.indd 5
04/09/15 14.57
Han bliver stående stille lidt. Mærker dragtens kræfter. Hvordan de overføres fra dyret til ham selv. Skuldrene synker ned. Åndedragene bliver dybe og regelmæssige. Så stikker han hænderne ind i poterne. Løfter den ene hånd op foran sig og betragter kløerne. Han var omhyggelig, da han hvæssede dem, ville have, at de skulle blive de skarpeste kløer, der nogensinde havde fandtes. Han lader dem rive huden på den nøgne brystkasse. Mærker en brændende smerte. Han ser ud i mørket. Kan ane bevoksningen og de store klippeblokke længere ude i mørket. Løvens verden. Så vender han sig om og går hen til en smal metaldør. Kigger ind gennem det lille, snavsede vindue. Burets metaltremmer glimter i det svage stjerneskær, der strømmer ned fra loftsvinduet som en bleg tåge. Drengen sidder sammenkrøbet i det ene hjørne med sine tynde ben trukket helt op til hagen. Ansigtet er skjult mellem knæene. Kroppen skælver. Hovedet rykker frem og tilbage. Som hos et byttedyr. En løves byttedyr. En løve, der ved, hvordan man hævner en uretfærdighed – hvordan man viser, hvem der er stærkest. En dump, dirrende lyd stiger op fra struben. Han åbner munden til et gab og slår ud i luften med hænderne. Lukker dernæst øjnene. Ser for sig, hvordan han flår drengens hals i stykker med kløerne. Flænser ham. Hvordan han skærer gennem den skrøbelige menneskehud og fylder hele verden med blod. Kløerne skal genoprette orden. Snart. Men ikke nu. Han ser op på digitalurets tal over døren. De tæller stadig ned. Fjorten dage, tre timer og fire sekunder tilbage. Tre. To. Én. 6
Leon.indd 6
04/09/15 14.57
Han trækker kløerne hen over døren. Ser drengen ryste endnu mere. Snart. Han vender sig om og går næsten lydløst ud i mørket. Drengen i buret løfter hovedet. Kigger på døren med vidt opspærrede øjne. Hvad var det for en lyd? Er det nu, det begynder? Jeg vil ikke være her. Jeg må væk. Men drengen kan ikke bevæge sig. Kun hans skælven får det til at rykke i kroppen. Han lytter efter flere bevægelser på den anden side af døren. Men lyden fortoner sig. Drengen kigger op mod loftsvinduet. Ser de skarpe stjerner højt deroppe. De er tavse i mørket. Ser ned på ham, men bekymrer sig ikke om ham. Det gør ingen. Han prøver at skelne nogle stjernebilleder, men kan ikke. De sidder forkert, som om nogen har væltet himlen over ende. Men han bliver alligevel ved med at stirre op på de lysende prikker. Kom nu, hvisker de. Kom, hvis du kan. Og han vil gerne kunne. Han vil svæve gennem luften, ud gennem det støvede loftsvindue, op i den kolde vinterluft. Op og op. Gennem de tynde skyer, væk fra denne hule. Op i det sorte. Og kigge ned. Ned på et Stockholm i iskoldt vinterskrud. Iagttage. Uden at gribe ind. Lade tiden gå. Og tiden går. Dage, uger. En stadig mere bitter vinterkulde snor sig om byens hals. Isen vokser sig stærk næsten helt ud til den ydre skærgård. Strammer sit greb om klippeøer og skær. Får hele Stockholm til at stivne. 7
Leon.indd 7
04/09/15 14.57
To hjemløse dør under deres slidte tæpper på Götgatan. De sidder tæt op ad hinanden, idet døden kommer til dem, og da de skal løftes derfra, er deres tøj frosset fast til asfalten. Alt er koldt. Luften, jorden. Og revolverens munding mod tindingen. Den dirrende hånd, der holder om skæftet, sveder koldsved, trods varmen i det trange kælderlokale ved Tegnérlunden. De sidste fugtige seddelbundter skifter ejer, og stemmernes summen dør hen. Menneskene er holdt op med at råbe og skrige i hans ører. De rundt regnet tredive mennesker i rummet falder til ro. Nu kun stilhed. Blanke øjne, der stirrer på Zack Herry. På hans perfekte lige næse, hans lyse, krøllede