Modstand

DANIELSEN

jorden var det eneste problemfrie ved landsætningen. Paul Johannesen var landet i et træ og kom fortumlet, for-

nogle få andre danskere sig for ”at gøre noget”. Danmark er besat, og myndighederne samarbejder med tyskerne. Disse første pionerer indleder kampen mod besæ elsesmagten, gruppen vokser i omfang og bliver til den modstandsbevægelse, som de allierede ender med at anerkende som medkæmper.

slået og med pistolen trukket ud af skoven med store skrammer i ansigtet.

Frihedskampens rødder er første bind i et trebindsværk, som

Dem havde han fået på vej ned gen-

samler historien om den danske modstandsbevægelse. Hvem

nem træets grene.

var de centrale personer? Hvordan arbejdede de? Hvad var deres motiver? Hvilke handlinger og aktioner blev afgørende?

Ingen af de to containere blev bjerget; dermed var holdets tre radiosendere

Bogen skildrer modstandsaktiviteter i alle dele af landet og

væk. Den ene container var landet i et

trækker tråde til danskeres kamp for frihed uden for landets

højt træ og var blevet fastholdt i en

grænser. Vi møder blandt andet kommunisterne, der kæmpede

trækrone.

samlet e er Tysklands angreb på Rusland, faldskærmsagenterne, folkene bag bladene De frie Danske og Frit Danmark og de

Ved daggry var de tre mænd nødt til

mange aktive kvinder.

at forlade området uden at have fun-

som landingsplads – de mange gamle,

Buhl til at opfordre danskerne til at stikke deres landsmænd.

høje bøgetræer – havde været en

Agenter, bladfolk og sabotører bliver jagtet – ikke af Gestapo –

virkelig markant ulempe.

men af dansk politi. Den tiltagende modstand kræver sine

Niels-Birger Danielsen er journalist og

1933-1942

historiker med speciale i besæ elsestidshistorie. Han har skrevet: Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald (sammen med Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby og Jakob Rubin) (2002), Gestapochefen. Karl Heinz Hoffmann – den kultiverede nazist (sammen med Suzanne Wowern Rasmus-

NIELS-BIRGER DANIELSEN

sen) (2011) og Werner Best. Tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark 1942-45 (2013).

NIELS-BIRGER

DANIELSEN

Uden den mulighed for at orientere sig, som månelys ville have givet, var

1942 – 1944

første dødsofre og frihedskampen bliver stadig mere dramatisk.

MOD STAND S A M A R B E J D E T S FA L D

1942-1944

NIELS-BIRGER

DANIELSEN

DEN SKÆRPEDE KAMP

skibsvær et Nordbjærg & Wedells, som fik statsminister Vilhelm

FRIHEDSKAMPENS RØDDER

MODSTAND

at det eneste minus ved Aggersvold

STAND

MODSTAND

Første bind slu er med den første store sabotageaktion mod

1933 – 1942

MOD SAMARBEJDETS FALD

det Max Mikkelsen. Det havde vist sig,

MODSTAND

viste det sig, at Ro bølls møde med

mænd i Valby, en skipper, en ung læge, en godsejer, en filosof og

FRIHEDSKAMPENS RØDDER

faldskærm i en mergelgrav. Dere er

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

’Hertugen’ bad ’Ras’ om at drukne sin

I 1941 beslu er en flok studenter, en radioingeniør, en kreds af

FOTO: SIMON KLEIN KNUDSEN

NIELS-BIRGER

1944 – 1945

MOD STAND DEN SKÆRPEDE KAMP

1944-1945

’Mikkel’ nemlig også landet i en trætop og var blevet hængende i snorene i sin faldskærm. Da den tynde faldskærmsdug blev flænset over, faldt han o e

PO L I T I K E NS FO R L AG

ISBN: 978-87-400-1544-7

meter ned og blev slået bevidstløs.

PO L I T I K E NS FO R L AG

Bind 2:

Bind 3:

MODSTAND 1942-1944

MODSTAND 1944-45

Samarbejdets fald

Den skærpede kamp

Udkommer i 2016

Udkommer i 2017

POLITIKENS FORLAG

MODSTAND_1_omslag_SIMON.indd 1

21/09/15 12.02

MODSTAND

1594004_Modstand-b1.indd 1

18/09/15 10.09

NIELS-BIRGER DANIELSEN

MODSTAND 1933-1942 Frihedskampens rødder

Politikens Forlag

1594004_Modstand-b1.indd 3

18/09/15 10.09

Udgivelsen er venligst støttet af

I n t e r fon d August i n usfon de n D e n H i e l m st i e r n e -R ose ncron e sk e S t i f t e l se J y l l a n ds -P ost e ns F on d L a de m a n ns F on d

1594004_Modstand-b1.indd 4

18/09/15 10.09

Indhold Forord 7

Mod bristepunktet Branden i Nordhavnen 11

I diktatorernes skygge Unge øjne på Europa 21 · Truslen fra fløjene og tørre tæsk 38 · De nødstedte jøder 61 · Krigen rykker nær 67 Adelsdamerne på Rivieraen 82 · Nedtælling 88

Et lammet land Besat på en dag 99 · På kasernen i Lovisa 120 · Flugt til krig 121 · Radiolytteren i Vestafrika 135 · Diplomattoget 137 · Hemmelig trafik over Stockholm 143 · Front mod nazisterne 158 · De stækkede værn 178 · Allieret med hovedfjenden 192 · Ørum-loven 199

Tilløbet Mødet med Hambro 211 · Fuld satsning over Nordsøen 223 Træning til modstand 235 · Dr. Bests modelland 242 · Farlige foredrag 253 · På udkig efter frontfigurer 265 · Tvunget under jorden 273 · Konkurrerende missioner 291 · Da studenterne sagde fra 309 · En ring af kredse 327 · Mismodets vinter 337

1594004_Modstand-b1.indd 5

18/09/15 10.09

Konfrontation Bladet med de gode kilder 369 · Prinsernes afværgeplan 377 · Den danske folkefront 384 · Herrerne i Vestre Fængsel 402 · Drengene i Helligåndsklostret 414 · Flammer over ­København 426 · Tolderens drenge 442 · Christmas i London 448 · Mobilisering 464 · Nye folk på Brockhall 478 · Rottbølls svendestykke 485 · Da politiet slog til 506 · Seks dage i september 515 Noter 523 Kilder og litteratur 553 Tak 563 Personregister 564

1594004_Modstand-b1.indd 6

18/09/15 10.09

Forord Formålet med denne bog og de kommende to bind af Modstand er at give en samlet fremstilling af den danske modstandskamp under den tyske besættelse 1940-1945. Politikens Forlag og jeg har fundet en sådan udgivelse relevant, fordi modstandsbevægelsen ikke er blevet skildret i sin helhed siden Jørgen Hæstrup dobbeltværk Kontakt med England (1953) og Hemmelig alliance (1959).

Synsvinklen er modstandssynspunktet. Det må det næsten nødvendigvis være, når fremstillingen bæres af tidligere modstandsfolks beretninger.

Modstandssynspunktet havde før Anden Verdenskrig to vidt forskellige udgangspunkter. For det første var der de dele af befolkningen, der ud fra hensyn til den nationale ære eller en stærk afstandtagen fra nazismen ville besvare et tysk angreb med militær modstand. For det andet var der kommunisterne, der ville bekæmpe et tysk angreb, fordi fascismen og nationalsocialismen var de ideologiske hovedfjender. Loyaliteten over for Sovjetunionen var for dem vigtigere end hensynet til den danske stat.

I den første besættelsestid var fokus for modstanden bekæmpelse af de danske nazister og afvisning af indrømmelser til tyskerne. Efterhånden blev målet et brud med samarbejdspolitikken. Efter regeringens afgang den 29. august 1943 kæmpede man for at sikre Danmark en plads på de allieredes side.

Modstandssynspunktet vil ikke blive problematiseret på nogen hverken omfattende eller systematisk måde, da de andre hovedsynsvinkler er velbeskrevne.

Specielt er rationalet bag forhandlingspolitikken ofte blevet skildret.

Jeg vil nøjes med at fastslå, at der i mine øjne ikke var tale om patriotisme over for forræderi, men om forskellige holdninger til, hvordan Danmark skulle klare sig igennem besættelsen. Samarbejdspolitikerne førte ikke deres politik for at styrke deres position eller opnå økonomisk vinding med besættelsesmagtens hjælp, men fordi de mente, den var til landets bedste. Deres hensigt var begrænse den tyske magt, ikke at øge den.

Argumenterne for politikkens berettigelse er velkendte. Det vigtigste er, at redningen af de danske jøder i 1943 havde været utænkelig uden den lange periode med intakte danske statsmyndigheder.

F o r o rd

1594004_Modstand-b1.indd 7

7

18/09/15 10.09

Der er grund til at notere, at befolkningens store flertal støttede forhandlingspolitikken i den periode, som bind 1 omhandler.

Modstandsfolkenes fjender vil også kun undtagelsesvis blive skildret.

Her tænker jeg på bl.a. danske nazister, de østfrontfrivillige og medlemmer af Schalburgkorpset. Deres historie og mange skæbner er velkendte gennem et stort antal udgivelser siden midten af 1990’erne.

Jeg vil holde mig til at nævne, at den opfattelse, der tidligere var god latin – at de daværende nazister som gruppe var sinker, psykopater eller kriminelle – havde meget lidt på sig. De var et repræsentativt udsnit af befolkningen, der af mange forskellige grunde endte på den anden side af ’kridtstregen’. En vigtig årsag var ideologisk tilhørsforhold til nazismen i en tidsalder, da højreradikale bevægelser havde medvind.

Dette forsøg på at etablere et enkelt og klart udgangspunkt løber ind i vanskeligheder, allerede inden fortællingen er begyndt.

