Manu

at jeg kunne blive ringet op, men det er en tanke, som man gør alt for at skubbe væk, så man ikke bliver skuffet, hvis det ikke sker. Da telefonen ringede, stoppede mit hjerte. Jeg kiggede på displayet: Margrethe Vestager.

“Motherfucking fuck!” råbte jeg og løb ud af stuen, ind på Ciljas værelse og lagde mig på gulvet. Hjertet hamrede af sted.

“Hej Manu, det er Margrethe. Du skal være

Manu Sareen fortæller i bogen om den evige følelse af at være anderledes og skamme sig over det. Om ikke at slå til. Om at blive smidt ud af gymnasiet, gå på druk, ryge hash og mærke dæmonerne vågne. Om at rejse sig med venners hjælp og komme videre. Og om – selv efter at have fået succes – at føle sig udenfor, ikke kunne koderne og være en fremmed fugl på de bonede gulve.

minister.”

Det første, jeg tænkte på, var, om der var

Vi hører historier fra samfundets bund og top, om problemerne i ind-

noget i min fortid, der kunne spænde ben for

vandrermiljøerne og snakken blandt toppolitikere. Da Manu Sareen når

udnævnelsen. Ligesom med Henrik Sass.

højdepunktet i sin politiske karriere og til de flestes store overraskelse

Hvad med bandedrengene, som jeg kendte

udnævnes til socialminister, bliver han samtidig kastet ud i sit livs vær-

fra tiden, hvor vi boede i Blågårdsgade. Og en

ste krise med en hård skilsmisse, der kommer på forsiden af aviserne.

hurtig paranoid tanke om, at nogen kendte til mit møde med Jønke, og om det kunne bru-

I månederne op til valget i 2015 rammes Manu Sareen af en lede ved

ges mod mig. Jeg tog mig sammen og sagde:

det politiske spil, og han har svært ved at finde den energi, der kræves

“Øh ja, og hvor vildt, og inden for hvad?”

“Du skal være kirkeminister og minister for ligestilling og nordiske anliggender.”

What!!!

Jeg blev tavs i et par sekunder og havde glemt alt om Sass og Jønke, men tænkte så: Jeg kører den sgu hjem på ligestilling. Det er lige mig.

“Ja, Margrethe, det vil jeg vildt gerne.”

MANU

Naturligvis vidste jeg, at der var en chance for,

MANU er historien om en treårig indisk dreng, som en vinterdag i 1971 kommer til Danmark og 40 år senere bliver landets første ”mørke” minister.

Manu Sareen f. 1967 i Punjab i

Nordindien. Kom til Danmark i 1971 og

voksede op på Islands Brygge i København.

Uddannet socialpædagog og konfliktmægler. I perioden 1997-2007 ansat i Døgnkontakten, tilknyttet Københavns Kommune som etnisk konsulent, tilknyttet Ligestillingsministeriet (kampagne om kønsligestilling og minoritetsmænd), Ankerhus og Forstadskonsulenterne. Har desuden undervist i socialt arbejde på blandt andet lærerseminarier, i kommuner, ministerier og ved politiet.

2002-2011 medlem af Borgerrepræsenta-

MANU SAREEN I SAMARBEJDE MED NIELS DITLEV

tionen i København for Radikale Venstre, 2008-2010 statsrevisor, 2011-2015 medlem af Folketinget, 2011-2014 minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk

i en valgkamp. Manu Sareen mister sin plads i Folketinget og bliver tvunget til at spørge: Hvad er det, jeg har brugt mit liv på, og hvad vil jeg egentlig med det?

Uhøjtideligt og med masser af selvironi og humor fortæller Manu Sareen om følelser og begivenheder, som har præget ham. Han går tæt på mange mennesker i sit liv, men udleverer allermest sig selv.

MANU

samarbejde, 2014 -2015 minister for børn, integration, ligestilling og sociale forhold.

Forfatter til Når kærlighed bliver tvang – generationskonflikter og tvangsægteskaber i Danmark (2003) og børnebøgerne om Iqbal Farooq.

