MGP missionen

Sarwan skal være med i MGP, men har ikke sagt noget til sin far og mor. Hun ved, at de aldrig vil tillade, at hun optræder på tv. Sammen med Karl og Khalel lægger hun en plan, og snart er de tre stukket af, efterlyst og meget langt hjemmefra.

MGP MISSIONEN

Sammen med sin mor er Karl flyttet fra en lille by ved Vesterhavet til Nørrebro i København. Her møder han den muslimske dreng Khalel og ikke mindst Khalels søde søster, Sarwan, der har en hemmelighed.

GITTE LØKKEGAARD

PIGER SKAL IKKE SYNGE I FJERNSYNET

Bogen bag filmen Gitte Løkkegaard er forfatter blandt andet til serien, KNUS-klubben.

ISBN 978-87-400-0544-8

Politikens Forlag

GITTE LØKKEGAARD

MGP MISSIONEN

MGP-nyt format.indd 1

10/01/13 16.10

MGP-nyt format.indd 2

10/01/13 16.10

Gitte Løkkegaard

MGP MISSIONEN

POLITIKENS FORLAG

MGP-nyt format.indd 3

10/01/13 16.10

MGP-nyt format.indd 4

10/01/13 16.10

1

TROSKABSEDEN

K

arl kunne pludselig huske det hele.

Han var vågnet og havde troet, at da­gen var en helt almindelig dag, men så fik han et jag i maven.

Næsten som en mavepumper. Det her var ikke nogen almindelig dag. Det var en ual­ mindelig dag. Det var en ualmindelig forfær­ delig dag. Den værste nogensinde!

Nu stak hans mor hovedet ind ad døren.

“Nå, du er vågen! Det er godt, for jeg har lovet mormor og morfar, at vi vil følges med dem i kirke. Inden vi rejser.”

Hun så hen på ham.

“Er du okay?”

Karl svarede ikke. Hun satte sig på kan­ ten af sengen og aede ham på håret. Han vendte sig med et ryk om på siden med an­ sigtet vendt væk fra hende.

5

MGP-nyt format.indd 5

10/01/13 16.10

“Hør nu, skat! Så slemt er det altså hel­ ler ikke. Jeg er sikker på, vi får det godt i København. Der sker så mange spændende ting derovre. Der er Tivoli og skaterbaner og alting.”

“Jeg kan jo ikke stå på skateboard!”

“Men det kan du da lære. Du kommer ga­ ranteret til at kende mange drenge, der kan lære dig det, og det er sikkert pærelet, når man er sådan en god surfer, som du er. Jeg tror, de fleste københavnske drenge står på skateboard. Og ved du, hvad jeg også tror?

Jeg tror, at når vi har boet i Køben­havn i et halvt år, og jeg så måske siger: Aj Karl, skal vi ikke flytte tilbage til Hvide Sande igen, så siger du: Aldrig i livet.”

“Det tror jeg ikke,” sagde Karl og tog dy­ nen op over hovedet.

Hvordan kunne hans mor forestille sig, at han hellere ville bo i København end her i Hvide Sande? Her var havnen og havet og fjorden, her var hans skole, her var hans mor­mor og morfar, som han havde boet sam­ men med hele sit næsten 11-årige liv, og her var Rasmus, hans bedste ven, som han havde kendt altid. De surfede på fjorden og satte kæmpedrager op på stran­den, og når det var efterår, og byen var tømt for turister, sad 6

MGP-nyt format.indd 6

10/01/13 16.10

de ude på den store stenmole og snakkede, mens de så på fiskekutterne, der kom ind.

“Vesterhavets prinser” kaldte morfar dem.

Hans mor trak dynen væk fra hans hoved, purrede ham i håret og sagde i en ekstra mun­ter tone: “Smil til verden, og den vil smi­ le til dig.”

Karl lavede en grimasse.

“Kom nu, skat!” Hun tog fat i hans hage og kiggede ham direkte ind i øjnene.

“Please. Du ved, hvor vigtigt det her er for mig. Jeg har drømt om det job, siden jeg var en lille bitte pige. Det var derfor, jeg blev skrædder, og derfor jeg rejste helt til London for at studere – fordi jeg ville sy kostumer inde på Det Kon­ge­lige Teater.”