Der var ikke kun to, men tre udgaver af modstandssynspunktet før krigen. Det tredje stod DNSAP, de danske nazistparti, for, idet partiet ubetinget gik ind for militær modstand mod et eventuelt tysk angreb.

Det var begrundet i et livssyn, der havde militær heroisme som en fundamental værdi.

Og så endte kommunisterne på grund af Molotov-Ribbentrop-pagten i august 1939 med at være allierede med Tyskland de første 14 måneder af besættelsen.

Når det i dag alligevel virker uproblematisk at tale om ’modstandsbevægelsen’, skyldes det ikke mindst to ting. For det første satte de danske nazister sig efter den 9. april definitivt uden for det nationale fællesskab ved at alliere sig med besættelsesmagten. For det andet overholdt kommunisterne den ’folkefront’, som de proklamerede efter Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941. Kommunistiske modstandsfolk vendte ikke våbnene mod det bestående samfundssystem efter krigen.

Historikere har tidligere med mange forskellige formuleringer konkluderet, at besættelsestiden er kompliceret og fyldt med nuancer, mens de lette svar og enkle konklusioner er få. Den oplevelse har jeg fået bekræftet under arbejdet med første del af mit bud på historien om de mænd og kvinder – og ikke sjældent store børn – der førte modstandssynspunktet til sejr.

Roskilde, september 2015 Niels-Birger Danielsen

1594004_Modstand-b1.indd 8

18/09/15 10.09

Træning til modstand 50 unge sønderjyske mænd. Det var dagens høst på Aabenraa-kredsens hvervemøde til terrænsport på Hotel Danmark den 25. september 1940.

“Hver mand skal anskaffe sig et generalstabskort over Aabenraa og nærmeste omegn og senere over hele amtet i størrelse 1:100,” tilkendegav Hans Mørup ifølge sine erindringer.

“Der skal desuden anskaffes et kompas, en lommelygte, man skal være i besiddelse af et ur, papir og blyant og kunne disponere over en cykel. Man skal møde i praktisk påklædning, øvelserne vil foregå dag og nat i al slags vejr. Det er i store træk, hvad jeg har at sige til disse unge.”

Kun indbudte havde haft adgang, og mange var ungkonservative, som Mørup kendte fra sin KU-tid. Han opfordrede den 45-årige kaptajn Carl Georg Bartholdy, der havde ledet træfningen ved Bredevad den 9. april, til at stå i spidsen for træningen, og officeren accepterede.367 Kredsen var dermed gået i spidsen for det sønderjyske fremstød for terrænsport.

Feltsport, som det også kaldtes, havde hurtigt efter besættelsen fået høj prioritet i forsvarskredse – ikke mindst fordi det var en udfordring i sig selv at modvirke demoralisering af hærens personel. Indkaldelsen af værnepligtige var skåret ned til et minimum. Officererne og befalingsmændene manglede derfor meningsfuld beskæftigelse.

Pionererne havde i 1930’erne været reserveofficersforeningen, der indførte det som en del af uddannelsen. En af de første aktive var Gustav V. Branth, der kort efter besættelsen blev formand for Foreningen af Løjtnanter og Kornetter (FLK), hvor det naturligt kom på programmet.

I juni 1940 tog en kreds af officerer initiativ til et terrænsportsråd, og ingeniør Johannes Hansen blev en vigtig skikkelse. Vort Værn, forsvarstidsskriftet, som han var redaktør for, begyndte at bringe artikler om feltsport og indførte en fast rubrik om emnet. Også den pensioT r æ ning til m o dstand

1594004_Modstand-b1.indd 235

235

18/09/15 10.10

Hans Mørup gjorde sig allerede i 1940 klart, at det militært organiserede terrænsports­ arbejde skulle pege frem mod aktiv deltagelse i Danmarks befrielseskamp.

(Hans Mørup: På fløjen)

nerede hærchef Erik With, formanden for Det frie Nord, arbejdede ihærdigt for ideen.368 “Formålet med terrænsporten er at uddanne ungdommen således, at den såvel fysisk som åndeligt er stærk nok til at kunne løse de opgaver, der til enhver tid – og ganske særligt i vor tid – tilfalder ungdommen,” lød det i en programerklæring.

“Terrænsporten skal give ungdommen kraft og udholdenhed, initiativ, beslutsomhed og dristighed. Det skal udvikle ungdommens selvtillid og lydighedsinstinkt. Den skal gøre ungdommen fortrolig med det danske land. (…) Det er derfor ledelsens opgave ikke alene at dygtiggøre de unge i de forskellige discipliner, men ganske særligt gennem sin påvirkning at give dem tro på et bedre fremtidigt Danmark.”369 Et initiativ i Odense havde et andet udgangspunkt, og det blev lanceret i al offentlighed. Manden bag det var den 50-årige landsretssagfører Ernst Petersen.

236

1594004_Modstand-b1.indd 236

M O D S TA N D 19 33 -19 4 2

18/09/15 10.10

“I det uvejr, der er gået hen over Europa i de sidste år, har folkene i de nordiske lande følt trang til at knytte sig stærkere til deres hjemstavn, til at erobre deres eget land ved at lære det at kende og inderligere elske det,” hed det i ‘opråbet’ fra Odense Terrænsportsforening.

“Denne trang har ført til en samling på en national linje, hvor alle klasser og partier har været forenede i den opgave at gøre folket stærkere fysisk og karaktermæssigt. (…) Terrænsporten træder i stedet for søndagsfodbolden og erstatter denne på en sådan måde, at deltageren (…) får en række værdifulde praktiske kundskaber, samtidig med at den giver lejlighed til udvikling af kammeratskab.”

De cirka 30 ledere var især gamle spejdere. Bestyrelsen og tilsynsrådet var besat med redaktører, officerer og andre af byens spidser, men disse organers eneste funktion var at vise stærk opbakning udadtil.

Terrænsportsforeningen var helt og holdent Petersens værk.

“Foreningen var et led i Ernst Petersens åndelige modstandskamp mod diktaturet og nazismen, og den var i lige så høj grad vendt mod interne, danske fjender som mod besættelsesmagten,” skrev historikeren Andreas Skov i sin bog Fyn i krig.

Ernst Petersen var medlem af Det konservative Folkeparti og en fast støtte bag John Christmas Møllers parlamentariske linje. Han havde haft praksis i Odense siden 1919 og havde været en god fodboldspiller, der opnåede tre landskampe. Advokaten var også en flittig kirkegænger.

Petersens initiativ havde en konkret anledning. Han vidste besked med de unge danske nazister, der var blevet sendt til uddannelse i Klagenfurt. Forlydender gik på, at de på et tidspunkt ville vende hjem og infiltrere sports- og ungdomsklubberne.

Advokaten indkaldte 20-30 lærere, idrætsledere og yngre officerer til et møde på sit advokatkontor for at forklare baggrunden. Blandt deltagerne var den 31-årige gymnasieadjunkt Jørgen Hæstrup, der skulle blive modstandskampens store historiker.

Initiativet blev en succes. Omkring 200 unge fra Odense mødte den 20. oktober 1940 op til det første arrangement på Bolbro Bakke.

Mange skulle senere blive aktive i modstandsgrupper, og andre terrænsportsforeninger blev dannet på Fyn som aflæggere af klubben i Odense.370

T r æ ning til m o dstand

1594004_Modstand-b1.indd 237

237

18/09/15 10.10

Landsretssagfører Ernst Petersen (18901969) havde bred opbakning til Odense Terrænsportsforening fra byens elite. Initiativet var især rettet mod nazistisk infiltration i idrætsklubberne.

(Frihedsmuseet)

Udadtil var der i Aabenraa også alene tale om dyrkelse af friluftsliv og sport. Men efter hvervningen betroede Hans Mørup sin dagbog en videregående hensigt. Forbilledet var det finske hjemmeværn, der havde haft en betydelig andel i landets stærke forsvarskamp.

“Jeg formulerede Kredsens mål med terrænsporten: Dannelse af et dansk Skyddskår (‘beskyttelseskorps’) efter finsk mønster (…). Det er Kredsens hensigt at forme organisationen på en sådan måde, at den kan sættes ind i det øjeblik, kampen for Danmarks frihed skal afgøres. (…) Vi vil samtidigt prøve at give terrænsportsfolkene en åndelig og moralsk ballast. Med en sådan vil den enkelte bedre være i stand til at være med i kampen for et frit Danmark, en kamp, der i sin yderste konsekvens kan komme til at koste livet.”

Kaptajn Bartholdy var imidlertid loyal over for hæren og kongens bud om ro og orden. Han betingede sig for at overtage ledelsen, at alle aktiviteterne skulle ske åbent og under legale former, og at medlemmerne ikke måtte deltage i illegalt arbejde. Skydning og våbenlære skulle organiseres i militærets regi. Skydningen skulle foregå på militære skydebaner.

“Kaptajnen er en fin og nobel officerstype, han har (…) set danske soldater dø i kamp mod de langt overlegne tyske invasionsstyrker. Han 238

1594004_Modstand-b1.indd 238

M O D S TA N D 19 33 -19 4 2

18/09/15 10.10

Kaptajn Carl Georg Bartholdy (1895-1970), der havde ledet træfningen ved Bredevad den 9. april 1940, uddeler ordrer under en af Aabenraa-kredsens terrænsportsdage.

(Frihedsmuseet)

er en mand, der ved, hvad det drejer sig om, og vi har fuld tillid til ham,” skrev Hans Mørup.

Aabenraa-folkene havde fra begyndelsen tæt forbindelse til foreningen Det frie Nord. Mørup blev inviteret med til foreningens lederkursus sidst i august 1940 på Skodsborg Søbad ved Øresund. Her bestod talerrækken af fremtrædende mænd – de fleste fra den nationale højrefløj. Den konservative redaktør Karl Bøgholm var kursusleder, og Erik With, skibsreder A.P. Møller, polarforskeren Ejnar Mikkelsen og litteraten Hakon Stangerup var blandt talerne.