hår, der hænger ned over nakken. Utålmodigt, begærligt stirrer de. Cigaretrøgen prikker i øjnene, sveddråber falder fra en ældre mands overlæbe. Han står for tæt på med sin svedlugt og sit vandede blik. Alle står for tæt på. Nu fingeren på aftrækkeren. Koldt metal, måske en kugle i lø bet. Måske ikke. Jeg vil ikke, tænker Zack. Det her er ikke mig. Jeg skal ikke sidde ved det her bord omgivet af de her mennesker. Jeg kan ikke gøre det. Jeg kan ikke, vil ikke trykke af. Men jeg er nødt til det. Han registrerer, at han stirrer direkte ind i øjnene på en ældre mand med dejede kinder og en grå filthat på hovedet. Hans skjortekrave er gulnet, og hele hans krop ser ud til at hige efter at dø. Hvad er det for et sted? Og hvad er det for mennesker, der er her? Smut nu, Zack. Tag pistolens munding væk fra din tinding. Rejs dig fra din plads ved bordet og forsvind herfra. Nej, bliv siddende. Jeg er nødt til at gøre det her. For barnets skyld. Han krummer fingeren om aftrækkeren. Vil trykke hårdere, 8
Leon.indd 8
04/09/15 14.57
men hele hans krop stritter imod. Billeder og stemmer dukker op i hans hoved og forsvinder igen. Hans far, der løfter ham op i stærke, raske arme. Abdulas barnestemme i en opgang i Bredäng. Hans mors døde blik. Såret i hendes hals, som blodet pumper ud fra. Hendes livløse krop i den mørke gang. Hans far, der ligger grædende på entrégulvet med telefonen i hånden. Dette dødsbudskab skal hans far da i det mindste ikke tage imod. Hvem skal så græde over mig? Mera? Deniz? Ester. Som venter på mig i opgangen. Som lyser op, når hun får øje på mig. Som skuffet må gå op til sig selv, når jeg ikke lukker op. Men fuck dem. Fuck alting. Nu trykker jeg alligevel til. Den fugtige hud er glat mod revolverens munding. Zack presser den hårdere og hårdere ind mod kraniet. Alle de mange øjne i rummet, deres pupiller trækker sig sammen og ser ud til at komme flyvende som kugler hen mod ham, men de kan ikke dræbe. Kun opildne: Gør det nu. Gør det. Okay. Okay så, for helvede. Han trykker aftrækkeren så langt ind, han kan, og hullet, der åbner sig i hans indre, er større end alt andet. En eksplosion af mørke, og han bliver opslugt af det, hver en celle i hans krop vrider sig i forpint nydelse, og alt føles godt igen, og alligevel har han kun lyst til at skrige højt og … Klik. En tavshed kortere end et åndedrag. Dernæst inferno. Mændene bryder ud i et brøl. Næver knyttes i luften, krøllede seddelbundter skifter ejermænd. En arm slår til den nøgne elpære, der hænger ned fra en ledning i loftet. Lyset svinger frem og tilbage over bordet, og en eller anden snubler over Zacks stol, så den er lige ved at vælte. 9
Leon.indd 9
04/09/15 14.57
Han lægger revolveren fra sig. En slidt FN-Barracuda, et gammelt belgisk politivåben. Piben er kort, det sorte metal mat og ridset. Han bøjer og strækker fingrene og mærker deres bevægelser tydeligere, end han nogensinde har mærket nogen anden bevægelse. En midaldrende, duknakket mand sætter sig på den anden side af det lille, runde træbord. Zack kender ikke hans navn. Ved bare, at det er ham, der bestemmer hernede. Duknakken rækker en blå plastickurv med fem brune kuverter frem. Zack tager den næstnederste og sprætter den op med dirrende fingre. Tom. Hvad fanden? Han har lyst til at flå kurven med kuverterne til sig og forsvinde. Men han ved, det ikke nytter noget. Der er mindst tyve mennesker mellem ham og døren, og lige inden for den står to bevæbnede vagter. Fuck den kuvert. Smut, din idiot. Smut herfra. Han rejser sig. Manden overfor har stillet kurven med kuverterne til side og taget en guldglinsende .357 Magnum-patron frem, som han holder op foran øjnene på Zack. “One more? Okay?” Zack stirrer på ham. Hvisker: “Jeg slår dig ihjel.” Manden smiler og blotter gulbrune tænder. “One more. Yes? No?” Mændene, der stimler sammen om bordet, opildner ham. “Do it, do it.” En eller anden rækker flasken med den stinkende tyske whisky frem. Så mange mennesker hernede. Så meget røg og sved. Luften nægter at trænge ned i lungerne; det føles, som om et rovdyr knuger hans brystkasse. Han kigger ned på revolveren. 10
