Mitfordmordene II af Jessica Fellowes

Mitfordmordene er en serie på i alt seks bind. Hvert bind følger en af de virkelige Mitford-søstre og det glamourøse liv, de levede på godset Asthall Manor.

I De smukke unge døde møder vi især den næstældste datter, Pamela Mitford, der levede fra 1907 til 1994.

Sammen med sine søstre førte hun et kontroversielt, men stilfuldt liv, der har fascineret både samtid og eftertid.

Søstrene har igennem tiden inspireret biografister, dokumentarister, forfattere og filmfolk, senest holdet bag The Crown, der vil forvandle Jessica Fellowes’ Mitfordmordene til en ny stor tv-serie. „ JEG ER UNDERHOLDT, FORFØRT OG ALDELES FORGABT I DEN VERDEN. IMPONERENDE .“

EN SPRÆNGFARLIG COCKTAIL AF MORD OG GLAMOUR De brølende 1920’ere: Pamela Mitford fra den excentriske og skandaløse Mitford-familie nærmer sig sin 18-års fødselsdag. Sammen med Londons glamourøse bohemer planlægger søsteren Nancy at fejre hende med en natlig skattejagt på familiegodset Asthall Manor. Men aftenen får en brat afslutning, da en af gæsterne findes død ved foden af det lokale kirketårn. Stuepigen Dulcie anklages uden videre for mord, og Louisa Cannon, Mitford-søstrenes barnepige og anstandsdame, sætter alt ind for at bevise hendes uskyld. Snart befinder hun sig midt i et mordmysterium, der både fører hende tæt ind på livet af Londons aristokratiske ungdom og en livsfarlig forbryderbande.

De smukke unge døde er andet selvstændige bind i Jessica Fellowes’ bestsellerserie om de seks berømte og berygtede Mitford-søstre. „FELLOWES ER VANVITTIG DYGTIG TIL AT BESKRIVE DE INDGROEDE SPÆNDINGER MELLEM OVERKLASSEN OG DERES TJENESTEFOLK.“ PUBLISHERS WEEKLY

DAISY GODWIN, VICTORIA

POLITIKENS FORLAG „FASCINERENDE . JEG ELSKER DEN.“ JULIAN FELLOWES, DOWTON ABBEY

MITFORDmordene MITFORDmordene DE SMUKKE UNGE DØDE

ANDEN BOG

DE SMUKKE UNGE DØDE AF BESTSELLERFORFATTEREN TIL BØGERNE OM DOWNTON ABBEY

JESSICA FELLOWES (f. 1974) er forfatter og journalist. Hun har skrevet for bl.a. The Guardian og har været chefredaktør på magasinet Country Life. Som forfatter er hun især kendt for sin bestsellerserie på fem bøger om tv-succesen Downton Abbey.

Bøgerne har ligget på både New York Times’ og Sunday Times’ bestsellerlister og solgt over en halv million eksemplarer. Allerede fra første bog blev også Mitfordmordene en international bestseller.

Det har anmelderne skrevet om serien: „SPÆNDINGEN HOLDES TIL ALLERSIDSTE SIDE.“ EVENING STANDARD „LEVENDE, UNDERHOLDENDE OG VELSKREVET.“ THE TIMES

Mitfordmordene II De smukke unge døde

Mitfordmordene_II.indd 1

06/06/2019 14.16

Jessica Fellowes

Mitfordmordene ANDEN BOG De smukke unge døde

Oversat af Kirsten Heltner

POLITIKENS FORLAG

Mitfordmordene_II.indd 3

06/06/2019 14.16

Mitfordmordene_II.indd 4

06/06/2019 14.16

Kapitel et 1925

Der kommer et tidspunkt i ethvert barns liv, som endegyldigt markerer overgangen til voksenlivet. Dette tidspunkt var endnu ikke kommet for Pamela Mitford, der stod og rystede på trinnene op til et af Mayfairs smalle huse. Det var en kold og frostklar aften, men det var et nervøst anfald, der fik hende til at skælve. Ved siden af hende stod Louisa Cannon, som kun alt for godt vidste, at den lyse Pamela ville blive et let bytte derinde i løvens hule.

“Bed Koko om at komme ud og hente mig,” sagde Pam med ryggen til døren. “Du skal ikke følge mig ind. Det får mig til at virke som et pattebarn.”

“Det er jeg nødt til. Jeg har lovet din mor at være anstandsdame.

Desuden er der ingen her, der ved, at jeg er din barnepige,” svarede Louisa for gud ved hvilken gang. Rejsen fra Asthall Manor i Oxford­ shire til London havde været lang, selv om de var vant til togturen, og til trods for at en taxi havde holdt ind ved Paddington Station i næsten samme øjeblik, som de trådte ud fra banegården.

“Vil du ikke nok hente Koko?”

Med Koko mente hun Nancy, den ældste af de seks Mitford-søstre.

Louisa havde arbejdet for familien i fem år og havde så godt styr på alle de kælenavne, de brugte om hinanden, at man ville kunne vække hende midt om natten og høre hende i dem. Hun ringede modvilligt 5

Mitfordmordene_II.indd 5

06/06/2019 14.16

på dørklokken, og døren blev åbnet foruroligende hurtigt af en pige, der lignede hende selv til forveksling: Hun var af samme højde og havde også lysebrunt hår, selv om hendes var sat op og dækket af en kappe. Også kjolen så ud til at være af god kvalitet, men slidt. Det var sandsynligvis en, hun havde arvet, ligesom Louisas kjole var en af Nancys aflagte. Det renskurede ansigt så træt ud, men fregnerne på den lille næse gav hende et friskere udtryk. Hun fik øje på Pamela, som stod med ryggen til, og de to tjenestepiger udvekslede et blik, som udtrykte, at de var i samme båd.