Hans Mørup havde lige så meget styr på sit bagland som dengang, da han i 1938 fik Aabenraa-afdelingen af KU til at følge sig ud af organisationen kollektivt. Han meddelte ved kursets afslutning generalløjtnant With, at hele Aabenraa-kredsen var klar til at arbejde for Det frie Nord.

Kredsens ambition var fra begyndelsen at danne seks grupper på hver seks mand, men med 50 tilmeldte var målet overopfyldt. Kaptajn Bartholdy blev leder af terrænsporten i hele Sønderjylland, mens løjtnant Jørgen Poulsen blev sat i spidsen for foreningen i Aabenraa.

Kravene var skrappe på grund af den stærke frost i de første krigsår.

T r æ ning til m o dstand

1594004_Modstand-b1.indd 239

239

18/09/15 10.10

Fra 3. til 5. januar 1941 holdt feltsportsfolkene kursus ved Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord. Stedet var ikke tilfældigt valgt. Forstanderen her var den kristne, nationalkonservative Aage Møller, der holdt en tale til de unge, som Hans Mørup kaldte ‘ildnende og inspirerende’.371 Historikeren Vilhelm la Cour, der var fætter til Aage Møllers hustru, befandt sig på højskolen under Aabenraa-folkenes besøg. National patos i ren 1800-talsstil – som i B.S. Ingemanns historiske romaner – var gangbar mønt på stedet.

“En kilde, nej, en Geysir af tro og Forvisning sprang paa Rønshoved Højskole, hvor Aage og Julie Møller drømte om et nyt, renset og hærdet Danmark, hvis vi ved eget Offer løftede Skammens Byrde af vore Skuldre,” skrev Vilhelm la Cour efter krigen.

“Paa sin Skole og paa utallige Møder Landet over gik han frygtløs ind i Ringen, angreb Tilpasningspolitikken som uværdig og sjæls­ ødelæggende. Varslede Tysklands Nederlag, det kommende Nordens Storhed og Sydslesvigs Hjemfærd, svøbte sine Syner i Myternes Klædebon eller nævnede Ondet ved dets rette Navn.” 372 Foredragsholderens kommunikationsstil var i god samklang med strømningerne på den autoritære højrefløj. Det fremgår af et både venligt og kritisk portræt, som forfatteren Gustaf Bengtsson, en tidligere elev på højskolen, skrev en del år senere.

“Gav man sig i samtale med dig i en bestemt hensigt, loddede du ligestraks, hvor man ville hen, skar igennem og sagde det, der skulle siges. Mere end nogle ganske få ord gik der ikke med dette.”

Modsat traditionen i den grundtvigske højskole, lå Aage Møllers styrke ikke i dialogen.

“Du nægter simpelthen at sidde og solde tiden op ved at tale med en elev om… eleven selv. (…) Du skjuler dig. Du undviger. (…) Og du gør det, fordi der kun er een ting, der vejer til for dig: Forkyndelsens renhed og styrke, dens klarhed og konsekvens. I forhold til din elev er alt andet dig komplet ligegyldigt,” skrev Bengtsson.373 Aage Møller fik aldrig problemer med hverken danske eller tyske myndigheder, selv om Rønshoved Højskole var et åndeligt centrum for den første modstand. Han stod isoleret med sine yderligtgående synspunkter blandt danske højskoleledere og er måske derfor blevet opfattet som en mand uden indflydelse.

240

1594004_Modstand-b1.indd 240

M O D S TA N D 19 33 -19 4 2

18/09/15 10.10

Med terrænsporten gik det fremad. Efterhånden fik Jørgen Poulsen alene i Aabenraa by samlet otte grupper à syv mand. De fik en otte måneders lang uddannelse, der blandt andet omfattede en stor fælles terrænsportsøvelse. Hans Mørup ønskede en vis diskretion om, hvad der foregik. “Øvelsen skal foregå på Løjt land og slutte i Dybvighoved. (…) Vi ønsker ikke presseomtale af terrænsportsarbejdet og særligt ikke denne øvelse,” skrev han.374 De dynamiske initiativer i Aabenraa og Odense var ikke karakteristiske for hele landet. Feltsporten nåede stort set kun ud til militær- og spejdermiljøer, og efter et år, i september 1941, var der blevet oprettet cirka 30 foreninger. Initiativtagerne havde forestillet sig en bredere rekruttering – ikke mindst gennem Dansk Ungdomssamvirke (DU) – men kun i Kolding, Sønderborg og enkelte andre steder blev terrænsport arrangeret gennem DU.375 Aabenraa-kredsen valgte at stå uden for ungdomssamvirket, da man fandt, at ‘organisationens synspunkter mere og mere præges af Hal Kochs radikale holdning’. Til gengæld indgik man et nært samarbejde med Robert Stærmoses Frivillig Dansk Arbejdstjeneste.376 Inden for feltsporten var Sjælland en region med betydelig aktivitet, idet der blev dannet foreninger i seks byer. Drivkraften var den 33-årige kaptajn Peder Ahnfeldt-Mollerup, der f.eks. den 2.-9. april 1941 holdt kursus for 45 terrænsportsledere på Herlufsholm. Ahnfeldt-Mollerup skulle i krigens sidste tid blive en vigtig mand i den illegale hærledelse, kaldet ‘den lille generalstab’.

Men de fleste steder var feltsport ikke noget massefænomen. Sidst i 1940 dannede Jørgen Barfod Dansk Samlings første terrænsportsgruppe, der holdt øvelser i Dyrehaven nord for København. Her var der den første lange tid blot 12 deltagere.377

1594004_Modstand-b1.indd 241

18/09/15 10.10

Dr. Bests modelland I september 1941 ankom dr. Werner Best til København som led i en studierejse. Den 38-årige jurist havde i mere end en måned løsrevet sig fra posten som tysk krigsforvaltningschef i Frankrig.

Rejsen havde også bragt ham til Bruxelles, Haag og Oslo. Efter opholdet i den danske hovedstad resterede yderligere et besøg i Prag.

Da han i sin dagligdag sad midt i beslutningsprocesserne i det tyske militære hovedkvarter i Paris, var han dermed i stand til at sammenligne den tyske besættelsespolitik i seks tyskbesatte lande i Vest- og Centraleuropa.

Grunden til rejsen var, at Tyskland nu – tre måneder efter angrebet på Sovjetunionen – beherskede det meste af det europæiske kontinent. Ingen havde endnu overvejet, hvordan den enorme administrationsopgave skulle løses.

Konklusionen var klar, da Werner Best hen på efteråret afleverede sin rapport: Administration fungerede bedst i Danmark. Man samarbejdede med den lovlige regering under førkrigstidens statsminister og lod danskerne beholde kontrollen over politi og retsvæsen – stort set, i hvert fald.

Tyskland kunne i Danmark klare sig med 89 embedsmænd – én pr.

43.000 indbyggere. Mønstret var tydeligt: Jo hårdere besættelsesstyret var, jo mere personel måtte tyskerne sætte ind.

I Frankrig havde han selv som ‘overindenrigsminister’ haft relativt stor succes med at samarbejde med førkrigsmyndighederne. Embedsmændene var forblevet i deres stillinger; især var det vigtigt, at det franske politi i udstrakt grad og villigt samarbejdede.

Besættelsesstyret i Frankrig var langt mere brutalt end i Danmark, så man måtte her bruge en tysk embedsmand for hver 15.000 indbyggere – væsentlig mere end i Danmark, men alligevel moderat.

Risikoen for ‘norske tilstande’ var et skræmmebillede, der havde solid baggrund i realiteterne. Det hårde tyske styre nødvendiggjorde en tysk embedsmand for hver 3.700 nordmænd – 12 gange flere end i Danmark. Helt galt var det i protektoratet Böhmen-Mähren, hvor en 242

1594004_Modstand-b1.indd 242

M O D S TA N D 19 33 -19 4 2

18/09/15 10.10

Werner Best (1903-1989), krigsforvaltningschef i Paris, noterede sig med stor interesse, hvor få ressourcer Tyskland behøvede at bruge for at holde Danmark besat.

(Frihedsmuseet)

jernnæveforvaltning kostede Berlin-regeringen en udsendt funktionær for hver 1.790 indbyggere.

“Når man i Danmark med det samme materielle resultat kan klare sig med to procent af det personaleforbrug, der er i protektoratet, og otte procent af det norske, så må den besættelsespolitik, der drives i disse områder, være forkert,” understregede Best.

Den aktuelle situation i Frankrig havde givet Best stof til overvejelserne. Da en tysk marinekadet den 21. august – få dage før Bests afrejse – blev skudt og dræbt i Paris, begyndte militærledelsen på krav fra Berlin at dræbe gidsler som gengæld. Omfanget af gidselhenrettelser kulminerede i oktober 1941, da 98 franskmænd blev henrettet, efter at tre tyske militærpersoner var blevet skudt.

Werner Best var klart imod fremgangsmåden, som han mente, ville skade tyskerne. Her trak han på personlige erfaringer. Han havde været ung i det franskbesatte Rhinland efter Første Verdenskrig, og hårde franske metoder havde ikke kunnet knække den tyske modstand, som Best selv deltog i.

Som Werner Best så det, havde de franske partisaner til hensigt at D r . B ests m o delland

1594004_Modstand-b1.indd 243

243

18/09/15 10.10

fremkalde repressalier, for at opildne befolkningen til modstand. Og når gidseldrabene ikke havde nogen effekt, ville det være absurd at skyde et accelererende antal gidsler for hver dræbt tysker.

Dr. Best kunne ikke stille noget direkte op mod nedskydningerne, fordi de var beordret af Adolf Hitler selv, men han begyndte at overveje alternativer, der kunne reducere kravet om det omfattende slagteri af franske fanger på Mont Valérien-fæstningen uden for Paris.