Hun skubbede lidt til ham.

“Jeg glæder mig sådan. Jeg skal sy alfetøj og prinsesse­kjoler og røde pirater.”

“Man kan ikke sy en pirat,” surmulede Karl.

“Tøjet, din klaphat. Pirattøj!”

Hun stak en hånd ind under dynen for at kilde ham. Men han ville ikke grine. Hun kunne snakke og kilde lige så meget hun ville, for hun var dum.

Karl var sur på sin mor, og han hadede København og Det Kongelige Teater.

7

MGP-nyt format.indd 7

10/01/13 16.10

Der var to timer, til de skulle i kirke, så han kunne godt overholde sin aftale med Rasmus.

De skulle mødes nede ved de øde klitter ved Nordhavnskajen. Der kom de tit, for der var næsten aldrig andre. Rasmus havde sagt, at han skulle tage noget med: Noget, han var glad for, men som han godt kunne undvære.

“Hvad skal det bruges til?” havde Karl spurgt.

“Det får du at se.”

Karl havde tænkt meget over det. Sin Game Boy var han meget glad for, men den kunne han i hvert fald ikke undvære. Sit surfboard ville han heller ikke af med. Det var svært, for alt det, han godt kunne lide, ville han jo ikke aflevere. Men pludselig kom han i tanke om Svends Lastbil. Det var en gammel billedbog, som han havde elsket, da han var lille. Hans mor påstod, at morfar Magnus havde læst Svends Lastbil for Karl mindst 1000 gange, og den stod stadigvæk på hylden, fordi hun ikke kunne nænne at give den videre. Den skulle det være. Han hoppe­ de ud af sengen og ned i de shorts, der lå på gulvet, snuppede en ren T-shirt fra den lille bunke, der ikke var pakket i kasse endnu, og fandt Svends Lastbil inde i reolen i stuen. Så løb han ud igennem køkkenet, ud forbi mor­ 8

MGP-nyt format.indd 8

10/01/13 16.10

mor, der var ved at skære franskbrød – og ud ad bagdøren.

“Hej hov, lille mand,” hørte han sin mor­ mor råbe efter sig. “Skal du ikke have mor­ genmad?”

“Senere!” råbte Karl.

Han cyklede hen ad Parallelvej og ned mod havnen, hen forbi de mange kuttere, der lå og skvulpede dovent mod kajen. Så smed han cyklen og gik det sidste stykke op til deres sædvanlige sted i de øde klitter.

Rasmus var der allerede.

“Fister Medister,” sagde Karl.

“Klunker og Klister,” sagde Rasmus.

Sådan hilste de tit på hinanden. Det havde de gjort, siden de gik i børnehave. Dengang syntes de, det lød sejt. Nu sagde de det kun, når der ikke var andre, der hørte det.

“Nå, hvad skal vi så?” spurgte Karl og holdt sin bog frem.

“Vi skal sværge troskabseden.”

“Hvaffor en?”

“Troskabseden! Det betyder, at vi altid vil være de bedste venner. Selvom vi får andre venner, så skal vi være hinandens bedste.”

Rasmus kiggede alvorligt på Karl. “Okay?”

“Er det ikke sådan noget, pattebørn gør?”

9

MGP-nyt format.indd 9

10/01/13 16.10

grinede Karl, men Rasmus kiggede bare på ham og grinede slet ikke med.

“Okay!” sagde Karl så.

“Så skal vores ting ned i kisten!”

Rasmus tog en stor firkantet kagedåse ud af en plastikpose og åbnede låget. Han sat­ te sig i skrædderstilling på den ene side af dåsen og gjorde tegn til Karl om at sætte sig på den anden side. Så tog han et billede frem, som havde siddet gemt i shortskanten. Det var et fotografi af en ishockeyspiller. Rasmus og hans far var ishockey-nørder og gik til alle Blue Fox’ kampe i Herning. Han lagde højtideligt billedet ned i dåsen.

“Jeg sværger på dette billede af Jeff Camp­ bell – med autograf på – at jeg vil være Karl Højby Hansens bedste ven resten af mit liv.”

Han kiggede over på Karl.

“Så er det din tur.”