“Godaften,” sagde Louisa. “Kan De fortælle mig, om miss Nancy Mitford er at træffe?”

Stuepigen så ud, som om hun var på nippet til at smile. “Jeg må vist hellere spørge, hvem der vil vide det,” sagde hun med en accent, som Louisa genkendte fra sydsiden af floden.

“Det vil hendes søster, miss Pamela,” sagde Louisa. “Der er bare det, at hun ikke vil have, at jeg følger hende indenfor, og jeg må ikke lade hende gå derind alene. Må jeg komme ind og tale med miss Nancy?”

Pigen nikkede og åbnede døren. “Denne vej.”

Hun pegede på en dør i entréen og forsvandt selv ud ad en anden.

Det undrede Louisa, at hun ikke blev vist helt ind, men hun forstod hurtigt hvorfor. I den dunkelt oplyste stue stod to store, slidte lænesto­ le med front mod et knitrende og spruttende ildsted. Hen over arm­ lænet på hver stol strakte en lang, tynd arm sig over mod den anden.

Den første var en kvindes, iklædt en sort silkehandske, der gik til op over albuen; den anden tilhørte en mand, hvis håndled var dækket af en stiv, hvid manchet og et smokingærme. Han bar ingen smykker på nær en tung signetring af guld. De to sad og lod deres fingre flette sig ind og ud af hinandens, som var de dukker i en Mester Jakel-fore­ stilling; mandens hånd rakte ud og afparerede kvindens blide puf, før hun trak sig tilbage på en måde, så hun let lod sig fange igen.

Louisa havde stået og betragtet dette et øjeblik for længe, da kvin­ den, som den behandskede hånd tilhørte, kiggede frem fra øreklapsto­ len. Chokket over, at Nancy havde ladet sig klippe korthåret, havde 6

Mitfordmordene_II.indd 6

06/06/2019 14.16

fortaget sig, og nu beundrede Louisa det ligefrem. Ansigtet var ikke smukt i traditionel forstand, men det havde sin egen charme med det, filmkritikerne kaldte ‘en kirsebærmund’, som hun havde malet mør­ kerød, en velformet lille næse og store, runde øjne, som hun nu havde knebet halvvejs sammen for at fokusere på sin tidligere barnestuepige.

Louisa opfangede den typiske blanding af ømhed og irritation i blik­ ket.

“Undskyld, miss Nancy,” sagde hun. “Jeg er her for at fortælle Dem, at miss Pamela er kommet.”

Manden kiggede nu også frem. Hans ansigtstræk var skarptskårne, og håret så glatfriseret, at det lignede guld, som var blevet formet hen over issen på ham. Sebastian Atlas. Han havde besøgt Asthall Manor sammen med Nancy et par gange, til trods for at lord Redesdale blev kokrød i ansigtet ved synet af ham, til hans datters store fryd og hans kone lady Redesdales mishag. Hvor lord Redesdale var kolerisk og il­ ter, var lady Redesdale iskold og forbitret.

“Hvorfor kommer hun så ikke ind?” spurgte Sebastian drævende, hvorpå han viftede Nancys fingre væk og lod sig synke tilbage i stolen igen. Hans anden hånd greb fat om et whiskyglas.

Nancy udstødte et dramatisk suk og rejste sig. Hun glattede på sin krøllede silkekjole, der var tynget ned af hundredvis af bittesmå sorte og hvide perler i et zigzagmønster. Det var hendes mest, måske ene­ ste, moderne kjole, og hun gik med den så ofte, at det var ved at drive Nanny Blor til vanvid.

“Jeg beklager, miss Nancy,” sagde Louisa, som hurtigt havde be­ sluttet at bruge titlen, selv om det ikke var så længe siden, at de havde været dus. “Men miss Pamela vil ikke have, at jeg går med ind. Hun synes, det er pinligt at have sin barnepige med.”

Nancys ansigt havde fået noget af sit gamle, velkendte udtryk tilba­ ge, og hun smilede skævt til Louisa. “Åh, den lille tosse,” sagde hun.

“Anstandsdamer er faktisk ved at komme på mode igen, men det ved hun selvfølgelig ikke noget om.”

7

Mitfordmordene_II.indd 7

06/06/2019 14.16

Det var Nancy, som havde foreslået deres forældre, at Pamela skulle komme ind til London, være med til et par fester og blive præsenteret for folk, så hun kunne invitere nogle af dem med til sit fødselsdagsbal måneden efter.

“Ellers,” havde Nancy tålmodigt forklaret, “er det som at bede folk komme til en fest, ude hvor kragerne vender, for at fejre en, de ikke kender, og så vil de tro, at vi er desperate. Vi skriver trods alt 1925, Farve.”

“Jeg kan ikke se, hvilken forskel årstallet gør,” havde hendes far svaret studst.

“Det gør en stor forskel. Man er nødt til at omgås de rigtige men­ nesker. Man kan ikke bare dukke op til hvad som helst.” Det var nu ikke helt sandt, havde Nancy betroet Louisa. ‘De rigtige mennesker’ vidste intet bedre end at dukke op til hvad som helst, bare der var vin i stride strømme og udsigt til dans. De vidste, at al energi ved enhver sammenkomst kom fra dem, og at deres pulserende lys fik alle andre til at stå i skygge. Louisa var godt klar over, at Nancy havde tænkt sig at gøre denne fest til sin egen, selv om det var Pamelas fødselsdag, der skulle fejres.