Werner Best begyndte at tage den omstændighed i betragtning, at tyskerne denne sommer var begyndt at internere franske jøder i bl.a.

Drancy-lejren ved Paris. Den antisemitiske Vichy-regering havde allerede i lang tid praktiseret jødeinterneringer. Best begyndte – som det skulle vise sig i 1942 – at øjne en løsning på dilemmaet her.378 Werner Bests vurdering af situationen i Danmark er ikke overraskende. Mens 14 franskmænd var blevet henrettet siden våbenstilstanden i juni 1940379, havde den spinkle danske opposition – om modstand kunne man knap nok tale – endnu ikke resulteret i dødsofre.

Stauning-regeringen med de aktivistiske samarbejdstilhængere Erik Scavenius, Gunnar Larsen og Eigil Thune Jacobsen var føjelig over for tysk pres, der i stigende omfang overskred de garantier, som Cecil von Renthe-Fink havde givet den 9. april 1940.

De tyske tryk standsede ikke med Hartvig Frischs og John Christmas Møllers afgang. I december 1940 – kort efter Christmas Møllers Forum-tale – rejste von Renthe-Fink over for Erik Scavenius spørgsmålet, hvorvidt det ikke var på tide, at den 67-årige Thorvald Stauning trak sig tilbage. Scavenius erklærede sig enig og forsøgte at overbevise ministeriet.

Her havde tyskerne imidlertid nået en grænse, som de ikke ønskede at overskride. En afsættelse af Stauning ville have ført til samarbejdsministeriets afgang. Renthe-Fink bøjede af, men der måtte ydes ofre til gengæld; Christmas Møllers udtræden af Folketingen var ikke nok.

Socialdemokratiets formand Hans Hedtoft-Hansen og partisekretær H.C. Hansen måtte også nedlægge deres hverv. De havde været lige så kompromisløse antinazister som Frisch. Hedtoft og Hansen beholdt deres mandater, men de måtte kun være politisk aktive i deres egne valgkredse.

244

1594004_Modstand-b1.indd 244

M O D S TA N D 19 33 -19 4 2

18/09/15 10.10

Den danske føjelighed kulminerede efter nazitysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941. Thorvald Stauning accepterede på stedet det tyske krav om at arrestere 63 ledende danske kommunister.

Dansk politi overopfyldte det tyske ønske markant. Allerede samme dag arresterede danske betjente 168 kommunister, blandt dem to folketingsmedlemmer, hvoraf det dog lykkedes den ene at undvige. De blev alle sat i isolationscelle uden at være stillet for en dommer.380 Fire dage senere udsendte regeringen en erklæring, der indebar en klar politisk opbakning til Tyskland, og samtidig hjemkaldte Danmark sin gesandt i Moskva. Derefter blev et forløb indledt, der førte til, at Danmark i realiteten også gav et militært bidrag til angrebskrigen.

Trafikminister Gunnar Larsen foretog et aktivt træk, da han henvendte sig til den pensionerede hærchef Erik With og spurgte, om han ville stå i spidsen for en hvervning af frivillige til Finlands krig mod Sovjet, der nu var blevet genoptaget i alliance med Tyskland. With svarede afgjort nej.

I stedet blev nøglepersonen den 50-årige oberstløjtnant Christian Peter Kryssing, oberst C.D.O. Lunns næstkommanderende i Holbæk.

Kryssings omgang med nazister havde skabt afstand, men grundlæggende var de to mænd venner efter mange års fælles tjeneste. Til Lunns undren var Kryssing formel til fingerspidserne, da han den 28. juni indfandt sig på hans kontor.

“Kryssing var klædt i reglementeret Meldingsdragt, hvilket vi ellers aldrig brugte mellem os selv – og meldte mig, at han agtede at træde i tysk Tjeneste for at kæmpe mod Bolchevikkerne,” skrev Christian Lunn i en beretning efter krigen.

“Han var meget bevæget, medens vi talte sammen; hans Mund og Hage dirrede, og Taarene stod ham i Øjnene. (…) Da jeg ansaa det for haabløst at diskutere med ham, sagde jeg, at vi jo havde kendt hinanden i mange Aar, og at under de forhaandenværende Forhold havde jeg ikke andet at gøre end at ønske ham personlig Lykke. Saa tænkte jeg paa hans Familie og spurgte, om der der var noget, jeg kunde gøre.

Men det var der ikke.”381 Både chefen for Sjællandske Division og generalløjtnant Prior var aldeles enige i Lunns afvisende holdning. De indtog det standpunkt, at officerer, der ønskede at gå i krig side om side med den magt, der havde besat Danmark, måtte træde ud af hæren.

D r . B ests m o delland

1594004_Modstand-b1.indd 245

245

18/09/15 10.10

Foragten for Frikorps Danmark var ikke så entydig i samtiden som senere. Blandt grundene til de over 6.000 tilmeldinger var antikommunisme; regeringens de facto-anerkendelse af korpset har formentlig også haft en eller anden effekt. På et møde i London to måneder senere om Danmark med deltagelse af SOE og det britiske udenrigsministerium mente deltagerne, at den danske reaktion på det tyske angreb på Sovjetunionen var et nyt lavpunkt i eftergivenhedspolitikken. (Frihedsmuseet) 246

1594004_Modstand-b1.indd 246

M O D S TA N D 19 33 -19 4 2

18/09/15 10.10

På et møde den 2. juli, hvor Erik Scavenius ikke var til stede, tilsluttede regeringen sig hærledelsens holdning. På et nyt regeringsmøde dagen efter fortalte Scavenius, at han havde aftalt med Renthe-Fink, at danske officerer, der ville melde sig, skulle have adgang til at træde uden for nummer – altså få orlov. Scavenius fik sin vilje.

Et cirkulære blev udsendt fra Krigsministeriet til hærens tjenestesteder, hvor det blev hængt op. På grund af cirkulæret og en række omstændigheder ved Frikorps Danmarks lancering, måtte offentligheden få det indtryk, at korpset og dets krigstjeneste var godkendt af regeringen – også selv om de danske myndigheder i officielle skrivelser formulerede sig uden om at blåstemple korpset.

Nok så meget indtryk i hæren gjorde det, at Erik With skrev en opfordring til hærens personel, der blev fordelt på tjenestestederne.

“Som hærens gamle chef ønsker jeg at udtale, at så længe den tyske Værnemagt holder Danmark besat, og hagekorsflaget vajer over den danske hærs kaserner og lejre, ja, endog over hærens århundredgamle kommandosted ‘Citadellet’, kan efter min formening danske soldater og hærens befalingsmænd ikke uden at krænke hærens soldaterære stå på kampfront i våbenbroderskab med den hær, der holder Danmark besat,” skrev den pensionerede general.

C.P. Kryssing blev aldrig medlem af DNSAP, og han var ikke nazist. Han havde en oprigtig, men urealistisk forestilling om, at han i Waffen SS-omgivelser kunne fastholde enhedens identitet som et dansk, ‘upolitisk’ korps, der deltog i en antikommunistisk krig. Han begrundede sit skridt med nødvendigheden af at bekæmpe kommunismen og ønsket om at vise, at den danske hær kunne slås.

Dette svarede Erik With på i sin rundskrivelse: “Den danske hærs soldaterære er frelst af vore unge soldater, der gav deres blod den 9. april.”

Kryssings skridt kan ses som en del af historien om de uforudsigelige, ofte radikale reaktioner, som en række officerer udviste i deres fortvivlelse over 1930’ernes forsvarspolitik og især over den kampløse overgivelse. En række officerer meldte sig ind i DNSAP, mens andre blev modstandsfolk eller gik i allieret tjeneste.

Oberstløjtnanten gjorde noget måske endnu mere ekstremt: Mod alle sine foresattes råd i det hierarkiske militære system gik han i krig side om side med besættelsesmagten. Heller ikke den højt respektereD r . B ests m o delland

1594004_Modstand-b1.indd 247

247

18/09/15 10.10

de tidligere hærchefs ord gjorde indtryk. Det kan undre, at Kryssing efter krigen blev dybt fortørnet over at blive dømt for landsforræderi, men tilsyneladende gjorde han sig ingen tanker om det forsvarlige i, at han ved overhovedet at indgive sin ansøgning under en fremmed besættelse satte landets lovlige myndigheder under pres af egen drift.

Konsekvensen af C.P. Kryssings skridt var, at de over 6.000 mænd, der meldte sig til krigstjeneste i nazitysklands udryddelseskrig, kunne henvise til, at de havde regeringens tilladelse.382 Tyskerne fik en anden vigtig indrømmelse i de samme dage. General Lüdke fremsatte ønske om, at den danske hær skulle inddrages i bekæmpelsen af eventuelle faldskærmsjægere eller -agenter. Det skulle ske ved direkte væbnet indsats. Den tyske Befehlshaber pegede på bestemte anlæg, der lå i nærheden af garnisonsbyer med udelukkende dansk bemanding – f.eks. Skandia Vognfabrik i Randers, elværket ved Kyndby og et større autoværksted i Sønderborg.

Hærchefen, general W.W. Prior, satte sig kraftigt imod, fordi det kunne sætte den danske hær i en situation, hvor man måtte skyde på britiske styrker. Regeringen accepterede alligevel – ellers regnede man med at miste kontrollen med de sidste rent danske garnisonsbyer.

Det var denne sag, der bevirkede, at Prior gik af. Han afskedsansøgning blev ikke accepteret på grund af de mulige politiske virkninger, men han blev opfordret til at søge en orlov, der løb, til han tre måneder senere under alle omstændigheder ville gå på pension.

Ebbe Gørtz, der blev ny hærchef, så mere pragmatisk på sagen. I en mundtlig instruktion til de berørte garnisonschefer sagde han, at deres soldater under ingen omstændigheder måtte komme i kamp mod englænderne.

