Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op

Steffen Stubager skrev for første gang Lars Juhls historie i en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten i 2014, der, da den blev lagt på nettet, blev en af de mest delte og læste. I bogen Mit Navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op bredes fortællingen nu helt ud.

Tidligere skibsreder og millionær Lars Juhl skyede ingen midler for at opnå storhed, eventyr og penge. Han sejlede med våben, snød og bedragede sine kunder, forrådte sin kone, svigtede sine børn og var ligeglad med alt. Indtil han en eftermiddag faldt død om på stuegulvet, blev genoplivet og tog sit liv op til revision.

Nu fortæller han råt og uden filter sin historie i et håb om, at andre ikke ødelægger deres liv, sådan som han var i gang med at ødelægge sit.

Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op er et hæsblæsende og ærligt portræt, og samtidig en universel historie om medaljens dunkle bagside, om grådighed – og om at glemme livets vigtigste værdier i jagten efter succes og anerkendelse.

Jyllands-Postens Forlag

1575783_LarsJuhl_cover_tryk.indd 1-5

Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op Steffen Stubager

Steffen Stubager, født 1987, er journalist og fotograf. Han har siden 2009 skrevet for Morgenavisen Jyllands-Posten som undersøgende journalist, som feature- og portrætjournalist og fra Rio de Janeiro. Han har boet og arbejdet på fem kontinenter og modtaget flere priser for sine historier.

Gustav var begyndt på Sorø Privatskole, og vi tog til klassefester i hans klasse. Det samme gjorde vi i Christophers. Diana spurgte: “Har du egentlig nogensinde været med til noget i Victorias klasse?”

“Ja. Det har jeg da,” svarede jeg.

“Hvad har du været med til?”

Jeg blev stille. Jeg kunne ikke huske noget.

“Jeg er sikker på, at nogle af forældrene i Victorias klasse tror, at hun mangler en far,” sagde Diana.

Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op Steffen Stubager

Foto, Lasse Bech Martinussen

11/08/15 10.39

Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 1

11/08/15 12.07

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 2

11/08/15 12.07

Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op Steffen Stubager

Jyllands-Postens Forlag

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 3

11/08/15 12.07

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 4

11/08/15 12.07

FORORD

Nu tager jeg dig med.

Jeg tager dig med ind i en verden uden regler og samvittighed, helt ind til mine dybeste hemmeligheder. Dem, jeg skammer mig mest over.

Dengang kunne jeg ikke se det, og du vil væmmes ved grådigheden og forbrydelserne.

Men sådan må det være. Det vigtigste er, at du læser min historie for ikke at fucke dit liv op, som jeg gjorde. Det bliver man ikke noget godt menneske af. Jeg købte biler og motorcykler, som samlede støv i garagen, mens jeg købte flere. Jeg slog folk ned og knaldede prostituerede, også uden at betale.

Jeg sejlede dræbermaskiner i krig for at blive rig, var mine kærester utro, forrådte min kone og svigtede mine børn. Jeg var ligeglad og skyede ingen midler for at nå mine mål. Jeg snød og bedragede uden at forstå, at jeg fordærvede mig selv, indtil jeg en eftermiddag faldt død om på gulvet, men overlevede.

Endelig forstod jeg, hvad store penge kan gøre ved mennesker, og jeg har set det alt for ofte.

Nu fortæller jeg min historie i et inderligt håb om at hjælpe andre til ikke at begå samme fejl som mig. Men jeg forsager ikke mine gerninger som en frelst.

Mit liv var en drøm, som kun jeg kunne se.

5

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 5

11/08/15 12.07

I

Jeg kigger på mig selv og bemærker, at jeg stadig ser rig ud.

Jeg har solpletter i panden fra hundrede lande og ligger i min bedste uniform. Habitten er mørk som havets dybde. Slipset er bredt som jakkens revers. Skjorten er hvid som mælk, crisp, som en skjorte bør være. Jeg er næsten fri for rynker, endnu ikke midt i fyrrerne. Mit hår er sort og kort og stritter lidt. Ansigtet er glat. Næsen rager ud. Hagen viger. Øjnene, der røber mest, er lukkede.

