Lille allan og dobbeltgængerskolen læseprøve

LINE KNUTZON er prisbelønnet dramatiker, og PETER FRÖDIN er sanger og skuespiller. „Lille Allan og Dobbeltgængerskolen“ er deres anden bog.

ISBN 978-87-400-1012-1

Lill e Allan og Dobbeltgængerskolen

En hårrejsende historie om dobbeltgængere, savn og Tysklands svar på romkugler.

Line Knutzon & Peter Frödin

H

vad er det her dog for en dag? tænker Lille Allan, der sidder på grillen med en lille bakke pomfritter. Først var der den stirrende fugl, der fløj direkte imod ham. Så var der de spidse sko, der stak ud under hækken. Og Lille Allans far var i Finland for at hente et eksemplar af den sjældne lygtefisk, så han var helt alene hjemme i Urbanplanen. „Skal du ikke have lidt salt på?“ er der pludselig en mørk stemme, der hvisker bag ham, og før Lille Allan når at svare, drysser en senet hånd med en lang og gullig tommelfingernegl salt på hans pomfritter.

Lille Allan putter en pomfrit i munden. Den smager da af opvaskemiddel, når han lige at tænke, før han bliver slap i armene, og alt bliver sort.

l e l i L

l Al a n

o g D o b b e l t g æ n g e r s ko l e n

Line

Knutzon

&

Peter Frödin

„Lille Allan – den menneskelige antenne“ er første bog i serien

Illustreret af John Kenn Mortensen

K A PI T E L 1

den mærkelige fugl i urbanplanen Lille Allan vågnede med et spjæt og satte sig forvirret op i sen­ gen. Han havde haft en uhyggelig drøm. Han havde drømt, at der sad en ældre dame og bed negle på stolen ved siden af hans seng.

“Jeg elsker negle, negle er min livret!” havde damen råbt med høj, skinger stemme, og hun havde rakt ud efter Lille Allans hånd og skulle lige til at tage en bid af hans tommelfin­ gernegl, da han vågnede. Nu sad han i sengen helt våd af sved.

Han kiggede på stolen. Damen var væk. I stedet lå der et rent sæt badmintontøj, som hans far havde lagt frem til ham. Lille Allan gik altid i badmintontøj, selvom han egentlig ikke spil­ lede badminton. Han syntes bare, det klædte ham rigtigt godt.

Han stod ud af sengen og gik hen til vinduet. Det var så småt begyndt at blive lyst, og nede ved containeren kunne han se silhuetterne af en gammel madras og et fjernsyn, der var stillet til storskrald. Han strakte armene op i luften og gabte højt for at ryste den uhyggelige drøm af sig, da han

5 Lille Allan 2.indd 5

28/08/13 15.53

6 Lille Allan 2.indd 6

28/08/13 15.53

bemærkede, at noget bevægede sig bag madrassen. Lille Allan skulle lige til at hente sin kikkert, da han hørte et højt skrig.

Han så ud ad vinduet. En stor fugl kom flyvende i høj fart lige imod ham. Fuglen stirrede Lille Allan direkte ind i øjnene, og han skulle lige til at råbe: “Pas dog på!” da fuglen slog et skarpt sving i luften og forsvandt.

Han trådte forskrækket et skridt tilbage og greb fat om guldmedaljen, der hang om hans hals. Han havde fået den af sin nabo, Helge, som Lille Allan på trods af den store al­ dersforskel betragtede som sin gode ven. Helge led af stærke smerter i skinnebenene og forlod derfor aldrig sin lejlighed, så Lille Allan hjalp ham tit med indkøb, og efter en større tur i Aldi havde Helge højtideligt overrakt ham medaljen som tak for hjælpen. Den havde tilhørt Helges afdøde kone, Musse, som havde været et stort sportstalent. Helge havde fortalt, at den bragte held og lykke, og den havde hængt om halsen på Lille Allan, lige siden han havde fået den for halvanden må­ ned siden.

Lille Allan tog sin morgenkåbe på og gik ud i køkkenet.