“Blot med en beskeden samarbejdsobstruktion skulle det nok være muligt at komme for sent i tilfælde af en engelsk aktion,” lød Gørtz’ besked.383 Et hovedpunkt i Werner Bests studie af forholdene må have været kommunisternes indflydelse. Han må have glædet sig uforbeholdent.

At DKP’s formand Aksel Larsen og et andet folketingsmedlem var på fri fod, kan højst have været et irritationsmoment.

Allerede kort efter besættelsen var politiafdelingen under Statsad248

1594004_Modstand-b1.indd 248

M O D S TA N D 19 33 -19 4 2

18/09/15 10.10

vokaten for Særlige Anliggender slået ind på en hård linje over for tyske emigranter. Mange var kommunister, og en del blev sendt tilbage til Tyskland – blandt andet et antal statsløse jøder, der senere omkom i udryddelseslejre.384 Den 21. august – få uger før dr. Bests ankomst – vedtog Folketinget den såkaldte kommunistlov, der forbød DKP og andre kommunistiske organisationer. Den blev i DKP’ernes fravær vedtaget enstemmigt. I løbet af to måneder efter krigsudbruddet mod Sovjet arresterede politiet 336 kommunister, 385 og i august blev 107 af dem interneret i Horserød-lejren.386 De store tyske sejre i Rusland undlod ikke at gøre indtryk – heller ikke på den nu 18-årige Jesper Juel Petersen. Et år og tre måneder efter, at han den 9. april 1940 havde været klar til at drage i krig mod tyskerne, skrev han under på en tilmeldingsblanket på et Waffen-SS-hvervekontor i Rødekro nær Aabenraa.

Hans far var dansksindet, embedsmand og konservativ. Reaktionen på krigsudbruddet tog i hjemmet udgangspunkt i en indgroet antikommunisme. Sovjetunionens Moskva-processer, tortur, deportationer og overfaldet på Finland stod for noget langt værre end nazityskland.

“Sandt at sige kunne vi ikke sige os fri for en vis kildrende fryd, når de følgende dage og ugers Sondermeldungen (særmeldinger, forf.) lød på, at nu var Smolensk, nu Minsk og Odessa faldet, nu Leningrad omringet, nu Wehrmachtske larvefødder i udkanten af Moskva,” skrev Jesper Juel Petersen i sine erindringer.

Godt nok var Tyskland fjende nr. 1, men han fandt det en fristende tanke ‘at lade preusserne ordne kommunisterne’, hvorefter det nok skulle lykkes danskerne at finde en plads blandt de allierede.

“Sådan skulle denne krigskage skæres, fantaserede vi.”

Den meget socialt aktive Jesper og kammeraten Erik Abild fik på dette tidspunkt en hjemmetysk kammerat, Jacob Jebsen, der var søn af den lokale tysksindede skibsreder Mathias Jebsen. Også på anden måde var der kontakt til nazistiske kredse, idet Eriks stedfar, Harald Nielsen, var medlem af DNSAP. Han var læge og studiekammerat med partiføreren Frits Clausen, som han var på venskabelig fod med.

Påvirket af de voksnes snak spurgte Erik Abild flere gange: D r . B ests m o delland

1594004_Modstand-b1.indd 249

249

18/09/15 10.10

“Skulle vi ikke bare tage ud til det kontor og se, hvad det hele går ud på?”

Erik tilføjede, at det ikke var forpligtende; de kunne bare tage nogle brochurer for at orientere sig. Da hjemmetyske Jacob var enig, gav Jesper efter, og de tre tog til kontoret, hvor hverveofficeren understregede, at tilmelding til krigstjeneste skete efter regeringens tilladelse og opfordring.

Jesper Juel Petersen følte sig efter eget udsagn luret til at skrive under, fordi officeren sagde, at man ikke havde flere brochurer liggende.

Han ville få tilsendt nogle, hvis han opgav navn.

Nogle uger efter blev han indkaldt til session, men det lykkedes ham at få udsættelse et år, da han skrev til hvervemyndighederne og henviste til, at han skulle begynde i 3.G. Med den frist kunne han planlægge at være uden for rækkevidde, når tiden kom.

I de følgende år ændrede den unge mand, der kendes under sit efterkrigsnavn Jesper Juel Berg, på ny kurs. Han skulle under dæknavnet ‘Finn’ blive gruppeleder i sabotageorganisationen BOPA.387 Hvad østfronten end havde af fascinationskraft for nogle, var den ulmende fjendtlighed over for besættelsesmagten umulig at overse. De samme følelser gjaldt ikke mindre de danskere, der blev opfattet som havende utilbørlig omgang med tyskerne.

Cecil von Renthe-Fink var særdeles opmærksom på stemningen, og han tog jævnligt emnet op med de danske myndigheder. En episode var, at hans datter på gaden havde rakt en tysk soldat hånden til hilsen, hvorefter en dansker i den tro, at hun var dansk, havde sagt til hende, at en dansk pige ikke burde give hånd til en tysk soldat.388 Fra 1. april 1941 til 1. april 1942 blev der afsagt 359 domme ved danske domstole – en dom pr. dag – i sager om sammenstød mellem danskere og tyske soldater, f.eks. spytning, fornærmende tilråb, slagsmål og værtshusuorden. I 51 af sagerne var danske piger, der gik med tyskere, involveret.

I Skive var forulempelser af tyskerpiger den alvorligste anstødssten i forholdet mellem de tyske militære chefer og politimesteren. Den 25. maj 1941 opstod der ved nogle opstillede luftgynger tumult mellem en gruppe danske unge og seks-syv tyske soldater, der var sammen med et par unge danske piger.

250

1594004_Modstand-b1.indd 250

M O D S TA N D 19 33 -19 4 2

18/09/15 10.10

“Kommandanten truede med at (…) bruge våben, hvis ikke forfølgelsen af tyskerpiger ophørte,” skrev historikeren Anette Warring.

“Politiet havde forsøgt at løse konflikten ved at opfordre de unge piger til at gå hjem. Men selvom hele politistyrken blev sat ind, kunne de ikke forhindre urolighederne i at fortsætte aftenen igennem, eller at en af tyskerpigerne blev klippet.”

Kommandanten krævede flere gange, at politiet over for konditorier og restaurationer indskærpede, at man skulle opføre sig korrekt over for danske kvinder i selskab med tyske soldater.389 Andre provokationer var antitysk graffiti. Det blev taget særdeles alvorligt af dansk politi, hvad der afspejler, at tyskerne i høj grad lod sig provokere.

Den 30. juli 1941 – en måned før Werner Bests besøg – var Jernbanehotellet i Hillerød, der var beslaglagt af Værnemagten, målet for ukendte gerningsmænd. Bygningen blev forsynet med bemalingerne Vive la France med et meget markant V symboliserende Churchills berømte V-tegn, med Victory – England leve!, med USSR og med hammer og segl.

Politiet rykkede straks ud til ‘sabotageaktionerne’, som man kaldte det. De ansatte ved jernbanen fik taget fingeraftryk, og 77 malersvende og -lærlinge måtte aflægge skriftprøve. Malerforretninger i byen blev forhørt og i alt 150 afhøringer gennemført. En dusør på 200 kroner (svarende til 4.200 nutidskroner) blev udlovet for afgørende oplysninger, dog uden resultat.

En anden følsom sag i tiden umiddelbart op til dr. Bests besøg var anslag mod filmselskabet UFA i Nygade i København. Selskabet var upopulært, fordi det distribuerede de tyske nyhedsrevyer, som det var obligatorisk for danske biografer at vise før afspilningen af danske film.

I den fem etager høje bygning blev der i juli 1941 mere og mere regelmæssigt lavet tyskfjendtlig graffiti såsom et halv meter højt V på en væg med slagordet ‘Ned med Hitler!’ nedenunder. Tre dage i træk figurerede et nogenlunde enslydende budskab på en elevatordør.

Opdagelsespolitiet blev tilkaldt, men mange forskellige firmaer havde kontorer i bygningen. Det betød en omfattende færdsel af mange forskellige mennesker. Afhøringer gav ingen resultater.

D r . B ests m o delland

1594004_Modstand-b1.indd 251

251

18/09/15 10.10

Den 30. august slog gerningsmændene til på døren til en vareelevator. En karikatur var tegnet af Hitler som svin med påskrifterne ‘Svinet Hitler vil dø. Længe leve England. Heil!’ og ‘Danske mænd, modsæt jer tjeneste i SS-styrkerne med al jeres kraft. Dansk front.

Sejr’.

Igen gav efterforskningen ingen resultater, og efter en henvendelse fra Renthe-Fink begyndte politiet periodisk at holde øje med bygningen.390 Den slags episoder og stemninger var mærkbare for besættelses-personellet og det tyske miljø, men dr. Best kunne notere, at aktionerne på ingen måde var truende. Det højeste organisationsniveau, tyskfjendtlige holdninger blev kommunikeret ud på, var løbesedlen. Hertil kom – som det vil fremgå af næste kapitel – enkelte bøger og pjecer, som myndighederne skred ind overfor. Men efter 17 måneders besættelse var Danmark i september 1941 uden egentlige illegale blade.

Den sabotage, der forekom, var enkelte tilfælde af nedklipning af telefonledninger og påfyldning af sukker i tyske køretøjers brændstoftanke. Ellers intet.

Werner Best havde rigeligt med brugbart materiale til sin forvaltningsmodel med i mappen, da han forlod København.

1594004_Modstand-b1.indd 252

18/09/15 10.10

Farlige foredrag Selv om emnet ‘dansk folkebyrd’ virkede støvet, sad de 1.500 tilhørere i Grundtvigshus i København som på nåle. De mange mennesker var da heller ikke kommet til foredrag for at høre om det annoncerede emne, men for at høre dr. Vilhelm la Cours kommentarer til den aktuelle situation, som man ikke kunne læse i de censurerede aviser.

Kommentarer, der gik lige til grænsen eller over den.

