Mørkt motiv_læseprøve

Titel-

Louise Penny

Mørkt motiv

På dansk ved Helena Brennum

Hr. Ferdinand

Penny_Mørkt motiv (40061444).indb 3

20-02-2020 11:27:47

Penny_Mørkt motiv (40061444).indb 4

20-02-2020 11:27:47

ET

Miss Jane Neal mødte sin skaber i den tidlige morgentåge på Thanks­ giving-søndag. Det var en overraskelse for næsten alle. Miss Neals død var ikke naturlig, medmindre man tror på, at alting sker af en årsag. I så fald havde Jane Neal nærmet sig dette sidste øjeblik, hvor døden mødte hende i den farvestrålende ahornskov på grænsen til landsbyen Three Pines, i seksoghalvfjerds år. Hun faldt til jorden med udstrakte arme og ben, som om hun forsøgte at lave en sne­ engel i de lysende, sprøde blade.

Kriminalkommissær Armand Gamache fra la Sûreté du Qué­ bec satte sig på hug, så hans knæ smældede som et skud fra en jagtriffel. Hans store, udtryksfulde hænder svævede over den lille cirkel af blod, der skæmmede hendes bløde cardigan, som om han på magisk vis kunne fjerne såret og genoplive kvinden. Men det kunne han ikke. Det var ikke en evne, han havde. Heldigvis havde Gamache andre evner. Lugten af mølkugler, hans bedstemors duft, mødte ham halvvejs nede ved kroppen. Janes milde og venlige øjne stirrede op på ham, som om hun var overrasket over at se ham.

Han var overrasket over at se hende. Det var hans lille hem­ melighed. Det var ikke, fordi han kendte hende, for det gjorde han ikke. Nej. Hans lille hemmelighed var, at han midt i sine halvtred­ sere og efter en lang og tilsyneladende stagneret karriere stadig blev overrasket af voldsomme dødsfald. Det var underligt for en 5

Penny_Mørkt motiv (40061444).indb 5

20-02-2020 11:27:47

leder af drabsafdelingen, og det var måske en af grundene til, at han aldrig var nået længere i la Sûreté, det kyniske fransk-canadiske kriminalpoliti. Gamache håbede altid, at der havde været en form for misforståelse, at der ikke ville være et lig, når han nåede frem.

Men miss Neals stive lig var ikke til at misforstå. Han rejste sig op med hjælp fra vicekriminalkommissær Beauvoir, knappede sin forede Burberry-jakke mod oktoberkulden og tænkte sig om.

Jane Neal var også kommet for sent et par dage tidligere, men det var på en helt anden måde. Hun havde aftalt at mødes med sin gode ven og nabo Clara Morrow til en kop kaffe i landsbyens bistro.

Clara sad og ventede ved vinduesbordet. Tålmodighed var ikke hendes stærke side, og kombinationen af café au lait og utålmo­ dighed resulterede i en let dirren. Clara kunne ikke sidde stille, mens hun kiggede igennem de sprossede vinduer ud på landsbyens grønne plads og de gamle huse og ahorntræerne, der stod langs hovedgaden. Træernes skift til flotte røde og ravgule farver var omtrent det eneste, der forandrede sig i den respektable landsby.

Imellem sprosserne så hun en firhjulstrækker trille ned ad Rue du Moulin og køre ind i byen med en smuk plettet då slænget skødesløst over kølerhjelmen. Firhjulstrækkeren kørte langsomt ned gennem hovedgaden, der førte rundt om fælleden, og fik flere af landsbyboerne til at stoppe op. Det var jagtsæson, og det var et jagtområde, men jægere som disse kom oftest fra Montreal el­ ler andre storbyer. De lejede deres firhjulstrækkere og hjemsøgte jordvejene ved solopgang og solnedgang som sultne monstre på udkig efter hjorte. Når de fandt en, sænkede de farten, trådte ud af bilen og skød. Clara vidste, at det ikke var alle jægere, der gjorde sådan. Men mange af dem gjorde. Det var de samme jægere, som efterfølgende spændte hjorten fast på deres kølerhjelm og kørte gennem byen, overbeviste om at det døde dyr på en eller anden måde gjorde dem mere mandige.