Han tænkte på den mærkelige fugl. I Urbanplanen, som var det beboelseskompleks, hvor Lille Allan boede, var den mest almindelige fugl duen og måske en gråspurv i ny og næ, men denne her fugl havde Lille Allan aldrig set før. Den havde haft helt rød bug, stikkende øjne og et væmmeligt spidst næb.

Ude i køkkenet havde hans far stillet guldkorn frem til ham. Han gik hen til køleskabet og tog en liter sødmælk og hældte op. Mens han spiste morgenmad, bladrede han i Ama­

7 Lille Allan 2.indd 7

28/08/13 15.53

gerposten. Han skulle passes inde hos Helge i dag, fordi hans far var blevet sendt ud på en vigtig opgave. Lille Allans far arbejdede på Danmarks Akvarium som altmuligmand. Om 14 dage skulle der være en stor udstilling, og nu var den fin­ ske lygtefisk pludselig afgået ved døden. Lygtefisken var selve hovedattraktionen på den store udstilling, og Lille Allans far, som var meget ængstelig af natur, havde været helt ude af den og havde ligget søvnløs i flere nætter og spekuleret på, om det hele mon var hans skyld. Hvad nu, hvis han var kommet til at efterlade en svamp eller havde tabt et skruelåg i forbindel­ se med rengøring af lygtefiskens akvarium? Måske havde den fået et skruelåg galt i halsen og havde lagt sig til dø med bugen i vejret. Lille Allans far havde afbrudt sin slankekur på grund af det store psykiske pres og havde hentet grillmad i to dage, fordi han ikke kunne overskue at lave aftensmad. Nu var han taget til Finland for at hente en ny lygtefisk. Tidligt i morges havde Kirsten nede på første kørt ham til lufthavnen i sin store flyttebil. Kirsten var en af Lille Allans fars gode venner.

Hun var flyttemand og havde sit eget firma.

Nu sad Lille Allan i køkkenet og spiste morgenmad og læste i avisen. Der stod mange interessante ting i Amager­ posten. Der var også et par nyheder fra Urbanplanen. Der stod blandt andet, at det store motionsløb var aflyst i år på grund af manglende tilslutning. Der var også et stort billede nede fra det grønne areal, hvor der var kommet en ny sta­ tue af Urban Hansen. Der stod, at Urban Hansen var den mand, der havde bygget hele Urbanplanen i gamle dage. Må­

8 Lille Allan 2.indd 8

28/08/13 15.53

ske ­havde Helge kendt Urban Hansen? Han var det ældste menneske, Lille Allan kendte, og så vidt han havde hørt, hav­ de Helge boet i Urbanplanen, lige siden det blev bygget. Han besluttede at løbe ind til Helge og vise ham billedet af den nye statue. Han skyndte sig i tøjet og løb ud i opgangen og ringede på hos Helge. Han kunne høre ham komme rullende på sin kontorstol gennem lejligheden. Han skramlede lang tid med låsen og rev så døren op.

“Hej, Helge,” sagde Lille Allan.

Helge kiggede forvirret på ham, som om han aldrig hav­ de set ham før. “Hvem er du?” råbte han, så det rungede i hele opgangen.

“Jeg er jo Lille Allan,” svarede Lille Allan.

“Nå ja, det er du jo også,” sagde Helge. Det var det sam­ me, hver gang Lille Allan ringede på hos Helge. Og det gjorde han tit. Indimellem op til flere gange om dagen. Og hver gang så Helge lige forvirret ud og råbte: “Hvem er du?”

“Kom indenfor, der er kaffe på kanden,” sagde Helge og bakkede ind i lejligheden. Lille Allan gik ind i stuen og satte sig til rette i den hårde sofa under det store portræt af Helges afdøde kone, Musse. Det hang skævt. Lille Allan bemærkede, at der faktisk var flere ting, der var skæve. De fire feriebilleder af Musse og Helge i de schweiziske alper var skæve, den ene af de tre porcelænsisbjørne lå ned, og telefonrøret, som ikke var lagt på, udsendte en svag dutten.