Kirkens mosaikvinduer bryder solens stråler i gule, røde og grønne farver og blander sig på min kind. Mine hænder holder om en buket af hvide liljer. Noget i mig havde håbet på regn på en dag som i dag. Regn er tårer, sol er smil, og man smiler ikke i dag. Jeg ser ansigter, kendte og bekendte, fra nær og fjern. I det mindste er bænkene fyldt op. De synger: Jeg tror jeg vågner om lidt og hør’ dig sig’ som du har sagt det så tit, Vi ta’r en dag ad gangen, i morgen er der atter en dag Jeg kigger på Diana. Hun er smuk, det smukkeste jeg har set, og jeg elsker hende. Hendes øjne er vilde brune heste, og tårerne i de nederste øjenvipper er morgendug, som hestene drikker. Hun rejser sig fra den forreste bænkerække og svæver i sine sorte klæder over stengulvet. Fra hendes hånd hænger et sammenrullet hvidt stykke papir.

Mine sidste sekunder var ikke rare. De kom og indhentede mig, længe før de burde være kommet, som stramme elastikker om en slatten hals, som mørke for åbne øjne. Uden forklaring blev sekunderne til stilhed, tomhed og uendelighed. Nu ligger jeg i en hvid kasse af træ. Bliver jeg til et træ? Til støv? Til intet?

Bliver jeg glemt?

Diana tager plads ved alteret og ruller papiret ud. Vil hun sige, at jeg opmuntrede og støttede hende, når hun mødte

6

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 6

11/08/15 12.07

modstand, at jeg jublede med hende, delte hendes glæde, at jeg var en god og omsorgsfuld far til fire glade børn? Vil hun kalde mig for sin elsker, sin kæreste, sin ægtemand og sit livs store kærlighed?

Eller vil hun afsløre sandheden om mig?

Hun rømmer sig, kigger ud over gæsterne og træder et skridt frem. Da hun åbner munden, borer jeg fingrene dybt ind i mine øregange.

7

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 7

11/08/15 12.07

II

Mit navn er Lars Juhl. Jeg forlod min mors mave 18. august 1968 på Virum Fødeklinik, i samme sekund som kirkeklokkerne ringede. Jeg hylede, indtil farfar første gang kom for at se mig.

“Hold dog kæft,” sagde han, og så holdt jeg mund.

12 år senere fandt min far et tæppe, to vinglas og en tom rødvinsflaske på bagsædet af vores bil. Far sagde, at opdagelsen ikke betød noget, og jeg troede først på ham. Men jeg begyndte at spekulere. Jeg vidste ikke, om far altid havde været, som han blev. Eller mor. Jeg vidste bare, at alt engang havde været anderledes. …

Min morfar fyldte kævler, kviste og kvas i den gamle murgryde og tændte et bål. Rundt om ilden spiste vi krebs, som han havde fanget i sine hjemmelavede krebsebrikker og kogt i en storgryde med dild og en håndfuld groft salt. De voksne fortalte røverhistorier til hinanden. Vi ‘holdt ild i gryden’, som vi sagde, og mens min oldemor bare sad og lyttede i sin kørestol med sin damehat på og et uldtæppe om sig, spillede morfars tvillingebror banjo, hans onkel spillede mundharmonika, og min mor og far sang.

Vi lignede mere en flok sicilianere end en pæredansk middelklassefamilie i Nærum i whiskybæltet nord for København.

Morfar var familiens Don Corleone, barsk at se på med sine murermestermuskler og murermesterfuger i ansigtet og sit kulsorte cremede hår, der var skrabet tilbage, mens oldemor var familiens enkedronning. Vi boede alle under samme tag ned til landsbyens gadekær i villaen, som morfar havde bygget af brugte mursten fra den hedengangne vognmandsgård, hvor han var født.