Hvert år skød jægerne køer og heste og kæledyr og hinanden.

6

Penny_Mørkt motiv (40061444).indb 6

20-02-2020 11:27:47

Og utroligt nok skød de også en gang imellem sig selv, måske i et psykotisk anfald, hvor de forvekslede sig selv med aftensmaden.

Man gjorde klogt i at huske på, at visse jægere – ikke alle, men nogle – havde svært ved at skelne mellem et fyrretræ, en agerhøne og et menneske.

Clara undrede sig over, hvad der var blevet af Jane. Hun kom normalt altid til tiden, så det var let at tilgive hende. Clara havde generelt let ved at tilgive det meste hos de fleste mennesker. For let, advarede hendes mand Peter hende ofte, men Clara havde sin egen lille hemmelighed. Det var ikke alting, hun tilgav. Ja, hun tilgav det meste, men der var også ting, hun holdt fast i og knugede tæt ind til sig, når hun havde brug for andres uvenlighed til at trøste sig.

Der lå croissantkrummer på dagens udgave af Montreal Ga­ zette, som nogen havde efterladt på bordet. Mellem flagerne kastede Clara et flygtigt blik på overskrifterne: „Parti Quebecois lover fol­ keafstemning om Québecs selvstændighed“, „Vandrere forsvundet i Tremblant nationalpark“.

Clara løftede blikket fra de forstemmende overskrifter. Hun og Peter var for længst holdt op med at holde aviserne fra Montreal.

Uvidenhed var virkelig lyksalighed. De foretrak den lokale Wil­ liamsburg County News, hvor de kunne læse om Waynes ko eller Guylaines børnebørn, der var kommet på besøg, eller om et quiltet tæppe, der blev bortauktioneret for at samle penge ind til pleje­ hjemmet. Clara overvejede en gang imellem, om de havde givet op, om de i virkeligheden bare flygtede fra deres ansvar og undlod at se realiteterne i øjnene. Men så gik det op for hende, at hun var ligeglad. Desuden fik hun alle de nyheder, hun havde brug for, lige her på Oliviers Bistro i hjertet af Three Pines. „Du er langt væk,“ sagde en velkendt og elsket stemme. Det var Jane, forpustet og smilende med et ansigt furet af smilerynker, der nu var lyserødt af den hurtige gang i efterårskulden fra hendes lille hus på den anden side af fælleden. „Undskyld, jeg er sent på den,“ hviskede hun i Claras øre, mens 7

Penny_Mørkt motiv (40061444).indb 7

20-02-2020 11:27:47

de to kvinder krammede. Den ene var lillebitte, fyldig og forpustet, den anden var tredive år yngre, slank og dirrede stadig af koffein. „Du ryster,“ sagde Jane og satte sig ned og bestilte en café au lait. „Jeg vidste ikke, at du var så glad for at se mig.“ „Din beskidte, gamle heks,“ grinede Clara. „Det kan du tro, jeg var i morges. Har du hørt, hvad der skete?“ „Nej, hvad er der sket?“ spurgte Clara og lænede sig frem ivrig efter nyheder. Hun og Peter havde været i Montreal samme morgen for at købe lærreder og akrylfarver til deres arbejde. Peter var en succes. Clara var stadig uopdaget, og de fleste af hendes venner tænkte for sig selv, at hun højst sandsynligt ville forblive det, hvis hun fortsatte med sine kryptiske værker. Clara måtte indrømme, at hendes serie med livmoderkrigere var gået hen over hovedet på køberne, selv om hendes dagligdagsobjekter med touperet hår og enorme fødder havde vist sig at være mere succesfulde. Hun havde solgt et enkelt værk. Resten af værkerne, omkring halvtreds stykker, stod opmagasineret i deres kælder, som efterhånden var begyndt at ligne Walt Disneys værksted. „Nej,“ hviskede Clara et par minutter senere, oprigtigt chokeret.