Denne aften havde hun planlagt at deltage i et middagsselskab hos lady Curtis, der var Adrian og Charlottes mor. Nancy havde mødt Adrian gennem Sebastian til det årlige kaproningsstævne i Oxford i sommer, den eneste gang om året, hvor kvinder blev budt med til middag inden for universitetets gule mure. Hun var begyndt at spille ukulele et par måneder før og havde betroet Louisa, at det havde fået herrerne til at sværme om hende, som var hun en slangetæmmer fra Marrakesh.

Efter at Nancy havde hentet Pamela ind fra hovedtrappen, fortsatte de alle tre gennem entréen. Stuepigen var forsvundet, men der lød svage toner af jazz fra en grammofon ovenpå.

“Behøver du at tage med?” hviskede Pamela til Louisa, mens de kantede sig op ad den snævre trappe med den ældste søster forrest.

“Jeg er jo sammen med Nancy.”

8

Mitfordmordene_II.indd 8

06/06/2019 14.16

“Jeg har lovet lady Redesdale at være her,” mindede Louisa hende om. Hun havde ondt af Pamela, som hun tidligere havde hørt græde stille ude på toilettet, før hun langt om længe kom ud derfra med en knap, der var røget af hendes kjole. Pamela havde uden et ord rakt den til Louisa, som lige så tavst havde hentet nål og tråd og syet den på igen, mens hun stod foran den stille hikstende pige.

Mens de tre begav sig op ad trappen, forberedte Louisa sig på, hvad der kunne ske. De glimt, hun havde fået af Nancys venner på Asthall, var ikke det samme som at se dem i deres naturlige omgivelser, hvor de uden bekymringer kunne opføre sig i overensstemmelse med de nye tider. At træde ind i opholdsstuen føltes som at forsvinde ind i Tatlers selskabssektion, bare med farvebilleder. Det varede et øjeblik, før Louisas øjne havde vænnet sig til virvaret af mænd og kvinder, der stod tæt på hinanden. Deres træk blev både mildnet og fremhævet af det flakkende lys fra pejsen og Tiffany-lamperne, der stod rundtom­ kring i lokalet. Hendes øjne blev fanget af detaljerne: rød læbestift på et tomt glas, cigaretter i lange cigaretrør, der var faretruende tæt på at svide håret på dem, der stod i nærheden, pandebånd med impone­ rende fjerbesætninger og vovede, lilla strømper, der tittede frem fra buksebenene, da en mand lagde benene over kors. Pamela var blevet opslugt af forsamlingen på samme måde, som Jonas var forsvundet i hvalfiskens bug, så Louisa satte sig på en stol op ad væggen, hvorfra hun kunne holde øje med både hende og Nancys venner.

Adrian stod ved den enorme kamin med fingerspidserne mod ka­ minhylden for at holde balancen. Han rakte sit glas ud i luften for at få mere whisky og ignorerede fornøjet den unge mand, der skænkede op. Louisa genkendte ham fra aviserne, hvor han sædvanligvis figure­ rede under forargede overskrifter om ‘De Smukke Unge’, og desuden ud fra Nancys beskrivelse. Det var et chok at høre hans klangfulde stemme, som ikke passede til hans snogetynde krop. Hans mørke, bøl­ gede lokker var ikke blevet tæmmet helt af brillantinen, og selv om der var et glasagtigt skær i hans lyseblå øjne, fulgte de nøje Nancys blottede kraveben, idet hun kom nærmere. Hans butterfly var gået op, og han havde en våd plet på skjortebrystet efter en spildt drink. Louisa 9

Mitfordmordene_II.indd 9

06/06/2019 14.16

vidste, at Adrian gik for at være den store fangst – hvis han sagde ja til Pamelas selskab, ville det få alle de andre til at dukke op.

“Hvem er det, du har med til mig, søde ven?” spurgte han hen­ vendt til Nancy, men med øjnene rettet mod hendes lillesøster. “Hun ligner et lam på vej til slagtebænken, det lille pus.” Han lo og tømte glasset.

“Det her er Pamela,” sagde Nancy. “Hun er kun sytten år, så hun er virkelig et lille lam. Opfør dig nu pænt, A.” Hun sendte ham et blik, som Louisa vidste var en opfordring til det stik modsatte.

Pamela rakte hånden frem og sagde så voksent, som hun kunne: “Godaften, mr. Curtis,” hvilket fik ham til at brøle af latter.

“Hvor herligt gammeldags,” sagde han og fejede hendes hånd væk.

“Sådan taler vi ikke, kæreste. Kald mig bare Adrian. Hvad må vi byde på?” Han vendte sig om for at prikke manden med whiskyflasken på skulderen, men blev afbrudt af et støn fra en kvinde, der sad i en stol i nærheden. Hendes krøller var mere viltre, eftersom de havde fået lov til at vokse sig længere og fylde mere, og selv om hendes øjne var brune og ikke blå, var der noget over hendes tvære trutmund, der min­ dede om mandens. Hun var også tynd, og hendes kindben vidnede om århundreders aristokratiske forfinelse.

“Du skal ikke tage dig af min bror,” sagde hun. “Han er en ubehøv­ let dødbider. Jeg hedder for resten Charlotte.”

“Jeg hedder Pamela,” sagde Pamela og tav. Hun havde, ud over et par måneder i Frankrig, tilbragt hele sit liv i børnefløjen i sit barn­ domshjem i selskab med sin bror og sine søstre og Nanny Blor og Louisa. Dette var nyt for hende.