“Man er ikke fri for selv at føle sig lidt uforfærdet ved bare det at komme til mødet. Man kigger sig omkring: Langt de fleste er unge mænd, størsteparten mænd i tyverne. Chr. X-emblemet lyser i knaphullerne – også det synes en smule heroisk!” skrev tilhøreren Preben Lundblad ifølge historikeren Henrik Lundbaks referat.

Først trådte den høje, bredskuldrede partiformand Arne Sørensen op på podiet og talte medrivende og uden pauser eller manuskript om danskheden og de fælles rødder.

“Der klappes ved mindste anledning, og man føler sig styrket i sjæl og sind ved alle disse ord om vor danskhed, vor ære og den kun momentant tabte frihed. Også kristentroen blev af tilhørerne opfattet som noget næsten specielt dansk.”

Sørensen blev afløst af la Cour – formandens diametrale modsætning, hvad fremtoning angår.

“Fin af skikkelse og med øjnene lynende bag brilleglassene tryllebinder han tilhørerne. Han fremdrager med korte beretninger hero­ iske træk fra Danernes historie (…). Han taler tydeligt og frimodigt om besættelsesmagten og om den kamp, der må komme. Ligesom for at understrege ordene stikker han af og til hånden i lommen, jakken glider til side, og der afsløres en lille dolk, glimtende ved bukselinningen.

Da han er færdig, applauderer salen demonstrativt længe. (…) Man synger igen fædrelandssange og denne gang med en endnu større medleven og glød,” lød Lundblads beretning.

For det meste holdt den intellektuelle mand med hornbrillerne sig til antydningerne. Men i efteråret 1941 indspillede han en grammofonplade, hvor han udtalte sig mere direkte: Farlige f o redrag

1594004_Modstand-b1.indd 253

253

18/09/15 10.10

“Det endelige træk kan først gøres, når vore lovlige myndigheder selv føler sig frigjorte nok til at træde ind i kampen. Det øjeblik vil komme. Det ligger næppe langt borte. (…) Lad os høre op med den evige, fattige tale om, at vi er danske fra top til bund. Lad os gå over til frygtløst at handle som frie danske, ligeledes fra top til bund.”391 I et land, hvor egentlig modstand var fraværende, var den 58-årige historiker den mand, der blev observeret mest konstant og indgående af både danske og tyske myndigheder. Vilhelm la Cour var et eksempel på en person, der kunne inspirere til en undergrundsbevægelse – og Dansk Samling var et bekymrende lydhørt miljø.

Det gjorde la Cour til en fare for regeringens bestræbelser på at bevare politi og retsvæsen intakte og på danske hænder. Tysk indgriben kunne frygtes, for undergravende virksomhed var et af de områder, hvor tyskerne forbeholdt sig at behandle sagerne ved egen krigsret.

Dr. Vilhelm la Cour var ud af en højakademisk familie fra den traditionelle elite. Farfaderen havde været godsejer, og en farbror var den i datiden kendte fysiker og højskolemand Poul la Cour. Hans morfar var historikeren Frederik Barfod, der midt i 1800-tallet havde været en del af kredsen om de nationalliberale toppolitikere C.C. Hall og D.G. Monrad.

La Cour levede op til slægtens niveau og stil. Det var kun et mindretal, der fik alle pointer i hans lærde foredrag med. Han var gymnasielektor i Birkerød, og den flittige mand fik også tid til en omfattende historisk og arkæologisk forskning. En årelang udgravning af borganlægget Næsholm i Odsherred var en feriebeskæftigelse om sommeren.

Vilhelm la Cour var solidt funderet i grundtvigiansk kristendom, og hans sigte var eftersporingen af ‘den danske folkebyrd’ – det danske folks oprindelse og udviklingen af dets særpræg.

Efter Første Verdenskrig havde han været aktiv i Flensborg-bevægelsen, der arbejdede for at få sydligere grænsedragning mellem Danmark og Tyskland. Siden 1918 havde han udgivet tidsskriftet Grænsevagten, der som hovedemne havde grænselandsstriden.

La Cour var ovenud energisk for at udbrede sine synspunkter, og hans foredragsrække var lang. Derfor fulgte myndighederne hans aktiviteter med største opmærksomhed. Selv om 1.500 tilhørere fyldte Grundtvigshus ved historikerens foredrag, havde så mange fremmød254

1594004_Modstand-b1.indd 254

M O D S TA N D 19 33 -19 4 2

18/09/15 10.10

te måttet blive udenfor, at han simpelthen gentog sit foredrag. I f.eks.

Fredericia talte han på et tidspunkt for 1.000 tilhørere.

Allerede i oktober 1940 havde Abwehr, den tyske kontraspionage, gjort et notat om tonen i Grænsevagten, og i december påtalte Udenrigsministeriets Pressebureau en ironisk artikel i december-nummeret om generaldirektør P. Knutzen, formanden for Dansk-Tysk Forening.

I januar 1941 – samtidig med Renthe-Finks aktion mod H.C. Hansen og Hedtoft – klagede presseattaché Gustav Meissner for første gang over Vilhelm la Cour efter udgivelsen af januar-nummeret. Meiss­ner betegnede historikeren som en belastning for det dansk-tyske forhold, og det fik pressebureauets chef Karl Eskelund til at fremskaffe en netop udkommet pjece fra Det Tredje Standpunkts Forlag. De havde en afbildning af middelalderhelten Niels Ebbesen på forsiden, og titlen var Om at sige Ja – eller Nej. Heri kunne Eskelund læse skarpe udfald mod den nationalsocialistiske ideologi og især mod den danske nazifører Frits Clausen392, der havde foreslået, at man skulle skænke kopier af fire danske lurer som gave til SS-rigsfører Heinrich Himmler393. Udenrigsministeriets Pressebureau nedlagde forbud mod pjecen, men det skete først et par uger senere, så det var i praksis umuligt at beslaglægge de 4.000 udsendte eksemplarer.

Da Grænsevagten udkom den 7. februar, henvendte Meissner sig igen og betegnede udgaven som så uforskammet, at han måtte protestere. Da presseattachéen truede med konsekvenser, nedlagde bureauet forbud mod månedsskriftet. Det skete, efter at Eskelund først forgæves havde forsøgt at overtale Vilhelm la Cour til at trække sig frivilligt fra redaktørposten.394 Pressebureauet gav den samlede presse ordre til ikke at omtale, citere eller kommentere tidsskriftet, og aviserne fik forbud mod at optage artikler og kronikker af Vilhelm la Cour. Senere blev han idømt en bøde på 2.000 kr. (svarende til over 40.000 kr. i dag).395 Den 19. februar 1941 – altså efter at la Cour havde måttet indstille udgivelsen – deltog han i Aabenraa-kredsens møde. Hans Mørup indledte med at takke ham for hans uforfærdede fremfærd.

“Jeg giver herefter ordet til la Cour, der i sin tale giver retningslinier Farlige f o redrag

1594004_Modstand-b1.indd 255

255

18/09/15 10.10

“Lad os høre op med den evige, fattige tale om, at vi er danske fra top til bund. Lad os gå over til frygtløst at handle som frie danske, ligeledes fra top til bund,” sagde Vilhelm la Cour (1883-1974) i efteråret 1941. (Frihedsmuseet)

for Nordens forenede stater. Han slutter med en understregning af grænsekampens betydning ikke alene for de danske i grænselandet, men for alle danske, ja for hele det kommende frie Nord,” skrev Mørup.

Den sluttede kreds kom derefter ind på samarbejdspolitikken og Dansk Ungdomssamvirkes betydning, og la Cour medgav, at DU havde en vis værdi i mobiliseringen af danskere, der ikke var vant til at tænke i politiske baner.

“Men vi er enige om, at hvis denne regering sidder ved magten den dag, Tyskland taber krigen, vil Danmark utvivlsomt blive betragtet, om ikke lige netop som en af Tysklands allierede, da som håndlanger og storleverandør af arbejdskraft, materiel og landbrugsvarer til gavn for Hitlers krigsførelse,” noterede Mørup.

Ifølge Vilhelm la Cour måtte man se i øjnene, at danskere, der på et senere tidspunkt eventuelt ville bekæmpe samarbejdsregeringen og besættelsesmagten aktivt, ville blive mødt med de hårdeste midler – og det fra begge sider.

“Diskussionen ender med ungdommen og kristendommen. Uden kristen tro vil mange ikke være i stand til at kæmpe denne kamp til ende,” lød det i Hans Mørups erindringsbog.396

256

1594004_Modstand-b1.indd 256

M O D S TA N D 19 33 -19 4 2

18/09/15 10.10

Vilhelm la Cours pjecer byggede som regel på foredrag, han havde holdt rundt om i landet på dagligstuemøder og ved andre lukkede arrangementer. En sådan pjece var Ord til os i dag, der omkring 1. april 1941 blev udsendt i 22.000 eksemplarer af Det Tredje Standpunkts Forlag. Udenrigsministeriets Pressebureau anmodede Justitsministeriet om at foranledige pjecen beslaglagt.

Emnet var filosoffen Johann Gottlieb Fichtes Taler til den Tyske Nation fra Napoleonskrigenes tid. De blev holdt for at opildne den preussiske og øvrige tyske befolkning til modstand mod Napoleons besættelseshær. Det tyske folk og begrebet ‘folkeånd’ stod i centrum for J.G. Fichtes budskab.

Vilhelm la Cour citerede Fichtes karakteristik af Napoleon som ‘denne lille sortsmudskede djævel af en korsikaner’ og som ‘en mand, som bilder sig ind, at han er forsynets udvalgte’, mens ‘enhver, som sætter sig op imod ham, hører til lavtstående folk.’

Det var fra la Cours side en indlysende hensigt, at publikum skulle indsætte Adolf Hitlers navn i Napoleons sted – noget, der især var provokerende, fordi J.G. Fichte nærmest havde ikonstatus blandt tyske nationalsocialistiske ideologer.