Karl var lige ved at komme til at fnise, men så tog han sig sammen og sagde: “Jeg sværger på … Svends Lastbil …”

Nu fnes de begge to. “… at jeg vil være Rasmus Lauritsens bed­ ste ven resten af mit liv.”

“Godt, så skal den bare i jorden,” sagde Ras­mus.

Da de havde gravet dåsen ned, sad de lidt 10

MGP-nyt format.indd 10

10/01/13 16.10

og kiggede ud over havet. De sad på hver side af det hul, der nu gemte og pas­sede på deres venskab.

“Nu kan du ikke få en bedre ven i Kø­ ben­ havn. Lige meget hvad der sker,” sagde Rasmus. Han lød trist. Han lød akkurat lige så trist, som Karl følte sig.

“Jeg får nok slet ikke nogen overhovedet,” sukkede han. “Der er så mærkeligt derovre.

Vi har set noget på en dvd. Der er huse og mennesker og biler overalt.”

“Jamen, hvor leger man så?” spurgte Ras­ mus.

“Det tror jeg slet ikke, man gør,” svarede Karl.

“Vor Gud og Fader, du, som er herre over verdens gang og styrer alt efter din plan, dig beder vi: Giv os fred på jorden,” sagde præ­ sten Thomas oppe fra alteret.

Karl sad nede i kirken sammen med sin mor, mormor og morfar. De kom tit i kirken, for de troede på Gud. Eller hans bedsteforæl­ dre og mor gjorde i hvert fald. De sagde altid: “Gud holder hånden over os!”

Karl vidste ikke rigtig. Ikke at han ikke troede på, at han var der. Men hvor meget man kunne tro på ham – altså stole på ham, 11

MGP-nyt format.indd 11

10/01/13 16.10

det var han lidt i tvivl om, for han havde bedt om mange ting, som han ikke havde fået. En far for eksempel. “Kære Gud,” havde han tit bedt om aftenen. “Vil du ikke nok give mig en far. Enten min rigtige eller en anden en.

Bare en, der kan bygge drager og lære mig at sejle.”

Men det var aldrig gået i opfyldelse. Hans egen far var eng­ lænder, og ham havde han aldrig set, for hans mor var rejst hjem fra London, da hun fandt ud af, at hun var gra­ vid. Og der var ikke kommet andre mænd forbi, der gerne ville være hans far. Han hav­ de også bedt om en sejlbåd flere gange. Bare en lille bitte en. Den havde han heller ikke fået.

“Kære Gud. Vi takker dig af hele vort hjerte,” sagde præsten.

Karl foldede sine hænder. Thomas talte meget højt. Som om han råbte op til Gud. Det kunne jo være, at han, Karl, simpelthen ikke talte højt nok, når han bad. Måske var Gud ved at blive døv. Han var jo gammel. Lige så gammel som universet. Og hvis der nu var mange, der bad på en gang? Måske var det derfor, han ikke havde fået det, han havde bedt om. Han forestillede sig situationen: Gud sad, helt bims, og holdt sig for ørerne, 12

MGP-nyt format.indd 12

10/01/13 16.10

fordi tusindvis af stemmer trængte sig ind på ham, og han råbte til en engel: “Jamen, er der da slet ikke nogen måder, man kan slukke for dem på?” Og englen svarede: “Nej, desværre! Det hører med til jobbet som Gud. Man er på arbejde hele tiden!”

Han var lige ved at komme til at grine ved tanken. Men sådan var det nu nok ikke. Gud kunne vel høre en, selv hvis man bad helt stille inde i sig selv. Så han foldede sine hæn­ der hårdere, og mens Thomas bad færdig oppe ved alteret, bad han sin helt egen bøn: “Kære Gud. Det er Karl. Vil du ikke nok gøre noget i allersidste øjeblik, så vi alligevel ikke skal flytte til København? Amen.”

Der var stadig tre timer, til flyttebilen kom for at hente dem, og han vidste, at Gud kunne rykke hurtigt, hvis det virkelig gjaldt, for engang i 2. klasse, havde han bedt, om han ikke godt måtte blive rigtig syg inden næste dag, fordi han skulle spille Josef i krybbespillet henne på skolen. Og tænk sig.

Morgenen efter var han vågnet med skold­ kopper over hele kroppen.