“Kom og sæt dig her,” sagde Charlotte, idet hun rejste sig fra stolen, tog to drinks fra en bakke og rakte Pamela den ene. Pamela tog glas­ set fra Charlotte efter at have takket hende og tog en ordentlig slurk, hvorefter hun begyndte at hoste og sprutte. Hun tørrede munden med håndryggen, der blev rød af den læbestift, som hun havde dristet sig til at tage på i taxien.

“Fordømt!” udbrød hun, hvilket fik Charlotte til at fnise.

“Du er en sød lille en,” sagde Charlotte. “Kom her. Jeg har et lom­ 10

Mitfordmordene_II.indd 10

06/06/2019 14.16

metørklæde, som du kan tørre dig lidt med. Du må indrømme, at det ser lidt komisk ud.”

Pamela nikkede lettet og begyndte selv at fnise.

Men før Charlotte var blevet helt færdig med at gnide Pams hage ren, holdt hun inde og så på Nancy. Hun var ved at trække et rejseur op, som havde stået på kaminhylden. “Er det gået i stå?” spurgte Char­ lotte.

Nancy standsede op og blinkede overdrevent til hende. “Nu skal der festes!” sagde hun. “Jeg stiller altid urene en halv time tilbage, så vi får lidt mere tid.”

“Morsomt,” sagde Charlotte.

Louisa vendte blikket væk fra dem og blev glad, da hun så Clara Fischer gå gennem lokalet. Clara, som familien Mitford kaldte ‘Ame­ rikaneren’, var næsten enogtyve og tættere på Nancys alder, men en del sødere mod Pamela. De to havde tilbragt noget tid sammen på Asthall, hvor de havde leget med hundene og sludret om deres man­ ge og forskelligartede træk, om at de ville ønske, at dyr kunne tale, og hvad de i givet fald ville sige. Clara besad en ligefrem og beha­ gelig skønhed. Det lyse hår sad i perfekte bølger, og hendes læber var lyserøde og fyldige. Hun var altid iført tøj i lyse farver og sarte materialer, der så ud, som om det kunne vikles af hende som en rulle chiffonbånd.

Hun kom Pamela i møde. “Godaften ... Jeg vidste ikke, at du skulle komme.”

“Det var også nær gået i vasken,” sagde Pam. “Farve brød sig ikke om det.”

“Nej, det gjorde han vel ikke.” Clara smilede skævt. “Og jeg forstår ham godt. Det her er en anløben flok.”

Pamela så sig omkring. “De ser da ikke så slemme ud.”

“Du skal ikke lade dig narre af udseendet. Så, ryk dig lidt.”

“Clara,” sagde Charlotte uden synderlig varme i stemmen. “Har du set Ted? Han har det med at forsvinde for at ringe til hende den rædselsfulde Dolly.”

“Ja, han står lige derhenne.” Clara så hen mod kaminen og hævede 11

Mitfordmordene_II.indd 11

06/06/2019 14.16

et perfekt plukket øjenbryn. “Gad vide, hvad de tre nu er ved at strikke sammen.”

Ved siden af Nancy stod Adrian og en mindre, mørkere mand med en lang hage og øjne så dybtliggende, at man knap nok kunne se dem.

Clara og Charlotte havde kaldt ham Ted, men Louisa genkendte ham fra aviserne som lord De Clifford. De tre var noget usikre på benene, og alle lo højrøstet, før en af de andre havde talt færdig. Nancy måtte have mærket folks blikke på dem, for hun vendte sig om og vinkede.

“Kom herhen,” sagde hun. “Vi er ved at planlægge noget helt og aldeles vidunderligt.”

Charlotte gik derhen med langsomme, modvillige skridt. Clara fulgte efter og vendte sig om for at trække Pamela med. “Hun mener også dig.”

“Saml jer, kammerater,” sagde Adrian med høj stemme, og i det samme dukkede Sebastian op og kantede sig tæt op ad Charlotte og strakte hals. Han så ud, som om han kedede sig, men Louisa vidste, at det var Nancys og hendes venners standardudtryk. Hun rejste sig for at lytte, da de dannede rundkreds om kaminen. Adrian talte med samme lydstyrke, men langsommere og sløret som en plade, der blev spillet på forkert hastighed.

“Ted har fået en herlig ide. Vi skal på skattejagt.”

“Nu?” Charlotte trak mundvigene ned, så hun fik et endnu mere tvært udtryk i ansigtet. “Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor I bliver ved med at opføre jer ligesom de idioter ...”

“Nej, ikke nu,” sagde Adrian. “Den slags kræver planlægning. Ved Pamelas bal i næste måned.” Han smilede bredt og slog ud med arme­ ne som en sprechstallmeister, der lige havde bekendtgjort, at løverne ville komme efter de flyvende akrobater.

Pamela blev bleg. “Jeg tror ikke, at Farve ...”

“Så hold dog mund, kvinde.” Louisa krympede sig ved Nancys brug af det onde øgenavn, hun havde fundet på for flere år siden for at dril­ le Pamela med hendes meget tidligt udviklede krop. “Han behøver ikke at få noget at vide. Vi gør det, når de gamle er gået i seng. Så har vi hele huset for os selv, ja, sågar landsbyen, hvis vi har lyst.”

12

Mitfordmordene_II.indd 12

06/06/2019 14.16

“Jeg ser gerne, at vi ikke får en eller anden tåbelig petitjournalist rendende,” sagde Sebastian og fangede Teds blik. Aviserne havde kro­ nede dage, når unge fra adelen blev taget i vilde tossestreger under skattejagterne i London. Men det var nu ikke, fordi de ikke brød sig om omtalen, for Louisa mindedes at have hørt, at selveste lord Rother­ mere havde fået bragt en ledetråd i The Evening Standard.