Leon.indd 10
04/09/15 14.57
“Yes. One more.” Rummet begynder at koge igen. Af folk, der vejrer død. Hans død. Manden over for ham har åbnet revolverens tromle. Holder kuglen op i luften, så alle kan se den. I en langsom, nærmest rituel gestus fører han kuglen ind, modsat den, der allerede sidder der. Dernæst holder han våbnet op i luften og gør en hurtig, fejende bevægelse med håndfladen over tromlen, så den snurrer rundt. Han lægger revolveren på bordet foran Zack. De summende stemmer bliver atter tavse. Zack tager revolveren op. Frygt og tvivl. Men også en anden følelse. En varme et sted dybt inde i ham. Han løfter våbnet op til hovedet. Det vejer lige godt et kilo, og hans hånd ryster, som havde han abstinenser efter en søvnløs nat på coke. Mundingen mod tindingen. Koldt metal mod svedig hud. Han ser en dreng på en eng og fornemmer lugten af græs og blod. Han trykker aftrækkeren ind. Syvogtres procents chance for at overleve. Klik. Hullet opsluger ham på ny. Fører ham op, ned, ind, ud. Sluger ham, spytter ham ud, og så er han tilbage på sin stol, og han befinder sig i nuet på en måde, han aldrig før har oplevet. Plastickurven med kuverterne bliver holdt op foran hans ansigt. Fire tilbage. Han tager den øverste. Lyden af papiret, der bliver revet i stykker, runger i hans ører. Tom. Igen. Duknakken fortrækker ikke en mine, men Zack ville ønske, han smilede smørret, så han kunne få en undskyldning for at lette ham for nogle af de gule tænder. Zack nikker ned mod revolveren og siger: “One more.” 11
Leon.indd 11
04/09/15 14.57
Manden tager en tredje kugle frem. Ny snurren. Nyt klik. Jeg må have svar. Jeg må redde barnet. Hånden ryster knap så meget, da han løfter revolveren denne gang. Tvivlen og frygten er ikke nær så stærk. Han trykker aftrækkeren ind. Hører ikke længere de ophidsede stemmer. Bemærker knap nok sedlerne, der skifter hænder over hovedet på ham, den glødende cigaretaske, der lander på hans hånd, eller de puf og dunk, han får i ryggen. Han befinder sig i en tunnel af lys, og lydene og bevægelserne og menneskene er lyset. Fjerde kugle. Langsomt – uendelig langsomt – føres den ind i tromlen. Rummet er fyldt med tilbageholdte, ophidsede åndedrag. Og Zack brænder efter at få lov til at trykke af; der er intet, han hellere vil. Han tager revolveren op og sætter den mod tindingen. Tænker, at det er her og nu, der gælder. Intet andet. Zack fastholder Duknakkens blik og trykker af. Rummet bliver ætset op. Menneskene fordufter som røg, der driver hen over en slagmark. Der er kun mig tilbage i hele verden, tænker han. Kun mig, og jeg har en brun kuvert i hånden, og jeg åbner den, og den er tom, og det er lige meget, for det er ikke dér, svaret ligger. Det er et andet sted. På bordet foran mig, i en slidt revolver, som en eller anden løfter op og stopper en femte kugle i, og jeg tager revolveren op og spekulerer på, om der nogensinde har været andet end dette øjeblik. Om der nogensinde har været andet end mig selv og min finger på aftrækkeren. Nu har jeg våbnets munding mod tindingen. Kan lide at have den der. Må have den der. Intet andet betyder noget. Langsomt knuger min finger aftrækkeren. Længere og længere ind.