MANU SAREEN I SAMARBEJDE MED NIELS DITLEV

1591687_MANU-SAREEN_smudsomslag_154x231.indd 1

08/10/15 11.34

KAPITEL 2

Indien på Bryggen

N

år jeg lukker øjnene, kan jeg fremkalde et billede af en hvid hue, sne, og at jeg holder min mor i hånden på vej ud af lufthavnen. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg har hørt historien fra min mor så mange gange, eller om jeg rent faktisk kan huske, da jeg som tre et halvt-årig kom til Danmark.

Min mor og jeg landede i Kastrup Lufthavn en kold februardag i 1971. Et døgn tidligere havde hun og jeg siddet hjemme i Ludhiana i 20 graders varme. Hun blev meget chokeret over, at der var snestorm i København, og hun tænkte, at lille Manu skulle have hue på. Men hun havde ingen penge. Snarrådig som hun var, gik hun hen til en familie og byttede en karton cigaretter – beregnet til min far – til den hvide strikhue.

Og så var vi klar til at begive os ud i den ubarmhjertige danske vin­ ter og hjem til den lejlighed, som min far havde fundet til os på Islands Brygge i København. En toværelses i Egilsgade 58 anden sal til højre, uden bad og centralvarme, men med en lillebitte kakkelovn.

Min mor og mig, da vi ankommer til København i februar 1971. Vi var forskrækket over kulden, og min mor fik i hast skaffet en hue til mig. Privatfoto.

32

33

Mig selv som toårig i Indien. Efter hvad min far fortæller en livlig dreng. Privatfoto.

Bryggen var først i 70’erne ikke som i dag. Det var mere arbejderag­ tigt, tæt og nedslidt. Lidt som ‘Huset på Christianshavn’ – uden Meyer og Olsen. En landsby, hvor alle kendte alle. Det var lugten fra Sojaka­ gefabrikken eller på gode sommerdage duften af humle fra Carlsberg og om vinteren lugten af petroleum fra kakkelovnene i lejlighederne. Der var fyldt med nedslidte cykelskure i baggårdene, hvor der stank af katte­ pis, og der var ikke særlig mange træer eller sandkasser. Børn, der lege­ 34

de i gaderne, småbutikker med varer langt ud på fortovet og masser af værtshuse, som Rottehullet i ‘Huset på Christianshavn’. Skibene lagde til nede ved havnen, der var liv og støj, enorme bunker mat sort kul, høje hvide kraner og beskidte tog, der kørte frem og tilbage på havnekajen.

Bryggen vil altid være mit hood, også selv om jeg har boet mange år på Nørrebro og også elsker det. Skal jeg ud på Amager, sørger jeg al­ tid for at have tid til at drive lidt omkring, ned ad Njalsgade, ned på havnen og måske lige forbi Christianshavn, Christiania, kigge op på Frelserkirkens tårn.

Når det er sommer, er det på Islands Brygge, jeg bader. Her jeg kører hen, når jeg trænger til at tænke og være alene. Her sidder jeg og nyder Københavns skyline, Rådhustårnet, SAS-hotellet og de mange andre nye hoteller og kontorer, som tårner sig op over Kalvebod Brygge. Og så er jeg sådan set ligeglad med, at det er blevet mondænt og ligesom så meget andet af København er blevet erobret af hipstere med piercinger og sømandsskæg og børnefamilier med Christiania-cykler og smarte cy­ kelhjelme. For mig er Bryggen stadig mit København.

I begyndelsen af 70’erne var vores indiske familie et eksotisk ind­ slag i den danske hverdag, hvor oliekrisen endnu ikke havde sat landet i alarmberedskab. I forhold til indvandrerunger i dag havde jeg en klar fordel: Danskerne var nysgerrige og venlige, i hvert fald på Bryggen og omegn. Der gik mange år, før jeg oplevede noget, der bare kunne min­ de om racisme. Holdningen blandt almindelige danskere var dengang, at vi var velkomne – nok fordi langt de fleste danskere tænkte, at vi vil­ le tage hjem igen, så vi kunne ikke true nogen. Og hvorfor skulle vi da også det. Der var jo fremgang og velstand.

Når min mor – en meget smuk kvinde – gik i sin sari ned ad Njals­ gade på Bryggen med mig i hånden, stoppede folk og spurgte: “Where are you from?” på deres bedste skoleengelsk.