La Cour fremførte i pjecen den pointe, at den, i hvem folkeånden er vakt, får uanede kræfter.

“Så nøjes vi ikke med at sætte os passivt til modværge (…). Så går vi aktivt til værks – udfordrer det, som truer med at snigløbe os, kæmper frimodigt med det – og sejrer!”397 Forsøget på at beslaglægge Ord til os i dag mislykkedes. DS-aktivister havde i weekenden før den officielle offentliggørelse fordelt oplaget på depoter ude i København eller sendt dem til tillidsfolk rundt om i landet. Kun 371 eksemplarer lykkedes det politiet at lægge hånd på.398 Blandt modtagerne var Christian Ulrik Hansen og Elith Olesen på Viborg Katedralskole. De havde nogle måneder før været værter for et af La Cours foredrag.

“Mandag eller tirsdag efter skoletid stod vi hjemme i mine forældres kælder og foretog os vor første illegale handling: At sprede Vilh. la Cours endnu uudkomne Ord til os i dag til hele Nordjylland,” fortalte Elith Olesen efter krigen.

“Den var kommet som en kæmpeforsendelse med vognmand og Farlige f o redrag

1594004_Modstand-b1.indd 257

257

18/09/15 10.10

Kaj Munk (1898-1944) fik gymnasieeleverne i Viborg til at glemme både tid og sted, da han læste op fra Niels Ebbesen på Afholdshotellet i byen søndag den 30. marts 1941. (Frihedsmuseet)

forlod huset i småpakker (…). Mor jamrede, og far var sammenbidt – men vi fik lov at gøre, hvad vi anså for ret.”

Christian og Elith var henholdsvis formand og sekretær i Dansk Ungdom i Viborg – ungdomsafdelingen af Dansk Samling. Her havde de søndag aften – efter at partifællerne i København havde spredt og udsendt pjecen – hørt foredrag på Afholdshotellet med Kaj Munk.

Især på grund af Christian Ulrik Hansens seriøsitet og ildhu, lykkedes det ofte at få tidens mest efterspurgte foredragsholdere til at komme på besøg.

“Alle som én stampede vi i skistøvler og 28 graders kulde gennem mørklagte gader for at høre Vilhelm la Cour,” skrev forfatterinden Kirsten Aakjær, der også var elev på katedralskolen på den tid.

“Kaj Munk hørte vi, så ham, oplevede ham. (…) Vi var dybt bevægede af hans oplæsning og tryllebundne af det hvide ansigt med det opspilede blik under hårtjavserne.”399 Munk havde fra sommeren 1940 holdt en række foredrag med Niels Ebbesen som tema, den jyske væbner, der i 1340 havde dræbt grev Gerhard, den største af de holstenske panteherrer i det kongeløse land. Derefter stillede væbneren sig ifølge overleveringen i spidsen for et folkeligt oprør.

258

1594004_Modstand-b1.indd 258

M O D S TA N D 19 33 -19 4 2

18/09/15 10.10

“Der var nemlig den omstændighed, at hvor meget end dette jævne folk blev svigtet og forrådt af sine førere, var dette folk kernedansk (…). Nu stod de rede til at slutte op bag ved ham, rede til at bygge det land op, der skal leve, så længe hjertet slår dansk og bøgen spejler sin top i bølgen blå, “ erklærede Munk i et af sine foredrag.

Når digterpræsten omtalte drabet på greven, var muligheden for at drage paralleller til samtiden om muligt endnu mere åbenlys end i Vilhelm la Cours foredrag.

“Denne dåd betød faktisk intet, hvis Niels Ebbesen havde stået isoleret; men den blev signalet til at vække de følelser, der havde slumret hos alle. Der stod pludselig en hær bag Niels Ebbesen.”400 For både Elith Olesen og Christian Ulrik Hansen var en artikel af Arne Sørensen slået ned som et lyn. Den blev trykt i Det tredje Standpunkt i oktober 1940 under overskriften ‘Ikke dø Straadøden’.

“Vi skal ikke lytte til dem, der gør vor fremtid afhængig af et gnidningsløst forhold til Tyskland; alle stoler på, at englænderne gør det på vore vegne, mens vi blot lytter til radionyhederne derovrefra. Lyt ikke til ham, der endelig ikke vil provokere, han dør strådøden. Men møder du den, der siger: ‘Dette folk kan aldrig gå under!’ så skriv hans telefonnummer op og slip ham aldrig af syne, for ham får du brug for at være sammen med i det levende og ægte danske fællesskab.”

Elith Olesen lånte bladet ud til Christian Ulrik Hansen.

“Da Christian den oktoberdag i 1940 leverede hæftet tilbage, var han (…) usædvanlig rank i ryggen, virkede mere bredskuldret stout end nogensinde og var sammenbidt og beslutsom: ‘Denne mand må vi have til Viborg,’ erklærede han kategorisk som sin foreløbig eneste kommentar.”

De depressive tendenser, der havde været ved at tage magten fra Christian efter den 9. april 1940, var væk. De to troende og litterære gymnasiaster blev nære venner og kunne få timer til at gå med at diskutere sangen ‘Hvor smiler fager den danske kyst’. De blev begge også optaget af bl.a. lyrikeren Nis Petersens digt ‘Da seeren tav’, der bar stærkt præg af stemningen i landet i 1940.401 Christian Ulrik Hansen var en enernatur og alvorsmand – en af modstandskampens mest særprægede skikkelser.

“Han ville nå frem til et klart syn på hele universet, hele menneFarlige f o redrag

1594004_Modstand-b1.indd 259

259

18/09/15 10.10

skeheden, hele kulturen, og så vældig var hans drift mod sandhed og klarhed (…), at han helt overgav sig til læsningen af Platon, Macchiavelli, Goethe, Shakespeare, Søren Kierkegaard, Nietzsche, Friedell og mange andre,” sagde Robert Stærmose, hans senere nære fortrolige.

Christian adskilte sig markant fra kammeraterne, der mest bestod af det bedre borgerskabs børn. Trods sin belæsthed havde den kraftige bondeknøs i begyndelsen svært ved at blive taget alvorligt.

“Som regel gik han med sorte ridestøvler, med jakken skødesløst opknappet,” fortalte venner.

“Klar over sine ydre mangler havde han for vane at stikke den ene hånd i lommen og rømme sig nervøst, når han skulle sige noget. Instinktivt satte de andre ham uden for gruppen og regnede ham for en sær snegl. Ikke mindst fordi han tog sine egne og kammeraternes meninger højtideligt og diskuterede dem for deres indhold og ikke blot for diskussionens skyld.”

Netop på dette tidspunkt skete der voldsomme ting i Christian Ulrik Hansens sind. Den 10. april – altså i ugen efter ekspeditionen af Vilhelm la Cours illegale ord – berettede han i spejdernes vandrebog om en åndelig oplevelse. Den havde han haft et halvt år tidligere, i efteråret 1940.

“Da skete det. En vidunderlig smuk efterårsaften. Solglødens stråler kysser den farveprangende høstskov, glitrer i åens rolige vand og flammer op i fjerne ruder østpå. I et af disse øjeblikke, der har skær af evighedens glans, så jeg det, følte jeg det – det Danmark jeg skulle kæmpe for og måske dø for. Da faldt den i slag, landsbyens kirkeklokke. Efterårsluften duvede og sitrede af malmets dirrende klange. Mit hjerte dirrede også – ikke af uro, rastløshed, angst eller spænding. Nej, det skjalv af glæde. Det var, som om mit splittede sind, min sønderrevne sjæl blev helet og tonede i underskøn harmoni. Det var, som om den gamle støvede frase om Gud, konge og fædreland blev levende og i mit sind blev til en treklang, så stærk, så skøn. Hin efterårskvæld fandt jeg den klippe, jeg kunne bygge på: Kristendommen og danskheden.”

De to venner var begyndt at diskutere politik, og på Elith Olesens opfordring meldte Christian sig ind i Dansk Samling.

“En skønne dag læste vi i en annonce i den lokale avis, at Arne Sørensen skulle tale i et forsamlingshus i omegnen. Vi satte os straks i for260

1594004_Modstand-b1.indd 260

M O D S TA N D 19 33 -19 4 2

18/09/15 10.10

Som en ihærdig og belæst formand for Dansk Ungdom på Viborg Katedralskole lykkedes det Christian Ulrik Hansen (1921-1944) at skaffe prominente foredragsholdere til skolen.

(Elith Olesen: Jeg har levet mit liv i lyset)

bindelse med ham, og det lykkedes os at få ham til at tale i gymnasiastforeningen,” berettede Christian Ulrik Hansen i en artikel fra 1942.

Han gik til rektor Frits Paludan-Müller og bad om lov til at afvikle mødet på skolen. Det sagde rektor ja til, og efter foredraget fik Arne Sørensen og DS-bestyrelsen serveret te i rektorboligen.

Ifølge Elith Olesen havde fanden forinden været løs på grund af opslaget. Der var flere radikale lærere på skolen, der mente, at Arne Sørensen var halvnazistisk, og de ønskede forbud mod at holde mødet i skolens regi. Det førte til debat i klasserne om ja eller nej til samarbejdspolitikken.

“Christian fik sin ilddåb i disse situationer,” fortalte Elith Olesen.

“Han var ikke veltalende og heller ikke særlig hurtigttænkende, men han var stædig, og ved at fastholde sit standpunkt tilstrækkelig længe fik han tid til at lægge præmisser til rette for en effektfuld konklusion. (…) Det var først i disse debatter, vi andre – ja, skolen i det hele taget – opdagede hans format. Inden skoleårets slutning var han en høvding iblandt os.”402 Vilhelm la Cour holdt endnu en gang foredrag i Aabenraa. Det skete på Folkehjem – de dansksindede sønderjyders samlingssted – i april 1941. Det var få uger efter udsendelsen af Ord til os i dag. Også Hans Farlige f o redrag

1594004_Modstand-b1.indd 261

261

18/09/15 10.10

Mørups kreds havde bidraget til udbredelsen; man havde allerede solgt de 200 eksemplarer, man havde fået tilsendt.