13

MGP-nyt format.indd 13

10/01/13 16.10

2

KØBENHAVNERSNUDE

N

ormalt ville han have synes, det var vildt spændende: At skulle sidde på midter­ sædet i førerhuset på en stor lastbil i fem timer og køre 350 kilometer. Men i dag var der overhovedet ikke noget sjovt ved det.

“Er I klar?” spurgte flyttemanden Eddie “Hmm,” sagde mor med en meget lille stem­me. Karl sagde ingenting, og Gud sagde slet ingenting. Han havde ikke reageret på Karls bøn. Men det kunne selvfølgelig nås endnu, hvis han pludselig sendte et lyn ned, som flækkede flytte­ bilen midt over. Karl kiggede op mod himlen og sukkede. Den var helt blå, og det så ikke ud, som om det kunne blive tordenvejr i løbet af 30 sekunder.

Hans mormor og morfar stod udenfor sam­men med Rasmus og nogle naboer.

Eddie lænede sig frem og kiggede forbi Karl hen på mor.

14

MGP-nyt format.indd 14

10/01/13 16.10

“Skal vi køre?”

Intet lyn og ingen flækket flyttebil!

Mor sukkede og rettede sig i sædet.

“Ja!” sagde hun. “Vi kører.”

Så satte Eddie i første gear, dyttede med det store horn og trillede stille op ad Færge­ mandsvej. Karl lænede sig frem, så han kun­ ne se dem alle sammen i lastbilens sidespejl.

De vinkede.

“Se, der er Rasmus,” sagde mor og pegede ud af sideruden.

Rasmus spænede af sted hen af fortovet, mens han vinkede og vinkede op mod last­ bilens ruder. Karl kunne lige nøjagtig se hans hoved.

Så drejede Eddie ned ad Parallelvej, og Ras­mus stoppede.

De kørte hen ad vejen og rundt i rund­ kørslen nordpå mod Søndervig – derefter ville turen gå østpå mod Ringkøbing og så videre, hele vejen til København.

Der gik lang tid, inden nogen af dem sagde noget.

Der havde også været meget stille ved fro­ kostbordet, inden de tog af sted. Det var, som om ingen af dem havde vidst, hvad de skulle sige. Hvad siger man, når man sidder ved 15

MGP-nyt format.indd 15

10/01/13 16.10

den allersidste frokost, inden den ene halvdel af en familie skal rejse til den anden ende af landet?

De fik rugbrød og sild og panerede fiske­ fileter med remoulade.

“Nå, men det går jo nok,” sukkede mor­ mor.

Så sukkede de alle sammen.

Morfar kiggede på ham.

“Så bliver du en stenbrodreng, Kammesjuk.”

Både hans morfar og mor kaldte ham tit Kammesjuk. “Men lov mig, at du ikke bliver sådan en københavnersnude!”

“Hvad er det for en?” spurgte Karl.

“Ja det er sådan en ... Ja … det er sådan en, der snakker smart og siger “Nå, hva’ så” hele tiden. Og de er ikke rigtig kloge og hepper på Rødovre i ishockey.”

“Magnus, hold nu din gamle bøtte,” brød hans mormor ind. “Du ved jo ingenting om dem, der bor i København. Måske er de bare ligesom os.”

“Hold op, Johanne. Det er de i hvert fald ikke. Det ved du også godt. Og så er de mus­ limer hele bundtet.”

“Hvad er det nu, en muslim er?” spurgte Karl.

“Muslimerne tror på Allah,” sagde mor.

16

MGP-nyt format.indd 16

10/01/13 16.10

“Og de siger, at Jesus ikke er Guds søn, men bare en af flere profeter, og at den sidste profet hed Muhammed.”

“Ja, DE er heller ikke rigtig kloge,” sagde morfar.

“Klap så i, Hansen.” Mormor bankede i bordet. “Du ved ingenting om københavnere, og du ved slet ingenting om mus­limer, så jeg tror godt, Karl kan klare sig uden dine gode råd.”

“Så siger vi det, Johanne. Så siger vi det!”

Morfar kiggede hen på Karl. “Men jeg tror nu nok, jeg ville holde mig lidt på afstand, hvis jeg var dig!”