Han havde inddelt den nyopførte villa i fire lejligheder til sin tvillingebror og hans kone, som aldrig fik børn, sig selv og mormor, oldemor og nederst til højre min familie – mor, far,

8

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 8

11/08/15 12.07

mig og min to og et halvt år yngre lillebror, Peter. Jeg kunne gå op ad trappen og op i sengen til mormor. Da murerarbejdet blev for hårdt for morfar, blev han nattevagt på Charlottenborg Kunstudstilling, hvor hans tvillingebror, kunstmaler Jørgen Andersen-Nærum, var akademipræsident. Morfar sov om dagen, og imens skulle vi være stille. Når han vågnede, spiste vi sen morgenmad sammen. …

Morfar var kystbanesocialist. Han havde lært at mure fra bunden, og selvom han med årene fik folk under sig og kørte i en hvid BMW, hørte klassisk musik og læste bøger, forblev han loyal over for arbejderklassen. Det samme gjorde hans bror, der var kommunist og havde været frihedskæmper under Anden Verdenskrig. Farfar – derimod – var højreorienteret og besøgte os fra Vangede på den anden side af Helsingørmotorvejen. Han arbejdede for Tuborg og havde i sine bedste dage 20 ølkuske under sig, som han betalte ugepenge til fra sin læderpung.

Når farfar og morfar mødtes, skrabede de med fødderne i gulvet over for hinanden, og hver gang den konservative Poul Schlüter kom på tv-skærmen, knyttede morfar sine næver.

“Hrrhhh, jeg skulle få fat på dig,” sagde han og stak begge hænder i vejret som mukkerter, “ohrr, en skidt karl, føj.”

Farfar syntes, at Mogens Glistrup var fantastisk. Danmark er for danskere, sagde han. På den måde råbte, skreg og fægtede farfar og morfar med alle deres lemmer i hinandens selskab, men de sloges aldrig. I hvert fald ikke med hinanden.

Morfar delte til gengæld øretæver ud på værtshusene i Nyhavn, og det første, han blev nødt til at låne penge til i banken, var et gebis. Hver dag kørte han hjem for at spise varm frokost hos mormor. Men i en frokostpause spærrede en lastbil vejen for ham, og han steg ud, gik over til lastbilen, lænede sig op ad døren til førersædet og bad chaufføren om at flytte lastbilen.

“Du må sgu vente, til jeg har læsset af,” sagde chaufføren.

Morfar trak chaufføren ud på asfalten og smaskede ham en på hovedet, så tænderne røg ud, og sådan kom han til at betale for et nyt tandsæt.

9

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 9

11/08/15 12.07

Mor var en klassisk damedame med mørkerøde negle i mørkeblå kjoler og nylonstrømper, som hun købte i London, når hun besøgte sin slyngveninde Laila. Hun ville det bedste for mig og min lillebror, Peter, og stod for opdragelsen og gav os stuearrest, hvis vi kom op at slås. Engang fik jeg stuearrest hver dag i en uge og måtte kun komme ud til måltiderne. Jeg løj også et par gange om mine lektier. Så vankede der endefuld.

Hun krævede ufravigeligt, at vi spiste sammen hver morgen og aften, og hver gang skulle vi spise op, før vi rejste os fra bordet. “Vi øste selv op, og det, vi øste op, spiste vi. Ingen diskussion. “Sid pænt. Spis pænt. Læg din kniv og gaffel i den rigtige vinkel, når du holder pause. Ikke noget med at spise med én hånd. Albuen ned fra bordet.”

Men mor var ingen rigtig hård kvinde. Vi havde gået til puslingesvømning sammen, og jeg kunne fortælle mine dybeste hemmeligheder til hende. Vi lå i sofaen, eller jeg sad på køkkenbordet og fortalte. Om piger. Om konflikter.

Jeg blottede mine tanker for hende. Alt kunne jeg dele. Hun ønskede kun, at vi blev ordentlige, pæne og dydige mennesker, så hun sendte os i kærlig, særlig behandling hos fru Flatau.

Hun var en ældre kvinde, der havde en skovbørnehave, hvor Nærums spidsers børn også gik.

Hver morgen blev jeg sat af ved skovens indgang, og med min rygsæk strammet om ryggen tog jeg på eventyr i skoven.

Hvem vidste, hvad dagen ville bringe? Guldgravertræet?