Clara klappede i hænderne. “Mener I ude på landet? Der er bælg­ mørkt og skrækkelig uhyggeligt! Det bliver forfærdelig perfekt.”

“Ja,” sagde Adrian, “og Nancy siger, at der ligger en kirkegård bag havemuren.” Han klukkede sagte og var et øjeblik ved at falde bag­ over, før han fik balancen igen. Nancy lo.

“Og ikke noget med at suse rundt i biler. Vi gør det hele til fods.

Alle skriver en ledetråd hver med en almindelig genstand som løs­ ning. Sig nu ja, alle sammen. Så kan vi arbejde to og to.” Det var en snedig måde at få folk til at dukke op til festen på, tænkte Louisa.

“Hvem mon vinderen bliver?” spurgte Clara.

“Den sidste, der er tilbage, selvfølgelig,” sagde Adrian.

Og sådan gik det til, at Adrian Curtis, toogtyve år gammel, planlag­ de sin egen død tre uger senere.

Mitfordmordene_II.indd 13

06/06/2019 14.16

Kapitel to Guy Sullivan havde bemandet skranken siden klokken otte og indtil videre taget sig af præcis tre sager. En gammel dame, der var kommet ind for at takke den flinke unge betjent, som havde hjulpet hendes Tibbles ned fra taget i forgårs, en mand, som var blevet tiltalt for beruselse og gadeuorden og nu sov rusen ud i en af cellerne, og indleveringen af en guldring, der besynderligt nok var blevet fundet på Golden Square. Guy havde omhyggeligt skrevet beskeden ned, skrevet rapport om beruseren og arkiveret ringen som hittegods. Han havde fået underskrifter og stempler på det hele og stod nu bag skran­ ken og forsøgte at lade være med at falde sammen og gabe for femte gang. Klokken var halv elleve, og der var mindst to timer til frokost og syv til fyraften. Han ville ikke være utaknemmelig for sin stilling.

Havde han måske ikke inderligt ønsket at blive betjent ved Londons politi? Han pudsede stadig skiltet på sin hjelm med stolthed, og hans støvler skinnede som glas, men han tvivlede indimellem på, om han overhovedet gjorde nogen nytte, og om han nogensinde ville komme videre. Guy havde været politibetjent i næsten tre år nu – det vil sige rigtig politibetjent, ikke bare betjent ved jernbanepolitiet, som han havde været før – og ville gerne vide, hvornår han kunne søge ind ved kriminalpolitiet.

Den samtale, han havde prøvet at indlede om emnet med sin over­ ordnede, inspektør Cornish, var faldet til jorden, før han overhovedet var begyndt. Cornish havde med stor fornøjelse mindet den unge assi­ stent om, at han befandt sig i verdens bedste politistyrke, og hvis han 14

Mitfordmordene_II.indd 14

06/06/2019 14.16

ville forfremmes, måtte han vise dem, at han havde fortjent det, og ikke bare stå og vente på at blive belønnet. Men så længe Guy havde kontorarbejde, hvilket han nu havde haft i syv måneder, kunne han ikke se, hvordan han skulle udvise initiativ. De betjente, der kom ind med ‘sager’, ville ikke have, at sådan en som ham blandede sig, og folk, der kom uopfordret, blev overdraget til andre betjente, fordi Guy ikke måtte forlade sin post.

Guy glattede på håret og pudsede brillerne for gud ved hvilken gang den formiddag. Han spekulerede på, om det var hans syn – der var så dårligt, at han var blevet kasseret, da han havde meldt sig til hæ­ ren under krigen – som afholdt hans chef fra at give ham betydnings­ fulde sager. Han var blevet drillet en del med sin manglende evne til at genkende ansigter, efter at han havde undladt at hilse på kriminal­ kommissæren, da denne en morgen var trådt ind ad hoveddøren uden uniform. Guy havde prøvet at indvende, at det ikke var, fordi han ikke kunne se ordentligt. Det havde simpelthen været et spørgsmål om, at han ikke var vant til at se ham i civil, men det havde kun gjort det hele værre. Hvordan skulle Guy så kunne få øje på velkendte kriminelle i forklædning? Cornish havde hørt palaveren og spurgt, hvad der fore­ gik, og siden den dag havde Guy ikke været ude på patrulje. Sådan føltes det i hvert fald.

Mens Guy gjorde op med sig selv, om han skulle sortere den udgå­ ende post i alfabetisk rækkefølge eller vande planten ved hoveddøren, blev hans opmærksomhed rettet mod en ung kvinde i uniform, som var på vej hen mod skranken. Hun var et forholdsvis sjældent syn.

Ifølge rygterne var der kun omkring halvtreds af dem i hele styrken.

Kvindelige politibetjente havde for et par år siden fået tilladelse til at foretage anholdelser, hvilket havde vakt stor opstandelse blandt mæn­ dene. Men kvinderne blev stadig for det meste sendt ud på bløde op­ gaver som at lede efter forsvundne børn eller katte. Guy havde stort set aldrig talt med en. Han havde set hende her et par gange før, og bestemt bemærket hendes kønne smil, men det mest bemærkelses­ værdige ved hende i dag var drengen, som hun holdt fast ved øret, mens han vred og vendte sig. Hun gik hen til Guys skranke med raske 15

Mitfordmordene_II.indd 15

06/06/2019 14.16

skridt og stillede sig forpustet foran ham med en både resolut og selv­ tilfreds mine.

