'Mester Jakob' af Emelie Schepp by JP/Politikens Forlag

Emelie

schepp Emelie Schepp (f. 1979) er vokset op i Motala, Sverige, og bor nu uden for Norrköping med sin familie. Serien om Jana Berzelius har gjort hende til et kendt og elsket navn blandt svenske krimifans, som tre år i træk har valgt hende som Læsernes Krimifavorit.

MESTER JAKOB En kvinde findes brutalt myrdet. Hendes drabsmand har syet hendes ben sammen, inden han har smidt hende i elven. Hun er det andet offer inden for kort tid. Men hvem er det, der forsøger at forvandle sine ofre til havfruer? Da endnu en kvinde meldes savnet, bliver det hurtigt klart for politiet, at det er samme gerningsmand, de har med at gøre. Rigsadvokat Jana Berzelius leder efterforskningen i samarbejde med politiet, og snart finder de en forbindelse til forvaringsdømte Simon Norell, en ung mand, som dræbte hele sin familie. Men Simon nægter at tale. Nogen må vinde hans tillid, inden det er for sent.

Emelieschepp MESTER JAKOB

Øvrige titler i Jana Berzelius-serien:

svenske læseres krimifavorit

2016, 2017

2018

Skrevet om Jana Berzelius-serien:

Emelie

schepp MESTER JAKOB En Jana Berzelius-BOG

Man kan godt blive forelsket i en bog. Glæde sig til at omfavne den med sine læselystne hænder, lade øjnene glide ned ad kapitlerne, være ivrig efter at vende endnu en side og med et suk og et afsluttende smæk lukke sidste blad. Henført og tilfredsstillet. Jo, sådan kan en krimi også være… Det er ganske enkelt uhyggeligt godt gået. HHHHH Fyens Stiftstidende

Ingen tvivl om, at Schepp er en af mine storfavoritter, når det kommer til krimigenren. Karaktererne er troværdige, beskrivelserne er levende, og vigtigst af alt, så er plottet fuldstændig uforudsigeligt. HHHHHH Book me Up, Scotty

Jana Berzelius fremstår lige så unik, tydeligt og troværdigt som Stieg Larssons Lisbeth Salander. HHHHH Bogfriisen

Mester Jakob er femte bind i Jana Berzelius-serien.