Rumraketten? Abetræet? Vi satte os på en træstamme. Fru Flatau læste højt fra Snøvsen, og inden hun blev færdig, fik vi lov til at løbe i forvejen, klatre i træer, samle skrubtudser og regnorme op og putte dem i lommen. Om vinteren drak vi varm kakao fra termokander med ragsokker om. Kun to dage om året var vi indenfor i børnehaven. Det var til fru Flataus fødselsdag om sommeren og til jul.

Mine venner i fru Flataus skovbørnehave hed Jens, Frederik, Jakob og Emil. De var specielle, sagde mor. Frederik og Jakob var børnebørn af en af landets mægtigste og rigeste mænd, Haldor Frederik Axel Topsøe, grundlæggeren af Haldor Topsøe. Jens var søn af en mesterlig advokat med Bech-Bruun som efternavn. Emils farfar havde været borgmester. Jeg

10

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 10

11/08/15 12.07

legede også med Sarah og Kasper. Sarahs far ejede et gods og var direktør i Codan. Kaspers far var direktør i Magasin. …

Min egen far var høj og rank som en livgarder. Der havde han tjent, og det var han stolt af, for han blev stærk. Han lavede armbøjninger med Peter og mig, som red ham som en tyr. Han skubbede så hårdt fra, at han kunne nå at klappe i hænderne, før han stak dem i gulvet igen, og sådan gjorde han, indtil vi blev kastet af. Med samme iver lirede han også ordsprog og floskler af sig.

“Tjener, er der noget musik herinde? Næh. Nå, så stik mig et horn til kaffen.”

“Det er svært at spå, især om fremtiden.”

“Ja, sønnike. Du ved godt, at de ældste bukke har de stiveste horn, men det er desværre også dem, der knækker lettest.

Men det siger vi ikke til nogen.”

Far kastede sig over projekter, som han forsvandt ned i, som var de kviksand. For eksempel læste han alt om botanik.

Han botaniserede, som han sagde, og han viste os, hvordan han gjorde: Han stak spaden i køkkenhaven og vendte jorden om. Fire gange. Sådan skal det gøres, sagde han. Forstået, tænkte jeg. Jeg stod altid parat til at få spaden i hånden, men han gav den aldrig fra sig. Han vendte mere jord, indtil hele køkkenhaven var gravet igennem. Sådan går det hurtigere, sagde han. Men jeg ville også.

Det gjorde mig trist, at han gjorde sådan, for jeg kunne selv. Jeg græd dog ikke. En af de få gange, jeg græd, var jeg seks år. Vores forældre ville det bedste for os, og som vi voksede, fik vi brug for mere plads, så de tog os med fra “Sicilien” ved Nærum Gadekær og flyttede ind i et nybygget, enetages rækkehus i Trørød. Der lå nogle lidt finere toetagers rækkehuse, og så var der så mange enetages rækkehuse ved siden af hinanden, at jeg først troede, de fortsatte hele vejen rundt om jorden. Det var der, at jeg græd den første nat. Jeg ville hjem – hjem under mormors dyne.

Mor ville have, at vi skulle gå på en ordentlig, disciplineret

11

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 11

11/08/15 12.07

skole med morgensang, og hun var parat til at bruge familiens penge på det. Far syntes, at hendes valg var mærkeligt. Hvorfor kunne vi ikke bare gå på skolen, som vi boede ved siden af ?

Og som ikke ville koste en øre?

Holte Gymnasium lå syv kilometer væk, og der begyndte jeg i børnehaveklasse. Jeg har to minder fra min første skoledag.

En eller anden kaldte på mig, og idet jeg vendte mig rundt, gik jeg ind i en lygtepæl og fik en bule i panden. Jeg husker også, at mor og far var min klasses yngste forældre. Mor var 25, og far var 23, da jeg blev født, og næsten alle de andres forældre var direktører, akademikere, læger og advokater.

De var i en liga langt over vores. Far var anlægsgartner, og sammen med mors lillebror, onkel Hans, drev han en biks med tre-fire svende og nogle elever.

Onkel Hans var den rolige, arbejdsomme type, mens far talte med kunderne i timevis. Og mor lavede regnskab derhjemme.