“Jeg er gift med en gammel racist,” sukke­ de mormor.

“Jeg er ikke racist, kone. Racister tror, de er mere værd end andre racer. Det tror jeg da ikke. Jeg siger bare, de er tossede!”

“Det er vist godt, du ikke skal med til København, far,” sagde mor og rejste sig. “Jeg går jeg ud og laver noget kaffe.”

Karls mor lavede altid kaffe, når der var noget, hun ikke kunne overskue.

Mens flyttebilen kørte over Fyn, tænkte Karl over, hvad hans morfar havde sagt: At han skulle holde sig på afstand! Mente han mon på afstand af københavnerne eller mus­ 17

MGP-nyt format.indd 17

10/01/13 16.10

limerne? Eller dem alle sammen? For så fik han da i hvert fald aldrig nogen nye venner!

Efter Storebæltsbroen faldt han i søvn, og han vågnede først, da flyttebilen holdt stille på Heimdalsgade i Køben­ havn. Her skulle han altså bo nu. Om fire dage skulle han starte på Rådmandsgades Skole, og så var han Karl, 10 år. Stenbrodreng fra Nørrebro.

“Skal vi ikke tage på en udflugt i dag?”

Mor stod i døren til Karls værelse.

Det var morgen, og han kunne se ud af sit vindue, at solen skinnede. De havde været i København i to dage, men det meste af tiden var gået med at få pakket ud og komme i or­ den i lejligheden.

“Hvor vil du gerne hen?” spurgte hans mor. “I Tivoli, eller på Bakken? Vi kan godt få råd. Jeg har stadig nogle feriepenge.”

“Jeg vil gerne ud til vandet,” sagde Karl, “og se havnen og stranden! Ligger København ikke også ved vandet?”

“Det er da lige nøjagtig det, den gør! God ide, lad os tage ud til stranden.”

Hun lød glad.

“Kom, nu slår vi det op på computeren.”

De satte sig ned og fandt et kort over Kø­ benhavn.

18

MGP-nyt format.indd 18

10/01/13 16.10

“Se, det nærmeste ser ud til at være Hel­ lerup Strand og Hellerup Havn. Der tager vi ud.”

“Okay,” sagde Karl. Han kunne også mær­ ke, han blev lidt gladere. Han kunne næsten allerede lugte havet og høre lydene fra hav­ nen.

“Der kan du se. København har alt,” sagde mor og gav ham et kys på kinden. “Det skal nok gå, det hele!”

Ti minutter senere stod hun i en linje 5A og kiggede på bus­ chaufføren med et meget mærkeligt udtryk i ansigtet. Hun havde lagt en 50’er oven på hans lille disk og sagt, at de skulle til Hellerup Havn. Så havde chaufføren trykket på nogle knapper, rykket en billet af og givet den til hende. Derefter havde han trykket på nogle flere knapper, så bytte­pengene faldt ned i en lille gennem­ sigtig boks. Hans mor kiggede på boksen. Så kiggede hun på chaufføren, der kiggede i sit sidespejl og kørte af sted. Så kiggede hun på boksen igen. Hun tog fat i overkanten på den for at se, om man kunne løfte et låg af, så man kunne få sine penge. Det kunne man ikke. Så lagde hun hovedet helt ned til bok­ sen for at se, om der var en knap, man kunne 19

MGP-nyt format.indd 19

10/01/13 16.10

trykke på. Hun kiggede først på den ene side og så på den anden. Nu blev Karl meget flov.

Til sidst rettede hun sig op og lænede sig hen mod chaufføren. “Æh, undskyld,” hviskede hun. “Hvordan får man sine byttepenge ud?”

“Bare hold hånden under og tryk op på stangen, så kommer de,” sagde chaufføren uden at tage øjnene væk fra kørebanen. Hun gjorde, som han sagde og ganske rigtigt, så lå møn­terne i hendes hånd.

De gik ned og fandt en plads i den næsten tomme bus. Karl syntes, at alle kiggede på dem. Hans mor lod ham komme først ind, så han kunne sidde ved vinduet. Så dum­ pede hun ned på sædet ved siden af og sukkede.

“Pyha, Kammesjuk. Det varer godt nok lidt, inden vi to bliver nogle københavner­ snuder!”