Leon.indd 12
04/09/15 14.57
1 MANDAG DEN 19. JANUAR (SEKS DAGE TIDLIGERE)
Stockholm klokken halv otte om morgenen. Fjorten minusgrader og isnende blæst, der trækker ind fra nordøst. Gaderne dækket af is og grus. Rester af gammel, hundepisset sne blandes med sand, der kommer til at stinke, når det bliver varmere. Og så mørket. Det tætte og omsluttende. Det hævnlystne, som om det vil straffe menneskene for deres synder. Som søvnløse spøgelser kommer byens indbyggere vuggende forbi på vej til arbejde. Ingen ser ud til at smile, og ingen orker at tale, ikke engang i mobiltelefon. For femtende dag i træk holder temperaturen sig under ti minusgrader, og på Sveavägen har nogen smadret ruderne i to rejse bureauer. Ikke stjålet noget. Bare revet plakaterne af solbeskinnede strande og smilende, solbrændte familier ned. De taler om det på P4 Stockholm. Gør det til noget sejt. Sympatiserer med gerningsmanden. Zack Herry sidder sammen med Ester Nilsson i 7-Eleven på Fridhemsplan, og da han hører radioprogrammet i butikkens højttalere, spekulerer han på, om gerningsmanden mon fik det bedre af det. Om kulden og mørket blev lettere at holde ud, da han slap for at se billeder af, hvordan livet kunne have set ud, hvis han havde befundet sig et andet sted på jorden. Eller om forbrydelsen bare gjorde kulden værre. 13
Leon.indd 13
04/09/15 14.57
Zack tager en slurk af kaffen i papkruset og kigger ud ad vinduet. Spisesedlerne lokker med løfter om mildere vejr og lister over de direktører, der får de største bonusser, men ingen af alle de forbipasserende ser ud til at have kræfter til så meget som at dreje hovedet. Hvide skyer finder ud mellem deres blåfrosne læber og får det til at se ud, som om hele byen har truffet en kollektiv beslutning om at begynde at ryge igen. Ester dypper sin croissant i et krus varm chokolade og tager en stor bid af den. Hendes rødlige hår er sat op i en hestehale, og hun har et orange halstørklæde viklet flere gange om sin tynde, tolvårige hals. “Tænk, hvis man kunne tage til Paris engang,” siger hun, da hun har tygget færdig. “Så ville jeg spise sådan nogle hver dag.” Hun havde stået uden for Zacks dør, da han kom ind i opgangen tidligt i morges. De var begge blevet lige forbløffede. “Hej,” havde hun sagt. “Har du allerede været ude?” “Jeg sov hos Mera i nat, men var nødt til at tage hjem og hente nogle ting på vej til arbejde.” “Har du nu glemt din pistol derhjemme igen?” Han havde lagt en finger over læberne. “Shh. Ikke så højt.” Hun havde fnist. “Men, øh,” havde han spurgt, “hvad laver du her? Selv du plejer ikke engang at ringe på så tidligt.” “Jeg ville spørge, om jeg måtte låne lidt mælk. Vi har ikke mere tilbage derhjemme.” Hun havde kigget ned i gulvet, da hun sagde det, forsøgt at undgå Zacks blik, men han havde set skammen i hendes øjne. Den, der altid var der, når hun fortalte noget om sin hverdag. Skammen over sin mor, Veronica, så dybt nedsunket i sin depression, at hun betragter psykofarmaka som en betydelig større kilde til glæde i livet end sin egen datter. “Kom med ind,” havde han svaret. “Jeg skal bare lige samle nogle ting sammen, så giver jeg morgenmad i 7-Eleven. Okay?” Hun havde nikket uden at gøre noget forsøg på at skjule sit smil. 14
Leon.indd 14
04/09/15 14.57