De var risikovillige og fik på den måde større opgaver, blandt andet lavede de parkeringspladser og plantede buskadser rundt om Københavns Universitet og Panum Instituttet.

Da jeg var otte år, havde far og Hans fået en stor opgave, og de plantede, lavede belægning, købte materialer. Men bygherren og manden med pengene endte på røven. Far og onkel Hans røg med i faldet. Bagefter kom far ind at sidde på Nørregaards Tegnestue i Nørregade i København, og selvom han ikke var uddannet landskabsarkitekt, blev han det. Han opgraderede sig selv uden hjælp fra nogen. Sådan havde han altid gjort. Som dreng samlede han fugleæg, som han borede huller i, pustede tomme og satte i små kasser, og han fangede sommerfugle, som han udspilede og udstillede i trærammer med glas for, og han hjemmeslyngede honning.

Der lå bøger om Danmarks flora ude på badeværelset. Far låste sig inde på toilettet i halve og hele timer, og når han kom ud, kunne han alle mulige nye latinske blomsternavne. Hans flid betalte sig, for snart blev han sekretariatschef og kom til at råde over et stykke land med grushuller og grusgrave i, som var fire kvadratkilometer større end Dyrehaven. Stedet hed Hedeland og var mulighedernes land, syntes far, men de to amter og tre kommuner, som delte det arrede stykke grønt,

12

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 12

11/08/15 12.07

sloges. En aften kom han stormende ind i vores køkken og fortalte, hvad han havde gjort. “Ved I hvad?” havde han sagt til politikerne, “nu skal I høre. Vi kan lave et sted, som er lige så stort som Dyrehaven i Klampenborg, som det krævede en enevældig konge at lave. Skulle vi ikke begrave alt det politiske fnidderfnadder og lave noget unikt, som eftertiden vil beundre?

Politikerne havde svaret jo.

“Hvad siger I så?” sagde far stolt til os ved spisebordet, “jeg ændrede dem totalt.”

Mor ville have været ejendomsmægler, men blev aldrig færdig med sin uddannelse. Hun blev i stedet ansat på Søndagsavisen i Lyngby og var med til at bygge avisen op fra begyndelsen. …

Min bedste ven var fætter Dan, og vi sad sammen i hans seng og lyttede til kassettebånd, som hans far havde sendt fra USA. Fætter Dan havde hvidt strithår, blå øjne og et hak i hagen som Michael Douglas. Han boede to veje fra mig, ved torvet i Trørød, i et hus, som var mindre end vores rækkehus. Hans værelse lå i husets fugtige kælder ved siden af et værksted.

Ingen havde bedt ham om at rydde op, som min mor gjorde, og jeg var vild med at besøge ham.

Hans hule var proppet med lir og gejl, som han krejlede sig til for småpenge. Der var brugte, fjernstyrede biler, som han splittede ad til hundredvis af dimser, og der var en halvrusten knallertmotor, som han skruede fra hinanden og samlede lige så mange gange, som den havde smådele. Hans mor hed Putte og var pædagog, hans far hed Gorm og havde været pladesmed, men var stukket af til USA for at slippe fra en skattegæld.

Fætter Dan selv var ordblind. Han kunne dårligt stave til sit eget navn, og det vidste faren, så han skrev ingen breve fra USA. I stedet indtalte han amerikanske historier på båndene. Med tyk amerikansk accent fortalte han om de biler og motorcykler, som han reparerede, og han sagde, at han havde fået fat i nogle cowboystøvler. Han fortalte videre, og han holdt en lang pause, mens han ledte efter et af de danske ord, han havde glemt…

“Swimmingpool,” sagde han så.

13

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 13

11/08/15 12.07

Vi drømte om, at fætter Dans far ville komme hjem, og fætter Dan grinede, mens vi lyttede til båndene. Vi afspillede dem så mange gange, at de til sidst gik i stykker. Bagefter blev han trist. Nogle gange græd han, og jeg lagde min hånd på hans skulder. Jeg var taknemmelig for at have en far.