De krusede op i mit hår og tog mig om skuldrene og aede min kind.

Sikke en fin lille brun dreng. En Mowgli her midt i København. Et navn, som jeg senere fik, da jeg blev spejder.

35

Der var så mange ting, vi skulle lære. Især husker jeg den første danske jul knap et år efter, at vi var landet i Kastrup. Hvad i alverden stiller man som inder op med nisser og gaver? Her kom min fars arbejdskam­ merat Arne os til undsætning. Uden så mange forklaringer eller føleri inviterede han os til juleaften hjemme hos sin familie i Hvidovre.

“Hvad laver det træ inde i stuen?” spurgte min mor.

Mine forældre anede ikke, hvad et juletræ var, før det stod der i Ar­ nes stue. Jul var altså ikke noget, man talte om i Punjab, dengang før nettet og globaliseringen. Jeg hørte først om Jesus, da jeg kom i skole.

Det var i øvrigt en dejlig juleaften, og jeg fik rigtig mange gaver, fordi jeg var det eneste barn. Tak, Arne.

Alligevel er jeg nu aldrig blevet rigtig dus med den danske jul. Nok også fordi vi ikke fejrede jul i mit barndomshjem. Jeg tror godt, at jeg ville fejre jul, for alle kammeraterne gjorde det. Jeg fik heller ikke ga­ ver, så jeg hadede virkelig tiden efter juleferien, hvor alle kom og for­ talte om alle de gaver, som de havde fået. I 2.-3. klasse begyndte jeg at købe gaver til mig selv, som jeg så pakkede op juleaften. Det er faktisk en tradition, som jeg stadig praktiserer. Der ligger altid en gave under juletræet. Til Manu, fra Manu.

Men det er forbundet med dårlige minder. En inder tager ikke en nissehue på. No way! Indere danser heller ikke om juletræet. Hvis jeg kan, og familien siger okay, så smutter jeg hellere til Thailand for at hol­ de jul og tager et dyp i poolen den 24. om aftenen, ingen tvivl om det.

Men vi tog en anden og meget dansk ting til os. Jeg blev sendt i bør­ nehave. Gud ske tak og lov for det. Der var ikke så meget at rafle om dengang i 70’erne. Der var en klar opgavefordeling, fik mine forældre at vide: “I skal lære Manu at tale indisk, og så lærer vi ham at tale dansk nede i børnehaven, for sproget er nemlig vigtigt.” Tak til Københavns Kommune!

Min mor fik en tjans med at lave mad i en børnehave. Og det var sjovt nok også i den børnehave, jeg fik plads, og der, mit danske liv be­ gyndte. Jeg kan huske, at jeg en af de første dage blev forskrækket over de lange gennemsigtige ting, som hang ned fra tagrenderne. Pædago­ 36

Til juleaften hos min fars kollega Arne. Min første jul i Danmark og med ty­ pisk dansk 70’er hår. Privatfoto.

gerne forklarede mig tålmodigt, at det såmænd bare var istapper, og at der ikke var noget at være bange for. Jeg fik lov til at tage en med ind og så den smelte langsomt.

Jeg kan også takke pædagogerne for, at jeg begyndte at tale dansk. I begyndelsen gik det lidt trægt med at lære sproget, fordi vi talte punjabi hjemme, men jeg lærte det hurtigt, da først jeg kom i børnehave. Jeg taler i øvrigt stadig punjabi med min far.

Min bedste ven fra børnehaven var Michael. Vi var uadskillelige i børnehaven og brugte også de lange eftermiddage sammen med at drys­ se rundt i kvarteret. Oven i købet boede han kun et par blokke længere oppe ad gaden, og jeg kom tit på besøg.

37

Jeg forstod uden at kunne sætte ord på, at Michaels hjem var ander­ ledes end mit. Det kom især frem, når jeg spiste aftensmad hos ham.

Faren spurgte mig om alt muligt og ville gerne snakke. Jeg var vild med det og følte mig vigtig og særlig. Hjemme hos os snakkede vi ikke på samme måde om tingene, vi havde heller ikke faste spisetider. Mine for­ ældre arbejdede også så meget, at vi ikke altid spiste sammen.