Køen til kaffeautomaten bugter sig gennem 7-Eleven-butikken, og dem, der kommer ind fra gaden, spreder isnende kolde vindstød, da de går forbi Zacks og Esters bord. Ester stopper resten af croissanten i munden og børster krummerne af fingrene. “Vil du have mere at spise?” spørger Zack. “Nej tak. Men det var superlækkert.” Hun smiler, og han tænker, at han har narret hende. Fået hende til at tro, at de kun gik herhen for hendes skyld. At han ikke havde noget andet ærinde. Han fortjener ikke hendes tillid. Overhovedet ikke. Flere gange i de seneste måneder har han afvist hende, når hun har banket på hans dør. Somme tider ikke engang lukket op. Han er overbevist om, at hun godt ved, han også har været hjemme de gange. Så sent som for få uger siden havde han ligget på sofaen og mærket amfetaminrusen sætte ind, da hun bankede på. Tre forsig tige bank, som altid. Hun var blevet stående lidt, hvorefter han hørte hende sætte sig ned med ryggen op ad døren. Han havde forsøgt at være musestille, men minutterne var blevet til en halv time, og til sidst havde han fået overbevist sig selv om, at hun var ude efter ham. At hun var en spion, som i flere år havde narret sig ind hos ham med ét eneste formål: at få ham bag tremmer for narkotikaforbrydelser. Selvfølgelig var det sådan, det forholdt sig. Hvorfor skulle hun ellers ringe på så tit og sidde derude og smuglytte? Han havde trukket sit våben. Stået med opspærrede øjne og dunkende tindinger og holdt pistolen rettet mod døren, i hvad der føltes som en evighed. Lige indtil hun var gået. Han ser på hende, som hun sidder dér og varmer sine kolde, hvide hænder om kruset. 15
Leon.indd 15
04/09/15 14.57
Du sigtede på hende. Hvor kunne du? Han havde været helt færdig dengang. En kompliceret sag med en forgiftet mangemillionær fra Täby havde lagt beslag på al hans energi i hele december måned. Han havde været meget hos Mera i den periode, og også bag efter. Hendes hjem var blevet et sted, hvor han kunne lukke alt det andet ude. Stofferne. Minderne. Mørket. Men alligevel var det ikke noget godt sted. De har ikke lavet noget sammen i det sidste års tid, kun arbejdet, arbejdet og arbejdet lidt mere. Især Mera. Hun har fået Ikea som kunde i sit pr-firma, og de opsluger hende, nøjagtig som de opsluger alt andet i verden. Han har ikke haft tid til hende, hun ikke til ham, og de opfører sig næsten som maskiner over for hinanden. Hun lader ikke til at være klar over, hvor mange stoffer han tager, ænser det ikke. De har sex uden at give hinanden nogen ægte nærhed. Men i nat var nærheden ægte. De havde elsket roligt og længe. Hun havde lavet mad, da han kom hjem lidt i elleve om aftenen. Dyr fisk, som hun havde købt i Östermalmshallen, og lavet rigtig kartoffelmos, ligesom hans far lavede den, når han en sjælden gang var rask nok til det. Efter at have spist var de gået ind i soveværelset. Havde stille taget tøjet af hinanden og ladet det ske, langsomt og uden stress, og da han så på hende, på Mera Leosson, på hendes skarpe næse, det mørke hår, øjenlågene, der skjulte hendes intelligente, krævende blik, havde han troet, det rent faktisk var muligt, at det kunne være de to. For alvor. Med børn og ægteskab. Han havde mærket hendes bløde, varme krop og tænkt, at det liv var en mulighed. Da han for ganske kort tid siden havde efterladt hende sovende, havde han stadig troet det. Men så var han kommet ud på gaden, hvor hun bor. Havde suget de prægtige murstensvillaer til sig, isvinden fra Nybroviken, og så var følelsen død inden i ham. 16
Leon.indd 16
04/09/15 14.57
Hun var ældre, havde et andet liv og ønskede sig en anden fremtid. Han vidste ikke hvilken, men den var ikke hans. Han havde forsøgt at slå tankerne om Mera ud af hovedet. Da det ikke lykkedes, havde han i stedet sendt en sms til Abdula. “Har du fået en ny jakke?” spørger Ester og river Zack ud af tankestrømmen. Han kigger ned ad sig selv, som om han er nødt til at tjekke, hvilken beklædningsdel han har taget på. “Ja. Forholdsvis.” “Har du fået den af Mera?” “Nej, så dyr er den ikke.” Sidst Mera købte en jakke til ham, en Rick Owens, havde han helt tilfældigt fundet ud af, at den kostede toogtyve tusind