Spændingsniveauet er skyhøjt! HHHHH KulturXpressen

SPÆNDINGSROMAN HR. FERDINAND

Mester Jakob

Mester Jakob.indd 1

21/06/2019 09.08

Af samme forfatter: MĂŚrket for livet Hvide spor Ondt blod Fars dreng

Mester Jakob.indd 2

21/06/2019 09.08

Emelie Schepp

Mester Jakob SpĂŚndingsroman

PĂĽ dansk ved Poul Bratbjerg Hansen

Hr. Ferdinand

Mester Jakob.indd 3

21/06/2019 09.08

Mester Jakob.indd 4

21/06/2019 09.08

Til Linn

Mester Jakob.indd 5

21/06/2019 09.08

Mester Jakob.indd 6

21/06/2019 09.08

Strömmens buldrende vand kunne tydeligt høres, da jeg kom ind i den sto re, tomme maskinsal. Med tasken over skulderen gik jeg hen til de hvide og grå rør. Bag dem skjulte sig indgangen til en lang, smal tunnel. Jeg fulgte den, indtil den forgrenede sig. Der fandtes flere tunneler, flere gemme steder, men det sted, jeg var på vej hen til, var det bedste. Med et fast greb om tasken drejede jeg til højre og fortsatte fremad i et hurtigere tempo. Jeg brændte af iver, da jeg kunne skimte døråbningen et stykke fremme. Jeg skyndte mig ned ad den stejle metaltrappe og tændte de batteridrevne lamper, jeg havde stillet på gulvet i det kolde betonlokale. Det blågrå lys var svagt, men tilstrækkeligt til, at jeg kunne se kvinden, der svævede i den store vandtank. Forsiden var af glas, taget og de andre vægge var af stål. Uden at tage øjnene fra kvinden stillede jeg tasken fra mig, gik hen over det fugtige gulv og trykkede hænderne mod glasset. Så stod jeg et stykke tid og kiggede beundrende på hende, det blege ansigt, de udstrakte arme og håret, der bølgede rundt om hendes hoved. Hun kiggede tilbage på mig med en slags forundring i blikket, som om det først nu gik op for hende, hvem jeg var. Hun havde givet op tidligere, end jeg regnede med. Der var stadig en lille luftlomme ved tankens tag, og vandet blev ved med at pumpe ind fra røret oven over hende. Jeg gik hen til det rustne jernhåndtag og måtte lægge kræfterne i for at få vandet til at stoppe. Stilheden sænkede sig i rummet. Den røde knap sad på væggen under trappen. Jeg trykkede på den og kunne mærke gulvet begynde at vibrere, da tanken begyndte at blive tømt for vand. Der gik ikke mange minutter, før jeg kunne låse den vandtætte dør op og gå ind til kvinden. Det var umuligt at løfte hende, for kroppen var alt 7

Mester Jakob.indd 7

21/06/2019 09.08

for tung. I stedet måtte jeg slæbe hende hen til den anden ende af rummet, hvor bordet stod. Med besvær fik jeg bakset den livløse krop op på den ru og plettede bordplade. Jeg tog tøjet af hende, lagde hende til rette og strøg forsigtigt det våde hår væk fra hendes ansigt. Sveden løb ned ad min hals, da jeg spredte hendes ben og betragtede kønnet. Det var det her øjeblik, jeg havde set mest frem til, og jeg mærkede pulsen stige, da jeg tog barberhøvlen op af tasken. Med effektive og om hyggelige bevægelser begyndte jeg at barbere den mørke hårtot væk. Da jeg var færdig, fandt jeg skalpellen frem. Bladet gled ubesværet gennem huden i lysken, skar gennem væv og hinder. Fra såret piblede blodet frem, løb ud på bordet og ned på gulvet. Langsomt fortsatte jeg med at skære i indersiden af låret, ned mod knæ et og hele vejen ned til anklen.

Mester Jakob.indd 8

21/06/2019 09.08

Mandag 1

Der var blevet stille i samtalerummet på Rättspsykiatriska Regionklini ken i Vadstena. Det eneste, der hørtes, var den vedholdende regn, der plaskede mod vinduet. Danilo Peña og de andre morgentrætte patienter sad på deres stole, der var placeret i en rundkreds. Han lod blikket glide hen over dem, in den han igen kiggede på Annie Rosvall. Den rødhårede psykolog havde lagt det ene ben over det andet. Nederdelen nåede lige akkurat ned over knæene, og blusen strammede over brysterne. Ansigtet var dukkekønt og blikket intenst, som om hun søgte efter noget inde i ham. “Du var altså syv år, da dine forældre døde?” sagde hun i et forsøg på at få ham til at fortælle mere. “Ja,” svarede han og bandede indvendig over, at hun havde lagt mø det så tidligt om morgenen. Han afskyede i forvejen alt, hvad der havde med gruppeterapi at gøre, men ligefrem at skulle svare på spørgsmål om sit liv, før klokken var blevet otte, var den rene tortur. “Hvad var det, der skete?” spurgte hun. “Har jeg ikke fortalt det?” “Du har knap nok fortalt noget overhovedet, siden du kom hertil,” sagde Annie. “Nemlig!” lød det fra kvinden, der sad til højre for Danilo. “Så sig det nu. Hvad skete der egentlig?” Hun hed Sophie Engman, var femogtyve år og havde en stor mave, 9