“Jeg tog ham i at hugge æbler fra en trillebør ved St. James’s Mar­ ket,” sagde hun med et tonefald, som Guy vidste skulle antyde, at hun jævnligt bragte forhærdede forbrydere op til skranken på politistatio­ nen i Vine Street. Han besluttede sig for at spille med.

“Det er vist ikke første gang, han har gjort den slags, hvad?”

Politikvinden smilede taknemmeligt. “Nej, det er det bestemt ikke.” Hun fik vejret igen uden at slippe sit tag i drengens øre. Dren­ gen, som så ud til at være omkring fjorten år gammel, var tynd og lille af sin alder, men kunne sagtens have vristet sig løs. Han foretrak sandsynligvis et lille hvil og lidt suppe og brød i en celle. “Det er nok bedst, at vi skriver alle oplysninger om ham ned. Så kan vi drøfte med inspektøren, hvad vi skal gøre bagefter.”

“Javel, betjent,” sagde Guy. Det fremkaldte endnu et smil, noget som han opdagede, at han godt kunne lide. Stolthed fik ham til at ran­ ke sin høje, magre krop som en kat, der ville vise sig. Louisa Cannon havde været den sidste pige, der havde haft den indvirkning på ham, og han rystede på hovedet ved tanken. Guy drejede tankerne tilbage til arbejdet, skrev drengens formentlig falske navn og adresse ned og tilkaldte en anden betjent for at føre ham ned til cellerne. Politikvin­ den blev viftet til side, så snart betjenten ankom, og Guy så skuffelsen i hendes ansigt.

“Godt klaret,” sagde han. “Klokken er ikke engang tolv endnu, og De har allerede foretaget en anholdelse.”

“Ja, det har jeg vel,” sagde hun bedrøvet. Guy betragtede hendes nydelige skikkelse i den perfekt strøgne uniform og de slanke ben, som så malplacerede ud over de solide sorte snørestøvler. Hun så sig om for at sikre sig, at der ikke var nogen, der lyttede. “Det er bare det, at ...”

“Hvad?”

“Jeg får aldrig lov til at lave noget ordentligt. De ved, rigtigt politi­ arbejde. Jeg troede, at de ville lade mig føre ham ned til cellerne, men han bliver vel bare lukket ud i eftermiddag, mon ikke?”

16

Mitfordmordene_II.indd 16

06/06/2019 14.16

Guy trak på skuldrene og besluttede så, at han ikke kunne være bekendt at affærdige hende med en eller anden nedladende bemærk­ ning. “Jo,” indrømmede han. “Det bliver han nok. Der er ikke nok til at sigte ham. Men De gjorde det rigtige. Han tænker sig sikkert om en anden gang.”

“Ja, det gør han måske. Tak skal De have.” Hun rettede sig op og gjorde mine til at gå, men vendte sig så mod Guy igen. “Hvad hedder De for resten?”

“Betjent Sullivan,” sagde han og tilføjede i et blødere toneleje: “Men kald mig bare Guy.” “Det vil jeg gøre,” sagde hun, “hvis du kalder mig Mary. Betjent Moon.”

“Mary Moon?”

“Ja, og nu skal du ikke komme for godt i gang. Jeg har hørt alle de vittigheder om mit navn, som du kan forestille dig, og også nogle, som du ikke kan.”

Mens de stod og lo, kom en betjent hen til Guys side af skranken.

“Hvis De ikke har andet at tage Dem til end at stå og fnise, kan De gå med ind i møderummet. Cornish kalder alle sammen, som ikke er ude på patrulje i dag.” Han marcherede væk og indfangede en anden.

Marys ansigt lyste endnu mere op, og hun begyndte med det sam­ me at gå, men standsede så op og så sig tilbage. “Skal du ikke med?”

“Det kan jeg ikke,” sagde Guy. “Jeg må ikke gå fra skranken.”

“Ikke engang i fem minutter?”

Guy rystede på hovedet og følte sig som et fjols.

Mary kom tilbage. “Gå du bare, så passer jeg skranken. Det klarer jeg nok.”

“Men hvad så med ...?”

“Jeg får alligevel ikke lov til at lave rigtigt politiarbejde. Gå du bare, og fortæl mig om det hele bagefter.”

Guy prøvede at tøve en smule længere for at vise hende, at hun ikke behøvede at gøre det, hvis hun ikke havde lyst, men det var halvhjer­ tet. Han var desperat for at få denne chance.

17

Mitfordmordene_II.indd 17

06/06/2019 14.16

Mødelokalet var tætpakket, og inspektør Cornish stod oppe foran og var allerede i gang med at tale til de ivrige betjente. Guy sneg sig ind og stillede sig ved væggen, hvor han holdt ørerne stive for at kunne høre det hele. Cornish havde ry for at være barsk, men hans metoder bar frugt, så man tolererede hans grove sprog, og en del fandt det pas­ sende for branchen. “Hvis du ikke kan tåle mosten, hvad laver du så ved politiet?” var en sætning, som Guy havde hørt flere gange, men gudskelov ikke rettet mod ham selv. Cornishs jakkesæt sad bedre, end man kunne forvente af en inspektør, og han var kendt for sin smukke, nye Chrysler, som også var overraskende for en mand i hans lønram­ me. Der gik rygter om penge under bordet og bestikkelse, men det var ikke noget, man havde gjort noget ved, og disse rygter blev ofte ledsa­ get af et skødesløst skuldertræk, et slags “hvorfor egentlig ikke?”-om­ kvæd, som altid havde virket deprimerende. Efter tre år ved Londons politi havde han ikke set meget til menneskets godhjertethed.