kroner. Den her kostede to et halvt tusind på udsalg, og det havde Zack syntes var i overkanten. Men indtil videre har den holdt ham varm i kulden. “Den er pæn,” siger Ester og stryger hånden hen over det sorte, Gore-Tex-behandlede stof. Derefter kigger hun flygtigt hen over Zacks skulder med forskrækkede øjne og viger tilbage. Zack fornemmer den store mands tilstedeværelse, før han vender sig om og ser ham. “Fuck – jeg vidste sgu da ikke, at du havde en datter! Har du flere hemmeligheder?” buldrer manden, idet han rækker en knyttet næve frem til hilsen. Zack møder hans knoer med sine egne, rejser sig og giver Abdula et stort knus. “Hvordan går det?” “Det kunne have gået ret okay, hvis ikke en eller anden nar havde vækket mig med en sms midt om natten og beordret mig til at begive mig ud i den vildeste vinterkulde.” “Midt om natten? Helt ærligt – klokken var næsten syv. Og du har kun godt af at få nogle rutiner. Du ved jo, hvad lægen har sagt.” “Plus lange gåture og kogte grøntsager og salat. Det er lige før, man ville ønske, at man aldrig var vågnet op igen på hospitalet.” 17
Leon.indd 17
04/09/15 14.57
Zack vender sig om mod Ester. “Det her er min ven Abdula. Ham har jeg vist fortalt om. Vi har kendt hinanden, lige siden vi var nogle små møgunger, der rendte rundt i Bredäng.” Hun rækker genert hånden frem. “Hej. Ester Nilsson.” Abdula tager hendes hånd og bukker med en forsigtig bevægelse. “Abdula Kahn, til Deres tjeneste, skønjomfru.” Ester trækker hånden til sig og fniser. “Sådan er han,” siger Zack. “Man vænner sig til det … sådan da.” Abdula trækker en stol ud og skærer ansigt af smerte, da han sætter sig. “Er det maven?” spørger Zack. “Jeg troede, det ville gå i sig selv, men kulden har gjort det værre.” “Og du nægter stadig at tage smertestillende?” “Ja. Den slags er livsfarligt.” Abdula læner sig frem mod Ester. “Hører du? Du må aldrig blive sådan en pige, der starter dagen med hovedpinepiller.” Zack kan ikke lade være med at grine. Manden, der har fyldt sig med kilovis af coke og andet lort i årtier, sidder her og prædiker om farerne ved paracetamol. Men Ester griner ikke, og da Zack ser hendes ansigtsudtryk, er Abdulas kommentar ikke nær så morsom. Ester ved mere end de fleste om pillers indvirkning på tilværelsen. Men det er fantastisk, at Abdula stadig har sin humor i behold. At hans humør øjensynlig ikke er påvirket af det, der skete i Skärholmen i juni sidste år, da han blev skudt i maven og lå niogtredive dage i koma med dårlige odds. Zack havde tilbragt meget tid ved hans sygeleje sidste sommer. Siddet i timevis og genfortalt gamle minder for sin bevidstløse ven. 18
Leon.indd 18
04/09/15 14.57
Mindet ham om dødslegene i metroen, deres søndag eftermiddage i Ernesto Santos’ narkobule af en lejlighed, fodboldkampene i gården, der altid kørte af sporet. Hvordan de flygtede, og hvordan de senere fik andre til at flygte. Mens Zack sad ved Abdulas side, havde han flere gange troet, det var slut – at han havde mistet ham for altid. Men Abdula vågnede. Kom sig hurtigere, end lægerne havde turdet håbe på. Intet kunne tilsyneladende få has på ham, og hvis kroppen gør lidt knuder efter sådan en omgang, so what? Ester puffer forsigtigt til Zacks skulder. “Jeg bliver nødt til at gå nu,” siger hun. “Skolen begynder snart.” “Skal jeg gå med dig?” Hun himler med øjnene, mens hun lader sig glide ned fra stolen. Så tager hun dynejakke, vanter og hue på og slænger skoletasken over skulderen. Hun giver Zack et hurtigt knus, vinker lidt genert til Abdula og skynder sig ud ad døren. Abdula ser efter hende, da hun går. “Er det hende, der bor i din opgang – hende med den skøre mor?” “Ja.” Abdula skærer en grimasse. “Det gælder om, at hun ikke