Mester Jakob.indd 9

21/06/2019 09.08

der hang ud over bukserne, og et affarvet hår, der lignede candyfloss. Da nilo vidste, at hun var idømt retspsykiatrisk forvaring, fordi hun gentagne gange havde forsøgt at tage livet af sig selv på de behandlingshjem, hvor hun havde tilbragt størstedelen af sit liv. Sidste gang havde hun sat ild til stedet, og to personer fra personalet havde fået mén for livet. Han sukkede. “Det var … et ulykkestilfælde, kan man vel sige.” Danilo ville ikke sige sandheden – at hans forældre var blevet skudt ned for øjnene af ham, da han var barn. Han havde siddet gemt i en fragtcontainer sammen med sin mor og far og flere andre familier. De havde været på vej over Atlanten, mod Sverige og en eller anden skide drøm om, at alting ville blive bedre dér. Det blev værre. Tre mænd ventede på dem, da fartøjet kom i land. Han var ét ud af syv børn, der blev valgt ud, og efter at forældrene var blevet myrdet, blev de ført til en ø, der lå et langt stykke ud for Norrköpings kyst. Dér blev han og de andre børn uddannet til lejemordere. De havde til opgave at beskytte et narkosyndikat. De lærte kampteknikker og blev trænet i våbenbrug, lærte at slå ihjel både med og uden våben. Og de havde fået nye navne. Navne, der blev ridset ind i deres hud for at minde dem om, hvem de var fra nu af og for altid ville være. Hades, dødens gud, var ridset ind i hans nakke, og han gjorde intet forsøg på at skjule det. Han var bedøvende ligeglad med, hvad der var sket, da han var lille. Han havde lagt det bag sig og sagde til alle nysger rige idioter, at de bare skulle skide hul i, hvad tilnavnet betød. “Og det var på det tidspunkt, at du …” Annie kiggede ned i sine papi rer. “… havnede hos en plejefamilie?” “Noget i den retning,” sagde han og vendte blikket mod den regn tunge, grå himmel uden for vinduet. “Var der andre børn?” “Ja, i begyndelsen, men senere var det kun hende og mig, der var tilbage,” svarede han og mødte igen hendes blik. “Så du har altså en søster?” spurgte manden, der sad over for Danilo. 10

Mester Jakob.indd 10

21/06/2019 09.08

De fleste patienter, der indtog psykofarmaka, blev overvægtige, men Nils Andersson var en undtagelse. Han var ekstremt mager, og hans slanke hænder rystede. Den undseelige mand havde haft hørehalluci nationer og skåret sin mor op for at sætte en stopper for lyden af det ur, der tikkede i hendes mave. Men nu var skizofrenien under kontrol, og om nogle dage skulle han sluses videre til ambulant behandling. “Vi er ikke søskende,” snerrede Danilo. “Nej, det er klart … undskyld,” sagde Nils. Han smilede nervøst og kiggede på den fjerde patient i gruppen, Simon Norell, der sad tavs ved siden af ham med hængende underlæbe og med sine store, grove hæn der i skødet. “Men hun var én, som du voksede op sammen med?” sagde Annie og lagde hovedet på skrå. Danilo rettede ryggen. “Ja, men vi har overhovedet intet til fælles,” sagde han. “Har du kontakt med hende?” “Jeg har ikke kontakt med nogen fra min opvækst.” “Hvad hedder hun? Vil du fortælle os det?” Danilo rystede på hovedet. Han ville ikke sige hendes navn – Jana Berzelius. Ville ikke fortælle psykologen eller nogen af de andre i loka let, at der også i hendes nakke stod et navn: Ker. Dødens gudinde. Til forskel fra ham gjorde hun alt for at skjule det. Virkelig alt. Hvilket var praktisk. For ham. De var de eneste af børnene, der overlevede tiden på øen. Sammen havde de bestemt sig for at flygte, men de var kommet væk fra hinan den. Så kom hun ud for en ulykke, og da hun vågnede op på hospita let, havde hun ingen anelse om, hvem hun var, hvad navnet i hendes nakke stod for, eller hvad hun havde været med til. Ikke længe efter var hun blevet adopteret af den nu tidligere rigsadvokat Karl Berzelius, og da hun blev ældre, var hun fulgt i hans fodspor og blevet jurist og an klager. Men senere var drømmene begyndt at komme, erindringer begyndte at dukke frem, og hun ville gerne have svar på, hvem hun havde været, 11