Fætter Dan gik oftest i sweatshirts, som var flossede ved håndleddet. Ofte var det nogle, han arvede fra mig, når farverne havde mistet fantasien. Jeg brugte mine trøjer i knap et år, og så gik han i dem i to eller tre år bagefter. Han lugtede altid rent, men blev hurtigt beskidt af at være i værkstedet. Han stod op klokken 4.30 og gik med morgenaviser for at få råd til alle dimserne i værkstedet. Han var en slider – og hans familie manglede penge. Det gjorde vi ikke. Alligevel var jeg altid, altid, velkommen hos fætter Dan, hvor jeg til enhver tid kunne snuppe en rugbrødsmad med makrelsalat.

Mine skolekammerater var anderledes end fætter Dan, sagde mor. Hun var fascineret af mine venner fra Holte Gymnasium.

Katrine og Emil var for mig storesøster Katrine og lillebror Emil. Men for mor var Katrine og Emil borgmester Øigaards børnebørn, og deres hus i Vedbæk var ikke et hus, men et gods, og godset havde et navn, Frydenlund, og Frydenlund var omgivet af frugttræer. Frugttræer.

Om sommeren plukkede vi æbler, indtil vi rullede rundt af skidesyge. Om vinteren skøjtede vi på familiens sø. Vi blev væk fra hinanden på godset, når vi legede gemmeleg, og vi legede krig i legehuset, som lignede et almindeligt hus. Jeg havde en plastikseksløber med røde plastikringe med krudt i, der lød som en skarp prut, når jeg skød. De havde geværer, og første gang jeg så dem, var jeg sikker på, at de var ægte.

Johan var også bare Johan for mig. Men mor omtalte ham altid med sit fulde navn: Johan Wedell-Wedellsborg. Han var søn af baron og skibsreder Ebbe Wedell-Wedellsborg, der var søn af baron, arkitekt og yachtkonstruktør Ernst Wedell-Wedellsborg.

Sikke et palæ af en herregård, familien boede i, og hvor en ung pige fra England hjalp til med at lave mad og gøre rent.

Efter skole, når Johans forældre stadig var på arbejde, spiste vi ymer med pinocchiokugler i, som vi rørte rundt så længe, at ymeren lignede en regnbue, og når hans mor kom hjem,

14

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 14

11/08/15 12.07

serverede hun varm kakao med regnbueis i og hjemmebagte boller. Sådan noget var der ikke hjemme hos mig. Når jeg skulle være god ved mig selv, blandede jeg kagecreme-mix op med en liter sødmælk, som jeg spiste med ske.

Johan tog 100 dollar fra sin fars skuffe og vekslede dem til skinnende 20’ere. Tænk, hvis der var en skuffe hjemme hos mig fyldt med 100-dollarsedler, som jeg kunne tage af, uden at far opdagede, at de var væk.

Vi legede også krig i Johans have, som ikke var en have, men en park. Alt var 10 gange større hos Johan end hjemme hos os. Også morskaben. Han havde flere skateboards, der var lavet af træ. Mit var et orange plastikbræt fra Fætter BR. Han fik også en BMX-cykel, og da jeg så den, pillede jeg skærmen, bagagebæreren og lygterne af min egen cykel. Fætter Dan gjorde det samme, og vi sagde til hinanden, at vores cykler var blevet til crossere. Jeg crossede mellem mine venner. Nogle gange over til Nils. Første gang jeg skulle møde hans far, strakte jeg min hals og sugede luft ind som en støvsuger, så brystkassen endte under hagen, for Nils’ efternavn var Gelbjerg-Hansen, og hans far var generaldirektør i Verdensnaturfonden, sagde mor, så jeg gjorde mig umage for at hilse høfligt. Jeg rakte højre hånd frem, så min arm fik den rigtige vinkel. Jeg var parat til at give et tilpas fast håndtryk. Ikke som en sognepræst. Ikke som en murer. Men som en gentleman.

“Goddag,” sagde jeg, “Lars Juhl.”

Nils’ far rystede på hovedet og stak sine hænder ind i siden på sig selv, lige over bæltet.

“Har du ikke lært at bukke, knægt?”