kommer i dårligt selskab. Det vil sige sådan nogen som mig,” siger han og får Zack til at grine igen. Abdula rækker ham en paperback, en nusset Michael Connelly. “Jeg tror, du vil kunne lide indholdet i den her,” siger han. Zack stikker bogen i inderlommen. Han ved, at dele af siderne er skåret ud, så bindet skjuler en pose med 0,6 gram boliviansk kokain. Ifølge Abdula en deluxe-variant, med en renhedsgrad på hele halvfjerds procent. Han får akut trang til bare at spole hurtigt gennem dagen og først standse tiden i nat, i et kælderlokale med dansende mennesker og bashøjttalerens trykbølger langt ind i ribbenene. En vedholdende kold vind blæser Zack i nakken, og han vender sig om og ser, at en mor med en barnevogn sidder fast med det 19
Leon.indd 19
04/09/15 14.57
ene hjul i døren. En baby på et halvt års tid ligger godt indpakket i et lammeskind og lader sig vugge af moderens ryk i barnevognen. Til sidst får hun hjulet løs og stiller sig i den skrumpende kø til kaffeautomaten. Ud ad øjenkrogen ser Zack to mænd i tyverne komme ind i butikken. Den ene bumset, bleg og langhåret, den anden lavere, med grove skægstubbe og mørkere træk. Begge med skuldrene trukket op og hænderne stukket ned i lommerne på alt for tynde jakker. Deres blikke flakker, og Zack indser, at der er noget galt, sekunder før den bumsede trækker en pistol og råber: “Nu holder alle bare deres kæft, okay!” Hans stemme går næsten op i falset, og moderen med barnevognen skynder sig at trække vognen ind bag sig. En ældre mand med kasket, der står ved kaffeautomaten, spilder sin kaffe og udstøder et skrig, da den rygende væske løber ud over hånden. “Kæft, sagde jeg!” Den bumsedes makker skynder sig hen mod den unge ekspe dient, men hun er hurtigere, kaster sig ind i rummet bag disken og smækker døren i bag sig. “Kom tilbage, din bitch!” brøler han og hopper hen over disken og river hårdt i døren. Uden held. Den bumsede peger med pistolen til alle sider og skriger: “Ta’ skejserne, Yussuf! Fuck den luder!” Yussuf vender sig om og prøver at flå kasseapparatet løs. Den kaffespildende mand flår servietter ud af en holder, men river så hårdt, at hele metalkassen ryger på gulvet. Den bumsede farer sammen og sigter på ham: “Hvad laver du, din gamle nar? Læg dig ned på gulvet!” Zack kigger på Yussuf. Han står bøjet ind over kasseapparatet og prøver at finde ud af, hvordan han skal få det åbnet. Perfekt. Zack tager to raske skridt hen til disken, samtidig med at han trækker sin teleskopknippel op af hylsteret under jakken og gør en bevægelse med håndleddet, så det sorte letvægtsstål skyder ud fra håndtaget med en metallisk lyd. Yussuf kigger op, få hundreddele 20
Leon.indd 20
04/09/15 14.57
af et sekund før kniplen rammer ham hårdt over næseryggen og sender ham bagud og ind i et stativ med gavekort. Zack tager sin Sig Sauer frem og retter den mod pistolfyren, idet han hører Yussuf falde til jorden omme bag disken. “Politi!” siger Zack højt. “Slip våbnet.” Kvinden med barnevognen er begyndt at græde. Den ældre mand med den spildte kaffe ligger på alle fire på gulvet, og de resterende tre kunder i kaffekøen gør deres bedste for at stå bomstille. “Slip våbnet. Nu!” siger Zack, men den bumsede holder stadig armen strakt og flakker med blikket, hvorefter han rykker forbløffende hurtigt til siden og griber fat i moderen med barnevognen. Hun skriger panisk, da han med et fast greb om hendes overarm presser pistolen mod hendes tinding. Han ryster over hele kroppen, og blikket skyder rundt til alle sider. En rookie, tænker Zack. På desperat jagt efter hurtige penge. Hvilken idiot kunne ellers finde på at røve en velbesøgt 7-Eleven en mandag morgen? Men nu må det være nok. Hertil og ikke længere. Zack