Mester Jakob.indd 11

21/06/2019 09.08

før hun blev adopteret. Og en dag stod hun så bare dér, i Danilos lejlig hed, med sit glatte hår, sin mærkevarefrakke og sine spørgsmål. Han smilede ved tanken. Hele hendes væsen og fremtoning afspej lede en type liv, som han aldrig havde stiftet bekendtskab med. Hun havde fået det hele serveret på et sølvfad. Selv var han blevet hængende i voldsmiljøet og havde ingen anelse om, hvor mange han i årenes løb havde slået ihjel. “Hvad tænker du på nu?” spurgte Annie. “Ikke på noget,” svarede han studst. “Okay,” sagde hun, og det intense blik forsvandt. Og han vidste, hvad hun gerne ville have. Svar, beskrivelser og forkla ringer. Det var meget enkelt. Men der var ikke noget at sige. Han tænkte aldrig tilbage. Han havde lukket af for følelserne, så snart han satte foden på den der ø. “Noget må du da tænke på,” sagde Sophie irriteret. “Sophie,” sukkede Annie. “Men Danilo gør jo altid sådan.” “Hvad gør jeg?” sagde han vredt. “Forsøger at krybe udenom. Hver gang.” “Hvordan fanden ved du dét?” sagde Danilo og knyttede den ene næve. Sophie himlede med øjnene. “Du føler ikke noget, mener ikke noget, tænker ikke på noget …” “Hold din kæft!” sagde Danilo, hvilket fik Nils til at fare sammen. “Okay, okay,” afbrød psykologen. “Nu skal I alle fire rejse jer op og tage nogle rolige, dybe indåndinger.” “Hvorfor skal vi gøre dét?” spurgte Sophie. “For at få styrke til at fortsætte. Og du kender reglerne, Sophie. Indtil vi er færdige her, er det mig – og kun mig – der stiller spørgsmålene.” *** Charles Olsson cyklede i fuld fart på sin sorte mountainbike gennem den kolde regn. Han var ikke mange minutter om at nå frem til Hulen. 12

Mester Jakob.indd 12

21/06/2019 09.08

Den lå helt ud til Motala Ström eller Strömmen, som alle kaldte den elv, der løb igennem Norrköping. Han anede ikke, hvad det forladte sted havde været tidligere. Han vidste bare, at det nu blev brugt som opbevaringssted for cigaretter og sprut, og at det havde fået sit navn, fordi det lå under jorden, akkurat som en kaninhule. Kevin var der allerede. Det gik Charles i hvert fald ud fra, for klasse kammeratens blå cykel lå i det våde græs ved de buske, der næsten dæk kede indgangen. Kevin var lige så gammel som ham, fjorten år, men var mindst ti centimeter højere og ti kilo tungere. Han havde også hårde næver, som han brugte flittigt for at sætte sig i respekt i skolegården. Charles gjorde alt for at undgå at få tæv, og det var grunden til, at han ikke havde kunnet svare andet end ja, da Kevin ringede og spurgte, om han ville hjælpe med at hente nogle cigaretter. Han smed sin cykel ved siden af Kevins, skubbede buskene foran ind gangen til Hulen til side og råbte ned i den mørke afgrund. “Hallo?!” Hans stemme gav ekko. Modvilligt tog han den våde rygsæk af, lod den dumpe ned i åbnin gen og kravlede så bagefter ned ad jernstigen. Den mugne lugt af fugt og snavs slog imod ham. Der var underligt stille dernede. Man kunne kun høre den susende lyd fra Strömmen. Og så var der pokkers mørkt. “Kevin?!” råbte han. Igen gav det ekko. Men nu lød hans stemme anderledes. Han var bange. Bange for mørket. Han skyndte sig at tage sin mobil frem og lyste nervøst hen over væg gene og gulvet i tunnelen foran sig. Men hvad troede han, at han ville få at se? Vampyrer? Spøgelser? Han rystede på hovedet ad sig selv, samlede rygsækken op og begynd te at gå. Først nu så han, at døren længere fremme stod åben. Var Kevin derinde? Men hvis han var, hvorfor svarede han så ikke? Da han kom hen til døråbningen, stak han mobilen ind og lyste ind 13