En del af vores nye virkelighed var også, at vi ikke havde bad i lej­ ligheden. Det betød, at jeg mindst en gang om ugen sammen med min mor skulle besøge badeanstalten på Bryggen. Det er et af mine klareste og mest skræmmende barndomsminder. Jeg gik med min mor, og alene det at klæde om sammen med hende og andre kvinder var grænseover­ skridende. Og det blev endnu værre, når vi skulle bade. Skræmmende.

Disse kæmpemæssige behårede kusser, som jeg helt uforberedt var lige i øjenhøjde med.

Jeg ved ikke, hvad en psykolog vil få ud af det – eller måske ved jeg det netop. Først mange år senere, da jeg var 15-16 år og kunne snige mig til at låne den dengang meget moderne ‘Kvinde kend din krop’, fik jeg en forklaring på, hvad der lå bag disse hårmåtter, og hvorfor de på én gang var så skræmmende og tiltrækkende. Jeg blev senere som mi­ nister spurgt, hvilken bog der har betydet mest for mig, og jeg svarede uden tøven: ‘Kvinde kend din krop’. Det skyldes i al sin enkelhed, at mit barndomshjem var præget af mange tabuer, og et af dem var sex.

Jeg fik hverken forklaringer eller hjælp omkring det andet køn.

Min mors og fars drøm var at skrabe penge sammen til at åbne de­ res egen forretning, helst en tøjforretning. Med tiden fik de mange for­ skellige jobs, blandt andet med rengøring. I perioder arbejdede de sim­ pelthen 12-15 timer i døgnet. Samtidig blev familien udvidet med en lillesøster. Hun blev født i 1972. Jeg husker ikke den store interesse fra min side over min nye lillesøster, andet end at det gav en Tivolitur med min far og hans venner.

Jeg har tit tænkt på, at de år må have været en stor omvæltning for mine forældre. I Indien tilhørte de den rige del af et kæmpestort, fattigt land.

38

I Danmark tilhørte de den mindre bemidlede del af et lillebitte, rigt land og boede i et arbejderkvarter og sled på alle tidspunkter af døgnet.

Jeg har aldrig hørt dem klage. De knoklede bare og så sig selv som forretningsfolk – også selv om de arbejdede i børnehave og på fabrik.

Det lykkedes dem at spare op, og med tiden købte de to tøjbutikker.

Den ene i Isefjordsgade på Bryggen og den anden på Amagerbrogade.

Det gav dem endnu mere arbejde. Men det betød også, at vi fik flere penge og kravlede op ad den sociale rangstige.

Mine forældre var taknemmelige over at få lov til at komme til Dan­ mark. En taknemmelighed, som stadig fylder i min far, og som er gået direkte i blodet på mig. Okay, det er måske lidt kontroversielt som ind­ vandrer at tale om taknemmelighed på denne lidt sentimentale måde.

Men jeg er taknemmelig over at bo i verdens bedste land, og jeg tænker over det hver evig eneste gang, jeg rejser et eller andet sted hen på klo­ den, og især når jeg er tilbage i Indien.

Var vi ikke flyttet til Danmark, havde vi levet et usikkert liv i Indien, hvor man betaler for alt. Alt fra skoler til sygehuse. Jeg har hele mit liv set, hvordan folk i Indien er hunderædde for at blive syge og overladt til et af de offentlige sygehuse med en standard så lav, som vi dårligt kan forestille os.

Jeg kan blive vildt provokeret af indvandrere, som kan udtrykke et voldsomt had til det danske samfund. Og uanset hvor corny det kan lyde, så savner jeg den taknemmelighed hos nogle nydanskere. Vis nu for pokker lidt taknemmelighed over at være en del af verdens bedste samfund, og glem ikke, hvad alternativet er. Hvordan var livet i vores oprindelseslande, og hvorfor kom vi?

Men der var stor afstand mellem den indiske virkelighed hjemme i Egilsgade 58 og den danske verden uden for. Det var, før modersmålsun­ dervisning og integrationsprojekter blev optaget i den danske ordbog, og der var ikke rigtig opmærksomhed på det der med at være splittet mel­ lem to kulturer. Jeg lærte at tale dansk og begå mig i det danske samfund, men jeg levede også i Indien inden for hjemmets fire vægge.