“De tror, at juletiden handler om en tyk mand, der klatrer ned i skorstenen med varme luffer til Dem,” råbte Cornish, “eller en ekstra fed kalkun med fyld til Lille Tim ...” Han holdt inde for at le højt ad sin egen vittighed. “... Men for rakket derude handler det om at tage, ikke at give. Og de venter ikke på at åbne den første låge i julekalen­ deren.” Et par betjente lo høfligt, som om de ville opmuntre en varie­ tékunstner under hans debut. “Vi har formodninger om, at miss Alice Diamond er tilbage for fuld styrke og har sat sine Fyrretyve Røvere i gang på Oxford Street, Regent Street og Bond Street. Vi har presset hende de sidste par år, og hun har derfor arbejdet i provinsen og de andre storbyer i stedet. Men det lader til, at hun er kommet hjem i anledning af julen, og denne gang er vi nødt til at udvide nettet for at fange hende. Derfor vil jeg have så mange af Dem som muligt ud i gaderne, og alle melder tilbage til mig ved fyraften. Er De med?” Han sendte flokken et hvast blik. “Udmærket. Stil Dem i kø, og så får De en opgave af overbetjent Cluttock. De skal arbejde to og to i civil.”

Han forlod lokalet med et sidste blik på de ranke mænd.

Guy så sig hjælpeløst omkring. Alle fandt hurtigt en makker, nog­ le gange med et enkelt blink eller nik, som vidnede om solide mak­ 18

Mitfordmordene_II.indd 18

06/06/2019 14.16

kerskaber. Guy savnede sin gamle makker, Harry, der var blevet ved London, Brighton og Sydkystens Jernbanepoliti, efter at Guy var ble­ vet forflyttet til Scotland Yard. Han havde sagt op for nogle måneder siden for at arbejde som musiker i de nye jazzklubber, der var skudt op rundt­omkring i byen. Det var ikke, fordi Guy ikke havde venner eller i det mindste gode bekendte på stationen, men det her handlede ikke om at have en venlig kollega at sidde ved siden af i kantinen, mens man spiste kødtærte og kartoffelmos. Det drejede sig om, hvem man kunne samarbejde med om at få Cornishs opmærksomhed, en makker, som ville skaffe en anerkendelse, ros og forfremmelse. Syv måneder ved skranken havde ikke ligefrem skaffet Guy et ry som en politimand, der kunne opsnuse og efterspore sig til succes. Han stod stivnet og så til, mens folk forlod lokalet to og to ad gangen som dyre­ ne, der triumferende gik om bord på Noas ark. Da det sidste par, som havde en slående lighed med grinende hyæner, var gået, begyndte overbetjent Cluttock at samle sine dokumenter og gøre sig klar til at gå. Guy nærmede sig bordet og begyndte at tale, men han var tør i munden, og ordene blev til en kvækken.

“Undskyld, hr. overbetjent.”

Cluttock så på ham, og hans overskæg skinnede. “Hvad er der?”

“Kunne jeg få en opgave?”

Cluttock kiggede rundt i lokalet med overdrevne hovedbevægelser.

“Jeg kan ikke se Deres makker. De hørte selv chefen. De skal arbejde to og to.”

“Javel. Jeg har en makker, men hun ...” Han tav og tænkte sig om i under en brøkdel af et sekund, “... er ude på en anden opgave i øje­ blikket, men er tilbage om lidt, og så kan vi gå ud sammen.”

“Navn?”

“Mit?” “Nej, på ham, der pudser kongens sko. Ja, Deres navn, tak.”

“Betjent Sullivan. Og min makkers navn er betjent Moon.”

Cluttock så på listen. “De kan tage Great Marlborough Street. Det er mindre butikker, så der er ikke så stor risiko for, at der sker noget der, men man ved aldrig. Meld tilbage klokken seks præcis. De skal 19

Mitfordmordene_II.indd 19

06/06/2019 14.16

naturligvis rapportere alt, hvad der forekommer mistænkeligt, og tale med ekspeditricer og så videre. De kender rutinen.” Han hævede det ene øjenbryn og så på Guy. “De kender vel rutinen?”

“Naturligvis, hr. overbetjent. Mange tak, hr. overbetjent.” Guy smi­ lede som en flækket træsko, som om han lige havde kigget i sin jule­ strømpe og opdaget, at den var fyldt med rigtige guldmønter i stedet for dem af chokolade. Han indså, at Cluttock stirrede på ham. “Øh, jeg står her vist endnu.”

“Det ser sådan ud, betjent Sullivan.”

“Men det skal være slut nu, sir.” Guy løb ud af lokalet og tilbage til skranken.

Mary hoppede op og ned af glæde, da Guy fortalte hende nyheden.

“Gav du ham mit navn?” spurgte hun for tredje gang. “Og han sagde ikke, at jeg ikke måtte?”

Det bekræftede Guy endnu en gang. “Ja, jeg gjorde. Og nej, det gjorde han ikke. Men jeg har et andet problem.”

“Hvad er det?”

“Jeg skal egentlig stå i skranken.”

“Jamen ... kan du ikke sige til ham, der står for vagtplanen, at du har fået en særopgave? Så må de jo bare finde en anden.” Hun spærrede øjnene op, foldede hænderne og så bønligt på ham. “Vil du ikke nok prøve? Det her er min eneste chance for at vise, hvad jeg kan. Jeg er nødt til at gøre det.”