Mester Jakob.indd 13

21/06/2019 09.08

i rummet. Det var tomt. Så slog det ham, at der muligvis befandt sig en anden i Hulen. En fremmed person. Charles blev iskold i kroppen. Hvis han bare fandt cigaretterne, ville han skynde sig væk fra dette væmmelige sted med lynets fart. Så fik han øje på en rusten kagedåse på gulvet ude ved væggen, lod sig dumpe ned på knæ og begyndte at rode i den. En lighter, en saks og … Bag sig hørte han en svag lyd. Han stivnede, nakkehårene rejste sig. Langsomt vendte han sig om mod døråbningen. Kiggede op og skreg, indtil han så et ansigt med stirrende øjne. “For fanden, hvor blev jeg forskrækket!” Kevin smilede til ham, så man kunne se hans skæve tænder. “Det var det, der var meningen,” sagde han. “Hvorfor sidder du på gulvet?” “Jeg leder efter cigaretterne.” “Du troede vel ikke, at de lå i den der dåse? Så ville en hvilken som helst idiot jo kunne finde dem. Jeg gemmer dem altid oven på et rør oppe ved loftet. Kom nu.” Charles åndede lettet op, da de kravlede op ad jernstigen og kom ud af Hulen. Mens han halede sin våde cykel op fra jorden, bestemte han sig for, at det her var sidste gang. Han ville aldrig mere gå derned igen. En svag summen lød fra egerne, mens de trak med cyklerne ned ad skrænten mod Strömmen. Side om side fortsatte de forbi Dragsbron og ind blandt industribygningerne. Da de nåede til resterne af den nedbrændte restaurant Kopparham maren, svingede de igen ned mod vandet. Helt ude ved kanten lod Ke vin sin cykel falde og fiskede en pakke cigaretter op af lommen. Han åbnede den, bankede to cigaretter ud og rakte den ene til Charles. “Her,” sagde han. “Og tak for hjælpen.” “Jeg gjorde jo ingenting,” sagde Charles og førte med dirrende fingre cigaretten op til munden. 14

Mester Jakob.indd 14

21/06/2019 09.08

Han turde ikke sige, at han aldrig før havde røget. “Det ved jeg godt,” sagde Kevin og tændte cigaretten for ham, “men jeg regner med, at du skal gøre det fremover.” “Hvornår?” ville Charles vide. “Når du begynder at sælge for mig.” Charles vidste, at han burde føle en vis glæde over at få opgaven, men det gjorde han ikke. I stedet kom han til at inhalere alt for dybt. Det vendte sig i maven. Han slap øjeblikkelig sit tag i cyklen og lænede sig ud over kanten til Strömmen. Mens han stod der og hostede og kastede op i vandet, fik han øje på noget underligt. Nogle meter fra ham stak der en lys bold op over overfladen. Nej, det var ikke en bold, tænkte Charles og plirrede med øjnene. “Hvad fanden går der af dig?” sagde Kevin fra et sted bag ham. Men Charles svarede ikke. Stirrede bare på det runde, der lå i vandet. Han var helt sikker nu. Det var ikke nogen bold. Det var et hoved. *** Jana Berzelius gik op ad trappen til Anklagemyndigheden, der lå på sy vende etage i den lysebrune kontorbygning midt i Norrköping. Hendes mørke hår slog mod skuldrene, og den sorte lædermappe vejede tungt i hendes hånd. Da hun kom til trappeafsatsen på anden etage, fik hun pludselig øje på en lyshåret mand i et par stramtsiddende bukser og en grøn sports jakke, som stod med ryggen til hende. Hun stoppede brat op. Var det Per? Manden vendte sig om. Janas skuldre sank, da det gik op for hende, at det ikke var ham, men et cykelbud, der stod uden for et revisionsfirma og gerne ville lukkes ind. Han smilede lettet til hende. “Skal du ind her?” spurgte han. 15