Også Nils’ forældre havde en hjælpende hånd i huset. Asta, hed hun. Hun var grønlænder og havde boet hos familien i årevis, og hun læspede. Efter skole havde hun skåret regnbueis ud og lagt den i skiver på et fad, som hun holdt foran sig.

“Schkal I have noget isch?” spurgte hun og spildte en dråbe spyt ned på isen.

Det skulle vi så ikke, og senere, da vores dillermænd begyndte at stritte på ubelejlige tidspunkter, sagde vi Aschta-Asctha-Astcha.

Så døde dillermændene.

Jeg tog også ned til gadekæret, hvor jeg fangede skaller med

15

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 15

11/08/15 12.07

Jens. Jeg fiskede med en bambuspind, et par meter fiskeline og en korkprop, mens Jens havde en teleskop-fiskestang og et hjul med kuglelejer. Han boede bag os. Hans efternavn var Lembcke, sagde mor, og faren var frugtgrossist. De havde en firkantet olympisk trampolin, og vores hus lignede et legehus i deres have. …

Jeg var ni år, da jeg lærte ordet pace at kende. Far sagde, at Nils blev pacet af sin far. For eksempel udstak faren på skift emner til Nils og hans storesøster. De forberedte sig, og under aftensmaden fremlagde de deres emne for resten af familien.

Sådan gjorde vi aldrig hjemme hos mig. Far og mor spurgte, om Peter og jeg havde haft en god dag, og så fortalte vi, indtil vi havde spist op.

Jeg gik til spejder med Nils, og da Nils var klatret halvanden meter op i et træ, blev han pacet af sin far.

“Kom nu, din tøsedreng,” sagde faren og viftede med sin arm,“op i toppen. Ud på de tynde grene.”

Nils stoppede med at klatre og kiggede ned på sin far.

“Af sted,” råbte faren, og så kravlede Nils videre, mens min far bare sagde til mig, at jeg skulle passe på med at kravle for langt op.

Vi legede gemmeleg i Nils’ kælder. Jeg gemte mig mellem skiene eller under bunken af skistøvler. Imens jeg lå der, studerede jeg skiene. Der var mindst 20 par, og de var alle sammen rigtige slalomski. Jeg håbede, at jeg ikke blev fundet, for på den måde fik jeg længere tid til at kigge på sagerne.

Familien rejste til Colorado på skiferie. Jeg havde en enkelt gang været med min familie i Saalbach i Østrig, og jeg forestillede mig, at bakkerne var større og sneen bedre i Colorado. Nils spillede også tennis, og jeg så i kælderen, at han havde et instrument til at opstrenge sine ketsjere med.

En sommerweekend inviterede familien mig med op i et af bjælkesommerhusene i Hornbæk, et af dem, som ikke blev udlejet. Storebroren kom i sin Herlufsholm-uniform, inderst en lyseblå skjorte, om halsen et slips med blåhvide striber, yderst

16

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 16

11/08/15 12.07

et marineblåt jakkesæt og på brystet skolens våbenskjold: Tre hvide muslingeskaller på kongeblå baggrund. Sådan ville jeg også se ud. Med den uniform kunne jeg skjule, at min far ikke var direktør i en multinational virksomhed. Men da jeg spurgte ham, om jeg måtte gå på Herlufsholm, svarede han: “Nej, vi har ikke råd.”

I Gelbjergernes sommerhus sov vi i køjesenge, som vi kravlede op i ad reb med knuder på, og tidligt næste morgen blev vi vækket af faren, der havde en overraskelse parat. Han slæbte på to aflange papkasser, som han lagde foran os. Vi pakkede dem ud: To nye windsurfboards.

“Så har I lidt at lege med,” sagde faren.

Vi samlede Nils’ nye legetøj. Mistral stod der på sejlet. …

Min familie var hverken rig eller fattig. Vi var hverken oppe eller nede. Jeg havde adgang til begge verdener, og jeg pendlede mellem dem på min crosser. Der var de rige. Og så var der fætter Dan. Og jo bedre jeg lærte de to verdener at kende, desto mere blev jeg bevidst om, hvilken jeg foretrak at tilhøre.