sigter hurtigt, men omhyggeligt, affyrer Sig Saueren og rammer fyren i højre skulder. Skuddet får ham til at dreje rundt, tabe våbnet ned i barnevognen, kigge på sin skulder, føle på den med hånden, få øje på blodet og stikke i et hyl af smerte. Zack sparker benene væk under ham. Tvinger ham ned på maven. Fører dernæst den bumsedes arme om på hans ryg og lægger ham i håndjern. Han hyler endnu mere. “Hold op med at lyde som en hund,” hvisker Zack i hans øre, og så tier han stille. Moderen græder stadig, men hendes barn sover sødt videre i sit lammeskind ved siden af våbnet. “Har du brug for hjælp?” spørger en kvinde, som Zack ikke har lagt mærke til før. Hun er i trediverne og iført en lang, hvid kunstpels. “Meget gerne. Sæt dig på ham, og tryk ham på skulderen, hvis han gør modstand.” 21
Leon.indd 21
04/09/15 14.57
“Okay.” Kvinden sætter sig overskrævs på den bumsedes ryg, og Zack tager våbnet op af barnevognen og skynder sig hen til den anden røver. Han ligger stadig slået ud på gulvet. Zack vender blikket mod Abdula. Han sidder stadig på sin stol og stirrer tomt frem for sig. Ryster over hele kroppen. Så har det alligevel påvirket dig, min ven, tænker Zack. Politisirener lyder svagt fra et område længere nede på Kungsholmen. “Abdula,” siger Zack. Ingen reaktion. “Abdula!” Denne gang højere. Det virker. Abdula glipper med øjnene og iagttager ham med et vågent blik. Zack har lyst til at sige til ham, at han skal smutte, inden politiet kommer, men et par af kunderne er lige i nærheden, og han nøjes med at nikke over mod udgangen. Abdula lader sig langsomt glide ned fra stolen og går hen mod døren uden at vende sig om.
Leon.indd 22
04/09/15 14.57
ERIE
ERK
N
H
U
LESS
”Et stort menneske passerer hurtigt forbi i billedet, og drengen skriger højt. ”Paus den,” siger Zack. ”Og spol langsomt tilbage – så langsomt, du overhovedet kan.” Computereksperten Sirpa spoler tilbage billede for billede, og de ser manden komme langsomt ind i billedet igen. ”Dér – stop.” Hvad er dét for noget? Manden er iført en lysegul pels med en form for poter med kløer på hænderne. Men ansigtet er det mest besynderlige. Det er skjult under den øverste del af et løvehoved, komplet med hjørnetænder og det hele. Løven åbner døren ind til buret og går derefter stille og roligt tilbage mod døren og forsvinder ud af billedet igen. Drengen kigger efter manden, men ser ikke længere ud til at kunne se ham. Han holder så småt op med at skrige og synker ned på hug med ryggen mod tremmerne, mens han trækker vejret hurtigt. Han kigger på burets dør. Åben. Hvorfor?” UDDRAG FRA BOGEN
DRENGEN ER RÆDSELSSLAGEN HAN ER SPÆRRET INDE i et stort metalbur. Bag ham i skyggerne lurer kidnapperen, mens et ur på væggen ubønhørligt tæller ned.
Kriminalkommissær Zack Herry og hans kollegaer kan se det hele, men de kan intet gøre. De betragter drengen på en kornet film, der er sendt til dem fra en krypteret adresse. De ved, at de må løse gåden, før uret når nul. I et mørkt Stockholm trives en skånselsløs leg, der bringer Zack tættere på døden, end han nogensinde har været før. Samtidig slider hans sit stofmisbrug på det nære bånd til vennen og kollegaen Deniz. LEON ER DEN SELVSTÆNDIGE FORTSÆTTELSE til Zack i den anmelderroste Herkulesserie.
MONS KALLENTOFT
er med sine kriminalromaner om Malin Fors blevet hyldet af både læsere og anmeldere. Hans bøger er oversat til 30 sprog og har solgt mere end 2,5 millioner eksemplarer verden over. Mons Kallentoft er opvokset i Sverige og bor i dag på Mallorca.
MARKUS LUTTEMAN
er journalist og forfatter og har opnået stor opmærksomhed i hjemlandet Sverige med sine handlingsmættede dokumentaristiske bøger og biografier.
ISBN 9788740015263
KRIMI
POLITIKENS FORLAG