Mester Jakob.indd 15

21/06/2019 09.08

Hun rystede på hovedet og kunne høre ham bande, før han begyndte at springe ned ad trappen. Langsomt fortsatte hun opad, mens hun tænkte på Per. Den forhen værende anklager var den eneste, hun havde omgåedes, og den eneste, hun nogensinde havde syntes om for alvor. De var begyndt at se hinan den uden for arbejdstiden, havde spist sammen og snakket. Langsomt, men sikkert havde han fået hende til at åbne sig mere og bryde med den nøje tilrettelagte tilværelse, som hun trivedes fint med. Det var oveni købet lykkedes ham at få hende til at forsøge sig med hans yndlingssport – tennis. Men for otte måneder siden havde han gjort en ende på deres for hold, og eftersom Jana vidste, at det var hendes skyld, kunne hun ikke holde op med at vende og dreje det, der førte frem til hans beslutning. Omtrent samtidig havde Per forladt Anklagemyndigheden og var i ste det begyndt at arbejde i et af byens mest fremtrædende advokatfirmaer. Hun havde flere gange set ham i mylderet af mennesker i byretten, og han havde sikkert også set hende, men de havde ikke snakket sammen, ikke engang hilst på hinanden. Selv havde hun arbejdet som offentlig anklager i hele sit voksne liv. Det havde været en selvfølge, at hun skulle følge i sin fars fodspor. Han ville aldrig have accepteret det, hvis hun havde valgt en anden løbe bane. Og mærkeligt nok, tænkte hun, da hun nåede op til syvende etage og gik ind ad døren til Anklagemyndigheden, havde hun altid syntes godt om sit arbejde, også selv om hun ikke selv havde valgt det. “Jana?” Hun løftede blikket og så sin chef stå længere henne ad gangen, klædt i et mørkegråt jakkesæt. “Jeg skal tale med dig,” sagde Torsten Granath. Hans blik var alvorligt. “Om hvad?” sagde hun. “Det er nok bedst, at vi tager det inde på mit kontor.” “Kan jeg få et par minutter til at lægge overtøjet?” spurgte hun. “Du får tyve,” svarede han.

Mester Jakob.indd 16

21/06/2019 09.08

*** Med hænderne om den varme kaffekop stod kriminalkommissær Henrik Levin og kiggede ud ad det regnvåde køkkenvindue i sit hus i villakvar teret Smedby. Adskillige biler kørte forbi ude på gaden med mennesker, der stressede af sted til skole og arbejde. Deres ansigter havde den sam me dystert grå kulør som aprilsvejret, tænkte han og vendte sig om mod sønnen Vilgot, der sad i sin barnestol og kæmpede med en brødskive. Et øjeblik efter hørte han Felix og Vilma komme op at skændes om, hvem der var kommet først ned ad trappen. Samtidig med at han råbte til dem, at de skulle holde fred, spildte Vilgot sin mælk ned på køk kengulvet. Den lille fyrs ansigt lyste op, og han kørte lykkeligt det halv spiste stykke brød frem og tilbage i den hvide væske, der var havnet i barnestolens bakke. Med et suk stillede Henrik kaffekoppen fra sig, rev nogle stykker af køkkenrullen, tørrede mælken op og smed papiret i affaldsbøtten. “Kan du aflevere Vilgot i børnehaven i dag? Så afleverer jeg Felix og Vilma i skolen.” Emma var kommet ind i køkkenet for at hente resterne fra gårsdagens aftensmad, som hun havde lagt i en madkasse. Han var ved at vænne sig til sin kones nye rutiner, siden hun var begyndt at arbejde igen efter mere end et års forældreorlov med Vilgot. Hun var klædt i sorte buk ser og en strikket trøje og havde sat håret op og taget makeup på. Han kunne godt lide at se hende sådan igen, i rollen som den professionelle skolesocialrådgiver. “Ja, selvfølgelig,” svarede han. “Jeg ved ikke, hvordan du skal klare kørslen af børnene, mens jeg er på seminar,” sagde hun og tog madkassen fra den øverste hylde i køle skabet. “Du skal kun være væk i to nætter. Tænk ikke på det nu. Jeg finder ud af det. Hvornår skal du af sted på onsdag?” “Toget går ved totiden om eftermiddagen.” “Jeg kan køre dig til stationen.” 17