Rige børn leger bedst, blev mit motto.

Heller ikke mine forældre var i tvivl om, hvor de ville være.

Mor higede opad, og hurtigt blev hun ansvarshavende redaktør på Søndagsavisen. Far købte en flok Aberdeen Angus-kødkvæg og satte dem ud på 10 tønder land, som han forpagtede i Sandbjerg vest for Vedbæk.

I weekenderne kørte jeg med far op til Sandbjerg. Primula hed fars første ko, som var et skinnende sort muskelbundt. Far brugte timer med dyrene, og nogle gange stod han på marken i sine mudrede gummistøvler med hænderne ned langs siden og stirrede ud i luften. Jeg ved ikke, hvad han tænkte på. Aberdeen Angus-kødkvæget var kviksand, som han forsvandt i.

Pludselig en dag huggede han en tyk dame ud i granit i indkørslen. Hun bukkede sig sammen og holdt sig om knæene, som om hun var i færd med at lave en bombe i svømmehallen.

Eller måske var hun ked af at være så fed? Hun var hans første skulptur. Også de blev kviksand, som han oftere og oftere lod

17

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 17

11/08/15 12.07

sig synke ned i. Far kender ikke klokken, tænkte jeg, når Peter, mor og jeg sad derhjemme over aftensmaden og ventede på, at han kom hjem for at spise sammen med os. Mor gik op i at spise klokken 18. Men han kom ikke. Maden blev kold, og jeg blev sulten. Vi skulle spise sammen, sagde mor. Som en familie. Hun irriterede mig. Hun vidste, at far ville komme hjem. Det gjorde han hver dag. Hvorfor kunne vi ikke bare begynde, hvorfor lavede hun et nummer ud af det? Klokken blev 19, og så kom han ind.

“Hov, hold da op,” sagde han, “er klokken allerede syv?”

18

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 18

11/08/15 12.07

III

Farfar sagde altid, at man bliver til de ord, man lytter til i sit liv. Man bliver til de mennesker, man kigger pü. Man bliver til de tanker, man gør sig.

19

1575783_LarsJuhl_indhold_tryk.indd 19

11/08/15 12.07

Steffen Stubager skrev for første gang Lars Juhls historie i en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten i 2014, der, da den blev lagt på nettet, blev en af de mest delte og læste. I bogen Mit Navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op bredes fortællingen nu helt ud.

Tidligere skibsreder og millionær Lars Juhl skyede ingen midler for at opnå storhed, eventyr og penge. Han sejlede med våben, snød og bedragede sine kunder, forrådte sin kone, svigtede sine børn og var ligeglad med alt. Indtil han en eftermiddag faldt død om på stuegulvet, blev genoplivet og tog sit liv op til revision.

Nu fortæller han råt og uden filter sin historie i et håb om, at andre ikke ødelægger deres liv, sådan som han var i gang med at ødelægge sit.

Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op er et hæsblæsende og ærligt portræt, og samtidig en universel historie om medaljens dunkle bagside, om grådighed – og om at glemme livets vigtigste værdier i jagten efter succes og anerkendelse.

Jyllands-Postens Forlag

1575783_LarsJuhl_cover_tryk.indd 1-5

Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op Steffen Stubager

Steffen Stubager, født 1987, er journalist og fotograf. Han har siden 2009 skrevet for Morgenavisen Jyllands-Posten som undersøgende journalist, som feature- og portrætjournalist og fra Rio de Janeiro. Han har boet og arbejdet på fem kontinenter og modtaget flere priser for sine historier.

Gustav var begyndt på Sorø Privatskole, og vi tog til klassefester i hans klasse. Det samme gjorde vi i Christophers. Diana spurgte: “Har du egentlig nogensinde været med til noget i Victorias klasse?”

“Ja. Det har jeg da,” svarede jeg.

“Hvad har du været med til?”

Jeg blev stille. Jeg kunne ikke huske noget.

“Jeg er sikker på, at nogle af forældrene i Victorias klasse tror, at hun mangler en far,” sagde Diana.

Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op Steffen Stubager

Foto, Lasse Bech Martinussen

11/08/15 10.39