Guy vidste lige præcis, hvordan hun havde det. Han nikkede og skyndte sig af sted for at få det overstået, før modet svigtede ham. Til hans glædelige overraskelse sagde hans overordnede ja uden at stille for mange spørgsmål. Det måtte være blevet almindeligt kendt, at der var brug for enhver, der kunne krybe og gå, for at finde Alice Dia­ mond og De Fyrretyve Røvere. I løbet af det, der føltes som rekordtid, nåede Guy og Mary hver især hjem for at skifte til civilt tøj og var nu på vej mod Great Marlborough Street i jagten på en af landets mest berygtede kvindelige forbrydere og hendes bande.

Mitfordmordene_II.indd 20

06/06/2019 14.16

Kapitel tre Efter festen var Nancy, Pamela og Louisa vendt hjem til Iris Mitfords lejlighed på Elvaston Place. Deres sene hjemkomst blev af­ sløret af, at de sov til langt op ad formiddagen og svarede sløvt på Iris’ spørgsmål ved den sene frokost. Louisa havde hjulpet søstrene med at pakke og havde fulgt dem til Paddington Station, hvor de tog toget, så de kunne nå hjem til middag. Derefter havde Louisa fri og kunne overholde sin aftale med den stuepige, som hun havde mødt dagen før, Dulcie Long.

Louisa havde noget tid forinden arrangeret at blive i London natten over. Hun havde sagt til lady Redesdale, at hun gerne ville besøge en kusine, selv om hun sandt at sige ikke rigtig havde nogen familie. Hen­ des far var død for flere år siden, hendes mor var flyttet fra London til Suffolk, og hendes onkel Stephen var gået ind i hæren og havde ikke ladet høre fra sig siden – og det var hun kun glad for. Hun var enebarn og havde arbejdet, siden hun gik ud af skolen som fjortenårig. Da hun begyndte at arbejde for familien Mitford, som boede langt fra Peabody Estate, hvor hun var vokset op, havde hun stort set mistet kontakten til alle. Hendes ældste veninde, Jennie, kom i andre kredse takket være sin strålende skønhed, selv om Louisa vidste, at Jennie altid ville blive glad for at se hende. Men chancen for at kombinere en tur til London med sin månedlige frisøndag havde været for god til at lade gå fra sig. Mere end noget andet ønskede hun at indånde byens luft igen.

Efter ugevis med mudder ude på landet føltes det at gå på fortovet nærmest som en lise. Det kunne godt være, at lord Redesdale med sin 21

Mitfordmordene_II.indd 21

06/06/2019 14.16

Mitfordmordene er en serie på i alt seks bind. Hvert bind følger en af de virkelige Mitford-søstre og det glamourøse liv, de levede på godset Asthall Manor.

I De smukke unge døde møder vi især den næstældste datter, Pamela Mitford, der levede fra 1907 til 1994.

Sammen med sine søstre førte hun et kontroversielt, men stilfuldt liv, der har fascineret både samtid og eftertid.

Søstrene har igennem tiden inspireret biografister, dokumentarister, forfattere og filmfolk, senest holdet bag The Crown, der vil forvandle Jessica Fellowes’ Mitfordmordene til en ny stor tv-serie. „ JEG ER UNDERHOLDT, FORFØRT OG ALDELES FORGABT I DEN VERDEN. IMPONERENDE .“

EN SPRÆNGFARLIG COCKTAIL AF MORD OG GLAMOUR De brølende 1920’ere: Pamela Mitford fra den excentriske og skandaløse Mitford-familie nærmer sig sin 18-års fødselsdag. Sammen med Londons glamourøse bohemer planlægger søsteren Nancy at fejre hende med en natlig skattejagt på familiegodset Asthall Manor. Men aftenen får en brat afslutning, da en af gæsterne findes død ved foden af det lokale kirketårn. Stuepigen Dulcie anklages uden videre for mord, og Louisa Cannon, Mitford-søstrenes barnepige og anstandsdame, sætter alt ind for at bevise hendes uskyld. Snart befinder hun sig midt i et mordmysterium, der både fører hende tæt ind på livet af Londons aristokratiske ungdom og en livsfarlig forbryderbande.

De smukke unge døde er andet selvstændige bind i Jessica Fellowes’ bestsellerserie om de seks berømte og berygtede Mitford-søstre. „FELLOWES ER VANVITTIG DYGTIG TIL AT BESKRIVE DE INDGROEDE SPÆNDINGER MELLEM OVERKLASSEN OG DERES TJENESTEFOLK.“ PUBLISHERS WEEKLY

DAISY GODWIN, VICTORIA

POLITIKENS FORLAG „FASCINERENDE . JEG ELSKER DEN.“ JULIAN FELLOWES, DOWTON ABBEY

MITFORDmordene MITFORDmordene DE SMUKKE UNGE DØDE

ANDEN BOG

DE SMUKKE UNGE DØDE AF BESTSELLERFORFATTEREN TIL BØGERNE OM DOWNTON ABBEY

JESSICA FELLOWES (f. 1974) er forfatter og journalist. Hun har skrevet for bl.a. The Guardian og har været chefredaktør på magasinet Country Life. Som forfatter er hun især kendt for sin bestsellerserie på fem bøger om tv-succesen Downton Abbey.

Bøgerne har ligget på både New York Times’ og Sunday Times’ bestsellerlister og solgt over en halv million eksemplarer. Allerede fra første bog blev også Mitfordmordene en international bestseller.

Det har anmelderne skrevet om serien: „SPÆNDINGEN HOLDES TIL ALLERSIDSTE SIDE.“ EVENING STANDARD „LEVENDE, UNDERHOLDENDE OG VELSKREVET.“ THE TIMES