“Jeg har ikke lukket et øje i nat på grund af skinnebe­ nene,” sagde Helge og skænkede kaffe op. “Omkring midnat

9 Lille Allan 2.indd 9

28/08/13 15.53

hævede de op til dobbelt størrelse, og smerterne holdt mig vågen, til det blev lyst. Jeg var lige faldet i søvn, da de kristne begyndte at larme nede fra Sundby kirke.”

Lille Allan havde også hørt det her før. Det var det sam­ me hver søndag. Helge var overbevist om, at de kristne kun ringede med klokkerne i Sundby kirke for at genere ham. I folkeskolen havde han gået i klasse med kirketjeneren Emil Hansen, og de havde altid haft et anspændt forhold til hinan­ den. “Det er jo nok ikke tilfældigt, at Emil Hansen har fået job i kirken, lige ved siden af hvor jeg bor.”

Imens Helge skældte ud på Emil Hansen, gjorde Lille Allan avisen klar under den store lup på Helges skrivebord.

“Så er avisen klar!” råbte han for at få Helges opmærk­ somhed.

Helge glemte øjeblikkeligt alt om Emil Hansen og rulle­ de hen til skrivebordet.

“Se, der er kommet en statue af Urban Hansen nede på det grønne areal. Der står, at den er abstrakt.”

10 Lille Allan 2.indd 10

28/08/13 15.53

11 Lille Allan 2.indd 11

28/08/13 15.53

Helge kneb øjnene sammen.

“Ja, det skal lige love for. Fuldstændig abstrakt, men den ligner ham sgu på en prik.”

Helge satte af med hænderne fra skrivebordet og rullede hen til sin kommode, hvor han rev en skuffe op og fandt et en­ gangskamera frem.

“Kan jeg ikke få dig til at løbe ned og tage nogle billeder af den? Du må jo tænke på, at Musse og jeg var nogle af de første, der flyttede ind i Urbanplanen. Vi var med til ind­vielsen, hvor Urban Hansen var til stede i egen høje person. Musse trykkede hans hånd. Der blev serveret kaffe og landgangsbrød.”

“Hvad er landgangsbrød?” spurgte Lille Allan.

“Det er nogle meget lange madder med forskelligt slags pålæg på,” sagde Helge. “Det spiste vi jo altid i gamle dage.”

Helge rakte Lille Allan engangskameraet.

“Hvis du får øje på noget andet nyt dernede, som jeg ikke har kendskab til, så tag endelig et billede af det.”

“Det skal jeg nok,” sagde Lille Allan. “Så ses vi senere.”

Lille Allan sprang ned ad trapperne. Han havde engangs­ kameraet i hånden, sine nøgler i lommen og Musses guld­ medalje om halsen.

Han skubbede døren op og var lige trådt ud på fortovet, da han igen hørte noget mærkeligt. Det var en susen, der kom nærmere og nærmere.

Han så op. Det var en stor fugl, der styrede direkte ned

12 Lille Allan 2.indd 12

28/08/13 15.53

imod ham, og han nåede lige at dukke sig og holde hånden op for ansigtet, så fuglen ikke ramte ham. I forvirringen kom han til at trykke på engangskameraet. Blitzen gik af og blæn­ dede fuglen, der med det samme skiftede kurs lige ind mod muren, hvor den snittede en rude. Der lød et bump, og Lille Allan syntes, han hørte fuglen sige: “Av, for helvede,” men det kunne nok ikke passe.

Han var ikke i tvivl. Det var fuglen med den røde bug fra i morges. Han stillede sig på tæer og kiggede efter den, men den var allerede forsvundet.

Lille Allan sundede sig lidt. Hvad er det her for en mor­ gen? tænkte han og begav sig ned mod det grønne areal.