I de femogtyve år hun havde boet i Three Pines, havde hun aldrig hørt om en eneste forbrydelse. Når folk overhovedet låste deres døre, var det kun for at forhindre naboerne i at komme forbi med flere squash i høstsæsonen. Det var sandt, at der også fandtes en anden type høst i området, som matchede squashene i omfang og ofte blev nævnt i Gazette-overskrifterne. Marihuana. Men de fleste forsøgte at se igennem fingrene med det, hvis de ikke havde noget med det at gøre.

Herudover var der ingen forbrydelser. Ingen indbrud, ingen vandalisme, ingen overfald. Three Pines havde ikke engang sin egen politistation. Robert Lemieux fra den nærmeste Sûreté-afde­ ling kørte en gang imellem op og ned ad hovedgaden for at vise flaget, men det var ikke nødvendigt.

Indtil i dag.

8

Penny_Mørkt motiv (40061444).indb 8

20-02-2020 11:27:47

„Kan det have været en joke?“ Clara kæmpede med det grimme billede, Jane havde malet for hende. „Nej, det var ikke en joke,“ sagde Jane og tænkte tilbage. „Men en af drengene grinede. Nu hvor jeg tænker over det, så var det en lyd, jeg har hørt før. Det var ikke en humoristisk latter.“ Jane vendte sine klare blå øjne mod Clara. De var fulde af forundring. „Det var en lyd, jeg hørte, da jeg arbejdede som lærer, men gudskelov ikke ofte. Lyden af drenge, der morer sig med at gøre noget fortræd.“ Jane fik kuldegysninger ved tanken og trak cardiganen tættere om sig. „Det var en grim lyd. Jeg er glad for, at du ikke var der.“ I selv samme øjeblik rakte Clara over det runde træbord og tog Janes kolde, lille hånd i sin og ønskede af hele sit hjerte, at hun havde været der i stedet for hende. „Du sagde, at det var børn?“ „De havde skimasker på, så det var svært at være sikker, men jeg tror, jeg genkendte dem.“ „Hvem var det?“ „Philippe Croft, Gus Hennessey og Claude LaPierre.“ Jane hvi­ skede navnene og så sig omkring for at sikre sig, at ingen kunne høre dem. „Er du sikker?“ Clara kendte alle tre. De var ikke ligefrem spej­ derdrenge, men heller ikke typerne, der ville gøre sådan noget. „Nej,“ indrømmede Jane. „Så må du hellere lade være med at sige det til nogen.“ „Det er vist for sent.“ „Hvad mener du med, at det er for sent?“ „Jeg sagde deres navne i morges, mens det skete.“ „For dig selv?“ Clara kunne mærke blodet buldre væk fra fingre og tæer og suse ind til hendes hjerte. Please, please, please, tiggede hun indeni. „Nej, til dem.“ Jane skyndte sig at forklare, da hun så Claras ansigtsudtryk. „Jeg ville stoppe dem, og det virkede. De stoppede.“ 9