I forhold til mange andre var mine forældre relativt godt integreret, 39

men alligevel … I de første år i Danmark holdt mine forældre fast i det indiske. De var jo bare gæstearbejdere. Blandt danskerne var holdnin­ gen også, at de sikkert ville tage hjem igen, uden at der egentlig blev sat ord på.

Som så mange andre indvandrere tænkte de, at de ville tjene gode penge i Danmark for så at vende hjem med en mindre formue. At de kunne realisere The American Dream, forlade deres hjemland som fat­ tige og vende hjem som rige. Og det var en drøm, der på afstand blev fulgt af alle deres slægtninge, som stadig befandt sig i deres hjemland, hvilket lagde et voldsomt pres på dem. Også fordi mange af disse slægt­ ninge selv ønskede at komme til det forjættede land – og ønskede mine forældres hjælp til det.

Hvorfor ville folk så gerne til Vesten? Ja, svaret er enkelt. De ville også have en bid af det gode liv.

Problemet var bare, at drømmen om det gode liv var lidt af en illusi­ on. Jeg har altid undret mig over de forestillinger, min familie i Indien havde om livet i Europa og i vores tilfælde Danmark. De troede, at vi alle boede i kæmpe huse, havde store øser og røven fuld af penge. Illu­ sionen blev nok ikke mindre af, at når vi besøgte dem i ferierne, ja, så blev der smurt tykt på. Vi havde altid gaver med, masser af gaver. Men der var ingen, der fortalte om det hårde liv på fabrikken eller om den toværelses lejlighed med kakkelovn og intet bad. Årsagen var enkel: Der er ingen, der emigrerer til et land med mælk og honning for så at ven­ de tomhændet hjem. Kommer man tomhændet hjem, er det ikke kun skamfuldt, der må også være noget galt med dig og din familie.

Det er interessant, at ordet ‘hjem’ har så stor en betydning. Når vi talte om at skulle hjem til vores hjemland, ja, så betød det jo, at Dan­ mark ikke var vores hjem. Og er det ikke det, slår man ikke rødder for alvor. Derfor var der mange gæstearbejdere, der ikke blandede sig sær­ lig meget med danskerne, og som værnede deres børn mod at blande sig for meget med det omkringliggende samfund og den danske kultur.

Der var jo ingen grund til at blive for ‘danske’, når vi på et tidspunkt alligevel skulle hjem igen.

40

Hele familien skulle fotograferes, da min forældre søgte om dansk statsbor­ gerskab – og så fik vi lige et familiefoto med til prisen. Privatfoto.

Holdningen var måske, at så tager vi hjem om tre år. Da der var gået tre år, planlagde man lige tre år mere, og sådan blev mange familier ved.

Vi skal hjem på et tidspunkt. Det lyder umiddelbart tilforladeligt, men ikke desto mindre var konsekvenserne enorme. I alle de år, hvor man le­ ver på en livsløgn om, at man skal hjem igen, værner man sin familie og især børnene mod at blive for danske. Ikke fordi man hader Danmark, men fordi det er vigtigt at vende tilbage til hjemlandet med børn, der kender deres egen kultur, traditioner og religion. Problemet er bare, at de ikke kommer hjem igen, for Danmark er blevet deres hjem, uden at de har lagt mærke til det.

De har i øvrigt heller ikke noget at komme hjem med andet end bri­ stede illusioner. De skulle jo vende tilbage med store rigdomme. Nogle gæstearbejdere sendte mange penge tilbage til deres familier, men de 41

brugte også penge på at bygge store huse i deres landsbyer. De drømte om, at de skulle hjem og tilbringe deres alderdom der. Men husene står tomme. Gæstearbejderne blev med tiden til fremmedarbejdere, ind­ vandrere, nydanskere og perkere, men de bor stadig i Danmark, og de kommer aldrig hjem til deres oprindelseslande. Danmark er blevet de­ res land på godt og ondt.