Han stoppede op ved døgnkiosken og tog et billede. Den havde fået ny facade sidste år. Det var han sikker på, Helge ville blive glad for at se. Han overhalede en gruppe ældre, gang­ besværede mennesker, der også gik på stien, da han fik øje på et vindue. Der stod ‘god jul’ med kunstig sne. Lille Allan tænkte på, at det var mange måneder siden, det havde været jul, og at de nok ikke havde fået pudset vinduer siden. Han holdt ka­ meraet op for øjet og prøvede at fokusere. Han syntes, han så en mørk skygge i vinduet ved siden af. Han tog et billede og skyndte sig videre. Han tog også et billede af en lille krokus, der var på vej op af jorden, og et af nogle sorte spidse sko, der stod og stak ud under en busk. Der lå noget skrald og flød på stien, som han også tog et billede af. Helge kunne godt lide at hidse sig op over folk, der kastede affald i naturen. Skovsvin, kaldte han dem. Det var de værste mennesker, Helge kendte til.

13 Lille Allan 2.indd 13

28/08/13 15.53

Lille Allan nåede til sidst frem til det grønne areal, hvor statuen af Urban Hansen var stillet op.

“Sådan så Urban Hansen overhovedet ikke ud,” sagde en ældre dame, der stod og betragtede skulpturen. “Det ligner ham slet ikke. Jeg har selv mødt ham personligt, og han var sådan en flot mand med en smuk profil. Det dér, det kunne mit barnebarn på fire år ha’ lavet i fritidsordningen. Vor herre bevares! Det er sidste gang, jeg viser mine ben her!” råbte da­ men og gik sin vej.

Lille Allan stod lidt og tænkte på, hvilken vinkel det ville være godt at fotografere Urban Hansen fra. Han satte sig på knæ og holdt kameraet lidt på skrå for at give det en spæn­ dende vinkel og tog så et billede. Pludselig fik han en fornem­ melse af, at der stod noget uhyggeligt lige bag ved ham. Han kiggede ud ad øjenkrogen for ikke at dreje hovedet for meget, men der var ikke nogen. Pyha, tænkte han og tog et par bil­ leder mere, først fra den ene side og så fra den anden. Og så tog han ét tæt på og ét langt fra og begyndte så at spadsere hjemad. Han kiggede med jævne mellemrum op i luften efter fuglen. Den var der ikke.

Da han drejede af fra grusstien og gik mod parkerings­ pladsen, fik han øje på en bil, han aldrig havde set før. En helt skinnende ren sort bil. Lille Allan havde aldrig set en så ren bil i Urbanplanen før og besluttede sig for at tage et billede af den. Bag på bilen sad nogle fine klistermærker. Dem fotogra­ ferede han også. Så løb han tilbage mod opgangen.

Lille Allan havde gennem længere tid prøvet at slå sin

14 Lille Allan 2.indd 14

28/08/13 15.53

egen rekord i at komme hurtigt op ad trappen. Det gjaldt om at se, hvor langt han kunne nå op, inden døren smækkede i. Hver gang han slog sin rekord, flyttede han et lille stykke, efterhånden gulligt, tyggegummi hen på det trin, han var nået til. De sidste par uger havde der ikke været nogen udvikling, men i dag følte Lille Allan sig ekstraordinært frisk. Han åbne­ de døren på vid gab, satte fødderne i den rette position, talte til tre og spurtede, så hurtigt han kunne, op ad trapperne. Da han var kommet forbi tyggegummiet, smilede han for sig selv.

Han havde slået sin rekord!

Men da han var nået forbi Kirstens hoveddør og den kunstige plante på anden sal, stoppede han op. Døren nede ved gaden var ikke smækket i endnu. Lille Allan stod helt stille og lyttede. Nogen måtte holde den tilbage. Han gik lige så stil­ le hen til gelænderet og kiggede ned. Så stak en spids sko frem, og en bleg hånd med lange fingre lagde sig på gelænderet. Øv, tænkte Lille Allan, det var bare en, der var langsom.

Måske et ældre menneske.

Hans mave rumlede, da han fortsatte op ad trappen.

Han var skrupsulten, og hans far havde også lagt lidt penge på køkkenbordet, så han havde mulighed for at købe lidt lækkert i løbet af dagen.

Da han nåede Helges dør, råbte han ind ad brevspræk­ ken: “Jeg lægger engangskameraet på måtten, og så smutter jeg lige ned på grillen og køber nogle pomfritter.”

Lille Allan kunne høre Helge rulle rundt på kontorsto­ len inde i lejligheden.