Penny_Mørkt motiv (40061444).indb 9

20-02-2020 11:27:47

Jane kunne stadig se drengene løbe og snuble op ad Rue du Moulin på vej ud af byen. Ham i den strålende grønne maske havde vendt sig om for at se tilbage på hende med andegødning dryp­ pende fra sine hænder. Gødningen havde stået på fælleden, hvor den ventede på at blive spredt ud i blomsterbedene, så de kunne klare efterårskulden. Hun ville ønske, at hun havde set drengens ansigt. Var han vred? Bange? Morede han sig? „Så du havde ret. Altså med navnene.“ „Formentlig. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve noget lignende.“ „Var det derfor, du kom for sent? Måtte du skifte tøj?“ „Ja. Eller nej.“ „Kunne du være mere vag?“ „Måske. Du sidder i juryen til den næste udstilling i Art Wil­ liamsburg, ikke?“ „Jo. Vi voterer her til eftermiddag. Peter er også med. Hvorfor?“ Clara turde næsten ikke trække vejret. Var det nu? Efter al hendes lokken og drilleri, og de ikke særlig subtile forsøg på at presse hende. Ville Jane endelig gøre det? „Jeg er klar.“ Jane udsendte det største suk, Clara nogensinde havde hørt, og sendte en mindre kastevind over Gazetten, der fe­ jede croissantflagerne ned i Claras skød. „Jeg kom for sent,“ sagde Jane langsomt, og nu begyndte hendes hænder også at ryste, „fordi jeg skulle beslutte mig for noget. Jeg har et maleri, som jeg gerne vil prøve at få med på udstillingen.“ Så begyndte hun at græde.

Janes kunst havde længe været en åben hemmelighed i Three Pines. Fra tid til anden stødte nogen på hende i skoven eller på en mark i dyb koncentration foran et lærred. Men hun fik dem til at sværge på at holde sig på afstand og kigge væk, som var de vidner til noget uanstændigt, der selvfølgelig aldrig skulle nævnes igen.

Den eneste gang, Clara havde set Jane rigtig vred, var, da Gabri havde sneget sig ind bag hende, mens hun malede. Han havde ikke 10

Penny_Mørkt motiv (40061444).indb 10

20-02-2020 11:27:47

troet, at hun mente det, da hun havde advaret dem om ikke at kigge, når hun malede.

Han tog fejl. Hun var dødalvorlig, og det havde taget flere må­ neder for Jane og Gabri at genoprette deres sædvanlige venskab.

De havde begge følt sig forrådt af den anden, men deres gode natur og hengivenhed havde med tiden helet såret. Det var en lærestreg for dem alle.

Ingen måtte se Janes kunst.

Før nu, viste det sig. Men i øjeblikket var kunstneren så over­ vældet af sine følelser, at hun sad i bistroen og græd. Clara var både forfærdet og panikslagen. Hun kastede et stjålent blik rundt i lokalet og håbede, at ingen kiggede, samtidig med at hun søgte desperat efter en, der kunne fortælle hende, hvad hun skulle gøre.

Så stillede hun sig selv det simple spørgsmål, som hun altid bar med sig og konsulterede som en rosenkrans. Hvad ville Jane gøre?

Og der havde hun sit svar. Jane ville lade hende græde og hulke.

Kaste med kopperne, hvis det var det, hun havde brug for. Og Jane ville ikke stikke af. Hun ville være der, når malstrømmen var pas­ seret. Og så ville hun lægge sine arme om Clara, og trøste hende, og lade hende vide, at hun ikke var alene. Aldrig alene. Derfor sad Clara nu og kiggede og ventede. Og mærkede, hvor pinefuldt det var ikke at gøre noget. Langsomt stilnede gråden af.

Clara rejste sig med en overdreven ro. Hun tog Jane i sine arme og kunne mærke den gamle krop knirke tilbage på plads. Så sendte hun en lille tak til guderne, der skænker nåde. Nåden til at græde og nåden til at se på. „Undskyld, Jane, jeg ville aldrig have presset dig, hvis jeg havde vidst, hvor meget det betød for dig.“ „Nej, min ven,“ Jane rakte hen over bordet og tog Claras hånd i sin, da de begge havde sat sig igen, „du misforstår mig. Det var ikke triste tårer. Jeg var overvældet af glæde.“ Jane stirrede ud i intetheden og nikkede, som om hun fortsatte en indre dialog. „En­ delig.“ 11

Penny_Mørkt motiv (40061444).indb 11

20-02-2020 11:27:47