Mester Jakob.indd 17

21/06/2019 09.08

Emma smilede og gik hen til ham. “Vi skal sidde helt stille i mødelokaler hele dagen, så jeg tænkte, at det kunne være dejligt at gå derhen.” Hun stillede madkassen fra sig, tog fat om hans nakke, trykkede sine læber mod hans og sagde, at hun ville savne ham. Han hviskede tilbage: “Jeg kommer også til at savne dig.” Hun lod hånden glide hen over hans skulder, hvor arret mindede om begivenhederne ved byggepladsen i Ljurafältet sidste efterår. Han var blevet ramt af et skud, da han skulle redde en kidnappet dreng, og han havde ikke lyst til at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis patronen i stedet havde ramt ham i brystet. Kort tid efter havde han bestilt en rejse med familien til Thailand, og der havde han oplevet, at det faktisk var muligt at koble arbejdet fra og tilbringe dagene med at gå i vandet, spise og elske med Emma, når børnene var faldet i søvn. Han smilede, når han tænkte på, hvor godt de havde det sammen, at de var lykkelige. Der manglede kun den sag med kvinden, der to dage forinden var blevet fundet død i Strömmen, overbeviste han sig selv om. Derefter ville han trappe ned, lade familien fylde noget mere. Han hav de passeret de fyrre og utallige gange lovet Emma at lade arbejdet fylde mindre. Han strøg lidt hår væk fra hendes pande, inden han spurgte: “Hvad ønsker du dig i fødselsdagsgave?” Hun rystede på hovedet. “Det har jeg ikke nået at tænke på.” “Men der er jo mindre end to uger til, at du fylder niogtredive. Du er nødt til at hjælpe mig. Giv mig i det mindste et forslag til, hvad jeg skal købe.” “Du behøver ikke at købe noget. Jeg er stadig glad for det armbånd, du gav mig sidste år,” sagde hun og fingererede ved sølvarmbåndet om håndleddet. “Det er nok, at vi er sammen … hele familien, okay?” “Okay.” Han nikkede. “Nå, men jeg må skynde mig nu. Mødet med fritidspædagogerne be 18

Mester Jakob.indd 18

21/06/2019 09.08

gynder snart, og chefen sætter næppe pris på, at jeg kommer for sent,” tilføjede hun og fandt en pose frem til madkassen under køkkenbordet. Henrik gik hen til Vilgot, der stadig sad og legede med sit våde brød i barnestolen. “Kom, lille ven. Du skal køre med far i dag.” Da han løftede sønnen op af stolen, begyndte telefonen at ringe. På displayet stod efterforskningschefens navn, og han klemte mobilen fast mod skulderen. “Hvor er du?” spurgte Gunnar Öhrn, da han svarede. “Hjemme.” “Jeg vil have dig til at køre til Kopparhammaren. Du skal derud med det samme.” “Hvorfor det?” sagde Henrik, mens han havde Vilgot på den ene arm og forsøgte at undgå at tabe telefonen. “Hvad er der sket?” “Vi har fået en melding om endnu et lig i Strömmen.” Henrik kiggede hen på Emma, og det må have været et meget sigende blik. For hun udstødte et suk, tog Vilgot ud af favnen på ham og sagde: “Kom, lille ven. Du skal køre med mor i dag.”

Mester Jakob.indd 19

21/06/2019 09.08

Emelie

Emelieschepp MESTER JAKOB

Øvrige titler i Jana Berzelius-serien:

svenske læseres krimifavorit

2016, 2017

2018

Skrevet om Jana Berzelius-serien:

Emelie

schepp MESTER JAKOB En Jana Berzelius-BOG

Jana Berzelius fremstår lige så unik, tydeligt og troværdigt som Stieg Larssons Lisbeth Salander. HHHHH Bogfriisen

Mester Jakob er femte bind i Jana Berzelius-serien.

Spændingsniveauet er skyhøjt! HHHHH KulturXpressen

SPÆNDINGSROMAN HR. FERDINAND