Så rettede hun sig op i sædet.

“Men nu skal vi ud til havet. Det ved man da, hvad er!”

De havde printet ruten ud med busser og det hele, så de kun­ne finde vej. Først linje 5A til Elmegade. Så 3A til Triang­ len og til sidst 14’eren til Hellerup. De satte sig helt oppe foran i den sidste bus.

20

MGP-nyt format.indd 20

10/01/13 16.10

“Vil du sige til os, når vi kommer til Hel­ lerup Strand,” spurgte hans mor chaufføren.

“Yes, mam, det vil jeg gerne, men jeg tror nu ikke, I skal regne med at få plads der.”

Karl tænkte, det var noget mærkeligt no­ get at sige. Skulle man mon købe billet for at komme derned? Han tænkte på de dejlige strande ved Hvide Sande. Den ene kilometer efter den anden med lysegråt sand, der lyste som sølv, når solen skinnede.

De kørte lidt i tavshed. Så stoppede bus­ sen, og chaufføren vendte sig om mod dem.

“Så er det her!” sagde han.

“Er det her?” sagde hans mor forbavset og kiggede ud. Bussen holdt på en gade fyldt med butikker.

“Yes, mam. Bare ned ad vejen der, så kom­ mer I til stranden – og havnen.”

De stod af bussen og begyndte at gå ned ad den vej, chaufføren havde peget på.

“Det er mærkeligt. Man kan slet ikke se det,” sagde hans mor.

De gik 100 meter længere. Så kunne de se masterne fra nogle skibe: Nogle meget små master! Fra nogle meget små skibe! De gik lidt længere. Så kunne de se hele havnen.

Den var ikke svær at overskue. Det var et enkelt bassin med sejlbåde. Karl gik i stå.

21

MGP-nyt format.indd 21

10/01/13 16.10

“Det er da ikke nogen havn,” sagde han.

Han tænkte på fiskekutterne i Hvide Sande.

“Det er i hvert fald ikke nogen stor havn,” sagde hans mor. “Kom, lad os gå ned til stran­­den.”

Hun trak i ham. De gik cirka 17 skridt, så gik de begge to i stå.

“Hmm,” sagde hans mor.

Karl kunne mærke, det strammede i kæ­ ber­ ne. Han sank sit spyt. Og sank igen.

Han ville ikke tude som et pattebarn over en strand. Men hvad var det for en strand?

Hvad var det for en lortestrand? Det var jo ikke en strand. Det var en sandkasse uden kanter på. Den var ikke større end mormors have. Der var håndklæder overalt. Der var mennesker over det hele.

“Nå ja, okay,” sagde hans mor. “Det var så det, chaufføren mente.”

Hun lagde en arm om hans skulder. Og nu kunne Karl ikke holde det ud mere. Han havde ikke tudet, da han og Rasmus havde lagt deres venskab ned i jorden. Han havde ikke grædt, da han vinkede farvel til sin mor­ mor og morfar og heller ikke, da han havde lagt sig til at sove i den nye lejlighed, selvom han havde haft lyst til det. Men nu græd han.

Han lagde hovedet ind til sin mors skulder 22

MGP-nyt format.indd 22

10/01/13 16.10

og græd. Han græd og hulkede, og mor aede ham på håret, og sådan stod de længe.

23

MGP-nyt format.indd 23

10/01/13 16.10

Sarwan skal være med i MGP, men har ikke sagt noget til sin far og mor. Hun ved, at de aldrig vil tillade, at hun optræder på tv. Sammen med Karl og Khalel lægger hun en plan, og snart er de tre stukket af, efterlyst og meget langt hjemmefra.

MGP MISSIONEN

Sammen med sin mor er Karl flyttet fra en lille by ved Vesterhavet til Nørrebro i København. Her møder han den muslimske dreng Khalel og ikke mindst Khalels søde søster, Sarwan, der har en hemmelighed.

GITTE LØKKEGAARD

PIGER SKAL IKKE SYNGE I FJERNSYNET

Bogen bag filmen Gitte Løkkegaard er forfatter blandt andet til serien, KNUS-klubben.

ISBN 978-87-400-0544-8

Politikens Forlag

GITTE LØKKEGAARD