Det lå længe inden klart, at det måtte blive et møde for indbudte tilhørere. På grund af de særligt spændte forhold fungerede amtmanden i Aabenraa som politiadjudant – en overordnet politikommandør for Sønderjylland – og han var en tro eksekutor af den officielle politik.

“Der var ikke udsendt adgangskort til pressen. Vi har fået underretning om, at en af byens redaktører er amtmand Refslund Thomsens meddeler, og at disse indberetninger går videre til regeringen. Det er jo ikke videre betryggende, når de danske domstole forfølger og straffer dem, der arbejder mod den tyske besættelsesmagt,” skrev Mørup, der ikke gjorde sig illusioner.

“Vi undervurderer ikke den store risiko, vi løber, og gør alt for at sløre Kredsens eksistens. Kommer der nærgående spørgsmål (…), så holder vi en studiekreds over Sønderjyllands historie.”403 I foråret 1941, da egentlig modstand var minimal, indtraf en aktion, der fik vidererækkende betydning – især på grund af de forbindelser, den skabte.

Inden for få timer natten til søndag den 2. marts 1941 udførte Vædderen en af de indtil da mest provokerende aktioner ved at male nazimærkater på flere end 400 forretninger, der annoncerede i det nazistiske dagblad Fædrelandet, eller som man på anden måde vidste, var tyskvenlige.

Flere af aktivisterne blev arresteret, bl.a. Gilbert Nielsen. Efterforskningen blev varetaget af kriminaloverbetjentene Alfred Andersen og Max Weiss fra Københavns Politis Afdeling D, det politiske politi, der efterforskede det nazistiske miljø.

Under sagen skabtes der ifølge historikeren Peter Birkelund et tillidsforhold mellem Gilbert Nielsen og Max Weiss. Kort tid efter blev det aftalt, at Nielsen skulle levere oplysninger til politiet om de danske nazister. En tilsvarende aftale havde Andersen og Weiss allerede flere måneder forinden indgået med Svenn Seehusen fra Konservativ Ungdom.

En venlig sagsfremstilling fra kriminalbetjentene gjorde det muligt for Gilbert Nielsen og de andre arresterede at slippe med bøder på 75 kroner (cirka 1.600 nutidskroner) for gadeuorden.

262

1594004_Modstand-b1.indd 262

M O D S TA N D 19 33 -19 4 2

18/09/15 10.10

Samarbejdet med Max Weiss fortsatte under forskellige former krigen igennem. Andre politifolk, f.eks. Roland Olsen, var også modstandsvenlige på et tidspunkt, da korpsånden motiverede det store flertal til at eksekvere samarbejdsregeringens politik loyalt og nogenlunde konsekvent.404 Vilhelm la Cours intellektuelle giftpile, Kaj Munks middelaldermyter og en natlig antinazistisk mærkatopsætning var ventiler, der bidrog til at opretholde befolkningens selvbevidsthed, men ikke ret meget mere.

Pessimismen i modstandens pionermiljøer var udtalt.

“I den tyske radio er der hver dag sejrsmeldinger, vi taler sammen om en melding om, at det tyske slagskib Admiral Scheer er vendt tilbage til flådestationen i Kiel efter et månedlangt togt på verdenshavene,” skrev Hans Mørup.

Slagskibet havde angivelig haft held til at sænke 16 britiske handelsskibe.

“Vi fatter ikke, at den engelske flåde, der kontrollerer havene, ikke har formået at opspore slagskibet og sænke det. (…) Tyskerne jubler, det lader til, at de kan sejle uhindret gennem den engelske blokade, som det passer dem.”405 Jørgen Kieler var bestemt ikke mere optimistisk i København, hvor han læste medicin på andet år. Han konstaterede i sine erindringer, at befolkningen var dårligt underrettet om udviklingen i krigen til søs.

Situationen var alvorlig nok, som den var, men de overdrevne officielle meddelelser gav – som Mørups udsagn fra samtiden indikerer – offentligheden det indtryk, at tyskerne nu også var herrer på Atlanterhavet.

“På denne baggrund kan man nok spørge, hvorfor vi så hårdnakket nægtede over for os selv og andre at indrømme, at Hitler efter 1½ års krig havde bevist, at han var uovervindelig,” skrev Kieler.

“For mit eget vedkommende spillede det en afgørende rolle, at troen på Hitlers sejr var en selvmorderisk tanke, som jeg ikke kunne leve med. Jeg havde derfor ikke rigtigt noget valg.”406 Efter sin hjemkomst fra Cambridge i august 1938, havde Kieler taget studentereksamen det følgende år og flyttede til hovedstaden, netop som Anden Verdenskrig brød ud. Nu boede han sammen med sine tre af sine fire søskende i en treværelses lejlighed i centrum.

Farlige f o redrag

1594004_Modstand-b1.indd 263

263

18/09/15 10.10

Midt på sommeren 1941 modtog Vilhelm la Cour og Arne Sørensen en stævning til Københavns Byret, hvor de var sat under tiltale som henholdsvis forfatter til og udgiver af Ord til os i dag.

Myndighederne havde fundet, at de ikke kom uden om at gribe ind mod historikeren, der uanfægtet havde fortsat sin foredragsaktivitet ved lukkede møder.

Efter en nærmest summarisk rettergang blev la Cour den 31. juli idømt 80 dages hæfte og Sørensen 60 dages hæfte. De to forsøgte forgæves at få anklageren og dommeren til at forklare, præcis hvilke passager i pjecen om J.G. Fichte der kunne være krænkende for Tyskland.407

1594004_Modstand-b1.indd 264

18/09/15 10.10

DANIELSEN

jorden var det eneste problemfrie ved landsætningen. Paul Johannesen var landet i et træ og kom fortumlet, for-

nogle få andre danskere sig for ”at gøre noget”. Danmark er besat, og myndighederne samarbejder med tyskerne. Disse første pionerer indleder kampen mod besæ elsesmagten, gruppen vokser i omfang og bliver til den modstandsbevægelse, som de allierede ender med at anerkende som medkæmper.

slået og med pistolen trukket ud af skoven med store skrammer i ansigtet.

Frihedskampens rødder er første bind i et trebindsværk, som

Dem havde han fået på vej ned gen-

samler historien om den danske modstandsbevægelse. Hvem

nem træets grene.

var de centrale personer? Hvordan arbejdede de? Hvad var deres motiver? Hvilke handlinger og aktioner blev afgørende?

Ingen af de to containere blev bjerget; dermed var holdets tre radiosendere

Bogen skildrer modstandsaktiviteter i alle dele af landet og

væk. Den ene container var landet i et

trækker tråde til danskeres kamp for frihed uden for landets

højt træ og var blevet fastholdt i en

grænser. Vi møder blandt andet kommunisterne, der kæmpede

trækrone.

samlet e er Tysklands angreb på Rusland, faldskærmsagenterne, folkene bag bladene De frie Danske og Frit Danmark og de

Ved daggry var de tre mænd nødt til

mange aktive kvinder.

at forlade området uden at have fun-

som landingsplads – de mange gamle,

Buhl til at opfordre danskerne til at stikke deres landsmænd.

høje bøgetræer – havde været en

Agenter, bladfolk og sabotører bliver jagtet – ikke af Gestapo –

virkelig markant ulempe.

men af dansk politi. Den tiltagende modstand kræver sine

Niels-Birger Danielsen er journalist og

1933-1942

historiker med speciale i besæ elsestidshistorie. Han har skrevet: Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald (sammen med Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby og Jakob Rubin) (2002), Gestapochefen. Karl Heinz Hoffmann – den kultiverede nazist (sammen med Suzanne Wowern Rasmus-

NIELS-BIRGER DANIELSEN

sen) (2011) og Werner Best. Tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark 1942-45 (2013).

NIELS-BIRGER

DANIELSEN

Uden den mulighed for at orientere sig, som månelys ville have givet, var

1942 – 1944

første dødsofre og frihedskampen bliver stadig mere dramatisk.

MOD STAND S A M A R B E J D E T S FA L D

1942-1944

NIELS-BIRGER

DANIELSEN

DEN SKÆRPEDE KAMP

skibsvær et Nordbjærg & Wedells, som fik statsminister Vilhelm

FRIHEDSKAMPENS RØDDER

MODSTAND

at det eneste minus ved Aggersvold

STAND

MODSTAND

Første bind slu er med den første store sabotageaktion mod

1933 – 1942

MOD SAMARBEJDETS FALD

det Max Mikkelsen. Det havde vist sig,

MODSTAND

viste det sig, at Ro bølls møde med

mænd i Valby, en skipper, en ung læge, en godsejer, en filosof og

FRIHEDSKAMPENS RØDDER

faldskærm i en mergelgrav. Dere er

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

’Hertugen’ bad ’Ras’ om at drukne sin

I 1941 beslu er en flok studenter, en radioingeniør, en kreds af

FOTO: SIMON KLEIN KNUDSEN

NIELS-BIRGER

1944 – 1945

MOD STAND DEN SKÆRPEDE KAMP

1944-1945

’Mikkel’ nemlig også landet i en trætop og var blevet hængende i snorene i sin faldskærm. Da den tynde faldskærmsdug blev flænset over, faldt han o e

PO L I T I K E NS FO R L AG

ISBN: 978-87-400-1544-7

meter ned og blev slået bevidstløs.

PO L I T I K E NS FO R L AG

Bind 2:

Bind 3:

MODSTAND 1942-1944

MODSTAND 1944-45

Samarbejdets fald

Den skærpede kamp

Udkommer i 2016

Udkommer i 2017

POLITIKENS FORLAG

MODSTAND_1_omslag_SIMON.indd 1

21/09/15 12.02