15 Lille Allan 2.indd 15

28/08/13 15.53

“Hvem er du?” råbte Helge.

“Det er Lille Allan!” råbte han tilbage. “Jeg har lagt en­ gangskameraet på måtten, og nu går jeg på grillen.”

“God tur!” råbte Helge.

Den sorte bil holdt der stadig, da Lille Allan kom ned igen.

Han kunne ikke fornemme, om der sad nogen inde bag de to­ nede ruder, men da han nåede ned til grusstien og så sig tilbage, var det, som om det ene vindue var rullet et par centimeter ned.

Var der en, der sad og kiggede på ham? Godt, han ikke var stop­ pet op og havde stirret ind i bilen, selvom han havde haft lyst.

Han gik videre ad stien mod grillen. Han kunne høre skridt bag sig og satte farten op. Der var ingen, når han så sig tilbage, og når han stoppede, stoppede lyden af skridtene også.

Det må være mine egne trin, der giver genlyd i Urban­ planen, tænkte Lille Allan og gik videre. Han kunne skimte grillen i det fjerne og skulle lige til at sætte farten op, da en kæmpe fugleklat susede gennem luften og landede tungt på stien lige foran snuden på hans gummisko.

Han kiggede op. I en lygtepæl sad den store fugl fra i morges og stirrede koldt ned på ham. Han spænede, alt hvad han kunne, ned mod grillen, imens han holdt om guldmedal­ jen, så den ikke ramte ham i ansigtet.

Han hev skydedøren ind til grillen op og lukkede den hurtigt efter sig.

“Jeg vil gerne bede om en lille bakke pomfritter,” sagde

16 Lille Allan 2.indd 16

28/08/13 15.53

han forpustet og kiggede ud for at se, om fuglen var fløjet ef­ ter ham. “Og en rød pølse med brød, mens jeg venter.”

“S’gerne,” sagde grilldamen.

Når jeg kommer hjem, vil jeg prøve, om jeg kan finde den i Helges fuglebog, tænkte Lille Allan, imens han spiste sin pøl­ se. Han var sikker på, at den ikke stammede fra Urbanplanen.

“Jeg vil gerne bede om remoulade,” sagde Lille Allan, da han fik sine pomfritter.

“S’gerne,” sagde grilldamen og tog et bæger remoulade op fra køledisken og stillede det hele foran ham. Han tog en lang pomfrit og dyppede den.

“Skal du ikke have lidt salt på?” var der en mørk stemme, der hviskede bag ham, og før han kunne nå at svare, dryssede en lang og senet hånd salt på hans pomfritter.

Lille Allan kiggede på hånden. Han havde set den lange tommelfingernegl før, men hvor? Han vendte sig om, men vedkommende var væk.

Lille Allan så på grilldamen.

“Stod der ikke en bag mig lige før?”

“Jo, han går derude,” svarede hun og pegede på grusstien.

Han nåede lige at se en høj, mørk skikkelse forsvinde ned ad stien.

“Han fik en flæskestegssandwich og en lille æblejuice med sugerør, men han betalte ikke, for han havde kun en tusindkroneseddel, og jeg kunne ikke give tilbage. Det er jo ikke den slags beløb, folk plejer at betale med her på grillen,” sagde grilldamen og vendte ryggen til.

17 Lille Allan 2.indd 17

28/08/13 15.53

Lille Allan trængte til at få noget frisk luft og tog pom­ fritbakken og pølsebrødet med. Han ville sætte sig på bæn­ ken, men han nåede kun lige at lukke døren til grillen, da den store fugl fløj med kurs direkte mod pølsebrødet. Den rev brødet ud af Lille Allans hånd med sit næb og fløj væk, mens den udstødte nogle høje skrig. Det lød næsten, som om den grinede.

18 Lille Allan 2.indd 18

28/08/13 15.53

Lille Allan satte sig på bænken. Godt, han stadig havde pomfritterne, tænkte han og puttede en i munden.

Den smager da af opvaskemiddel, nåede han lige at tæn­ ke.

Så blev han helt slap i armene, og alt blev sort.

19 Lille Allan 2.indd 19

28/08/13 15.53