42

at jeg kunne blive ringet op, men det er en tanke, som man gør alt for at skubbe væk, så man ikke bliver skuffet, hvis det ikke sker. Da telefonen ringede, stoppede mit hjerte. Jeg kiggede på displayet: Margrethe Vestager.

“Motherfucking fuck!” råbte jeg og løb ud af stuen, ind på Ciljas værelse og lagde mig på gulvet. Hjertet hamrede af sted.

“Hej Manu, det er Margrethe. Du skal være

Manu Sareen fortæller i bogen om den evige følelse af at være anderledes og skamme sig over det. Om ikke at slå til. Om at blive smidt ud af gymnasiet, gå på druk, ryge hash og mærke dæmonerne vågne. Om at rejse sig med venners hjælp og komme videre. Og om – selv efter at have fået succes – at føle sig udenfor, ikke kunne koderne og være en fremmed fugl på de bonede gulve.

minister.”

Det første, jeg tænkte på, var, om der var

Vi hører historier fra samfundets bund og top, om problemerne i ind-

noget i min fortid, der kunne spænde ben for

vandrermiljøerne og snakken blandt toppolitikere. Da Manu Sareen når

udnævnelsen. Ligesom med Henrik Sass.

højdepunktet i sin politiske karriere og til de flestes store overraskelse

Hvad med bandedrengene, som jeg kendte

udnævnes til socialminister, bliver han samtidig kastet ud i sit livs vær-

fra tiden, hvor vi boede i Blågårdsgade. Og en

ste krise med en hård skilsmisse, der kommer på forsiden af aviserne.

hurtig paranoid tanke om, at nogen kendte til mit møde med Jønke, og om det kunne bru-

I månederne op til valget i 2015 rammes Manu Sareen af en lede ved

ges mod mig. Jeg tog mig sammen og sagde:

det politiske spil, og han har svært ved at finde den energi, der kræves

“Øh ja, og hvor vildt, og inden for hvad?”

“Du skal være kirkeminister og minister for ligestilling og nordiske anliggender.”

What!!!

Jeg blev tavs i et par sekunder og havde glemt alt om Sass og Jønke, men tænkte så: Jeg kører den sgu hjem på ligestilling. Det er lige mig.

“Ja, Margrethe, det vil jeg vildt gerne.”

MANU

Naturligvis vidste jeg, at der var en chance for,

MANU er historien om en treårig indisk dreng, som en vinterdag i 1971 kommer til Danmark og 40 år senere bliver landets første ”mørke” minister.

Manu Sareen f. 1967 i Punjab i

Nordindien. Kom til Danmark i 1971 og

voksede op på Islands Brygge i København.

Uddannet socialpædagog og konfliktmægler. I perioden 1997-2007 ansat i Døgnkontakten, tilknyttet Københavns Kommune som etnisk konsulent, tilknyttet Ligestillingsministeriet (kampagne om kønsligestilling og minoritetsmænd), Ankerhus og Forstadskonsulenterne. Har desuden undervist i socialt arbejde på blandt andet lærerseminarier, i kommuner, ministerier og ved politiet.

2002-2011 medlem af Borgerrepræsenta-

MANU SAREEN I SAMARBEJDE MED NIELS DITLEV

tionen i København for Radikale Venstre, 2008-2010 statsrevisor, 2011-2015 medlem af Folketinget, 2011-2014 minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk

i en valgkamp. Manu Sareen mister sin plads i Folketinget og bliver tvunget til at spørge: Hvad er det, jeg har brugt mit liv på, og hvad vil jeg egentlig med det?

Uhøjtideligt og med masser af selvironi og humor fortæller Manu Sareen om følelser og begivenheder, som har præget ham. Han går tæt på mange mennesker i sit liv, men udleverer allermest sig selv.

MANU

samarbejde, 2014 -2015 minister for børn, integration, ligestilling og sociale forhold.

Forfatter til Når kærlighed bliver tvang – generationskonflikter og tvangsægteskaber i Danmark (2003) og børnebøgerne om Iqbal Farooq.

MANU SAREEN I SAMARBEJDE MED NIELS DITLEV

1591687_MANU-SAREEN_smudsomslag_154x231.indd 1

08/10/15 11.34